Melissa Grey; Midnatspigen

Melissa Grey; Midnatspigen (Fjer og flammer, #1)

Bagsidetekst:
Skjult under New Yorks gader lever avicenerne, et folk med fjer i stedet for hår og stærk magi i blodet. De er den eneste familie, som Echo - en 17-årig menneskepige og glimtvis virtuos tyv - nogensinde har kendt. Avicerne har været i krig med ildfolket drakharianerne siden tidernes morgen. Da Echo hører nyt om en legendarisk ildfugl, der ifølge mten kan skabe fred, ender hun i spisen af en broget flok lovløse, soldater og andre forvirrede sjæle, som vil finde fuglen, inden krigen ender med at brænde deres verden ned ...

Hvis du var vild med "Ønskekræmmerens datter"-serien af Laini Taylor (det var jeg!), så vil du også kunne lide dette første bind i serien om pigen Echo, der gemmer på meget mere end hun selv aner.

Jeg kan godt lide ideen om et skjult samfund under vores, det er også lidt ligesom "Dødens instrumenter" af Cassandra Clare. Der er så meget mere til verden end vores øjne ser, hvis vi bare vidste hvad vi skulle kigge efter, ville vi måske også se det.

Den dunkle stemning i denne fortælling er blandet med tør humor, med venskab og familiebånd der brydes og knyttes på ny. Der er drama og romantik, især der hvor man mindst venter at kunne finde det. Selvom de involverede parter kæmper imod, må de indse at deres kamp er ligegyldig, da intet kan slå kærligheden når først den har slået rod.

Echo er ikke blot tyv, men også ordsamler og jeg er vild med de forskellige ord hun kan komme på, til at beskrive stemninger, sindsindtryk eller følelser. Især nedenstående er jeg ret vild med, men det må også være bognørden i mig, der kan nikke genkendende til det.

"Echo så rundt på sit hav af indbundne værker, og et enkelt ord faldt hende ind: 

tsundoku.

Det var et japansk ord for at lade bøger hobe sig op uden at læse dem alle."

Det er en meget medrivende fortælling og jeg havde ikke lyst til at vende tilbage til virkeligheden da sidste side var vendt. Det er noget af det bedste en god bog kan gøre for mig: give mig et tilflugtssted og give mig lyst til at blive der!

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: The Girl at Midnight
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 391
5 ud af 5 stjerner

Sidsel Sander Mittet; Sandsnogens bid

Sidsel Sander Mittet; Sandsnogens bid (Krøniken om Morika, #1)

Bagsidetekst:
Sekshundrede år før Eshri, Korau og deres venner atter forener Morikas to folkeslag, i den tid, hvor nationens historie bliver skabt, har hilaerne endnu magten. I den ene ende af landet kæmper der unge kriger Aaton for at finde sin plads i hilaernes hierarki. I den anden ende forsøger den sekstenårige morikaner Itua at komme overens med de forventninger, hendes familie stiller til hende. På trods af Aatons og Ituas forskellige kulturer, historie, liv og drømme, flettes deres skæbne sammen i dét, der både skal blive Morikas største myte og dybeste tragedie.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg var (og er, stadig), meget begejstret for Morika-serien, som jeg synes ligger helt i toppen af dansk fantasy. Det er på en gang originalt; kampen mellem det gode og onde, hemmeligheder, venskab og kærlighed, samtidig med at det får flettet en del nutidige problemer ind i et urgammelt samfund, hvor det ikke er nemt at være uden for, en lavere race eller blot at have den forkerte hudfarve. Det er virkelig godt fundet på.


Derfor takkede jeg selvfølgelig ja, da jeg blev spurgt om jeg ville være betalæser på første bind i prequel-serien. Det var fantastisk at være tilbage i Morika, også selvom det på ingen måde er det Morika vi bliver præsenteret for i den første serie. Det er tiden før opdelingen. Før hilaerne bliver slaver. Bliver de undertrykte. De skræmte. Hvor de var et storslået folkefærd, der ikke var bange for noget eller nogen.

Den her historie er mere politisk end nogle af de andre. Der er en del bureaukrati, forhandlinger og diskussioner i denne, men det er på ingen måde kedeligt. Jeg ved ikke om det er fordi jeg jo - fra den anden serie - ved hvordan det hele ender, men jeg ved ikke hvordan vi kommer dertil, men mon ikke det bliver opklaret i de næste bøger?

Beskrivelserne af Morika, af skovene, ørkenen og ritualerne, er ligeså nærværende, levende og malerisk beskrevet, som i de andre bøger. Den er skrevet i et dejlig legende sprog, der, trods de mange ord man lige skal lære og de lidt sjove navne, er nemt at læse.

Jeg vil uden tvivl, med hånden på hjertet, mene at forfatteren blander sig blandt de bedste fantasyforfattere vi har herhjemme. Endnu en genistreg. Endnu et mesterværk. Fantastisk! Og kom så med det næste bind!

Tak til Forlaget Facet for anmeldereksemplar (og beta-eksemplar)!

Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2016
Antal sider: 343
5 ud af 5 stjerner

KONKURRENCE!!

Læg et indlæg med navnene på de to hovedpersoner i "Sandsnogens bid" herunder og jeg trækker 4 heldige vinder af bogen på fredag!

Jon Zaar; DX Cyberkriger

Jon Zaar; DX Cyberkriger

Bagsidetekst:
Til daglig er han nobody, i spillet er han alt.

Hvad fanden sker der med mig, tænkte han og lod medaljonen falde tilbage på brystet. En hallucination? En psykose? Pludselig frøs hans blod til is. Den snerrende lyd bag ham var ikke til at tage fejl af.

Når Hannibal sidder bag skærmen og styrer sin figur "COME AND GET SOME" gennem DX-koncernens populære skydespil, kan han alt. Han ligger øverst på rankinglisten, og ingen kan som ham gennemskue spillets detaljer. Men en dag finder han en medaljon, han aldrig har set før, og pludselig bliver spillet til en kamp for overlevelse.

Jeg er ret sikker på at mange kender til at være fuldstændig opslugt af et computerspil. Hvad enten det er World of Warcraft eller andet der ligner, kan man hurtig bruge timer, dage, uger, på at spille uden at det rører en. Det er et fantastisk sted at søge tilflugt fra virkeligheden og de problemer der ligger der. Det er præcis det Hannibal gør.


Som en dreng der føler sig udenfor i den virkelige verden, er Hannibal i spillet, den person alle ser op til. Den som alle vil hjælpe og være som. Det er som et drug for Hannibal, der pjækker fra skole og lyver for sin mor, for at spille bare lige lidt længere. Og lidt længere. Og lidt længere. Også selvom han har dårlig samvittighed kan han ikke lade være. Han lever og ånder for spillet. Deri kan han alt og de evner bliver virkelig sat på prøve den dag han pludselig befinder sig fysisk i spillet. I et spil hvor han rent faktisk kan dø.

Jeg tror at det her er en bog som vil gå rent ind hos unge drenge der læser. Især hvis de har et kendskab til den virkelighedsflugt som pc-spil kan give. Historien er fortalt i et hæsblæsende tempo, præcis som visse skydespil. Beslutninger og valg skal træffes hurtigt og der er ikke tid til at stoppe og få pusten før fjenden er over en.

Selvom bogen er hurtigt læst, var den spændende og selv jeg, sad og hev efter vejret flere steder. Som læser bliver du også trukket ind i spillets verden og man kan føle panikken ved ikke at vide hvad der venter om næste hjørne eller om der sidder en sniper på taget.

Fortællingen bliver også lidt filosofisk flere steder - for hvor er de henne fysisk? Sidder de stadig foran skærmen mens de render rundt i fabrikshaller og skyder? Hvad sker der når de dør? Hvordan fungerer tid og rumaspektet? Det er meget interessant at følge med i spillernes tanker omkring dette, især fordi vi som læser, heller ikke ved det eller får svarene før vi bliver suget tilbage igen.

Meget spændende! Mon Hannibal tør spille igen?

Tak til Turbine for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Turbine
Udgivet i: 2015
Antal sider: 235
5 ud af 5 stjerner

10 spørgsmål #4: Malene Sølvsten

10 spørgsmål #4: Malene Sølvsten

Hvilken bog elskede du at få læst højt som barn?
Min storesøster, Hanne, introducerede mig til bøger, for hun læste rigtig meget op for mig, da jeg var barn. Det er virkelig svært for mig at pointe nogen ud, for vi (altså ret besat Hanne, for jeg lyttede kun) gnavede os igennem vildt mange bøger. Men nogen af dem, der absolut gjorde allermest indtryk - og som blev genbesøg flere gange - var Taran-serien af Lloyd Alexander og Alex Morgenstjerne-serien af Knud Holten.

(Og så var der selvfølgelig Narnia, Lånerne, Det lille hus på prærien, Marry Poppins og ... Men nu fortaber jeg mig vist)


Hvad er den første bog du selv læste?
Den første "rigtige" bog, jeg læste, var Erik Menneskesøn af Lars-Henrik Olsen og herefter Dystopia af Dennis Jürgensen.

Din yndlingsbog som barn/ung?
Jeg var ikke så gammel (stor teenager), da jeg læste Suzanne Brøggers Creme fraiche. Den var i mange år én af mine yndlingsbøger (og er det stadig). Desuden læste jeg dengang også Tilværelsens ulidelige lethed af Milan Kundera, og den var jeg helt væk i.


Din yndlingsbog som voksen?
Nu bliver det svært, for jeg har jo efterhånden været voksen længe, og der er røget en del bøger under broen i den tid. Det er umuligt for at pege en enkelt ud. Hvis nu, jeg deler op i genrer, så har jeg en chance for at give et nogenlunde klart svar.

Jeg har en fable for fantasy-bøger, og her ligger Charlaine Harris' bøger som Sookie Stackhouse i top. De er ikke fejlfri, men de er sjove og splattede og frem for alt, så giver de mig lyst til at skrive selv, hvilket efter min mening, er det allerbedste, bøger kan gøre - prikke til éns egen kreativitet.

Desuden er jeg vild med historiske romaner. Min yndlings her er Philippa Gregorys bøger om det engelske kongehus før, under og efter Henrik d. 8.

Krimier er også en genre, jeg svælger i, og her er jeg glad for de skandinaviske som fx Stieg Larsson og Camilla Läckberg.

Jeg læser stadig børnebøger. Jeg var voksen, da jeg læste Harry Potter, og de stryger jo direkte til tops.

Så er der Hunter S. Thompson. Han skrev "ederbankemig" fedt og hæsblæsende. Tom Buk-Swientys bøger om Kaptajn Dinesen, Lillys Danmarkshistorie, Vindens skygge, Ken Follett og, og ... der er også fagbøger. Okay, okay ... jeg stopper nu.

En bog du aldrig er blevet færdig med at læse og hvorfor.
Jeg er ret slem til at stoppe midt i bøger, hvis de bliver kedelige eller træge. Det er ikke stædighed, der præger min læsning. Det er én af grundene til, at jeg selv skriver, som jeg gør. Altså, jeg prøver hele tiden at holde spændingen, for jeg kender det alt for godt at gå kold, hvis handlingen kører i tomgang. For nyligt stoppede jeg lidt inde i "The Warrior Heir" af Cinda Williams Chima. Den var vildt lovende, men jeg kom fra den igen. Sådan er det desværre tit med mig.


En bog du har på din tbr-liste, men som du godt ved at du aldrig får læst.
Hmm ... jeg er ret dårlig til at få læst socialrealistiske bøger. Det gør simpelthen for ondt, især hvis det handler om børn, der ikke har det godt - og man ved, at det er skrevet ud fra virkelige hændelser. Så her er nogle bøger, som jeg virkelig burde læse, og som jeg ved er gode, men som jeg nok ikke kommer igennem. Jeg vil ikke sætte titel på, for det er unfair overfor forfatterne, for det er garanteret vildt gode bøger. Det er bare ikke for mig.


