onsdag den 29. marts 2023

Jennifer Lynn Barnes; Slutspillet [Uopfordret anmeldereksemplar]

Jennifer Lynn Barnes; Slutspillet [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Gåder, fælder og magt der fordærver. ”The Inheritance Games” slutter her!

Avery skal bare overleve nogle få uger mere i Hawthorne House, før arven endelig er hendes. Mens uret tæller ned, banker en uventet gæst på døren.

Det står hurtigt klart, at der er en sidste gåde, der skal løses, og Avery og Hawthorne-brødrene hvirvles ind i et farligt spil mod en ukendt og magtfuld spiller. Men noget er forandret: Avery er ikke længere en del af gåden eller et redskab. Hun er selv en spiller. Og hun er færdig med at vente på det næste spor.

Hvis der er noget, Avery har lært, er det, at man må tage, hvad man vil have – og aldrig lade nogen taget noget, man ikke vil af med. Nogle ting er for dyrebare at sætte på spil.


Jeg var fuldstændig blæst bagover af de to første bøger i den her serie og læste dem lige efter hinanden. De var både spændende, medrivende og virkelig underholdende. Når man lige havde troet at man havde regnet det ud, kom der en ledetråd man ikke havde forventet.

Sådan er ”Slutspillet” også lidt – bortset fra at Avery er vokset med rollen som arving og ikke længere er usikker på hendes evner. Hun ved hvad hun er i stand til og alle disse evner får hun brug til at løse den sidste gåde. En gåde der trækker lange tråde tilbage i fortiden, og som har uoverstigelige konsekvenser i nutiden.

I de to første bind er Avery også i tvivl om hvilken Hawthorne-bror hun skal satse sine kort på – heldigvis er der skruet lidt ned for trekantsdramaet i den her og det er jeg glad for. Det kan godt blive lidt for meget. Til gengæld er der masser af ”kærlig” rivalisering mellem brødrene og god ping-pong.

Der er heller ikke sparet på umulige gåder, ledetråde og masser af hemmeligheder der skal afdækkes. Jeg synes det er en værdig finale til en virkelig gennemført serie. Samtidig kan jeg godt lide at der intet fantasy-agtigt er – selvom jeg elsker fantasy, er det også vigtigt at huske, at ikke alle andre gør det. Til gengæld får man hjernegymnastik for alle pengene og virkelig spændende historie.

Læs den hvis du er til et miks af ”Da Vinci mysteriet”, ”Selection” og ”Gossip Girl”!

Tak til forlaget for uopfordret anmeldereksemplar. 

Fakta:
Forlag: Gutkind
Original titel: The Final Gambit
På dansk ved: Amalie Harder Hesel
Udgivet i: 2022 (på engelsk) og 2023 (på dansk)
Antal sider: 400
6 ud af 6 stjerner 

onsdag den 22. marts 2023

Malene Sølvsten; Spående vølve [Uopfordret anmeldereksemplar]

Malene Sølvsten; Spående vølve
[Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Hejd og lillebroren Gisle er altid på randen af sultegrænsen. De sover i skoven, lever af vilde bær, og hvad de kan tigge sig til. Hejd er synsk, men hun har endnu ikke lært at bruge sine evner. Til den makedsdag leder en mystisk stemme hende hen til et spillebord, og her opdager hun, at hendes magi kan gøre hende rig.

Men da Gisle dør, opsøger Hejd gudinden Frigg og bønfalder hende om hjælp til at genoplive ham. Frigg afslår, og i stedet må Hejd vende sig mod den unge gud Odin. For at styrke ham, bruger Hejd sine magiske evner til at fortælle hans myter og derved skabe ham til den guddom, vi kender i dag.

Gradvist lærer Hejd at mestre sine evner, men er skeptisk, da gudinden Freja fortæller hende, at hun er en vølve, for hvad vil det sige at være en vølve?

Malene Sølvsten er tilbage i absolut topform med ”Spående vølve”!

Det er ikke nogen hemmelighed at ”Ravnenes hvisken” har en stor plads i mit hjerte og i toppen af dansk fantasy. En nutid ”Erik Menneskesøn” – som også var en serie der betagede mig som barn.

Derfor var det også meget vemodigt at sige farvel til Anne, Elias, Od og alle de andre da sidste bog i serien udkom. Jeg håbede dog at Malene ikke var færdig med at skrive og snart teasede hun da også med både tekst og billeder. Heldigvis blev skriveriet til noget og ”Spående vølve” blev til.

Med ”Spående vølve” viser Malene os at ikke alene kan hun skrive fabelagtig fantasy, så har hun også evnerne til at være en storslået nutidig vølve.

I bogen møder vi den unge kvinde Hejd der lever et kummerligt liv. Da hendes lillebror, Gisle, dør, tigger hun guderne om hjælp, men der er ikke meget hjælp at hente og Hejd tager derfor sagen i egen hånd. Ved at fortælle Odins, asernes og jætternes historie, får han mere og mere magt. Hejds drøm er at han får magt nok til at vække Gisle til live igen. Men hvornår er nok nok?

Men tiden går og Hejds verden forandres for hver historie hun fortæller. Mister hun magten over ordet og derved også Odin, kan det være skæbnesvangert, men selvom hun vakler, finder hun styrken til at fortsætte. For historierne vil fortælles.

Som læser tages vi med gennem 9 kendte sagn fra den nordiske mytologi – nyfortolket og fortalt som kun Malene kan, men stadig fuldstændig som vi kender dem. Der er noget fascinerende ved at læse sagn man udmærket kender, fortalt så det føles som helt nye sagn.

”Spående vølve” er medrivende, spændende, original og et mesterværk fra Malenes hånd – og endnu federe er det at alle illustrationerne (linoleumstrykkene) er nogen hun selv har lavet. Hvor sejt er det ikke lige? Det giver bare lige det ekstra umf til udtrykket.

Bogen er modtaget som uopfordret anmeldereksemplar fra forlaget.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i: 2022
Antal sider: 279
6 ud af 6 stjerner

onsdag den 15. marts 2023

Taylor Jenkins Reid; Evelyn Hugos syv ægtemænd

Taylor Jenkins Reid; Evelyn Hugos syv ægtemænd

Bagsidetekst:
Den aldrende Hollywood-diva Evelyn Hugo lader sig aldrig interviewe. Da hun opsøger den ukendte journalist Monique Grant for at blotlægge et stjernebestrøet liv med indædt ambition og stor, forbudt kærlighed, er det derfor intet mindre end en sensation. Og ingen er mere overrasket end Monique.

I skuespillerens overdådige lejlighed på Manhatten lytter Monique til fortællingen om et legendarisk liv fra 50’ernes Los Angeles til beslutningen om at forlade showbusiness i 80’erne – og selvfølgelige om de syv ægtemænd, hun fik og forlod undervejs. Monique mærker gradvist en ægte forbindelse til mennesket bag ikonet. Men da fortiden indhenter dem står det klart, at deres liv allerede er forbundet på tragisk vis.


Nu har den her bog været hypet på TikTok og Instagram i rigtig lang tid – og nu er jeg endelig kommet med på moden, så at sige …

Er den så hypen værd? Jeg er faktisk ikke helt sikker. Det er en ganske udmærket bog og jeg var både under- og fastholdt af historien hele vejen igennem. Der er dog en håndfuld steder hvor jeg synes det bliver lidt for meget – og det er også derfor at den ikke får fuld plade i stjerner.

Da Monique Grant bliver headhuntet til at skrive Evelyn Hugos selvbiografi, tror hun, at hun har skudt papegøjen – det tror vi som læsere egentlig også, selvom vi godt kan regne ud at der nok stikker noget under … men hvad? Evelyn Hugo har levet et interessant liv, af mangel på et bedre ord, og nu vil hun afsløre alle hendes hemmeligheder.

At spændingen først bliver udløst til sidst, kan jeg godt lide – måske havde jeg det lidt på fornemmelsen, men alligevel ikke helt.

Samtidig kan jeg godt lide at der er avisartikler fra Evelyns tid i rampelyset, hele nutidshistorien der fortælles fra Moniques synspunkt og så selve Evelyns liv, som bliver fortalt af hende selv. I lydbogen er der også tre forskellige indlæsere – hvilket også fungerer rigtig godt.

Det er sådan en bog der fascinerer. Den fortæller om et liv så langt fra mit eget at jeg har svært ved at forestille mig hvordan det må være. Og heri ligger det fascinerende. For Evelyn har ingen skrupler med at udnytte sig vej til toppen – om end hun på en eller anden måde bibeholder sin integritet. Samtidig giver den et indblik i Hollywoodlivet med fester, kærlighed, utroskab og meget mere.

Vil du læse ”Evelyn Hugos syv ægtemænd”, så køber du billet til en rejse du sent vil glemme og som vil underholde, chokere og fascinere dig.

Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Original titel: The Seven Husbands of Evelyn Hugo
På dansk ved: Simone Ejstrup
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2022 (på dansk)
Antal sider: 443
5 ud af 6 stjerner

onsdag den 8. marts 2023

Victoria Larm; Den niende kreds [Uopfordret anmeldereksemplar]

Victoria Larm; Den niende kreds [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Den syttenårige Livia Seigel er på en farlig mission. Hun er yngste skud på stammen i den indflydelsesrige stockholmske skibsrederfamilie Seigel, der er på randen af økonomisk ruin efter børskrakket i Wall Street i 1929. Livia jagter sandheden om, hvad der i virkeligheden skete med hendes elskede onkel Henrik, Seigelfamiliens overhoved, der pludselig forsvandt sporløst. Var det selvmord? Flygtede han? Eller blev han myrdet? Det eneste spor, hun har, er en lædermaske formet som et ravnenæb.

Samtidig i Venedig er den rodløse Calvin de Laval flyttet ind i et af byens smukke palazzoer hos den mand, han elsker. Men et oprørende telegram fra Stockholm vender op og ned på idyllen, og de to mænd har ikke andet valg end straks at forlade Venedig og begive sig til Sverige. I Stockholm viser det sig, at flere i familien Seigel vil gå uhyggeligt langt for at forhindre, at familiens allerdybeste hemmeligheder kommer frem.


Måske bliver jeg en dag krimi-blogger … ej spøg til side, men jeg synes efterhånden ikke jeg er så skræmt af krimigenren som jeg var førhen. Især ikke når den er så interessant og sammensat som denne er.

I ”Den niende kreds” er der, som man også kan fornemme ud fra bagsideteksten, både gåder, vold, overgreb, forbudt kærlighed og en hulens masse hemmeligheder. Bedst som jeg troede jeg havde regnet det hele ud, kom der noget uventet. For mig, var der rigtig mange uventede ting og opdagelser og jeg blev overrasket flere gange undervejs.

Livia er en særpræget person, men ikke desto mindre er hun interessant at følge. Med en opvækst der langt fra har været normal, er hun vokset op og blevet en intelligent, kløgtig, men også ensom. Hun passer ikke ind i det prestigefyldte liv som hendes familie lever.

Udover en spændende historie, kunne jeg godt lide beskrivelser af både scenarier, stemninger og personer – og forskellige personer er der nok af. Jeg har været i Venedig, så jeg ved godt hvordan der ser ud, men beskrivelserne af Venedig er spot-on og jeg kunne virkelig se det for mit indre blik. Det samme med Stockholm, selvom jeg aldrig har været der.

Følelser fylder også rigtig meget – både for mange og for lidt, hvis man kan sige det sådan. Hvor Livia måske fremstår kynisk, er der andre der fremstår langt mere lidenskabelige – måske endda for lidenskabelige, i hvert fald i deres syn på at beskytte dem de elsker. Det er interessant at følge de mange forskellige personligheders samspil med hinanden.

Jeg var virkelig godt underholdt og fløj hurtigt igennem den … heldigvis bliver der lagt op til mere, så jeg håber at den næste også er god!

Tak til forlaget for uopfordret anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Den nioende kretsen
På dansk ved: Allan Hilton Andersen
Udgive i: 2023 (på dansk)
Antal sider: 384
5 ud af 6 stjerner