onsdag den 27. november 2024

Boris Hansen; Den dag historierne ender

Boris Hansen; Den dag historierne ender (Tavse verdener, #4)

Bagsidetekst:
Vi rejste ind i bøger. Vi ødelagde dem indefra. Og snart vil der ikke være flere historier tilbage i verden.

Slaget om mareridtsbogen er forbi, og Olivia opdager endelig det fulde omfang af sektlederen Elsa Kavanaughs planer for fiktionsteknologi. Men det er muligvis for sent at standse hende, for Olivias gamle team er spredt for alle vinde. Det eneste håb om at redde virkelighedens og bøgernes verdener afhænger af, om Olivia kan finde og samle holdet igen, og om de er villige til at følge den desperate plan, der kan ende med at koste dem alt. 


Det er ingen overraskelse at Boris har vundet prisen for "Året Danske Fantasybog" for tredje gang i streg med denne serie. Selvom den var ultrahypet da den udkom, har den holdt niveauet og ikke mindst hypen højt igennem fire år. Hvilket er helt utroligt for en dansk fantasyserie.

Nu er sidste bog i serien så udkommet, og det store spørgsmål er jo så om den er ligeså god som forventet?

Og ja, det er den!

Jeg læste den på én dag. Og ja, jeg var utilnærmelig og havde ikke tid til at spise undervejs. Så god er den. Var mine forventninger høje? Ja. Blev de indfriet? Også ja.

Da bogen udkom til BogForum var signeringskøen lang og stemningen høj. Samme morgen havde jeg set tre unge fyre købe bogen og jeg havde mærket et håb i mit hjerte om at fremtidens læsere var sikret, når unge fyre (uden mor og far) selv købte bogen.

Det er svært at sige alt for meget om handlingen uden at spoile for meget. Olivia skal, som bagsideteksten indikere, forsøge at samle sit gamle hold til en sidste mission. Hun og Majoren har et sidste trumfkort, der kun må afsløres når alt andet er prøvet - men selv dette kort, er livsfarligt og alt kan stadig risikere at gå galt.

Samtidig må Victor indse at hans søgen efter retfærdighed kræver store ofre og er det muligt at han er gået for vidt?

Som sagt er det virkelig en kæmpegod bog. Den er velskrevet og actionpakket. Handlingen fungerer og de mange spor vi har fået i de tidligere bøger, bliver bundet sammen på bedste vis.

Det er en bog der kræver sin læser og man skal holde tungen lige i munden, men det er altså bare en virkelig god serie og giver du den en chance, er jeg sikker på at du vil elske den.

Bogen er modtaget i forbindelse med udarbejdelse af lektørudtalelsen.

Fakta:
Forlag: Carlsen
Udgivet i: 2024
Antal sider: 452
6 ud af 6 stjerner

onsdag den 20. november 2024

Ella Andrup; Krydderier i Gårdhaven [Anmeldereksemplar]

Ella Andrup; Krydderier i Gårdhaven [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Køkkenchefen Emmas største passion har altid været madlavning, men da Café Agnes får en ny bestyrer, kommer der andre boller på suppen...

Som garvet kok på Hjørrings lokale café ved Emma lige, hvor gryden skal stå. Men der bliver vendt op og ned på hendes hverdag, da den nye bestyrer Thor, melder sin ankomst. Han er fuld af fikse ideer, og selvom hun ikke er begejstret for dem, skal hun kæmpe for ikke at falde for hans ligefremme charme...

Samtidig forsøger hun at finde frem til et helt bestemt krydderi til en meget særlig familieopskrift. Den sidste opskrift, hun mangler, for at kunne færdiggøre den kogebog, hun altid har drømt om at skrive. Tanken om krydderiet kan ikke slippe hende, men måske mangler hun også noget andet i sit liv? Det er tid til, at Emma ser op fra gryderne, og det bliver både surt, sødt, salt og bitteret.


Det er sjældent jeg skriver en anmeldelse med det samme når jeg har læst en bog. Faktisk plejer der at gå et par dage inden jeg får taget mig sammen, men lige til den her. Der gør jeg en undtagelse.

Jeg har læst (lyttet - men det tæller stadig som læsning) bogen på en formiddag. Jeg har ferie og jeg har været i Aalborg og klare forskellige ting og hørte lydbogen færdig mens jeg kørte hjem. Jeg sidder lige nu, mens jeg skriver anmeldelsen i mine sko, jakke og tørklæde - for jeg er nødt til at skrive anmeldelsen med det samme.

Jeg smågræd på vej hjem i bilen, for den her bog er altså noget af det fineste jeg har læst - og der var især en ting jeg kunne nikke genkendende til.

Inden vi når til det, vil jeg sige at det er en bog om at finde kærligheden og om at turde følge ens drømme. Det er en historie om at turde sige fra og sætte foden ned når der er noget der er uretfærdigt - eller når man bliver voksen-mobbet og/eller chikaneret af andre voksne. 

Samtidig er det en historie om hemmeligheder og hvad de kan gøre ved en når man har holdt på dem for længe. Jeg kan ikke sige noget præcist om dem, for så vil jeg spoile historien alt for meget, og det vil jeg ikke.

Dog kan jeg godt sige at Emma lider under tabet af sin far og som en der har mistet sin far, kan jeg fuldt ud sætte mig ind i hvordan hun har det. Man kan ikke længere lige ringe, skrive eller svinge forbi og få et godt råd. Jeg kan stadig høre min far komme med tøre bemærkninger og jeg siger nogle gange til mig selv, at her ville han have gjort sådan og sådan.

Det er en følelse der er svær at sætte fingeren på. For selvom han har fået fred - og det var det bedste for ham - så savner jeg ham stadigvæk. Jeg kan godt forstå Emmas behov for at ville skrive til ham og fortælle ham om hvad hun går og laver - og heldigvis får hun et svar, dog ikke fra den hun forventede.

Rikke formår på en utrolig smuk måde at beskrive følelsen af tab rigtig godt. Det bliver ikke overdramatiseret eller utroværdigt - man kan føle at hun selv har stået der og jeg tror netop det er grunden til at historien er så troværdig. Fordi de følelser ikke er opdigtede. De er ægte. 

Det er en romantisk fortælling, men bestemt også en fortælling med noget på hjeret og som giver læseren stof til eftertanke.

Tak til forfatteren for bogen.

Fakta:
Forlag: Flamingo
Udgivet i: 2024
Antal sider: 388
6 ud af 6 stjerner

onsdag den 6. november 2024

Kristin Hannah; Himlen over vildmarken [Anmeldereksemplar]

Kristin Hannah; Himlen over vildmarken [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
I Alaska kan man dø på hundrede måder, men det er ikke altid naturen, der er den farligste...

Leni er tretten år, da hendes impulsive far beslutter, at familien skal flytte til Alaska. I vildmarken kan de endelig leve, som de selv vil, være frie og uafhængige. I første omgang lader Alaska til at være svaret på deres bønner. De lange solskinsdage og de lokales sammenhold og generøsitet opvejer familiens manglende forberedelse og svindende ressourcer. Leni begynder at tro på en bedre fremtid for sig selv og sin familie, og følelsen af at høre til vokser, da hun bliver venner med den betænksomme Matthew.

Men efterhånden som vinteren nærmer sig, og mørket sænker sig over Alaska, bliver forældrenes i forvejen vanskelige forhold forværret. I deres lille hytte – dækket af sne og indhyllet i atten timers mørke – går den frygtelige sandhed op for Leni og hendes mor: De er alene, og der er ingen, som kan hjælpe dem.


Jeg læste "De fire vinde" tilbage i 2022 og det var en stor læseoplevelse. Så stor at den stadig kan give mig ond i maven når jeg tænker på den. Den var den første bog jeg læste af Kristin Hannah og jeg lovede mig selv at det ikke skulle være den sidste.

Tidligere i år udkom "Himlen over vildmarken" og både glædede mig til at læse den, samtidig med at jeg frygtede den ville være ligeså barsk som "De fire vinde".

Og det var den...

Det er en virkelig barsk historie om kampen om overlevelse. Om altopslugende kærlighed som man vil gøre alt for - også selvom det betyder at man skal tilgive det ene overgreb efter det andet. Det handler om sammenhold - både den sunde og den gifte slags.

Men den handler også om den første store kærlighed, man kan opleve som ung. Det handler om drømme og håb for fremtiden. Om årstider hvor solen skinner hele dagen og natten varer evigt. Om den vilde natur og hvad det koster at leve i den. 

For vildmarken er ikke et ufarligt sted at leve, næsten alting kan slå dig ihjel. Leni må dog indse at måske den allerstørste fare lurer indenfor hyttens fire vægge. Faren har PTSD efter en udsendelse til Vietnam og ser trusler overalt, selv når de ikke er der. 

Jeg er fuldstændig betaget af Kristins måde at skrive bøger. Hun får vævet fortællingen sammen af mange tråde og nuancer, der langsomt danner et helt billede. Selvom bogen er tyk, føles den ikke sådan. For årstiderne skifter og vi følger med i at Leni vokser op og bliver en ung kvinde der tør sige sin mening og have sine egne drømme. 

Det er dog en bog der kræver en vis sindsstemning og det er nok også derfor jeg først får kastet mig over den nu, men den er virkelig god og der er mange tvists undervejs, der gør at man som læser bliver holdt fanget af historien fra start til slut.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fakta:
Forlag: Cicero
Original titel: The Great Alone
På dansk ved:
Antal sider: 477
6 ud af 6 stjerner