tirsdag den 26. april 2022

Christian Engkilde; Jordskælv [Anmeldereksemplar]

Christian Engkilde; Jordskælv (Pandora, #3) [Anmeldereksemplar fra Silhuet]

Bagsidetekst:
Fortiden har indhentet Pandoras far, og Enklaven har tvunget ham tilbage til den by, han flygtede fra mange år tidligere.

Pandora og Alexander følger efter, men de er dårligt trådt ind i Slummens støvede gader, før de bliver hvirvlet ind i spillet om hele befolkningens fremtid. En fremtid, der styrer lige mod kaos og død i et omfang, der ikke er set siden Toba udryddede størstedelen af jordens befolkning.

Pandora stilles over for umulige valg. Hvordan vælger hun side, når der er mennesker, hun elsker på begge sider af Enklavens høje mure? Ikke at vælge, kan hurtigt vise sig at blive det farligste valg.


"Jordskælv” er en storslået afslutning på en medrivende dystopisk fortælling.

Christian Engkilde har begået en virkelig spændende og medrivende serie om pigen Pandora, der lever i en verden der er forandret af et vulkanudbrud. I dette tredje bind i serien må Pandora endnu engang ud på en farefuld rejse for at redde sin far.

Pandora er stadig helt sin egen og gør tingene på sin egen måde. Hun vil helst bare storme ind og redde sin far, men må indse at ting tager tid og at hun får brug for alt den hjælp hun kan få – også den der kommer fra en uventet kant.

Jeg var godt underholdt og siderne vender nærmest sig selv. Jeg føler at Pandora virkelig er vokset gennem bøgerne og at hun føles som en troværdig hovedperson. For at den kunne have scoret topkarakter, skulle der have været kælet lidt mere for detaljer og den skulle have haft lidt mere dybde. Det kan være underligt at sige om en bog på 497 sider, men der manglede lige det ekstra.

Men! Det er en spændende og medrivende serie. Man er ikke helt klar over hvordan Pandora skal klare prøvelserne og der var da også et par gange, hvor jeg var i tvivl om det rent faktisk ville lykkes og det er fedt når man bliver holdt til ilden på den måde.

Nu gælder jeg mig til at se hvad Christians næste projekt bliver!

Tak til Silhuet for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Silhuet
Udgivet i: 2021
Antal sider: 497
5 ud af 6 stjerner

torsdag den 21. april 2022

Christine Lind Ditlevsen; Som om natten varer evigt [Uopfordret anmeldereksemplar]

Christine Lind Ditlevsen; Som om natten varer evigt
[Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
I det tidlige morgengry sniger Louis sig væk uden at vække sin kæreste. Han smider de vigtigste ting i en taske og stikker af fra efterskolen i retning mod København. Han har et mål. Måske.

Sådan begynder de første timer af en weekend på slingrekurs, hvor Louis på alle mulige måder forsøger at undgå sit mål, mens han møder nye mennesker - og måske mest af alt sig selv, som han virkelig er.

Ungdomsromaner som ”Som om natten varer evigt” er lidt spøjse for mig at læse – for på den ene side kan de rå og realistiske ungdomsromaner være svære for mig at komme igennem, netop fordi de er rå, ufiltrerede og de går helt tæt på. På den anden side synes jeg det er interessant læsning, fordi jeg får et indblik i en hverdag og et liv, jeg normalt ikke ser.

Louis tager fra sin efterskole en tidlig morgen og tager afsted mod København. Han har egentlig et mål med sin tur, men ender med at opleve alt andet, end det han var taget ud for at opleve. Som læser holdes vi lidt hen i det uvisse om hvad han egentlig ville, men som historien skrider frem, står det klart for os.

Undervejs lærer Louis en hel del ting. At nogle fremmede er venlige og vil gå langt for at hjælpe, men at man ikke skal tale grimt til dem. At man altid kan nasse sig til en smøg og en øl. At det at kysse med en man holder af, er det bedste i verden og at fortiden ikke sådan kan gå i glemmebogen og hviskes ud.

Måske bliver det bare for meget for mig. Jeg kan sagtens se det hele for mig, men selvom jeg kan se følelserne, rammer de mig ikke. Louis irriterer mig. Han gør dumme ting for at undgå det han egentlig burde. Han tager ikke ansvar for sine handlinger, men stikker af når lokummet brænder. 

Jeg kan sagtens se at romanen kan noget. Den vil helt klart være en fed bog at arbejde med i gymnasiet - den er kort og kontant og handlingen foregår over meget kort tid. Samtidig er der masser af ting man kan snakke om og diskutere undervejs. Desværre var den bare ikke lige mig. 

Tak til Jensen & Dalgaard for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgivet i: 2022
Antal sider: 154
4 ud af 6 stjerner

tirsdag den 12. april 2022

R. F. Kuang; Opiumskrigen [Anmeldereksemplar]

R. F. Kuang; Opiumskrigen (Poppy War, #1) [Anmeldereksemplar fra Falco]

Bagsidetekst:
Rin har alle odds mod sig, da hun går op til en landsdækkende prøve med ønsket om at komme ind på det trestigefyldte militærakademi Sinegard, men det skal vise sig, at optagelsesprøven er det mindste onde, hun kommer til at stå overfor ...

På Sinegard bliver Rin mødt med foragt på grund af sin sydlandske dialekt, mørke hudfarve og fattige baggrund. I sin kamp for at bevise sit værd opdager Rin, at hun besidder shamanske kræfter, og hun allierer sig med den finurlige, opiumsrygende læremester Jiang. Rin erkender inden længe, at hun nok er den eneste, der kan redde Imperiet i krigen mod Mugen, og at prisen for hendes magiske evner er højere end først antaget.

En fantastisk fortælling om magiske guder, hævngerrig krigsførelse og en kvindes brændende viljestyrke.

Først en lille advarsel: det her er ikke læsning for sarte sjæle! Der er ikke sparet på blod og vold og der var et par gange hvor jeg lige måtte lukke øjnene og trække vejret dybt ned i maven, inden jeg læste videre.

Jeg har hørt en masse om denne serie og dermed også rigtig glad for at høre at den blev oversat. ”The Poppy War” har fået meget omtale – både for indhold og ikke mindst for de flotte originale forsider. Hånden på hjertet må jeg indrømme at jeg er lidt skuffet over at de ikke er fulgt med til det danske marked, men den danske udgave er også flot.

Dette er ikke fantasy for børn. Nok lægger vi ud med en 16-årig Rin, men det er langt fra en historie for børn. Rin starter på traditionsrige militærakademi, Sinegard og det er ikke småting hun bliver udsat for der. Ikke alene kommer hun fra en fattig provins, hun udviser ikke den nødvendige respekt og så opdager hun at hun har evner, som de andre elever ikke har.

Snart angriber fjenden og Rin må bruge alt hvad hun har lært for at overleve – men det er ikke nok og hun befinder sig pludselig i en milits, en gruppe af udskud som hende selv. Stadig ikke accepteret, stadig ikke velset, men nu, fuld af mystiske kræfter og et hjerte der brænder efter hævn.

"Opiumskrigen” er noget af det mest mørke og dystre fantasy jeg har læst. Hvor ”Den som hvisker” også var mørk, var der trods alt kemien mellem Shiroin og Kiel der blødte det lidt op. Det er der ikke meget af i ”Opiumskrigen” – til gengæld er der masser af lemlæstede lig, blod og krig. Det tjener det formål at vise at det ikke er en krig for de svage. Det er ikke en krig der vindes let. Fjenden er snedig og tålmodig. Der er ingen lette valg i denne krig og alle valg kræver ofre.

Det er en velskrevet og spændende historie – vel og mærke, hvis man er til fantasy med en detaljeret world building, hvor det nogle gange bliver lidt for forklarende, men hvor alting har en betydning. Jeg er glad for at have læst den på dansk, da jeg tror jeg ville have misset for meget af historien ved at læse den på engelsk. Nu håber jeg bare at forlaget oversætter resten – for jeg er nysgerrig og har alt for mange spørgsmål. 

Tak til Falco for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Falco
Original titel: The Poppy War
På dansk vedd: Camilla Engkjær Laursen
Udgivet i: 2018 (på engelsk) og 2022 (på dansk)
Antal sider: 557
5 ud af 6 stjerner

tirsdag den 5. april 2022

Stephen Fry; Mythos, Helte og Troja

Stephen Fry; Mythos, Helte og Troja

Bagsidetekst på "Mythos":
Stephen Fry indfanger den græske mytologis vidunderlige historier og deres relevans for den moderne læser.

De græske myter er blandt de mest indflydelsesrige historier, der nogensinde er blevet fortalt, nedarvet gennem årtusinder. De har inspireret forfattere og kunstnere fra Shakespeare til Michelangelo og fra James Joyce til Walt Disney.

Historierne er dybt forankret i den vestlige kulturs DNA. I Stephen Frys hænder bliver fortællingerne om titanerne og guderne en underholdende og veloplagt indføring i krigsførelse, rivalisering, erotik, bedrag, livsvisdom, triumf og tragedie. 

Som jeg har nævnt flere gange, har jeg en svaghed for mytologier – nordisk, finsk og især den græske har en særlig plads i mit hjerte. ”Erik Menneskesøn” og Rick Riordans bøger er læst med stor fornøjelse. Da jeg var barn, hørte jeg ”Maïa og Alexander” i radioen og senere på kassettebånd og jeg elskede det – gør det stadig. Derfor var det en glædelig overraskelse af fortælleren i ”Maïa og Alexander” også har indlæst ”Mythos”.

Det her er bøger jeg gerne ville eje, så jeg har selv købt dem - også selvom jeg faktisk har hørt dem alle tre på lydbog. Her gør Karsten Pharao et glimrende arbejde med at læse genfortællinger af mange af de græske myter. Dog indlæser han kun "Mythos" og "Helte" og jeg var lidt trist over at han ikke også læste den sidste, "Troja". Her er det Peter Carstens der læser op, og selvom han gør det udmærket, er det ikke helt det samme.

I "Mythos" er det mange af de kendte myter Stephen Fry har genfortalt. Han gør det med indlevelse og humor – her snakker vi humor på niveau med Riordan. Selvom jeg kender mange af myterne, var der bestemt også mange jeg ikke kendte og jeg nød hver time af lydbogen.

Vi begynder helt tilbage ved begyndelsen og arbejder os langsomt op igennem både titaner, guder, mennesker, halvguder og meget mere. Man behøver ikke have et kendskab til den græske mytologi for at finde bogen interessant og den kan fint læses af unge (14+) læsere også.

Kort efter jeg havde hørt ”Mythos” gik jeg videre til ”Helte”. Vi forbliver i det antikke Grækenland og omegne, men nu er det heltene der er i fokus. Herkules, Thesus, Jason og så videre. Igen er myterne fortalt med humor og indlevelse og selvom den er noget længere end ”Mythos” fik siderne hurtigt ben at gå på – især med endnu en skøn oplæsning af Karsten Pharao.

Nu har jeg så hørt sidste del, eller hvad man kan kalde det, "Troja". Denne historie kendte jeg også godt - har både læst bogen i gymnasiet, i min fritid og set filmen, men alligevel var det forfriskende at læse/høre den igen. Der er mange små detaljer jeg ikke kendte og selvom alle de græske navne kan være forvirrende, nød jeg det rigtig meget.

Alt i alt er det tre meget underholdende, lærerige og spændende bøger. Det er til dig der elsker at dykke ned i mytologier. Til dig der gerne vil læse flere fagbøger, uden at de føles som fagbøger (hvis det giver mening).

Bøgerne er købt på Plusbog.dk

Fakta:
Forlag: Modtryk
Original titel: Mythos: The Greek Myths Retold, Heros: Mortals and Monsters, Quests and Adventures, Troy
Udgivet i: Mythos, 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk), Helte, 2019 (på engelsk og dansk), Troja, 2020 (på engelsk) og 2021 (på dansk)
Antal sider: Mythos; 419 sider, Helte; 475 sider, Troja; 349 sider
Antal stjerner:
Mythos: 6 ud af 6 stjerner
Helte: 6 ud af 6 stjerner
Troja: 6 ud af 6 stjerner