mandag den 10. juli 2017

Barbara Taylor Bradford; Fortidens hemmeligheder

Barbara Taylor Bradford; Fortidens hemmeligheder

Bagsidetekst:
Trediveårige Serena Stone er en talentfuld krigsfotograf, der har fulgt i sin berømte fars fodspor. Men da han uventet dør, forlader hun krigszonen for at tage sit liv op til overvejelse.

I søgen efter sandheden om sin far, sin familie og sit eget liv begynder Serena en desperat jagt for at afsløre en årtier gammel sag. Hun flytter fra sine forældres hjem i bjergene over Nice til det romantiske Venedig og strejfer de uroplagede Libyske gader.


Jeg ville virkelig gerne elske denne bog, for den har en hel del elementer som jeg normalt elsker: familiedrama, kærlighed, hemmeligheder der skal afdækkes og løgne der skal optrævles. Jeg elsker den desværre bare ikke. Beklager!

Selve handlingen i bogen er dog god. Jeg kan godt lide ideen om Serena der rydder op sin fars gamle fotografier og pludselig falder over nogen hun aldrig har set, og som fortæller en anden historie om hendes far, end den hun kender. Hendes usikkerhed på sig selv, sin opvækst, sin baggrund er forståelig og godt beskrevet. Venskabet med hendes to storesøstre er varmt, kærligt og fyldt med forståelse, men det bliver også for meget. De er for forstående, hvis man kan sige det? Selvom de godt kan skændes og være sure på hinanden, bliver tingene alligevel pakket ind og aldrig sagt direkte. Hvis de er så tætte, så burde de netop kunne sige det som det er, ikke?

I det hele taget er handlingen pakket ind i det her lyserøde-fluffy-vi-elsker-alle-hinanden-tæppe, der aldrig bliver løftet. Jeg tvivler virkelig på at der er familier der har det sådan som familien Stone har det. Ja, der er da lidt drama, men det er ingenting. Jeg havde forventet den helt store familiehemmelighed, en skjult skat, et eller andet, men jeg blev virkelig skuffet. Alle beskrivelserne af det mad de spiser, af de steder de besøger, af at de er så velhavende, er man hurtig træt af og faktisk er det en smule kedeligt at læse om. Der er også flere gange at der er gentagelser, ja, vi ved godt at de var i familie pga mormor eller hvad det nu var, det fik vi at vide for tyve sider siden. Selv Serenas forhold til ekskæresten er - i mine øjne - utroværdigt. Efter alt det han udsætter hende for, tilgiver hun ham stadig og det efterlader mig hovedrystende og uforstående.

Som sagt, jeg ville gerne elske denne bog, men jeg gør det ikke. Selvom ideen med historien var god, og til tider lidt spændende, så får den mig aldrig helt op at ringe. Den berører mig ikke nok. Personerne er - for mig - lidt vattede, lidt kedelige, uden kant og egentlig personlighed og deres historie er bygget op over den her ufattelige store kærlighed deres forældre havde, at de altid har haft det godt og aldrig manglet noget. Det er en smule kedsommeligt.

Tak til Flamingo for e-bogs anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: Secrets from the Past
Udgivet i: 2013 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 400 (e-bog)
2 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar