lørdag den 26. november 2016

Nicole Boyle Rødtnes; Ar fra mit glemte liv

Nicole Boyle Rødtnes; Ar fra mit glemte liv

Bagsidetekst:
Kan man elske uden minder?

"Hvad laver du her?" spørger han. "Du kan sgu ikke bare dukke op ..." Han vender sig om, og jeg frygter, at han vil gå sin vej. Så jeg gør det første, der falder mig ind: Griber hårdt fat i min paryk og trækker til. Og så står jeg der. Med en fuglerede af hår i hånden og mit skaldede hoved. Han står og måber. "Jeg har fået fjernet en hjernetumor," siger jeg. "Og har mistet hukommelsen. Jeg kan ikke huske noget. Men jeg tror, jeg kan huske dig ..."


Lærke vågner efter en hjerneoperation uden minder - men med en krop fuld af ar og tatoveringer, som hun ikke ved, hvor stammer fra. Hendes eneste spor er den dagbog, hun skrev til sig selv inden operationen. I glimt kommer hun i tanke om Alexander, men alt om ham i dagbogen er streget ud. Kun en enkelt advarsel står tilbage: Hold dig væk!

Nicole afslutter sin fantastiske ungdomsserie om sygdom med endnu et mesterstykke. Hvis du endnu ikke har læst "Hul i hovedet" og "XY" - så kom i gang. For det er virkelige, nærværende og stærke historier om hvad der sker når en sygdom gør hverdagen svær og uhåndterlig.

Jeg var meget rørt over de to første bøger i serien (som kan læses uafhængigt af hinanden), men den her rammer virkelig hårdt. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvordan det må være at vågne og ikke kunne huske noget som helst, det eneste jeg har at sammenligne med, er morgenen efter vilde byture hvor hukommelsen er mudret og uden sammenhæng. Men at vågne og vide at man mangler et helt liv? Det må være forfærdeligt.


Samtidig belyser historien så fint den altoverskyggende kærlighed man kan føle som (stor) teenager. Jeg kan selv huske hvordan man følte at hele ens liv havde denne ene person som omdrejningspunkt og man var ligeglad med om man blev behandlet dårligt, for når man så endelig blev behandlet godt, var det, det hele værd. Jeg ved det lyder mærkeligt, men sådan var det. Jeg kan nikke genkendende til Lærkes veninde Vickys evige problemer med kæresten, for jeg har selv været der. Jeg kan nikke genkendende til Lærkes følelser omkring Alexander, for jeg kan godt huske hvordan det var.

Nicole har uden tvivl gjort det igen! Skrevet en smuk, skræmmende og rørende fortælling om kærlighed, venskab og svigt, fra dem der burde passe på en. Hvor ødelagt man bliver når ens forældre ikke kan tage vare på en, sådan som de burde gøre, og hvad man er villig til at gøre for dem man har i hjertet. Hvor langt Alexander er villig til at gå. Hvor langt Lærke går for ham. Og ikke mindst, hvor langt de går for at opfylde pagter og drømme.

Min anbefaling: læs den! (og de andre!)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Udgivet i: 2016
Antal sider: 255
5 ud af 5 stjerner

1 kommentar:

  1. Den må jeg helt klart læse :) Har indtilvidere kun læst XY af Nicole Boyle Rødtnes, men den rørte mig dybt, så er ikke i tvivl om at jeg skal læse mere, og denne lyder virkelig god og rørende :D

    SvarSlet