søndag den 30. december 2018

Årets gang i bøger

Årets gang i bøger

Så er det blevet tid til at sige farvel til et forrygende bogår. Jeg tror jeg har slået alle mine tidligere rekorder for hvor meget jeg har læst - og det samtidig med at vi har skulle ufattelig mange ting i år. Det er blevet til et hav af koncerter og oplevelser. Næste år har vi skruet en del ned for blusset, men jeg skal så op og arbejde fuld tid igen (har haft fri hver fredag i år), så jeg er spændt på hvordan det påvirker min læsetid og læselyst. Heldigvis har jeg stadig kørsel frem og tilbage hvor jeg kan lytte til lydbøger.

Det har også været et år hvor jeg har besøgt BogForum (indlæg skal nok snart komme) og ALBUS. Jeg har mødt og snakket med bloggere og forfattere. Jeg har fået signeret et hav af bøger og nydt at tilbringe så meget tid sammen med andre der elsker bøger og deres magi. Jeg takker hver af jer for at have givet mig nogle gode oplevelser! 



Som skrevet har jeg slået mine tidligere rekorder. I år har jeg formået at få læst 290 bøger!!! Og tallet ville være højere hvis jeg også talte de bøger med jeg har læst sammen med Iris. De 290 er bøger jeg har læst for min egen skyld og lektørbøger. De 290 bøger fordeler sig over 62.608 sider - det er jo fuldstændig vildt! Tak til alle de forlag og forfattere der har sendt mig bøger.

I dette sidste indlæg for i år, vil jeg fortælle om de bedste bøger jeg har læst i år i forskellige kategorier som jeg selv har valgt. Selvom jeg har læst rigtig meget, er der jo nogen der skiller sig ud og dem vil jeg fortælle om her. Jeg kan ikke komme ind på alle de bøger jeg har læst, men jeg kan fortælle så meget at det virkelig har været et storslået læseår. Jeg har grint, grædt og mit hjerte har været tæt på at slå flere gange pga. spændende handlinger eller uforudsete oplevelser. 



Nu til mine nomineringer!


Bedste børnebog: "Snesøsteren" af Maja Lunde


Selvom jeg har læst en god del børne- og billedbøger, må jeg bare fremhæve "Snesøsteren". Sjældent har en børnebog (højtlæsningsbog) fået mig til at tude så meget som den gjorde. Selv nu - en måned efter jeg har læst den - får jeg stadig kuldegysninger og en klump i halsen når jeg tænker på den. Det er så rørende en historie og med de ekstremt flotte illustrationer er bogen bare en fryd for øjet. Hvis du endnu ikke har læst den, så vil jeg bestemt råde dig til det!

Bedste danske ungdomsbog (realisme): "Mørke rum" af Kristina Aamand


"Mørke rum" er nok den mest barske historie jeg læst i år. Jeg sad virkelig med ondt i maven og i sjælen da jeg var færdig. Det er bestemt ikke en bog for sarte sjæle, men nok derfor burde alle læse den. Den giver et indblik i hvordan forskellige kulturer ser på voldtægt og vold mod kvinder - og det er skrækkelig læsning. Bogen er skrevet i et råt og ærligt sprog. Der er ikke lagt fingre i mellem nogen steder og netop derfor er bogen vigtig. Den viser at det ikke er tabu at snakke om voldtægt og hvornår noget er voldtægt - for grænserne er svære at se. Som læser efterlades du med en klump i halsen og stof til eftertanke.

Bedste udenlandske ungdomsbog (realisme): "En af os lyver" af Karen McManus


Selvom den bog jeg har valgt er fra januar 2018, så er den alligevel nok den bedste udenlandske ungdomsbog jeg har læst i år. "En af os lyver" er ikke alene meget spændende - fordi man som læser konstant kommer i tvivl om hvem der gjorde det - og fordi persongalleriet virkelig er godt skruet sammen. De matcher hinanden, bekæmper hinanden, stoler på hinanden og elsker hinanden. De bliver sat under maksimalt pres, men alligevel lykkedes det dem at udvikle sig og blive bedre mennesker. Det er en page turner og jeg er glad for at jeg engang i fremtiden skal vende tilbage til byen - og måske også personerne!

Bedste new adult bog: "Ham" af Elle Kennedy & Sarina Bowen


Jeg er en sucker for en god kærlighedshistorie med masser af humor - som nævnt mange gange før er "Off campus" noget af det bedste new adult jeg har læst. Alle brikker falder på plads og det hele spiller bare rigtig godt sammen. Jeg har haft to serier oppe og vende til denne kategori, og det har været meget svært at vælge. Jeg har dog besluttet at holde fast i "Ham" (og "Os"). Jeg har ikke tidligere læst en erotisk historie med et bøssepar - så det var en ny oplevelse, men jeg er ikke skræmt væk. Det var bestemt ligeså underholdende og saftigt som i andre new adult bøger jeg har læst. Bøgerne er bestemt værd at læse!

Bedste danske fantasybog: "Skyggen fra Nord" af Julie M. Day


Der er kamp til stregen her - for som bekendt kom Malene Sølvsten med sidste del af "Ravnenes hvisken" i år og serien og tredje bog er bestemt fantastisk. Det er en god afslutning på en virkelig gennemarbejdet og veludført historie. Jeg vil dog vælge en anden. En hvor bog et ikke var så god, men hvor bind to derimod havde alt det en god fantasy bog kræver. Den er spændende, velskrevet og uhyre medrivende. Selvom det er en murstensroman, så fløj jeg igennem den og ville med glæde have læst meget mere. Forfatteren har virkelig udviklet sig og det er fedt at se at niveauet er løftet så meget at selvom jeg gav første bog 4 stjerner, så har jeg givet anden bog 6 stjerner! Den er helt klart et must read!

Bedste udenlandske fantasybog: "Kragens kald" af Leigh Bardugo


Jeg kunne godt have valgt "Skyggernes herre" af Cassandra Clare her - mest fordi jeg elsker hendes skyggejæger univers og fordi det er en virkelig god bog, men det vil jeg ikke. Jeg vil slutte mig til kragens kald og hylde Leigh Bardugo som igen har begået en genistreg indenfor fantasygenren. Ikke alene har hun skabt et fantastisk univers, hun har også skabt nogle personer der ikke er gode og helte-agtige - tværtimod, men man elsker dem alligevel. Jeg elsker Kaz, Inez, Nina og alle de andre i banden. Jeg er slet slet ikke færdig med Grishaverse og det håber jeg bestemt heller ikke at Leigh er.


Bedste voksenroman: "Alt eller intet" af Simona Ahrnstedt


Det er ingen hemmelighed at jeg er betaget af Simona Ahrnstedts bøger. Hun skriver rigtig godt og jeg kan godt lide at hendes bøger indeholder meget mere end blot historien om to mennesker der forelsker sig. I "Alt eller intet" tager hun endda også fat på bodyshaming og at alle fortjener at blive behandlet godt og elsket. Jeg nød virkelig at læse den - for den er både underholdende og en løftet pegefinger til det samfund vi lever i. Denne og de andre bøger er bestemt værd at læse hvis man godt kan lide erotiske historie med mere end erotik på hjertet.

Bedste tegneserie/grafiske roman: "Og havet var vores himmel" af Patrick Ness


Ja, det giver vel næsten sig selv? Jeg er jo pjattet med Patrick Ness så derfor kan jeg ikke andet end vælge "Og havet var vores himmel" i denne kategori. Som jeg skrev i min anmeldelse har Patrick virkelig gjort det igen og der foregår ligeså meget på linjerne som mellem dem. Illustrationerne er også i en klasse for sig. De er yderst sjælfulde og meget smukke. Hele bogen er i sig selv en fryd for øjet. Den er bestemt værd at læse igen og igen!

Årets bedste bog: "Fjendens ansigt" af Patrick Ness


Jeg har læst virkelig mange gode bøger i år. Jeg har læst alt fra billedbøger til nyskabende science fiction og kærlighedsromaner. Jeg har læst mange rigtig gode bøger og derfor burde det have været svært at vælge årets bedste bog, men det var det faktisk ikke. For selvom der ud af de 290 bøger virkelig var mange der kunne være årets bedste bog, synes jeg kun der kan være én. Patrick Ness er hammer dygtig forfatter og med "Chaos Walking" har han bevist at han kan skrive en dystopisk fortælling i et forbandet højt tempo, med en handling man som læser ikke kan gennemskue, med personer der bliver udsat for de mest forfærdelige ting, men som alligevel kæmper for overlevelse. Det er en speciel læseoplevelse, men det fungerer! Det gør det virkelig. Jeg er hooked og jeg kan ikke anbefale den nok!





Tak til 2018. 

Tak for et fantastisk læseår. 

Tak for alle oplevelserne, rejserne og følelserne. 

Tak til jer der sidder og skriver disse fantastiske bøger. 

Tak fordi jeg får lov til at læse så mange bøger. 

Jeg håber 2019 bliver ligeså vild!

Tak for i år!

fredag den 28. december 2018

Philip Reeve; Forrædernes fest [Anmeldereksemplar]

Philip Reeve; Forrædernes fest (Mortal Engines, #2) [Anmeldereksemplar fra Alvilda]

Bagsidetekst:
Højt over den rullende isby Anchorage falder et lille luftskib fra himlen ...

Tom og Hester blev braft sammen under dramatiske begivenheder. Begge har de mistet deres hjem, venner og familie. Nu strejfer de omkring på luftskibet Jenny Haniver, taknemmelige over at være sammen og lykkelige for at være i live. Men fjenderne ligger stadig på lur. Så Tom og Hester må søge tilflugt i en by hærget af pest, hjemsøgt af spøgelser og fuld af dødelige hemmeligheder ...

Hvis du endnu ikke har stiftet bekendskab med denne serie, så kan den varmt anbefales. Det er en fed blanding af steam-punk og en dystopisk fremtidsfortælling, hvor alle byer strejfer om og æder eller bliver ædt. For de små byer kan hver dag være en kamp for overlevelse, og for de store byer leves der et liv i luksus på de øvre dæk.

Der er masser af drama og spænding og for hver side man vender har man ikke lyst til at stoppe. Flowet i historien er godt, og selvom man følger en del personer, bliver det ikke forvirrende. Vi lærer både Tom og Hester bedre at kende i denne bog, og de har deres vanskeligheder. Mest fordi de er forholdsvis dårlige til at kommunikere, så der er en masse usagt imellem dem, der bygger sig op - og måske skiller det dem ad for alvor? Hester må også indse en sandhed om sig selv, en der kan true med at ødelægge hende for alvor - for hvis den passer, så kan ingen vel elske hende?

Der er virkelig smæk for skillingen i dette bind og flere gange er man som læser i tvivl om hvordan det hele skal ende. Både Tom og Hester træffer flere tåbelige beslutninger undervejs, der meget vel kunne føre til deres endeligt ... om det gør, vil jeg selvfølgelig ikke afsløre!



Det er fedt at der er begyndt at komme fantasy for "drengene" - hermed ment, fantasybøger hvor det ikke nødvendigvis er en pige der er i hovedrollen. Meget andet fantasy har ofte piger som fortæller, og måske kan det være med til at holde drengene fra at læse dem. Med "Mortal Engines" er der bestemt kommet et godt bud til drengene. Ikke at piger ikke må læse den, selvfølgelig må de det!

"Mortal Engines" er helt klart en serie jeg vil anbefale - til både drenge og piger - for den er virkelig godt skrevet, plottet er skuret exceptionelt godt sammen. For mig fungerer det rigtig godt. Jeg giver denne og bind et, de varmeste anbefalinger!

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Predator's Gold
Udgivet i: 2003 (på engelsk) og 2007 og 2018 (på dansk)
Antal sider: 325
5 ud af 6 stjerner

torsdag den 27. december 2018

Anja C. Andersen; Marie Curie - et lys i mørket

Anja C. Andersen; Marie Curie - et lys i mørket 

Bagsidetekst:
Marie Curies liv og forskning forandrede verden.

At hun fandt og udforskede nye grundstoffer og deres hidtil ukendte egenskaber, var banebrydende for blandt andet den medicinske videnskab.

At hun som den første nogensinde modtog to Nobelpriser, var epokegørende for alle kvinder i hele verden.

At hun på trods af en fattig opvækst i et besat Polen formåede at uddanne sig i et andet europæisk land, er et håb for alle mennesker.

