fredag den 28. september 2018

Alex Alice; Siegfried

Alex Alice; Siegfried

Bagsidetekst på bind et:
Siegfried er en fri fortolkning af Wagners verdensberømte opera Nibelungens ring. En fascinerende og storladen tegneserie, der fortæller historien om guder, kæmper, mennesker og i særdeleshed drengen Siegfreid, der snart skal ud på en farefuld færd. I dybet under nibelungerne hersker den gale drage Fafner. Skjult fra gudernes syn opfostres den forældreløse dreng Siegfried af smeden Mime. Dybt inde i skoven, blandt ulvene, begynder drengens rejse mod at blive en mand, mod at afdække fortiden, og mod sin skæbne.

Jeg får virkelig læst nogle flotte tegneserier for tiden og jeg er glad for at jeg er begyndt at læse tegneserier igen. Før var det Yoko Tsuno der trak i mig, når jeg skulle vælge en tegneserie, nu er der meget mere. Det er også det gode ved at arbejde på et bibliotek - jeg bliver konstant fristet og inspireret til hvad jeg nu skal læse.

Det er vist heller ingen hemmelighed at jeg er ret glad for nordisk mytologi og da jeg faldt og "Siegfried" måtte jeg have ham med hjem. Nu er serien komplet og det er en skønhed uden lige. Ikke kun udenpå hvor utrolig smukke illustrationer pryder forsiden, men også inden i hvor tegnestilen er detaljeret og holdt i dystre farver der passer rigtig godt til den fortælling der formidles. På bind et ses Siegfried, valkyrien på bind to og dragen Fafner på bind tre. Historien som de smukke bind indeholder er ikke jeg tidligere har stødt på i min læsning af nordisk mytologi - jeg kan måske forsvare mig selv med, at jeg ikke hører så meget opera, men nu hvor jeg har stiftet bekendskab med den, overvejer jeg at lytte til den også.

Det er en tragisk historie om drengen Siegfried der opdrages af smeden Mime. Hans forældre er blevet slået ihjel og han vil hævne dem, men for at gøre dette, må han op imod både guder og drager. Det er ikke nogen let kamp og han bliver presset til bristepunktet flere gange. Siegfried er dog ikke en der giver op og det resulterer i nogle dramatiske kampscener der er virkelig imponerende. Jeg kunne bruge lang tid på blot at nyde illustrationerne. Der er flere som fylder begge sider og det gør dem endnu mere imponerende.

Hvis du er sulten efter tegneserier og nordisk mytologi kombineret med virkelig flotte illustrationer - så kan denne serie varmt anbefales. Jeg er så tæt på at sige at det er en jeg overvejer at købe selv, så jeg kan nyde den når jeg vil!

Fakta:
Forlag: Zoom
Udgivet i: 2017-2018
Antal sider: Siegfried - 69 sider, Valkyrien - 69 sider, Gudernes skumring: 79 sider
6 ud af 6 stjerner

onsdag den 26. september 2018

Anica Mrose Rissi; For evigt. Måske [Anmeldereksemplar]

Anica Mrose Rissi; For evigt. Måske [Anmeldereksemplar modtaget fra CarlsenPuls]

Bagsidetekst:
Det er kun os, der betyder noget. Dig og mig.

En gang imellem rammer kærligheden dig så hårdt, at ingen omkring dig forstår den. Sådan har Bee det med Aiden, da han en kold forårsdag træder ind i hendes liv. Aiden er sød, charmerende, flot og spændende, og han bliver Bees ét og alt. Og Bee får Aidens udelte opmærksomhed. Hele tiden ...

Hvor langt ville du gå for kærligheden, hvis den satte mærker?

Den her bog burde være en sød kærlighedshistorie, om pigen der forelsker sig sådan rigtig for første gang. Om hendes første gang. Om hvordan hende og kæresten går lange ture, hygger sig, snakker og i det hele taget har det dejligt. Sådan burde denne historie være, men det er den bare ikke - i hvert fald ikke hele tiden. For selvom Bee forelsker sig hovedkulds i Aiden og han (på overfladen) virker som den perfekte fyr, opdager hun dog at han er meget mere end perfekt. Men når man knap nok er voksen kan det være utrolig svært at sige nej og gøre det, som man ved er rigtigt. For hvad hvis man mister kærligheden?

Bee burde være klog nok til at se hvad Aiden gør ved hende, men hun er bange for at miste ham, så hun føjer ham så godt hun kan, også selvom det giver hende ondt i maven og blå mærker. For han mener det jo godt, ikke? Og det var jo også hendes skyld, ikke? I en tid hvor der er utrolig meget fokus på unges følelsesliv, mentale sundhed og psykiske sygdomme i ungdoms litteraturen er netop emnet om vold - både fysisk og psykisk - også vigtigt at tage op. For det er ikke Bees skyld at Aiden reagerer som han gør. Som 17-årig skal man have lov til at se sine venner, arbejde og gå i skole, uden at man skal være bange for at svare for sent på en besked, misse et opkald eller glemme en aftale. Man skal ikke isolere sig med en kæreste. Heller ikke selvom denne kæreste er nok så sød og forstående - når han er i godt humør. Ens første kæreste burde give en blå blomster og sende søde digte, ikke blå mærker og skideballer.

Jeg kan godt huske hvordan det føltes at være opslugt af et forhold. Så meget at det nok ikke var sundt. Jeg kan også huske hvordan den dårlige samvittighed over at have aflyst en aftale eller misset et opkald føltes. Og især følelsen, når han ikke svarede på en besked. Var han sur? Skuffet? Det var virkelig hårdt psykisk hele tiden at være på vagt over for den mindste ændring i stemningen. Jeg blev aldrig slået, men det andet kan være næsten lige så galt. Jeg ved det er svært at sige fra, især hvis man selv føler man har "over-scoret". De andre piger fra Bees klasse er misundelige over at Aiden vil have hende, men i virkeligheden burde de alle løbe skrigende væk.

Heldigvis bliver Bee klogere (det gjorde jeg også) og selvom hun har dårlig samvittighed, ved hun inderst inde godt at hun har gjort det rigtige. Hun har gjort det der skulle til for at hun kunne komme videre med sit liv. Det er der så mange andre derude, der også burde gøre. Jeg håber at bøger som denne kan være med til at give dem modet til at tage det skridt der kan få dem ud af et usundt forhold, eller i hvert fald være med til at lære dem at læse tegnene på, at der er noget helt galt. Jeg håber at den kan hjælpe - jeg vil i hver fald varmt anbefale den!

Tak til CarlsenPuls for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Carlsen Puls
Original titel: Always forever maybe
Udgivet i: 2018 (på dansk)
Antal sider: 264
6 ud af 6 stjerner

mandag den 24. september 2018

Pernille Eybye; Banneret samles

Pernille Eybye; Banneret samles (Dragernes konge, #3) 

Bagsidetekst:
I tyve år har riget Perina lidt under den tyranniske kong Tarodan. Nu ulmer oprøret ...

Taysin møder Waris, Josvai og Svart, og det viser sig at de er præcis så opsatte på at komme til slavelejren som han er. Taysin er dog ikke specielt tryg ved nogen af dem ligesom de heller ikke føler sig sikre på ham, da han kommer til at røbe Lills hemmelighed. Kiri møder Lill i slavelejren hvor de begge afventer deres skæbne. Den største trussel viser sig dog ikke at komme fra slavehandlerne.

Da jeg så at tredje bind i denne fantastiske serie udkom, dansede jeg en lille dans. De to første bøger indeholdt begge hæsblæsende fortællinger, som efterlod mig både åndeløs og hungrende efter mere. Jeg var dog af den overbevisning at bind tre ville være sidste bind - det håber jeg dog bestemt ikke er tilfældet, for så tror jeg lige jeg vil brokke mig. Det lader dog til at der kommer mere og jeg kan ikke vente. Som i de to foregående slutter vi nemlig med en cliffhanger der vil noget. Jeg var slet ikke klar til at lægge bogen fra mig og havde gladeligt læst 500 sider mere!

Selvom det er to år siden jeg har læst bind to, kom handlingen meget hurtigt tilbage til mig og det var jeg glad for. Der er nemlig pænt mange personer og handlingsforløb der skal holdes styr. Jeg kunne godt have savnet at der stod hvilken person vi fulgte i hvert kapitel, men da jeg havde læst i noget tid, lagde jeg ikke så meget mærke til det, som i starten. Der er et rigtig godt flow i historien, så selvom man skifter fortæller i hvert kapitel, synes jeg ikke det blev uoverskueligt eller forvirrende. Det hjælper nok også at personerne er meget forskellige og er forskellige steder - i hvert fald i starten af bogen. Jeg ved ikke om Pernille og Carina har skrevet et kapitel hver eller uddelt hvem der skriver om hvem, men jeg synes i hvert fald ikke at jeg kunne mærke at bogen er skrevet af to personer. Sprogligt harmonerer den fint og flowet i historien er naturligt. Der sker rigtig meget på kort tid, men det føles naturligt. Samtidig er persongalleriet jo bare helt fantastisk! Jeg er virkelig i tvivl om jeg er på Team-Taysin eller Team-Waris - begge er charmerende, modige og helt klart kongemateriale. Jeg kan også godt lide at Lill har fået mere at skulle have sagt og jeg nyder at se hendes udvikling fra skræmt heks, til en med lidt mere selvtillid. Jeg synes også, at vi ved at se handlingen fra så mange synspunkter, lærer de forskellige karakterer virkelig godt at kende. Vi ved hvad der gør dem kede af det, bange og glade.

Hvis du er til fantasy, må du endelig ikke snyde dig selv for denne serie. Jeg synes bestemt den både kan læses af unge og ældre fantasyfans. Selvom personerne er unge, har de alligevel en vis erfaring og ar på sjælen, der gør at de ikke bare er unge og dumdristige. Der er faktisk mange tanker bag deres handlinger og især i denne, får vi også en del politik, hvor der skal indgås byttehandler for tjenester og meget andet. Hele universet er virkelig godt opbygget og jo mere man læser, jo bedre forståelse af landet får man. Det er uhyre vigtigt i en fantasyroman, hvor man jo ikke lige kan slå landet op på Google og blive klogere. Det er en serie der er helt igennem velarbejdet og velfungerende. Jeg kan ikke rose den nok! Der bliver udgivet rigtig meget fantasy - både fra udenlandske og danske forfattere, og bøger har det desværre med at drukne lidt nogle gange. Jeg gør hvad jeg kan for at sælge bøgerne så godt jeg kan - både her og når jeg er på arbejde. For serien er bestemt værd at læse.

Dette forfatterpar og denne serie, er bestemt noget af det bedste danske fantasy jeg har læst, så skynd dig at komme i gang - jeg håber dog virkelig ikke at jeg skal vente to år på næste bind!!

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2018
Antal sider: 558
6 ud af 6 stjerner

fredag den 21. september 2018

J.L. Stricker; Cyprianus - Heksens bog [Anmeldereksemplar]

J.L. Stricker; Cyprianus - Heksens bog (Mysterier på Hvidegaard, #1) [Anmeldereksemplar modtaget af Den Grønne Drage]

Bagsidetekst:
"Fra alle sider kom store røde ræve luskende frem fra skoven. De stirrede stift på børnene, mens de langsomt krøb tættere på. Med et uhyggeligt skrig angreb den første".

Silje, Peter og Markus kommer på sporet af en gammel heksebog, som blev skjult for mange år siden. Men andre er også interesserede i bogen, og snart begynder mystiske ting at ske. Hvad er det for et par store harer, der følger efter børnene overalt? Hvorfor bliver al mælken på egnen sur, og hvorfor opfører dyrene sig pludseligt så underligt? Helt uden at ville det kommer de til at vække noget, der har sovet i meget lang tid.


Hvis du er til overnaturlige væsner, en familiehemmelighed der afsløres, hekse og detektivarbejde, så vil jeg helt klart anbefale denne bog. Selvom det hele starter uskyldigt ud, ender man (jeg gjorde!) ude på kanten af stolen for at være sikker på at man får alt med. Jeg er ikke god til gys, og denne blev lige tilpas uhyggelig. Krydret med en spændende handling, forsvandt siderne alt for hurtigt og jeg ville gerne have haft mere.

Noget af det jeg rigtig godt kunne lide ved historien var alle de historiske fakta der var med (om de helt passer, ved jeg ikke, så stor historienørd er jeg ikke), men jeg kan i hvert fald fint forestille mig den hverdag Markus' forfædre lever og som beskrives undervejs i historien. Syn på guder, overnaturlige væsner og hvordan Kristendommen overtog en del af de hedenske helligdage, er også med og i det hele taget fylder historien om folklore og det overnaturlige meget. Det bliver dog ikke for meget, jeg fandt det interessant og spændende at læse om. Beskrivelserne af hvad hekse blev anset for at kunne, hvilke dyr der var associeret med hekse og mørke kræfter, er også spændende. Silje, Peter og Markus' jagt på heksens bog er godt beskrevet og som læser kan man fint leve sig ind i deres glæde over at have afkodet endnu et spor eller over at have fundet endnu en skjult gang i det gamle gods. Samtidig er deres frygt for det overnaturlige godt beskrevet og det passer godt til den alder de skal forestille at have. Deres opførsel, sprog, naivitet og mod passer også godt til den alder de er beskrevet til at være.

Det er fedt som læser at være med til at lægge puslespillet og løse gåderne for at komme frem til heksens bog. Der er mange brødkrummer vi skal følge, sagn der skal diskuteres og spor der skal findes. Jeg synes det hele går op i højere enhed og fungerer rigtig godt. Hvis man er til folklore, sagn, myter og gåder, så vil jeg klart anbefale bogen. Hvis du bare vil have en god historie som fanger dig og først giver slip når du har løst det store mysterie, så vil jeg også klart anbefale bogen. Den kunne også fungere som læsning for hele familien, da der er mange ting man kan snakke om og så er der flere der kan hjælpe til med at løse gåden.

En lækker lille ekstra ting jeg fik med denne bog (stadig som e-bog) var Markus' notesbog, med hans håndskrevne noter og billeder af de ting de opdager undervejs i historien. Der er et runealfabet, billeder af altertavler og hvordan nogle af de mytiske væsner ser ud og deres historie. Det er virkelig fedt lavet og fungerer godt til resten af bogen. Især hvis man som læser er interesseret og gerne vil vide mere om de ting børnene finder ud af i bogen. Det eneste der var lidt træls (for mig i hvert fald), er at den ikke fungerede så godt på min Kindle, som den gjorde da jeg læste den på computeren, men det har nok noget med formatet at gøre.


Tak til Den Grønne Drage for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Den Grønne Drage
Udgivet i: 2018
Antal sider: 224
5 ud af 6 stjerner

onsdag den 19. september 2018

Luna Mørup; Claire og julemiraklet [Anmeldereksemplar]

Luna Mørup; Claire og julemiraklet [Anmeldereksemplar modtaget af forfatter og forlag]

Bagsidetekst:
"Jeg skal fandme ikke til Frankrig!"
Claire er stadig i dyb sorg over farens død, da hendes mor beslutter, de skal være hos deres franske familie hele julen. Claire er både vred og frustreret, men med sine sytten år kan hun intet bestemme selv. Selvom det ikke ligefrem har været de nemmeste to måneder, må Danmark alligevel være bedre end åndssvage Paris. Ikke nok med alle taler fransk - et sprog Claire for længst har opgviet at lære, så er hun også tvunget til at være social, hvilket hun vil gøre alt for at undgå. Derfor er Claire overhovedet ikke i godt humør, da de når frem til familiens store hus.

Midt i al sin elendighed møder hun Fleur. Selvom Fleur er lidt underlig, nyder Claire at være sammen med hende. Det er som om, alt det dårlige forsvinder og bliver erstattet af noget helt ubeskriveligt. Da det går op for Claire, at hun er forelsket i Fleur, bliver tingene for alvor besværlige.

Fleur er en pige. Hun bor i Frankrig. Det er ikke sikkert hun føler det samme. OG så er hun desuden forlovet med Claires fætter.

Det er lidt mærkeligt at læse om sne, jul og julestemning i august, hvor der stadig er knap 20 grader og solen skinner. Alligevel kunne jeg ikke undgå at komme i julestemning mens jeg læste bogen. Jeg kunne sagtens fornemme kulden i kinderne, sneen i håret og en bidende kold vind. Jeg kunne dufte julemad, æg og bacon. Jeg kunne se det store juletræ som Claire og Fleur pynter for mit indre blik - og den stjerne sidder virkelig skævt! Det er helt klart en julehistorie som bringer minder med sig og det var rigtig hyggeligt at tage en tur "down memory lane". Der er kælet for detaljebeskrivelserne og det passer godt historien. Sproget er let og flowet er godt i historien, hvilket gør at den hurtigt læst.

Claires tab af faren er altoverskyggende i hendes dagligdag. Hun savner ham hver dag og alle de små ting han gjorde for hende. Han var ikke bare hendes far, men også hendes bedste ven. Nu skal hun forsøge at få en hverdag uden ham - og det er svært. Hun føler sig alene - både hjemme og i skolen, hvor hun ikke passer ind, men det kan også være svært når man kun kæder sig i sort og holder sig for sig selv. Der er vist ingen tvivl om at Claire trænger til noget glæde i sit liv og den glæde finder hun i Fleur - også selvom det tager lidt tid at vænne sig til tanken om at det er en pige der gør hende glad. Claire kommer sig dog hurtigt over de tanker og i det hele taget sker alting meget hurtigt i historien. Hele følelses-rutsjebane-turen med Fleur virkede på mig lidt overdrevet. Der går ganske få dage og så elsker de hinanden (og mere til). Jeg kan godt selv huske hvor altopslugende en kærlighed kunne føles som da jeg selv var 17, men jeg synes det er lidt for meget. Jeg er med på at Claire kæmper med nogle ting og at hun har det svært, derfor virker rutsjebaneturene også ekstra voldsomme, fordi hun går fra den ene yderlighed til den anden. Jeg ved ikke om utroværdigt at det ord jeg vil bruge, men for mig blev det bare lidt overdrevet. Jeg sad flere gange og rystede opgivende på hovedet over Claire og hendes valg.

Jeg synes dog ikke det ødelagde min læseoplevelse af bogen, men alt i alt nød jeg historien og den stemning der var i den. Man skal ikke gå ned på julehistorier og hvis du vil have en der virkelig bringer dig i julestemning, så kan denne fint anbefales!

Tak til forfatter og forlaget Solvind for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Solvind
Udgivet i: 2018
Antal sider: 157
4 ud af 6 stjerner

mandag den 17. september 2018

Jennifer Armentrout; Vent på mig

Jennifer Armentrout; Vent på mig (Wait for you)

Bagsidetekst:
Da 19-årige Avery starter på college i West Virginia, tusindvis af kilometer hjemmefra, er det for at slippe væk fra en fortid fuld af smertefulde minder. Det eneste, hun ønsker, er at starte på en frisk, passe sine studier, få et par gode venner og ellers undgå alt for meget opmærksomhed. Og ikke tænke for meget på det, der skete til Halloweenfesten fem år tidligere.

Første dag på college støder Avery ind i den charmerende Cameron. Han er høj og flot, og han passer på inden måde ind i Averys planer om at leve et stille og roligt studieliv. Avery afviser ham gang på gang, men Cameron giver ikke så let op ...

Jeg er fan af new adult-genren. Virkelig fan! Jeg synes det er fedt at læse om unge mennesker der er ved at finde deres stå-sted i verden. Det er noget helt andet end at læse fantasy og nogle gange kan det være tiltrængt at putte sig under tæppet med en bog med "realistiske" problemer, navne man kender og et samfund der ikke ligger på en planet i en fjern galakse. Og hvem kan ikke lide en god kærlighedsroman fra tit til anden?

New adult har også den force at selvom personerne er unge, så har de ofte oplevet noget der har efterladt dem med ar på sjælen. Sådan er det også med Avery og selvom hun virkelig kæmper for at komme videre, hjælper det ikke. Og det hjælper slet ikke at Cameron ikke vil give op, for hun ved jo godt hvad det er Cam vil have - og det kan hun ikke give ham! Selvom man måske vil tro at det bliver for meget eller for amerikansk, med personernes tidligere turbulente fortid, så synes jeg det passer til denne genre. For at udvikle sig og komme videre, bliver de nødt til at bearbejde de svigt som de har oplevet. I alle de new adult bøger jeg har læst, synes jeg ikke det er blevet overgjort - deres problemer og oplevelser virker stadig realistiske, og det samme gør deres opførsel og eventuelle mistro overfor nye mennesker.

Et andet kendetegn ved new adult er kærlighedshistorien. Ofte vil begge parter hinanden, men de tør ikke indrømme det og det kommer der en lang kamp ud af - hvem overgiver sig først til sine følelser? Denne kærlighedshistorie er ofte beskrevet med et glimt i øjet - for typisk har personerne også en god del humor, som bl.a. i "Off-Campus" og "Game On", hvor jeg virkelig var underholdt. "Vent på mig" er ikke nær så sjov, men Cam er alligevel virkelig charmerende og svær at lade være med at falde for. Især fordi han tager sig så godt af Avery. Han er dog ikke bange for at sige sin mening og gøre det klart, at det er ikke alt han finder sig i. Det kunne jeg godt lide. Avery må selv komme til den konklusion at hun vil have ham - og selv indse det, når hun har fucket det op igen. Jeg kan godt lide at valgene har konsekvenser, og at de kan finde ud af at snakke sammen og løse problemet i fællesskab, i stedet for at den ene part skal træffe en endelig beslutning. Jeg synes heller ikke det blev alt for sukkersødt og vammelt. Deres kærlighed er fin og jeg sad ikke og vendte øje eller sprang sider over for at slippe.

Jeg er glad for at jeg har fundet serien og det er helt sikkert en jeg vil læse videre på. Den minder om "Off-Campus" og "Game On", da det lader til at vi igen følger forskellige venner i den samme vennegruppe. Jeg kan godt lide at vi ikke slipper personerne fuldstændig, men at de har en rolle at spille i de næste bøger - giver det mening? Det håber jeg. Min anbefaling er i hvert fald, at hvis du har læst de andre serier jeg har nævnt, så er "Vent på mig" helt sikkert også noget for dig!

Fakta:
Forlag: Lovebooks
Original titel: Wait for you
Udgivet i: 2013 (på engelsk) 2018 (på dansk)
Antal sider: 460
5 ud af 6 stjerner

fredag den 14. september 2018

Helga Waage; Røverhistorier fra Roskilde [Anmeldereksemplar]

Helga Waage; Røverhistorier fra Roskilde [Anmeldereksemplar modtaget af Mellemgaard]

Bagsidetekst:
Da Sørine Benz er 11 år, opdager hun to tyve, som laver indbrud i hendes bedsteforældres hus, og hun hjælper politiet med at opklare forbrydelsen. Senere studerer hun jura på universitet og har nu fået arbejde hos politiet i Roskilde. Hun lejer sig ind på et værelse i et tidligere kollektiv i bygen, og her lærer hun Albert og Tobias, der går i 5. klasse, at kende.

Leo Lundgren, der har en blakket fortid og bestemt ikke hører til blandt Guds bedste børn, flytter samme dag ind hos sin fars gamle tante, Agnete, på Villavej, ikke langt fra Sørine. Leo er vild med stegte løg, gaffeltrucks, trompetspil og den kendte sanger Rasmus Seebachs musik. Han forelsker sig i den søde frisør Mathilde, som er enlig mor, men netop som alt ser ud til at lykkes for ham, går det for alvor galt.

Med Leos mange påfund og ulovligheder kommer Sørine virkelig på arbejde i sit nye job. I retten møder hun den selvsikre forsvarer Marcus Anholt, der lærer hende et og andet om kærlighed og en lille ø i Kattegat.

