tirsdag den 22. marts 2016

Leigh Bardugo; Pigen og Mørkningen

Leigh Bardugo; Pigen og Mørkningen (Grisha, #1)

Bagsidetekst:
Skyggehavet - en ørken af livsfarligt, uigennemtrængeligt mørke - har delt nationen Ravka i to. Det engang så stolte rige er på randen af kollaps.

Alina Starkov - en bleg, forældreløs pige - opdager en enestående evne, da hendes bedste ven såres livsfarligt under en rejse gennem mørket. En evne, der giver Alina adgang til grishaernes overvældende verden.

Mørkningen - en fascinerende, forførende og ubegribeligt farlig mand - er grishaernes hemmelighedsfulde leder. Med Alinas hjælp vil han oplyse Skyggehavet og genrejse riget.

Men intet er, som det ser ud til, og mens rigets skæbne hviler på Alinas skuldre, er hun tvunget til at se sandheden om grishaerne i øjnene - og om sit eget forhold til deres dragende leder.

Først forelskede jeg mig i forsiden. Derefter bagsideteksten og nu hele historien. Det er en uhyre velformuleret, gennemtænkt og velskrevet historie om kampen mellem det gode og det onde.

Alina er vokset op som forældreløs hushjælp under en hertugs beskyttende vinger, men det har på ingen måde været en dans på roser. Det eneste lyspunkt hun har haft i sin opvækst er drengen Mal. Hendes bedste ven. Hendes store kærlighed, selvom hun ikke vil indrømme det. Nu er de begge i hæren og skal til at krydse Skyggehavet. Det utænkelige sker - de bliver angrebet og Mal bliver såret. Da Alina forsøger at redde ham finder hun ud af at hun ikke blot er en forældreløs og forsvarsløs pige.

Mørkningen fatter interesse for hende og tager hende med til en verden Alina kun har turde drømme om. Mens hun trænes i grishaernes måde at leve på, savner hun dog Mal og hun spekulerer på om han også savner hende. Der går flere måneder med hård træning og på aftenen for et storslået bal hvor Alina skal vise sine kræfter, ser hun Mal igen. Det er dog langt fra lykkelige omstændigheder der har bragt Mal til Mørkningens hovedkvarter og snart må Alina træffe svære valg der ikke kun har konsekvenser for hende selv, men for hele landet. 

Det her er - i min optik - fantasy når det er bedst. Vi har er land i krig, en magtliderlig og magtfuld troldmand der vil "redde" landet, men som mangler én eneste ting for at kunne gøre dette. Denne ting er en pige der førhen intet var og som nu skal vænne sig til at være heltinde. Der er svage konger der lader sig styre af andre, selvfede dronninger, der kun går op i udseende. Vi har venner der vil gå igennem ild og vand for hinanden. En spirende kærlighed. Et uudtalt håb om at ændre verden til det bedre. Foragt og forræderi. Hele pakken.

En fantastisk fortælling der ikke kan beskrives, men skal opleves. Så, læs den!

Tak til Alvilda for bogen!

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Shadow and Bone
Udgivet i: 2012 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 349
5 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar