onsdag den 16. august 2017

Michael Kousgaard; Blåskæg 1-2 [Sponsoreret]

Michael Kousgaard; Blåskæg 1-2 [Sponsoreret indlæg af Michael Kousgaard]

Beskrivelse:
Jakob er en dreng på 10 år. Men han er en dreng med et problem, altså ifølge hans mor. Han er skaldet. Som en vandmelon. Morens iver efter hår på hans hoved fører dem direkte i armene på den onde, menneskehadende heks Tusmeralda. Desværre har Tusmeralda aftalt med sin bror, sørøverkaptajn Grumme, at hun skal kidnappe et barn til ham. Det er nemlig kun et barn, som har adgang til de to barnespøgelser i Tutturrinitårnet. Og det er kun de to barnespøgelser, som kan opfylde det ønske, som Grummes gulddukat giver ham. Hvem ender med at få ønsket opfyldt? Sørøverkaptajnen Grumme eller Jakob? Eller måske Tusmeralda...?

Hvis du er til sørøverhistorier, hekse og forbandelser, fart og spænding kan disse bøger varmt anbefales. De er for børn i alderen 5-10 og kan læses selv fra anden klasse.

Historierne er ikke kedelige - snarer tværtimod og man skal holde tungen lige i munden. Der er fart over feltet, og alle personerne i historien har deres egen stemme vi skal høre og dagsordener der kun har fokus på dem selv. Jakob vil egentlig bare gerne være sig selv, men han er klogere end han lige tror og ender med at trække det længste strå i flere af de situationer han ender i. Grumme er en lidt tumpet pirat, der måske er for klog for hans eget bedste - han kommer i hvert fald tit i fedtefadet. Og heksen? Jo, hun tror også at hun er smart.

Der er fin humor i historierne - for mig, lidt for plat, men jeg er heller ikke just målgruppen - som jeg tror vil underholde både drenge og piger som læser historien. Selvom en dreng er hovedperson, kan den sagtens læses af piger. Sproget er fint og flydende og passer godt i stil med andet der er udgivet for målgruppen. Jeg forestiller mig at læsere af Peter Gotthardts bøger også vil falde for "Blåskæg".

Grunden til at denne bog ikke for 5 stjerner er en blanding af flere små ting. Som sagt før, humoren er lidt for plat og karaktererne forsøger tit at være sjove, uden at det - for mig - lykkedes, og derved bliver jeg irriteret på dem i stedet. Selvom historien er god og holdbar, er letlæsningsbøger jo ikke min primære genre og derfor kan jeg godt føle at personerne er lidt for "tynde", handlingen lidt for simpel eller beskrivelserne kortfattede. Jeg ved godt at det er fordi det er det, der fungerer for bogens målgruppe - og det er rigtig fint.

Jeg giver bogen 4 stjerner fordi jeg synes det er god historie der vil fange målgruppen og som vil fungerer som både en historie de kan læse selv og få læst højt.

Tak til Michael Kousgaard for e-bøgerne.

Fakta:
Forlag: Kousgaarden
Udgivet i: 2017
Antal sider: Blåskæg #1: 64, Blåskæg #2: 75
4 ud af 5 stjerner