fredag den 20. december 2019

Katharine McGee; American Royals [Anmeldereksemplar]

Katharine McGee; American Royals [Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls]

Bagsidetekst:
Tænk, hvis USA havde en royal familie ....
Magten. Dramaet. Intrigerne.
Dette er historien om American Royals.

I 250 år har Washington-familien siddet på den amerikanske trone, lige siden folket gjorde general George Washington til deres konge. Men de er ikke som andre royale familier. De er amerikanere.

Kronprinsesse Beatrice er den perfekte tronfølger. Hun er ærbar, sød og smuk, og hun ved, at tronen altid kommer i første række. Hendes lillesøster, prinsesse Samantha, er den royale rebel, som altid bryder reglerne. Og så er der prins Jefferson, Samanthas tvillingebror. Hvis han var blevet født en generation tidligere, ville han have været direkte arving til tronen. Befolkningen forguder den flotte prins - og to unge kvinder vil gøre hvad som helst for at vinde hans kærlighed. 

Til at begynde med var jeg faktisk en smule skuffet over denne bog. Ikke fordi historien ikke var god, men fordi den lignede så meget historien i "Tusinde etager". Der er pigen der har det hele, Beatrice i denne og Avery i "Tusinde etager". Der er venner omkring dem begge - i Beas tilfælde er det hendes søskende og bodyguard. Der er pigen der intet har, men ønsker sig det hele, Eris i "Tusinde etager" og Nina i denne. Så er der pigen der har potentiale til at få alt hvad hun drømmer om, Daphne i denne og Rylin i den anden. Der er så mange paralleller at jeg havde svært ved at koncentrere mig om historien i "American Royals". Samtidig er der utrolig mange hemmeligheder og løgne blandt dem alle sammen.

Men, jo længere jeg kom ind i historien, jo mere blev jeg alligevel bidt af den. Især fordi der begyndte at ske ting jeg ikke lige havde regnet med, ting som ikke var sket i den anden serie. Det var faktisk ganske forfriskende at der skete noget uventet.

Det er dog stadig en ret rodet læseoplevelse. Normalt kan jeg godt lide at vi følger flere af personerne, men i denne skifter det ret meget og jeg følte ikke at vi kom tæt nok på nogen af dem, til at man lærte dem særlig godt at kende. Vi har kun lige kradset lidt i overfladen. Hvilket egentlig er ærgerligt, for jeg vil gerne lære dem at kende og blive klogere på deres bevæggrunde.

Det er ikke stor kunst, men jeg kan godt lide hele ideen med en royal amerikansk familie. Det er ikke bare en royal familie, det er en amerikansk royal familie, med alt hvad det indebærer. Det er storslået på den næsten vulgære måde. Tronfølgerne er vokset op med at sætte America først - altid, ligemeget hvad. Hvis man ikke gør det, bliver man skrevet ud af historien. Om Beatrice også vil tænke sådan eller rent faktisk følge sit hjerte, ja, det finder vi ikke rigtig ud af. Men mon ikke der bliver endnu mere drama i næste bind.

Jeg tænker at fans til "Tusinde etager"-serien (hvornår kommer sidste bind egentlig?!) og fans af "The Selection" vil finde den her meget underholdende og medrivende. Der er i hvert fald masser af paralleller der kan drækkes. I det hele taget unge læsere der er vilde med intriger, hemmeligheder og drama - for der er ikke sparet på nogen af dele i "American Royals".

Tak til CarlsenPuls for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Original titel: American Royals
Udgivet i: 2019 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 438
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar