tirsdag den 30. juni 2015

Juni wrap-up

Juni wrap-up

Så er endnu en måned gået og det er tid til wrap-up for hvad jeg har læst i juni. Det er ikke blevet til så mange som sidste måned, men har også haft en del mere travlt på arbejde - vi har fået nyt materialesystem og samtidig var der lige et valg vi skulle være valgsted for, så jeg har været meget træt når jeg kom hjem fra arbejde. I weekenden var jeg til Tinderbox festival, så der blev heller ikke læst så meget, men det var ok, for det var en fed oplevelse!

I juni har jeg læst 16 bøger! Jeg har læst en længe ventet afslutning på en helt igennem fantastisk serie, jeg har læst efterfølgere til bøger jeg var total pjattede med og så har jeg læst fire graphic novels.


Læste bøger:

Jasmine Warga; Mit hjerte og andre sorte huller (læs anmeldelse her)
Sidsel Sander Mittet; Morika - Rent blod (læs anmeldelse her)
Craig Thompson; Habibi
Cassandra Clare; Den himmelske ilds by (læs anmeldelse her)
Cecilie Eken; Skudt ned
Brian K. Vaughan; Saga, vol. 4
Neil Gaiman; The Graveyard Book, vol. 1 og 2 (læs anmeldelse her)
Marie Lu; Prodigy (læs anmeldelse her)
Caroline Ørsum; Kære dumme døde Vik
Anna Todd; Tvivlen (læs anmeldelse her)
Marie Lu; Legend

Det er også blevet til et par lektør bøger - bl.a. "Lola og naboens søn", som jeg også fik som e-bog af Plusbog - tak!

Lektør bøger:

Stephanie Perkins; Lola og naboens søn (læs anmeldelse her)
Boyd & Ross; Bademonsteret
Guido van Genechten; Hvor var det heldigt, at jeg fandt dig
Libby Gleeson; Fald nu i søvn, Johanne!


Jeg har også fået en del bøger i juni måned, bl.a. "Prodigy", "Mit hjerte og andre sorte huller" samt en stor dejlig bogpakke fra Tellerup og Plusbog! Jeg glæder mig rigtig meget til at få sommerferie og tid til at læse både dem og alle dem jeg har slæbt med hjem fra biblioteket! Jeg ville dog stadig ønske der var flere timer i døgnet til læsning!


Jeg håber også juni har været en god læsemåned for jer og at I er klar til sommer, sol og læsning udenfor i den næste måned!

Hvad glæder I jer til at læse i jeres sommerferie?

onsdag den 24. juni 2015

Marie Lu; Prodigy



Marie Lu; Prodigy (Legend, #2)

Bagsidetekst:
June og Day har undsluppet Republikkens jerngreb om Los Angeles og er flygtet til Vegas, netop som det utænkelige sker: Elektor Primo dør, og hans søn, Anden, overtager efter ham. Mens Republikken er på randen af kaos, slutter Day og June sig til en af Patrioternes oprørsgrupper, der gerne vil hjælpe dem med at redde Days lillebror og derefter videre til Kolonierne. Der er bare én betingelse. June og Day skal myrde den nye Elektor.

Det er en chance for at forandre nationen, så Day og June indvilliger i planen. Men da det går op for June, at den nye Elektor på ingen måde minder om sin far - med derimod viser sig at være foruroligende sympatisk - bliver hendes samvittighed plaget. Hvad nu hvis Anden betyder nye muligheder og et ændret styre? Hvad nu hvis revolutionen må være med end tab og hævn, vrede og blod?

Men som led i planen er Day og June blevet skilt ad. Vil June kunne nå at videregive sin tvivl til Day? Og hvordan vil Day tage imod Junes besked efter at have set hende på særdeles venskabelig fod med den nye Elektor ...

Vi starter hvor vi slap: Day og June er på flugt fra Republikken. De befinder sig i et tog på vej til Vegas, men Day er hårdt såret og ingen af dem ved hvordan de skal kontakte Patrioterne når de er kommet frem. Dette problemer løser imidlertid sig selv og snart er de i sikkerhed. De håber at Patriotnerne vil give Day den operation han har brug for, for at overleve, at de vil hjælpe med at finde Days lillebror og derefter smugle dem ud af Republikken. Det er ting der ikke er gratis og Patrioternes eneste krav er at de vil slå den nye Elektor ihjel.

De indvilliger.

Day bliver opereret og planen bliver sat i værk. Problemer at kun er Day og June skal klare deres forskellige opgaver hver for sig, så da June begynder at fatte sympati for Anden, samtidig med at det går op hende at han på ingen måde er som sin far og bestemt ikke ønsker de samme ting, kan hun ikke komme i kontakt med Day og forklare ham det.

Snart er de i livsfare og må flygte for deres liv. De er trætte, sultne og June er syg, da de endelig tror de er i sikkerhed, men så går sandheden op for dem og de indser at de kun har været marionetdukker i et meget større spil end de havde regnet med.

Samtidig får Day en nyhed der vil forandre hans og Junes liv for altid ...


Først og fremmest, WOW!! Jeg er virkelig vild med denne serie. Tempoet er sat højt, og man når næsten at blive forpustet i den anden halvdel af bogen. Forfatteren formår virkelig at få mange ting til at ske på kort tid.

I denne bog får man et meget anderledes indtryk af de problemer som Day og Junes forhold har - Day har svært ved at ryste tanke om "rige" June og at det var Junes skyld at hans familie blev slået ihjel og bortført, af sig, selvom June forsøger at overbevise ham om, at han kan stole på hende. Samtidig er det ikke kun de to de skal tænke på, de skal også redde Days bror og helst også Tess. June kæmper med sin loyalitet og bliver gang på gang testet i hendes kærlighed til Day.

Jeg vil ikke røbe for meget, men jeg glæder mig virkelig til den sidste bog! Jeg sad åndeløs og kiggede febrilsk på sidste side og ville ønske der var mere! For helt ærligt, at slutte på den måde, ufint!

Tusind tak til Forlaget Carlsen for anmeldereksemplaret!

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: Prodigy
Udgivet i: 2013 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 370
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner

søndag den 21. juni 2015

Cassandra Clare; Den himmelske ilds by



Cassandra Clare; Den himmelske ilds by (Dødens Instrumenter, #6)

Bagsidetekst:
I afslutningen af bestsellerserien Dødens Instrumenter står Clary og hendes venner ansigt til ansigt med den allerstørste ondskab: Clarys egen bror.

Ved hjælp af det Djævelske Bæger forvandler Sebastian Morgentern Skyggejægere til mareridtsagtige skabninger, så de kan bruges som soldater i hans hær. Han vender Skyggejæger mod Skyggejæger, splitter familier og elskende, og slår til uden nåde. De uforberedte Skyggejægere trækker sig tilbage til Idris, men ikke engang de berømte dæmontårne i Alicante kan holde Sebastian tilbage.

Et uventet forræderi truer med at forskubbe magtbalancen i verden og tvinder Clary, Jace, Isabelle, Alec og Simon til at tage sagen i egen hånd. Deres mission fører dem dybt ind i dæmonrigerne, hvor ingen Skyggejæger før har været, og hvorfra intet menneske er vendt tilbage ...

Liv, kærlighed og venskaber bliver ofret i den mareridtsagtige kamp om verdens skæbne i den hæsblæsende afslutning på Dødens Instrumenter!

Institutter rundt omkring i verden bliver angrebet.

På Instituttet i Los Angeles træner Emma Carstairs sammen med sine venner, børnene i Blackthorn familien. Emmas forældre er på mission, men hun har ikke noget imod at være på Instituttet - for det er her hun føler sig hjemme. Pludselig angriber Sebastian Morgenstern med sine Formørkede Skyggejægere! Det lykkedes hende og de andre børn at flygte gennem portalen til Idris, men ikke før Sebastian har krævet liv af nogle af dem Emma holder af.

I New York forsøger Jace at lære at kontrollere den himmelske ild der har brændt i ham siden Clary reddede ham. Det er ikke nemt og Jaces tålmodighed er ved at slippe op. Isabella og Simon forsøger stadig at finde ud af hvad de er (kærester eller ej), Alec er stadig i sorg efter Magnus forlod ham. Alt i alt forsøger de at leve så normalt som muligt, selvom de ved at Sebastian lurer i mørket. Så bliver de alle kaldt til Instituttet og ført til Idris pga. angrebene på de andre Institutter. Jace og Clary har flere gange forsøgt at overtale Klanen til at tage truslen fra Sebastian alvorligt, men der er ikke sket noget.

I Idris hersker der kaos. Der er ingen der føler sig sikre og snart opdager de at ikke engang Alicante er et sikkert sted - for Sebastian har fundet måder at nå Skyggejægerne på lige meget hvor de er! Da Raphael, Magnus, Luke og Jocelyn bliver kidnappet af Sebastian går det op for vennerne at hvis nogen skal redde dem, så er det dem, men de ved også at deres mission kan ende med at ingen af dem kommer levende tilbage. For vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, men hvad nytter det når Sebastian næsten er udødelig og Jace ikke kan kontrollere det eneste der slå ham ihjel? Clary må træde til og skabe den rune der kan redde dem alle, men kan hun gøre det uden at såre sine venner og familie og hvis det lykkedes, hvad bliver prisen så for at komme ud af helvede igen - og hvem skal betale?


Dette er virkelig en hæsblæsende, actionfyldt og fuldstændig perfekt slutning på en fantastisk serie! Jeg har været meget betaget af Skyggejægernes univers lige siden første bog i serien udkom og standarten er helt klart kun blevet højere i de sidste bøger. I denne bog formår forfatteren på den fineste måde også at få flettet personerne fra Djævelske Mekanismer (serien der foregår før Dødens Instrumenter) ind, og det synes jeg fungerer rigtig fint.

Noget af det jeg elsker ved denne serie, er Jaces humor! Selvom historien i denne er meget dyster, Jorden er jo ved at gå under, så formår han alligevel på sin helt egen facon at bringe lidt lys og humor ind i historien.


Det var dog også meget vemodigt at vende sidste side i denne bog. For selvom jeg jo vidste at det ville ende på et tidspunkt, er det alligevel trist at skulle sige farvel til alle disse personer som jeg på en eller anden måde holder af. Jeg har grint med Jace, jeg har grædt over tab af venner, jeg er blevet rørt over kærlighedshistorierne i denne bog der fylder så utrolig meget. Jace og Clarys kærlighed. Simon og Isabella. Alec og Magnus. Luke og Jocelyn. Samt Clary og Jocelyns kærlighed til den bror og søn som de aldrig fik pga. Valentine.

Tak Cassandra - for at skabe en fantastisk verden og historie som jeg nok altid vil vende tilbage til og læse igen og igen og aldrig glemme!



Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: City of Heavenly Fire
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 636
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner

fredag den 19. juni 2015

Sidsel Sander Mittet; Morika - Rent blod


Sidsel Sander Mittet; Morika - Rent blod (Morika, #1)

Bagsidetekst:
På skoleåen Raudra undervises krigerlærlingen Korau og visdomslærlingen Eshri i Morikas idealer for fred og tolerance. Deres fremtid ligger fast. Men i det skjulte arbejder stærke kræfter på at vende tilbage til tidligere tiders adelsvælde. Snart befinder Eshri, Korau og deres venner sig midt i en kamp for et samfund, de altid har taget for givet. Spørgsmålet er imidlertid om samfundet overhovedet er værd at kæmpe for? Eshri og Korau opdager snart, at intet er, som de troede...

Eshri er lige kommet tilbage til Raudra efter et besøg hjemme hos sin familie, hvor hun har opsnappet en samtale mellem sin bror og mor, som hun ikke har kunne glemme. Selvom hun fornemmer at der er noget galt er hun glad for at være hjemme hos sine venner og kæreste, Oryn, der er adelig, men forsøger at gøre oprør mod sin fars idealer for hvad adelige har krav på.


Korau er krigerlærling med store bogstaver. Han elsker at slås, træne og opmærksomheden fra pigerne der følger med at være kriger. Korau er også glad for at Eshri er hjemme igen, for så er flokken samlet - i hvert fald for et stykke tid. Pludselig forsvinder en af vennerne, Korau overværer en af de andre fra deres gruppe blive tæsket og der er andre småting der tyder på at ikke alt er som det burde være.

Vennerne stikker af fra Raudra og i storbyen Murkan forsøger de at få et overblik over hvad der foregår, men det er ikke nemt og snart står de i problemer til halsen. Heldigvis har de fundet en redningsmand i hilaen Zaak som indvilger i at ville hjælpe dem. Sammen med ham flygter de fra Murkan for at forsøge at finde en oprørshær der gemmer sig i bjergene, men vejen dertil er lang og fyldt med fjender og hvem kan de stole på?


Det første jeg faldt ved, ved denne bog, var forsiden - jeg ved godt at man ikke skal dømme en bog ud fra dens forside, men den her er virkelig flot! Herefter var faldt jeg for bagsideteksten, og jeg synes at den giver et fint oprids af den første del af handlingen i bogen. Nu hvor jeg har læst den, går det hele op i en højere enhed.

Det er en god, velskrevet og spændende fortælling der virkelig fanger en. Universet er spændende og langt fra meget andet fantasy der findes, det fandt jeg forfriskende. Personerne er nemme at holde af og de har tydeligvis hver deres styrker og svagheder som kommer i spil igennem historien. Korau irriterede mig dog til tider - han går meget op i at hans venner ser ham som dum bare fordi han er krigerlærling, og selvom de godt kan give udtryk for det, synes de han er modig - om end dumdristig.

Alt i alt en rigtig god bog, en spændende handling og jeg glæder mig til at se hvad der sker i den næste!

Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2015
Antal sider: 322
4 ud af 5 stjerner

søndag den 14. juni 2015

Jasmine Warga; Mit hjerte og andre sorte huller


Jasmine Warga; Mit hjerte og andre sorte huller

Bagsidetekst:
16-årige Aysel tænker meget på at dø.

Hendes far har begået en frygtelig forbrydelse, hele byen taler om. Folker hvisker om hende bag hendes ryg, og hun føler sig dårligt tilpas i sin mors nye familie.

Det er derfor, Aysel har planer om at tage sit eget liv, og der er kun ét problem - hun ved ikke, om hu har modet til at gennemføre det alene.

I et forum på nettet, hvor man kan finde en selvmordsmakker, møder hun Roman, en teenagedreng, der også er meget langt nede - og hun og Roman beslutter at tage herfra sammen.

Roman har allerede sat en datoen. Der er kun 24 dage til.

Aysel har det ikke nemt. På ydersiden ser hun ud som en helt almindelig teenager, men indeni lever slangen der sluger alt glæde og efterlader hende tom og hul. Aysel bor hos sin mor, sine to halvsøskende og morens nye mand. For Aysels far sidder i fængsel for en forfærdelig forbrydelse, der har rystet hele lokalsamfundet og efterlade Aysel udenfor og alene.

Aysel vil derfor gerne dø. Hun er dog bange for at hun ikke kan gøre det alene, så derfor sidder hun på nettet og kigger efter en selvmordsmakker. Hun falder over Roman aka FrozenRobot på et forum, han efterlyser også en makker, og han har allerede fastlagt en dato - som er om 24 dage!

De aftales at mødes, men han er bestemt ikke som Aysel havde troet og efterhånden som de tilbringer mere mere tid sammen, bliver Aysel i tvivl om det nu også er det rigtige de vil gøre, men kan hun nå at overtale både sig selv og Roman om at de skal lade være, før det er for sent? For tiden går på en eller anden måde hurtigere når hun er sammen med Roman og snart er de 24 dage gået ...


"Mit hjerte og andre sorte huller" er en medrivende og livsbekræftende fortælling om to unge der, selvom de har opgivet livet, ikke helt har opgivet at leve. Selvom Roman er overbevidst om at han vil dø, får Aysel ham alligevel til at føle sig levende og Aysel har det på samme måde med ham.

Sproget er godt og flydende og jeg havde svært ved at lægge den fra mig da jeg først var kommet i gang. Selvom emnet er dyster og stemningen ofte er sørgmodig, er den også morsom og ikke mindst ærlig. Ligeså meget som den handler om at vælge livet, handler den også om at turde sætte ord på de følelser vi har indeni. Så snart Aysel får sat ord på sin frygt, får hun et helt andet syn på livet.

En skøn ungdomsbog, der bestemt vil efterlade læseren klogere og mere opsat på at leve.

Tak til Nyt Nordisk Forlag for anmeldereksemplaret!

Fakta:
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Original titel: My Heart and Other Black Holes
Udgivet i: 2015 (både på engelsk og dansk)
Antal sider: 275
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner

tirsdag den 9. juni 2015

Stephanie Perkins; Lola og naboens søn



Stephanie Perkins; Lola og naboens søn (Anna og det franske kys, #2)

Bagsidetekst:
Kan en fyr fra Lolas fortid vise sig at være hendes store kærlighed?

Lola har et næsten perfekt liv. Hun bor i San Francisco sammen med sine to fædre, hendes kæreste er rockmusiker, og hun er en spirende modedesigner.

Men så flytter de berygtede Bell-tvillinger Calliope og Cricket tilbage til nabolaget i huset ved siden af Lola, og en fortid fyldt med smerte og kvaler bliver gravet frem. Cricket Bell er nemlig fyren, der knuste Lolas hjerte to år tidligere.

Lola og naboens søn er en hjertevarm historie om at blive voksen og finde sig selv. Det er en selvstændig fortsættelse af Anna og det franske kys og byder på et gensyn med de elskede karakterer Anna og Étienne.

Lola er en farverig pige. Hun går aldrig i det samme tøj to gange og hun elsker at sammensætte tøj, farver, sko, parykker og make-up. Det er den hun er og hun elsker det. Lola bor i San Francisco med sine to fædre, hvor den ene i virkeligheden er hendes onkel, men Lolas mor er alkoholiker og var ikke i stand til at tage sig af Lola, derfor blev hun adopteret. Hun arbejder i en biograf sammen med Anna (som vi jo kender så godt) og hun er kæreste med den noget ældre musiker Max, som hendes fædre bestemt ikke er begejstrede for.

En dag sker så det som Lola har frygtet de sidste to år - Bell-familien flytter ind i deres gamle hus, lige ved siden af Lolas hus, og med Bell-familien følger tvillingerne, Calliope og Cricket. Lola kom aldrig særlig godt ud af det med Calliope, men var derimod stormende forelsket i Cricket og hun er ret sikker på at han gengældte følelserne, lige indtil han knuste hendes hjerte. Lola ved ikke hvad hun skal gøre af sig selv - for Cricket er forandret og han er mere perfekt end han var for to år siden. Selvom hun har hadet ham de sidste to år, kan hun ikke komme udenom at hun nok et sted stadig er forelsket i ham, men er det gengældt?

Pludselig befinder Lola sig i en hverdag fyldt med forvirrende følelser omkring Cricket og hendes ellers stærke følelser for Max begynder at smuldre og han viser sider som hun ikke vidste han havde.

Kan Lola finde vej imellem de turbulente følelser og træffe de rigtige valg?


Jeg elskede "Anna og det franske kys" og jeg elsker "Lola og naboens søn"! Den føler rigtig fint efter Anna, den har det samme fremragende flow i fortællingen, det samme gode sprog og den efterlader en med den samme varme følelse af kærlighed og forelskelse.

Noget af det jeg især holder af ved denne bog er beskrivelserne af hvordan Lola og Cricket har det når de er i rum sammen. Den her nærmest håndgribelige tiltrækning der i mellem dem synes jeg er rigtig godt beskrevet.

Samtidig synes jeg Cricket er en spændende person, en nørdet, fantastisk opfinder, der både er generet og helteagtig - det synes jeg er fedt og jeg gad virkelig godt møde Lola i virkeligheden og se hendes tøj! Især Marie-Antoinette kjolen gad jeg virkelig godt se i virkeligheden.

Hvis du er til kærlighed, skøre fædre der vil gøre alt for deres datter, venner der altid til støtte en og til søde drenge, så skal du læse denne bog!

Tak til Plusbog for anmeldereksemplaret!

Fakta:
Forlag: Lovebooks / Lindhardt & Ringhof
Original titel: Lola and the boy next door
Udgivet i: 2011 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 375 (fysisk bog)
Læst på dansk
Læst som e-bog
5 ud af 5 stjerner

søndag den 7. juni 2015

Gabrielle Zevin; Historien om A. J. Fikrys liv


Gabrielle Zevin; Historien om A. J. Fikrys liv

Bagsidetekst:
"Intet menneske er en ø; enhver bog er en verden."
Citatet står skrevet over indgangen til Island Books, som ejes af A.J. Fikry. Engang var det et litterært åndehul fuld af engagement og sjæl, men efter sin kones død føler A.J. ikke længere samme glæde ved bøgerne. Som årene er gået, har han langsomt givet op og meldt sig ud af det lille øsamfund. Da han en dag finder en højst usædvanlig overraske i sin forretning, bliver alt dog vendt på hovedet. A.J. Fikry får en enestående mulighed for at ændre sit liv og se verden med nye øjne.

Historien om A.J. Fikrys liv er for bogelskere, og der er noget for enhver: kærlighed, drama, romantik, humor og uforglemmelige karakterer. Fortællingen er en rendyrket kærlighedserklæring til litteraturen og minder os om, hvorfor vi læser, og hvorfor vi elsker.

A.J. har det egentlig ok med at tilbringe sine dagtimer i sin boghandel og sine aftenstunder, fuld ved køkkenbordet. Efter tabet af sin kone, Nic, har A.J. ikke rigtig kunne finde glæde ved noget som helst. End ikke bøgerne.

En efterårsdag får han besøg af Amelia Loman, der er slagsrepræsentant for forlaget Knightley Press, og han bliver såret da ingen har fortalt ham at ham han plejer at snakke med er død. Han behandler Amelia forfærdeligt! Hun efterlader alligevel nogle bøger, og især den ene af dem, for stor betydning for dem senere.

Samme aften drikker han sig meget fuld og får stjålet en meget værdifuld bog - som han ved et tilfælde faldt over en dag på et loppemarked, den historie bliver også afsløret senere i bogen. Kort tid her efter, er det A.J. finder den uventede overraskelse i sin butik og livet som han kendte det, bliver forandret for altid.

A.J. har en herlig tør form for humor, hvilket kommer til sin ret mange gange i bogen. Der er dog et specielt sted som jeg morede mig mere over end andre, fordi jeg kan relatere til den!

VMB (En velmenende bybo): "Hvad er der af nyt, som jeg ikke har læst?"
A.J.: "Vi har et par ting." 
[Oversat: Stort set det hele. Du har ikke været her i månedsvis, måske årevis.]
VMB: "Der var en bog, som jeg læste om i New York Times Book Review. Rød forside, måske?"
A.J.: "Ja, der er en klokke, der ringer." 
[Oversat: Det er utrolig upræcist. Forfatter, titel, beskrivelse af handlingen - det ville være noget mere brugbart. At forsiden var rød, og at den var omtalt i New York Times Book Review, hjælper langt mindre end du forestiller dig.] "Andet, du kan huske om den?" [Brug ord.]
(s. 54)



Jeg ville så forfærdelig gerne synes mere om den her historie! Jeg ville gerne elske den, fordi jeg elsker at læse og jeg elsker bøger og fordi forsiden fortæller mig at den er uundværlig for enhver bogelsker. Jeg gør det bare ikke!

Bevares, historien er rigtig god. Den er velskrevet, humoren er god, beskrivelserne er detaljerede uden at blive for meget, personerne er nemme at holde af og fatte sympati for og handlingen har et godt flow, men alligevel. Da jeg var færdig sad jeg lidt og tænkte at jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle tage med mig fra denne bog. Jeg var overbevidst om at den havde et større budskab, en altoverskyggende pointe, som jeg ville tage med, jeg fandt den bare ikke.

Jo jo, der er pointer og budskaber, det er ikke det jeg siger, men de er bare ikke som jeg havde forventet. Jeg sad med en lidt flad fornemmelse bagefter og spekulerede på om det virkelig var det.

Jeg ved ikke om nogen af jer andre har det på samme måde med den?

Fakta:
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Original titel: The Storied Life of A. J. Fikry
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 281
Læst på dansk
3 ud af 5 stjerner

fredag den 5. juni 2015

Anna Todd; After - Mødet

Anna Todd; After - Mødet (After, #1)

Bagsidetekst:
Der var tiden, før Tessa mødte Hardin, og så er der tiden efter.

Tessa er en pæn pige. Hun har en dejlig, loyal kæreste derhjemme og er dygtig og ambitiøs i skolen. Men så møder hun Hardin. En mørkhåret dreng med britisk accent og tatoveringer. Hardin er helt anderledes end de fyre, Tessa er vant til at hænge ud med. Han er flabet og upålidelig. En type Tessa normalt hader, lige indtil de to ender alene på Hardins værelse. Der er noget ved Hardin og hans mystiske fortid, som Tessa tiltrækkes af. Hun er sikker på, at han slet ikke er så hård i flinten, som han giver sig ud for at være. 

Men Tessa har allerede den perfekte kæreste derhjemme, så hvorfor er hun overhovedet interesseret i Hardin? Han har kun fordomme tilovers for pæne piger som hende. 

Måske fordi det føles som forelskelse. 

Tessa skal starte på universitet. Hun er spændt og har det hele planlagt, fuldstændig som hun plejer, men ingen af hendes planer holder og pludselig er hun ude hvor hun ikke kan bunde.

Da hun ankommer til universitet med sin kæreste, Noah, og sin mor, møder hun sin roommate Steph for første gang, men Steph er ikke alene - hun har besøg af Nate og Hardin. Nate siger hej og velkommen, Hardin ignorere hende bare. Hun siger farvel til Noah og mor og er egentlig klar til at begynde sit nye liv. Så får Steph lokket hende med til fest og ingenting er som Tessa havde forventet. Alle er meget vildere, fuldere og helt uden hæmninger - det er Tessa slet ikke vant til og hun passer overhovedet ikke ind.

Det går dog langsomt op for hende at Hardin har en anden og meget anderledes side end den han lader sine venner se. Han kan være sød og betænksom og efter hun har set den side af ham, har hun svært ved at forliges med at han ofte er et røvhul der behandler hende dårligt. Langsomt får han hende vundet over og pludselig kan hun ikke lade være med at tænke på ham. Tænke på hvordan det føles at røre ham og kysse ham. Han fylder alle hendes tanker! Hun har utrolig dårlig samvittighed overfor Noah og ved ikke hvordan hun skal få det sagt.

Hun fortrylles mere og mere af Hardin og han lader til at have det på samme måde. Han er svær at blive klog på - for det ene øjeblik er han sød og kærlig, så er han rasende og krævende og så er han undskyldende. Tessa er forvirret og fortumlet over sine stærke følelser for denne unge mand hun knap nok kender.

Ét ved hun dog: hun er fuldstændig forelsket i ham og hun, selvom han behandler hende dårligt, kan ikke slippe ham og gå sin vej - for hun kan ikke leve uden ham ... men er hun nu helt sikker på at han har det på samme måde?


Jeg købte denne bog i marts og har ikke fået taget mig sammen til at læse den før nu, og det tror jeg - set i bagklogskab - er meget godt, for nu er der ikke så længe til at nr. 2 kommer på dansk og da sidste side var vendt sad jeg chokeret, frustreret og vred over at der ikke var mere. For den kunne jo ikke bare slutte sådan! Altså, helt ærligt. Jeg åd de 541 sider på en dag og jeg mener virkelig åd! Den var UMULIG at lægge fra sig igen.

Jeg elskede hver side af denne bog - det er ikke tit jeg har det sådan, men jeg var helt ude i tovene over denne. Selvom den vel i bund og grund ikke er noget stort litterært kunstværk, er den bare sin egen og derved fantastisk. Jeg sad flere gange undervejs og tænkte at den mindede mig om Et frækt væddemål af Jamie McGuire (læs anmeldelse her) og Kys mig langsomt af Tammara Webber (læs anmeldelse her), som begge handler om to meget forskellige typer der alligevel forelsker sig hovedkuls i hinanden og som vil gøre alt for at få det til at fungere. Der er også en hel del erotik i denne bog og det havde jeg ikke lige forventet, men det gjorde bestemt ikke noget!

Tessa er så langt fra de piger Hardin normalt slæber med sig hjem og Hardin er så langt fra Tessas drømmemand som han overhovedet kan komme, alligevel er der noget ved dem der tiltrækker den anden. Tessa kan lide Hardins tatoveringer, hans hårde sprog og hans bløde berøringer. Hardin kan - selvom han ikke helt vil indrømme det - lide at Tessa får ham til at ønske at være en bedre mand. Nu skal alt dette bare smelte sammen til en større forståelse, og det er her problemerne opstår. For Tessa forstår ikke Hardins sure opstød og hårde kommentarer, hun bliver sur, han bliver endnu mere sur osv. Undervejs i min læsning tænkte jeg tilbage på forhold jeg haft der lignede dette - altopslugende og man vil gøre alt for den anden også selvom det betyder at man skal gøre sig selv ked af det. Mærkeligt at man egentlig finder sig i det, men det kan være svært at se i øjeblikket og jeg tror Tessa og Hardin har det på samme måde. Når det fungerer, er det himmelsk, men når det ikke gør, er det som helvede.

Jeg glæder mig meget til at læse de næste bind i serien, og håber at det er mindst lige så gode som denne. Nu ved jeg, at jeg skal sætte en hel dag af til den næste så jeg kan læse den i et hug!

Fakta:
Forlag: People's Press
Original titel: After 1
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 541
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner

onsdag den 3. juni 2015

Mette Finderup: Smertensbarn


Mette Finderup; Smertensbarn (Den Grønne Ø, #1)

Bagsidetekst:
Tænk, hvis du vidste, at hvert eneste menneske, du nogensinde kom til at elske, ville blive taget fra dig ...

Gyrith bor sammen med sine forældre i en lille by i vikingetidens Danmark. Hver sensommer sender man byens vigtigste jomfru af sted på en åndelig rejse for at prise kærlighedens guinde Freja og sikre byens fremtid. I år er det Gyriths tur, men rejsen går helt galt, og gudinden kaster en frygtelig forbandelse over hende: Freja vil tage alle, som Gyrith nogensinde kommer til at elske, fra hende.

Truslen har ingen umiddelbar effekt på Gyrith, der drømmer om mere end bare at blive gift. Men det går hurtigt op for hende, at kærligheden har mange ansigter, og at hun i høj grad har noget af miste. For hvad kommer der til at ske med hendes elskede bror, veninde og hendes far og mor? Og hvad med den mystiske fyr, hun møder i skoven, der tænder helt nyt og ukendte følelser i hende?

Gyrith er en stædig teenager, med en vilje efter sit eget hoved, og hun er ikke glad for at tage imod ordre. Slet ikke når de ordre går på at gøre sig klar til den åndelige rejse, hvor hun skal terpe og øve planter og urter og meget andet - Gyrith hader det! Men hendes mor er også stædig, og til sidst får hun sin vilje - Gyrith tager på ånderejsen, men det går bestemt ikke som planlagt og pludselig befinder Gyrith sit i stor fare! Heldigvis får hun hjælp af Balder, lysets gud, og sammen kommer de sikkert tilbage til virkeligheden. Rejsen har dog ikke været uden konsekvenser, for Gyrith har i den grad gjort Freja sur og derfor har Freja forbandet Gyrith!

Gyrith forsøger at leve sit liv normalt efter hun er kommet tilbage. Hun forsøger at gøre de ting hun plejer, som at tilbringe tid sammen med sin bror, Ulver og sin bedste veninde, Ravnfager. Balder ser hun stadig, da han har slået sig ned i skoven og han vækker følelser i hende, som hun ikke ved hvordan hun skal håndtere. Samtidig er der også smedens træl Kelt, som er skummel og mystisk, men som alligevel beskytter hende.

Så tager gudinden sit første offer og Gyriths verden falder fra hinanden og hun finder ud af at ingenting er som hun troede! Hele hendes liv har faktisk været en stor løgn, for at sikre hendes sikkerhed og for at dække for sandheden. Med gudindens forbandelse klar i erindring, går Gyrith med til at forlade byen, netop for at redde alle dem hun elsker fra Frejas vrede, men Balder lader hende ikke rejse uden at vise sit sande ansigt. Vil Gyrith gennemskue sandheden og hvad venter hende der hvor hun skal hen?


