Jeg læste forleden et meget ærligt blogindlæg om at det skulle være ok at sige når det havde været en dårlig dag og det synes jeg er fuldstændig rigtigt. For ikke alle dage er lyserøde, nemme og dejlige. Hånden på hjertet, så har jeg ikke haft en udelukkende dårlig dag (endnu, måske?), men jeg har da haft tidspunkter i løbet af en dag hvor jeg er presset og bestemt ikke synes det hverken er hyggeligt eller sjovt.
Når man har ammet i over en time, begge bryster føles tomme og LillePigen stadig skriger på mere og bliver stadig mere utidig, synes jeg ikke det er sjovt. Forleden aften var jeg nået til bristepunktet da Emil tog over og jeg græd i frustration over at føle mig magtesløs og handlingslammet. Burde jeg ikke selv kunne få mit grædende barn til holde op? Gør jeg det ikke godt nok? Er jeg en dårlig mor? Sådanne tanker kan hurtigt melde sig på banen. Emil fik heldigvis LillePigen til at falde ned og fik givet hende en flaske - selvom hun på det tidspunkt havde spist godt. Må man godt græde og skrige lidt i frustration?
Når man vågner for Gud ved hvilken gang i løbet af natten og føler at man overhovedet ikke har sovet og LillePigen bare ligger og gør tegn til at madpakkerne skal findes frem - igen? Gjorde jeg ikke også det for lidt siden? Selvom LillePigen har et godt sovehjerte, er det hårdt for moren ikke at få den mængde søvn hun plejer. Jeg sover oftere i løbet af dagen når hun også sover, og hvis jeg er heldig får jeg en god lur om aftenen - her snakker vi mellem 20 og 24. Så er batterierne ladet lidt op til at skulle op et par gange i løbet af natten. Hvordan føles det at sove en helt nat? Det har jeg glemt. Må man godt være lidt sur og tvær fordi nattesøvnen bliver frarøvet?
Når man forsøger at skrive blogindlæg, læse en bog eller lave videre i scrapbogen mens hun sover og man lige tror at nu går der en time eller to, og hun så vågner hvert femte minut og vil have den sut, hun i øvrigt selv har skubbet ud af munden, eller bare lige skal tjekke om mor stadig er i nærheden. Så kan jeg godt blive lidt utålmodig, for helt ærligt, hun er pakket lunt og godt ind, er mæt osv og øjnene kæmper for at holde sig åbne - så sov dog bare, barn! Men nej, det er hun engang hyggeligere lige at jage lidt med mor. Jeg synes selv jeg er god til at lade være med at kigge til hende hele tiden eller tage hende op ved det mindste klynk, men øvelse gør vel mester? Må man godt finde det irriterende og frustrerende at man ikke bare kan få en halv time for sig selv?
Jeg er også i den situation af min nedløbsrefleks er meget kraftig - det gør virkelig ondt når mælken løber til. En prikkende, stikkende fornemmelse i brysterne. Jeg ved godt at det er et godt tegn, jeg producere mælk og kan amme (selvom det også gør ondt, dog ikke så meget som i starten og da jeg havde brystbetændelse - det skal I ikke ønske jer!), men gid jeg dog ikke kunne mærke det. I morges, efter hun havde fået mad kl. 04, sov jeg kun en times tid før højre bryst var hårdt som sten. Jeg prøvede med pumpen, men uden held. Det lykkedes mig at få sovet lidt, men da hun meldte sig igen kl. 08, var brystet så spændt at det gjorde så ondt at jeg kunne græde. Jeg forsøgte at massere det og tro mig, de er varme nok med strikkede ammeindlæg og flere lag tøj. Det hjælp dog at hun tog sig en ordentlig mundfuld, men frygter nu for at brystbetændelsen er tilbage. Må man godt forbande sin krop og ønske at man ikke kunne amme og derved slap for smerterne og problemerne?
Misforstå mig ikke, jeg nyder min barsel. Jeg nyder når hun falder i søvn på min mave og bare ligger der og koger et par timer. Jeg nyder at mærke hendes ekstremt bløde hud, jeg kunne ae hende i timevis og når hun en gang i mellem smiler, hvad enten det er fordi hun er mæt eller lige har lavet i den rene ble hun fik for 5 minutter siden, så smelter jeg lidt indeni. Det er en ubeskrivelig følelse at være blevet mor, det kan ikke forklares - jer der er det, ved hvad jeg snakker om, jer der endnu ikke er det, glæd jer! For selvom der er dårlige periode, så opvejes de fuldstændigt og mere til af de gode.
