lørdag den 25. juli 2015

Emma Healey; Elizabeth er forsvundet



Emma Healey; Elizabeth er forsvundet

Bagsidetekst:
Maud er glemsom. Hun laver en kop te, men glemmer at drikke den. Hun går ud for at handle, men kan ikke huske, hvad hun skal have. Nogle gange forekommer hendes hjem uigenkendeligt - eller hendes datter Helen fuldstændig fremmed.

Men én ting er Maud helt sikker på: Hendes veninde Elizabeth er forsvundet. Det fortæller sedlen i hendes lomme hende. Og ligegyldig, hvem der beder hende om at lade det ligge, vil Maud finde ud af, hvad der er sket.

Et eller andet sted i Mauds beskadigede hjerne ligger svaret på et 70 år gammelt uløst mysterium. Et, som alle andre har glemt. Alle undtagen Maud ...

Maud bor alene, men får dagligt besøg af både hjemmehjælpere og sin datter Helen. De hjælper hende, selvom Maud ikke altid selv mener at hun har brug for hjælp. Hun kan godt selv handle ind, selvom det stort set altid ender med at købe ferskner - og så får hun skæld ud af Helen over at hun igen har købt ferskner.


Maud er overbevidst om at hendes veninde Elizabeth er forsvundet. Hun går tit forbi Elizabeths hus, men der er ingen hjemme. Hun forsøger at ringe, men der er ingen der tage telefonen. Maud går til politiet, men de tager hende ikke rigtig seriøst, for lige når Maud tror hun har fat i noget, så glemmer hun det igen.

Hun ser sig selv rydde op og gøre rent og hun er stolt af sig selv - det kan hun da godt finde ud af. Hun er bare ikke klar over at det er en nederdel hun bruger som klud. Eller at bøgerne hun har stillet så fint på plads, står i kaminen som om de skal bruges som brændsel.

Men Elizabeth er forsvundet! Eller er det nu også Elizabeth der er det?


"Elizabeth er forsvundet" er et meget detaljeret portræt af en kvinde, der langsomt mister sin hukommelse og derved også sig selv. Selvom Maud måske ikke husker nutiden så godt, så hænger fortiden fuldstændig sammen og hun mindes hvordan det var under 2. Verdenskrig. Hvordan de levede, hvad de spiste og ikke mindst at hendes søster forsvandt og aldrig blev fundet.

For at kunne løse mysteriet skal Maud bruge alle brikkerne, men det er svært at samle puslespillet når man ikke er klar over at man ikke helt husker hvordan disse brikker skal sættes sammen.

"Elizabeth er forsvundet" er interessant læsning og beskrivelserne af hvordan Maud det ene øjeblik er helt klar i hovedet, til at glemme hvor hun er, er fantastiske. Man skulle næsten tro at forfatteren selv havde prøvet det!

Fakta:
Forlag: People's Press
Origianl titel: Elizabeth is missing
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 346
Læst på dansk
4 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar