Årets bedste bøger

Årets bedste bøger

Så er det igen blevet tid til at kigge tilbage på et år i bøger. Jeg har nået meget mere end jeg troede jeg ville. Året startede godt ud med barsel og ferie, samt en ugentlig fridag da jeg kom tilbage på arbejde. Det er blevet til en del lydbøger på daglige gåture, mens vi var hjemsendt fordi biblioteket var lukket. Da jeg endelig måtte møde ind fysisk igen, kunne jeg høre lydbog på den daglige køretur.

Det er derfor blevet til 415 bøger. Fordelt på 86.838 antal sider. Det er helt vildt at tænke på. Det sjove er, at der er langt flere voksenromaner end der plejer at være og jeg har sat mig for at jeg skal holde det ved lige i 2022. Jeg har også fået læst en hel del tegneserier, hvilket jeg også synes er dejligt. Derudover er det blevet til et hav af børnebøger og fantasy.

Som jeg plejer, vil jeg forsøge at finde den bedste bog, indenfor en række forskellige kategorier samt hele 2021 bedste bog. Der er nogle kategorier jeg har haft sværere ved at finde ”vindere” til end andre, men det må jo sige sig at være et luksusproblem. Bøgerne er ikke nødvendigvis udkommet i 2021, men jeg har læst dem i år.

Her er de titler jeg har valgt:

Årets bedste billedbog
Jeg har virkelig læst mange fine, rørende, smukke og underholdende billedbøger. Som en del af mit lektørjob læser jeg rigtig mange billedbøger og jeg synes det er herligt. Valget er dog ikke faldet på en jeg har læst i forbindelse med at jeg skulle skrive lektør, men en jeg modtog uopfordret fra Gutkind. Årets bedste billedbog er ”Trylleblik” af Ane Bjørn. Valget faldt på den fordi den rørte mig virkelig meget. Det er en historie på få ord, men med en utrolig stærk billedside – og jeg elsker Anes illustrationer. Samtidig sætter den ord på en hverdag som mange tusinde mennesker oplever hver dag, nemlig en hverdag på flugt. Den bør simpelthen læses af alle.

Bedste danske børnebog
Som jeg skrev i min anmeldelse af denne bog, er dette et storslået eventyr som alle – både unge og voksne burde læse. Forfatter, Benni Bødker og illustrator, John Kenn Mortensen, har arbejdet sammen før, men med ”Grimyrk” har de virkelig begået et mesterværk. Den er både lækker og indbydende udenpå, som historien indeni er medrivende og spændende. Historien om den lille nisse Ketil, der må ud på det helt store eventyr, i bedste Hobbittenstil, er fyldt med nærhed, varme og loyalitet. Samtidig med at der jo også lige skal være plads til at par monstre og andre uhyggelige skabninger. Læs den – du vil ikke fortryde det.

Årets bedste udenlandske børnebog
I denne kategori har der været mange om buddet, og det har faktisk været lidt svært at vælge. Jeg jonglerede mellem Rowlings nye, ”Julegrisen”, B. B. Alstons ”Amari og Nattens Brødre” og Oskar Källners ”Imperiets arvinger”. Mit valg faldt på den sidstnævnte titel. ”Imperiets arvinger” er en serie, på indtil videre tre oversatte danske bind, og det er en hæsblæsende og spændende sci-fi serie. Udover at have en virkelig god historie, er den krydret med de flotteste illustrationer fra Karl Johnssons kyndige hånd (ham der også har illustreret ”Vei”). Det er virkelig et godt match og jeg glæder mig til at læse videre i serien.

Bedste danske ya-bog
Overraskende nok er det faktisk ikke blevet til så meget ya i år – selvom jeg elsker ya, og det kom faktisk lidt bag på mig. Jeg må lige stramme mig an på det punkt til næste år. Mit valg af årets bedste danske ya-bog er faldet på Sofie Riis Endahls ”Pixie lever stadig”. Jeg er virkelig imponeret over Sofie. Hun er ganske ung, men har allerede udgivet en hel del ya-bøger og hun forstår virkelig at ramme kimen og tonen i de unges liv. Med ”Pixie lever stadig” sætter hun fokus på hvad der sker med en vennegruppe efter huerne er kommet på, efter studenterfesterne, efter tømmermændene. Det var interessant læsning og selv jeg, som blev student for mange år siden, kunne spejle mig i nogle af de følelser som Pixie også tumler med.

Årets bedste udenlandske ya-bog
Som jeg skrev ovenfor er det ikke blevet til så meget ya, som jeg plejer at læse, men der har nu sneget sig et par titler med på listen alligevel. ”Sådan lærer du at danse” af Nicola Yoon er blevet mit valg til årets bedste udenlandske ya-bog. Nicola Yoon skriver medrivende og hjertevarme ya-bøger og ”Sådan lærer du at danse” er også i den kategori. Det er en historie om at tro på sig selv, om at kærlighed finder en når man mindst venter det og at den er værd at kæmpe for. Det er en virkelig skøn historie.

Årets bedste danske fantasy
Uh det var svært at vælge her. Der er virkelig udgivet meget godt dansk fantasy i år. Altså, ”Kaldet fra fortiden” af Nathali og Bettina Liane, ”Skyggespil” af Julie Midtgaard, ”Genkendelsen" af Pernille Neergaard og mange flere. Men jeg må kun vælge én og det har jeg gjort. Mit valg er faldet på ”Natskygge” af Gry Kappel Jensen. Jeg har valgt den fordi den tog mig igennem hele følelsesregisteret. Jeg grinte og jeg græd. Jeg kunne slet ikke slippe den igen da jeg først var gået i gang og det er i sandhed en storslået finale. Snyd ikke dig selv for Grys ”Rosenholm”-trilogi – det er virkelig godt. Bare ja, virkelig godt.

Årets bedste udenlandske fantasy
Som med Grys ”Natskygge” tog mit valg af årets bedste udenlandske fantasy mig også igennem hele følelsesregisteret. Jeg ved efterhånden at Sarah J. Maas er en formidabel historiefortæller og det slår hun igen fast med ”House of Earth and Blood” (første del i ”Crescent City”-serien). Jeg grinte, jeg rødmede og jeg tudbrølede til den her bog. Det er virkelig sjældent at jeg græder så meget til en bog, men for filan da. Jeg glæder mig til at genlæse den i forbindelse med at bind to udkommer til februar, og jeg forventer at blive ligeså rørt anden gang som jeg blev første gang. Jeg elsker den – også selvom den knuste mig flere gange.

Årets bedste danske roman (voksen)
”Vølvens vej – Snehild” af Anne-Marie Vedsø Olesen er mit valg til årets bedste danske roman for voksne. Selvom det også er fantasy, har jeg valgt den til denne kategori, for det er en voksenroman. Det er en storslået historie om Snehild, der er på vej til at blive vølve, men må gå så grueligt mange ting igennem på vejen dertil. Det er en historie om hvor langt mennesker vil gå for magt. Udover at være en spændende historie, er den skrevet i et sprog hvor der er kælet for alle detaljer og sanseindtryk. Det er sjældent at jeg har haft så intens en læseoplevelse. Jeg glæder mig meget til at læse mere om Snehild.

Årets bedste udenlandske roman (voksen)
Jeg vil lige slå fast at jeg først ville have valgt Anthony Doerrs ”Byen i skyerne” her, men så skiftede jeg mening. Ikke fordi ”Byen i skyerne” ikke var titlen værd, for det er den, men jeg synes faktisk at ”Highfire” fortjener den mere. Jeg var vild med ”Highfire” fra første side, hvor ”Byen i skyerne” lige skulle løbes i gang. Samtidig elskede jeg humoren og karaktererne i ”Highfire” mere. Jeg glæder mig til at se filmatiseringen og jeg håber at den kan leve op til bogen.

Årets bedste tegneserie
Som jeg startede med at skrive har jeg fået læst mange tegneserier i år, derfor var det også svært at vælge en til årets bedste. Jeg har dog besluttet mig og selvom der var mange kandidater, er mit valg faldet på Cyril Lierons ”I hovedet på Sherlock Holmes – Den skandaløse billet, del 1”. Jeg tror ikke jeg har nogensinde har læst en så gennemført, detaljeret og spændende tegneserie. Alting går virkelig op i en højere enhed og det hele spiller. Jeg er vild med illustrationerne og at der er så mange spor og detaljer i dem, som bidrager til historien. Det er virkelig et mesterværk.

Årets bedste bog
Nå, hvordan kan jeg så finde en bog ud af de 415 bøger, som bare er den bedste? Det har bestemt heller ikke været nemt, vil jeg indrømme.

Jeg har valgt en bog som har været utrolig spændende at læse. Som jeg på den ene side ikke rigtig orkede at gå i gang med, men på den side var jeg alt for nysgerrig til at lade være. Jeg har valgt en bog, som fik mig til at grine og som i den grad også fik mig til at tude. En som, selv nu, giver mig en klump i halsen.

For mig er årets bedste bog ”Kingdom of Ash” af Sarah J. Maas. Jeg nød virkelig at læse ”Throne of Glass”-serien sammen med Michelle og mange af jer andre i år, og da vi nåede til ”Kingdom of Ash” var jeg på den ene side virkelig træt af serien, samtidig med at jeg ikke var klar til at sige farvel til de fantastiske karakterer som jeg var kommet til at holde så meget af. Som jeg skrev ved ”HOEAB” formår SJM at skrive så man kommer alle følelser igennem. Hun er en fænomenal historiefortæller og jeg er imponeret over hendes iderigdom. ”Throne of Glass” er en serie jeg længe har villet læse og nu har jeg gjort det. Endda på engelsk og det er jeg stolt af.

Læseåret 2022
Hvad kommer jeg så til at læse i 2022? Forhåbentlig får jeg tygget mig igennem de anmeldereksemplarer der har hobet sig op henover efteråret og vinteren. Det kunne være dejligt at komme af med den dårlige samvittighed, men nu må vi se hvad verden byder på. Jeg er dog sikker på at 2022 nok skal blive fyldt med en masse fantastiske og spændende læseoplevelser.

Der er ikke så meget andet at sige fra mig, end tak for i år.

Tak fordi I igen har fulgt med, både her på bloggen og på Instagram.

Tak til forfatterne for alle de skønne læseoplevelser.

Tak til forlag for anmeldereksemplarer.

Tak til jer derude der læser mine anmeldelser. 

Tak for i år!

Benni Bødker; Grimyrk [Anmeldereksemplar]

Benni Bødker; Grimyrk [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Eventyret om en lille nisse der rejste til verdens ende (og blev en helt).

Dybt inde i skoven pusler det med liv. Du vil sikkert ikke lægge mærke til det. Du ville bare se et gammelt, udgået træ eller en græsbevokset høj. Men herinde vrimler det med underjordiske. Her lever nisserne.

Ketil er en af dem, og han holder mest af at sidde med sine gamle bøger og passe sig selv og sin ugle. Men når eventyret og faren banker på, må selv en fremdelig nisse drage af sted ...

Benni Bødker og John Kenn Mortensen er et match made in Heaven! Jeg har læst flere bøger af dem begge og når de slår pjalterne sammen opstår der virkelig sød musik.

Denne gang er det i form af en fantastisk og storslået historie om en lille nisse, Ketil, der skaber sin egen skæbne og bliver en stor helt. Det er næsten ren Hobitten og så alligevel ikke. Selvom det er en fantastisk rejse den kære Ketil kommer på - præcis som den rejse Bilbo kommer på.

Sproget er som vi kender det fra Bennis andre bøger, detaljeret, levende og han formår at skabe livagtige personer og stemninger. Som læser kan vi sagtens sætte os ind i Ketil og de andre nissers følelser og tanker omkring at skulle bevæge sig væk fra deres trygge rammer. For udenfor deres kendte skov er verden stor og fyldt med farer.

Som altid skaber John Kenn Mortensens illustrationer en stemningsfuld setting og i ”Grimyrk” er de ikke så uhyggelige som de normalt er, og dog lidt alligevel. De sort/hvide illustrationer underbygger i hvert fald Benni Bødkers skrevne ord på fineste vis og er med til at gøre hele bogen til et helstøbt og gennemført værk.

Der er kælet for detaljerne, både indeni og udenpå og bogen nærmest tigger om at blive læst. Har du børn på 8-9 år og opefter, kan denne sagtens komme på listen over højtlæsningsbøger I skal have læst. Ældre børn kan sagtens læse den selv og så låne den til deres forældre bagefter – eller måske skal barn og forælder buddy-læse den? Det her er nemlig den slags bog der kan nydes af både store og små.

Tak til Corto for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Corto
Udgivet i: 2021
Antal sider: 249
6 ud af 6 stjerner

Juan Díaz Canales; Blacksad - Det store samlebind [Anmeldereksemplar]

Juan Díaz Canales; Blacksad - Det store samlebind [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Privatdetektiven John Blacksad er en god kat, der forsøger at gøre det rette i en ond verden, hvad enten sagen handler om en myrdet filmstjerne, en kidnappet lille pige eller stjålne atomhemmeligheder.

Ikke overraskende mener mange, at han stikker snuden i ting, han burde være klog nok til at holde sig fra. Én ting er dog sikker: Blacksad får brug for alle sine ni liv i jagten på sandheden.

Blacksads verden er efterkrigstidens USA i en film noir-miljø befolket af mennesker i dyreskikkelser, hvis art afspejler deres personligheder og roller i historien. Racisme, politikorruoption og politiske rævekager hører til dagens orden.

Åh John Blacksad, hvor ville jeg ønske at jeg levede i din verden. Altså ikke fordi jeg vil være en del af din portefølje at sager, men fordi du har en fed humor, en storslået beskyttertrang og så er du ikke værst at se på … altså af en kat at være …

Nåh, øhm, jo. Jeg har læst historierne om detektiven John Blacksad mange gange og nu er de første fem (der er flere på tegnebrættet – jubii!) udgivet i dette lækre samlebind. Udover de fem kendte historier, er der også nogle små 1-sides historier samt skitser bagerst i bogen.

Blacksad-historierne er kriminalhistorier sat i et univers hvor alle er dyr – både med menneskelige og dyre karaktertræk. Blacksad er en kat: snu, kløgtig, god hørelse, vil kæmpe for overlevelse og muligvis med 9 liv. Kommissær Smirnov er en schæferhund med næse for hvem man kan stole på og et stort retfærdighedskompas. Tingene harmonerer og passer sammen, det kan jeg godt lide.

Derudover er alle historierne virkelig spændende. Lige fra Blacksad ex-kæreste der bliver myrdet, til de hemmelige atomkoder der skal sendes til fjenden. I alle historier pilles der ved moral og etik. Er det en god handling, hvis den gør folk ondt? Også selvom det er de onde den rammer? Hvor langt ud kan ”almindelige dyr” komme, blot for indse at de undervejs har krydset en etisk grænse?

Historierne er sublime. De er spændende, medrivende og troværdige – selvom det er dyr og ikke mennesker. Jeg elsker Blacksad og jeg glæder mig meget til at læse de næste kapitler i hans liv.

Tak til Cobolt for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Cobolt
Original titel: Blacksad - LÍntégrale
Udgivet i: 2021 (på fransk og dansk)
Antal sider: 308
6 ud 6 stjerner

Kristine Sloth; Strik på budget [Anmeldereksemplar]

Kristine Sloth; Strik på budget [Anmeldereksemplar fra Alpha]

Bagsidetekst:
Alt fra nemme huer og sokker til veste og sweatre, der alt sammen kan strikkes til gode priser og med sans for kvalitet.

"Strik på budget" indeholder et udvalg af Kristine Sloths mest populære opskrifter fra YarnJunkies.dk samt helt nye opskrifter udviklet specielt til bogen. Opskrifterne er mærket efter sværhedsgrad, og der er både opskrifter til den absolutte begynder og til den mere øvede strikker, der er klar til at kaste sig ud i lidt større projekter.

"Strik på budget" er en god inspirationsbog til dig, der gerne vil lave dit eget tøj og skabe din helt egen unikke garderobe. Bogen indeholder en gennemgang af de mest basale strikketermer, og Kristine giver gode tips til indkøb af garn og udstyr, så alle kan komme godt fra strikkestart. For Kristine er det at strikke nemlig ikke kun en billig både at blive smart på, men også en genvej til psykisk velvære.

Jeg må være helt ærlig her, chancen for at jeg kommer til at strikke er ret lille - i hvert fald så længe jeg har små børn, tonsvis af bøger der skal læses og andre projekter der tager min tid. Jamen Line, hvorfor har du så sagt ja til at anmelde en strikkebog? Jo, for jeg har fulgt Kristine i lang tid - vi havde faktisk besøg af hende på mit arbejde for mange år siden. Jeg har fulgt med så længe, at jeg lagde mærke til da hun ”forsvandt” og da hun langsomt kom tilbage.

Hun fortæller om sit stressforløb i ”Strik på budget”. For det at strikke blev faktisk hendes pusterum. Hendes frirum og det synes jeg er virkelig inspirerende. Hun fortæller åbent om hendes kamp både stress, depression og angst. Og om at hun stadig kæmper med det. Selvom hun er tilbage i ”medierens søgelys”, kæmper hun stadig, men hun snakker åbent om det, og det tror jeg er en stor inspiration for rigtig mange der kan stå i samme situation.

Jeg må hellere sige lidt om strikkeopskrifterne også. På min bestilling, har min mor faktisk strikket to af tingene, ”Frederikke sweateren” og ”Betty vesten” og jeg er virkelig glade for dem. Hun har altid strikket, men hun synes det var en fin detalje at der var videoklip (på YarnJunkies.dk) af hvordan man skulle gøre. Jeg kan også godt se at opskrifterne er forståelige og der er et helt introforløb med ret- og vrangmasker, oppefra og ned eller nedefra og op og så videre. Selvom jeg ikke strikker, føler jeg alligevel at jeg har en lidt bedre forståelse for det.

Så udover at være en bog fyldt med lækre strikkeopskrifter, der næsten giver mig lyst til at begynde at strikke, er det også et indblik i hvordan livet med stress er. At man – jer derude der har det – ikke er alene med det. At det er vigtigt at italesætte, så vi kan hjælpe hinanden igennem de svære tider. Det er faktisk en ganske glimrende bog.

Tak til Alpha Forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alpha
Udgivet i: 2021
Antal sider: 131
5 ud af 6 stjerner 

J. K. Rowling; Julegrisen

J. K. Rowling; Julegrisen

Bagsidetekst: 
Jack har haft sin elskede tøjgris, Lille Gis, så længe han kan huske. Lille Gis, også kaldet LG, har fulgt ham i tykt og tyndt - indtil den juleaften, hvor det frygtelige sker: LG bliver væk! Jack er knust, og det hjælper slet ikke, at han får et erstatningstøjdyr ved navn Julegrisen.

Men juleaften kan der heldigvis ske mirakler, og Julegrisen viser sig at have en fantastisk plan. Sammen begiver de to sig ud på en hæsblæsende, magisk rejse til Det Tabtes Land. I denne underfulde verden skal de forsøge at redde Jacks allerbedste ven fra den rædselsvækkende og legetøjsknusende Taber.

Da jeg fik den her til udarbejdelse af lektørudtalelse klappede jeg i mine hænder – nogle gange må man godt have lov til at være heldig.

”Julegrisen” er historien om Jack der skal ud på en farefuld færd for at redde sin bedste ven, bamsen LG (Lille Gis – for da Jack var lille, kunne han ikke sige Lille Gris). LG har været hans bedste ven gennem forældrenes skilsmisse, skoleskift og da moren får en ny kæreste. Stedfaren har en datter, Holly, som Jack til at starte med synes er mega sej, men efterhånden kommer der knuder på tråden. Op til jul bliver det for meget og Holly smider LG ud af vinduet mens de kører på motorvejen. Jacks verden falder fra hinanden og selvom Holly køber en erstatning, Julegrisen, er det ikke det samme.

Men! Siden det er jul og miraklernes tid, får Jack chancen for at få LG tilbage. Sammen med Julegrisen tager han til ”Det Tabtes Land” for at redde LG – men rejsen er fuld af fare og tiden er knap. Undervejs kommer de ud for mange farer og tiden går. Men Jack lærer også noget om sig selv og ikke mindst sit forhold til LG og Julegrisen.

Jeg ved godt at Rowling er i modvind, men hun kan altså noget med ord og magiske fortællinger. ”Julegrisen” er en skøn historie. Den er velskrevet og man får en klump i halsen flere gange undervejs. Som voksen virker det måske fjollet at være så knyttet til en bamse, men som mor kan jeg godt forstå det. Min lille dreng er meget glad for sin bamse og jeg kunne sagtens se hvordan han ville reagere hvis hans bamse forsvandt. Jeg er sikker på at han også ville blive meget ked af det og parat til at tage ud og finde ham.

Historien er udover at være godt skrevet, også krydret med virkelig flotte illustrationer, der lige giver det ekstra til historien. Det er en historie der ikke behøver læses op til jul, den kan læses hele året. Den kan bruges som højtlæsning fra 6-7 år og selvlæsning fra 10.

Bogen er modtaget i forbindelse med udarbejdelse af lektørudtalelse.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: The Christmas Pig
På dansk ved: Charlotte A. E. Glahn
Udgivet i: 2021 (på engelsk og på dansk)
Antal sider: 310
6 ud af 6 stjerner

Jakob Leth; Kapløbet om jættekvindens våben og De dødes skib [Anmeldereksemplar]

Jakob Leth; Kapløbet om jættekvindens våben og De dødes skib (Når runesten revner, #1 og #2)[Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst på "Kapløbet om jættekvindens våben":
I tusind år har freden mellem jætternes, gudernes og menneskenes verdener været sikret af murene imellem dem. Murene er dog begyndt at smuldre, og genforningen af de tre verdener er nu tættere på end nogensinde før. En altomfattende krig lurer, hvor solen vil slukkes, jorden vil brænde og alle vil dø. Ragnarok, kort fortalt. Alt dette ved Jonas ikke noget om. Det eneste, han ved, er, at Freja, den nye pige i klassen, er den flotteste pige, han nogensinde har set. Freja er dog ikke den, hun giver sig ud for at være, og snart er Jonas og hans ven Omid viklet ind i et kapløb, som de knap nok forstår meninge med med. Et kapløb, der skal forhindre genforeningen og redde verdenerne. Et kapløb, hvor de skal kæmpe mod fanatikere og monstre. Et kapløb om jættekvindens våben.

Ok, indrømmet – jeg har haft den her (altså bind et) til at stå i et godt stykke tid, og jeg var virkelig ambivalent for at skulle gå i gang. Jeg ved godt at man ikke skal dømme en bog på dens cover og jeg undskylder meget, men forsiden til første bind er simpelthen gyselig. Farvespil, personer, komposition. Ja, det hele faktisk. Puha. Bind to er lidt bedre, men stadig ikke sådan at jeg jubler. Undskyld!

Samtidig er der noget med sproget. Jeg ved ikke om der ikke er læst korrektur på dem, men der er nogle steder hvor det halter – og ja, jeg ved godt at jeg er ældre end målgruppen (12-14 år), men derfor må sproget gerne være i orden. Jeg synes heller ikke vi kommer tæt nok på hovedpersonerne, Jonas og Omid – jeg ville gerne have haft lidt mere kød på dem. De føles lidt som om de er bipersoner i deres egen historie og jeg blev aldrig rigtig investeret i dem.

Men! Når det så er sagt, så er det to meget spændende og medrivende fortællinger om nordisk mytologi, om Ragnarok, om skæbneveje, venskaber og jalousi. Spændingen stiger støt jo længere ind i historien vi kommer og jo flere (dårlige) valg vores hovedpersoner træffer. Især i bog to, ”De dødes skib” kommer Jonas og Omids venskab virkelig på prøve og det minder næsten om da Harry og Ron bliver uvenner og har svært ved at tilgive hinanden.

Hvis man er til spænding, nordisk mytologi og en tempofyldt historie, kan man godt sætte ”Når runesten revner” på listen – man skal ikke lade sig narre af coveret, historien indeni er faktisk ganske glimrende – hvis man ser bort fra skønhedsfejlene, påpeget ovenfor. Måske eventuelle nye udgaver, kunne få en flottere forside?

Tak til forfatter for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Mellemgaard
Udgivet i: "Kapløbet om jættekvindens våben" i 2019 og "De dødes skib" i 2021
Antal sider: "Kapløbet om jættekvindens våben" har 221 sider og "De dødes skib" har 280 sider
4 ud af 6 stjerner samlet

Paula Hawkins; Som en langsom ild [Anmeldereksemplar]

Paula Hawkins; Som en langsom ild [Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Bagsidetekst:
Hvor længe kan en hemmelighed ligge og ulme, før den bryder ud i flammer?

En ung mand findes brutalt myrdet på en husbåd i London. Hvem myrdede ham og hvorfor? Miriam bor på husbåden ved siden af og ved af bitter erfaring, hvor let det er at havne på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Den unge enspænder Laura er blevet set ved kanalen med blod på tøjet. Hun bor alene og kæmper med et voldsomt temperament. Carla er tynget af en altfortærende sorg, og både hun og hendes succesfulde eksmand bor tæt ved kanalen.

Alle er de formet af tragiske begivenheder i deres fortid, men er en af dem i stand til at slå ihjel?

En ung mand findes myrdet på en husbåd i London. Umiddelbart står politiet uden spor, men langsomt begynder der sig at tegne et billede af frygtelige familie hemmeligheder.

Som historien langsomt skrider frem, bliver vi bedre bekendt med tre meget forskellige kvinder, Laura, Miriam og Carla. Laura har været sammen med offeret kort inden han blev myrdet, Miraim var kvinden der fandt ham og har også set Carla besøge ham. Carla er i familie med offeret og føler en trang til at beskytte ham, men hvor godt kendte hun ham egentligt? Samtidig har Miriam et indædt had til Carlas eks-mand, fordi han har stjålet hendes historie. Mens Laura er en utilpasset ung pige, der mest af alt nok var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Historien fortælles i et detaljeret og stemningsfuldt sprog og selvom der ikke er meget aktion i den, bliver man som læser indfanget af netop stemningen og de små brødkrummer vi får undervejs. Hvem gjorde det? Tja, det ved man ikke før til sidst og så er sagen måske alligevel ikke helt lukket. Men forfatteren skildrer kvindernes både indre og ydre kamp på en fascinerende måde og vi føler med dem alle - på forskellige måder.

"Som en langsom ild" er en interessant historie om hvad mennesket er villig til at gøre for at beskytte dem de elsker, hvilket ikke nødvendigvis er gode ting. Det er en historie om at overleve og om at finde tilbage til livet efter en stor og ubærlig sorg. Men også om hvor langt nogle vil gå for at beskytte sig selv - sågar endda begå mord.

Tak til Gyldendal for (uopfordret) anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: A Slow Fire Burning
På dansk ved: Signe Lyng
Udgivet i: 2021 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 361
4 ud af 6 stjerner

Simon Zander; Inden det blå lys falmer [Anmeldereksemplar]

Simon Zander; Inden det blå lys falmer [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Med blåkraften følger overmenneskelige evner, pligten til at forsvare den sidste by i verden og et liv i luksus. Men det er også en dødsdum. Fra du får den, er der præcis ét år til, at du skal dø.

16-årige Noël bor i Grå Zone, den fattige del af Azrone. Han drømmer om at få den berømte blåkraft, at blive hædret og gøre en forskel. Men blåkraften er forbeholdt de, der er så heldige at bo i Blå Zone.

En dag sker det utænkelige, og Noël har kun 365 dage tilbage at leve i. Var drømmen om blåkræften overhovedet værd at stræbe efter? Eller var det kedelige, trivielle liv at foretrække?

Nedtællingen er begyndt.

Dette er en i den grad velfungerende og spændende debutroman. Det er dystopisk fantasy og menneskehedens moral er sat på spidsen. Jeg kan rigtig godt lide det univers som forfatteren har bygget op – ikke forstået sådan, at jeg gerne vil bo der, men at det er godt gennemtænkt og skruet sammen. Det fungerer godt sammen med den historie der fortælles. Historien om Noël med de store drømme om at kunne gøre en forskel, men måske ikke helt når det kommer til stykket.

Historien er fortalt i forholdsvis korte kapitaler, som hver starter med en nedtælling til hvornår Noëls tid rinder ud – hvilket til tider gør handlingen ret kompakt, da der nogle gange sker meget på kort tid, mens der andre gange springes meget i tid. Især den sidste fjerde del er meget tempofyldt, fordi der sker rigtig meget på meget kort tid … tiden er ved at løbe fra Noël.

Lige præcis der, synes jeg måske det bliver lidt for forhastet. Jeg kan godt se at det er med til at skabe et højt tempo og som læser sidder man nærmest og bliver forpustet, men jeg ville måske have ønsket at der var lidt bedre tid til sidst, da der et langt stykke hvor tiden bare går uden at vi hører om hvad der sker.

Sproget har et godt flow og da jeg først var gået i gang havde jeg svært ved at slippe den igen. Måske netop pga. den konstante nedtælling. Vi vil vide hvad der sker. Hvad Disciplene skjuler – og jeg kan afsløre (uden at spoile) at jeg var meget chokeret over at finde ud af hvad de egentlig er ude på! Godt tænkt der, Simon!

Noël er homoseksuel, men det fede er, at der slet ikke bliver kigget skævt til ham af den grund. Som jeg læser det, er det fuldstændig accepteret at han er det og selv da han kommer til ”Blå Zone”, er der ingen der lader sig mærke af det. Det var egentlig ret forfriskende. For selvom Noëls følelser og kærlighedsliv fylder en del, er det meget naturligt at han er homoseksuel. Det var i hvert fald ikke noget jeg undrede mig over.

Jeg kunne derimod ikke helt se hvorfor det var nødvendigt at gøre Ace til en ”hen”-person – jeg opfattede det ikke i starten, men først efter et par sider gik det op for mig. Jeg manglede lidt præsentation af hvordan Noël så hurtigt kunne regne det ud, for det bliver ikke præciseret af nogen anden - og som jeg undrede mig i hvert fald, over at det var nødvendigt. Det ændrede ikke ved min opfattelse af historien af Ace var en ”hen” og ikke en han/hun. Jeg håber virkelig ikke at jeg støder nogen ved at sige sådan – det er i hvert fald, på ingen måde min hensigt!

Jeg synes Simon har skrevet en kanon god debutroman! Den er velovervejet, spændende og medrivende. Den sætter tankerne i gang – for ville man virkelig gerne gøre en forskel, hvis det var ensbetydende med at man skulle dø efter ét år? Det er jeg ikke så sikker på at jeg ville. Samtidig viser den også at kærlighed og venskab, er stærke kræfter, man ikke skal undervurdere.

Tak til forfatteren for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Petunia
Udgivet i: 2021
Antal sider: 367
5 ud af 6 stjerner

Anne-Marie Vedsø Olesen; Vølvens vej - Snehild [Anmeldereksemplar]

Anne-Marie Vedsø Olesen; Vølvens vej - Snehild [Anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof]

Bagsidetekst:
Snehild kommer til verden midt under en blodig krig. Hendes mor flygter gennem skovene og videre til Himlinge, hvor Snehild vokser op. Da byens magtfulde ypperstepræstinde Ragnfrid får mistanke om, at Snehild har evner, der overgår hendes egne, beslutter hun, at Snehild må skaffes af vejen.

Anne-Marie Vedsø Olesens nye serie "Vølvens vej" er inspireret af nordisk mytologi og udspiller sig i jernalderen i Danmark. En medrivende fortælling om stærke kvinder, blodhævn, skæbne og gudernes gunst fra en tid, hvor lidenskab og ære bestemte slagets gang.

Så for den. Fantasy for voksne. Fantasy der handler om den nordiske mytologi - for voksne. Det er ikke hver dag jeg støder på sådan noget. Jeg må dog også indrømme at jeg læser mest ungdomsfantasy, men jeg elsker nordisk mytologi og var meget fascineret af, først forsiden på denne bog, og herefter den utrolig intense historie.

For selvom Snehild og andre af karaktererne er unge (teengere), kan jeg sagtens mærke at det ikke er en børne- eller ungdomsbog. Historien er kompliceret og detaljeret. Sproget er virkelig stemningsladet og intenst. Selvom bogen er på over 400 sider, er handlingen ikke tempofyldt. Der er derimod brugt lang tid på at kæle for detaljerne. Lige fra beskrivelserne af naturen, af blomster og årstidernes skiften, til Snehilds syner. 

Bogen er ikke kun en fortælling om forvandlingen en pige går igennem, når hun går fra at være barn, til ung kvinde. Det er også fortællingen om en vølves voksende kræfter. Om de prøvelser hun må stå igennem for at få indsigt og evnerne til at styre synerne. Derudover er det også en historie om politik og magtspil. Om løgne og intriger. Om broderkærlighed, der bliver til had. Om mænd og kvinders begær og drømme. Det er en uhyre velkomponeret historie, der kapitel for kapitel vokser i styrke. 

Hvis man kender lidt til sin nordiske mytologi, vil man kunne genkende mange af de gamle historier. Fx historien om Bygmesteren, der byggede muren rundt om Asgård og håbede at få Freja som belønning - det endte jo desværre ikke så godt. Vi møder også jættekvinden Hyrrokin, der bor i en jernskov sammen med sine børn - Hate, Månegarm og Skoll. Vi bliver også introduceret for nornerne og de styrker - og svagheder - de har.

Jeg er imponeret over hvor godt det hele spiller sammen og at det går op i en højere enhed. For det gør det virkelig. Det er en medrivende historie, der langsomt kryber under huden på læseren. Jeg blev indfanget af stemningen, af sproget og spændingen der langsomt, men sikkert, bygges op. En ting er helt sikkert; jeg glæder mig til at læse videre!

Tak til Lindhardt & Ringhof for (uopfordret) anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Udgivet i: 2021
Antal sider: 416
6 ud af 6 stjerner

Leigh Bardugo; Når ulve hersker [Anmeldereksemplar]

Leigh Bardugo; Når ulve hersker (King of Scars, #2) [Anmeldereksemplar fra Carlsen Puls]

Bagsidetekst:
Dæmonen i Nikolai tørster efter at slippe fri og gå amok på Ravkas fjender. Det kan ændre krigens gang, men Nikolai ved, at prisen for at afsløre sin dystre skygge for omverdenen kan blive for høj.

Dragen i Zoya længes efter, at hun åbner "døren" for den, så hun kan forenes med dens kræfter og evner. Men Zoya ved, at når først hun finder nøglen til denne "dør", vil intet være som før!

Døden er Ninas faste følgesvend, og de er ligefrem på god fod med hinanden. Den bliver i hvert fald en afgørende partner i en strategi, der kan blive Ravkas sidste chance.

Det er tre magtfulde spillere, der gør klar til det endelige opgør med fjenden i Fjerda, da et uforklarligt mørke pludselig hærger og dræber alt på sin vej. Hvem står bag? Og hvordan overvinder man en uovervindelig kraft i et splittet rige?

Den store finale! … og så alligevel ikke, for slutningen lægger bestemt op til mere Grishaverse og jeg er SÅ klar!

Jeg havde høje forventninger til ”Når ulve hersker” og de blev på sin vis indfriet. Jeg havde forventet et finmasket net af hemmeligheder og skjulte dagsordener. At brødkrummer, jeg som læser, skulle følge og plottvist der fik mig til at vende siderne hurtigt. Alt det fik jeg også. Men alligevel manglede jeg lige det ekstra.

Jeg nød virkelig gensynet med Nikolai, Zoya og Nina. Jeg nød deres indre og ydre kampe. Deres kvaler, tab og sejre. Der er en virkelig god kemi mellem Nikolai og Zoya, og selvom Ninas historie udspiller sig sideløbende med deres, fornemmer vi alligevel tilhørsforholdet. Nina vil gøre alt for grishaerne – og hun har allerede givet mere end rigeligt. Selvom hun er knust, kan hun ikke lade være med at håbe på en bedre fremtid. En fremtid hvor hun kan tillade sig at være lykkelig. Det samme gælder for Nikolai og Zoya. De vil det samme, og så alligevel ikke – for helligere midlet målet?

Leigh Bardugo har skabt et fantastisk univers med et gennemført samfund, med magi, med sagn og myter og ikke mindst et persongalleri hvor ingen er rigtig gode og ingen rigtig onde. Selvom vi hader Mørkningen, kommer vi også til at forstå ham bedre. Selvom vi hader general Jarl Brum forstår vi også at han handler fordi han ikke ved bedre. Der er gråzoner alle steder og jeg synes det er fedt at alle, på en eller anden måde, må lide for deres sejre.

Jeg elsker dette univers og jeg håber at dette ikke var sidste gang jeg får lov til at besøge det. Om ikke andet kan jeg glæde mig til sæson to af ”Shadow and Bone” på Netflix, også selvom det ikke helt er det samme. 

Tak til Carlsen Puls for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Carlsen Puls
Original titel: Rule of Wolves
På dansk ved: Elisabeth Kiertzner
Udgivet i: 2021 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 512
5 ud af 6 stjerner

Sabaa Tahir; En himmel bag stormen [Anmeldereksemplar]

Sabaa Tahir; En himmel bag stormen (Det ulmende oprør, #4) [Anmeldereksemplar fra Alvilda]

Bagsidetekst:
Hvem overlever stormen?

De nyligt løsladte djinn skaber rædsel og kaos omkring sig. Men for Nattemageren er hævnen over hans menneskelige fjender kun begyndelsen. Ved hans side udnævner kommandant Keris Venturia sig selv til kejserinde og kræver død over alle, der vover at gå imod hende. Øverst på dødslisten er blodtornskaden og det sidste af hendes familie.

Laia af Serra har allieret sig med blodtornskaden, men sørger stadig over tabet af de to vigtigste personer i sit liv. Laia kaster sig ind i kampen for at stoppe Nattemageren og forhindre undergangen. Undervejs får hun vækket en urkraft, som kan føre hende til sejr – eller til et afgrundsdybt nederlag.

I Ventestedet forsøger Sjælefangeren Elias af glemme sit tidligere liv. Men hvis han gør det, må han også lukke øjnene for den død og ødelæggelse, som Nattemageren og hans djinn spreder omkring sig. For at holde sit løfte om at beskytte menneskenes verden må Sjælefangeren drage på en mission, der kan redde – eller ødelægge – alt, hvad han kender.

Endelig! Endelig kom sidste bind i Sabaa Tahirs storslåede fantasyhistorie om Elias, Laia og Helene. Jeg har fulgt meget med på forfatterens Instagram og set alle de kvaler som denne historie har voldt hende og det var med skælvende hænder og tilbageholdt åndedrag at jeg gik i gang med ”En himmel bag stormen”.

Det er længe siden jeg har læst ”Døden bag portene” og jeg frygtede at jeg havde glemt hvad det hele handlede om. Overordnet kom det hele ret hurtigt tilbage, men der var alligevel en del jeg lige skulle have genopfrisket og det tog lidt tid at komme ind i historien igen. Nu hvor alle bindene er udkommet, skal de helt sikkert genlæses på et tidspunkt - så man ikke behøver vente flere år på næste bind.

Jeg elsker virkelig den her serie. Jeg elsker den fordi den er så kompleks som den er. Den har så mange forskellige spor og tematikker at det næsten bliver for meget. Især "Det ulmende oprør" (bind 1) er fænomenal. Jeg kan også godt lide de andre bind, men etteren er i særklasse. Desværre synes jeg ikke at forfatteren formår at holde niveauet helt i top i dette afsluttende bind. Der er nogle ting jeg undres over - nogle valg, jeg ikke synes var nødvendige at træffe og jeg var faktisk lidt skuffet til sidst. Øv!

"En himmel bag stormen" får stadig 5 stjerner - også selvom slutningen ikke lige var som jeg havde forestillet mig den. Det er nemlig stadig en gedigen og veludført fantasyfortælling. Den er virkelig medrivende og man kæmper med alle de valg som personerne skal træffe. For der er intet der er gratis - alting har en pris, og ofte er det en ret høj pris. 

Sabaa Tahir har skabt en hel unik og særlig verden. Hun har skabt et persongalleri, der ikke udelukkende er godt og ondt - selvom visse personer er virkelig nederen. Men alle personerne er bygget op omkring de valg de har truffet og ofte har de truffet dem ud af kærlighed og med tanke på hvad der var bedst.

Det er en underligt ting at sige at jeg har nydt at lide med Laia, Elias og Helene. Jeg har fulgt med i deres sorger og i deres glæder. Jeg har heppet på dem og haft lyst til at slå dem. De har været et interessant trekløver at følge og jeg takker for eventyret. 

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: A Sky Beyond the Storm
På dansk ved: Randi Bjerre Høfring
Udgivet i: 2020 (på engelsk) og 2021 (på dansk)
Antal sider: 568
5 ud af 6 stjerner

Brit Bennett; Det der skiller os

Brit Bennett; Det der skiller os

Bagsidetekst:
Tvillingesøstrene Stella og Desiree Vignes er uadskillelige som børn. Men deres livsvalg skiller dem, og deres fælles ungdom ender i svigt og skæbnesvangre hemmeligheder. 

De enæggede tvillinger vokser op i en lille flække i sydstaterne i 1950'ernes USA. De to piger er uadskillelige, og som sekstenårige stikker de af fra byen og deres mor til New Orleans. Her opdager Stella, at hendes hud er så lys, at andre tror, hun er hvid.

Mange år efter vender Desiree tilbage med sin sorte datter til den by, hun flygtede fra. Stella har derimod slået sig ned i Californien, hvor hun lever som hvid, velhavende husmor med sin mand og datter, der ikke kender hendes fortid.

Selv adskilt af så mange kilometer og løgne er tvillingerne og deres døtres skæbner uafvendelig sammenflettede. 

Jeg har hørt virkelig mange gode ting om ”Det der skiller os”. At Michelle Obama skulle være helt pjattet med den bl.a. Det er også den anden aprilbog jeg skulle læse sammen med GoodreadsGutterne – ja, jeg er lidt bagud, men bedre sent end aldrig.

Jeg må dog indrømme at bogen ikke helt var noget for mig. Jeg har snakket med en kollega om den og vi har lidt samme holdning til den. At det er en interessant historie, men en smule rodet og lidt for uspændende.

For selvom jeg var nysgerrig efter at finde ud af hvad der skete mellem tvillingerne, Stella og Desiree, er historiens opsætning og opdeling ikke lige mig. I det første lange stykke tid er det kun Desiree vi hører fra og efterfølgende følger vi både hende, Stella og mange flere af personerne. Fortællerstemmerne flettes ind og ud af hinanden og det giver et ret rodet billede af historien. Samtidig springer vi også en del i tid og steder i USA, hvor personerne bor og lever. Måske mistede jeg overblikket fordi jeg hørte den som lydbog?

Dog er det spændende at følge med i samfundets udvikling fra 1950’erne til 1990’erne. Befolkningens syn på sorte og hvide. På deres forskellige rettigheder. Deres liv og muligheder. Jeg skulle dog vænne mig til at tvillingerne, i Mallard, blev beskrevet som sorte, mens de, udenfor Mallard, var hvide, men med rettigheder som sorte. Det var også en kende forvirrende fra tid til anden.

Ved at fortælle historien som forfatteren gør, kommer vi også virkelig tæt på hovedpersonerne. Vi lærer om Stella og Desirees forskellige typer frygt og hvad de hver især er bange for. Vi hører om de prøvelser og strabadser de bliver udsat for og hvordan de kommer igennem dem. Vi lærer deres inderste tanker at kende, og dog står jeg tilbage med en følelse af ikke rigtig at kende dem. At jeg har læst knap 400 sider og ikke rigtig lært noget. Det er en lidt spøjs følelse at stå tilbage med.

Nå, men jeg i hvert fald glad nok for at kunne give endnu en bog på listen et flueben. Bliver det her en bog jeg kommer til at anbefale andre at læse? Det ved jeg ærlig talt ikke, for jeg tror ikke det er en bog for alle. Hvis man har lyst til en anderledes læseoplevelse, der ikke foregår i noget hæsblæsende tempo. Hvis man er til karakterbåren og en detaljerig fortælling. Så jo. Hvis ikke man er til den slags, vil jeg nok sætte den tilbage på hylden.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: The Vanishing Half
På dansk ved: Juliane Wammen
Udgivet i: 2020 (på engelsk) og 2021 (på dansk)
Antal sider: 397
3 ud af 6

Line Wenzel; Den anden komponent [Anmeldereksemplar]

Line Wenzel; Den anden komponent (Academia, #1) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
New York, foråret 1929

De rivaliserende universiteter for hermetik og astronomi involveres i en omfattende skandale da byens domhus styrter sammen under indvielsen.

Hermetikereleven, Nia Himlan, bliver efter tvivlsomme kriterier udpeget til at undersøge universitets rolle i sagen sammen med astronomen, Aden Fenice. Nia er fjerdegenerations-hermetiker mens Aden er den første akademiker i sin familie.

Modstridende interesser gør efterforskningen besværlig, og det bliver ikke nemmere da endnu et universitet blander sig. Nia og Aden har meget at vinde ved at opklare mysteriet, men samtidig alt at miste, for universiteterne er mere optaget af deres status end at finde sandheden.

Jeg har kun læst en anden bog af Line og hånden på hjertet, så er den her mange gange bedre. Måske fordi jeg ikke kan mindes at have læst noget der minder om den her. ”Ritmagikeren” af Brandon Sanderson, kommer måske tættest på og det stadig ikke helt det samme.

Historien i ”Den anden komponent” er skruet virkelig godt sammen. Jeg kan godt lide at vi skiftevis følger Nia og Aden – det giver historien et dynamisk flow, samtidig med at vi lærer begge vores hovedpersoner ret godt at kende. Vi kradser lidt i overfalden når det kommer til deres følelser og tanker og jeg håber på at komme endnu dybere i de (den?) næste bind. Selvom Nia irriterede mig i starten, fordi hun bare blindt følger ordrer, krøb hun alligevel under huden på mig. For hun har jo rigelig med hjerneceller og hun kan godt tænke selv – hun skal bare lige have skubbet der gør at hun rent faktisk tør.

Samtidig er jeg pjattet med hele samfundet med hermetikere, astronomer og divinatorer. Deres forskellige skoler og uddannelser. Deres indbyrdes forhold og mistroiske væremåde overfor hinanden. Hvad ligger der til grund for det? Hvad er der sket siden de ikke kan døje hinanden? Alle forsøgene som både Nia og Aden foretager sig for at opklare mysteriet om den nedstyrtede bygning er så utrolig veldokumenterede og forklarede at man næsten glemmer at det hele bare er fiktion. Nu er jeg ikke nogen ekspert i hverken fysik, grundstoffer, stjerner osv., men det var virkelig spændende og fascinerende læsning.

”Den anden komponent” er alchemypunk – en subgenre indenfor fantasy (går jeg ud fra), lidt i stil med steampunk og så alligevel helt sin egen. Som sagt, jeg har ikke læst noget i den her stil før, men jeg er pjattet med det og jeg ser frem til at læse mere. Især fordi historien slutter, ligesom den var kommet rigtig godt i gang! Typisk.

Tak til forfatteren for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2021
Antal sider: 344
6 ud af 6 stjerner

Stine Bahrt; Kuppelbyens Hemmelighed

Stine Bahrt; Kuppelbyens Hemmelighed (Urværkerne, #1)

Bagsidetekst:
Jeg ligger på ryggen i græsset og studerer mit værk, en lille kobberfugl med blågrønne vinger og en elegant nøgle til at trække den op med. Urværksfuglen flyver over mit hoved. Den pipper i takt med de klikkende tandhjul, som får vingerne til at bevæge sig. Jeg lukker øjnene og prøver at lade, som om fuglen ikke er der, at det ikke er mig, der har samlet den, og at jeg stadig er normal.

15-årige Nil bor under en gigantisk kuppel, som beskytter de sidste mennesker på Jorden mod en ødelagt verden. Befolkningen i Kuppelbyen er opdelt i evneløse og urværkere, for i Kuppelbyen er moderne teknologi bandlyst, og alt drives i stedet af mekaniske urværker. Da Nil opdager, at hun har urværksevner, må hun forlade sin familie og begynde på Urværkerskolen. Men noget er helt galt i Kuppelbyen, og snart er Nil hvirvlet ind i begivenheder, der truer det lille samfunds skrøbelige eksistens. Samtidig skal hun forholde sig til sine første svære oplevelser med kærligheden og en voksende forvirring omkring sin seksualitet.

Der er ikke meget dansk (eller oversat) steampunk og det synes jeg er synd! Det er en genre jeg bestemt synes har potentiale. Jeg forelskede mig i genren da jeg læste ”Soulless” af Gail Carriger, men der er ikke rigtig nogen serier der har været på niveau med den. Det er der så nu!

Selvom ”Urværkerne” ikke er overnaturlig på samme måde som ”Soulless” – ej eller, har personerne samme alder – men opfindelserne og iderigdommen er den samme. De skal dog ikke sammenlignes mere end det, for ”Urværkerne” er – efter min mening – en særdeles vellykket steampunk historie. Jeg er vild med Stines iderigdom når det kommer til navne, opfindelserne som bl.a. Nil opfinder og hele universet. Tankerne omkring at de sidste mennesker i verden er placeret i en kuppel for beskyttelse, sætter nogle tanker i gang hos læseren – hvorfor er de placeret der og hvad er der sket med Jorden?

Udover at være en virkelig medrivende og spændende steampunk historie, er det også en historie om at tro på sig selv. Om at, finde modet til at være tro mod sig selv og ens følelser. For Nil skal – udover at redde verden, selvfølgelig – også finde ud af om hun er til piger eller drenge, eller begge dele? Hendes følelser og tanker føles troværdige og jeg kan sagtens forestille mig at unge der går og tumler med de tanker. Samtidig er forfatterens sprog og beskrivelser levende og jeg kunne fint se det hele for mit indre blik mens jeg læste.

Dog synes jeg at trekantsdramaet mellem Nil, Dorian og Cirillia bliver lidt for meget en gang i mellem. Det bliver lidt meget tovtrækkeri – hvad vil Nil? Vil hun det ene eller det andet. Det ødelægger ikke min læseoplevelse, men der kunne godt være skruet lidt ned for det – nu må vi se hvordan det bliver i de næste bind.

Jeg glæder mig i hvert fald til at læse videre i serien og synes at det er fedt at der er god, velskrevet og spændende – dansk – steampunk, som man kan supplere alle os fantasyhungrende læsere!

Bogen er modtaget til udarbejdelse af lektørudtalelse.

Fakta:
Forlag: Krabat
Udgivet i: 2021
Antal sider: 389
5 ud af 6 stjerner

Julie Midtgaard; Skyggespil [Anmeldereksemplar]

Julie Midtgaard; Skyggespil (Dronningens Udvalgte, #1) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Alt det du gør fra nu, er en del af skyggespillet. Dem du ser omkring dig, er dine værste fjender.

Syttenårige Akela har accepteret dronning Soras tilbud om en plads ved hoffet. Her skal hun gennemføre skyggespillet; en række magiske dueller der afgør de Udvalgtes fremtid. Kun ved at udmærke sig og opnå en plads som dronningens rådgiver kan Akela beskytte sin søster og forhindre at krigen rammer deres by. Desværre er der seks Udvalgte og blot én plads i hofrådet. Mens oprørerne angriber, og bedrageriske skygger dukker op udenfor skyggespillet, optrevler Akela den royale slægts hemmeligheder. Men hvem tør hun stole på når alle bekriger hinanden i dronningens spil?

”Skyggespil” er en fortælling fra Luscuro som kan læses uafhængigt af tidligere bøger i universet. Den begynder hvor ”Sprækken til Luscuro #1: Elementprøven” slutter og kan med fordel læses forud for ”Sprækken til Luscuro #3: Elementkrigen”.

Det er ingen hemmelighed at jeg er stor fan af dansk fantasy og især en serie som ”Sprækken til Luscuro” kan noget helt særligt. Måske er det fordi den også foregår i Aalborg, fordi forfatteren er fra Aalborg eller fordi den bare er virkelig god – det er ikke til at sige!

”Skyggespil” foregår parallelt med de tre andre bøger i Julies serie om Gry og det magiske land, Luscuro. Jeg har læst de tre første bøger, men man kan sagtens læse ”Skyggespil” efter at have læst ”Elementprøven”. Jeg kunne dog godt lide at sidde og mærke at brikkerne til puslespillet falde på plads – vi får en del nye ting at vide, samtidig med at vi får genopfrisket nogle informationer også.

I ”Skyggespil” følger vi Akela efter hun er blevet udvalgt af Dronning Sora og kommet med til Sixten. Akela kæmper med at få informationerne om Sora til at gå op – langsomt går det op for Akela at Sora gemmer på frygtelige hemmeligheder og sammen med Akela afdækker vi mere og mere om dronningen.

Noget af det der er Julies styrke som forfatter, er for det første at hun har skabt et univers der er virkelig spiller. Tankerne om magien, samfundet, kongeslægt og meget mere – ja, selv de dyr der bor der, er detaljeret beskrevet og gemmeført. Derudover formår hun at skabe nogle troværdige personer, der udviser følelser og tanker, som os almindelige mennesker, sagtens kan sætte sig ind i. Tanker omkring hvem man kan stole på, hvor langt man vil gå for at beskytte dem man elsker, samtidig med at man kæmper med at føle sig utilstrækkelig. Akela føles – på samme måde som hendes fostersøster, Gry, i de andre Luscuro-bøger, som en virkelig person.

Jeg synes at Julie er vokset med sin forfatteropgave. Sprogligt fungerer historierne bedre, de flyder bedre og har et godt flow. Jeg synes det er fedt at Julie har kastet sig ud i en ”spin off” til hendes ”hovedserie” – det er ikke noget vi ser så meget herhjemme og jeg glæder mig til at læse mere om Akela, men bestemt også Gry – i det hele taget bare mere Luscuro!

Tak til forfatteren for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2021
Antal sider: 344
6 ud af 6 stjerner

Eva Munk; Dicte var her [Anmeldereksemplar]

Eva Munk; Dicte var her [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Jeg vågner med et chok af en høj lyd, der skærer igennem musikkens toner. Ser mig omkring. Værelset er bælgravende mørkt. Min nakke er øm efter at have lænet sig op ad vindueskarmen. Jeg får hurtigt tændt lommelygte-funktionen på min telefon. Rødvinsglasset ligger på gulvet. Splintret i tusind stykker. Ligesom illusionen af gymnasietiden, der langsomt brister.

Dicte og Line har været bedste veninder i ti år, og de kender hinanden bedre end nogen andre. De starter begge på gymnasiet, og fra den ene dag til den anden ændrer alt sig. Line opfører sig anderledes, end hun plejer. Dicte føler sig svigtet, samtidig med at hun føler sig afskåret fra det sociale i klassen.

Ved et tilfælde finder Dicte frem til Crash, hvor en helt ny verden åbner sig for hende. For på Crash er alle ligesom hende. Anderledes. Stedløse. Outsiders. Dicte indser, at det måske er muligt at starte forfra. Omskrive sin egen historie. Sørge for, at hun efterlader sit spor i verden ...

Selvom forfatteren ikke selv er teenager mere, formår hun at sætte sig ind i de følelser og tanker som teenagere der begynder i gymnasiet, kæmper med. Hun skriver nærværende og troværdige ya-bøger og ”Dicte var her” er sådan en slags historie. Om venskab der smuldrer og nye der opstår. Om at finde sin plads i skolen og i samfundet.

For Dicte kæmper. Ikke kun med at skulle være startet i gymnasiet, men også med presset fra forældrene – der for øvrigt nok skulle overveje en parterapeut – med at føle sig udenfor og alene. Dicte savner (ex-)bedsteveninden, Line og det de havde sammen. Men Line har forandret sig og efterladt Dicte alene. Altså indtil hun finder ”Crash” – et fristed for unge der heller ikke føler at de hører til nogen steder. ”Crash” bliver Dictes tilflugtssted, men … er det nu også et sted hvor hun burde høre til?

Jeg synes bogen fungerer et rigtig godt stykke hen ad vejen. Den er troværdig og jeg kan sagtens sætte mig ind i Dictes følelser, men for mig kammer det lidt over til sidst. Jeg forstår godt at Dicte har svært ved at bede om hjælp, men hun opsøger slet ikke nogen – hun graver sig endnu længere ind i sin egen verden og lukke alle ude. Jeg ved det kan være svært at bede om hjælp, men jeg er sikker på at hvis hun havde turde sige sandheden til Line, så havde Line også været der. Hvis hun havde sagt noget til hendes forældre, havde de været der for hende.

Til slut må jeg også indrømme at jeg var lidt træt af at høre om Lana Del Rays musik – jeg forstår godt at det er Dictes escape-musik, at den omfavner hende og alle de følelser hun har – men det bliver lidt for meget.

Men, ”Dicte var her” er en stærk, ærlig og vigtig ungdomsroman om at genfinde sin plads i livet, når den man troede man havde, bliver taget fra en. Den handler om tilgivelse og venskab. Om at alle oplever tidspunkter hvor livet gør ondt, men at vi – i fællesskab med vores nære – kommer ud igen på den anden side. 

Tak til Byens Forlag for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Byens Forlag
Udgivet i: 2021
Antal sider: 264
4 ud af 6 stjerner

Undskyld mig!

Undskyld mig, men vi er fandme (undskyld, sproget) IKKE amatører! 

De seneste par dage har artikler i bl.a. Kristeligt Dagblad skabt furore blandt bogblogger. Vi er blevet kaldt amatører, uprofessionelle, ukritiske, dilettanter og meget mere. Vi er blevet haglet ned fordi vi giver litteraturen en stemme, som den ikke får i de trykte medier. En stemme som de ”professionelle” kritikere ikke mener vi burde have, fordi vi netop ikke have nogen faglig baggrund til at kunne udtale os om bøger, litteratur og skrive anmeldelser. 

Hvad er det for noget fis? Har de overhovedet undersøgt hvor mange af os, bogbloggerne, der rent faktisk har en litterær baggrund? Der er mange af os der er bibliotekarer eller skolebibliotekarer, cand.mag’ere, lærere eller noget femte indenfor litteratur. Jeg ved vi er mange – så kom ikke her og sig at vi ikke kan give kritiske anmeldelser. 

Vi er ikke noget ”jerntæppe af smil”. Jovist, er det da aldrig sjovt at give en dårlig anmeldelse, men det gør vi. For det skal vi. Ellers mister vi vores troværdighed. Jeg giver ikke alle bøger 6 stjerner. Jeg kan godt komme med kritik af selv de mest hypede bøger – det har jeg gjort, og det kommer helt sikkert til at ske igen. Ikke alle bøger er for alle og det er derfor det er fedt at vi netop er så mange bogbloggere. Man vælger selv hvem man vil følge og derved blive fodret med inspiration i de genrer man holder af at læse.

Mit ord skal ikke veje tungere end de bogbloggere der ikke er bibliotekarer og lektør, i mit tilfælde. Nok har jeg måske en mere faglig baggrund end andre, men på bookstagram er vi alle lige. Vi vil alle det samme: sprede læseglæde! 

Det er mine læseoplevelser jeg vil dele med andre – det er derfor jeg er bogblogger. Det er derfor jeg bruger mange af mine vågne timer på at læse, skrive og tage billeder til både min Instagram-profil og min blog. Jeg læser fordi det er mit frirum og fordi jeg ikke kan lade være. 

Hvis jeg kunne skrive anmeldelser til en fysisk avis fyldt med børne-, ungdom- og fantasybøger (som er det jeg læser mest), ville jeg være ellevild. Det kunne da være superfedt at have et medie hvor vi kunne samle anmeldelser af den litteratur der er har svært ved at blive anmeldt i de trykte medier. For hvor ofte bliver billed-, børne- og ungdomsbøger anmeldt i avisen? Det er ikke tit det sker. Så hvis forfatterne til disse genrer skal have en chance for at blive anmeldt, er det os – bogbloggerne – der skal gøre det. Samtidig er vi til stede på de platforme hvor målgruppen til denne type bøger er. Jeg tvivler på at det er mange børnefamilier der abonnerer på fx Weekendavisen.

Så jeg bliver fandme gal når vi bliver hængt ud for at være ukritiske. For bare at ville nasse gratis bøger, fedt bogmerch og events til os. Det er ikke det vi vil! Vi vil det samme som andre kulturanmeldere: dele glæden ved et bestemt produkt. I denne henseende er det så bøger. Vi vil dele de læseoplevelser bøgerne giver os. De gode og de mindre gode. Dem der fik os til at tude og dem der fik os til at grine. Vi vil dele det hele. Det er derfor vi er blevet bogbloggere. Fordi vi ikke kan lade være. 

Kate Clayborn; Med kærlig hilsen [Anmeldereksemplar]

Kate Clayborn; Med kærlig hilsen [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Meg er grafiker i New York, og hun har den unikke, og knap så gode, vane at gemme kodede beskeder i sit arbejde. Hun får til opgave at designe Reid og hans forlovedes bryllupsprogram, men efter at have set de to sammen, er hun ikke i tvivl om, at ægteskabet vil kuldseje.

Meg kan derfor ikke dy sig og væver en skjult advarsel ind i bryllupsprogrammet - overbevist om, at ingen nogensinde vil opdage det. 

Men Reid er god til at bryde koder, og et år senere finder han Meg og forlanger at høre, hvordan hun vidste, at forholdet ikke ville holde. Meg, der selv står med en akut udfordring, øjner en mulighed: Hun mangler inspiration til en ny opgave, og måske kan Reid vise sig at være løsningen på hendes problem?

Jeg har læst et par andre forfatterens andre bøger og hun forstår at skrive hjertevarme historier der langsomt kryber under huden på læseren. Sådan er det også med Meg og Reids historie. 

I starten var jeg faktisk ikke særlig hooked på hverken Meg eller Reid. Grunden til at jeg ikke brød mig om Meg, var egentlig mest fordi jeg ikke synes det var hendes plads at blande sig - samtidig er hun lidt svær at blive klog på. Det samme gør sig gældende med Reid. I starten er han tavs og svær at komme ind på livet af - omend han har en herlig form for humor. 

Men langsomt og sikkert finder de to hinanden og en fælles forståelse for både kærlighed til andre mennesker og til en by. Meg skal forsøge at overbevise Reid om at New York er værd at elske og det fører til flere komiske og pinlige udflugter - hvilket mindede mig lidt om da Lou tager Will med på travbanen i "Mig før dig".

Så selvom Meg og Reid ikke var mine yndlingspersoner i starten, bliver de det langsomt. Som læser hepper man på dem, men man ved godt at der lurer noget under overfladen. For Reid lukker aldrig Meg helt ind og vi følger alle hendes mistanker og tvivl. Jeg havde ikke regnet grunden ud og det var rart at blive taget på sengen.

"Med kærlig hilsen" er en skøn, hjertevarm og humorfyld historie om kærlighed, om ønsket om et lykkeligt liv og om at nørde koder og matematik. Jeg ville dog ønske at der havde været billeder af alle de fine skilte som Meg og Reid finder sammen, samt Megs tegninger - dem ville jeg gerne se i virkeligheden. 

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: Love Lettering
På dansk ved: Dorte Andersen
Udgivet i: 2020 (på engelsk) og 2021 (på dansk)
Antal sider: 433
5 ud af 6 stjerner

Sarah J. Maas; Kingdom of Ash

Sarah J. Maas; Kingdom of Ash (Throne of Glass, #7)

Bagsidetekst:
The final battle is here.

Aelin Galathynius has risked everything to save her people . but at a tremendous cost. Locked in an iron coffin by the Queen of the Fae, Aelin must use all her fiery will to endure the torture inflicted upon her. If she yields to Maeve she will doom everyone she loves, but her resolve is beginning to unravel ...

With Aelin imprisoned, her friends must go on without her. Some bonds will deepen, while others will be severed forever. But as destinies weave together at last, all must unite as Aelin fights to save herself - and the promise of a better world.

Den store finale! Åh hvor har jeg været ambivalent ved at gå i gang med den her bog. Jeg frygtede at sige farvel til alle disse fantastiske karakterer, som jeg er kommet til at elske ufattelig højt, men samtidig kunne jeg også mærke at nu trængte jeg til at få en afslutning på Aelin og de andres mange prøvelser.

Jeg har været bagud i læseplanen hele august, men i fredags havde jeg en hel dag hvor jeg kunne få indhentet en del. Jeg havde ikke regnet med at få den læst færdig, men jeg kunne bare ikke slippe den igen. Det er sjældent jeg læser en bog, hvor jeg har følelserne siddende så meget udenpå tøjet. Jeg tror ikke jeg har tudet så mange gange siden jeg læste ”Cresent City”. Jeg har virkelig stortudet. Jeg har grint og mit hjerte har banket hårdt. Sarah J. Maas er en eminent skribent og forstår virkelig at skrive de helt store følelser.

Hvor ”Tower of Dawn” lidt var en ørkenvandring, var det her hæsblæsende læsning. Det er dog irriterende at der flyttes fortællervinkel så ofte – jeg ville gerne bare være blevet ved Aelin eller Dorian og Manon. Men samtidig er det med til at man bare vil læse et kapitel mere og et mere og et mere og …

Jeg frygtede for det store slag mod Maeve og Erawan og det gik slet ikke som jeg havde forventet. SJM forstår virkelig at opbygge spænding til aller sidste åndedrag og gemme hemmeligheder der først afsløres til sidst. Det er fedt.

Jeg er imponeret over at SJM kan holde tungen lige i munden med alle de tråde der skal bindes sammen til sidst, alle de skæbner der skal flettes sammen og alle de små brikker der skal blive til det store puslespil. Personer og informationer vi mødte og hørte om i de første bøger, bliver vigtige nu og det er virkelig et vildt projekt.

Sarah J. Maas er en gudsbenådet forfatter. Hun kan skrive så man både græder, griner og krummer tæer. Hun kan skrive karakterer som man elsker af hele sit hjerte og som man indædt hader. Hun har givet liv til Rhysand, Feyre, Cassian, Nesta og mange andre fantastiske personer i ”A Court of Tornes and Roses” og hun har gjort det samme med Aelin, Rowan, Dorian, Manon, Chaol og alle de andre. Tak for endnu et storslået eventyr!

Fakta: 
Forlag: Bloomsbury
Udgivet i: 2018
Antal sider: 980
6 ud af 6 stjerner

Marissa Meyer; Cinder

Marissa Meyer; Cinder (Lunar krøniken, #1)

Bagsidetekst:
Søstrene fik smukke kjoler og fine festsko, men Askepot havde kun en snavset særk og sko af træ.

Cinders plejemor stak hånden frem og pillede ved den ufærdige søm på Pearls ærme. ”Jeg er ligeglad med, hvordan du reparerer svæveren, bare du får den repareret inden ballet – og gør det billigt. Den skrotbunke skal ikke optage dyrebar parkeringsplads.”

Cinder stak hænderne i baglommerne. ”Vil det sige, at hvis jeg reparerer svæveren og skaffer en kjole, så må jeg rent faktisk komme med i år?”

Adris læber snerpede lidt sammen i mundvigene. ”Det ville være et sandt mirakel, hvis du fandt noget passende at tage på, som kan skjule dine …” hendes blik gled ned på Cinders støvle ”… særpræg. Men ja, hvis du reparerer svæveren, kan du vel godt få lov at tage med til ballet.”

Mennesker og androider trænges i de larmende gader i New Beijing. En dødelig pestsygdom hærger kejserdømmet, og befolkningen overvåges af det hensynsløse månefolk, lunarerne. Trods alle vanskeligheder afholder den flotte prins Kai det dårlige bal på slottet, og han ønsker, at Cinder skal deltage som hans særlige gæst. Men prinsen ved ikke, at Cinder er cyborg, og at hun har en farlig fortid.

Dette er en af de bøger der har stået rigtig længe på min bogreol. Da den udkom i 2016 var hypen stor, men jeg kom bare aldrig rigtig til den – desværre. Jeg har så efterfølgende fundet ud af at sidste bind i serien ikke er oversat – så hvis jeg vil have slutningen med skal jeg læse den på engelsk. Men, den tid den sorg – jeg skal jo lige have læst bind to først.

”Cinder” er en højteknologisk sci-fi udgave af ”Askepot”. Så kort kan det siges. Cinder er dog langt fra hjælpeløs og ynkelig som Askepot er – tværtimod er hun en cyborg, der kan fikse alting og som måske er endnu mere værd end hun lige går og tror. I hvert fald mere værd end den onde stedmor går og tror. Cinder skal hjælpe prins Kai med at lave en af hans robotter, samtidig med at hun skal finde ud af hvorfor hun ikke blev smittet med den dødelige sygdom der hærger i New Beijing.

Jeg var lidt skeptisk inden jeg gik i gang, men jeg må indrømme at jeg hurtigt blev indfanget af universet – der på nogle punkter minder meget om det i ”Rød opstand” og af Cinder, der gemmer på meget mere end man kan se med det blotte øje. Jeg kan godt lide hendes kamp om at det er ok at have følelser, selvom hun er cyborg og derfor jo er halvt robot.

Hvis man er til moderne takes på eventyr – som man også ser det i ”Skyggernes dronning” (der dog er i den noget mørkere ende af skalaen) – kan man sagtens kaste sig ud i eventyret om Cinder. De næste bind følger andre ”eventyrprinsesser”, men jeg har på fornemmelsen at Cinder er en gennemgående karakter.

Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Original titel: Cinder
På dansk ved: Louise Ardenfelt Ravnild
Udgivet i: 2012 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 366
5 ud af 6 stjerner

Pernille Eybye og Carina Evytt; Kongernes opgør [Anmeldereksemplar]

Pernille Eybye og Carina Evytt; Kongernes opgør (Dragernes konge, #4) [Anmeldereksemplar]

[Indeholder spoilere]

Bagsidetekst:
I tyve år har riget Perina lidt under den tyranniske konge Tarodan. Nu ulmer oprøret ...

Taysin ønsker sig et liv i fred med Lill, og Lill øsnker det samme, men hvordan skal de opnå det med Tarodan på tronen?

Kiri spekulerer ikke videre over freden, men vil gerne hjælpe Waris med at dræbe Tarodan. Det samme vil Josvai, Svart og mange andre.

Ude i fremtiden venter Tarodan med sine soldater, Drakkar og drager, men ... lige nu har folkene i minen problemer med de underjordiske.

Jeg føler jeg har ventet meget længe på dette afsluttende bind i en fantastisk serie - og da det endelig er her, ved jeg faktisk ikke helt hvordan jeg har det. De foregående bind i serien var glimrende. De var spændende, medrivende og jeg elskede at vi hørte fra så mange af personerne. Der er et kæmpe persongalleri og vi lærte virkelig dem alle sammen at kende rigtig godt. "Dragernes konge" er high fantasy når det er bedst.

Derfor var mine forventninger til fjerde og afsluttende bind meget høje. Måske for høje. For de blev i hvert fald ikke indfriet - øv! Lad mig starte med det positive først. Jeg synes stadig historien holder et langt stykke hen af vejen og at personerne kommer til deres ret. At være tilbage i Perina var en fornøjelse - også selvom landet ligger i krig. Jeg nød gensynet med Taysin, Lill, Kiri, Waris og alle de andre. Jeg nød dramaet og spændingen for hvordan det hele nu skulle ende - jeg havde bestemt ikke forudset det der skete, vil jeg gerne afsløre. 

Men! Jeg synes handlingen har et underligt tempo i den her - der er nogle ting der er dvælet rigtig meget med, mens andre ting sker hurtigt. Jeg havde troet at bogen sluttede med at Tarodan blev slået ihjel - det sker så meget tidligere end jeg havde forventet. Hvilket efterlod mig lidt med følelsen og tankerne om "Hvad skal resten af bogen så bruges på?" - og jeg synes lidt det blev noget rod.

Igennem de andre bøger elskede jeg Svart og Josvai. De havde virkelig en genial dynamik og selvom de kunne være rivende uenige, var man ikke i tvivl om at de elskede hinanden. Jeg havde håbet at de fik en lykkelig slutning sammen - en fremtid, hvor de kunne leve sammen. Derfor var jeg noget i chok da det åbenbart ikke lå i kortene. Jeg kan godt se hvorfor de skulle dø - det gav Waris det skub, han havde brug. Men alligevel? Jeg synes virkelig det var ærgerligt. 

Når det så er sagt, er det stadig en rigtig god bog - jeg nød at være tilbage i Parina, at være sammen med den store venneflok igen og opleve deres tanker og prøvelser. Ville jeg gerne have at historien var anderledes? Ja, det ville jeg - men det er der ikke noget at gøre ved.

Tak til forfatterne for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2021
Antal sider: 599
4 ud af 6 stjerner 

Katrine Skovgaard; Midsommerens offer [Anmeldereksemplar]

Katrine Skovgaard; Midsommerens offer [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:

Magien er ved at forsvinde.

Hvis Kajsa og resten af hendes heksesøstre ikke bringer et menneskeoffer til midsommer, vil Moderens magi forsvinde for altid. Heldigvis er Kajsas mor gravid med et drengebarn, som alligevel aldrig kan blive en del af deres verden. Men Kajsas mor skjuler barnet i verden udenfor, og Kajsa drager ud for at finde ham. Her møder hun Camilla, der introducerer hende for en verden af teknologi, fester og venskaber. Og så er der Mathias, der er uendeligt langt fra de skrækhistorier, hun har hørt om mænd.

Kajsa må finde ud af, hvad sandheden er om denne nye verden. Men vigtigst af alt må hun finde sin lillebror inden midsommer, så de kan få magien tilbage, før deres samfund smuldrer.

Den her historie var slet ikke som jeg havde regnet med – og det var faktisk dejligt forfriskende. Jeg havde ikke forventet at jeg ville sidde med en så dårlig smag i munden som jeg gjorde. At jeg ville blive chokeret og forarget over Kajsas heksesøstre og deres valg som jeg gjorde. At jeg til at starte med virkelig ikke brød mig om hovedpersonen, for til sidst at holde af hende. Det er fedt når bøger overrasker. 

Selvom der er lyspunkter i historien, er stemningen over all meget dyster og tragisk. Der er meget tab og sorg i historien og selvom Kajsa er hurtig til at tilpasse sig livet i den ”virkelige” verden, er det tydeligt at hun kæmper med de tab hun har oplevet. Det kan godt være hun tilpasser sig hurtigt, men hun føler sig stadig udenfor og kæmper med følelsen af ikke at vide hvor hun i virkeligheden hører til. Hører hun til hos heksene eller skal hun prøve lykken udenfor deres lukkede samfund?

Beskrivelserne af magien får mig til at tænke på Nicole Boyle Rødtnes’ ”Elverskud”-serie – selvom den i ”Midsommerens offer” ikke beskrives helt præcist. Hvilket giver det en diffus og uvirkelig feel, men det fungerer på en eller anden måde. Det passer også med de følelser Kajsa har. For hun forelsker sig i den virkelige verden – selvom her også er farer – samtidig med at hun ikke kan opgive sine heksesøstre. 

Alt i alt er det en spændende, medrivende og anderledes heksehistorie. Den er dyster og som skrevet tidligere, meget chokerende – jeg blev i hvert fald overrasket flere gange! Den er svær at slippe når først man er gået i gang og det er faktisk sådan en bog jeg sagtens kunne se blive filmatiseret. 

Tak til forfatteren for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Calibat
Udgivet i: 2021

Antal sider: 261

5 ud af 6 stjerner

Pierce Brown; Rød opstand 1-3 [Anmeldereksemplar]

Pierce Brown; Rød opstand 1-3 [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst til "Rød opstand":
"Jeg lever for drømmen om, at mine børn fødes i frihed," siger hun. "At de kan være dem, de vil være. At de kan eje den jord, deres far gav dem."
"Jeg lever for dig," siger jeg sørgmodigt.
Hun kysser mig på kinden.
"Du må leve for mere."

Jorden er død, og Jordens befolkning forsøger nu at gøre Mars beboelig. Darrow er minearbejder og Rød - den laveste kaste i et samfund, hvor befolkningen er delt op i farver. Ligesom de andre minearbejdere har Darrow aldrig set himlen. De arbejder hver eneste dag dybt nede i Mars' undergrund for at skaffe det grundstod, som skal gøre overfladen beboelig for mennesker.

Men en dag går det op for Darrow, at det hele er en løgn. På Mars' overflade har de Gyldne i århundreder nydt livet, mens de har holdt de Røde som slaver i undergrunden. Det får Darrow til at slute sig til en gruppe af oprørere.

Tiden er inde til Rød opstand.

Jeg læste den her serie første gang da de udkom i henholdsvis 2015, 2016 og 2017. Jeg elskede dem dengang. Jeg elskede dem for volden, for krigene og for de forliste venskaber. Jeg elskede dem for håbet de gav, for kærligheden og de venskaber der holdt på trods af forskellige farver. Nu hvor jeg har læst dem igen - elsker jeg dem stadig.

Det er sjældent jeg genlæser bøger, selvom der er flere serier jeg gerne vil genlæse, er det ikke altid jeg føler jeg har tiden til det. Men nu har jeg besluttet mig for at læse videre på serien - og det krævede en genopfriskning af handlingen i de tre første bind. Jeg kunne huske meget, men der var bestemt også mange ting jeg havde glemt.

Så jeg tog mig tid til at læse Darrows historie langsomt og grundigt. Til at dvæle ved alle de små spor som jeg vidste ville give mening senere hen. Til at give mig hen til spændingen der langsomt stiger. Vil han blive afsløret? Hvad vil Servo, Mustang og alle de andre sige til sandheden? Hvilke venner vil vende ham ryggen og hvilke vil støtte ham? Jeg nød det hele - også selvom Darrow stadig klynker lidt for meget en gang i mellem, er han rimelig bad ass alligevel. Servo er stadig min helt. Hylerne er mine riddere og Mustang er prinsessen, der kan redde sig selv. Persongalleriet er fantastisk.

Men samtidig er der intriger og drama. Der er samfundskritik der viser hvor galt det kan gå når dem der har magten bliver høje af det. Bliver for magtfulde for deres eget bedste. Bliver hævngerrige og modbydelige. Mon det viser en karikatur af det samfund vi lever i dag?

Da jeg læste den første gang synes jeg at det var fedt at der endelig var noget fantasy/sci-fi med substans til drengene. Desværre tror jeg aldrig helt den blev den succes som forlaget havde ønsket - de næste bind i serien (som vist mest er en spin-off, der foregår en del år efter sidste bind) er i hvert fald ikke oversat. Det er synd, synes jeg. For det er altså en virkelig fed serie. Den er både spændende og uhyre medrivende. Den er underholdende og der er virkelig gode guldkorn flere steder. Den er voldelig - der er ikke sparet på blod og slåskampe - og så foregår den i rummet. Beskrivelserne af rumskibe, -havne og -byer er detaljerede og man ser det nærmest som en indre film.

Nu har jeg købt de to næste bøger i serien på engelsk og jeg håber at jeg kan komme videre. For jeg er nysgerrig. Jeg vil se hvordan det går med dem alle sammen. Jeg håber det går godt ... men kender jeg Darrow ret, er en lykkelig slutning ikke uden konsekvenser.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar (i 2015, 2016 og 2017)

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Red Rising, Golden Son og Morning Star
Udgivet i: 2015, 2016 og 2017
Antal sider: Rød opstand (413), Gylden søn (487) og Morgenstjernen (566)
Samlet bedømmelse: 6 ud af 6 stjerner

Elizabeth Acevedo; Clap when you land

Elizabeth Acevedo; Clap when you land

Bagsidektest:
Camino Rios lives for the summers, when her father visits her in the Dominican Republic. But this year, on the day when his plane Is supposed to land, Camino arrives at the airport to see crowds of crying people …

In New York City, Yahaira Rios is called to the principal’s office, where her mother is waiting to tell her that her father, her hero, has died in a plane crash.

Separated by distance – and Papi’s secrets – the two girls are forced to face a new reality, in which their father is dead and their lives are forever altered. And then, when it seems like they’ve lost everything, they learn of each other.

Papi’s death uncovers all the painful truths he kept hidden, and the love he divided across an ocean. And now Yahaira and Camino are both left to grapple with what a new sister means to hem and what it will take to keep their dreams alive.

Jeg begyndte den her bog som lydbog og selvom det bestemt kunne noget – stemmerne er fantastiske – var det irriterende at høre alle de spanske ord, for jeg fattede dem ikke og jeg fangede slet ikke at hele bogen er skrevet på vers, før jeg fik den fysiske bog og selv ”læste” den færdig. Det hjalp ikke med de spanske ord, men det var en anden oplevelse at læse dem selv end det var at høre dem. Jeg ved ikke om det giver mening.

Det gav en helt anden oplevelse at læse bogen selv, mht. skrivestilen. Forfatteren er tidligere poetry slammer og det kan ses i sproget. Hele historien er nærmest skrevet på vers. Opsætningen skifter, der er gentagelser, opremsninger og mange andre små spidsfindigheder. Det fungerer overraskende godt til den historie der fortælles. Jeg forsøgte at regne ud om alle Yahairas kapitler var ens og om alle Caminos også var det. Jeg kunne ikke umiddelbart se det, men alligevel er man ikke rigtig i tvivl om hvem der fortæller (også selvom det står ved hvert kapitel). Det er tydeligt i den måde historien er fortalt.

Det er en meget bittersød historie. Det er en historie der går lige i hjertet på en, på en anderledes måde end jeg har prøvet tidligere. Som læser kender vi jo godt Papis hemmelighed, så vi følger Yahaira og Caminos afsløring af sandheden og deres følelser omkring den – samtidig med at de kæmper med sorgen over at have mistet deres far. Det er en følelsesladet læseoplevelse, men ikke sådan at jeg tudede, mere at den gjorde ondt på en anden måde. Det er svært at beskrive helt præcist.

Det gør også ondt, fordi Yahaira og Camino lever to meget forskellige liv. Yahaira bor i USA, går i skole, har en kæreste og skal ikke bekymre sig om penge, om det næste måltid eller om at blive antastet af skumle mænd. Camino derimod, lever i en ghetto-lignende by i Den Dominikanske Republik. Camino bor sammen med sin moster og de har meget få penge. Camino drømmer om at komme til USA og blive læge, men det kræver penge og midler, de ikke har. Samtidig kæmper hun med El Cero, som antaster hende, forfølger hende og i det hele taget er en creepy type. Papi betalte ham for at holde sig fra Camino, men hvad skal Camino gøre nu, hvor El Cero ikke bliver betalt?

”Clap when you land” er ikke sådan en bog jeg normalt ville have valgt at læse, men den blev læst og jeg kan godt forstå at den vandt prisen for "Best young adult" på Goodreads i 2020. Det er bog der fortæller en vigtig historie om klasse- og samfundsforskelle. Om familiehemmeligheder og usandsynlige venskaber. Om at ære de døde og huske på de gode ting.  

Fakta:
Forlag: HarperCollins
Udgivet i: 2020
Antal sider: 432
5 ud af 6 stjerner

Thomas Day; Wika og Pans storhed [Anmeldereksemplar]

Thomas Day; Wika og Pans storhed (Wika, #3) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Under de sorte feers protektion og efter en lang læretid er Wika Grimm blevet en af de store feer. Oplæringen har imidlertid ikke været smertefri, for Wika har opdaget sandheden om sin herkomst: Hun er barnebarn af kong Wotan, sm blev myrdet af sin frafaldne søn, Oberon.

Den machiavellistiske hersker Oberon udfører sammen med Den Hvide Dame et dystert ødelæggelsesarbejde og ender med at give den unge fe et dødbringende slag.

Men mens vinteren sænker sig over verden, forener mange kræfter sig til den afgørende kamp mod den vanvittige konge. De overlevende fra Fristedet samler sig, de udøde fra Sidh vrider sig ud af magtens iskolde greb, gamle fjender bliver allierede, troldkvinden fra øst træder ind på scenen, og hertugdømmet Grimms sidste trofaste støtter bliver kaldt til undsætning.

Pan, den store hornede gud, har ikke sagt sit sidste ord …

Altså, hvor ”I hovedet på Sherlock Holmes”-tegneserien var fabelagtig, detaljeret og spændende, er serien om ”Wika” i en liga for sig selv. Tredje og afsluttende bind er på lidt over 100 sider – og det er altså meget for en tegneserie, der er så rigt udsmykket som ”Wika” er. Jeg tør slet ikke tænke på hvor lang tid det har taget!

Jeg kunne bruge timer på bare at sidde og kigge på illustrationerne. Finde øjne, blomster, vinger, feer og meget mere i det yderst kunstfærdige og ekstravagante billeder. Nogle vil helt sikkert finde dem usmagelige, da kvinderne er meget pin-up-agtige med store dådyrøjne, store bryster og nedringede kjoler. Mens mændene er dækkede af rustninger, kåber og kroner. Men sådan tror jeg faktisk at fe-verdenen er.

Det er en indviklet og til tider lidt forvirrende historie. Forvirrende fordi der sker så meget på siderne, at det nogle gange kan være svært at finde ud af i hvilken rækkefølge taleboblerne skal læses, men hvis man sætter sig godt til rette og giver sig god tid, gør det alligevel ikke noget, at man skal læse den samme side flere gange. For så får man bare endnu mere ud af historien – giver det mening?

Historien om Wika er en historie om krig, om magt – og magtmisbrug. Om hævn og loyalitet. Om familieforhold. Om kærlighed. Om skæbnen og hvad der skal til for at man kan ændre den – eller i hvert fald udskyde den.

Det er virkelig en storslået historie. Nu skal tredje bind lige bundfælde sig. Jeg skal komme mig og tage det hele ind, men så er jeg også klar til at genlæse serien. Jeg skal nyde historien. Jeg skal nyde gensynet med Wika. Jeg skal forhåbentlig finde detaljer jeg overså første gang og så skal jeg virkelig nyde illustrationerne – og være misundelig over at nogen er så dygtige til at tegne!

Tak til Forlaget Cobolt for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Cobolt
Udgivet i: 2021 (på dansk)
Original titel: Wika et la gloire de Pan
Antal sider: 104
6 ud af 6 stjerner