Bagsidetekst:
Der gemmer sig noget grufuldt bag kælderdøren.
Emily og Navin har mistet deres far. Sammen med deres mor flytter de ind i et gammelt hus, som har tilhørt deres forsvundne oldefar. Der er noget mystisk ved huset, og naboerne tror, det er hjemsøgt. Den første nat bliver de vækket af skumle lyde fra kælderen. Emily og Navins mor vover sig ned for at ungersøge, hvad der er i gære, men hun vender aldrig tilbage ...
Dette er en serie jeg længe har villet læse, men fordi det kun er de to første bind der oversat til dansk, har jeg været lidt afholdende fra at gå i gang. Jeg kan godt læse på engelsk, det tager mig bare meget længere tid og nogle gange kan jeg have svært ved at forstå historien - måske er det tegn på at jeg skal læse noget mere på engelsk? Nu er jeg i hvert fald gået i gang med den og jeg har læst dem der også er udkommet på engelsk, og det fungerer faktisk rigtig godt.
Jeg har også et eller andet med tegnestilen. Nogle steder er det rigtig flot, især naturtegningerne er virkelig smukke og detaljerede, men andre gange er de meget simple og barnagtige. De passer ikke altid til historien, for selvom det er en børnetegneserie, synes jeg også den er meget dyster og skræmmende til tider. Det er ikke småting Emily og Navin udsættes for, for at finde deres mor igen.
Der er forholdsvis mange personer at holde styr på, og samspillet mellem disse bliver bedre jo længere hen i serien du kommer. Samtidig er der mange emner der tages op, som ikke kun er for børn, men som også gør at voksne kan finde glæde i at læse dem. Emner som svigt, sorg over tabet af en forældre, nye venskaber, politik og intriger og meget mere er flot integreret i historien.
Jo længere hen i serien du kommer, jo mere dyster bliver den. Samtidig spidser handlingen virkelig til, og jeg frygter virkelig det værste. Jeg har læst op til bind nummer 7, og ja, jeg er virkelig spændt på hvad det skal ende med - for som tingene er heri, kan jeg ikke se at det skal ende lykkeligt.
Efter jeg har læst alle bøgerne nu (i hvert fald dem der er udkommet) ved jeg, at det bliver en tegneserie jeg kommer til at anbefale til unge læsere, som efterspørger en god historie. Ved at læse tegneserier, kan man nå dem der måske ikke er så glade for at læse "rigtige" bøger, og i og med at disse er forholdsvis tykke, giver det en oplevelse af at have læst en rigtig bog.
Serien er i hvert fald anbefalelsesværdig og jeg er virkelig glad for at jeg endelig har fået taget mig sammen til at læse den!
Fakta:
Forlag: Carlsen
Udgivet i: 2008 (på engelsk) og 2009 (på dansk) (bind 1) / 2009 (på engelsk) og 2009 (på dansk) (bind 2)
Antal sider: 185
4 ud af 5 stjerner