Marts wrap-up
Så blev det tid igen. Endnu en måned er slut og hold da lige op hvor jeg synes tiden flyver afsted. Jeg ved ikke om det er fordi tiden til mig selv er blevet mindre eller om det er fordi mine dage efterhånden har fået en fast rutine: vågne tidligt, skifte ble, amme, stå op, lave lidt praktiske gøremål i huset, skifte ble, amme, underholde baby eller læse lidt eller sove (hvis også hun sover), skifte ble, amme, underholde baby, skifte ble, amme, gå i seng og sove, stå op, skifte ble, amme, sove ... You get the picture! Så jeg synes tiden flyver.
Tiden med lille Iris er blevet bedre, amningen er ikke længere en (så stor) kamp, hun tager fint på og trives. Smiler mere og mere. Men vi havde dog lige en krisetid. Et par timer sidst på eftermiddag/start aften hvor hun bare var umulig. Ingenting virkede. Hverken mad, ren ble, underholdning, at blive vugget eller kørt i barnevognen. Hun skreg bare. Det var godt nok hårdt. Der var flere aftenener hvor jeg havde lyst til at bryde grædende sammen (og også et par stykker hvor jeg gjorde), fordi det gør ondt på mig at hun græd hele tiden. Jeg håber vi er ovre det værste nu, så jeg ikke behøver frygte aftentimerne.
Tilbage til læsningen. Jeg har fået læst noget mere end i februar og det tror jeg skyldes de mere faste rutiner. Det kan også være min krop efterhånden har vænnet sig til ikke at sove så meget, så jeg ikke nødvendigvis skal sove i løbet af dagen, som jeg helst skulle i starten. Jeg går dog stadig tidligt i seng, for skal lige have energi til at skulle op et par gange i løbet af natten.
Det er blevet til 10 bøger - i alt 2695 sider! Det er jo meget pænt, når jeg lige trækker tiden fra jeg bruger på LillePigen. Jeg er i hvert fald godt tilfreds. Det blev også til et par suveræne læseoplevelser i denne måned, dem kommer jeg tilbage til.
Læste bøger:
Nicole Boyle Rødtnes; XY (læs anmeldelse her og tak til Alvilda for bogen)
Nicole Boyle Rødtnes; Over sløret (læs anmeldelse her og tak til Alvilda for bogen)
Nina Vad Holtum; Konservatoren (læs anmeldelse her og tak til forfatteren for bogen)
Leigh Bardugo; Pigen og Mørkningen (læs anmeldelse her og tak til Alvilda for bogen)
Sarah Engell; Det stof som drømme er gjort af (læs anmeldelse her og tak til forfatteren for bogen)
Kevin Japsen; Limbo (læs anmeldelse her og tak til Facet for bogen)
Audrey Carlan; Januar (læs anmeldelse her og tak til Lovebooks for bogen)
Philipa Day; Vaniljens fødsel (læs anmeldelse her og tak til forfatteren for bogen)
Victoria Aveyard; Rød Dronning (læs anmeldelse her og tak til Gyldendal for bogen)
Zoe Sugg; Girl Online On Tour (læs anmeldelse her og tak til Gyldendal for bogen)
Jeg gør stadig indhug på min dog voksende bunke af anmeldereksemplarer - mon jeg kommer helt i bund? Næppe, men jeg gør et ihærdigt forsøg!
Bedste læseoplevelse:
Der er kamp om denne - men jeg må lade "Pigen og Mørkningen" "vinde" - første del i Leigh Bardugos fantasyserie. Men den vinder skarpt forfulgt af "Rød Dronning" - begge var fremragende læseoplevelser som varmt kan anbefales.
Mest ventede læseoplevelse:
Det må blive "Rød Dronning" - jeg har hørt så utrolig meget om denne serie, så da jeg modtog den med posten havde jeg virkelig lyst til at smide alt hvad jeg havde i hænderne og sætte mig til at læse.
Mest overraskende bog:
Må blive Kevin Japsens "Limbo" - jeg blev meget positivt overrasket og vil helt klart anbefale den. Nærværende, akutel og spændende ya-historie!
Længste bog:
"Rød Dronning" af Victoria Aveyard - på 392 sider. 392 sider der forsvandt alt for hurtigt og efterlod mig sulten efter flere.
Korteste bog:
"Januar" som er første bind i Audrey Carlans erotiske serie, "Calendar girl". Den er på 102 sider - som e-bog.
Hvad jeg håber at få læst i april? Jeg håber at få læst "Uglen dræber kun om natten", som er efterfølgeren til "Der hænger en engel alene i skoven" (læs anmeldelse her) af Samuel Bjørk. Jeg var helt vild med første del, så har også tårnhøje forventninger til den nye. Jeg håber på det bedste! Ellers håber jeg at få læst endnu flere af mine anmeldereksemplarer, jeg "skylder" jo anmeldelser på dem.
Hvad glæder I jer til at læse i april?
'Pigen og Mørkningen' er helt sikkert også favoritten fra marts-måned hos mig! Den var SÅ spændende og siderne forsvandt vildt hurtigt!
SvarSletJeg glæder mig til at læse 'The Call of the Wild' af Jack London, som gemmer sig i min readathon stak. :-)
Jeg er spændt på, hvad du synes om de næste bøger i Leigh Bardugos serie. Jeg syntes nemlig, de blev bedre og bedre, så glæd dig! :-)
SvarSletMvh.
Den lille Bogblog