▼
onsdag den 30. juli 2014
Rick Riordan; Den røde pyramide
Rick Riordan; Den røde pyramide (Kane Arkiverne, #1)
Siden deres mors død har de to søskende, Carter og Sadie, levet hver for sig. Carter har rejst verden rundt med deres far, en verdensberømt egyptolog, mens Sadie har boet i London med deres bedsteforældre. Under et besøg i London undrer Carter og Sadie sig over de besynderlige personer, der dukker op rundt omkring deres far. Men det er for ingenting at regne imod det syn, der møder dem på British Museum, hvor de vantro oplever den højst uheldige frisættelse af fem egyptiske guder.
Farligst af disse guder er Set, der tager børnenes far med sig tilbage til dødsriget, hvor han arbejder på en nederdrægtig plan om igen at sætte Kaos fri i verden og herske over guder og mennesker. Sadie og Carter har intet valg, hvis de vil redde deres far - de må sætte alt ind på at stoppe Set. Som om at det ikke var nok må børnene samtidig lære at styre den oldægyptiske magi, der er nedarvet i deres familie; en magi, som er fuldstændig afgørende for dem, men som de lige skal huske, kan slå dem ihjel så let som ingenting ...
Dette er en hæsblæsende historie hvor man ikke sidder stille i mange sekunder af gangen. Vi følger Carter og Sadie, der noget modvilligt - da de i starten ikke rigtig kan udstå hinanden - må hjælpes ad og forene både deres kræfter og magiske evner for at redde deres far og hele jorden. Ja, det lyder måske meget simpelt, men det er det ikke. For der lurer fare og fælder om hvert hjørne og folk de tror de kan stole på, viser sig at være det onde selv. Hvem kan de så stole på?
Jo længere tilbage i deres baggrund de graver, jo mere lærer de om deres families sande historie. De var "værter" for guderne og det er med disse guders hjælp at de skal forsøge at undgå dommedag.
Samtidig med at de skal forhindre dette, skal de komme overens med deres nyfundne kræfter. Magi. At kunne forvandle sig til en fugl er måske nemt, men hvad med at komme tilbage til menneskeform igen? Derudover lærer de, at egypternes forhistorie har større indflydelse på nutidens historie end de vidste og at der er nemmere måde at transportere sig selv på end med fly.
Lyder det forvirrende? Ja, det er det måske også lidt, men jo flere sider du får vendt, jo mere mening giver det. Carter og Sadie skiftes til at fortælle historien, hvilket gør den utroligt levende og sjov. Det er en rigtig god fantasybog - der henvender sig både til drengen og piger. Samtidig lærer man en masse om egyptisk mytologi, hvilket i sig selv er ret spændende.
Fakta:
Forlag: Carlsen
Udgivet i: 2010
Original titel: The Red Pyramid
Antal sider: 544
Læst på dansk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar