mandag den 18. februar 2019

Benni Bødker; Kraken [Anmeldereksemplar]

Benni Bødker; Kraken [Anmeldereksemplar fra Corto]

Bagsidetekst:
Den døde by under vandet ... Reykir ... den lurer på os ... venter på os ...

Marius' far er ikke med blandt de overlevende, da resten af ekspeditionen til Nordhavet vender hjem. Ingen ved, hvad der er blevet af ham, eller hvad der fik skibet til at gå ned. Men rygterne fortæller om et uhyre på havets bund. Et uhyre, der er blevet vækket af sin søvn. Et uhyre, som ikke kan dø. Et uhyre, som Marius meget snart skal møde ...

Der er mange udlægninger af fortællingen om det forfærdelige søuhyre Kraken - jeg har langt fra læst dem alle og jeg kender langt fra dem alle. Den jeg kender bedst er den fra "Pirates of the Caribbean"-filmene. Nu har Benni Bødker taget historien under sine kærlige vinger og tryllet som han nu kan og skabt et mesterværk.


Simon Bukhave, som jeg må indrømme at jeg ikke havde hørt om, har lavet nogle helt utrolig smukke papirklip illustrationer. De er sort/hvide (nok fordi de er papirklip, Line!), men de passer virkelig godt til den uhyggelige og stemningsfulde historie som Benni fortæller. Jeg er virkelig imponeret over detaljegraden i klippene, det må tage 100 år at lave sådan et. Samtidig ligner de slet ikke papirklip, men tegnede illustrationer. De er virkelig flotte.


Jeg har læst et par af Bennis børnebøger og jeg er vild med hans skrive- og fortællestil. Han forstår på en måde, så der er noget at komme efter for både børn og voksne, at skrive en virkelig spændende historie. Som voksen kan man nemt nyde hans skrivestil og hans detaljerede beskrivelser af handling, mens uhyggen drypper fra siderne. Som barn vil man sidde klistret til siderne for at høre hvad der så sker. Jeg er normalt ikke meget til gys, og selvom dette nok ikke er en decideret gyserhistorie, rejser hårene sig alligevel på armene og man må lige ryste stemningen af sig når bogen er færdiglæst.


"Kraken" vil jeg varmt anbefale til højtlæsning (10 år og opefter) eller selvlæsning til de mere øvede læsere. Jeg vil anbefale til dem der kan lide at blive skræmt lidt - eller i hvert opleve en hårrejsende fortælling med mytiske uhyre, uhyggelige øer og et mysterium der skal opklares.

I det hele taget - bare læs den!

Tak til Corto og forfatter for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Corto
Udgivet i: 2019
Antal sider: 120
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar