▼
torsdag den 17. september 2015
Jessi Kirby; Hvad hjertet ved
Jessi Kirby; Hvad hjertet ved
Bagsidetekst:
Quinns liv går i stå, da hendes kæreste Trent dør i en tragisk ulykke. Han var organdonor, så hun trøster sig med, at hans død redder livet for andre. Quinn har altid ment, at essensen af et menneske findes i hjertet, så for at komme videre vil hun finde den person, der har modtaget Trents hjerte. Han ønsker ikke at møde hende, så hun opsøger ham i hemmelighed - hun må bare sig ham. 19-årige Colton viser sig at være noget helt andet, end Quinn havde forventet, og hun har svært ved at holde sig væk. Men er det Colton selv eller Trents hjerte, hun er ved at forelske sig i? Og hvordan skal hun få fortalt Colton, hvem hun er?
Der er gået 400 dage. 400 dage siden ulykken og siden Quinn følte sig i live. På dag 400 skal der ske noget specielt, har hun besluttet sig for, så hun tager sin bil og kører til Shelter Cove for at se ham der fik Trents hjerte. Bare se ham. Ikke møde ham eller snakke med ham, men kun se ham.
Quinns plan om ikke at blande sig går dog langt fra som hun havde planlagt og da hun ved et uheld møder Colton - som i snakker ham - opstår der en på en gang akavet, men også velkendt følelse og stemning i hende, og for første gang i 400 dage begynder Quinn at føle sig i live.
Det er også som om at Colton drages mod hende - i det hele taget har de svært ved at slippe hinanden nu. Selvom Quinn ved at hun begiver sig ud på farligt vand, kan hun ikke lade være. Selvom de begge to gemmer på hemmeligheder, er det alligevel som om de for første gang kan nyde og leve livet.
Men virkeligheden kommer selvfølgelig og banker på og hvordan skal Quinn få sagt sandheden? At det hjerte der tilhørte en hun elskede meget meget højt, nu banker i en ny krop og på en som hun er forelsket i? Hvem er det hun elsker?
"Hvad hjertet ved" er en af de slags ungdomsbøger man ikke kan lægge fra sig når først man er begyndt, jeg kunne i hvert fald ikke. Selvom jeg fra start af sad med følelsen af at det her bare ville gå helt galt, blev jeg alligevel ved med at læse.
For historien fangede mig virkelig! Quinns smerte og fortvivlelse over at have mistet Trent er næsten helt håndgribelig og som læser føler man virkelig med hende. Man følger også hendes indre kamp da hun begynder at få varme følelser for Colton, selvom hun ved at hun ikke burde. For er det bedrageri mod Trent?
Det er en hjertevarm og kærlighedsfyldt ungdomsbog, som efterlader læseren med følelsen af at hver dag virkelig skal leves fuldt ud. Vil også lige advare, der er risiko for våde øjne når du læser denne bog!
Tak til Lovebooks for anmeldereksemplar i e-bogsformat! (bogen på billedet er lånt på biblioteket)
Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: Things we know by heart
Udgivet i: 2015 (både på dansk og engelsk)
Antal sider: 263
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar