▼
lørdag den 25. oktober 2014
Ina Bruhn; Anna for altid
Ina Bruhn; Anna for altid
Sorgen sidder i halvmørket over køkkenskabene og betragter mig. Når han smiler, kan jeg se de spidse tænder: "Nå, så kom vi langt! Hvad synes du?"
En nat omkommer Annas forældre i en brandulykke, hvor Anna kun lige akkurat overlever. Efter et år i USA er hun tilbage i Danmark. Helt alene. Det eneste, hun har, er hendes far kejtede onkel og nogle slørede erindringer om en barndom fyldt med grov mobning. Nu skal hun flytte ind i en ny lejlighed i en by, hun ikke kender. Hun skal begynde i gymnasiet og finde nye venner. Begynde alting helt forfra. Men i Annas fortid lurer hemmeligheder, som på et tidspunkt vil indhente hende ...
Anna bliver hentet af sin onkel Walter i lufthavnen og han kører hende til den nye lejlighed hvor hun skal bo mens hun læser på gymnasiet. Hun bærer rundt på en sorg der er så stor at hun flere gange frygter at den vil tage livet af hende. Hendes forældre er døde - og hun tror det er hendes skyld!
På den første dag i gymnasiet bliver hun venner med Karla, et venskab der kommer til at fylde meget i hendes hverdag - for Anna har ikke haft venner før. Der er dog noget ved Karla der minder hende om nogen, men hun kan ikke få tankerne til at give hende svaret. Hun forelsker sig i Jesper, og de bliver kærester, men selvom alt burde være godt, kan Anna ikke nyde det. For det er som om noget mangler og ikke passer sammen.
Anna og Karla oplever "dagligdags ting" i gymnasiet, fester, venner, uvenskab mellem de to, knuste hjerter og nye fyre der står i kø. Men hele vejen igennem føler Anna sig forkert, malplaceret og ensom. Hun tyr til piller og alkohol. En udvej i alt det mørke, men da hun køre galt, indser hun at det ikke er nogen udvej alligevel.
Langsomt går det op for Anna at der er noget forkert ved hende, noget som ikke er som normale teenagere. Hvad er der sket med hende? Og hvem er ham den mærkelige mand der vil fortælle hende sandheden, inden hun bliver student? Hvem har brudt ind i hendes lejlighed og er onkel Walter egentlig så god som hun går og tror?
Jeg har længe ville læse den her bog, og jeg må sige at jeg ikke lige havde forudset at det var sådan den var! Der er mange hemmeligheder der skal afdækkes og en meget foruroligende verden dukker frem. En verden af manipulation - både mellem mennesker, men også med gener. For Anna er ikke helt almindelig! Faktisk er hun langt mere unormal end hun nogensinde havde kunnet forestille sig. Det er ikke tit jeg læser en bog med en "ulykkelig" slutning, men dette her er en af dem - nu har jeg advaret jer! Den ender ikke godt, i hvert fald ikke i min optik. For da alt ellers ser ud til at tegne lyst for Anna indhenter fortiden hende, og hun må igen starte forfra ... langt væk fra alle hun er kommet til at elske og helt alene, igen ...
Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Udgivet i: 2012
Antal sider: 413
Den må jeg læse!! den lyder bare rigtig rigtig god/forfærdelig:/
SvarSletJa, det er bestemt en anderledes læseoplevelse end jeg havde forventet - er stadig ikke kommet helt over slutningen endnu..
Slet