Jeg skal være helt ærlig og sige at denne bog var lidt en udfordring for mig at komme igennem. Ikke som sådan fordi historien ikke var god, jeg blev bare aldrig rigtig fanget af den. Måske fordi den er meget hverdagsagtig og samtidig virkelig langt ude? Her tænker jeg på nogle af de ting Leo gør og bliver udsat for, hvor jeg tænker: "Ej, kom nu - det kan ikke passe!" Leo er i det hele taget en udfordring i sig selv. Han har det med at komme i uføre og for at komme ud af dem, gør han ofte noget meget dumt. Han virker ikke synderlig klog, men det er dog tydeligt at han ikke gør noget, for at være ond, men nærmere fordi han ikke har tænkt over hvad hans valg har af konsekvenser. Han er lidt et fjols. Det er svært at lade være med at have medlidenhed med ham, og dog. For det bliver bare for meget til sidst. Han skal jo forestille at være en voksen mand. Jeg vil dog sige at min respekt for ham vokser og at han faktisk lader til at være blevet klogere da vi når slutningen af historien, om det så passer, ved jeg ikke - der lægges op til endnu flere historier.

Sørine er den lidt for kække advokat-type der får sit første job og som tager alting meget seriøst. Hun vil gerne imponere, men der skal dog gå lidt fisk i den for hende også, før hun når dertil. Hun er dog venlig og især forholdet til drengene, lader til at være godt for hende. Ligesom Leo træffer hun nogle dumme valg. Ikke på samme måde som ham, men mere ved at være bange for at sige sandheden til Marcus - som i starten er en total idiot, som kun tænker på sig selv. Der sker en del forviklinger og misforståelser i både Leo og Sørines liv, som bringer dem på udebane. Alligevel formår de at vende det til det bedre.

Når jeg tænker tilbage på historien, kan jeg ikke lade være med at tænke på tv-serien "Hvide løgne" der kørte for mange år siden. En fordansket udgave af Horton-sagaen, hvor en fjer altid blev til 10 høns og de væltede sig i misforståelser og usagte ord. Sådan er "Røverhistorier fra Roskilde" lidt. Der er ikke nogen af personerne der sådan for alvor kommer ud hvor de ikke kan bunde. Der er hele tiden en vej tilbage. Samtidig kunne handlingen sagtens være fortalt på meget færre sider. Det bliver aldrig rigtig spændende eller rigtig underholdende. Det føles mere som et halv forsøg på at skrive en hverdagskrimi med et godt persongalleri og god humor. Det lykkedes aldrig helt. Jeg beklager meget, men jeg blev virkelig ikke fanget. Historien er dog god nok: en kriminel, der i forsøget på at lægge sit liv om, kommer i uføre, og den advokat der konstant får hans sager. Jeg ville faktisk gerne holde mere af den, men måske er jeg bare ikke målgruppen eller så er der noget jeg har misset. For jeg fandt desværre ikke bogen spændende og medrivende nok.


Tak til forfatteren og Mellemgaard for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Mellemgaard
Udgivet i: 2018
Antal sider: 310
3 ud af 6 stjerner

onsdag den 12. september 2018

Pamela Fagan Hutchins; Paradis i Caribien? [Anmeldereksemplar]

Pamela Fagan Hutchins; Paradis i Caribien? [Anmeldereksemplar modtaget af Palatium Books]

Bagsidetekst:
Lidt for meget at drikke. Lidt for lidt kærlighed. Grov ydmygelse som advokat i en sag, der bliver fulgt tæt af pressen i Dallas. Det er ikke så mærkeligt, at den overspændte advokat fra Texas, Katie Connell, flygter ind i det fredfyldte paradis på en tropisk ø, der ligner, men ikke er, St. Croix. Men det var der, hendes forældre døde i en tragisk bilulykke, og da hun begynder at grave lidt i sine forældres mistænkelige dødsfald, ligner ulykken dog ikke en ulykke, og øen er mere truende end fredfyldt. Hun bliver betaget af en voodoo-ånd i et forladt hus i regnskoven og opdager, at hun i virkeligheden er lige så farlig for sig selv som øens skurke. 

Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet af denne historie, men jeg fik i hvert fald noget helt andet. Jeg tror jeg havde forventet en historie med erotiske undertoner, en masse mystik og voodoo-snak og en spændende mordgåde. Jeg fik desværre ikke for meget af nogen af dele, men historien var alligevel spændende - i hvert fald nogle steder.

Hvis man læser den for at læse erotik eller en romantisk krimi som der står på forsiden, vil jeg sige at jeg blev skuffet. Der er ikke særlig meget af nogen af delene - mest fordi ham Katie er forelsket i, bestemt ikke føler det samme for hende. Hun skal indse at det ikke bliver til noget, og selvom det tager lang tid, vil jeg ikke kalde historien romantisk. Der er intet sødt over historien. Katie er blevet alkoholiker og kan ikke fungere uden sprut. Hun er blevet selvdestruktiv og kan slet ikke hænge sammen - det bliver kun lidt bedre af besøget på trope øen. Det er først da hun møder "Annalise" at hun begynder at tage livsomvæltende beslutninger - om de så er gode eller dårlige, det vil jeg lade jer beslutte, når I læser bogen.

Hele voodoo-delen bliver heller aldrig rigtig skummel, i hvert fald ikke så man fik kuldegysninger og lige måtte kigge sig over skulderen. Jeg synes dog det var spændende at hun blev så draget mod huse, at hun ligefrem så Annalise og at Annalise hjalp hende flere gange. Tydeligvis er der noget mystisk der, men det blev bare aldrig helt nok - i hvert fald ikke efter min mening. Jeg ville gerne have haft mere mystik, men måske kommer det i næste bind - hvem ved. Der var faktisk også flere gange hvor jeg helt glemte at Katie var på jagt efter sandheden om forældrenes død. Jovist, hun indleder sin rejse med at besøge politigården og snakke med en privatdetektiv, men så er det først til sidst der begynder at ske noget. Jeg siger ikke at det skulle have været nævnt i hvert kapitel, men bare lidt oftere.

Selvom disse små irritationsmomenter var der, var det bestemt en spændende læseoplevelse. Jeg synes forfatteren har skrevet en meget levende og virkelighedstro historie med gode beskrivelser af både hvordan livet på en tropisk ø kan være - både som fastboende og som turist - og modsætningen, livet i storbyen. Det er tydeligt hvad ø-livet gør ved Katie, kontra hvad by-livet gør ved hende. Jeg kunne også fint fornemme en varm brise, køligt sand mellem tæerne og en kold drink - jeg fik helt lyst til et fancy drink med parasol og stjernekaster i. Katies kamp om at holde op med at drikke tegner et billede af en kvinde på vej ud hvor hun ikke kan bunde - eller også er hun der allerede. Jeg har prøvet at være tæt på en alkoholiker og jeg ved hvor svær en kamp det kan være. Den kamp rammer forfatteren godt i historien. Som læser er man ikke i tvivl om at Katie gerne vil lægge sit liv om, men simpelthen ikke rigtig magter det, så er det altså nemmere at tage en drink mere.

Jeg glæder mig til at læse videre om Katie og hendes nye liv som ø-boer. Jeg vil klart anbefale bogen til krimilæsere der ikke bryder sig om alt for meget vold og blod, men derimod en krimi med flere lag end blot at skulle opklare en forbrydelse. Læs den og drøm dig væk til dit eget lille paradis - måske bare minus mordene!

Tak til Palatium Books for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Palatium Books
Original titel: Saving Grace
Udgivet i: 2012 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 297
4 ud af 6 stjerner

mandag den 10. september 2018

Kristina Aamand; Mørke rum [Anmeldereksemplar]

Kristina Aamand; Mørke rum [Anmeldereksemplar modtaget fra CarlsenPuls]

Bagsidetekst:
"Det er jo forfærdeligt synd for de piger, men når man leger med tændstikker, kommer der ild."

Sådan siger Sophias mor, og ordene runger i Sophias hoved, da hun starter i praktik på Klinikken for seksuelle overgreb. Første dag står hun ansigt til ansigt med en kvinde, som har været holdt fanget i fire døgn. Maysun har regnet det hele ud: Det gode liv betyder ingen sex før ægteskab, et godt job som financial controller og en succesfuld forretningsmand som ægtemand. Parvatis forældre har accepteret et ægteskabstilbud fra en passende bejler. Men kan hun leve op til sin mands krav? Elias drømmer om Nanna, men da han endelig har hende på tomandshånd, bliver drømmen til et mareridt. Og så er der pigen, der ligger i sin seng alene om natten - indtil døren til hendes værelse går op, og hun svæver ud af sin krop. Hvem skal hjælpe hende?  

Jeg har ikke tidligere læst noget af Kristina Aamand, men jeg kan roligt sige, at det har jeg tænkt mig at lave om på. Selvom "Mørke rum" er barsk og ubehagelig, var det både spændende og interessant læsning, og hvis det andet hun har skrevet er ligeså, så fortjener det at blive læst. Hvis “Valget” var sidste års vigtigste ya-roman, så er “Mørke rum” dette års. Hvor “Valget” havde fokus på flygtninge og politik, har “Mørke rum” fokus på voldtægt, kultur og fordomme.

Det er ikke en bog man skal læse hvis man er sart eller ikke bryder sig om at læse om voldtægt, for der er ikke lagt fingre i mellem det som personerne oplever, og flere gange sad jeg med en klump i halsen og turde næsten ikke læse videre, for det kunne da umuligt blive værre - men åh jo, selvfølgelig kunne det det. For dette er historien om hvad en voldtægt er - og hvordan defineres det? Jeg har aldrig prøvet det, men jeg har da oplevet at gøre ting, som jeg fortrød bagefter, men at kalde det for voldtægt, er for langt at gå. Som Sophia oplever, er det svært at skelne løgn fra sandhed. Vi er vel mest bekendt med at voldtægt er tiltvunget samleje ved vold eller trusler om vold.

Men hvornår er det tiltvunget? Som Elias opdager er den grænse hårfin, og hvad hvis de involverede parter ikke har forventnings afstemt hvad der skal ske? I hans situation spiller hans hudfarve og religion også ind. Forfatteren portrætterer at danskere ser ned på udlændinge - især udlændinge der har forbrudt sig mod en hvid pige. Det er vel også rigtigt nok et langt stykke af vejen, men hvide drenge er vel ligeså slemme? Dem hører vi bare ikke om. Samtidig kæmper han med familiens syn på hans fremtid og hvad han må, kontra det hans søster må. Han forstår godt at hun føler sig uretfærdigt behandlet, men det er jo bare sådan det er. Selvom det er deres kultur, er det vel også et overgreb på hendes rettigheder?

Den indiske pige Parvati har ikke noget valg - for nu er hun gift og må lægge under for sin mands luner og sørge for at han er tilfredsstillet. Hun forsøger at træffe et valg der skal sikre hendes fremtid, løber hun panden mod muren og må se sig slået. Maysun oplever det også. For burde den første gang ikke være med kærlighed og lyst? I stedet for fem minutter og en lugt man ikke tænder på? Kan man tillade sig at sige nej til sin ægtemand? JA! Man kan altid sige nej - om det så bliver respekteret er en anden sag.

Bogen sætter fokus på et emne der er tabubelagt - både for ofre og gerningsmænd. Det kan være svært at trække klare linjer op omkring netop dette. Samtidig må vi indse at ofre ikke nødvendigvis er en fremmed der overfalder en. Ofte er det faktisk en som ofret kender - i værste fald, et familiemedlem. Og hvad gør man så? Kan man sladre om fx sin far? Jeg tror godt at pigen i bogen, der får natlige besøg af sin far, ved at det er forkert det han gør - hun flygter jo hver gang. Ikke fysisk, men mentalt. Men hvad kan hun gøre? Hvad er hendes muligheder?

Bogen er rå, skræmmende og ærlig. Som læser efterlades du med ondt i maven over den uretfærdighed der hver dag bliver begået rundt om i både lille Danmark, og det store udland. Kristina Aamand skriver råt for usødet og det gør fortællingen nærværende og er netop med til at give en knude i maven og stof til eftertanke.

