Annie Bahnson; Hvor solen skinner om natten [Sponsoreret]

Annie Bahnson; Hvor solen skinner om natten [Sponsoreret af CarlsenPuls]

Bagsidetekst:
Pigerne Freddy og Lulu rejser til Grækenland, da de er blevet studenter. De længes efter nogle ugers frihed, inden studielivet med nye forpligtelser skal begynde.

Et helt andet sted i verden begiver Habib sig ud på en farefuld færd over Middelhavet. Han må ud af Syrien, så han ikke bliver en del af Assads hær, og kursen er sat mod Danmark, hvor han håber at blive genforenet med sin kæreste.

På en græsk ø krydses deres spor, og de næste uger vil vise dem alle, at frihed ser forskellig ud, afhængigt af hvem der stræber efter den.

Dette er den slags bog der giver ondt i maven. Og ikke på den gode måde! Den giver ondt i maven på den der måde, hvor man faktisk sidder og får dårlig samvittighed over ens liv, som ikke er præget af krig, sult eller traumer over bomber i natten. Det er den slags bog der giver en lyst til at gøre noget. Ikke bare donere penge eller tøj, men rent faktisk gøre noget. Tage ned og hjælpe. Gøre sig nyttig. Men jeg er en kylling. Jeg er slet ikke modig som Freddy og Lulu - også selvom de ikke føler sig modige, er de det. Ligesom Xenia i "Valget" gør de nemlig noget. De ofrer sig og gør en forskel - i hvert fald for et menneske.

Da jeg læste "Valget" sad jeg også med en klump i halsen og knugen i maven over den uretfærdighed flygtninge oplever. De flygter fra krig og ødelæggelse, for kun at blive placeret i asyllejre, hvor de ikke ved hvad der skal ske med dem. De har opgivet alt for at komme væk fra et sted hvor de kan risikere at blive slået ihjel, og i stedet for en lys fremtid, ender de som et tal i statistikken og et nummer på et stykke papir. De ender i et årsregnskab, hvor der højst sandsynligt ikke er plads til dem. Hvilken slags tilværelse er det? Jo, de er i live, men lever de?

Dette er ikke kun en historie om nød og uretfærdighed, det er også en fortælling om at finde sig selv og turde stå ved sine egne meninger. Freddy har levet efter sin fars ønsker, og nu indser hun at det måske ikke er noget for hende. At hun bliver nødt til at finde sin egen vej i livet og denne vej starter med at hjælpe Habib. Freddy kommer fra et hjem hvor hun aldrig har manglet noget, jo måske lidt kærlighed og ikke bare et krav om at være den bedste og få de bedste karakterer. Nu må hende og Lulu arbejde for føden og de må også kæmpe for overlevelse, ikke på samme måde som Habib, men stadigvæk. Jeg synes det er interessant at opleve Freddy og Lulus fælles kampe, for selvom de er bedste veninder, er de meget forskellige og det ender flere gange i skænderier og diskussioner om hvad der er bedste at gøre. Både Lulu og Freddy vil være frie fugle. Vi hører ikke om Lulus baggrund, men jeg forestiller mig at hun måske flygter fra sine egne problemer og hun fester og lever livet, for måske at glemme hvad der er hjemme i Danmark. Freddy vil være fri fra sin fars regler og krav og derfor gør hun oprør og gør de ting som hun ved vil pisse ham mest af.

Samtidig er det også en historie om en kærlighed der er værd at krydse lande for. Værd at kæmpe for og værd at leve for. For Habib skulle slet ikke til Danmark, men hans kæreste er i Danmark og derfor tager han den vej. Selvom de må leve i hemmelighed og skjule deres kærlighed, vælger han alligevel kæresten frem for familien, og det er stort. Især fordi Habibs religion ofte får ham til at tvivle på om kærligheden nu også er rigtig. Alligevel kæmper Habib videre og opgiver ikke håbet, men er villig til at ofre alt for at komme til Danmark.

Dette er ikke en hjertevarm kærlighedshistorie, men derimod en vigtig historie og et opråb - om at hjælpe dem der har brug for det. Om at alle skal have lov til at leve og elske hvem de vil. Om hvor vigtigt det er at sige fra og gøre hvad der er bedst for en selv, også selvom det kan være svært. Det er en bog både for unge og voksne, for jeg tror at alle kan lære noget af den. Både om opdragelse, forståelse og accept. 

Tak til CarlsenPuls for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Udgivet i: 2018
Antal sider: 263
5 ud af 6 stjerner

Stephanie Perkins; Når ingen hører dig skrige [Sponsoreret]

Stephanie Perkins; Når ingen hører dig skrige [Sponsoreret af Carlsen Puls]

Bagsidetekst:
Det er næsten et år siden, at Makani Young flyttede ind hos sin bedstemor langt ude på landet i Nebraska, og hun er stadig ved at finde sig til rette med sit nye liv. Og hun er stadig jaget af sin fortid i Hawaii. En efter en bliver hendes medstuderende på byens lille high school myrdet i en række brutale drab, og imens politiet jager morderen, breder uhyggen og usikkerheden sig, og Makani bliver tvunget til at forholde sig til sine egne mørke hemmeligheder.

Det er ikke mange krimier jeg læser - heller ikke når det gælder krimier til unge læsere. En serie jeg altid anbefaler når unge læsere efterspørger krimier er "I hunt killers", som godt nok er meget voldelig og blodig, men stadig mega fed. Nu har jeg fået en ny bog at anbefale! For hvis man er til vold, blog og en lille smule kærlighed, så er "Når ingen hører dig skrige" helt klart værd at læse. Og jeg kan afsløre at det aldrig bliver rigtig uhyggeligt, selvom jeg sad med gåsehud og ikke turde kigge ud af mit mørke vindue. Jeg er ikke meget til gys og thrillere, fordi jeg har svært ved at ryste dem af mig igen, men Perkins har fundet et fint sted der er tilpas - i hvert fald for mig. Det var spooky og creepy, når I læser den, ved I hvad jeg mener, men det blev aldrig uudholdeligt for mig at læse.

Jeg blev suget ind i fortællingen og personernes liv og alle hemmeligheder. For der er mange hemmeligheder. Alle har hemmeligheder - det er lidt a la "Rivalerne" af Alyson Noël. Jeg er vild med Perkins' skrivestil og de små bidder information vi får løbende. Vi får ikke noget serveret på en sølvfad og flere gange troede jeg lige at jeg havde regnet den ud, for så at finde ud af efterfølgende, at det havde jeg bare slet ikke. Det er så fedt når man bliver holdt hen i det uvisse og hele tiden kommer i tvivl. Samtidig er samspillet mellem karakterene i bogen rigtig godt. Selvom Makani føler sig udenfor har hun alligevel formået at få venner - også venner der vil støtte hende, selv efter de har lært hendes hemmelighed at kende. En hemmelighed der var meget anderledes end hvad jeg først havde troet og dog ikke så slem som jeg havde forestillet mig. Jeg kan rigtig godt lide Ollie, Darby og Alex - de komplimenterer hinanden rigtig godt. Selvom Darby og Alex ikke helt er trygge ved Ollie i starten, bliver de dog klogere.

Jeg kunne slet ikke lægge bogen fra mig da jeg først var kommet rigtig i gang. Kapitlerne og siderne forsvandt bare mellem fingerne på mig og jeg kom alt for sent i seng, fordi jeg lige måtte have et kapitel mere og et mere. Dette resulterede i at bogen var hurtigere læst end jeg havde planlagt, hvilket på en måde måske også var godt nok. For selvom jeg jeg virkelig nød bogen og fandt den utrolig underholdende, spændende og fængslende, blev det alligevel lidt for meget til sidst. Der blev lidt for meget drama, lidt for amerikansk og bare lidt for meget. Jeg er glad for at den ikke blev kørt endnu længere ud, for så tror jeg at det havde taget fuldstændig overhånd. Dette er grunden til at den ikke rammer de fem stjerner.

Jeg vil dog alligevel give bogen mine varmeste anbefalinger, for selvom det blev lidt for meget, ødelagde det ikke læseoplevelsen for mig. Jeg var godt underholdt - også selvom det kammede lidt over til sidst - og den er bestemt værd at tage sig tid til at læse.

Tak til Carlsen Puls for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Carlsen Puls
Original titel: There's Someone Inside Your House
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 301
4 ud af 6 stjerner

Neil Gaiman; Nordisk mytologi

Neil Gaiman; Nordisk mytologi

Bagsidetekst:
Neil Gaiman genfortæller på ægte Gaimansk facon med dybde, passion og humor de fascinerende historier fra den nordiske mytologi. Han forbliver tro mod myterne og formidler dem, så både unge og voksne trækkes ind i de gamle guders magtkampe, oplever deres letantændelige temperamenter og deres evige forsøg på at narre hinanden og skabe intriger. 

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker nordisk mytologi! Jeg har læst "Erik Menneskesøn" mange gange og lyttet til radiospillet "Freja og Lilletor" flere gange end jeg har tal på. Jeg er vild med andre bøger der handler om eller indeholder spor af nordisk mytologi, som fx "Ravnenes hvisken" eller "Thor & Loke - Prøven". Det har bare altid fascineret mig.

Da jeg første gang så denne meget smukke bog vidste jeg at jeg ville læse den og at den måtte stå på mine hylder så jeg kunne nyde den når jeg ville - jo, jeg nyder ofte udsigten af mine bogreoler. Det er dog først nu at jeg har fået læst og jeg indrømmer, at jeg virkelig har lyst til at genlæse "Erik Menneskesøn". For selvom jeg kendte stort set alle historierne i "Nordisk mytologi" var det stadigvæk en fantastisk læseoplevelse. Ikke mindst på grund af Neil Gaimans sprog og skrivestil. Jeg sad flere gange undervejs og grinede for mig selv over gudernes held (og uheld) og hvordan de mundhugges indbyrdes. Flere af dem både elsker og hader hinanden, og det samspil rammer Gaiman virkelig godt. Man kan tydeligt mærke Thors frustration over Loke, samtidig med at han finder ham utrolig kløgtig og god at have i baghånden.

Det er som om jeg ikke kan høre disse historier nok. Om hvordan Odin, Vile og Ve skabte mennesket ud af træstykkerne Ask og Embla. Om hvordan Odin mistede sit øje, for at opnå visdom. Om hvordan Frigg mistede sit hår og Ydun sine æbler. Eller om dengang Thor skulle drikke verdens havet og løfte Midgårdsormen. Der var dog også nye historier. Jeg tror ikke at jeg tidligere har læst om hvordan Thor fik Mjølner eller om hvordan Frej fik sin kone, Gerd. Historierne bliver ved med at være magiske og sådan håber jeg at de bliver ved med at være. At læse disse gamle historier giver mig en helt særlig følelse. Det er svært at beskrive, men mens jeg læste de historier der også er med i "Freja og Lilletor", kunne jeg høre radiospillet for mine øre. Jeg kunne høre musikken der blev brug og hvordan historierne bliver fortalt deri. Giver det mening? Det håber jeg, for jeg kan ikke forklare det på bedre vis.

Ligegyldigt om man er fan af nordisk mytologi eller ej, er det en skøn læseoplevelse. Læs den i det mindste fordi myterne er genfortalt på fineste vis og man kan virkelig mærke at der er lagt mange timers research i bogen og at det er noget som Gaiman holder meget af. Det bliver også fortalt i forordet, at nordisk mytologi har en særlig plads i Gaimans hjerte. Det kan mærkes og jeg nød virkelig at læse den og jeg hyggede mig meget med det.

Tak til Pia for at dele sin præmie med mig!

Fakta:
Forlag: Modtryk
Original titel: Norse Mythology
Udgivet i: 2017 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 269
5 ud af 6 stjerner

Line Leonhardt; Hul igennem [Sponsoreret]

Line Leonhardt; Hul igennem [Sponsoreret af Calibat]

Bagsidetekst:
"Føj! Du stinker af frisør," griner Asger og rækker ud efter mine smøger. Han ser vildt stenet ud. "Shit, det blev sent i går."
"Okay, gutter." Jeg er alvorlig nu. "Jeg kom til at sige, at vi har et job på PUB 42."
"Seriøst?" Sigurd griner. "Os?"

Et væddemål mellem Mads og onkel Alberto sender Mads til frisøren. Her bliver Mads klippet af den hotte frisør, Karina, som han straks bliver vild med. Men Mads er ung, usikker og ved ikke rigtig, hvad han skal gøre for at score hende ...

Line Leonhardt kan skrive både til børn og unge læsere og det er jeg imponeret over. Ikke alene fordi historierne hun har skrevet er meget forskellige, men også fordi sproget er meget varieret - man kan ikke skrive i helt samme stil, til børn og unge. Sproget i Lines ungdomsbøger er hårdere og mere råt, og det passer rigtig godt til de historier hun skriver. I "Jagttegn", som også er en barsk historie, er sprog og fortælling ikke for sarte sjæle. Hun kan - ligesom Fupz - skrive råt og ærligt, om de ting vi ikke snakker om. Om når det hele går helt ad helvede til og om de lidt sølle eksistenser.

Selvom bogen er kort er den bestemt værd at læse. Det er vigtig læsning, om ikke at give op og blive ved med at tro på sine drømme og kæmpe for dem. Selvom stort set alt går galt for Mads, så tror han ukueligt på drømmen om at blive rockstjerne og Line får på fineste vis beskrevet både ned- og de sjældne opture, som han oplever undervejs. Sproget er malende (om end ikke så flatterende) og det er nemt at se øvelokalet, baren, frisørsalonen og hjemmet for ens indre blik mens man læser. Jeg fik tilbageblik til gymnasiefester med lunkne øl, billige smøger og vodka-juice drinks.

Samtidig er der en god humor i bogen, der gør at alt det hårde og brutale, bliver blødt bare en smule op. Det bliver aldrig helt forfærdeligt, bare tilpas, så man som læser får lidt ondt i hjertet og krummer tæer, over at Mads skal opleve den ene nedtur efter den anden. Heldigvis er der lys for enden af tunnellen og det lykkedes Mads og bandet at opleve en form for optur.

"Hul igennem" er klart værd at læse - både som lystlæsning, men den kan bestemt også bruges i undervisningsbrug, som et fint supplement til Fupz' forfatterskab, med "Pragtfuldt, Pragtfuldt" og Lines egen "Jagttegn".

Tak til Calibat for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Calibat
Udgivet i: 2017
Antal sider: 67
4 ud af 6 stjerner

Michael Kousgaard; Turturrinitårnet [Sponsoreret]

Michael Kousgaard; Turturrinitårnet (Blåskæg, #3) [Sponsoreret]

Bagsidetekst:
I denne bog nummer 3 om Blåskæg, heksen Tusmeralda og Sørøverkaptajnen Grumme er Blåskæg sluppet væk fra Euzzz’ forbandede ø. På den ensomme tur over havet i Grummes forladte skib, støder han pludselig på det mystiske Turturrinitårn.

Blåskæg, der starter turen med at skulle dele skatte ud til de fattige og folk i nød og bare gerne vil hjem til sin familie, bliver i denne bog hvirvlet endnu mere ind i Tusmeralda og Grummes jagt på gulddukaterne, der kan opfylde et ønske. Barnespøgelser, fængsel, en (ond/god?) ånd, en forladt kvinde og Nummer 7 er ingredienser i denne næstsidste bog i serien om Blåskæg.

Dette er en god efterfølger på en spændende serie - hvordan mon det hele skal ende? Jeg synes Blåskæg bliver ved med at komme i problemer, og han er endnu længere væk hjemmefra end tidligere og han bliver stadig jagtet af Tusmeralda og piraterne. Historien i denne bog er mere udførlig end i de to første. Jeg synes handlingen flyder bedre og der bliver mere tid til de forskellige ting der sker - der er stadig fart over feltet, men det er som om forfatteren har taget sig lidt bedre tid til at forklare og beskrive hvad Blåskæg oplever og det synes jeg bestemt er et plus.

Jeg skrev i min anmeldelse af de to første bøger i serien (læs den her) at selvom historien var god, var den til tider lidt for plat og lidt for tynd. Det kan sagtens hænge sammen med at jeg ikke lige er i den primære målgruppe, og derfor ikke nødvendigvis deler mening om hvad der er sjovt med en 10-årig. Jeg synes til gengæld at niveauet er bedre i denne. Selvom humoren stadig er lidt plat til tider - det passer nok fint til målgruppen - er det ikke så meget som i de to første, og jeg kan godt mærke at forfatteren har lagt mere vægt på handlingen og fordybelse med denne. Det er fedt at se en udvikling i skrivestilen og historien, og jeg håber da at sidste bind holder niveauet højt.

Hvis man er til bøger af Peter Gotthardt og har alderen omkring de 10 år kan denne serie sagtens læses alene, ellers fungerer den fint som højtlæsning. Det er i hvert en serie der indeholder masser af drama, aktion og humor og den kan læses af både drenge og piger.

Tak til forfatteren for e-bogen.

Fakta:

Forlag: Kousgaarden

Udgivet i: 2018

Antal sider: 62

4 ud af 6 stjerner

Jessica Townsend; Morrigan Crows magiske prøvelser [Sponsoreret]

Jessica Townsend; Morrigan Crows magiske prøvelser (Nevermoor, #1) [Sponsoreret af Gyldendal]

Bagsidetekst:
Kære miss Crow.

Tillykke! Du er blevet udvalgt af et af vores medlemmer som kandidat til Det Forunderlige Selskab. Vær venligst opmærksom på, at du ikke er sikret en plads. Medlemsskab af Selskabet er ekstremt eftertragtet, og hvert år konkurrerer flere hundrede håbefulde kandidater om et stipendiat. Hvis du vil være en del af Selskabet, bedes du underskrive den vedlagte kontrakt og returnere den til din læremester senest den sidste dag i Ellevte Vinter. Adgangsprøverne vil finde sted i foråret. Vi ønsker dig held og lykke.

Med venlig hilsen
Ældste G. Quinn
Mesterbygningen
Nevermoor

Vær parat - J.N.

Jeg synes virkelig det er fedt at der kommer så meget fantasy til de yngre læsere - jeg mener dem som jeg synes er for små til at læse Harry Potter. For jo, man kan godt være for ung til at læse Harry Potter - også selvom man godt kan læse den. En anden serie jeg vil anbefale til denne aldersgruppe er "De Ualmindelige".

"Nevermoor" er dog lidt i en anden boldgade. For hvor Harry Potter og "De Ualmindelige" foregår både i vores verden og i en magisk parallellverden, er alt nyt i "Nevermoor". Vi har dog stadig en semi-almindelig virkelighed og en parallellvirkelighed med magi, talende dyr og drager. Disse to virkeligheder hænger dog sammen og overlapper. Dog vil den semi-almindelige - jeg kalder den det, fordi det er der hvor Morrigan vokser op, men den virkelighed er ikke ligesom vores, som den er i Harry Potter og "De Ualmindelige" - ikke kendes ved Nevermoor og derfor har Morrigan aldrig hørt om det. Folkene i Nevermoor kender dog godt til Morrigans virkelighed, og kan rejse frem og tilbage. Samtidig er denne historie noget mere dyster fra start af en "De Ualmindelige". Jeg tror sagtens at aldersgruppen (10+) kan læse det uden besvær, men det skal man som læser bare være lidt opmærksom på.

Noget andet jeg virkelig godt kan lide ved denne serier er den steam punk-agtige stemning der er i bogen. Det er en genre jeg synes der er alt for lidt af på dansk - desværre. Eller så er jeg bare utrolig dårlig til at finde det. Det er fedt at der er blandet det steam punkede (fx Jupiters gående edderkoppe-bil-skibs-ting) med det magiske (enhjørninger, drager og talende katte). Mine erfaringer med steam punk fortæller mig også at de fortællinger ofte er lidt mørkere end fantasy, hvilket også passer fint med at den her historie er lidt mere dyster. Selvom der er gode oplevelser for Morrigan, kan hun ikke lade være med at føle sig udenfor - selvom hun nu er et sted hvor hun er værdsat, og den dystre stemning ligger hele tiden og lurer i baggrunden gennem hele historien.

Hvis du er til "De Ualmindelige" er det her et klart must read! Det er spændende og medrivende læsning, for dem der endnu ikke er klar til Harry Potter. Der er magi og mystik i lange baner, store, talende katte og hoteller der ændrer udseende fra dag til dag, drager og et mærkeligt selskab, som alle vil være medlem af. What's not to like? Jeg er i hvert fald fan og jeg glæder mig til at læse mere!

Tak til Gyldendal for boggaven.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: The Trails of Morrigan Crow
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 444
5 ud af 6 stjerner

Amie Kaufman; Illuminae

Amie Kaufman; Illuminae (Illumineafilerne, #1)

Bagsidetekst:
Da Kady slår op med Ezra, tror hun, det er det hårdeste, hun nogensinde skal igennem. Samme dag bliver hendes planet invaderet.

Året er 2575, og to rivaliserende megakoncerner er i krig om planeten Kerenza, der er lige mere end bare en is-dækket plet i udkanten af universet. Den ene koncern, Beitech, angriber Kerenza, hvor den anden koncern udfører illegalt minearbejde på Beitechs område. Det er hensigten, at angrebet skal dræbe alle civile på planeten, men det lykkes en række mennesker at evakuere til andre planeter - heriblandt historiens to hovedpersoner, Kady og Ezra, hvis kærlighedshistorie vi får fortalt, mens de prøver at finde rundt i konflikten mellem megakoncernerne og redde både sig selv og fremtiden for deres medborgere fra Keneza. Deres problemer er dog kun lige begyndt - en dødbringende best er brudt ud og muterer med skrækindjagende resultater. Flåden, der skulle beskytte dem, viser sig at være deres fjende, og ingen ved magten vil afsløre, hvad der reelt foregår.

Kady må hacke sig ind i et fintmasket net af informationer for at finde frem til sandheden, og det står hurtigt klart, at der kun er en, der kan hjælpe hende: Ezra, som hun havde svoret aldrig at tale til igen. 

Jeg købte denne bog for flere år siden med henblik på at læse den med det samme, og ja, så har den egentlig bare stået på min hylde ligesiden. Jeg løb så tør for læsestof da vi var på skiferie og begyndte på den som ebog og på engelsk. Da vi kom hjem gik jeg straks i gang med at læse videre i mit fysiske eksemplar og det er jeg glad for - for alle de lækre detaljer der er kræset ved, ved historien, kommer slet ikke til sin ret i ebogen. For er du vimmer, det er en vild læseoplevelse.

For det første er hele historien bygget op på chatlogs, mailkorrespondancer mellem historiens forskellige personer, renskrivninger af videoovervågning og ikke mindst hvad den kunstige inteligens AIDEN "tænker" og "oplever" - lyder det spacey? Det er det også - og det foregår også i rummet, så mere spacey bliver det vist ikke. Men selvom det er en sindssyg måde at bygge en bog op på og sikkert har taget ufattelig lang tid, så fungerer det bare virkelig godt. Det er utrolig gennemført. For det andet er der virkelig mange lækre detaljer og skriftlige finurligheder i bogen. Der er tegninger over rumskibenes opbygning og hver gang det er AIDEN der fortæller, er siderne sorte. Samtidig skal bogen fleres gange drejes mens man læser og skriften står i bølger, i cirkler og hvad ved jeg. Det er pisse fedt! At læse en historie hvor der ikke rigtig er noget direkte tale eller dialog, er meget underligt, og til at starte med også lidt anstrengende. For det kræver at man konstant har tungen lige i munden i forhold til hvor vi er henne, hvem der skriver og hvornår det foregår. Efterhånden vænner man sig til det. Og hvis I føler at den er for tyk til at gå i gang med (599) så tøv ej - de er forholdsvist hurtigt læst, netop pga. skrivestilen og at der er flere steder hvor der ikke står særlig meget på siderne. Det er ærgerligt at de næste bind ikke er oversat, men jeg kan godt forstå det - for det må være et kæmpe og omfattende arbejde at oversætte sådan en bog, hvor der er gjort så meget ud af udformningen.

Samtidig er det bare en ekstremt medrivende historie. Kady og Ezras forhold går fra at være helt til hundene, til at blomstre på ny - eller gør den? Jeg er vild med deres kærlighedshistorie, og det er tydeligt, gennem deres chatbeskeder, at de holder meget af hinanden. Det er også tydeligt at de skriver som de ville snakke med hinanden. Jeg har også et helt tydeligt billede af hvordan de ser ud, selvom det aldrig rigtig bliver beskrevet i detaljer. Det er også klart at de begge to er presset undervejs - de har begge mistet stort set alle de elsker, og har nu kun hinanden - selvom de befinder sig i hvert sit rumskib. De må begge to træffe umulige valg for at overleve. Undervejs må de også kæmpe mod AIDEN der lader til at være alvidende, og lidt for menneskelig, hvis I spørger mig. En computer skal ikke føle eller have en mening, men det har AIDEN og han (jeg mener den) er ikke bare for at handle udfra hvad han (jeg mener den), er bedst. Hvem det så er bedst for, kan diskuteres. Jeg tror heller ikke AIDEN helt er klar over det. Det er i hvert fald klart at han (jeg mener den) også tumler med nogle ting, han/den ikke helt forstår.

Det er en historie om hvor langt man er villig til at gå for at overleve. Hvad der er værd at kæmpe for, når alt ellers synes umuligt og det overlevelses instinkt der ligger i den menneskelige natur. For selvom Kady er ved at give op flere gange og føler håbet svigte, giver hun ikke op. Hun kæmper videre for det hun mener der er rigtigt, for det der er vigtig for hende og for hendes egen overlevelse. Hun indgår kompromisser og aftaler, for at sikre sin egen og forhåbentlig andres overlevelse. Hun gør ikke noget halvt, hun kæmper med næb og klør. Hun mindede mig om Cassie i "Den 5. bølge" - hun er også alene og sammen med fjenden, men hun kæmper stadig for dem hun holder af - også selvom det måske kan betyde at hun ikke overlever.

Hvis I har læst den, er I forhåbentlig ligeså begejstrede som jeg er, hvis I ikke har læst den - så gør det! Det er uden sammenligningen den vildeste læseoplevelse jeg har haft meget længe.

Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Original titel: Illuminae
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 608
6 ud af 6 stjerner

Iris og læsning

Iris og læsning 

Iris har altid være glad for bøger - og det er helt sikkert ikke min skyld ... eller jo, det er det jo nok, men det er jeg ganske godt tilfreds med. Jeg håber da at hun bliver ved med at synes bøger er sjove og hyggelige. Når vi har haft en dag hjemme har vi altid læst lidt. Det er typisk Malle-bøger der bliver læst igen og igen, til lige stor glæde hver gang. Eller de fine "Larm med dyreunger" eller maskiner eller dinosaurer. Der er også gået et par stykker til undervejs, fordi Iris lige blev lidt for glad for dem og ikke helt kunne finde ud af det med at passe på. Hun er blevet bedre til at passe på bøgerne, men det er dog stadig mest bøger med tykke sider der er et hit - og så kan hun bedre selv styre det også.

Som skrevet før har vi nok læst alle de Malle-bøger Iris har, mange mange gange! Der var på et tidspunkt hvor jeg kunne dem udenad, det kan jeg ikke helt mere, men det er tæt på. Jeg har forsøgt at læse lidt længere historier op for hende, men det er ikke altid at fokus lige er til det og så er det godt at gå tilbage til dem hun kender. Mimbo Jimbo er også et stort hit. Det lidt sjove er, er når jeg spørger om hun kan finde fx en fugl på billedet, vil hun helst pege med min pegefinger og ikke sin egen. Lidt pudsigt.

Til gengæld kan hun bruge lang tid på at kigge på lastbiler og flyvere i de nye billedbøger jeg har lånt og det elsker hun. "Fluar op' i himlen" bliver sagt mange gange, eller "stor fluar" og "lil' bit' fluar" - jo, der er da styr på hvilke der er store og små.

Noget af det jeg bedst kan lide ved at læse sammen med Iris er at vi stort set altid sidder på samme måde: mig i skrædderstilling på gulvet eller i en stol og hende ovenpå mig. Sådan har vi siddet med bøger fra hun var helt lille og det er så dejligt at vi kan blive ved med at sidde og læse sammen sådan. Det giver en dejlig form for tryghed og ro, at det altid foregår på samme måde. Samtidig er nærheden ved at vi sidder så tæt virkelig dejlig. Der bliver altid nusset og krammet, mens vi læser.

Det er jo heller ikke fordi Iris ingen bøger har. Hun har altid haft adgang til de bøger hun har - også som helt lille kunne hun kravle hen og tage fat i tykke papbøger eller bøger med bløde sider der knitrede når man bladrer. Flere bøger end jeg har tal på, er blevet spist og revet i stykker. Men hun har altid haft adgang til dem - sågar når hun skal i bad har hun en bog.

Jeg har ikke tidligere holdt styr på hvad Iris læste, selvom jeg skriver ned hvad jeg selv læser, men efter Kathrine har startet #1000bøger har jeg forsøgt at holde lidt mere styr på hvilke bøger vi læser. Jeg synes det er et mega fedt initiativ og som både læsehest og bibliotekar, støtter jeg fuldt op omkring det. Hvis I ikke har hørt om det, vil jeg råde jer til at kigge forbi hendes hjemmeside og læse mere. Jeg vil i hvert fald forsøge mit bedste til at Iris når det mål.

For jeg er tror på at læsning og bøger er vigtigt for børn. Jeg tror på, at det gør noget godt for dem. I forbindelse med mit arbejde har jeg besøgt to børnehaver og læst og leget sproglege med dem. Det er desværre så tydeligt når der er børn med forældre der ikke læser, snakker eller leger med børnene. Der var nogle 4-årige der havde dårligere sprog end Iris - det er altså skræmmende. Og hvordan skal det så ikke gå dem når de skal i skole?

Der skal virkelig så lidt til før at det kan mærkes. Bare lidt læsning hver dag. Lidt samtale om hvad man har oplevet i børnehaven. Når jeg spørger Iris om hun har haft en god dag, nævner hun alle navnene på de andre børn i dagplejen, som symbol på at hun har haft en god dag. Selv når hun ikke har været i dagpleje gør hun det. Hvis vi ikke snakker med vores børn, hvordan skal de så lære det?

Jeg ved godt at hverdagen kan være svær at få til at hænge sammen, men gør læsningen til et ritual. Til noget der ses frem til, noget man hygger sig med og vigtigst: noget man er sammen om! Jeg har tidligere skrevet om at jeg skal forsøge at lægge min telefon væk, og når jeg læser med Iris, er den i lommen (ja, bortset fra når jeg tager billeder), men ellers er den væk. For jeg vil gerne have at hun oplever at hun har hele min opmærksomhed og at min opmærksomhed er på det vi laver sammen.

Min opfordring er: læs med jeres børn og hyg jer med det! For det betaler sig for dem senere i livet.

Sarah J. Maas; A Court of Wings and Ruin

Sarah J. Maas; A Court of Wings and Ruin (A Court of Thorns and Roses, #3)

Bagsidetekst:
Feyre will bring vengeance.

She has left the Night Court - and her High Lord - and is playing a deadly game of deceit. In the Spring Court, Tamlin is making deals with the invading king threatening to bring Prythian to its knees and Feyre is determined to uncover his plans. But to do so she must weave a web of lies, and one slip may spell doom not only for Feyre, but for her world as well.

As mighty armies grapple for power, Feyre must decide who to trust amongst the dazzling and lethal High Lords - and hunt for allies in unexpected places.

OMG! Den her serie altså. Jeg elsker den! Selvom bind tre her ikke er lige så god som bind to - for det er helt uden for kategori - så er det stadig spændende. Stadig medrivende. Stadig hot! Jeg er virkelig hooked og jeg glæder mig så meget til at bind fire kommer.

Jeg vil forsøge ikke at spoile noget i anmeldelsen, da bogen læst på engelsk, kan der være mange derude der endnu ikke har læst den. Forhåbentlig bliver den oversat til dansk, som de to foregående. I så fald skal den stadig ejes og stå sammen med de andre på hylden - for tal lige om smukke bøger. Forsiderne er virkelig små mesterværker. Lige et lille tip, hvis I ikke kender Charlie Bowater, så tjek hende ud! Hun har lavet nogle fantastiske illustrationer til bl.a. disse bøger. Jeg har bl.a. andet købt et meget fint print med alle hovedpersonerne på og jeg elsker det!

Dette var et lille sidespring, tilbage til snakken om bogen. Jeg ville være blevet imponeret hvis Sarah kunne holde fanen så højt hævet som hun gør i bind to. Jeg er rigtig glad for bind et, men bind to er bare fænomenal på så mange måder - jeg vil ikke komme ind på dem her, men læs den. Mine forventninger til bind tre var høje, men selvom de ikke helt blev indfriet, gør det ikke noget. For bogen holder stadig! Det er også svært helt præcist at sætte fingeren på hvad det er, der gør at den ikke er så god bind to. Måske fordi jeg synes Feyre kommer lidt for nemt til tingene i denne. Misforstå mig ikke, hun kæmper stadig og bliver da truet flere gange, men det kommer aldrig helt derud hvor man tvivler på om hun vil overleve eller om hun nu træffer det rigtige valg. Det er som om der bygges op til det helt store klimaks, for så bare at fade lidt ud igen, og så bygges der op igen og og fades ud osv. (Jeg håber dette giver mening). I så fald, synes jeg ikke helt vi når helt derud hvor vi var i bind to. En anden grund kan være at nu har Feyre og Rhysand fået hinanden - de er sammen, i medgang og modgang. Derfor er dramaet omkring de to ikke så stor en del af historien mere. Deres fælles fortælling fylder selvfølgelig, men nu er der noget andet på dagsordenen: krigen om Prythian. Der er derfor en del mere politik i denne historie, for der skal diskuteres og lægges planer. Det bliver dog på ingen måde kedeligt, for de forskellige High Lords har problemer med hinanden og kun ganske få kan faktisk holde hinanden ud - men mon ikke de finder en brugbar løsning?

Der er en tredje grund kan være at Sarah har lidt svært ved at tage livet af folk. Ikke at folk ikke dør, for der dør en masse folk. Men hun har svært ved "kill your darlings" - altså at slå nogle af de gode eller yndlings personer ihjel. Ikke at det nødvendigvis er en dårlig ting at hun har svært ved det, men det hænger sammen med min opfattelse af at Feyre kommer for nemt til for meget i denne bog. Hun kommer tæt på flere gange, men det bliver aldrig rigtig til noget. Hun mister ikke noget værdifuldt - ikke rigtigt.

Det gør dog bestemt ikke noget ved min mening om serien. Jeg er stadig dybt forelsket i den. Jeg synes det hele spiller virkelig godt: sprog, handling og personer. Humoren deri er virkelig fed og jeg sad flere gange og grinte for mig selv. Det er virkelig en fortælling der har taget mig med storm. Dette er også den første bog jeg har hørt som engelsk lydbog og jeg er meget imponeret over hvor godt det gik. Jeg havde lidt frygtet at jeg ville misse meget af handlingen, men det tror jeg ikke at jeg har (forhåbentlig!). Det er bestemt ikke sidste gang jeg giver mig i kast med det. Og nu er jeg up to date, så kan fjerde bind godt tage at komme så jeg kan få styret mine abstinenser!

Fakta:
Forlag: Bloomsbury
Udgivet i: 2017 (på engelsk)
Antal sider: 699
5 ud af 6 stjerner
(Læst på engelsk)

Mine boglige forelskelser

Mine boglige forelskelser 

I dette indlæg vil jeg krybe til korset og indrømme hvem der har været nogle af mine boglige forelskelser. Dem der er mine helte og mere til. Dem jeg har heppet på og måske drømt en lille drøm om. Dem der har givet mig hjertebanken og røde kinder når jeg tænker på dem og mindes bestemte passager i bøgerne?

Jeg håber ikke at jeg er ene om at have boglige forelskelser, for på en eller anden måde hører det vil med til at være bogelsker og bognørd? Det håber jeg i hvert fald!

Dominic ("Dæmondræberen")
Jeg vil starte med Dominic, for selvom det er længe siden jeg har læst serien, så er han bare en jeg ikke kan glemme. Der er kommet flere litterære forelskelser til sidenhen, men Dominic vil altid have en særlig plads i mit hjerte. Selvom hans hjerte er knust, er han ikke bange for at føle noget - også selvom han tit gør grin med følelser og dem han holder af. Jeg tror at de blot skal tage det som tegn på at han virkelig holder af dem. De skal bevise sig over for ham, før han tillader nogen at komme tæt på, men når de er, så beskytter han dem med alt hvad han har. Både med dæmoniske og guddommelige kræfter. Samtidig elsker jeg hans humor. Hans sorte humor, der kan være frastødende og pervers, men som passer så godt til den han er: den faldne der forelskede sig.

Darrow au Andromedus ("Rød opstand")
En Rød slave der rejser sig og gør oprør mod de mægtige Gyldne. En slave der vælter en nation, for at følge sin døde kones drøm om et frit land. Hvad han ikke går igennem - både fysisk og psykisk, er imponerende. Han kæmper sig fra samfundets bund, til toppen, blot for at blæse til korthuset og få det til at vælte. Han er loyal, kløgtig og modig. Samtidig er han skrøbelig og sårbar. For han er født Rød, og selv som modificeret Gylden, kan han bløde og komme til skade. Han kan miste sin forstand når han bliver spærret inde og hans tro på mennesker kan smuldre når han bliver forrådt. Han er menneskelig og han fejler - gang på gang - men han giver ikke op. Han kæmper videre. Også selvom det virker umuligt. Flere gange tvivlede jeg på om han ville klare det - men gang på gang overraskede han mig.

Jace Herondale ("Dødens instrumenter") (bogen!!)
Åh bog-Jace! Hvor jeg dog gerne ville have haft at filmen og tv-serien ydede dig retfærdighed. Det gør ingen af dem - desværre. Filmen er tæt på, men alligevel så langt fra. De har ikke fanget din essens. Dit hårde ydre der kun dækker over den knuste dreng der fik at vide at det at elske, var at ødelægge. Din humor, der er sarkastisk, mørk og ærlig. Din beskyttertrang over dem du rent faktisk har lukket ind i dit hjerte, som langt fra er så knust som du tror. Du er ikke ond. Du er en kærlig person, der har gået grueligt meget igennem for at slippe af med den umådeligt vægt du har båret på dine skuldre. Du er en af mine litterære forelskelser og helte - du må ikke forandre dig!

Robin Goodfellow aka Puck ("Iron Fey")
Hvor ville jeg have ønsket at Megan valgte Puck, men ak. Endnu engang vælger pigen den forkerte (jeg heppede også på Team Jacob). Jeg elsker Pucks humor, hans spidsfindige kommentarer og hentydninger. Hans altid velmente mening, også selvom de ofte er skyld i at han kommer i fedtefadet. Som flere af mine andre helte vil han gøre alt for dem han elsker - endda opgive at være sammen med dem.

Rhysand ("Et rige af tåge og vrede")
Åh, Rhysand. Den onde hersker med et hjerte af guld for dem han holder af. Hvad han ikke har gennemlevet for at sikre sin familie, sin befolkning og sin by. Alle de ofre. Alle de tab. Alle de løgne han har fortalt for at få folk til at tro at han er ondskaben selv. Ondskab i sin reneste form. Mit hjerte bløder for hans tab og hans lidelser, men samtidig vokser det også, for den kærlighed han føler - ikke blot for Feyre, men for alle dem han har nærmest. Samtidig beskrives han som gudesmuk, mørk og dyster og hvem kan ikke lide det? Når jeg tænker tilbage på kapitel 55 (hvis I endnu ikke har læst "Et rige af tåge og vrede" - så gør det, om så bare for det ene kapitel!), bliver jeg stadig rød i kinderne, over hvor perfekt det er. Det er simpelthen et af de bedste kapitler i hele seriens historie - ja, hvis ikke i mange seriers historie. Perfekt, siger jeg bare!

Christian Grey ("Fifty Shades of Grey")
Ak, ja, jeg må indrømme at mr. Grey gav mig røde kinder og hjertebanken. Selvom han kunne være et arrogant røvhul, var han jo også kærlig, betænksom og sød - på sin helt egen måde. Jeg har fået at vide at hvis man læser "Grey" så ændres ens syn på ham, så det har jeg ikke gjort. Jeg er dog nysgerrig, men jeg kan lide ham som han er i de første bøger. Han er det ultimative sexsymbol og en mand med et knust hjerte, som alle kvinder ville ønske de kunne hele. Jeg elskede at han både var hård og blød - det hårde ydre, der dækker over en usikkerhed og en blødhed, der ikke var plads til at vise. Jeg vil nok altid have en svaghed for ham. Jeg er dog bestemt ikke tilfreds med hvordan han er i filmen, men det er der desværre ikke noget at gøre noget ved.

Severus Snape (Harry Potter)
Der er en grund til at jeg har "Always" tatoveret på min arm. Der er en grund til at jeg, når jeg nogle gange har brug for at græde, sætter mig til at se den sidste Harry Potter film, for den er stensikker hver gang: når Snape dør og vi ser hans minder, græder jeg. Selvom jeg hadede Snape til at starte med (hvem gjorde ikke det?), så blev det jo klart undervejs at der var mere end hvad man lige så med det blotte øje. Der var hemmeligheder og løgne, der skjulte sandheden om manden er aldrig holdt op med at elske Lily. Derfor kan jeg ikke lave denne liste uden at nævne ham - for han vil altid være noget særligt, også selvom jeg måske ikke lige ville kalde det en boglig forelskelse, vil jeg stadig nævne ham her.


Hvem er jeres boglige forelskelser?

Brian K. Vaughan; Saga, vol. 7 [Sponsoreret]

Brian K. Vaughan; Saga, vol. 7 [Sponsoreret]

Bagsidetekst:
Efter endelig at være blevet genforenet med sin konstant voksende familie, rejser Hazel til en krigshærget komet, som Wreath og Landfall har kæmpet om i evigheder. Nye venskaber dannes og andre går for altid tabt i dette actionmættede bind om familier, kamp og livet som flygtning.

Jeg har tidligere skrevet om Saga-tegneserien og nu gør jeg det igen, for hvis du endnu ikke har læst den - vil jeg bestemt anbefale dig at gå i gang! Det er hæsblæsende aktion og der er virkelig ikke sparet på noget. Dog vil jeg sige at det ikke er for sarte sjæle - for der er blod, vold og mærkeligt sex i lange baner (i hvert fald i de første bind - heldigvis har tonet lidt ned for det i de sidste bind). Jeg er vild med illustrationerne - selvom de kan være voldsomme og bizarre. De passer rigtig godt historien og det univers som forfatterne har skabt.

Saga er en episk kærlighedshistorie om Alana og Marko, der på trods af, at de burde være fjender, forelsker sig og får datteren Hazel. De er do på flugt fra flere som vil slå dem ihjel - en flugt der bringer dem hid og did i det uendelige verdensrum. Der er ikke meget fred og ro til den lille familie. Dog opgiver de aldrig håbet på at nå til et sted hvor de kan leve fredeligt sammen - om de nogensinde finder sådan et sted, vides ikke. Både Alana og Marko er soldater og håber at de kan lægge våbnene på hylden og leve fredeligt, men gang på gang støder de på uforudsete problemer der besværliggør denne drøm. Samtidig er det ikke blot Alana og Marko vi følger, men også dem der vil dem til livs. Disse karakterer udvikler sig også igennem historien, og vi ser at deres verdens syn også ændres undervejs i historien. Fra at være modstandere af Alana og Markos forhold og familieforøgelse, er der faktisk et par stykker der nu støtter op om og vil beskytte. Deres familie vokser og vokser - selvom der også bliver sagt farvel til en del. Vold er som sagt en ret stor del af historien og forfatterne er ikke bange for at slå folk ihjel!

Dette er også en tegneserie som jeg synes bliver bedre og bedre. Jeg var vild med de første bind, men jeg synes at udviklingen i historien og personerens udvikling er virkelig spændende og gennemført. De vokser med de prøvelser de skal igennem og med de valg de træffer. Jeg håber virkelig at der er lang tid til at serien slutter, for jeg har slet ikke lyst til at sige farvel!

Tak til Bog & Ide for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag:
Udgivet i: 2017 (på dansk)
Antal sider: 152
5 ud af 5 stjerner

Mere om forfatteren her.
Mere om serien her.

Læsning og forståelse

Læsning og forståelse

For lidt tid siden læste jeg et indlæg på "Bibliotekattens Bøger" om læsning og forståelse af Harry Potter (læs hendes indlæg her) og jeg vil gerne melde mig til koret af ("onde") ånder, og opfordre til at det ikke er ligegyldigt hvilke bøger ens barn læser, hvornår. Det er rigtig fint at man gerne vil give sine egne barndoms klassikere videre til ens børn, men det skal gøres når de er klar til det. Det kan godt være at de kan læse bogen, men kan de også forstå den? Det er næppe altid tilfældet.

Jeg har en kollega der har fortalt at hun engang skulle hjælpe en mor der var inde på biblioteket for at låne bøger til det ene af sine børn. Pigen ville gerne læse "Dig og mig ved daggry" (tror jeg det var), fordi hendes storesøster havde læst den. Og det fik hun lov til at moren. Det er som sådan også fint nok. Men hvis man kun er 10-11 år, så skal man ikke læse den. For den er bestemt ikke for børn. Det er en meget rå og voldsom fortælling, med nogle ikke særlig flatterende scener i - scener der bestemt ikke er for 10-11-årige.

Jeg kender også andre der har læst "Fifty Shades of Grey" som store teenagere, hvilket jeg også synes er helt forkert. Jeg føler, at jeg var for ung da jeg læste den! Og jeg var da trods alt over 20 da jeg læste den. Det kan godt være de kan læse bogen, men forstå den? Og jeg tvivler på, at det at læse Fifty så tidligt, har en god indflydelse på hvordan man ser forhold, sex og kærlighed.

Selvfølgelig er det mega fedt når de unge vil læse og vil læse meget, men altid med måde. Der findes masser af gode bøger til forskellige niveauer, også tykke bøger og bøger med substans. Bare fordi det er børne- eller ungdomsbøger, er det ikke ensbetydende med at kvaliteten af historien er dårlig. Der er både kærlighed og krimi for den aldersgruppe - begge dele i et format og udtryk som de unge læsere forstår. Selvfølgelig skal vi servicere de unge læsere når de kommer med titler de gerne vil læse, men er det ikke også vores rolle - både som bibliotekar, men især da også som forældre - og kunne sige: "Den her venter vi lige lidt med skat, der skal du være lidt ældre." Det kan godt være teenageren så bliver utilfreds, men så må der findes noget der passer bedre til ham/hende. Jeg er sikker på at det er en svær balancegang, men hvis der ikke er nogen der sætter grænser for hvornår man må læse hvad, så tror jeg altså det kan give lidt forskurede syn på mange ting.

Samtidig kan centrale temaerne i bøgerne også gå hen over hovedet på de stakkels unge læsere. Harry Potter-bøgerne bliver mørkere og mørkere jo længere vi kommer, de sidste bøger er bestemt ikke egnede til, lad os sige, 13-årige. Det kan godt være de forstår ordene, men forstår de Harrys følelser? Forstår de hvorfor han gør som han gør? Hvorfor hans venner gør som de gør og føler hvad de føler? Næppe, og det kan ødelægge læseoplevelsen, hvis man ikke får alle aspekter med. Indrømmet, det er da heller ikke altid at jeg lige fanger alt i de bøger jeg læser, men jeg har trods alt nogle redskaber og noget bagage der gør, at jeg kan arbejde mig hen imod en forståelse af problemerne - om ikke andet har jeg nok nogen i mit netværk der kan forklare mig det.

En helt anden side af sagen er film. Jeg var i Musikkens Hus og se "Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer" og der sad en familie med tre drenge ved siden af min mor og jeg. Den mindste dreng har ikke været mere end 5. Hvad får han ud af at blive slæbt med ind og se det? Allerede halvvejs i første del ville han ikke sidde stille og han skulle have handlingen forklaret. Det blev ikke bedre i anden halvdel og da koncerten sluttede 22:10 skyndte de sig også at gå. Der havde moren tysset på ham flere gange. Det kan godt være den store dreng (nok omkring 10 år) forstod det, men de to små? Det tvivler jeg på. Samtidig tror jeg ikke på at forældrene har hygget sig særlig meget. Så hvorfor ikke lade de små blive hjemme og passet, hvis det var mor og far der gerne ville se det? Ja, undskyld, men så må man også vurdere om ens børn forstå det man vil og se. Og som 5-årig er man, i min optik, for lille til Harry Potter.

Så, forældre, meld jer på banen når jeres små skal vælge bøger! Sørg for at de læser hvad der passer til deres eget niveau. På den måde tror jeg ikke de risikere at miste lysten til at læse, men måske tværtimod får mere lyst og mod på at læse!

En regel jeg har lært der er god at kunne er knytnævereglen. Den går ud på at finde en bog man gerne vil læse. Slå op på en tilfældig side i bogen. Læs den side, hvis der er flere end fem ord man ikke forstår eller har svært ved at læse, skal man "bokse" bogen væk - deraf knytnæven. På den måde sikre man sig at man får noget med hjem som man forstår. Den kan også bruges den modsatte vej: hvis der er flere end fem ord der er for nemme, skal den også bokses væk. Det var lige et gratis tip.

Og smut så på biblioteket og lån en masse bøger!

Marts wrap-up

Marts wrap-up

Så siger vi farvel til endnu en måned og denne gang har jeg fået læst rigtig meget. I hvert fald mere end i de foregående måneder og det er jeg rigtig glad for. Jeg har fået gjort et godt indhug i mine anmeldereksemplarer og det er dejligt, for så har jeg ikke så dårlig samvittighed over ikke at få læst så meget. Selvom der stadig ligger en del i mine stakke, så er det ikke så mange som der har gjort (selvom jeg ved at der snart er nogen på vej). Og jeg klager stadig ikke, det er lækkert at have så meget forskelligt at vælge i mellem og jeg har virkelig fået læst meget forskelligt i marts.

Det er i alt blevet til 28 bøger og 4472 antal sider - meget bedre end forrige måned!

Læste bøger:
Kirsten Sonne Harild; Alt for dig (lektør)
Cecelia Ahern; Perfekt
Tæl med biler (lektør)
Tæl med bondegårdsdyr (lektør)
Gena Showalter; Førstelivet
Karen Inge Nielsen; Natspindlerens dødsmærke
Charlotte Fischer; Diali (Sjælevandrer, #1)
Steve Smallman; Tørke i mudderpølen (lektør)
Steve Smallman; Hvor er mælken? (lektør)
Steve Smallman; Hønen og ægget (lektør)
Steve Smallman; Den travle traktor (lektør)
Sarah Engell; Fuglemanden
Ernst Cline; Spillet om Oasis (Ready Player One, #1)
Adam Silvera; De dør begge til sidst
Brian K. Vaughan; Saga, vol. 7
Sarah J. Maas; A Court of Wings and Ruin (ACOTAR, #3)
Oliver Jeffers; Hjertet og flasken
Oliver Jeffers; Træet
Valerie Mangin; Rovdyrenes klub, part 1
Valerie Mangin; Rovdyrenes klub, part 2
Mark Jansson; Hvor skal bjørnen hen? (lektør)
Amie Kaufman; Illumiea
Martin Baltscheit; Max vil kysse (lektør)
Kathleen Amant; Anna og bedstefar på udflugt (lektør)
Kathleen Amant; Anna overnatter hos bedstemor (lektør)
Føl læs lær - ord (lektør)
Føl læs lær - dyr (lektør)
Jessica Townsend; Morrigan Crows magiske prøvelser 

Månedens korteste bog:
Det kan ikke være andet end "Tæl med biler/bondegårdsdyr"-bøgerne, da de kun er på 14 sider. Det er pegebøger med fine billeder og tal på hver side, til de yngste læsere og jeg satser helt klart på at Iris skal overtage dem.

Månedens længste bog:
Det er "A Court of Wings and Ruin" - selvom jeg læste 156 sider af den i februar, har jeg stadig læst 543 sider nu. Eller hørt dem, rettere sagt. Jeg har nemlig hørt dem som lydbog - min første engelske lydbog! Og det bliver bestemt ikke den sidste. Det var virkelig en god oplevelse og så er bogen jo bare fantastisk!

Månedens mest overraskende bog:
Jeg tror jeg vil vælge "Illuminea" her. Jeg har haft bogen stående virkelig længe på mine hylder, men nu skulle det være og jeg virkelig overrasket hvor total fed og gennemført den er! Det var den vildeste læseoplevelse.

Månedens bedste bog:
Uha, det er svært - for der har virkelig været mange rigtig gode i denne måned, men jeg tror jeg vil vælge "Fuglemanden" af Sarah Engell. Fordi det er en fantastisk historie og fordi den er utrolig vigtig. Den giver et unikt indblik i hvordan det er at være psykisk syg og så går tekst og illustrationer bare op i en højere enhed.

Hvad jeg vil læse i april:
Jeg håber på at få læst den nye Stephanie Perkins og Becky Albertalli - forfattere jeg holder rigtig meget af. Perkins har vist bevæget sig ud i noget krimi-thriller-noget, så det er jeg spændt på at læse. Samtidig håber jeg at få læse videre i Illuminea-serien, også selvom det bliver på engelsk, for det er kun første bind der er oversat.

Hvad håber I at få læst?