Når du skal vælge hvad du vil læse, hvordan gør du så?
Jeg læser 100 pct. det, der pirrer min nysgerrighed. Derfor ryger der rigtig mange forskellige genrer og typer litteratur i min "kurv". Pt. læser jeg faktisk allermest faglitteratur (om alt fra jernaldervågen, partikelfysik til alkymi i 1600-tallet), dels fordi jeg synes, at det er vildt spændende og dels fordi, jeg kan bruge det i mine egne skriverier. Så jeg er ret ukritisk omkring genre.


En bog der minder dig om et særligt tidspunkt i dit liv.
Bøger afspejler jo, hvor du er i dit liv. Fx læste jeg nogle rigtig gode low-fantasy-ungdomsbøger (Shadow Falls-serien af C. C. Hunter), lige da jeg begyndte at arbejde som embedsmand i Finansministeriet. Så for mig er ministeriet kodet sammen med de bøger, og det er jo virkelig skørt.

Jeg hørte Michael Jacksons "History"-album mens jeg læste Harry Potter og når jeg hører sange derfra, minder det mig om specielle scener i bogen. Har du det også sådan med noget musik?
Da jeg læste Anita Blake, Vampire Hunter-serien af Laurell K. Hamilton, spillede min søn hele tiden Mario-videospillet. Det har en karakteristisk kendingsmelodi (luk øjnene, så kan du garanteret genkalde dig den). Anita Blake-bøgerne er meget splattede, men jeg har Mario-temaet kørende, når jeg tænker på dem. I en scene, er der faktisk kun et par blodige ribben tilbage af offeret, som Anita finder i en helt tom park om natten, og sammen med de billeder, har jeg det perky; da-dum-di-di-di-di-da-dam kørende.


Hvis du skulle anbefale mig en bog, hvilken skulle det så være?
Det kommer meget an på, hvilken genrer du har lyst til, men var det low-fantasy, så ville det nok blive Charlaine Harris.

Adam Silvera; Den dag jeg glemmer

Adam Silvera; Den dag jeg glemmer

Bagsidetekst:
Det er svært for 16-årige Aaron Soto at finde glæden ved livet igen efter faderens selvmord, men med støtte fra kæresten Genevieve og hans hårdtarbejdende mor er han langsomt ved at finde den igen. Glæden. Men sorg og arret på hans håndled forhindrer ham i helt at glemme, hvad der skete. Da Genevieve rejser væk i et par uger, møder Aaron tilflytteren Thomas, og de begynder at bruge meget tid sammen. Det bemærker Aarons venner, og de er slet ikke begejstrede. Men Aaron kan ikke fornægte følelserne for Thomas, og i et desperat forsøg på at lukke ned for disse følelser, overvejer han at lade sig indlægge på Leteo Instituttet, der har fundet en metode til at ændre folks hukommelse. Også selvom det vil betyde, at han helt må glemme, hvem han i virkeligheden er.


Jeg var egentlig rigtig glad for denne bog. Fortællingen var spændende. Ideen om at kunne få slettet minder man ønsker at glemme, er ret fascinerende. Men så alligevel. Er vores minder og erfaringer, om så de er gode eller dårlige, ikke med til at gøre os til dem vi er?

Der var humor og drama. Der lå hele tiden noget og ulmede under overfladen, men det er først i slutningen af bogen at det går op for en hvad det er. Jeg regnede det i hvert fald ikke ud.

Jeg kunne godt lide personerne, selvom jeg nogle gange synes at Aaron var lidt et skvat og ikke turde tage de valg der skulle til. Han klynkede lidt for meget. Jeg kunne også godt lide Thomas, Aarons redningsmand, også selvom Thomas selv har brug for at blive reddet. Igen manglede jeg dog lidt gå-på-mod. Genevieve, sød, smuk og forstående. Legede med på Aarons leg om det gode forhold, hvor alt var som det skulle være.

Der bliver taget emner som selvmord, pengeproblemer og homoseksualitet op. Emner som er svære at omtale, især hvis de er tabubelagte i det samfund man lever i. I et samfund hvor man skal være hård for at overleve, er der ikke plads til at have følelser for det samme køn. I hvert fald ikke i Aarons omgangskreds. Det overraskede mig hvor hårdt hans venner slog ned på det, for de burde vel være glade, når han var glad?

Da jeg var færdig med bogen var jeg til at starte med godt tilfreds. På en måde endte det som det skulle, men jeg kunne ikke helt slippe den. Der er gået noget tid nu, og selvom jeg ellers forsøger at skrive anmeldelsen kort efter jeg har læst bogen, måtte jeg have noget tænketid til denne. For ja, Aaron får på en måde sin lykkelige slutning, men på den anden side, får han den overhovedet ikke. Jeg bliver faktisk lidt irriteret på slutningen. Den er for nem. For let, selvom den for Aaron, på ingen måde er nem.

Jeg lagde ud med at give den 4 stjerner, men nu har jeg ændret det til 3. Den skal stadig have stjerner for en intens og medrivende fortælling, der virkelig krøb under huden på mig. Men den skal ikke have for slutningen, og personernes karakterbrister trækker også ned. Desværre.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: More happy than not
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 319
3 ud af 5 stjerner

Pia Konstantin Berg; Vi var engang

Pia Konstantin Berg; Vi var engang

Bagsidetekst:
27-årige Mille er faret vild i sin egen verden. Hun burde være på vej ind i livet som velfungerende og ansvarlig voksen, men hun ved bare ikke hvordan. Dagene drukner i stedet i dåseøl, panikanfald, one-night-stands, angst og ugentlige besøg hos psykologen med de lidt for ungdommelige sko. Her forsøger hun at slippe skyldfølelsen over sin tvillingebror, Jeppes, tragiske død. På psykologiens opfordring skriver Mille et forsinket afskedsbrev til Jeppe, men brevet bliver hurtigt til to og tre ... og pludselig kan hun ikke stoppe igen.

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente af denne bog, men jeg havde ikke forventet at det ville være så råt, ærligt, tåkrummende og dejlig læsning.

Mille befinder sig i et meget dybt hul, som kun bliver dybere. Hun har endnu ikke accepteret at Jeppe er død, og før hun gør det kan hun ikke komme videre. Hendes panikanfald kommer oftere, hun drikker oftere, knalder oftere med tilfældige fyre og må gå walk-of-shame morgenen efter. Det er tydeligt at psykologens opgave med brevene til Jeppe bliver hendes livlinje. For ikke alene bliver hun nødt til at sige nogle ting til Jeppe som hun ikke er stolt af, men hun bliver også nødt til at stille spørgsmål ved mange ting før hun kan komme videre.

Jeg kan godt lide at der går lidt tid før vi finder ud af hvad der er sket med Jeppe og hvilken rolle Mille spillede. Jeg kan godt lide frustationen der skinner tydeligt igennem over at hun ikke forhindrede det. Jeg kan lide den rå og ærlige tone, for selvom Mille har svært ved at tale om det der er sket og sine følelser generelt, så synes jeg ikke at det bliver pakket for meget ind eller bliver for meget.

En tragikomisk historie om at fare vild i sig selv efter at have mistet en tvilling. Det er ikke noget jeg kender til (jeg er enebarn), men jeg kan forestille mig at det må føles som at miste noget af sig selv. Det er som at læse "Himlen ved mine fødder" (fordi Lennie også mister en søster og føler sig fuldstændig lost og hun ved ikke hvordan hun skal komme videre) og Bridget Jones (fordi under det tragiske, er der også humor og pinlige situationer). For selv om det er trist, tungt og tårevældende, er det smukt, humorfyldt og livsbekræftende.

Tak til Byens Forlag for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Byens Forlag
Udgivet i: 2016
Antal sider: 201
5 ud af 5 stjerner

Sally Green; Halvvejs fortabt

Sally Green; Halvvejs fortabt (Half Bad, #3) 

Bagsidetekst:
Nathan er stærkere end nogensinde - men han er tæt på at gå fra forstanden. For at redde Forbundet fra at blive udslettet er han nødt til at blive deres stærkeste våben, stærkere end hans far var. Selv ønsker han hævn over alle sine fjender, mest af alle Annalise, om det så skal koste ham livet. Selv ikke Gabriel kan stoppe ham. Krigen er i fuld gang, og den endelige konfrontation nærmer sig. Men er Nathan stærk nok til at vinde over jægerne og de hvide hekse? Og vil det ødelægge ham for evigt?

Jeg havde nok forventet krig. Blod. Mord. Jeg havde nok forventet at det ville komme til at koste Nathan hans sindsro at blive til det våben som Forbundet gerne ville have. Hvad jeg ikke havde forventet var, hvordan det hele skulle ende.


Dette er en serie fyldt med tør humor, magi, mord og drab. Det er en fortælling om familiesammenhold. Om at skille sig ud, blandt dem der burde være lige med en selv. Det er en fortælling om hvad man vil gøre for dem man elsker højest. En historie om venskab, der bliver til kærlighed. En kærlighed så stærk at den er ødelæggende når den ene part dør.

Det er en action fyldt fortælling. Det er lidt som at være med i en Bourne-film - selve hovedrollen siger ikke meget, men må næsten på hver side kæmpe mod nogen eller træffe et altafgørende valg. Det er ikke læsning for sarte sjæle. Der er blod og kampscener.

Jeg blev mere rørt over slutningen end jeg egentlig havde troet. Først synes jeg det var svært at se hvordan det hele skulle ende, men nu. Nu synes jeg faktisk at det hele er i orden. De får ro. Der bliver balance mellem sort og hvid. Sjælefred. Smukt.

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: Half lost
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 418
5 ud af 5 stjerner

Kerry Drewery; Celle 7

Kerry Drewery; Celle 7

Bagsidetekst:
Skal hun leve eller dø? Du bestemmer.

En berømt multimillionær er blevet myrdet. 16-årige Martha Honeydew er tiltalt for mordet. Nu er retfærdigheden i jeres hænder. Det er befolkningen, som skal beslutte, om Martha er skyldig. Hver dag ser tusindvis af mennesker tv-programmet "Stemt til døden", det eneste program som giver dig mulighed for at bestemme, hvem der skal leve, og hvem der skal dø. Martha har tilstået. Men er hun skyldig? Eller er virkeligheden en anden, end det de viser på tv?

Jeg tror vi alle kender det at læse en bog og virkelig kunne se det hele for ens indre øje. Eller ønske at den blev filmatiseret så man rent faktisk kunne få det hele at se. Det er her er sådan en bog.

For mig var det nemt at se "Blokkene" for mit indre blik. De skumle gader, svagt belyst af lygtepæle, der ikke giver meget lys. De forhutlede skæbner der lever der. Jeg kunne også sagtens se cellerne. Hvide, kliniske, uhyggelige. Jeg kunne se rummet hvor Martha og Eve snakker sammen, træet i baggrunden. Det hele er meget livagtigt og jeg tror at det også er derfor at den her fortælling rammer så hårdt som den gør.

Ikke alene fordi det er en forfærdelig historie om kampen for retfærdighed, men også fordi den rammer tæt på hjemme, eller hvad det nu hedder. Et samfund hvor der er kæmpe forskel på rig og fattig. Et samfund hvor de sociale medier pludselig ikke kun er til for at man kan komme til orde, men nu pludselig er både dommer, jury og bøddel. Et samfund som måske ikke er så langt fra det vi har i dag.

Det er en tankevækkende historie om at kærlighed findes i selv i mørkeste stunder af ens liv og at træffe et valg der ikke alene kan koste dig livet, men også være startskuddet til en ændret opfattelse blandt befolkningen.

Det er anderledes, spændende og intens læsning der krøb under huden på mig. Lige præcis som en bog skal gøre.


Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Cell 7
Udgivet i: 2016 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 416
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Kære dig
Sus' bogblog
De unges ord

Lene Dybdahl; Skyriel

Lene Dybdahl; Skyriel (Ovanienprofetierne, #1)

Bagsidetekst:
En stormfuld vinternat kommer en pige til verden. Moderen får et foruroligende varsel om sin datters magiske kræfter og sender i hemmelighed bort til øen Josil. Her vokser Skyriel op hos magikeren Alainon, men hun er ikke som nogen anden pige på øen. Hun går på jagt, bander og bider fra sig, og gamle Alainon går hende på nerverne. Hvorfor vil han ikke fortælle hvor hun kommer fra? I hendes 16. år viser Dragevarslet sig på himlen. Det er første tegn på Ovanienprofetiens opfyldelse, og Alainon bliver nødt til at tale. Profetien spår at en stærk magiker vil dræbe kongen og tage magten. Det skaber panik i kongestaden, og kongen beordrer Ovanerrigets magikerslægter fængslet eller dræbt. Alainon bliver arresteret og sendt til det berygtede fængsel Darc Nox. Skyriel følger efter, fast besluttet på at redde ham. Det bliver begyndelsen på en rejse gennem et rige med grusomme pirater, skruppelløse sultaner og frygtelige søuhyrer.

Jeg forelskede mig i denne bog det øjeblik jeg så forsiden. Ja, man skal ikke dømme en bog på dens cover, men den her forside er for vild. Og det samme er indholdet!

Jeg har endnu til gode at læse Nøglens Vogtere-serien (undskyld Lene, jeg skal nok nå den!), men jeg har læst Den Sorte Paraply. Noget af det der fascinerede mig ved den fortælling, var det kæmpe baggrundsarbejde der må have ligget bag. Mest fordi - selvom det er fantasy - er der virkelige begivenheder med og de skal jo helst være korrekte. I Skyriel er der ingen virkelige begivenheder - der har været frit spil på alle hylder og Lene har virkelig puttet det bedste af det hele i kurven og trykket på skriv. Der er drama, slåskampe, venskaber og kærlighed.

Jeg var flad af grin over Skys fantastiske humor og de mange bandeord hun kunne. Fantastisk. Forfriskende. Her er en heltinde der bestemt ikke tager sig selv særlig højtideligt og selvom hun er udvalgt, så vil hun ikke lave om på den hun er og det er så godt. Sky er sig selv hele vejen igennem og det holder.

Der er mange personer at holde styr på, men heldigvis er der en liste med personerne i starten af bogen og det var rart at kunne gå tilbage og tjekke når jeg blev i tvivl om hvem det nu lige var der var ved at fortælle. Ovanerriget er stort og mangfoldigt. Vi stifter bekendtskab med mange forskellige folkeslag og kulturer og igen forbløffes jeg over Lenes fantasi og overblik. Uden at det bliver for meget, for deltajleret og for kedeligt, bliver de forskellige folkeslag beskrevet på en spændende og livagtig måde. Jeg havde intet problem med at forestille mig Darc Nox, sultanens palads eller Kongens by.

Det er en suveræn fortælling fra en talentfuld fantastyforfatterinde. Jeg var hooked fra første side og jeg vil have mere! Fantastisk. Forbløffende. Fængende. Fem stjerner!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2016
Antal sider: 562
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Nena Skov
Bogslottet

Julie Kagawa; Oprørerne

Julie Kagawa; Oprørerne (Sagaen om Talon, #2)

Bagsidetekst:
Ember Hill forlod drageorganisationen Talon for at tage sine chancer med rebellen Cobalt og hans følgere af rogues. Men Ember kan ikke glemme hvordan menneske-drengen og dragedræberen Garret Xavier Sebastian ofrerede sig selv for hende. Hans mission var at udrydde hele Embers slægt, og han kunne have slået ihjel men reddede hende i stedet fra en Talon snigmorder, velvidende at han dermed underskrev sin egen dødsdom.

Fast besluttet på at redde Garret fra at blive slået ihjel må Ember overbevise Cobalt om at hjælpe hende med at bryde ind i ordenens hovedkvarter. Med snigmordere efter dem og Embers egen bror, som hjælper Talon med jagten, finder oprørerne en uventet allieret i Garret og får et nyt perspektiv på den underjordiske kamp mellem Talon og St. George.

Et opgør er under opsejling, og de hemmeligheder som begge sider skjuler er både chokerende og dødbringende. Snart må Ember beslutte sig: Skal hun trække sig tilbage og vende tilbage for at kæmpe en anden dag eller skal hun starte en altomfattende krig?

Jeg var ret betaget af første bind i denne serie, mest fordi det var forfriskende at læse fantasy der ikke havde noget med dæmoner og engle at gøre, men også fordi det var fedt at læse en historie med flere forskellige fortællere. Vi skifter mellem at høre fra Ember, Garret, Riley og Dante og det synes jeg er med til at give historie en ny dybde.

Samtidig er det, at både Ember og Garret er så naive, forfriskende. Det er fedt at læse en historie hvor hovedpersonerne er usikre, begår mange fejl og kommer på dybt vand fordi de ikke ved bedre.

Ligesom i første bind er der fart over feltet og der er næsten ikke tid til at stoppe og få pusten igen. Det gør at historien er svær at lægge fra sig, fordi man hele tiden er i situationer hvor man bliver nødt til at læse videre. Jeg var underholdt og nød at være tilbage for at finde ud af hvad Ember gør med sit kærlighedsliv - skal hun vælge Garret eller Riley? Hvad hun gør med sin bror og hvordan han har vendt hende ryggen, selvom han ikke ser det sådan.

Der er mange hemmeligheder der skal afdækkes og selvom vi får nogle svar, er der stadig mange vi mangler - håber den næste bog kan afhjælpe dette og den må godt snart komme! Jeg vil gerne have mere!

Tak til Plusbog for e-bog.

Fakta:
Forlag: HarperCollins Nordic
Original titel: Rogue
Udgivet i: 2016 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 432
Læst som e-bog
5 ud af 5 stjerner

Sally Green; Halvvild

Sally Green; Halvvild (Half bad, #2)

Bagsidetekst:
Nathan har langt om længe mødt sin far, Marcus, og fået de tre gaver, der gør ham til heks. Men han er stadig på flugt fra jægerne, og han må samtidig prøve at finde sin ven Gabriel og redde Annalise, der bliver holdt fanget af den magtfulde og farlige sorte heks, Mercury.

Nathans søgen trækker ham ind i en uhellig alliance mellem sorte og hvide hekse, som sammen forsøger at bekæmpe jægerne, der på brutal vis har taget magten over Rådet for Hvide Hekse. Samarbejdet i alliancen plages af tvivl og mistillid, og Nathan befinder sig i en udsat position.

Men den største trussel mod Nathan er måske ham selv. Hvis han ikke kan lære at styre sin nyvundne evne som heks, kan det få katastrofale følger ...

Det er efterhånden noget tid siden at jeg læste første bind i denne serie og jeg skyndte mig at købe denne, da den udkom. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har fået taget mig sammen til at læse den noget før, men nu er sidste bind også udkommet, så måtte det jo være på tide.

Der gik lige lidt inden jeg kom ind i handlingen igen - jeg skulle lige genopfriske historie, men så snart det var gjort, kunne jeg næsten ikke lægge bogen fra mig igen. Den er ligeså spændende som "Half bad". Det er egentlig en ret brutal fortælling og der er ikke sparet på blodet, men det gør ikke noget, for på en eller anden måde passer det hele rigtig godt sammen.

Tempoet er højt og selvom der er mange personer at holde styr på, synes jeg aldrig at det bliver kaotisk. Samtidig er den et godt supplement til meget af det andet fantasy der er - lidt Harry Potter-agtigt, og så alligevel slet ikke. Det er stadig de godes kamp mod de onde, men her er linjerne meget utydelige og det er svært at skelne de gode fra de onde. Det er ikke kun os som læser der har svært ved det, det har Nathan også.

Nathan må gå så grueligt meget igennem og jeg har på fornemmelsen at hans prøvelser langt fra er slut. Han mister dem han elsker. Han skal kæmpe - ikke blot med jægere, men også med sig selv og sin nye evne. Han skal kæmpe for det der er rigtigt, men hvad er det?

Jeg glæder mig rigtig meget til at få afslutningen og jeg indrømmer, at jeg har ingen ide om hvad jeg kan forvente, men jeg håber det er godt!

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: Half wild
Udgivet i: 2015 (både på engelsk og dansk)
Antal sider: 480
5 ud af 5 stjerner

Ingo Milton & Sussi Bech; Aziru

Ingo Milton & Sussi Bech; Aziru (dobbeltanmeldelse)

Bagsidetekst - Skæbnekniven
Aziru er søn af den rigeste købmand i Byblos og slider med lektierne under den strenge lærer, Hadad. Men Aziru drømmer om at sejle ud med farens handelsskibe og tage på eventyr i fremmede lande. En dag vender Azirus onkel hjem fra togt og giver Aziru en kniv som gave. En kniv med underlige tegn på klingen. Men inden Aziru kan nå at sige ordentlig tak, falder kongens skatmester om i købmandsgården - forgiftet af den vin, Aziru hentede op fra kælderen. Aziru flygter ned til havnen og snart er han på vej ud på eventyr - men på en lidt anden måde, end han havde forestillet sig. Der kommer til at gå lang tid, før han ser sin far og Byblos igen.

Bagsidetekst - Den hornede gud
Aziru er flygtet fra piraternes ø sammen med Sinuhe, der viser sig at bære på flere hemmeligheder. Sammen sætter de kursen nordpå langs Levantens kyst. Aziru er fast besluttet på at hævne sig på sin onkel Rib-Adda og rense sin far for anklagen om, at han skulle have forgiftet kongens skatteopkræver. Men der er lang ved til Byblos, og selv om hans rejsefælle er en forbavsende god jæger, håber de hver dag at se et skib, som de kan praje for at komme hurtigere hjem. En dag sker miraklet. De lover kaptajnen en står belønning, men der venter dem en slem overraskelse og mange nye farer, inden Aziru endelig kan vende hjem og tage opgøret med sin onkel!

Både Ingo Milton og Sussi Bech har rødder i tegneserieverdenen og det skinner tydeligt igennem på de mange fine illustrationer der er i disse bøger. Disse illustrationer er med til at give læseren et rigtig godt billede af hvordan der ser ud i den tid vi er i og de steder som Aziru kommer hen på sin rejse.

Begge bøger skrevet i et let forståeligt sprog, men selvom man er erfaren læser er bøgerne spændende, velskrevne og underholdende. Det er nemt at blive fanget af handlingen, stederne og personerne. Det er interessant at følge de prøvelser Aziru skal igennem og hans udvikling fra skoledreng til ung mand, som har set døden i øjnene flere gange, men har overlevet ved hjælp af held og list.

En klassisk hjem-ude-hjem-fortælling med fart over feltet, onde pirater der skal overlistes, venner der gemmer på hemmeligheder og en magtbegærlig konge der holder folket for nar. Jeg var godt underholdt og jeg er sikker på at børn i målgruppen (10-14 år) vil være vilde med dem - husk at låne bor nr. 2 med det samme, for man er nødt til at vide hvordan det ender.

Jeg har fået lov til at stille Ingo og Sussi nogle spørgsmål og disse vil selvfølgelig også blive postet her på bloggen når jeg har fået svar fra dem.

Tak til Eudor for anmeldereksemplarene.

Fakta:
Forlag: Eudor
Udgivet i: 2016
Antal sider: ca. 30 pr bog
4 ud af 5 stjerner

Livet som mor #6: Ting jeg burde have gjort mere inden jeg blev mor

Livet som mor #6: Ting jeg burde have gjort mere inden jeg blev mor

Det er ingen hemmelighed at det at få børn er en kæmpe omvæltning. Der er mange ting der aldrig bliver som det var inden man fik børn. Jeg ved godt at flere af tingene kommer igen når børnene bliver store og flytter hjemmefra, men for det første er der jo mange år til at det sker og for det andet, er man også selv blevet ældre (og forhåbentlig mere fornuftig).

Jeg har lavet en liste (jeg elsker lister!) med ting som jeg ville ønske jeg havde gjort mere inden jeg fik Iris og ting som jeg skulle have nydt mere mens jeg kunne.

Nyde at sove længe og gøre det oftere! Jeg har aldrig været rigtig god til at sove længe, men nu hvor man er tidligt oppe hver dag (også i weekenderne), kunne jeg godt have ønsket at jeg havde nydt at sove længe de gange jeg endelig kunne. Jeg snakker ikke om at sove til middag hver weekend, men bare lidt længere og så også blive liggende i sengen enten for at se tv eller læse. Det kunne være rart.

Læse mere. Jeg ved godt at jeg også får læst nu, men det er udelukkende på Iris' præmisser. Jeg får ikke læst hvis hun ikke får sovet sin lange lur om eftermiddagen, og selvom hun falder i søvn omkring kl. 20 er jeg ofte for træt til at læse der. Jeg nød virkelig de 8 uger jeg gik hjemme inden jeg fødte hvor jeg kunne fordybe mig i en bog hele tiden. Det ville jeg gerne have gjort noget mere. Hevet nogle lørdage eller søndage ud af kalenderen og brugt på at læse. Der er så mange bøger jeg endnu ikke (og sikkert aldrig) får læst, men jeg ville gerne have gjort et forsøg.

Drikke flere flasker god vin og være ligeglad med at have tømmermænd dagen efter. Jeg har endnu ikke været fuld siden jeg blev mor, mest fordi jeg frygter for at have det så dårligt at jeg ikke kan noget dagen efter. Inden Iris kom til, var det selvfølgelig øv at have tømmermænd, men nu hvor jeg har en jeg skal op og se til og være der for, er frygten for tømmermænd en helt anden.

Gå til flere koncerter. Vi gik meget til koncerter før Iris kom til verden. Emil har været afsted nogle gange her i foråret og i løbet af sommeren, men vi har ikke været afsted sammen. Det skal vi til oktober, hvor vi skal til White Lies koncert. Jeg elsker at være ude og høre musik, så jeg glæder mig til en kæresteaften!

Være længe oppe. Når Iris er kommet i seng omkring kl. 20, går der højst to timer inden jeg også ligger i min seng, for jeg ved jo at jeg skal tidligt op igen, så det med at komme i seng til midnat er alt for uoverskueligt for mig.

Bruge en hel dag (eller flere) kun på at se serier. Der er så mange tv-serier jeg gerne vil se, men tiden er bare ikke til det nu. Før kunne vi godt bruge en hel dag på at se en sæson af et eller andet. Bare trække gardinerne for, have slik og spise junk food mens det ene afsnit tog det andet. Selvom vi når et afsnit hist og her, er det bare ikke helt det samme, som da man kunne fordybe sig fuldstændig i en serie.

Køre lange ture og bare nyde hinanden og naturen. Jovist, vi kan godt tage Iris med, men de kloge hoveder siger jo at de ikke må sidde alt for længe i en autostol. Hun begynder også at kede sig, hvis ikke hun sover, men det skal hun jo heller ikke gøre hele tiden. Jeg håber det kommer igen når hun bliver lidt større og vi kan køre steder hen hvor hun også kan få noget ud af det.

Er der noget jer derude ville have ønsket I havde gjort mere inden I blev forældre?

Mie Frey Damgaard & Pernille Pind; Antal & Ting; Tal & Fingre; Antal

Mie Frey Damgaard & Pernille Pind

Jeg har "læst" disse tre meget smukke billedbøger. Når jeg skriver "læst" i anførselstegn, så er det fordi der ikke er noget tekst i bøgerne, lige med undtagelse af bagsideteksten og en kort introduktion til hver fortælling.

I "Antal" er en perlekæde gået i stykker og vi skal nu finde og tælle alle perlerne, så vi er sikre på at de er der alle sammen. Der er fokus på tælleremsen, på at tælle flere ting på en gang, fx ved at opdele dem i grupper.

I "Tal & Fingre" skal der læres at tælle til 10 ved hjælp af fingrene. Hvordan man viser tal med fingrene og at to fingre på en hånd og tre på den anden, giver fem.

I "Antal & Ting" skal vi lære at sortere ting efter antal. Så mariehønen med to prikker kommer i samme rum som cyklen med to hjul, og så videre.

Alle tre bøger er simpelt illustreret, men stadig meget udtryksfulde. Der er ikke mange unødvendige ting på billederne og det er klart, da der jo skal være fokus på de ting vi skal finde, tælle og sortere. Bøgerne er næsten helt poetiske og lægger op til at der kan bruges mange timer på at tælle hver eneste ting på hver side, men også at der kan digtes nye historier udfra illustrationerne.

Hensigten med bøgerne er at pirre børnenes interesse for tal inden de skal starte i skole. De er også med til at skabe en forståelse for hvordan tal og antal hænger sammen. Nu er Iris ikke lige skolemoden (endnu), men jeg tænker helt klart at det er bøger der skal bruges når hun bliver lidt ældre.

Flotte billedbøger - både for børn og voksne!

Tak til Forlaget Pind og Bjerre for anmeldereksemplarerne.

Fakta:
Forlag: Pind og Bjerre
Udgivet i: 2016
Antal sider: ca. 30 sider.
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver om bøgerne:
Børnenes bøger
Mit bogskab

August wrap-up

August wrap-up

Jeg tør roligt indrømme at jeg ikke fik læst særlig meget i juli, men jeg har taget revanche i august! Selvom jeg stadig læser på Iris' præmisser - hvilket vil sige at jeg læser når hun tager sin lange eftermiddagslur og nogle gange om aftenen - så er jeg blevet bedre til at få læst når tiden så endelig er der.

I august har jeg læst 20 bøger (wtf?!) - i alt 4732 sider! Det er jeg rimelig stolt af!

Jeg har læst:
Kirstin Geir; Safirblå (læs anmeldelse her)
Cassandra Clare; Kobberhandsken (læs anmeldelse her)
Jojo Moyes; Alene i Paris (læs anmeldelse her)
Moïra Fowley-Doyle; Ulykkernes tid (læs anmeldelse her)
Siri Pettersen; Odinsbarn (læs anmeldelse her)
R. J. Palacio; Wonder (læs anmeldelse her)
John Flanagan; Turneringen i Gorlan (læs anmeldelse her)
Nick Clausen; Drømmeland (læs anmeldelse her)
Rainbow Rowell; Carry on (læs anmeldelse her)
Cheryl Strayed; Wild (læs anmeldelse her)
Jojo Moyes; Sommeren jeg mødte dig (læs anmeldelse her)
Charlotte Thorhauge; Konrad & Katinka 1-3 (læs anmeldelse her)
Mie Frey Damgaard; Antal; Tal & Fingre; Antal & Ting (læs anmeldelse her)
Sussi Bech; Aziru - Skæbnekniven (læs anmeldelse her)
Sussi Bech; Aziru - Den hornede gud (læs anmeldelse her)
Sally Green; Halvvild

Det er blevet til mange bøger og mange forskellige fortællinger. Jeg har også haft glæden af at læse nogle billedbøger, som jeg helt sikkert kan forestille mig, at Iris og jeg skal læse sammen når hun bliver større. Det er dejligt at få udvidet min bogsamling med noget for hende også.

Korteste bog:
Må være de billedbøger om både Konrad og Katinka, men også dem om tal.


Længste bog:
Odinsbarn af Siri Pettersen er på 574 sider. Og hvilke 574 sider!


Bedste bog:
Jeg har læst meget godt i denne måned, men den må gå til "Carry on". Jeg kan stadig ikke få armene ned over den. Jeg synes den var så fantastisk! "Wonder", "Odinsbarn" og "Halvvild" var også suveræne læseoplevelser, men "Carry on" havde bare lige det ekstra.

Dårligste bog:
Jeg vil ikke kalde den decideret dårlig, men nok den bog der undrede, forvirrede og skræmte mig mest, var "Ulykkernes tid". Selvom jeg nød at læse den og blev fanget af historien, var det bare lidt for melankolsk for min smag og lidt for bizart.


Jeg nød igen at læse noget af Jojo Moyes - det er ingen hemmelighed at jeg er stor fan af hende og hvad hun kan fortælle. Jeg håber at jeg snart får læst de sidste af hendes bøger jeg mangler, samt den nye "Toner i natten".

Jeg vil ikke spå om hvad jeg kommer til at læse i september, men jeg kan sige at der er dumpet nogle spændende bøger ind med posten og så står der jo stadig mange gode fortællinger og venter på mig, på mine hylder i biblioteket. Ak ja, so many books, so little time!

Charlotte Thorlauge & Betina Hundebøll; Konrad & Katinka

Charlotte Thorlauge & Betina Hundebøll; Konrad & Katinka

3 skønne billedbøger om at lære at slappe af, tage den med ro og give lov til at lade børn være børn.

Alle tre billedbøger starter med et lille digt som kort fortæller hvad der skal ske i bogen. Bøgerne er illustreret med simple illustrationer, der er lidt collage-agtige, men meget hyggelige. Fx er ketchup en rød tråd - det er godt fundet på.

I "Konrad & Katinka - Dengang Konrad og Katinka troede, at nej betød ja", får Konrad og Katinka den opfattelse af nej betyder ja, og det fører til en masse problemer, både hjemme, i børnehaven og hos familien. Heldigvis får de forklaret at de vist har misforstået noget, og så går det hele meget bedre.

I "Konrad & Katinka - Dengang Konrad og Katinkas far begyndte at skynde sig langsomt", har deres far altid travlt. De må ikke lege, have det sjovt eller hygge sig, for de skal hele tiden nå noget. Enten skal far på arbejde eller så har han tusind ting han skal gøre. De må ikke komme for sent til fodboldtræning eller i børnehave. Heldigvis - for Konrad og Katinka - kommer far ud for et uheld der gør at han pludselig har meget bedre tid til at slappe af og skynde sig langsomt.

I "Konrad & Katinka - Dengang Konrad og Katinkas mor lærte at sige pyt", er deres mor hele tiden over dem. De må ikke svine det nyvaskede gulv til, de skal rydde op på deres værelse, selvom de netop har gang i den bedste leg, de må ikke dit og dat. Heldigvis lærer deres farmor mor at sige pyt og lade dem lege, svine gulvet til og rode. For det hele skal jo nok gå alligevel.

Alle tre bøger er virkelig hyggelige og man får historien to gange - første gang er mens problemerne er der, anden gang er når de er løst. Det er fint med gentagelserne og det vil sikkert gå rent ind hos børnene. Jeg har læst dem op for Iris og selvom hun ikke forstår dem (hun er jo trods alt kun 7 måneder), så synes hun alligevel at illustrationerne var fine og jeg er sikker på at vi nok skal læse dem flere gange.

Bagerst i alle tre bøger er der også nogle malesider med ting fra historierne, så børnene kan få lov til at udfolde sig - enten ved at male tingene som de er i bøgerne eller selv finde på.

Tak til Muusmann for anmeldereksemplarerne.

Fakta:
Forlag: Muusmann
Udgivet i: 2016
Antal sider: ca. 30 sider pr. bog
5 ud af 5 stjerner