▼
torsdag den 9. juli 2015
Anna Todd; Tvivlen
Anna Todd; Tvivlen (After, #2)
Bagsidetekst:
Efter en turbulent begyndelse er Tessa og Hardin ved at få tingene til at fungere. Men kun indtil en hemmelighed om Hardins mystiske fortid bliver afsløret og får Tessa til at tvivle. Er Hardin overhovedet den dybe, tænksomme fyr bag facaden, som Tessa har forestillet sig, eller er det noget, hun har bildt sig selv ind? Måske skal hun bare droppe ham og komme videre. Men Hardin er svær at glemme, også selvom Tessa har sat både sine venner og skolen over styr for hans skyld.
Hardin ved, at han har dummet sig. Han har ikke tænkt sig at give op og give slip på Tessa. Men kan han overhovedet forandre sig, og vil han virkelig, når det kommer til stykket?
Tessa ved ikke hvad hun skal gøre af sig selv da hun har fået fortalt sandheden om hende og Hardins forhold - kan hun glemme ham og komme videre? Kan han glemme hende? Selvom Hardin undskylder gang på gang er Tessa ikke sikker på at hun kan tilgive ham for hvad han har gjort.
Tessa prøver - det gør hun virkelig, men som man kan regne ud, så går det ikke. Hun giver Hardin en chance mere og alt føles godt - rigtigt. Lige indtil endnu en sandhed om Hardin bliver afsløret og Tessas syn på ham igen bliver ændret.
Deres kampe bølger frem og tilbage og som læser sidder man hungrende efter at finde ud af hvad der sker. Selvom det føles godt mellem dem denne gang skal der alligevel så lidt til at ødelægge det og efter 11 dage uden at have hørt fra Hardin beslutter Tessa sig for at nu er nok nok - Hardin har dog andre planer, han ved bare ikke hvordan han skal føre dem ud i livet og om det vil være nok. Selvom han lyver og sårer Tessa elsker han hende højere end noget andet, men er det for sent for ham at ændre sig og vise Tessa at han godt kan være den hun fortjener?
"Tvivlen" fortsætter i samme stil som "Mødet". Spændingerne mellem Tessa og Hardin er til at føle på og Tessa er rasende - både på sig selv og Hardin. Selvom deres problemer godt kan blive lidt for meget (ligesom i "Mødet"), så er det jo det vi som læsere vil have - vi vil have dramaet, problemerne og følelserne. Mere vil have mere, er det ikke det man siger?
Noget af det jeg synes fungerede rigtig godt i denne bog, er at man også ser tingene fra Hardins synspunkt og det giver et dybere indblik i hans tanker og hans måde at reagere på, som forklarer en del. Det er sjovt at se Tessa gennem Hardins øjne, for så kan man ikke andet end være enig i at hun er alt for god for ham.
Selvom nogle nok vil hagle denne bog ned og sige at den er intetsigende mm., så synes jeg alligevel at den holder hvad den lover. Det er ikke stor kunst, men jeg var godt underholdt gennem hele bogen. Jeg havde svært ved at lægge den fra mig og slugte den, næsten lige så hurtigt som jeg åd "Mødet" - hvilket vel er pointen med en god bog? Så, mangler I noget til sommeren, er det her et godt valg!
Fakta:
Forlag: People's Press
Original titel: After 2
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 626
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar