▼
torsdag den 13. februar 2014
John Green; En Flænge i Himlen
John Green; En Flænge i Himlen
Jeg faldt over denne bog på en liste med bøger man skulle læse inden filmen udkom. The Fault In Our Stars, som bogen hedder på engelsk, udkommer som film til sommer – jeg håber virkelig filmen yder bogen retfærdighed! For det er en fantastisk god bog, som er meget svær at lægge fra sig igen.
Bogen handler om 17-årige Hazel der har kræft i lungerne, så hun går rundt med et iltapparat, som hjælper hende med at trække vejret. Hazel læser meget og hendes yndlingsbog er ”En Fyrstelig Lidelse”, der er skrevet af en af hendes bedste venner, forfatteren Peter von Houten – som dog ikke ved at Hazel eksisterer. Hendes mor og far hjælper, så godt de kan, med at gøre tilværelsen tålelig for hende, samtidig med at de agerer hendes bedste venner.
Hazel går i en selvhjælpsgruppe – egentlig ikke fordi hun har lyst, men fordi hendes mor mener at hun fortjener et liv. Til et af møderne er der en fyr der bliver ved med at stirre på hende – og endda en lækker fyr! Hazel finder ud af at han er bedste kammerater med en af de faste i gruppen, Isaac, som skal opereres i øjnene og som derefter bliver blind. Den lækre fyr hedder Augustus Waters og han vil ændrer Hazels liv.
Hazel forsøger i starten at lade være med at give sig selv lov til at falde for Augustus, især fordi hun finder ud af at hans ekskæreste er død af kræft og hun vil ikke udsætte ham for det igen. Men efterhånden som de lærer hinanden bedre at kende, kan Hazel ikke længere benægte at hun er forelsket i ham.
Da Hazel introducerer Augustus for EFL (En Frygtelig Lidelse) bliver han besat af tanken om hvad der sker efter bogens slutning. Han skriver til von Houten og Augustus, som stadig har sit Ønske tilbage, tager Hazel med til Amsterdam for at møde forfatteren. Denne tur medfører stor sorg for Hazel, da det hele ikke går efter planen, samtidig med at den bringer hende stor glæde – noget som hun senere vil henvise til som Cirkeldiagrammets Eftermiddag.
Augustus gemmer dog på en hemmelighed der har fatale følger for Hazel.
Sjældent har jeg læst en så underholdende og til tider uhøjtidelig bog om kræft. Jeg siger ikke at bogen er lutter lagkage, for det er store temaer bogen berører, og selvom den er underholdende, er den samtidig meget sørgelig. Jeg har ikke udelukkende grint mig igennem bogen, men der er fyldt med fantastiske passager som får læseren til at glemme at det er kræftramte unge, bogen handler om. Selvom bogen handler om unge med kræft, handler den ligeså meget om den tid og de kvaler som deres forældre går igennem.
Jeg vil anbefale alle at læse den, for den kan læses og nydes lige meget om man er teenager, 25, 35 eller 50 år. Så, læs, græd, nyd og elsk den!
”Verden er ikke nogen gavebod”
Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet i 2012
Original titel: The Fault in Our Stars
334 sider
Ingen kommentarer:
Send en kommentar