Jeg har hørt så meget godt om denne serie og den har stået på min TBR-liste i aaaalt for lang tid! Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har fået taget mig sammen til at læse den noget før, men nu har jeg gjort det - og jeg elskede den! Jeg kan godt lide nordisk mytologi og jeg elskede Erik Menneskesøn serien, så jeg var bekendt med de forskellige guder der bliver nævnt heri bogen. Nu foregår historien jo i vikingetiden og jeg synes virkelig det er skrevet på en realistisk og virkelighedstro måde. Jeg kunne virkelig godt se Gyriths landsby for mit indre blik, hvordan husene er indrettet og den lille pynt hvor hun holdt så meget af at sidde med Ulver.

Selve historien er spændende og den er meget svær at lægge fra sig når først man er begyndt. Personerne er nemme at holde af, og man kommer virkelig tæt på de helt store følelser, der får en til at føle at man kender dem rigtig godt. Selve stemningen i bogen bliver mere og mere dyster jo længere man kommer ind og jo flere hemmeligheder der bliver afsløret - jeg har hørt fra flere at de sidste bøger også er dystre og mørke, jeg glæder mig! For jeg synes det fungerede rigtig godt.

Jeg glæder mig til at læse resten!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i: 2012
Antal sider: 263
5 ud af 5 stjerner

mandag den 1. juni 2015

Trine Bundsgaard; Feernes Ø


Trine Bundsgaard; Feernes Ø

Den Gyldne Sti - bagsidetekst:
Aya og Nolis forældre er forsvundet, og de to søstre må kæmpe sig igennem ukendt land og dybe skove tværs over Feernes Ø til Den Gyldne Sti for at redde deres forældre og sikre feernes overlevelse.

Aya og Noli bliver passet af Marra, fordi deres forældre er på tur til Stjernebjerget efter støv til feernes vinger. Aya og Noli er ikke specielt glade for Marra, da de synes hun er for hård ved dem og ikke vil fortælle dem noget om hvornår deres forældre kommer hjem. De har nemlig været væk i meget længere tid end normalt og Aya og Noli er bekymrede.

De beslutter sig for selv at tage ud og lede efter dem! De får selskab af deres venner Blyr og Sif på denne farefulde tur, der bringer dem meget længere ind i skoven end de før har været. Ind i mørket, hvor de ikke ved hvad der lurer bag det næste træ. Da de kommer i vanskeligheder må de sende Sif afsted efter hjælp, men hjælpen har heldigvis fulgt efter dem hele vejen - men det gør ikke Aya mindre mistroisk.

Da de finder nyt om deres forældre tror og håber de at deres lykke er gjort, men det er den dog langt fra, for en ting er kommet op af bjerget, det er noget helt andet at komme ned!


Sjælenes Træ - bagsidetekst:
Den Gyldne Bog er forsvunet, Ayas og Nolis mor bliver taget til fange, og feernes eksistens er truet. Alt ser sort ud, men så dykker en yr-pige op og fortæller, at Aya bærer evnen til at redde feerne. Men kan Aya virkelig klare det helt alene?

Aya og Noli har deres forældre hjemme igen! Selvom deres mor stadig er svækket er de glade for at alle nåede hjem i god behold og det takket være Blyr, der fandt sin evne på bjerget. Alt er dog ikke som det skal være og pludselig anklages deres mor for at have gjort noget utilgiveligt. Noli er vred og skuffet. Aya er fortvivlet og frustreret - både på sig selv, over ikke at have fundet sin evne, og på Blyr, der, ifølge Aya, lever højt på at have fundet sin evne.

Feerne er dog ikke sikre endnu, og Aya bliver snart klar over at hun er den eneste der kan redde dem alle, men hun er jo kun en fe! Kan hun klare det hele alene, som hun får at vide at hun skal? Eller skal hun indvi sine venner i planen for feernes fremtid?


Feernes Ø er en rigtig pigeserie! Den har det hele, feer, magi, drama, venskab og endda lidt kærlighed. Historierne er bygget godt op, og personerne er fint beskrevet selvom bøgerne ikke er særlig tykke. Vi får hurtigt et kendskab til deres evner, til hvordan de reagerer i forskellige situationer og det fungerer rigtig godt for helheden af bøgerne.

Bøgerne er skrevet i et nemt forstående sprog, der vil passe godt til børn i alderen 6-8 år og som er glade for at læse. Der er  sort/hvid illustrationer igennem begge bøger og de er virkelig fine og underbygger fint historierne.

Alt i alt, en rigtig fin og hyggelig læseoplevelse - der selvom den nok til tider kan være lidt hyggelig, nok skal gå ind hos målgruppen!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i: 2015
Antal sider:
Den Gyldne Sti: 93
Sjælenes Træ: 96
4 ud af 5 stjerner (til begge bøger)