onsdag den 17. juli 2024

Karina Dahl-Olsen; Plan B - Jeg vil leve, før jeg skal dø [Anmeldereksemplar]

Karina Dahl-Olsen; Plan B - Jeg vil leve, før jeg skal dø [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
På jagt efter minder før hendes sygdom tager over, rejser Karina og hendes familie ud på en dramatisk jordomsejling. Lægen er klar i spyttet, da Karina efter længere tids smerter i kroppen søger svar på sine symptomer. Den 35-årige mor til to har arvet samme bindevævsygdom, som langsomt tog hendes egen mor fra hende i en alt for tidlig alder. Den livsændrende dom tvinger hende til at lægge en ny plan for livet – Plan B, som går ud på at skabe så mange gode minder sammen med familien som muligt, inden sygdommen overtager hendes liv. 

Med sejlbåden Evy tager Karina og hendes familie på en jordomsejling, der skal ændre alt. Plan B er den virkelige historie om 1000 dages eventyr, som fører den danske familie gennem troperne, til møder med indfødte stammefolk og lander dem midt i en kartelkrig i de mexicanske gader.

Undervejs må de lære at overgive sig til det uventede, kæmpe med overvejelserne om at give op og rejse hjem, ligesom de må indse, at turen til paradis langt fra altid kan gå efter planen.


Jeg har gjort noget jeg ellers meget sjældent gør. Jeg har læst en faglitterær titel. Ja, det er rimelig vildt – det er ellers ikke lige mig. Men da Karina tog kontakt til mig og spurgte om jeg ville anmelde hendes bog, blev jeg alligevel nysgerrig.

Og det er jeg glad for at jeg gjorde. For selvom bogen ikke er særlig lang, under 200 sider, så er det alligevel en historie der var meget fascinerende at høre. Bogen er lyttet som lydbog og den blev lyttet på meget kort tid.

Jeg har nogle gange tænkt på dem der sætter hele deres liv på pause og vælger at rejse ud i verden. Enten alene eller sammen med deres familie. Det er ikke noget for mig, jeg er nok for meget tryghedsnarkoman til at det ville fungere, men jeg synes det er prisværdigt at man gør. Det må både være skrækslaggende og livsbekræftende på samme tid.

Og ud fra Karinas historie, er det netop det. Tanker om det er godt for børnene, om man kan klare alle de prøvelser man skal igennem, om forholdet kan holde, om de overlever og meget meget mere. Men samtidig beskriver hun også en samhørighed med de mennesker de møder. Både de andre sejlere, der har gjort det samme som dem, men også de mange mennesker de møder undervejs og som hjælper dem på den ene eller anden måde.

Den omstillingsparathed det må kræve, er fascinerende. Igen, det er ikke noget for mig, men hvor må det være en storslået oplevelse at se tilbage på. At man kom igennem det. Overlevede og måske endda kom stærkere ud på den anden side. Utroligt.

Karinas mange beskrivelser af natur får rejselysten frem i en og det kunne da godt tænkes at USA skal krydses i bus eller autocamper på et tidspunkt, men så bliver det nok ikke vildere end det.

Jeg gik ind til denne læseoplevelse med et åbent sind og ikke rigtig de vilde forventninger, men jeg har fået en storslået rejsebeskrivelse, en erindring om en livsomvæltende beslutning og et indblik i at vi mennesker kan rigtig meget – måske endda mere end vi går og tror.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: People’s
Udgivet i: 2024
Antal sider: 186
5 ud af 6 stjerner

onsdag den 10. juli 2024

Frida Skybäck; Boghandlen ved Themsens bred

Frida Skybäck; Boghandlen ved Themsens bred

Bagsidetekst:
Charlotte bor i Stockholm og har pludseligt mistet sin elskede. Men midt i sorgen får hun en uventet nyhed om, at hun har arvet et hus i London efter en nærmest ukendt moster. Huset rummer også en gammel boghandel, der dog er faldefærdig og tæt på konkurs. Charlotte ved ikke, hvordan man driver en boghandel, men et spirende venskab med de lettere excentriske medarbejdere giver hende mod og håb. Sammen kan de måske få det til at lykkes? Mens Charlotte kæmper for at redde boghandlen, går det langsomt op for hende, at der er noget, der ikke stemmer. Hvorfor har Charlotte aldrig mødt sin moster? Og hvad er det for en mørk hemmelighed, huset gemmer på?

Bedre sent end aldrig har jeg læst den første af Fridas bøger der blev oversat til dansk – og nu har jeg læst alt det hun har skrevet som er oversat.

Og den her? Det er helt klart den bedste af dem.

Jo, ”Bogklubben ved verdens ende” og ”Dagbogens hemmelighed” var gode, men den her er bare bedre. Fridas krimier er også gode, men de er gode på en anden måde – og ”Familiens hemmeligheder”? Den snakker vi ikke om…

”Boghandlen ved Themsens bred” er til dig der elsker feel good historier der har en fortælling i både fortiden og nutiden. Den er til dig der elsker bøger der handler om bøger – og du får virkelig mange titler smidt i hovedet i den her. Samtidig har den et skønt persongalleri der virkelig bringer historien op på et andet niveau.

Udover at være fuld af kærlighed til bøger, er det også en historie om at turde starte på en frisk. På at lægge fortiden bag sig og komme videre – også selvom det kan være svært. Det er en historie om misforståelser og hemmeligheder og ja, om at finde kærligheden, når du mindst venter det.

Jeg kan se personerne klart for mit indre blik, og jeg ville virkelig ønske at jeg kunne besøge boghandlen, den lyder virkelig skøn.

Historien fik mig til at tænke på ”Læserne i Broken Wheel anbefaler” – en bog jeg slet ikke synes har fået nok anerkendelse, for den fine historie og kærlighedserklæring til bøger, som den er.

Frida er en mesterlig fortæller og jeg er glad for at jeg er ”sluttet” af med ”Boghandlen ved Themsens bred”, for nu fik de andre udgivelser en chance. De ville have haft svært ved at hamle op med denne, hvis det havde været den første jeg havde læst. Lidt a la resten af Jojo Moyes’ forfatterskab – når først man har læst ”Mig før dig”, blegner alle de andre lidt.

Fakta:
Forlag: Cicero
Original titel: Bokhandeln på Riverside Drive
Udgivet i: 2021 (på svensk og dansk)
Antal sider: 501
6 ud af 6 stjerner

onsdag den 3. juli 2024

Ane Gudrun; Hengemt på flasker [Anmeldereksemplar]

Ane Gudrun; Hengemt på flasker [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Elisabeth presses af sin mands utroskab til at flytte ind i sin afdøde, alkoholiserede fars nedslidte sommerhus på øen Fæls, der virker lige så fjendtlig, som navnet antyder. Øens brogede personskare blander sig i Elisabeths liv, og hun hvirvles ind i en mordsag, som synes at trække tråde helt ind i det faldefærdige sommerhus.

Dygtige Ane Gudrun, der har et hav af billedbøger i bagagen, har kastet sig over en roman for voksen. Og endda en med et strejf af krimi. Ikke noget man bare lige gør, tænker jeg – uden at vide det.

Men Ane skriver godt og har valgt en historie, som jeg tror flere kan sætte sig ind i – i hvert fald dele af den. Hovedpersonen Elisabeth befinder sig pludselig i sin afdøde fars hus, uden helt at vide hvad hun skal med sit liv. Hun er skredet fra sin utro mand og skal nu finde ud af at stå på egne ben og klare sig for egne penge.

Måske var det bare nemmere at tilgive og flytte tilbage til det flotte hus, med den gode seng, vinkøleskabet og alle restaurantbesøgene?

Men der er noget ved huset på Fæls hvor hendes far boede der trækker hende. Billederne på væggene og minderne der bliver ved med at trænge sig på. Men det er jo mærkeligt når moren siger at hun aldrig har været der…

Langsomt går det op for Elisabeth at ikke alene kan hun meget mere end hun giver sig selv kredit for, men der er også ting der er holdt skjult for hende. Da Elisabeth finder sin nabo død på stranden, begynder den store efterforskning og Elisabeth ved ikke at fjenden er tættere på end hun bryder sig om.

Historien er velskrevet og folder sig langsomt ud jo længere ind i den man kommer. Når man har været i sommerhus i et udkantsområde kan man sagtens forestille sig hvordan Fæls ser ud og hvordan Elisabeth må føle det. Hvis jeg skulle sige noget negativt om Elisabeth, er det at hun er noget langsom til at komme frem til sine indsigter og kan fremstå naiv fra tid til anden.

Men historien er hjertevarm, har humor og på en underspillet måde fortæller om at udvikle sig, om at tro på fremskridt og om at man faktisk kan mere end man troede. Samtidig er persongalleriet skønt og jeg trak flere gange på smilebåndet.

Og så vil jeg gerne rose den virkelig fine forside med broderiet af mågen og flasken. Begge dele, især mågen spiller en ret stor rolle i Elisabeths historie og jeg synes forsiden virkelig komplimenterer fortællingen.

Bogen fungerer godt som lydbog og er ret hurtigt læst, men ikke hurtigt glemt.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren. 

Fakta:
Forlag: Selvudgivet
Udgivet i: 2024
Antal sider: 288
5 ud af 6 stjerner