Bagsidetekst:
For at fejre 20 år med Harry Potter kan du nu dykke ned i en fantastisk samling af magiske genstande, som fremvises i British Librarys udstilling: Harry Potter: A History of Magic. Med udgangspunkt i læseplanen på Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab kommer du med på en rejse gennem magiens historie, som går over tusind år tilbage. British Library har omhyggeligt udvalgt et sandt skatkammer af magiske genstande og hidtil uset materiale fra J. K. Rowling. Glæd dig til en enestående rejse gennem magien, der ulmer i hjertet af Harry Potter-fortællingerne.
Årh ha, da jeg modtog denne bog, dansede jeg måske en lille sejrsdans i køkkenet. Jeg havde troet bogen skulle på ønskelisten til jul, men nej, den lå og ventede på mig en dag. Hvilken dejlig overraskelse.
For at være ærlig, så er det faktisk den første "bag om"-Harry Potter-bog jeg har læst. Selvom jeg har "En kuffert fuld af skabninger", "Fantastiske skabninger og hvor de findes" og "Fantastiske skabninger - kreativiteten bag filmen", så har jeg ikke fået dem læst endnu. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor. Jeg har jo fået dem fordi jeg gerne ville dykke mere ned i universet og blive klogere - nu må jeg vist få taget mig sammen og læst dem.
Tilbage til denne fantastiske rejse. Bogen er udgivet i forbindelse med 20 års jubilæet for den engelske udgave af "Harry Potter og De Vises Sten". Den er udgivet af British Library og indeholder en hel masse guf for Harry Potter-fans. Ikke alene er der flere utrolig smukke illustrationer fra Jim Key, dem som også er i de illustrerede udgaver af bøgerne, og han er virkelig dygtig. Jeg er virkelig fan af hans arbejde med Patrick Ness' "Monster", men Harry Potter-illustrationerne er virkelig i en liga for sig. Om han har ramt helt perfekt i udseende på alle personer, kan diskuteres, men sådan er det vel altid. Tilgengæld synes jeg at natur- og byscenerne og Hogwarts har ramt plet. Vi får lidt at vide om hvordan han arbejde og det er spændende at få lidt mere information om det.
Udover at få en masse fakta om Harry Potters fantastiske univers, hvor vi bliver introduceret til de forskellige fag de har på Hogwarts i den første bog, hvilke undervisere de har, hvem de er og hvad de underviser i, bliver vi også introduceret til hvordan virkelighedens magiske historie er. Hvilke dyr man anså for at være magiske, hvordan man troede på spådomme fra teblade, hvordan astronomi og astrologi spillede en stor rolle og hvad der skulle til for at blive brændt på bålet som heks. Alle disse historier og fakta er flot underbygget af billeder fra datidens bøger om de valgte emner.
Som et ekstra lille drys krymmel på toppen af isen, er der også håndskrevne sider fra J. K. Rowling undervejs. Disse viser hvordan hendes tanker om visse kapitler var startet ud, hvilke rettelser hun har fået og hvordan nogle ting er blevet sløjfet eller føjet til. Det er rigtig fedt at få et lille bitte indblik i hendes arbejdsproces. Samtidig er der også som tegninger som hun har lavet, og som fint viser hvordan hun forestillede sig Harry, Ron, Hermione og flere andre, ville se ud. Jeg synes filmen især har ramt flere af dem rigtig godt.
Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Harry Potter: A Journey Through the History of Magic
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk
Antal sider: 143
6 ud af 6 stjerner
De håndskrevne sider er simpelthen så smuk en detalje!
SvarSlet