Frances Andreasen Østerfelt og Anja C. Andersen fortæller i "Marie Curie - Et lys i mørket" deres historie om en af nyere tids helt ekstraordinære personligheder.

Jeg opdagede denne bog, da jeg søndag på BogForum hørte Johan Olsen (forsanger i Magtens Korridorer og biolog) i samtale med de forfattere til denne bog. Det var faktisk ikke på mit program, men min kollega skulle høre det og så gik jeg med - det er jeg glad for jeg gjorde! For ikke alene var det virkelig underholdende - de to kvinder kunne sagtens styre Johan og han blev da også sat på plads et par gange - og så var det virkelig spændende.


Fysik og kemi har aldrig været min stærke side, men jeg vidste godt hvem Marie var inden jeg hørte oplægget, men jeg blev bestemt klogere på hvilken kvinde hun var og den rolle hun spillede for både den medicinske videnskab og for kvinder.


Debatten til BogForum inspirerede mig til at købe bogen, fordi jeg som sagt ikke vidste så meget om Marie, og fordi forfatterne har valgt at lave den som tegneserie. Illustrationerne (hvis man kalde dem det) er lavet som colleager og det giver en helt særlig stemning, men det passer rigtig godt til den historie der fortælles. Stemningen i historien er dyster, hvilket ses på de mørke billeder - når der sker noget godt er det highlightet med klare og varme farver - det fungerer rigtig godt. Som læser kunne jeg sagtens fornemme hvordan tilværelsen måtte have været sidst i 1800-tallet/start 1900-tallet. At kvinder ikke skulle studere og da slet ikke forske. At livet i det hele taget ikke var en dans på roser, men Marie gav ikke op og det synes jeg er beundringsværdigt.
 

Hvis du kunne tænke dig at lære Marie Curie bedre at kende eller bare har lyst til at læse en flot tegneserie, så kan denne varmt anbefales - endda både til voksne og store børn. Begge vil helt sikkert få noget ud af den og så har man jo noget at snakke sammen om bagefter.

Fakta:
Forlag: Cobolt
Udgivet i: 2018
Antal sider: 136
5 ud af 6 stjerner

lørdag den 22. december 2018

Patrick Ness; Og havet var vores himmel [Anmeldereksemplar]


Patrick Ness; Og havet var vores himmel [Anmeldereksemplar fra Carlsen Puls]

Bagsidetekst:
Der er djævle i dybet ...

Batseba og de andre hvaler lever og ånder for at jage. De kæmper en endeløs kamp mod mennesket. Sådan har det altid været, sådan vil det altid være.

Men en dag, da de angriber et af menneskenes skibe, finder de ikke blot det sædvanlige bytte. De finder et menneske, som bærer på den største hemmelighed af alle, og for første gang kommer hvalerne på sporet af ham - monstret, myten, djævlen selv ...

Nu beynder den ultimative jagt på et onde, og når den er forbi, vil verden være forandret for altid. 

Og Patrick Ness har gjort det igen! (det skrev jeg vist også sidste gang, men det passer!)

Jeg er stor, stor fan af Patrick Ness. Af hans skrivestil og fantastiske fantasi. Han formår at tage sin læser på helt utrolige rejser, der spænder alt fra historier hvor vi ikke følger helten, til døde drenge der kæmper for overlevelse, til drengen med den frygtelige sandhed, han ikke tør dele. Det er sjældent at en forfatter kan spænde så vidt og gøre det så godt.


Noget af det Patrick virkelig kan er at skrive historier der efterlader læseren med gåsehud, åben mund af overraskelse og bankende hjerte. Der foregår ligeså mellem linjerne i hans historier, som der gør i de ord der egentlig står der. Det er i sandhed en uforglemmelig historie og et kunstværk.


"Og havet var vores himmel" er et mesterværk. Intet mindre. Selvom historien er speciel, er det en helt utrolig læseoplevelse. Der er lagt liv og sjæl i de utrolige smukke illustrationer der pryder hver eneste side. Der er brugt timer og mange blyanter på de enkle, men stemningsfulde billeder.


Jeg har ikke læst "Moby Dick" (ja, det er nok en fejl), men jeg forestiller mig at dette vil være modstykket til den. Nemlig jagten og historien set fra hvalernes synspunkt. Det er virkelig godt lavet - både sprogligt og illustrativt i bogen. Vi befinder os i en verden, hvor verdensbilledet er tippet, så det hele nu foregår fra hvalernes synspunkt. De jagter mennesket, fordi mennesket jagter hvalen. Men en står over dem alle - en myte lyser klarer end de andre. Den myte kommer Batseba og hendes fæller på sporet af - men denne jagt får store konsekvenser. For alle.


Dette er historien om magt, loyalitet og besættelse. Om hvad vi gør ved hinanden for at opnå disse ting og hvad vi vil ofre i jagten på det ultimative trofæ. Det er historien om hvilke monstre vi gør hinanden til. Hvad en hval kan lære af et menneske. Hvad denne sandhed kommer til at koste.

Hvis jeg gav op til 10 stjerner ville denne få 11. Dette må uden tvivl være en af de smukkeste bøger jeg har læst i år - og jeg kan roligt sige, at det ikke bliver sidste gang jeg læser den! Køb den, ønsk dig den, læs den og nyd den - og læs og nyd den så igen og igen!

Tak til Carlsen Puls for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Carlsen Puls
Original titel: And the Ocean Was Our Sky
Udgivet i: 2018 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 160
6 ud af 6 stjerner

fredag den 21. december 2018

Joanna Bolouri; Hjem til jul [Anmeldereksemplar]

Joanna Bolouri; Hjem til jul [Anmeldereksemplar fra Palatium Books]

Bagsidetekst:
38-årige Emily har et godt job, fantastiske venner og som vigtigste en vidunderlig lejlighed. Den er præcis 611 km væk fra hendes skøre og fordømmende familie, der blander sig i alt. Faktisk er det eneste, der kan sættes en finger på i Emilys liv, hendes nogle og 20-årige nabo Evan og hans hang til at flirte, høre høj musik og dyrke endnu mere højlydt sex ... men han er ikke til mere besvær, end hun kan klare.

