▼
tirsdag den 7. oktober 2014
Alice Kuipers; 40 ting du skal vide (om at leve)
Alice Kuipers; 40 ting du skal vide (om at leve)
Tip nr. 15: Nogle hemmeligheder er for tunge at bære alene
Sekstenårige Amy har det hele: søde forældre, en lækker kæreste, verdens bedste veninde - styr på sit liv! I skolen er hun mønsterelev, og hun har kurs mod det prestigefulde Oxford Universitet. Hun har endda en internetbrevkasse, hvor hun deler gode råd ud til andre teenagere.
Men da den flotte bad boy, Pete, begynder i hendes klasse, har hun ikke længere styr på sit liv. Og pludselig står hun over for spørgsmål som: Hvad gør man, når end hoved og krop ikke taler sammen mere? Når en enkelt fejltagelse truer med at ødelægge alle ens planer? Når det viser sig, at man ikke er den, man troede, man var? Og når ens mave vokser, og det ikke kan stoppes med en slankekur?
Vi følger Amy aka Fugl, der er kærester med Griffin, bedste veninde med Cleo og mønsterelev. Amy har og kan altså alt. Bortset fra at gå i seng med Griffin. Før de blev kærester var de rigtig gode venner, og det er den følelse der får Amy til at bakke ud. For elsker hun egentlig Griffin? Nok ikke, hvis hun skal være helt ærlig.
Da bad boy Pete Loewen starter i Amy og Cleos klasse begynder Amys verden at falde fra hinanden. Hun har svært ved at koncentrere sig i timerne og sender hele tiden stjålne blikke mod Pete. Men hun er jo tilfreds sammen med Griffin ....
En aften gør Amy dog det utilgivelige - hun har sex med Pete! Derefter kan hun ikke få sig til at sige noget til Griffin eller til Cleo. Pete kan hun heller ikke finde ud af, for nogle gange er han kold og kynisk og andre gange er han varm og vidunderlig. Hun beslutter sig for at dykke endnu dybere ned i lektierne og forberede sig på Oxford.
Hendes forældre går fra hinanden og alt synes at gå den forkerte vej for Amy. Samtidig med alt dette går det op for hende at hun er gravid! Gravid med Petes barn. Amy har svært ved at opretholde sit perfekte ydre og hun har svært ved at få sandheden frem, både overfor Griffin, for Pete, for Cleo og for de teenagere som hun skulle forestille sig at hjælpe på sin hjemmeside.
Tip nr. 4: Man kan også lyve, selvom man ikke siger noget som helst.
Pludselig er hun spundet i et net af løgne, uden egentlig at have sagt noget og da sandheden rammer, mister hun alle. Mere alene end nogensinde må Amy beslutte sig for om hun skal beholde barnet og opgive sine drømme om Oxford eller give det væk og få sit liv tilbage.
What to do?
Dette er en hurtig læst ungdomsbog og hermed ikke sagt at den er kedelig. For det er det ikke. Det er en rigtig fin historie, om hvordan et teenager liv kan tage sig ud. Denne bog handler om et venskab der står overfor urimelige prøvelser. Om et forhold der muligvis bygger på forkerte følelser og meninger der ikke er blevet sagt i tide. Den handler om, når ens forældre skal skilles, men at det nok burde være sket for mange år siden og hvordan begge forældre tackler dette. Den handler om store følelser, stormfuld forelskelse og suverænt overgivelse til hjertets mening. Den handler om valg der kommer til at forme resten af ens liv og hvordan disse valg skal træffes. Den handler også om at kærlighed ikke er nemt, og da slet ikke når man er teenager - en teenager der er gravid med en andens barn end kærestens.
Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: 40 things I want to tell you
Udgivet i: 2012 (på engelsk) og 2014 (på dansk)
Antal sider: 286
Læst på dansk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar