August står allerede for døren. Jeg synes lige vi er startet på juli - hvor blev den sommer lige af? Hm, den har vel i princippet aldrig været der. Jeg kan i hvert ikke huske en juli der har været vådere og mere blæsende end denne. Lidt trist egentlig. Jeg har ikke engang været på stranden i år! Jeg håber august bliver bedre. Typisk når man skal tilbage på arbejde. Næste år vil jeg gerne have en bedre kontakt til vejrguderne, for det her "sommervejr" er godt nok for trist!
Nå, jeg skal jo ikke brokke mig over vejret i dette indlæg, men i stedet vise jer hvordan jeg har sat august op i min kalender - jeg er ikke helt færdig med det endnu, men jeg håber jeg bliver det i næste uge, så jeg er klar når min ferie slutter.
Jeg var lidt i tvivl om hvilket tema jeg skulle vælge i denne måned. Nu har jeg besluttet mig for at forsøge at holde mig til et tema i en hel måned, i stedet for at skifte uge for uge. Det giver en lidt bedre sammenhæng i mine måneder og så synes jeg det er hyggeligt at hver måned har sit eget tema.
Denne måneds tema er - da da da daaamm: luftballoner!
Nok for første gang er jeg virkelig godt tilfreds med en forside til en måned. Jeg synes ikke selv at jeg er specielt god til at tegne, jeg har det også bedst når jeg skal tegne efter noget, men jeg er ret stolt af dette. De er tegnet i frihånd, ud fra inspiration jeg har fundet på Pinterest. Skrifttypen er inspireret af Jennifer Lynne-fonten i Word - den har jeg også brugt tidligere, fx til "Malibu"-verset.
Min månedlige oversigt har jeg valgt at gøre mindre. Jeg følte ikke at jeg brugte pladsen tidligere særlig godt, så nu prøver jeg at se om en mindre plan virker bedre for mig. Dette giver også mere plads til listen med læste bøger, som før var lidt trang. Samtidig har jeg lavet en to-do til september, hvor jeg regner med at skrive de aktiviteter eller events der skal flyttes med til september. Om det kommer til at virke, finder jeg ud af. Selvom jeg har en års oversigt i starten af min kalender, synes jeg nemlig ikke at jeg er god til at gå tilbage dertil og kigge eller føje nye ting til.
Jeg er blevet rigtig glad for min skridttæller! Ikke fordi jeg går synderligt meget op i motion, men fordi det er lidt sjov at se hvor lidt eller hvor meget jeg går. Nogle dage, her i juli, har jeg følt jeg har gået rigtig meget, og når jeg så kigger om aftenen, er det meget mindre end jeg troede.
Jeg har kun nået de tre første uger af august indtil videre, men jeg regner med at fortsætte stilen og have plads til en lille luftballon doodle på hver side, således at temaet holder ved. Jeg kan stadig ret godt lide det - jeg synes det er sødt, samtidig med at det meget illustrativt. Alt er farvelagt med mine Faber-Castell Colour Grip farveblyanter og tegnet op med mine nye Staedtler Pigment Liner - som jeg elsker!
Jeg har allerede en ide til hvad jeg vil lave i september, men nu må vi se om det holder stik!
Tak fordi I læste med!
Materialer:
Leuchtturm1917 sort a5 ternet notesbog
Faber-Castell Colour Grip farveblyanter
Staedtler Pigment Liner (0.1, 0.2 og 0.3 mm er brugt)