▼
torsdag den 18. september 2014
Christina Bonde; Besat
Christina Bonde; Besat (Nattens Sanger, #1)
For 23-årige Victoria Rose er livet en kamp mod de følelser, der afholder hende fra at leve det. Hendes tilværelse er præget af eftervirkningerne fra et overfald, der har spoleret hendes selvværd og frarøvet hende troen på kærligheden - indtil den dag hun møder Lucas. I et skæbnesvangert opgør med fortiden forandrer Lucas ikke bare Victorias liv, men hele hendes virkelighed. Hun befinder sig pludselig i en verden af vampyrer og havner i en stridighed, der er ved at koste hende livet. Undsætningen viser sig at komme fra en ældgammel fatalistisk overbevisning, der vil give Victoria en central plads i vampyrernes verden, men samtidig kræver valg, der mentalt er ved at flå hende i to halvdele. Hvilken løsning skal vælges, når kærligheden splitter mod hver sig verden, og når skæbnen synes umulig? Kan hjertet forenes i den bestialske sandhed, og hvor lang tør Victoria gå for at efterstræbe lykken?
Victoria Roses liv er på vej til at blive evigt forandret. Under en gåtur i skoven møder hun den mørke, mystiske fremmede Lucas. Hun kan ikke slippe ham igen. Han har indvaderet hendes tanker, hendes sind og hurtigt også hendes hjerte. Da de mødes igen er Victoria ikke i tvivl længere - hun er besat! Ligeledes er Lucas besat af Victoria, men Lucas skjuler noget. En sandhed der måske er for meget for Victoria at rumme.
Da Victorias værste mareridt går i opfyldelse, må Lucas træde til og derved bliver hans hemmelighed afsløret - han ikke menneske, men vampyr. Victoria har i starten svært ved at forstå sandheden af hans afsløring, men hendes hjerte vinder - hun ved hun ikke kan leve uden Lucas og deres forhold er mere lidenskabeligt og fyldt med kærlighed og romantik, end noget andet hun har prøvet før. Lucas gør det også klart for hende, at hun ikke bare er et mellemmåltid for ham, hun er hans udvalgte og derfor får hun også hans signatur, så ingen andre vampyrer må røre hende.
Det er dog ikke alle der lytter til de uskrevne regler for vampyrsamfundet, og Victoria er hurtigt i større fare end hun nogensinde havde forestillet sig og hvad vil der ske hvis Lucas ikke kan redde hende? Selvom han elsker hende, er hans trang til blod så større end kærligheden til hans udvalgte?
Udover at være i fare, vælger Victoria også at betro hemmeligheden til sin bror Alexander. Alexander tager mildest talt ikke godt imod nyheden, og da Victoria endelig troede at nu havde hun en hun kunne betro sig til, kan dette valg måske vise sig at være katastrofalt - ikke blot for hende, men også for hendes forhold til Lucas.
Jeg har hørt rigtig meget om denne serie, så jeg blev meget glad da den endelig kom hjem til mig! Det er lidt ligesom at læse Twilight med et strejf af True Blood. Victoria, som Bella Swan, forelsker sig i en vampyr og bliver optaget af hans "familie". Samtidig er der en meget stringent opdeling blandt vampyrerne og uskrevne regler som ikke er ufarlige at krydse. Bogen er skrevet i et levende og velformuleret sprog, man føler virkelig med Victoria, for det er ikke småting hun bliver stillet overfor. Samtidig er der et godt flow i bogen der gør at den er svær at lægge fra sig når først man er kommet igang.
Et nyt pust til vampyrgenren - glæder mig meget til de næste bind i serien (de er bestilt på biblioteket!)
Fakta:
Forlag: Mellemgaard
Udgivet i: 2014
Antal sider: 316
Genre: Dark Fantasy
Ingen kommentarer:
Send en kommentar