Tak til CarlsenPuls for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Udgivet i: 2018
Antal sider: 240
6 ud af 6 stjerner

fredag den 7. september 2018

Oliver Jeffers; Her er vi [Sponsoreret]

Oliver Jeffers; Her er vi [Sponsoreret]

Bagsidetekst:
Vores verden kan være et uoverskueligt sted, især hvis du lige er ankommet. Dit hoved er garanteret fyldt med spørgsmål om den nye verden, så lad os gå på opdagelse i den ...

Det er ingen hemmelighed at jeg er en stor fan af Oliver Jeffers. Jeg er vild med hans streg og fortællemåde. Han formår på fineste vis både at skrive sjovt og med et glimt i øjet, og sårbart og hjerteknusende. Illustrationerne passer til historierne, og det er som om de får et ekstra liv når man læser det hele sammen. Jeg har tidligere anmeldt "Drengen i den stribede pyjamas", med illustrationer og i netop den historie, gør tegningerne en enorm forskel. Det er faktisk som om, at bogen rammer hårdere nu hvor der er illustrationer. Jeg har ikke læst bogen før, og selvom jeg er ikke er tvivl om at den var hård at komme igennem uden illustrationer, er jeg sikker på at med tegninger, er den meget værre! Den er simpelthen et mesterværk.


Men det er ikke den vi skal snakke om nu. Derimod skal vi til noget mere opløftende og hyggeligt. Nemlig en fars historie til sin søn. "Her er vi" er en historie fra Oliver Jeffers til sin egen søn. I bogen forsøger han at forklarer hvad Jorden, Månen og stjernerne er. Han forsøger at forklare hvad havet er, hvad vi mennesker er og hvad vi har brug for. Han forklarer at en lille børnehjerne nok har svært ved at forstå alt det han forsøger at forklarer, men at forståelsen nok skal komme. Hvis ikke den gør, så giver han det råd at man altid kan spørge - for vi er ikke alene.


Illustrationerne er som vi kender dem fra forfatterens tidligere bøger. Simple streger der alligevel er utrolig smukke og indeholder mange detaljer. Der er ikke meget tekst på de enkelte sider, men det gør ikke noget, for illustrationerne underbygger fint teksten og giver stof til samtale undervejs i læsningen.

Af alle forfatterens billedbøger (i hvert fald dem jeg har læst) vil "Barn af bøger" altid have en særlig plads i mit hjerte, men "Her er vi" er lige i hælene på den og jeg glæder mig til at jeg kan sætte mig ned med Iris og læse bogen med hende og snakke om livet på jord - i hvert fald så meget af det, som jeg nu kender til. Jeg giver bogen (og hans tidligere) mine varmeste anbefalinger - jeg er stor fan!


Tak til Carlsen for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: Here we are
Udgivet i: 2018 (på dansk)
Antal sider:
6 ud af 6 stjerner

onsdag den 5. september 2018

Aurora Rose Reynolds; Indtil November [Sponsoreret]

Aurora Rose Reynolds; Indtil November [Sponsoreret af PalatiumBooks]

Bagsidektekst:
Storbypigen November flygter fra New York og nogle rigtige dårlige oplevelser. Hendes far bor i en lille by i Tennessee, og November glæder sig til at lære ham bedre at kende og mærke trygheden i den lille by. Men det er, som om Novembers problemer følger efter hende.

November begynder at arbejde for sin far i hans stripklub, hvor hun tager sig af regnskaberne. Hun får kun lov til at komme forbi i klubbens åbningstid en enkelt dag, og lige den dag løber hun ind i Asher Mayson. Han er den perfekte mand. Altså lige indtil han åbner munden. Ham skal November slet ikke have noget med at gøre! Men det er bare synd for hende, for skæbnen har andre planer.

Asher Mayson har aldrig haft problemer med kvinder. Men da han møder November, ændrer det sig. Pludselig kan han kun tænke på, hvordan han kan gøre November til sin og sørge for hendes sikkerhed.

Jeg nød virkelig at læse den her bog. Den gav mig samme følelse som både bøgerne i "Off-Campus" og "Game On"-seriene gjorde. At man næsten bliver venner med karakterne, at man føler sig velkommen og tryg, at det er personer man kan grine og græde sammen med og at man ikke vil blive dømt på fortidens fejl. Selvom historien måske ikke er stor kunst og man godt ved hvordan den ender, så gør det ikke noget. For historien er alligevel medrivende og spændende. Selvom Asher er lidt et røvhul (et meget smukt røvhul) overfor November, så finder vi hurtigt ud af, at han gør det i en kærlig mening. Hans familie er forbandet, eller det tror de i hvert fald. For selvom Asher har været sammen med mange kvinder, har han fået at vide at han ville vide det med det samme når han mødte den rigtige - og det gør han! November er dog ikke så sikker på at han er rigtig for hende, men, som det altid er i sådanne serier, så ved vi jo godt hvordan det ender.

Jeg havde faktisk ikke troet at der ville være så meget sex i bogen, men det bliver aldrig for meget - som i de serier jeg har nævnt ovenfor, er sexscenerne ikke overdrevne, men ærbødige og ømme. Selvom det godt kan gå hedt for sig, er der ingen grænser der bliver overskredet. Jeg synes faktisk det er rigtig rart at læse erotiske bøger om "normal sex" - jeg har læst så mange af la Fifty Shades, hvor sadomachokisme fylder en del. Eller hvor en eller flere af parterne har haft en så turbolent fortid at de er blevet arret for livet. Jovist, November har haft det hårdt, men hun kæmper, og selvom hendes fortid er mørk, er den ikke i nærheden af nogle af de andre jeg har læst om. Det er helt rart at det ikke er overgjort eller alt for dramatisk. Jeg synes der er lige det drama og "uhygge" der skal være, for at historien er god og spændende.

Jeg ville dog have ønsket at vi fik mere af historien fra Ashers synsvinkel. Der er lidt to små afsnit som er fortalt fra hans side og det fungerede rigtig godt. Han er interessant og spændende, og det kunne være fedt at høre hvorfor han synes han gør som han gør. Det kunne også være interessant at høre hvordan han havde det med hele "stalker"-delen - hvad han følte i de forskellige situationer, det tror jeg kunne give et bedre indblik i og forståelse for ham. Jeg ville også rigtig gerne have læst slutningen fra hans synsvinkel. Jeg kan vist kun håbe på at der kommer mere og at vi hører mere til Asher!

Sprogligt flyder historien fint - og selvom man nok ikke vil se på det her som stor eller vigtig litteratur, synes jeg alligevel at det er på sin plads at give den her slags historier den ros den fortjener. For det er ikke alle der vil læse store litterære værker eller noget i et sprog de ikke forstår. Mange vil faktisk bare gerne underholdes og det er netop hvad den her slags bøger kan: underholde! Det gør den fremragende. Jeg var i hvert fald fanget af historien og personerne og jeg ville gerne have haft mere.

Jeg er helt vild med den lille disclaimer bag på bogen - om at den indeholder sexscener og en stærk alfahan. Jeg synes det er rigtig fint at det står der, for det kan være svært for unge læsere at vide om de kan læse det eller ej - her kan både dem og måske deres forældre se, at de nok lige skal vente lidt med denne bog.

Tak til PalatiumBooks for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: PalatiumBooks
Original titel: Until November
Udgivet i: 2018 (på dansk)
Antal sider: 251
5 ud af 6 stjerner

mandag den 3. september 2018

August wrap-up

August wrap-up

Hold da helt op! August er fløjet forbi og jeg er i en dyb choktilstand over alt det jeg har fået læst. Selvom jeg stabler de læste bøger for hver måned løbende når de er læst, og jeg godt kunne se at stakken bare voksede og voksede, var jeg ikke klar over at det alligevel løb op i så mange. Det er helt vildt! Samtidig har august budt på Justin Timberlake-koncert, Vi elsker 90'erne-koncert og start på arbejde igen, så det er ikke fordi jeg føler jeg har haft meget tid at læse i. Alligevel var stakken så høj! For en gang skyld er jeg selv rimelig imponeret over hvad jeg har nået.

Det er blevet til hele 34 bøger!! I alt 6037 sider - wow! Det er over en bog om dagen. Ja, ok, der er også en del korte bøger og tegneserier imellem, men der er også nogle tykke bøger. Jeg har sagt farvel til serier og er begyndt på nye. Jeg har grint, grædt og rullet med øjnene over irriterende personer. Der er både børnebøger, billedbøger, tegneserier, fantasy, ungdomsbøger og erotik i stakken. Jeg har været vidt omkring og det har været fedt!

De læste bøger er:

J.L. Stricker; Cyprianus - Heksens Bog (Mysterier på Hvidegaard, #1)
J.L. Stricker; Markus' notesbog
Harry Potter - En rejse gennem magiens historie
Carey Heywood; Dem
David Chauvel; Alice i eventyrland (tegneserie)
Mathieu Reynes; Ago (Harmony, #3)
Joe Hill; Locke & Key - Heaven and Earth
Alex Alice; Siegfried #3
Åsa Asptjärn; Wursten og veganeren (lektør)
Jennifer Bell; Det frosne teleskop (De ualmindelige, #3) (lektør)
Ulla Hinge Thomsen; En duft af appelsin
Helga Waage; Røverhistorier fra Roskilde 
John Flanagan; Kongens Ranger (Skyggens lærling, #12)
Aurora Rose Reynolds; Indtil November
Martin Widmark; Den lange vandring
Kim Sena; Hr. Kronhjort og de fyldte chokolader
S. J. Hooks; Absolute beginners
Jacob Oliver Krarup; Kobranetværket - det endelige opgør
Oliver Jeffers; Her er vi
Kristina Aamand; Mørke rum
Pamela Fagan Hutchins; Paradis i Caribien
H. L. Dennis; Ildfuglens kode (Secret breakers, #1)
Martin Wiff; Walter, den glade hval
Eric Corbeyran; Dæmonens andel (Cognac, #1)
Eric Corbeyran; Døden i amfiteatret (Cognac, #2)
Line Lybecker; På vej mod Sophie
Jennifer Armentrout; Vent på mig
Luna Mørup; Claire & julemiraklet
Sophie Schoenwald; Rene bisser i zoo (lektør)
Pernille Eybye; Banneret samles (Dragernes konge, #3)
Xavier Donson; Neptun (Long John Silver, #2)
S. J. Hooks; Absolute lovers
Russel Punter; Robin Hood (lektør)
Russel Punter; Dracula (lektør)

Månedens korteste bog:
"Rene bisser i zoo" er med sine 24 sider den korteste bog jeg har læst - omend den stadig fik mig til at smile!

Månedens længste bog:
Tredje bind i "Dragernes konge"-serien, "Banneret samles", er med sine 558 sider den længste bog jeg har læst og den måtte gerne være 500 sider længere, for altså, den slutning? Det kan jeg simpelthen ikke arbejde med. Jeg håber virkelig ikke at jeg skal vente flere år på næste bind.

Månedens bedste bog: 
Uh, der er tæt løb her, men jeg tror jeg vil vælge "Mørke rum" - mest fordi den virkelig krøb under huden på mig og fordi det er så sindsyg vigtig en historie! Min anmeldelse kommer snarest, så vil ikke sige så meget mere her.

Månedens mest overraskende bog: 
"Paradis i Caribien" var slet ikke som jeg havde forestillet mig - både på en god og dårlig måde. Den blev aldrig helt som håbet, men alligevel var historien spændende. Min anmeldelse af denne kommer også snarest, så jeg vil ikke afsløre mere her.

Hvad jeg vil læse i september:
Jeg håber virkelig at jeg kan komme til bunds i min stak af anmeldereksemplarer - i hvert fald dem jeg selv har efterspurgt. Ellers har jeg faktisk ikke rigtig nogen plan, for jeg plejer sjældent at overholde dem. Jeg læser virkelig lystbetonet, så det jeg siger jeg har lyst til at læse nu, er ikke nødvendigvis det samme, som jeg har lyst til om en uge. Så nu må vi se. Jeg tvivler dog på at jeg kan nå så mange bøger som i august!