Værgso - her får du tre anmeldelser, af tre uhyggelige historier.
Faktisk er gys ikke rigtig noget jeg gør mig i - hverken som bøger eller film, men fra tid til anden kan jeg godt overtales ... Det blev jeg med disse tre korte historier - men vær opmærksom, bare fordi de er korte, er de fulde af uhygge.
Derudover er det også oftere reglen end undtagelsen, at gyserhistorier ikke ender lykkeligt - om de her gør, det vil jeg lade være op til jer at opleve.
"Lygtemanden" af Rikke Havner Alrø
I "Lygtemanden" møder vi en familie, der bor tæt på en mose. Familien tæller mor, far og tre børn. Børnene er vokset op med historier om lygtemændene der lurer i det mørke mosevand og de går altid rundt med en mønt i lommen, som de kan bestikke ham med, hvis det skulle blive aktuelt.
Mille på 15 år er ikke meget for at gå ud om natten og tror om nogen på historierne, men en aften tvinges hun ud - da lillesøsteren går ud efter mørkets frembrud, må Mille gøre op med sig selv om hun virkelig tror på historierne eller om de er pure opspind.
Hvad der sker ude i mosen, vil jeg ikke afsløre, kun at det bliver lige lovligt spændende ...
"Gravsoen" af Nicoline Kjærsgaard Møller
I "Gravsoen" overtaler Nikolaj veninden Mascha til at undersøge en spøgelseshistorie om et mystisk og voldsomt væsen der lurer i skoven omkring den by de bor i. Udover at dette væsen lurer i skyggerne, er der også blevet begået en række mystiske mord.
Udover at skulle opklare mysteriet om gravsoen, et spøgelsessvin, der varsler død og ulykke, skal Nikolaj finde ud af hvorfor Mascha var nødt til at flytte til Sverige og efterlade ham alene tilbage. Hvad er hendes hemmelighed - og kan de være i sikkerhed for gravsoen?
Igen er dette en historie der går ind og piller ved læserens opfattelse af hvad der er virkeligt og en drøm - og selvom Nikolaj og Mascha er tæt på at opklare sagen, er gravsoen måske tættere på end de egentlig bryder sig om ...
"Troldeunge" af Malene Fabricius Holm
"Troldeunge" er en klassisk historie om en skiftning - en troldeunge der er byttet ud med et menneskebarn. Sigge og Lilli-Rose er tvillinger - selvom de bestemt ikke ligner hinanden. Faktisk er de så langt fra hinanden, og Lilli-Rose er så modbydelig, at Sigge er overbevidst om at hun ikke hører til hos dem.
Det er dog ikke lige så nemt at overbevise deres forældre om at der er noget galt ... og hvor langt vil Sigge gå for at finde frem til sandheden?
Vurdering af alle tre bøger
Som jeg skrev i starten er disse tre historier fulde af uhygge. Det er egentlig imponerende at forfatterne har kunne skrive så korte bøger - alle tre er omkring 50 sider og med lix 20-24 - men med så grusomme fortællinger og skæbner.
Når bøgerne ikke er længere, er det klart at vi ikke kommer sådan for alvor tæt på vores hovedpersoner, men netop den her slags historier gør det ikke noget. Vi har det kendskab vi skal bruge og i de detaljer vi får, fremstår de troværdige.
Som læser kan man mærke uhyggen komme snigende og vi fornemmer hurtigt når der er noget forkert ved det hele.
Alle tre bøger kan læses af læsere på 10 år og opefter - hvis de altså har nerver til det!
Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.