Plan with me #1: Juli

Plan with me #1: Juli

Velkommen til den første måned i min kalender som jeg vil gennemgå her på bloggen. Jeg ser mange YouTube-videoer med temaet "Plan with me", som er gennemgange af journals. Jeg blev inspireret til julis cover her ved Miss Louie som jeg synes er virkelig dygtig og kreativ. Jeg er ikke ligeså god til at tegne som hun er og jeg har heller ikke brugt vandfarver, men mine Faber-Castell farveblyanter og en sort Staedtler Triplus Fineliner til omrids.

Hver måned har jeg, ved siden af mit cover for måneden, en liste over de indlæg jeg skal poste her på bloggen. Jeg forsøger at planlægge udgivelserne, så jeg ikke skal huske på at gøre det selv hver dag - det er en kæmpe hjælp at jeg kan det. De første udgaver af denne oversigt havde et felt hvor jeg krydsede af når de var udgivet, men det virkede overflødigt, så det har jeg fjernet.

Efter cover siden har jeg altid et månedsoverblik. Når jeg laver den, går jeg altid tilbage til starten af min kalender, til års oversigten og ser hvad der skal føjes til juli. Jeg føjer så løbede til her og derefter til uge siderne. Det kan godt være det er lidt dobbeltarbejde, men jeg kan godt lide det - for mig, gør det, det nemmere at bevare overblikket over hvad jeg skal i den kommende måned.

Her er så mine uge sider - jeg synes ikke jeg noterer nok til at kunne lave en dag pr side. Dette layout har også ændret sig helt vildt - og jeg er sikker på at det nok skal ændre sig igen. Jeg har kun prøvet at have dagene på langs én gang før og det kunne jeg rigtig godt lide - ellers har mine uge sider været delt op i bokse. Noget jeg forsøger at huske at gøre hver dag er at markere hvordan vejret har været. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg gør det, men jeg synes det er hyggeligt. Jeg besluttede mig for at slå de sidste to uger af juli sammen, da jeg har sommerferie der, og derfor ikke har brug for plads til arbejdsrelaterede opgaver eller møder. "No junk"-klistermærkerne er købt her - hun har rigtig mange fine ting!

Til slut i juli har jeg min habit tracker, som jeg har haft lige siden jeg startede med denne kalender og jeg elsker det overblik den giver mig. Jeg synes selv jeg har en travl hverdag, hvor jeg godt kan glemme hvornår jeg vandede blomster sidst eller vaskede gulv - derfor er den side uundværlig for mig. I maj lavede jeg for første gang en købs oversigt (som ikke var så funktionel), så i juni og juli har jeg lavet den her oversigt i stedet. I juni har den fungeret godt, og den er med til at holde mine impulskøb nede - det er der brug for!

Som noget nyt vil jeg prøve at holde styr på hvor meget (eller hvor lidt) jeg går i løbet af juli - forhåbentlig kan det også motivere til at jeg får bevæget mig noget mere!

Slutteligt vil jeg vise jer en side med de YouTubere jeg følger der snakker om bullet journals, doodles og som jeg synes er rigtig dygtige og kreative! Samtidig har jeg lavet en side med antal læste sider - I know, jeg går meget op i at tracke min læsning, jeg er jo ikke bog/læsenørd for ingenting!

Tak fordi I kiggede forbi - jeg glæder mig til at vise jer hvad jeg finder på til august!



Materialer:
Leuchtturm1917 A5 ternet notesbog (købt i Bog&Ide)
Faber-Castell Colour Grip Farveblyanter (fyldfarve)
Staedtler Triplus Fineliner (omrids og optegninger)
Tombow Dual Brush Pen (overstregning af dage på uge sider)
Staedtler Calligraph Duo (rød - overskrift på habit tracker side)
Doodle Dual Deco Pens (kan købes her) (den mørke lyserøde overskrift på uge sider)
"No junk"-klistermærker (kan købes her)

Janny Han; P.S.: Jeg elsker dig stadig

Janny Han; P.S.: Jeg elsker dig stadig

Bagsidetekst:
Lara Jean havde ikke regnet med, at hun ville falde for Peter. De lod jo bare, som om de var kærester. Indtil de ikke gjorde. Og nu skal Lara Jean til at lære, hvad det vil sige at være i et rigtigt forhold og ikke bare et, der ligner. Men da en anden fyr fra hendes fortid vender tilbage, begynder Lara Jean at få følelser for ham også. Kan man være forelsket i to fyre på samme tid?

Jeg skrev tidligere et indlæg om at jeg var lidt træt af kærlighedshistorier - det er jeg stadigvæk, men nu har jeg lånt den her på biblioteket og jeg var nysgerrig for at se hvordan det gik Lara Jean og Peter. Jeg må dog indrømme, at selvom bogen er underholdende, fin og sød, så er den klichefyldt og lidt for fluffy-tuttenut-sød.

Lad mig forklare. Lara Jean og Peter er ikke længere sammen - hverken som falsk par eller rigtigt. Det vil Lara Jean gerne rode bod på, så hun opsøger Peter - de kysser og bliver gode venner og alt tegner faktisk til at gå godt. Bortset fra at Lara Jeans tidligere bedsteveninder og Peters ekskæreste, Genevieve, er jaloux og vil gøre alt for at ødelægge Lara Jean og Peters nu, rigtige, forhold. Samtidig dukker endnu en modtager af et af Lara Jeans kærlighedsbreve op og laver rod i Lara Jeans hjerte og hjerne.

Der er altså masser af teenagedrama. Hun sagde. Han sagde. Mit ord imod dit. Hun gjorde. Han gjorde. Selvom der er alt dette drama, er man ikke i tvivl om at Lara Jean og Peter nok skal finde ud af det - for det gør de altid i sådanne bøger. Jeg har endnu ikke læst en, hvor de rent faktisk ikke kan finde ud af det. Den nye fyr, John, gør selvfølgelig alting rigtigt, i forhold til Peter, som virker som en elefant i en porcelænsbutik - lige indtil han mander sig op. Er det ikke altid sådan?

Selvom jeg er lidt træt af kærlighedshistorier, kunne jeg ikke undgå at smile og grine for mig selv flere gange undervejs i bogen. For ja, den er for meget, men den er også sød og uskyldig. Lara Jean kommer stadig ud på glatis, men formår på en eller anden måde at klare sig helskindet igennem og hun vokser kun med de knubs hun får undervejs. Læs den hvis du trænger til en hyggelig kærlighedshistorie, der på trods at en gennemskuelig handling, vil få dig til at smile og varme dit hjerte.

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: P.S. I Still Love You
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 323
4 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Eva Lucia

Anika Eibe; Er du okay, Matthias?

Anika Eibe; Er du okay, Matthias?

Bagsidetekst:
Jeg er bøsse. Homoseksuel. Bæskubber. Bagdørsindianer. Bøssekarl. Jeg kan blive ved, for der findes tusind øgenavne. Problemet er bare at jeg 1) ikke ønskede at afsløre min hemmelighed, og 2) jeg havde faktisk slet ikke lyst til at være bøsse. Alt i mig skreg efter at være normal. At være ligesom alle de andre.

Matthias er homoseksuel. Ingen må vide det, for hans far vil slå ham ihjel hvis han finder ud af det. Men så er det godt at han har Thomas. Thomas forstår alt, og han er så sød og sjov. Problemet er bare at Matthias aldrig har mødt Thomas ... Kun på nettet.

Jeg ved ikke hvad det er Anika Eibe kan, men denne serie om unge med problemer, er nogle af de bedste realistiske ungdomsbøger jeg har læst. De er rå, ærlige, skrøbelige og de tager tunge tabuer op, som mange går og kæmper med i smug og forklarer det på en måde, så folk udenfor også kan sætte sig ind i hvad de går igennem. Det er noget helt unikt og jeg er glad for at have læst dem!

Jeg synes også det er fedt at de foregår i samme univers, men er uafhængige af hinanden. Jovist, bliver henvist til ting i de tidligere bøger, men det er ikke noget der går ud over læseoplevelsen hvis ikke man har læst dem. Af de tre bøger kan jeg mindst sætte mig ind i Matthias' problemer - af gode grunde, men jeg tror at unge drenge der går med de tanker, vil føle sig mindre alene ved at læse den.

Udover homoseksualitet, tager Anika også emner som PTSD op, og hvad det kan gøre ved en familie altid at leve i frygt for hvornår bomben springer. Er Matthias og familien i sikkerhed? Kunne Matthias' far virkelig finde på at gøre ham ondt? Uden at røbe for mig, vil jeg sige, at baseballbattet heldigvis ikke bliver brugt mod Matthias!

Hvor mange har ikke chattet med ukendte folk over nettet? Jeg har og har endda mødt et par af mine tidligere kærester over nettet. Med bogen viser Anika også hvor farligt internettet kan være - hvor nemt man lægger sine parader ned og lader følelserne voksne, for nogen man aldrig har mødt. Hun tegner et billede af hvor nemt det er vinde folks tillid, især dem der føler sig alene i verden og hun forvrænger dette billede, så man sidder tilbage med en lektie i at være forsigtigt med hvad man lægger på de sociale medier og hvad man deler. En løftet pegefinger på en fin måde, så man ikke føler sig irettesat.

Anika Eibe har gjort det igen - bøgerne kan varmt anbefales, og jeg håber bestemt ikke serien er slut endnu!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2017
Antal sider: 196
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
FiftyFabulous
Lunas Kaffekrog

Søndags sandheder #24: Ikke helt en sandhed

Søndags sandheder #24: Ikke helt en sandhed

Denne søndag vil jeg dele en sandhed, som måske ikke helt er en sandhed, men mere noget jeg bare gerne vil fortælle og vise jer.

For nogle måneder siden stiftede jeg bekendtskab med en ny form for kalender. Der er sikkert mange af jer der har hørt om det og mange som ikke har. Det kaldes en bullet journal. Det er "opfundet" af amerikaneren Ryder Carroll - læs mere om det her - og jeg vil ikke gå i detaljer med hvordan han bruger den, for det er ikke helt sådan jeg bruger den. Jeg har tidligere skrevet om min kærlighed til notesbøger og kalendere, men en bullet journal ligger godt nok på førstepladsen. Jeg har tænkt mig at jeg hver måned omkring den første vil vise jer mit layout for den næste måned og vise lidt af de ting jeg bruger og hvad der fungerer (eller ikke fungerer) for mig.

Jeg vil med dette indlæg vise jer hvad jeg har lavet af titelblade, måneds- og uge oversigter og lister - for det fede ved en bullet journal er, at du kan sætte den op fuldstændig som du selv ønsker det og du kan lave det om fra uge til uge hvis det ikke fungerer for dig. Du kan lave lister med tv-serier, med sange, med bøger eller bruge den som en slags dagbog. En bullet journal har alle mulige tænkelige og utænkelige brugsfunktioner.

Jeg er ikke super kreativ eller særlig god til at tegne, men jeg prøver og heldigvis er der masser af måder at snyde på. Jeg har brugt washi tape i stedet for at tegne og jeg har printet billeder ud fra Pinterest og lagt under siden og derefter tegnet efter - ja, der er snyd, men der er ok! For ikke alle er dygtige til at tegne eller skrive. Mht at skrive, øver jeg mig så ofte jeg kan i at skrive pænt og med forskellige skrifttyper. Jeg er ikke særlig god, men jeg er faktisk ok tilfreds med hvad jeg kan. Jeg vil gerne blive bedre og har købt tuscher og bøger så jeg kan øve mig.

 

Nå, det er det jeg har lavet indtil videre i min bullet journal - jeg glæder mig til at lave flere sider jeg kan dele med jer og jeg håber at I har lyst til at dele jeres erfaringer (hvis I har nogen) med mig. Jeg ved godt at en gennemgang (flip through) fungerer bedre på youtube, men jeg har ingen erfaringer med video, så det kommer ikke til at ske lige foreløbig. I må nøjes med billeder og skrift - hvilket jeg håber går.

Christina Nordstrøm & Kirsten Nordstrøm Hansen; Sort september

Christina Nordstrøm & Kirsten Nordstrøm Hansen; Sort september

Bagsidetekst:
Sofie, der er 15 år gammel, føler det, som sidder hun pludselig i orkanens øje. Hun har tit drømt om at blive lidt mere synlig, at blive genstand for klassekammeraternes interesse, men slet ikke på den måde, som det sker, da hendes højt beundrede storebror, Nikolaj, en nat ikke kommer hjem fra en gymnasiefest. Hvor er Nikolaj? Er der sket ham noget? Er han stukket af, eller ... I løbet af en uge forandres alting. Sofies mor er ved at bukke under for presset. Lag efter lag skrælles af familiens facade og efterlader dem nøgne og sårbare. Sofie søger hjælp hos Nikolajs bedste ven, Emil, og hos veninden Julie. Sofie må for altid sige farvel til barndommens uskyld, da hun kastes ind i en voksenverden, der er alt for barsk. På forskellige måder forsøger hun at takle situationen, mens hun skiftevis hader og elsker den storebror, der er forsvundet. 

Jeg ved ikke helt præcis hvornår denne bog foregår, men ud fra sproget at dømme, er den ikke nutidig - og det er egentlig det eneste der irriterer mig ved bogen: Sofies og vennerens sprog. Ikke det at det er grimt, for det er det også, men det er det tit i ungdomsbøger, men mere de udtryk de bruger. Herre-noget - det tror jeg ikke unge på 15 siger i dag og den lidt afstumpede måde de også føre samtaler på.

Når det negative så er sagt, vil jeg sige at det er en meget følelsesladet historie. Vi følger Sofies op- og nedture. Hendes vekslende had- og kærlighedsforhold til storebroren der er forsvundet. Hendes frustrationer over at blive overset af moren, der er brudt fuldstændig sammen. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvor forfærdeligt det må være at stå i den situation - i uvished så længe. Den smerte og bekymring der gør det svært at hænge sammen. Jeg bliver helt syg om hjertet ved tanken om noget skulle ske for Iris, men at stå der i virkeligheden? Det må være forfærdeligt. Det er både forfærdeligt for moren, men også for Sofie. For hun står usikkert og med et ben i hadlejren og et i kærlighedslejren. Hun ved ikke hvad hun skal gøre af sig selv.

Hun får også vredesudbrud. Siger ting hun fortryder. Gør ting hun fortryder, men som i det gyldne øjeblik giver hende sjælefred og ro til bare at være Sofie, også selvom hun godt ved at virkeligheden banker på så snart øjeblikket er ovre.

Det korte handlingsforløb gør historien endnu mere intens, fordi Sofie skal igennem så meget på så kort tid. Hvis du fx har læst "Vores død" af Alice Kuipers, og kan lide dramaet om ikke helt at vide hvad der er sket, så kan denne historie varmt anbefales. Den kan også anbefales hvis du trænger til et virkeligt drama, som undervejs kryber under huden på dig og efterlader dig med en bitter smag i munden - på den fede måde.

Tak til forfatterne og Mellemgaard for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Mellemgaard
Udgivet i: 2017
Antal sider: 121
4 ud af 5 stjerner

Michella Rasmussen; Silje og kattehjemmet - Den nye kat

Michella Rasmussen; Silje og kattehjemmet - Den nye kat

Bagsidetekst:
Da Siljes farmor brækker hoften, får Silje og Nadja lov til at passe hendes kattehjem. Den nye kat, Kamma, skal snart føde, og pigerne venter spændt på killingerne. De lægger en masse planer for kattehjemmet, og da klassens populære pige, Simone, hører om det, vil hun rigtig gerne være med. Silje synes det er fantastisk, men det gør Nadja absolut ikke ...

Da jeg lige gik i gang med denne, frygtede jeg at det ville være en lidt vattet hestehistorie fra et Wendy-blad eller lignende (beklager meget til Wendy-fans!), men jeg blev meget positivt overrasket, for historien her berører mange flere emner end blot katte - og det er jeg glad for! Det er helt klart en af de bedre bøger til den målgruppe (piger omkring de 10 år) som jeg har læst!

Først er der hele dramaet omkring Siljes bedstemor, der falder og brækker hoften. Silje oplever det og reagerer helt rigtigt at en pige i 5. klasse. Farmoren og Silje er tæt knyttede, så det er godt for historien at Silje viser viljestyrke og forsøger at finde de positive ting. Samtidig får vi et indblik i en skilsmissefamilie, som på trods af skilsmisse, stadig kan tale sammen og opføre sig civiliseret overfor hinanden - det tror jeg må give håb til de børn som står i samme situation.

Så er der det med klikerne i klassen - jeg forundres over at der allerede i 5. klasse er dannet kliker, men sådan er det desværre nok. Silje og Nadja er bedste veninder, men Silje drømmer alligevel om at blive venner med Simone - den populære pige i klassen, med alt det rigtige tøj, mobil og pool. Da det endelig lykkedes Silje at blive venner med Simone, ofre hun næsten sit venskab med Nadja - men kommer heldigvis på bedre tanker og samler også mod til at sige fra overfor Simone, som faktisk viser sig slet ikke at være så slem.

Det er en historie om en pige med ben i næsen, som gerne vil gøre alle glade, også selvom hun ikke altid lige tænker over tingene først, inden hun handler. For mig, virker Silje meget voksen af sin alder og på trods af at hun klokker i det et par gange, lykkedes det hende at finde fodfæste og finde sin egen mening og stemme.

Varme anbefalinger herfra!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2017
Antal sider: 155
5 ud af 5 stjerner

Jacob Oliver Krarup; Oprøret #2 - Afsløring af Kobranetværket

Jacob Oliver Krarup; Oprøret #2 - Afsløring af Kobranetværket

Bagsidetekst:
Før jeg lukker lågen, tager jeg igen et sidste kig op mod førerhuset. I sidespejlet får jeg øjenkontakt med chaufføren. Han stirre direkte på mig. Jeg håber, han ikke ænsede mig. Men kort efter hører jeg døren smække.

Casper er flygtet fra minien og er nået til byen, Elysium, men han er langt fra i sikkerhed. I Elysium venter det hårde liv på gaden, og som om det ikke var nok, så bliver Casper jagtet af mennesker, der vil gøre alt for at standse ham. De vil for alt i verden forhindre Casper i at finde ud af, hvem han i virkeligheden er, hvor han kommer fra, og hvem der holder på alle hemmelighederne. Hvis du opdagede, at nogen skjuler, hvem du i virkeligheden er, ville du så have modet til at gøre oprør?

Jeg får flashbacks til både "Divergent" og "Matched"-serien da jeg læste andet bind i denne serie. Selvom målgruppen for "Oprøret" er mindre, så omhandler de det samme: en verden der er forandret, hemmeligheder om identiteter der er holdt skjult og kampen for at finde frem til sandheden.

Jeg synes der er meget mere historie i bind to, end der var i bind et. Jeg ved ikke om det er fordi vi nu kender personerne og fordi der sker mere i andet bind. Hvad det end er, så var jeg mere underholdt her, end i etteren.

Jeg kan godt lide Caspers kamp for overlevelse, mod de magthavende. At han er så overbevidst om at han vil finde sin mor, er måske lidt naivt, men han har trods alt været spærret inde i en mine i mange år. Dog opgiver han ikke håbet, og sammen med Laura tror han stadig på at han kan gøre en forskel og gøre oprør.

Sproget er - ligesom i etteren - let forståeligt, og vil passe fint til målgruppen på 10 år og opefter. Der er også fine sorthvide illustrationer her, som underbygger historien fint. Dog ville jeg ønske at det forklarende afsnit der er bagerst i bogen, var inkorporeret i fortællingen på en eller anden måde. Det virker lidt underlidt at læse om Elysium, når historien er slut.

Den kan dog varmt anbefales til unge læsere der er vild med dystopier, drama og kampen for overlevelse.

Tak til Calibat for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Calibat
Udgivet i: 2017
Antal sider: 76
4 ud af 5 stjerner

Søndags sandheder #23: Bogserier, som nok aldrig bliver færdiglæst

Søndags sandheder #23: Bogserier, som nok aldrig bliver færdiglæst

For lidt tid siden sad jeg og kiggede min liste med læste børne/ungdomsbøger igennem, det tog lidt tid, for der er mange. Jeg faldt dog over en del serier, som jeg er begyndt på, men ikke har færdiggjort endnu. Flere af dem ærgrede mig at jeg ikke var blevet færdig med - for første bind var lovende.

Da jeg var inde i en periode hvor jeg læste rigtig meget fantasy (især noget med engle, dæmoner og vampyrer), tog jeg næsten hver eneste serie eller bog jeg kunne komme i nærheden af. Det resulterede i en masse fede læseoplevelser, men desværre også en del uafsluttede serier. Enten fordi det kun var det ene bind der var udgivet på det tidspunkt, eller fordi jeg simpelthen glemte at få læst de andre. Glemte at læse - kan man det? Ja, det kan man godt. Jeg er ret sikker på at jeg har haft de efterfølgende bøger med hjemme, men hvis der er så er noget andet der har lokket eller jeg har fået mindre tid, er jeg aldrig kommet videre. Øv! For nu hvor jeg kiggede listen igennem, var der faktisk flere af serierne, jeg rigtig gerne ville have læst videre på.

Det er svært for mig nu at sige om jeg nogensinde kommer til at læse dem færdige - nogle af dem, er der udkommet rigtig mange bind i, og det kan godt virke lidt uoverskueligt for mig. Samtidig er der nogen, hvor historien er mere eller mindre glemt, hvilket vil kræve at jeg læser første bind igen - det ved jeg ikke om jeg har lyst til. Så er der det med tiden - min læsetid er jo i forvejen reduceret og jeg har så mange andre bøger jeg skal have læst, så om jeg får en slutning på en serie jeg har læst for tre-fire år siden, virker ikke så vigtigt lige pt.

Nedenfor har jeg listet nogle af de serier, som jeg nok må indse, ikke bliver færdiglæst - i hvert fald ikke foreløbig.

Trinity Feagen; Djævlens pagt - en serie om engle, dæmoner og umulig kærlighed. Jeg mindes at jeg var rigtig godt underholdt, men at der på det tidspunkt kun var udkommet den ene, og jeg havde ikke lyst til at læse videre på engelsk.

Susan Ee; Penryn & The End of Days - dystopisk fortælling om onde engle der overtager verden. Egentlig meget spændende og dyster, men igen, det var kun første bind der var oversat - øv!

Jessica Brody; Unremembered - her har jeg dog læst de to første bøger, og jeg er rimelig sikker på at den har gode chancer for at blive læst færdig. Tredje og sidste bind er udkommet på dansk - dejligt!

Mark Frost; Paladin-profetien - rigtig spændende serie, som jeg ved at jeg bliver nødt til at få slutningen på - den er også endelig kommet på dansk, men ja, tid og lyst, har været en manglende faktor. Jeg håber dog at det kommer.

James Patterson; Maximum Ride - en spædende dystopisk serie om børn der er blevet modificeret på forskellige måder. Jeg fandt egentlig første bind meget interessant, men på en eller anden måde, kom jeg aldrig videre end første bind, og det tror jeg desværre heller ikke at jeg gør.

Lili St. Crow; Sorte Engle - egentlig en serie jeg rigtig godt kunne lide, den minder mig lidt om Demon Trappers: meget rå, mørk og dyster. Det er kun de tre første bind der er oversat, så hvis jeg skal have slutningen, må jeg læse den på engelsk, suk!

James Dashner; Maze Runner - en serie hvor jeg virkelig burde tage mig sammen til at læse resten. Første bind kunne jeg rigtig godt lide, men så så jeg filmen og blev så sur og skuffet, og så mistede jeg lidt lysten til at læse videre, men man skal jo ikke dømme en bog på dens film, så jeg tror den fortjener en chance mere.

Allison Moulton Courtney; Angelfire - igen en serie med engle og dæmoner. Jeg har faktisk læst første bind på engelsk, men så kom jeg aldrig videre og jeg mindes ellers at den var rigtig god. Hvad venter jeg på?

Mark Lawrence; The Broken Empire - igen en bog hvor jeg har læst den første på engelsk og jeg nød den faktisk. Meget spændende, dyster og blodig fantasy. Synes jeg har hørt noget om at den måske skulle komme på dansk, så måske er der håb.

Kristen Painter; House of Comarré - jeg har læst de tre første bind i denne serie og jeg er faktisk ret pjattet med den. Der er sort humor, masser af drama, blod og magtspil - what's not to like? Desværre er det kun de tre første der er oversat, jeg har købt de sidste som e-bog på engelsk, så jeg håber virkelig at jeg kan få taget mig sammen til at læse slutningen.


Kan nogen af jer nikke genkendende til at komme i gang med en serie og aldrig rigtig komme videre end de første bind selvom I har de bedste intentioner om det? Jeg håber ikke at jeg er den eneste med det problem.

So many books, so little time!!

Line Leonhardt; Grise i krise

Line Leonhardt; Grise i krise

Bagsidetekst:
I Hørmestrup boede Big Joe, der levede af at slagte grise. Men en dag styrtede hans stald sammen og tog livet af alle de svin, han skulle tjene penge på at slagte. Hvordan skulle han nu få råd til sin drøm om at skabe Big Joe's Dance Studio?

Der var ikke andet for end at bygge en ny stald og bestille nye grise. For ikke at gentage sin fejltagelse besluttede Big Joe sig for, at de skulle bo under bedre forhold. Men så begyndte problemerne først for alvor.

For det første er den her billedbog virkelig underholdende. For det andet er den virkelig mærkelig. For det tredje er den virkelig skræmmende.

Bogen er underholdende fordi forfatteren leger med sproget og fortællingen. Svinene kalder hinanden for svin, "dit fede svin" eller "egoist-svin". Samtidig underbygger de virkelig fine, og simple, illustrationer af Palle Schmidt fortællingen rigtig fint - jo, de er karikerede og for meget, men det passer rigtig godt til historien.

Den er mærkelig, fordi, altså, en bondemand der køber nye grise og begynder at forhandle bedre forhold? At grisende så kommer op at skændes og der nærmest udbryder verdenskrig fordi de ikke kan blive enige. Ingen må spise bacon. Ingen grise må slagtes. Grisene begynder at handle med hinanden på tværs af lande og kontinenter - minder det jer om nogen? Det er lidt "Animal Farm" i en lidt mere uskyldig indpakning, og dog. For selvom fortællingen er mærkelig, er den også skræmmende.

Skræmmende fordi den er uhyre virkelighedstro. Da Big Joe skal rekruttere nye grise, er der en gris som ikke vil sige hvad den vil have, og den er skyld i hele problematikken. Grisene bliver inddelt i racer og får forskellige vilkår - minder det om noget? Der vælges overgrise som skal forhandle på alles vegne - ringer det klokker? I det hele taget, er denne mærkelige og bizare historie, tættere på virkeligheden end man skulle tro. Der er bonusser til de gode, der er rockere, krigsførelse og meget meget mere, som kan sidestilles med ting i den virkelige verden. Grisene er griske og Big Joe er den der prøver at gøre alle tilfredse - kan I nikke genkendende til det?

Det er helt klart en bog der henvender sig til mange aldersgrupper. De små læsere vil synes det er en sjov historie med underholdende tegninger. De lidt større læsere vil begynde at kunne trække paralleller til den virkelige verden - måske den endda kan bruges i skolen? Og de voksne, ja, de vil både klukke lidt over humoren og blive en smule forfærdet over den realisme historien portrættere.

Tak til forlaget Fahrenheit for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Fahrenheit
Udgivet i: 2016
Antal sider: 32
4 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Bogoplevelsen
Eva Lucia
Lunas kaffekrog

Tegneserier

Tegneserier

Jeg havde sagt til mig selv, at jeg skulle læse flere tegneserier og jeg synes det går ok med at efterleve det. Udover "Saga", "Locke & Key" og Yoko Tsuno, følger jeg ikke som sådan med i tegneserie-serier. Jeg ved godt at dem jeg har valgt her, er kortere serier eller enkeltstående bøger, og det kan derfor jeg har læst dem - netop fordi jeg ikke skal sætte mig ind i et univers og en fortælling der har mange bind bag sig. Btw, har I set at der er kommet et nyt bind i Yoko Tsuno? Jeg glæder mig meget til at vi får det på biblioteket!

Kean Soo; Jellaby – The Lost Monster

En sød tegneserie om et lille monster der bliver væk. Om en pige, Portia, der lige er flyttet og derved har mistet sine venner og har svært ved rigtigt at finde sin plads i verden. Hun føler sig meget alene og hendes mor, der arbejder meget, forstår hende ikke. Da Portia en dag finder Jellaby ude i skoven, bliver hun overbevidst om at den er blevet væk. Hun beslutter sig for at hjælpe den hjem. Det bliver starten på en spændende rejse, hvor Portia både får en ny ven og lærer nye ting om sig selv og sin fortid.

Jeg synes det er en fin historie om to personer, der på hver sin måde, er blevet væk, men som med hinandens hjælp, finder vej frem og finder tryghed og venskab.

Jonathan Luna; Alex + Ada

Jeg læste Simones anbefaling af tegneserien ”Alex + Ada” og jeg fik med det samme lyst til at læse den (læs anmeldelsen her). Jeg lånte dem alle tre på biblioteket og jeg er glad for at jeg havde alle tre – for når du først er begyndt, vil du vide hvad der sker! Vi er i en fremtid hvor robotter er blevet alle mands eje, både til huslige opgaver, men også som elskere. De lever efter en lov, som alle robotter skal følge – minder det lidt om ”I, Robot” ? Det synes jeg – og det er i øvrigt, en ganske udmærket film. Alex får, efter at være blevet forladt af sin forlovede, en robot i gave. En robot der ændrer hans liv på måder han aldrig havde kunnet forudse.

Jeg kan godt historien i ”Alex + Ada”-serien, selvom slutningen bliver lidt langtrukken og måske heller ikke helt hvad jeg havde forventet. Tegnestilen er simpel, men alligevel meget beskrivende for handlingen og selve fortællingen.

Noelle Stevenson; Nimona

Jeg læste ”Nimona” med stor begejstring. Tegnestilen er lidt skæv og underlig, men det fungerer rigtig godt til den historie som den fortæller, som også er lidt skæv og underlig. Alligevel rammer den en lige i hjertet. Historien om en lille pige der bliver udsat for noget forfærdeligt og vil have hævn. Om et venskab der er ligger i ruiner, men som kan reddes hvis de stridende parter vil det nok.

Terry Dodson & D-P Filippi; Drømmespil

”Drømmespil” er en foruroligende tegneserie om en lille dreng der har mistet sine forældre og nu har lavet, vha. en steampunk-lignende teknologi, en drømmeverden hvor han aldrig er alene, men altid er omgivet af smukke kvinder. Hans tjenestefolk har søgt efter kvinder der kunne bringe ham tilbage til virkeligheden, og en dag ansætter de Coraline, en meget barmfager kvinde, til at give det et forsøg. Hun bliver dog ved med fejle, indtil hun opdager sandheden. Men lykkedes det nu for hende alligevel?

Det er en meget kryptisk historie, men ikke desto mindre spændende og interessant. Illustrationerne er flotte, om end til tider, meget erotiske, dog uden at det bliver vulgært, selvom Coraline til tider, har meget lidt eller intet tøj på. Det er dog en del af historien og det er netop derfor, at det aldrig bliver grænseoverskridende.

Fra bog til graphic novel

Fra bog til graphic novel

At transformere en bog til en film kan være svært, især fordi der ofte er mange ting der bliver skåret væk eller ændret. At transformere en bog til en graphic novel er lidt en anden sag. Mest fordi det jo stadig er en skreven historie, formatet er altså det samme som original udgaven. Graphic novels lægger sig - i min erfaring - oftere tættere op ad originalen, selvom nogle ting kan være ændret eller udeladt, så er det ikke noget der ødelægger læseoplevelsen.

Nedenfor har jeg listet nogle graphic novels som jeg synes er rigtig gode, spændende og illustrativt flotte. Alle original udgaver er læst, bortset fra "The Lost Hero".

Marie Lu; Legend

Marie Lu’s dystopiske fortælling om militærpigen June Iparis, der får sandheden at vide om sit elskede militær og den verden hun lever i, og gadedrengen ”Day”, der vil gøre alt for at overleve. Disse to mødes og finder noget fælles at kæmpe for. Det er virkelig en af mine yndlings dystopier og det var en serie jeg var utrolig trist over at skulle sige farvel til. Både på grund af universet som Marie Lu har skabt, men også selve historien og personerne. De er gennemførte og undervejs i historien bliver man suget ind fortællingen og har svært ved at slippe den igen. Jeg ville på den ene side ønske at historien blev filmatiseret, men det er farligt, for det skal gøres ordentligt.

Jeg vil bestemt råde fans af historien til at læse graphic novel udgaven. Den er tro mod bogen og personerne ”ser” ud som jeg havde forestillet mig. De er ikke karikerede eller for meget, men de passer rigtig godt sammen og selvom der selvfølgelig er ting der er skåret væk, så er det væsentligste med – og det er vigtigt.

Gail Carriger; Soulless

Jeg synes denne steampunk-serie er helt fantastisk – jeg mangler stadig at få læst tredje bind, men satser på at det kommer snart. Det er ikke meget i den genre der er oversat, så jeg er glad for at Tellerup har taget chancen med Soulless-serien.

Bogen indeholder en masse drama, teknologi, varulve, vampyrer, sjælløse og kærlighed. Derudover har hver hovedperson sine helt egne meninger og humor, der tydeligt skinner igennem i bogen. Heldigvis er alt dette oversat fint til manga-udgaven, der følger bogen rigtig fint. Jeg ville dog ønske at hele den illustrerede udgave var i farver, men jeg må nøjes med de første par sider.

Der er indtil videre tre bind i manga-serien, men mon ikke de sidste også bliver omskrevet og illustreret. Selvom det er manga læses den fra venstre mod højre og ikke bagfra. Det hjælper lidt sådan en som mig, der aldrig har læst en rigtig manga fordi jeg frygter at det vil være for forvirrende. Tegningerne kan også godt være lidt overdrevne, men jeg synes det passer godt til historien der fortælles.

Cassandra Clare; The Infernal Devices

Det er ingen hemmelighed at jeg er ret vild med Cassandra Clares skyggejæger univers og alle de historier der foregår deri. Jeg synes universet er bygget virkelig godt op, det er gennemført og personerne gennemgår en tydelig udvikling historierne igennem. Samtidig er der et rigtig godt samspil karaktererne imellem, som både er krydret med humor, kærlighed og drama. En fantasyserie lige efter mit hjerte.

Ligesom med ”Soulless” er ”The Infernal Devices” omskrevet til en manga og ligesom ”Soulless” kan den varmt anbefales til alle skyggerjæger fans. Den følger bogen rigtig godt og jeg synes det er en god måde at genlæse historien på – og hurtigere end at læse bogen igen. Igen ville jeg dog have ønsket at hele bogen var farvelagt, da det igen kun er de første par sider der er det. Jeg går lidt og håber på at ”The Mortal Instruments” også vil blive en graphic novel på et tidspunkt – det kunne være et godt modstykke til den dårlige film og den dårlige tv-serie (der slet ikke følger bogen – tsk tsk!)

Rick Riordan; The Lost Hero (The Heroes of Olympus, book 1)

Jeg kryber til korset og indrømmer at det ikke er meget Rick Riordan jeg har læst – faktisk har jeg kun læst første bind i ”Kane-arkivnerne” og denne graphic novel - det er lidt dårligt, jeg ved det godt. Jeg har derfor ingen ”rigtig” bog at sammenligne denne med, men derfor vil jeg alligevel sige lidt om den.

Jeg kan ikke sige om den følger bogen eller om personerne ligner, men jeg kan sige at det er en super graphic novel med masser af tempo og drama. Personerne klikker fint og der lægges i kakkelovnen til mere drama og problemknuseri i de efterfølgende bind. Samtidig er der en god portion humor i bogen, som jeg ved er et af Ricks kendetegn.

Stephanie Meyer; Twilight

Ja, jeg elsker også ”Twilight”. Især bøgerne, filmene er gode, men bøgerne er bedre. Jeg vil ikke sige at graphic novel udgaven er bedre end bøgerne, for det er de ikke, men de bringer alligevel historien til live på en ny og anderledes måde. Der er – så vidt jeg husker – ændret en smule i handlingsforløbet, men ikke noget der gør historien dårligere.

Det er kun ”Tusmørke” der er oversat til dansk. Den er i to meget flotte og smukt illustrerede bøger. Så hvis du trænger til et lille skud Bella og Edward, så kan den varmt anbefales.

Søndags sandheder #22: Yndlingsgenre

Søndags sandheder #22: Yndlingsgenre

Som lystlæser, bibliotekar og lektør læser jeg mange forskellige genrer. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv og jeg takker nogle gange ja til at læse noget jeg aldrig har prøvet før, fx digtsamlinger. Jeg er dog ikke blevet helt venner med den genre endnu – i hvert fald ikke i bogform, selvom jeg selv har skrevet digte, er det for mig, noget andet pludseligt at skulle læse en hel bog med digte – jeg ved godt at det lyder mærkeligt, men sådan har jeg det.

Jeg kan godt lide bøger der underholder. Bøger der både får mig til at græde og grine. Som får mig helt ud på kanten af stolen i spænding over hvad der sker på næste side. Jeg kan godt lide kærlighedshistorier, familiedramaer og en enkelt mordgåde. Men allerhelst vil jeg faktisk gerne have bøger der indeholder det hele og mere til.

Min yndlingsgenre – og ja, jeg kan godt indsnævre det til én – er uden tvivl, fantasy. For mig kan fantasy noget helt specielt. Kærlighedshistorier, familiedramaer, krimier og digtsamlinger (og med garanti også andre genrer) kan alle findes i fantasy. Der er ofte et kærlighedsdrama, enten romantisk eller rent platonisk. Der kan være familier der ligger i strid med hinanden eller familier der skal reddes. Der kan begås mord og andre brutaliteter. Der er sagn, myter eller vers som ofte rimer eller på anden måde kan anses som digte. Det vil sige at fantasy både kan få mig til at grine og græde. Fantasy kan fastholde min interesse og underholde mig fra første til sidste side.

Udover ovenstående begrundelse, har fantasy også den enestående evne at føre mig væk fra virkeligheden. Jo, bevares, det kan de andre genre også, men fantasy kan tage mig med til ukendte steder. Til steder der ikke findes. Fantasy kan få mig til at glemme verden omkring mig og det er, for mig, noget af det vigtigste en god fortælling kan gøre.

Derfor kan det gøre mig ked af det når debatten raser om, om fantasy er en ”seriøs” genre eller kun en genre for børn og unge. Jeg læste fantasy som barn, som ung og nu som voksen og jeg kan garantere at jeg vil læse det når jeg bliver 80 år også. Jo, der er meget fantasy for børn og unge, men ofte omhandler disse fortællinger også problematikker som voksne kan relatere til. Fantasy kan tage raceproblemer op, den kan rumme politik, sociale problemer, humor, spænding, krig og kærlighed. Som Line Lybecker skriver her – har fantasy den evne at kunne tage os væk fra virkeligheden og give os et andet syn på verden. Samtidig kan vi blive introduceret til nye personer og verdener, som kan hjælpe os med at forstå vores egen virkelighed.

Jeg er helt enig med Line – fantasy er en seriøs genre på linje med den store skønlitterære roman, der fortæller en virkelighedstro fortælling om verden. Fantasy fortæller også fortællinger om virkeligheder, om at mestre livet og meget mere – de fortællinger foregår blot i en verden langt langt borte, som kun kan besøges via det læste ord og det elsker jeg fantasy for.

Marjorie Liu; Monstress

Marjorie Liu; Monstress, vol. 1: The Awakening

Bagsidetekst:
Set in an alternate world of art deco beauty and steampunk horror, Monstress tells the epic story of Maika Halfwolf, a teenage survivor of a cataclysmic war between humans and their hated enemies, the Arcanics. In the face of oppression and terrible danger, Maika is both hunter and hunted, searching for answers about her mysterious past as those who seek to use her remain just one step behind … and all the while, the monster within begins to awaken …

Jeg sad på Book Depository en dag og jeg faldt over denne tegneserie. Som jeg har nævnt før er jeg faktisk ikke den store tegneserielæser, men jeg er begyndt at komme efter det. Jeg har altid elsket Yoko Tsuno-serien, og nu Saga samt Locke & Key.

”Monstress” har faktisk lidt af det alt det jeg godt kan lide ved en tegneserie og ved en fantasy fortælling generelt. Jeg kan godt lide det dunkle og lidt dystopiske univers vi befinder os i. Maika er en jaget kvinde, mens hun selv jagter sandheden og en måde at tæmme sit indre monster, der gør forfærdelige ting når det overtager hende. Jeg kan godt lide fortællemåden, selvom det er en tegneserie, som jo er en anderledes læseoplevelse end en almindelig bog. Alligevel er historien skrevet i et godt sprog, med et naturligt flow og selvom den er på engelsk, var jeg faktisk ok med hele vejen igennem. De steder hvor det kan glippe, er hvor der er nævnt navne og andre ord, der er opfundet til historien.

Både Saga og Locke & Key er forholdsvis blodige og makabre, og det passer rigtig godt til de historier – selvom jeg normalt ikke er så vild med splat og blod, så er jeg ret pjattet med det voldlige aspekt i disse to serier. ”Monstress” er også ret voldelig. Især når monstret overtager Maika bliver det vovet. Det samme gør sig gældende i starten, hvor Maika er blevet solgt som slave og der bliver udført videnskabelige forsøg. Igen passer det rigtig godt til historien.


Jeg vil klart anbefale ”Monstress” til fans af Saga og Locke & Key. Til fans af en god fantasy fortælling med masser af drama, et spændende univers og gode karakterer. Jeg er spændt på hvad der sker videre i historien – forhåbentlig kommer der flere bind, for der er masser af problemer, dilemmaer der skal løses og sandheder der skal afdækkes!

Fakta:
Forlag: Image Comics
Udgivet i: 2016
Antal sider: 202
5 ud af 5 stjerner

Livet som mor #15: Hvorfor må man ikke sige det er hårdt?

Livet som mor #15: Hvorfor må man ikke sige det er hårdt?

For noget tid siden læste jeg en artikel fra Information om en mor der forsøgte at bryde med tabuet om at indrømme at det er hårdt at være mor (læs den her). Hun fortalte bl.a. at mange af de aktiviteter man kan lave med sit barn, babysvømning, yoga osv., faktisk egentlig mere stressede hende end gav hende en dejlig oplevelse sammen med sit barn. Det kan jeg kun nikke genkendende. Jeg begyndte først til babysvømning med Iris da hun var seks måneder, for jeg kunne ikke overskue det før. Jeg ved godt at de små pus har bedst af at starte når de er tre måneder, men på det tidspunkt kunne jeg slet ikke have plads til i mit hoved at jeg skulle pakke, køre, gå i bad, amme (før - under - efter, hvem ved?), svømme i en halv time, for at gentage det hele igen. Suk. Nej tak, jeg kunne ikke overskue det.

I artiklen nævner hun også at det kan være svært at bede om hjælp. For har man har jo ligesom sagt a, så skal man også sige b. Så hvis man ikke kan klare en lille baby samtidig med en husholdning osv., så må der jo være noget galt med en? Ikke? Jeg er selv ufattelig dårlig at bede om hjælp. Så hellere gøre det selv, så ved jeg også at det bliver gjort. Det er bare ikke en særlig god måde at leve på. Jeg kan mærke mit stressniveau stiger hvis jeg skal gøre alting selv, men jeg siger jo ikke fra. Jeg bliver faktisk ofte bare ved med at påtage mig opgaver. Jeg tænker både på at gøre ting herhjemme, men også i forhold til mit arbejde og bloggen her. Jeg har et rekordhøjt antal anmeldereksemplarer til at ligge og skule til mig, hver gang jeg går ind på biblioteket. Det stressede mig helt vildt. Det gjorde mig faktisk rimelig deprimeret. For slet ikke at tale om den mega dårlige samvittighed jeg følte. For forfatterne venter jo på min anmeldelse. Hvorfor kunne jeg så ikke bare få det gjort? Fordi, som Malene også skriver her, så er det at læse en bog, skrive og færdiggøre en anmeldelse, altså ikke lige noget man hurtigt gør. Det tager tid. Den tid har jeg bare ikke haft. Jeg er så - endelig - nået dertil, hvor jeg nu tænker: "ja, det er øv at jeg ikke har tiden, men jeg når det, når jeg når det - ikke før" - og det giver mig en smule ro i maven og luft nok i hovedet, til godt at give mig selv lov til at stene tv en eftermiddag i stedet for at læse.

Hvorfor er det så så svært at sige fra? At bede om hjælp? At sige man har brug for en pause. Jeg er godt klar over at Iris har været nem, i forhold til så mange andre babyer, men jeg havde da også søvnløse nætter. Jeg havde også en periode hvor jeg græd hele tiden. Hvor jeg måtte ringe til Emil og få ham til at skynde sig hjem, for jeg kunne bare ikke være i det mere. Jeg havde brug for bare fem minutter på toilettet med hovedet i hænderne og dybe indåndinger. Der var ingen der havde fortalt mig at jeg ville have det sådan! Hvorfor var der ingen der havde fortalt mig det? Selv mine veninder som har børn, har aldrig givet udtryk for at det var SÅ hårdt, jovist, det var hårdt, men ikke SÅ hårdt.

Hvorfor må man ikke sige det er hårdt?

Du har båret et barn i ni måneder. Du har født et menneske. Og nu står du i en ny verden, hvor du absolut ingen kontrol har over noget som helst - heller ikke din egen krop. Hvis du ikke har ammet i et vist stykke tid, beslutter dine bryster sig altså bare for, at nu skal de af med noget mælk, og værsgo, så kommer der altså bare mælk. De tænker ikke lige på at du måske sidder til en familiemiddag, i en ikke ammevenlig kjole med et træt og pylret barn, som egentlig burde ligge i sin seng og sove. Hvorfor er det, som Leila i artiklen skriver, at man ikke bare siger sandheden når man bliver spurgt om hvordan det går? I stedet for at pakke det ind og sige: "tjo, det er da hårdt, men det går jo", så burde man jo sige sandheden. At det er hårdt. At man på fire dage kun har sovet syv timer. At alting føles som om det falder fra hinanden. Hvorfor må man ikke sige det?

Jeg mener, jeg er jo ikke den eneste der har stået i den situation og følt mig alene, fortabt og ensom. I en tid der burde være hyggelig, fyldt med besøg af veninder eller babybio-ture. Jeg er ikke den eneste der ikke har sovet i flere dage, som ikke har været i bag i flere dage, som ikke har tænkt en eneste selvstændig tanke - som ikke omhandler barnet - i flere dage. Jeg vil vove den påstand at alle mødre har haft sådan en periode - ligegyldigt hvor lyserødt de får det til at se ud, så nægter jeg at tro på at alle dage er lige gode. At selv den perfekte mor, ikke har hulket sig i søvn og at hun ikke også har haft lyst til at skrige i frustration.

Misforstå mig ikke - jeg elsker at være mor. Jeg elsker Iris. At se hende smile og vide at det er på grund af mig? Der er da ikke noget mere livsbekræftende end det. Men jeg har til tider også hadet hende. Jeg har til tider ønsket hende hen hvor peberet gror. For det er hårdt. Mega hårdt! Det er også hårdt nu, selvom hun er 16 måneder. Nu er det bare hårdt på en anden måde.

Jeg fortryder intet og jeg håber heller ikke at jeg afskrækker nogen fra at få børn - for selvom der er dage fyldt med regnvejr, er der også dage fyldt med solskin!

Søndags sandheder #21: Louis Vuitton

Søndags sandhed #21: Louis Vuitton

Jeg vil gerne lige starte med at slå fast at jeg ikke er noget mærkedyr! Jeg har ikke meget tøj i et eller andet fancy (eller dyrt) mærke, hvis jeg har, er det højst sandsynligt noget jeg har fået i gave og noget som jeg har haft længe. Jeg går ikke op i makeup eller hårprodukter. Selvom jeg har mange smykker, er det igen enten noget billigt noget, men som har en stor affektionsværdi, noget jeg har arvet eller fået i gave. Jo, jeg har en iPhone, men selvom jeg ofte drømmer om at skifte den ud med et andet mærke, ved jeg at det ikke kommer til at ske. For jeg gider ikke sætte mig ind i et nyt styresystem osv. Jeg kan lide det jeg kan finde ud af.

Hvis jeg så endelig skal forkæle mig selv, så har jeg en svaghed for Louis Vuitton. Jeg ved ikke helt hvad der appellerer så meget til mig ved det mærke, for det er jo hammer dyrt. Jeg kan bare godt lide kvaliteten. Hvordan det føles. At tasker, punge, kalendere osv er smukke – i hvert fald i den udgave jeg ”samler” på. For jeg køber helst kun én slags, nemlig dem med det klassiske monogram.

Nu skal I ikke tro at jeg køber det hele nyt – for det gør jeg bestemt ikke. Ud af det LV jeg har nu og som jeg bruger til daglig er to af tingene købt brugte på Trendsales. Jeg har også selv solgt en kalender og elastikker derinde.

Til daglig bruger jeg:
- Min Speedy 35 Monogram Canvas, som jeg fik af mine forældre da jeg blev færdiguddannet på universitet
- Min pung, som er en Monogram Canvas Compact Wallet Monogram Etoile - der er købt i Milano
- iPod Classic Case
- Pochette Accessoires Monogram Canvas
- Lille pung til mine nøgler, som er en Mini Pouch Card Case Monogram Cash Coin Key Holder (mega langt navn!)

– og ja, det er sikkert for meget, men jeg kan godt lide det. Ligesom andre sværger ved Mulberry eller Gucci, så holder jeg mig til Louis Vuitton.

Så ok, måske er jeg et mærkedyr, i hvert fald en lille del af mig, er. Men det går vel også?!

Maj wrap-up

Maj wrap up

Maj var, ligesom april, lidt stressende og presset. Der var igen ikke mange fredage hvor jeg kunne læse hele dagen, og vi har faktisk også haft travlt i weekenderne – der er jo også en have og et hus der skal passes.

Samtidig er min stak af ulæste bøger bare vokset og vokset, hvilket, i de første uger af maj, gav mig virkelig dårlig samvittighed (mere dårlig end den var i forvejen) og stressede mig lidt. For hvornår skal jeg dog nå dem alle sammen? Det er dog som om der har sænket sig en form for ro over mig mht. de ulæste bøger. Jeg når det når jeg når det. Jeg skal – på et eller andet tidspunkt – nok komme i bund. Nu er min prioritering at få læst noget af det, der har ligget længe, så må vi se om det holder.

Jeg fik dog læst noget i maj – 18 bøger, 3239 sider – heraf seks lektørbøger.

Læste bøger:
Marie Gerhardt; Transfervindue
James Frey; Endgame – Spillets regler (lektør)
Line Lybecker; Mere end veninder (læs anmeldelse her)
K. A. Tucker; Ti små åndedrag (læs anmeldelse her)
Leigh Bardugo; Skyggernes trone (læs anmeldelse her)
Nora Roberts; Løgneren (læs anmeldelse her)
Richard Jackson; Have a Look, Says Book
Claire Messer; Grumpy Pants
Filippi; Drømmespil
Jonathan Luna; Alex + Ada, vol. 1, vol. 2, vol. 3
Katharine McGee; Tusinde etager (læs anmeldelse her)
Christina Busk Marner; Hvad vil du være, når du bliver stor (lektør)
5 minutters ballethistorier (lektør)
5 minutters dinosaurhistorier (lektør)
5 minutters prinsessehistorier (lektør)
5 minutters bondegårdshistorier (lektør)

Månedens længste bog:
”Løgneren” med sine 493 sider (det er en e-bog), er den længste bog jeg har læst i maj.

Månedens korteste bog:
Billedbogen ”Grumpy Pants” af Claire Messer er med sine 32 sider den korteste bog jeg har læst. Den kan for resten varmt anbefales – det er en sød historie om en pingvin der er grumpy og hvad han gør for at blive glad.

Månedens mest overraskende bog: 
”Transfervindue” af Marie Gerhardt overraskede mig meget. Jeg havde hørt en del om den, men jeg havde faktisk ikke rigtig lyst til at læse den. Så stod den i Zonen på mit arbejde en dag, og jeg tænkte, tja, hvorfor ikke? Det er en utrolig barsk og nøgtern gengivelse af hvordan vores sundhedsvæsen er sat sammen blandet med hendes personlige kamp mod sygdom. Meget rørende. Meget overraskende.

Månedens bedste bog:
Selvom der er flere der kunne nævnes her, vil jeg kun nævne en: ”Skyggernes trone” af Leigh Bardugo. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Jeg elsker den serie! Derfor er sidste del den bedste bog jeg har læst i maj og noget af det bedste fantasy jeg har læst i det hele taget.

Hvad vil jeg læse i juni?
Som skrevet ovenfor, satser jeg virkelig på at få læst noget af det der har ligget i lang tid. Jeg skal sygemeldes i to uger i juni, så, selvom jeg kommer til at ligge i sengen med smerter, håber jeg at jeg får læst en masse – eller bare stenet en masse Netflix, who knows!

Hvad skal I læse i juni?