Læsning og forståelse
For lidt tid siden læste jeg et indlæg på "Bibliotekattens Bøger" om læsning og forståelse af Harry Potter (læs hendes indlæg her) og jeg vil gerne melde mig til koret af ("onde") ånder, og opfordre til at det ikke er ligegyldigt hvilke bøger ens barn læser, hvornår. Det er rigtig fint at man gerne vil give sine egne barndoms klassikere videre til ens børn, men det skal gøres når de er klar til det. Det kan godt være at de kan læse bogen, men kan de også forstå den? Det er næppe altid tilfældet.
Jeg har en kollega der har fortalt at hun engang skulle hjælpe en mor der var inde på biblioteket for at låne bøger til det ene af sine børn. Pigen ville gerne læse "Dig og mig ved daggry" (tror jeg det var), fordi hendes storesøster havde læst den. Og det fik hun lov til at moren. Det er som sådan også fint nok. Men hvis man kun er 10-11 år, så skal man ikke læse den. For den er bestemt ikke for børn. Det er en meget rå og voldsom fortælling, med nogle ikke særlig flatterende scener i - scener der bestemt ikke er for 10-11-årige.
Jeg kender også andre der har læst "Fifty Shades of Grey" som store teenagere, hvilket jeg også synes er helt forkert. Jeg føler, at jeg var for ung da jeg læste den! Og jeg var da trods alt over 20 da jeg læste den. Det kan godt være de kan læse bogen, men forstå den? Og jeg tvivler på, at det at læse Fifty så tidligt, har en god indflydelse på hvordan man ser forhold, sex og kærlighed.
Selvfølgelig er det mega fedt når de unge vil læse og vil læse meget, men altid med måde. Der findes masser af gode bøger til forskellige niveauer, også tykke bøger og bøger med substans. Bare fordi det er børne- eller ungdomsbøger, er det ikke ensbetydende med at kvaliteten af historien er dårlig. Der er både kærlighed og krimi for den aldersgruppe - begge dele i et format og udtryk som de unge læsere forstår. Selvfølgelig skal vi servicere de unge læsere når de kommer med titler de gerne vil læse, men er det ikke også vores rolle - både som bibliotekar, men især da også som forældre - og kunne sige: "Den her venter vi lige lidt med skat, der skal du være lidt ældre." Det kan godt være teenageren så bliver utilfreds, men så må der findes noget der passer bedre til ham/hende. Jeg er sikker på at det er en svær balancegang, men hvis der ikke er nogen der sætter grænser for hvornår man må læse hvad, så tror jeg altså det kan give lidt forskurede syn på mange ting.
Samtidig kan centrale temaerne i bøgerne også gå hen over hovedet på de stakkels unge læsere. Harry Potter-bøgerne bliver mørkere og mørkere jo længere vi kommer, de sidste bøger er bestemt ikke egnede til, lad os sige, 13-årige. Det kan godt være de forstår ordene, men forstår de Harrys følelser? Forstår de hvorfor han gør som han gør? Hvorfor hans venner gør som de gør og føler hvad de føler? Næppe, og det kan ødelægge læseoplevelsen, hvis man ikke får alle aspekter med. Indrømmet, det er da heller ikke altid at jeg lige fanger alt i de bøger jeg læser, men jeg har trods alt nogle redskaber og noget bagage der gør, at jeg kan arbejde mig hen imod en forståelse af problemerne - om ikke andet har jeg nok nogen i mit netværk der kan forklare mig det.
En helt anden side af sagen er film. Jeg var i Musikkens Hus og se "Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer" og der sad en familie med tre drenge ved siden af min mor og jeg. Den mindste dreng har ikke været mere end 5. Hvad får han ud af at blive slæbt med ind og se det? Allerede halvvejs i første del ville han ikke sidde stille og han skulle have handlingen forklaret. Det blev ikke bedre i anden halvdel og da koncerten sluttede 22:10 skyndte de sig også at gå. Der havde moren tysset på ham flere gange. Det kan godt være den store dreng (nok omkring 10 år) forstod det, men de to små? Det tvivler jeg på. Samtidig tror jeg ikke på at forældrene har hygget sig særlig meget. Så hvorfor ikke lade de små blive hjemme og passet, hvis det var mor og far der gerne ville se det? Ja, undskyld, men så må man også vurdere om ens børn forstå det man vil og se. Og som 5-årig er man, i min optik, for lille til Harry Potter.
Så, forældre, meld jer på banen når jeres små skal vælge bøger! Sørg for at de læser hvad der passer til deres eget niveau. På den måde tror jeg ikke de risikere at miste lysten til at læse, men måske tværtimod får mere lyst og mod på at læse!
En regel jeg har lært der er god at kunne er knytnævereglen. Den går ud på at finde en bog man gerne vil læse. Slå op på en tilfældig side i bogen. Læs den side, hvis der er flere end fem ord man ikke forstår eller har svært ved at læse, skal man "bokse" bogen væk - deraf knytnæven. På den måde sikre man sig at man får noget med hjem som man forstår. Den kan også bruges den modsatte vej: hvis der er flere end fem ord der er for nemme, skal den også bokses væk. Det var lige et gratis tip.
Og smut så på biblioteket og lån en masse bøger!
Velunderbygget og yderst vedkommende indlæg ... forældre med læsende børn/unge bør tage det ad notam!
SvarSlet