Emilys kæreste Robert går det også rigtig godt med. Faktisk så godt, at Emily håber, at han vil tage med hjem til jul for at møde familien. Endelig slipper hun for at være centrum for fem dages ydmygende og nysgerrig udspørgen fra sine forældre og to yngre (gifte) søskende. 

Men da det går galt med Robert ugen før jul, er Emily til rotterne. Hvordan i alverden skal hun nu klare at tage hjem til jul? Hun allierer sig med festaben Even (i bytte får han en måneds husleje og brugsret til hendes lejede BMW), for Emily har sat sig for, at Robert skal med hjem til jule ligegyldigt hvad, også selvom han ikke er den rigtige Robert ... 

Hvis "Snesøsteren" er julebogen i år du skal læse for dine børn, så er "Hjem til jul" bogen du skal læse for din egen skyld! Ja, bevars, den er vel lidt klichefyldt, men den er virkelig underholdende og hjertevarm.

Jeg ved ikke om der er nogen der har set "The Wedding date"? Den har lidt samme præmis som denne bog, nemlig en der ikke vil alene til noget familie-halløj. I filmen er det dog et bryllup, hvor hovedpersonen hyrer en escort til at være hendes date, og samtidig med at hun vil slippe for familiens spørgsmål, vil hun også hævne sig på sin ex kæreste. Men anyway, så minder stemningen meget om den der er i bogen. Vi ved allerede fra start af at Emilys plan om at invitere Evan med til jul, vil ende galt, men vi læser videre alligevel.

Der er virkelig skruet op for alle juleknapperne og jeg elsker det. Normalt er jeg ikke sådan en sucker for julehistorier eller juleromantik, men jeg nød alligevel rigtig meget at dykke ned i denne historie. Jeg kunne fint forestille mig London pyntet med julelys, juletræer og masser af sne. Jeg kunne fornemme den hjemlige omend lidt skræmmende følelse Emily har, da hun kommer hjem til sine forældre. Der er virkelig også jul for alle pengene og jeg er vild med at de drikker sig fulde, spiller spil og fortæller pinlige historier om hinanden. Tonen er dog hård, og man er lidt i tvivl om drillerierne nu også kun er for sjov. Heldigvis er det jo en julehistorie, så alt er vel ment!

Jeg havde frygtet lidt at der ville være mange flere pinlige situationer, som jeg ikke ville kunne holde ud at læse om, men det var faktisk helt ok. Der er lidt pinlighed, men det bliver aldrig tåkrummende. Forholdet mellem Evan og Emily udvikler sig - selvfølgelig gør det det - men det ender ikke som forventet, og det var faktisk rigtig rart. Vi ser også at Emily til sidst må krybe til korset og fortælle hvordan hele hænger sammen, og så er der pludselig mange andre der også har sandheder der skal frem og mon ikke familiesammenholdet bliver noget helt andet efter denne jul?

Sluk din mobil. Lav en kop varm kakao eller tag et glas rødvin. Put dig på sofaen eller lænestolen og tænd dine julelys og nyd denne historie. Jeg grinte flere gange og nød den virkelig. God fornøjelse!


Tak til Palatium Books for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Palatium Books
Original titel: The most wonderful time of the year
Udgivet i: 2016 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 338 sider
5 ud af 6 stjerner

torsdag den 20. december 2018

Cecilie Bødker; Løvinden [Anmeldereksemplar]

Cecilie Bødker; Løvinden [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Leona, på 14 år, lever ubekymret i en lille landsby sammen med hendes forældre og venner. En dag angribes landsbyen, og det vender op og ned på Leonas liv og alt hvad hun troede på. Leona er en chatie, halvt menneske, halv kat. Hendes bedste ven, Nor, er en hundt, halvt menneske og halv ulv.

Hvad de ikke ved, er at de begge besidder ufattelige kræfter, som blot venter på at blive vækket. Disse kræfter får de brug for på deres rejse, hvor de blandt andet møder hekse og elvere. De bliver også draget ind i den 1000 år lange krig mellem chatier og hundtere, hvor de tvinges til at gå i krig mod hinanden.

Vil det stærke bånd mellem Leona og Nor være nok til at redde dem begge og stoppe krigen?

Jeg kan kun gisne om hvordan det må være at være ung og få udgivet sin første bog. Det må både være virkelig spændende og rimelig angstprovokerende. Det må også være underligt at få anmeldt det man har skrevet, opfundet og passet og plejet.

Det er dog tydeligt for mig at dette er en debut. Der er mange skønhedsfejl, som gør at handlingen godt kan virke lidt gumpetung en gang i mellem. Flowet bliver også opbrudt og lidt forhastet flere steder. Jeg ved ikke om det var tiltænkt, men det gør at læseoplevelsen ikke føles helstøbt - hvis man kan kalde det. Sprogligt halter det også lidt, med knap så mange beskrivelser af hvor vi er, hvordan personerne har det og så videre. Jeg havde i hvert fald svært ved at danne mig et billede af hvordan universet så ud.

Jeg ved heller ikke om jeg er blevet gammel og grumpy eller bare har læst for meget andet fantasy, men jeg manglede også mere baggrundshistorie og beskrivelse af hvordan krigen startede - det bliver beskrevet, jeg ville bare gerne have haft mere. Det virker også mærkeligt at de så pludselig hedder "döttier" - som om vi er på Island og fortæller sagaer. Samtidig virker det lidt søgt at Leona er chatie - halvt menneske og kat, og Nor er hundt - halv menneske og ulv, hvorfor ikke en hund?

Nå, men bortset fra det, synes jeg faktisk at historien er ok. Ideen er god, men mangler finpudsning. Jeg er nok heller ikke lige målgruppen, så det kan være at de ting jeg finder irriterende, er ligegyldige for andre. Hvis man går i 4.-6.-klasse og godt kan lide at læse fantasy, så kan man fint kaste sig over denne.

Tak til Forlaget Evig for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Evig
Udgivet i: 2018
Antal sider: 191
3 ud af 6 stjerner

onsdag den 19. december 2018

Colleen Hoover; Uden håb & Altid håb [Anmeldereksemplar]

Colleen Hoover; Uden håb & Altid håb [Anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof]

Bagsidetekst til "Uden håb":
Når sandheden er sværere at acceptere end løgnen.

Da Sky Davis møder Dean Holder første gang, er hun øjeblikkeligt tiltrukket af ham. Hans meget direkte facon og blakkede ry skræmmer dog. Alligevel kan hun ikke modstå hans charme og søde smil, og langsomt lader hun paraderne falde. Hun er forelsket. 

Men det viser sig, at den mystiske Holder har en hemmelighed. En hemmelighed så stor, at den er livsforandrende for Sky. Kan Sky klare at kende sandheden og lære at elske og stole på folk igen?

Colleen Hoover er virkelig en af de store indenfor new adult og romance genren. Jeg har læst alt hvad der er oversat til dansk og der er virkelig nogle gode fortællinger blandt de danske udgivelser. Hun skriver nærværende og kan virkelig bygge en stemning op. Samtidig tager hun forskellige svære emner op, som fx utroskab og voldelige forhold. Der er som regel et rigtig godt flow i historierne og jeg har slugt dem med stor fornøjelse.

I hendes andre bøger er hovedpersonerne typisk i 20'erne og er godt i gang med at finde fodfæste i deres liv. I "Uden håb" og "Altid håb" følger vi derimod to unge mennesker på 18 år. Det gør ikke historien mere nærværende eller interessant, for det handler stadig om finde ud af hvem man er - sådan bogstavelig talt - og hvor man skal hen i livet.

Jeg er helt pjattet med Sky og Deans ping pong. Den føles meget levende og virkelig og jeg kunne sagtens se dem for mig mens jeg læste. Det er rart når hovedpersonerne føles levende. Jeg kan ikke sige at jeg kan sætte mig ind i deres følelser og tanker - for der er virkelig nogle store sandheder der skal frem i historien og det var slet ikke de hemmeligheder jeg troede! Men deres følelser og tanker føles meget virkelighedstro.


I "Uden håb" er det Sky vi følger og i "Altid håb" er det Dean. Det giver to meget forskellige historier, selvom det i bund og grund er den samme. Vi kommer meget tæt på begge personer og vi hører deres tanker om de samme situationer, hvilket gør at historien får en utrolig dybde. Jeg læste begge bøger på samme dag, og det tror jeg også har været med til at det føltes som en meget intens læseoplevelse.

Jeg vil varmt anbefale begge bøger til andre Hoover fans eller til fans af store kærligheds romaner, med et godt persongalleri, en spændende handling og en god kemi. Jeg sad flere gange og klukkede over Deans humor og jeg fik ondt i hjertet over hvad Sky har gået igennem. Man kommer hele følelsesregistret igennem og det kan jeg godt lide!

Tak til Lindhardt & Ringhof for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Original titel: Hopeless og Losing Hope
Udgivet: 2012 og 2013 (på engelsk) 2018 (på dansk)
Antal sider: "Uden håb" (425 sider) og "Altid håb" (359 sider)
5 ud af 6 stjerner

tirsdag den 18. december 2018

Julekonkurrence: Vind "Grænsen til Trafallas" 1+2 [Sponsoreret]

Julekonkurrence: Vind "Grænsen til Trafallas" 1+2 [Sponsoreret]

Julen nærmer sig med hastige skridt og jeg ville egentlig gerne have lavet mere julehygge for jer, men hverdagen har fyldt lidt meget og det er først nu at jeg kan trække vejret lidt friere. Mit overskud til at finde på sjove konkurrencer til jer, har derfor også været ret minimalt.

Heldigvis blev jeg kontaktet af søde Julie, som gerne ville sponsorere de to første bind i serien om Grace og hendes oplevelser i Trafallas. Hvis du endnu ikke kender serien, kan du roligt glæde dig - bind et var god, men to var et mesterværk! Hvis du kender den, men endnu ikke ejer den, så er dette jo en oplagt mulighed for at komme i besiddelse af serien - som også er ret fantastisk udenpå!

Jeg er selv meget begejstret for serien - især bind to, som virkelig har et godt flow og en virkelig medrivende og spændende handling, der gjorde at jeg læste bogen meget hurtigt - også selvom det er en ordentlig murstensroman. Jeg ville gerne have haft meget mere, men jeg må udholde spændingen!


Kunne du tænke dig at vinde? 
Alt du skal gøre er at skrive i kommentarfeltet hvor mange stjerner jeg har givet henholdsvis "Den halves arv" og "Skyggen fra Nord", så er du med i lodtrækningen om begge bøger! Svaret kan du selvfølgelig finde et sted her på bloggen!

Jeg trækker en vinder fredag d. 21. december. Så kan du være heldig enten at vinde den som en julegave til dig selv eller en du ved elsker en god fantasy historie!

God fornøjelse!

mandag den 17. december 2018

Anna Todd; Under stjernerne [Anmeldereksemplar]

Anna Todd; Under stjernerne (Stars, #1) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Selv de klareste stjerner lyser kun i mørke.

Karina bor i en lille amerikansk by, som grænser op til en militærbase. Det er langt om længe lykkedes hende at lægge en hektisk fortid bag sig, og hun føler endelig, at hun er faldet til ro. Hun har gode venner, tag over hovedet og et job, hun er glad for.

Da Karina møder den tavse og indadvendte soldat Kael, bliver hun øjeblikket draget af hans stille væsen. Han er netop hjemvendt fra Afghanistan og siger ikke meget, så Karina udfylder tavsheden med sine egne drømme og fantasier. Men efterhånden som hun kommer tættere ind på livet af Kael, opdager hun, at intet er så rosenrødt, som hun havde forestillet sig.

Hånden på hjertet, så er jeg endnu ikke blevet færdig med "After"-serien, men nu kommer den jo som film, så kunne det være en undskyldning for at blive færdig. Jeg kørte bare lidt død i forholdet mellem Tessa og Hardin - for så var de kærester, så skændes de og hadede hinanden og så fandt de sammen igen og så videre. Det er ikke fordi serien er kedelig, jeg tror bare lige jeg trængte til at læse noget andet.

"Under stjernerne" er lidt i samme boldgade. Vi lægger ud med at møde Karina og Kael, efter der er sket noget mellem dem, der har ødelagt hvad de end havde. Som læser ved vi det ikke og det er først til sidst at vi får en lille ide om hvad der kan være sket. Efter de første par sider, går vi tilbage i tiden og møder Karina inden hun mødte Kael. Begge to har ar på sjælen - meget forskellige, men de har begge nogle ting de skal bearbejde. Det er dog tydeligt at der er kemi mellem de to, men de har det svært ved at reagere på de følelser.

Selvom præmissen for bogen og historien er god, blev jeg ikke super fanget af historien. Jo, den er god, kapitlerne er korte, så flowet i historien er hurtigt, måske nogle steder for hurtigt. Der er steder hvor jeg synes forfatteren kommer meget nemt om tingene og jeg kunne godt have brugt lidt flere beskrivelser af miljøet vi er i. Jeg følte heller ikke at vi kom helt så meget i dybden med hverken Karina eller Kael. Vi lærer dem lidt at kende, men jeg har på fornemmelsen at vi kun har kradset i overfladen og at der gemmer sig mere nedenunder.

Jeg brød mig faktisk ikke så meget om Karina som person. I mine øjne virker hun meget som en pleaser der ikke tør sige fra overfor sin far, selvom hun er flyttet hjemmefra og forsøger sig selv. Hendes forhold til broren er heller ikke for godt. Samtidig ved vi heller ikke så meget om hvad der er sket med Kael da han var udsendt - hvad er der med hans ben fx? Jeg håber dog at jeg bliver klogere i næste bog!

Alt i alt er det en ok læseoplevelse, som skrevet blev jeg aldrig rigtig fanget, men det er jo smag og behag. Jeg er dog nysgerrig på hvad skete mellem Karina og Kael, siden de næsten ikke kan holde hinanden ud, for jeg skal da læse næste bog i serien!

Tak til People's Press for anmeldereksemplar!

Fakta
Forlag: People's Press
Original titel: The Brightest Stars
Udgivet i: 2018 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 300
4 ud af 6 stjerner

fredag den 14. december 2018

Rebecca James; Den tavse fontæne [Anmeldereksemplar]

Rebecca James; Den tavse fontæne [Anmeldereksemplar fra Flamingo]

Bagsidetekst:
"Han bliver aldrig din. Han vil altid være min." Ordene griner op mod mig. Blækket er udtværet og mørkt, nedkradset hurtigt, rystende og fortvivlet, som af en, der er gået fra forstanden.

Los Angeles, 1976. Den smukke Vivien Lockart er en funklende stjerne i Hollywood, da hun møder den unge, italienske læge Giovanni Moretti. Forelskede og nygifte rejser de til Gios gamle familiehus i Italien, men Gio har hemmeligheder, og særlig én person nægter at give slip på ham ...

London, 2016. Jorden ulmer under Lucy Whittaker. En skandale, der vil gøre hende til Londons mest forhadte kvinde, er ved at eksplodere. Da hun får mulighed for at arbejde som studepige i et stort hus oppe i de italienske bjerge, pakker hun sit hårdt medtagede hjerte og sine knuste drømme og rejser afsted. Hendes arbejdsgiver viser sig at være en mystisk, ældre kvnide, der har trukket sig tilbage fra omverdenen. Der er noget ildevarslende og gådefuldt over huset, og det går langsomt op for Lucy, at det gemmer på en tragisk kærlighedshistorie og hemmeligheder, som rækker langt ind i nutiden.

Den her historie var slet ikke som jeg havde forventet. Jeg havde forventet en, måske til tider, lidt sukkersød historie om en pige der forsøger at slippe væk fra en dårlig beslutning og som får hjælp til det af den for længst glemt skuespiller, der selv har prøvet noget lignende. Det fik jeg tilnærmelsesvis også - men også meget meget mere end det.

Jeg fik en gysende og rørende fortælling om hvor langt man vil gå for kærlighed. Om troen på det bedste i folk - for blot at blive skuffet endnu en gang. Det er en historie om den store, altopslugende kærlighed, der krydser tid og sted. Det er også en historie om at tro på sig selv og finde modet i selv de sværeste perioder af ens liv.

Om historien er spændende? Helt sikkert. Der er et rigtig godt flow i historien, da vi både følger Vivien og Lucy i 2016 og Vivien i den spæde start af hende og Gios forhold og hvordan deres liv former sig efter de er flyttet til Italien. Hvad Vivien troede ville være en frisk start for dem, viser sig at indeholde søvnløse nætter, mystiske stemmer og afsløringen af en forfærdelig hemmelighed. Vivien må kæmpe med alt hvad hun kan - og det er ikke sikkert det er nok. Lucy flygter fra London efter en hemmelig kærlighedsaffære, der snart vil blive offentlig kendt. Undervejs lærer hun at man ikke kan flygte fra sine valg, og at hun bliver nødt til at tage bladet fra munden. Hun bliver også klogere på kærligheden og må nok indse at det hun følte ikke var det.

Rebecca James formår at skabe en virkelig spændende og fængslende historie, hvor vi hele tiden bliver fodret med små brødkrummer der skal føre os helt i hus. Der er en meget stor mængde hemmeligheder og spor som læseren skal følge, men det bliver ikke for indviklet eller kompliceret. Efter endt læsning indså jeg, at der var flere af disse spor som jeg ikke tidligere havde fanget. Det er godt når man kan opdage flere ting efter man er færdig med at læse.

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: The silent fountain
Udgivet i: 2018 (på dansk)
Antal sider: 396
5 ud af 6 stjerner

torsdag den 13. december 2018

Bog&Idé: Send en gave [Sponsoreret]

Bog&Idé: Send en gave [Sponsoreret]

I forbindelse med mit samarbejde med Bog&Idé fik jeg mulighed for at teste deres "Send en gave"-funktion. Det går i alt sin enkelhed ud på at du vælger en bog og hvem der skal have den. Du skriver kortet der skal følge med og bestiller. Bog&Idé pakker ind og leverer. Virkelig smart og meget enkelt.

Jeg valgte at købe en bog til min far. Han læser rigtig meget og normalt låner jeg de bøger han læser på biblioteket, men nogle bøger får han, da han har de andre i serien og fordi jeg godt kan lide at give bøger i gave!

Da jeg skulle vælge hvilken bog han skulle have, gik jeg ind på Bog&Idés hjemmeside, valgte "Gaver" oppe i den sorte bjælke, og så trykkede jeg på "Send en gave". Når man har gjort det får man en masse bøger man kan vælge i mellem. Jeg valgte den han skulle have og valgte derefter "Læg i kurv og send som gave". Jeg udfyldte derefter de felter der skulle udfyldes og trykkede på "Læg gaven i kurv". Så valgte jeg hvilket kort der skulle med og teksten på kortet. Så betalte jeg og vupti - en meget fin boggave klar. Jeg havde valgt at hente den i butik, og samme dag fik jeg en mail om at den var klar til afhentning.


Jeg hentede bogen og afleverede den hos mine forældre - hvis du havde valgt levering, ville Bog&Idé have sendt bog afsted. Min far har pakket den op, så derfor kan jeg godt vise hvilken bog det var!

Hvis du har lyst til at forkæle din mor, far, bedstemor, onkel eller en god veninde med en lækker boggave, så kan jeg varmt anbefale denne service. Det er nemt og enkelt at gå til og bogen bliver som sagt leveret til den udvalgte person, uden at du behøver rejse dig fra sofaen eller lænestolen. Det er virkelig smart og det er helt sikkert noget jeg skal gøre igen!

Tak til Bog&Idé for at lade mig prøve ordningen og give min far en god bog i gave!

Link til "Send en gave" findes her.

onsdag den 12. december 2018

Elle Kennedy & Sarina Bowen; Bare en chance [Anmeldereksemplar]

Elle Kennedy & Sarina Bowen; Bare en chance [Anmeldereksemplar fra Flamingo]

Bagsidetekst:
"Hun stirrer på mig, som om hun flå tøjet af mig. Eller bare flå et eller andet i stykker."

Jess Canning står over for sit livs største udfordring: at arrangere sin brors Jamies kæmpebryllup, hvor gæstelisten består af landet største hockeystjerner.

I familien er hun kendt som den flagrende lillesøster, der konstant skifter mening og aldrig kan gennemføre noget. Med andre ord: Hun må ikke tabe det her på gulvet. Og ingen (ingen!) må høre om den kæmpe fejltagelse, hun begik med forloveren i et svagt øjeblik sidste forår. Det var en fejl, og det kommer ikke til at ske igen. Heller ikke selvom han er den mest sexede mand, hun nogensinde har mødt.

For Blake Riley er det her bryllup skæbnen, der smiler til ham. Jess er brudepige, og han er forlover. Lad kampen begynde. Og hvad så, hvis han står over for en lille smule (okay, en hel del) modstand? Han skal bare finde en måde at overbevise den stædige blondine om, at han på trods af et blakket ry i grunden er en god fyr. Heldigvis ved enhver professionel hockeyspiller, at man må kæmpe for det, hvis man vil score.

I de to første bind, "Ham" og Os", lærte vi Wes og Jamie at kende. Nu er turen kommet til Jamies lillesøster Jess, som vi kort mødte i "Os", da hun kom besøg og passede Jamie mens han var syg. Her mødte Jess også Wes' holdkammerat Blake, og det resulterede i en hed oplevelse i en massagestol. Sidenhen har Jess lagt Blake på is, men han har helt andre planer med hende. Blake er intens og passioneret omkring alt hvad han gør, og det omfatter også at se mere til Jess. Han må dog kæmpe sit livs kamp for at få Jess til at indse at de passer sammen og så er der lige den ene hemmelighed, han ikke vil have sin familie til at kende, men som Jess kender ...

Jeg er virkelig fan af new adult generen! Jeg elsker også young adult, men jeg kan godt lide at karakterne er lidt ældre og har lidt mere styr på deres liv - nogle gange. Så gør det heller ikke noget at der er lidt hede scener, der kan give en hjertebanken og røde kinder. Disse erotiske scener bliver dog aldrig overgjort eller for meget - ligesom i Fifty Shades, men er mere normale, og det er rigtig rart.

Som både i "Ham" og "Os" er "Bare en chance" en hyggelig og underholdende kærlighedshistorie, med to personer der tydeligvis er tiltrukket af hinanden, men som ikke helt kan finde ud af om de rent faktisk skal være sammen. Jess og Blake tror de vil meget specifikke ting i deres liv, men disse forestillinger må op til revurdering, da de langsomt bliver mere og mere glade for hinanden. Der er dog stadig visse ting de skal tage højde for, som både Blakes karriere og Jess' bror - disse resulterer i flere pinlige situationer og jeg sad flere gange og grinte for mig selv. Der er et rigtig godt flow i historien og vi følger skiftevis Jess og Blake. Dette giver også et godt indblik i deres tanker og følelser.

Hvis man er til new adult bøger, og tidligere har læst "Off-Campus" og "Game on", så skal serien om Wes, Jamie og nu Jess og Blake helt klart læses. Det er feel good litteratur og det giver virkelig hjertebanken og et smil på læben! Så læn dig tilbage og nyd en god historie med masser af humor, lækre fyre, stærke piger og hede scener - det går ikke stille for sig!

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: Good Boy
Udgivet i: 2017 (på engelsk og 2018 (på dansk)
Antal sider: 293
5 ud af 6 stjerner

tirsdag den 11. december 2018

Siri Pettersen; Ravneringene - luksus boks

Siri Pettersen; Ravneringene - luksus boks

I efteråret så jeg på Siri Pettersens Instagram-profil at der ville blive lavet en luksus boks med "Ravneringene". Bogen ville være på norsk og der ville være en masse fedt merchandise. Selve boksen ville godt nok være lidt dyr, men jeg kunne simpelthen ikke dy mig for at bestille den alligevel. Mest fordi det virkelig er en fantastisk serie og univers som Siri har skabt og fordi der virkelig så ud til at blive kræset for detaljerne i de ting der fulgte med boksen.

Først er der selve æsken. Den er i flot og enkelt design med Ravneringene logoet trykt på. Den føles lækker og der er tekstur i selve kassen. Ellers er der ikke noget udstyr på æsken, men det gør ikke noget, for det tror jeg også ville være for meget.


Der er tre små bøger - først troede jeg det var notesbøger, men nej. Den ene er en Umoni-sprogbog, med indføring i de blindes sprog, med grammatik og ordbog. Den anden bog indeholder nogle af Siris oplevelser med os fans. Der er billeder af de steder hun har været, fx på BogForum, der er billeder af fans har sendt til hende, fx tegninger af Hirka og Rime. Om hvilken genre musik hun har hørt mens hun har hørt, mens hun har skrevet, om hvor hun finder inspiration og meget andet. Den tredje bog er en oversigt over de urter som er at finde i Ymslanda. Der er beskrivelser af hvordan planterne skal bruges og så er der fine illustrationer til dem alle. Alle tre bøger har selvfølgelig Ravneringene logoet imprintet på coveret.




Så er der tre fold-ud kort i et kraftig stykke stof. Det føles rigtig godt når man folder det ud og igen kan man mærke at kvaliteten af tingene er gode. Der er kort over de forskellige steder hvor handlingen udspiller sig og de er virkelig detaljerede og flotte. Det er fedt at se kortene i stor størrelse, for det kan godt være lidt svært at huske hvordan alting er placeret i forhold til hinanden.


Indeni et af kortene var der en masse postkort med forsiderne og andre stemningsfulde illustrationer og bogmærker med hver af de tre forsider på. Der var også en fin hilsen fra Siri, hvor hun siger tak og man kan se hvilket nummer boks man har - der er kun lavet 999 bokse.


Så er der selvfølgelig selve Ravneringene-bogen. Det er en samlet udgave af alle tre bøger (på norsk). Den har samme enkle stil som kassen, med et påtrykt logo på coveret og fin sølvkant på siderne. Det er længe siden jeg har læst noget på norsk, men tænker at det da skal prøves - nu har jeg jo læst historien, så hvis jeg kaster mig over at læse den på norsk, kender jeg i det mindste historien, hvilket nok er meget godt!


Slutteligt og ikke mindst, er der en aflang lille kasse. I denne kasse er der en lille pose og i posen er der en lædersnor med en tand i. Og ikke bare hvilken som helst tand! Dem der kender historien ved godt hvilken tand jeg snakker om. Til dem der ikke har læst den, så er det den tand hvorpå Rime og Hirka giver hinanden mærker. Den er virkelig, virkelig fin og gennemført og den er nok en af hovedårsagerne til at jeg købte æsken til at starte med. Den har utrolig stor betydning for Hirka.


Alt i alt en virkelig lækker fan-boks og jeg er virkelig glad for at jeg købte den. Nu skal jeg have lavet lidt plads på en af mine hylder, så det kan komme til at stå så jeg kan nyde det. Jeg ville ønske jeg havde mere vægplads, for så skulle kortene op og hænge, men jeg finder nok en løsning.

Hvis du er Ravneringene-fan, kan jeg varmt anbefale æsken, måske som julegave til dig selv og hvis du ikke kender historien endnu, så vil jeg helt bestemt anbefale den til jer der elsker fantasy, med en utrolig flot world building, med interessante og spændende personer, og en medrivende handling!


mandag den 10. december 2018

Fokusindlæg #1: J. K. Rowling

Fokusindlæg #1: J. K. Rowling

Jeg vil i disse indlæg sætte fokus på en forfatter (eller illustrator) som jeg holder meget af, har læst meget af eller som på en eller anden måde betyder noget særligt for mig. Jeg vil beskrive hvorfor jeg synes netop den udvalgte forfatter kan noget særligt og hvad hans/hendes bøger betyder for mig. Jeg håber I vil læse med!

Jeg kan ikke lave sådan en serie indlæg uden at have grunden til at jeg overhovedet begyndte at læse med på listen. Jeg har tidligere snakket om at jeg ikke gad bøger som barn og at jeg hadede at læse - indtil min mor havde Harry Potter-bøgerne med hjem til mig og dem slugte jeg! Jeg elskede dem og det gør jeg stadig. Derfor skal dette første indlæg handle om J. K. Rowling og det fantastiske univers hun har skabt, og som hun heldigvis har delt med hele verden!


Der er sikkert mange voksne og børn med en historie ligesom min. Voksne der engang var børn der ikke gad bøger eller at læse. Børn der savnede noget som de både kunne identificere sig med og som kunne give dem en flugt fra virkeligheden. Vi kan alle takke Rowling for hendes fantasiske fantasi, evner med ord og helt igennem vidunderlige world-building. Hun har virkelig givet bogelskere i hele verden, en serie som de kan læse uanset om de er unge eller voksne og læseoplevelsen vil være forskellig fra gang til gang.

Harry Potter-bøgerne åbnede ikke alene mine øjne for hvor fantastiske bøger er og hvad de kan, de gav mig også "venner" og et sted at flygte hen når min egen virkelighed blev for meget. Bøger kan give os utrolige rejser, uden at vi bevæger os fra vores stol - og det kan Harry Potter bestemt også. Hvor mange har jeg ikke drømt om at mit eget Hogwarts brev kom? Hvor mange gange har jeg ikke kæmpet med Harry, Ron og Hermione? Hvor mange gange har jeg ikke grint og grædt sammen med dem?


Samtidig er det fantastisk hvor meget historierne lever videre udenfor bøgerne. At folk klæder sig ud som deres yndlingskaraktere, at man kan købe sin egen tryllestav og ønske at den rent faktisk virker? Man kan nu også besøge Harry Potter Studios og se kulisser, rekvisitter, tøj og meget andet som er blevet brugt i filmene. Der er forlystelser hvor man kan flyve på koste og køre i tog. Alt sammen utrolig veludført. Jeg besøgte Warner Brothers Studios i London i februar, og det var en virkelig stor oplevelse for mig. Jeg var dybt imponeret over alt det arbejde der er lagt i at skabene film der er meget tro mod deres bøger. Alt det arbejde for at fans af bøgerne kan nyde filmene ligeså meget.


Jeg er i gang med at høre bøgerne som lydbog, på engelsk (for første gang, men ikke sidste!) og jeg nyder virkelig at være tilbage på Hogwarts og i Rowlings univers. Jeg glæder mig til at Iris bliver stor nok til at vi kan læse dem sammen og til at hun kan læse dem alene. Jeg håber at de vil få en særlig betydning for hende også. Det er ikke første gang jeg læser dem og det bliver ikke sidste gang.

Det eneste jeg kan sige er et ufattelig stort og hjertevarmt tak! Tak for historierne, for venskabet, for universet og for oplevelserne. (og ja, jeg ejer så mange forskellige udgaver af bøgerne!)


Bøger i Harry Potter-serien:
Harry Potter og De vises sten
Harry Potter og Hemmelighedernes kammer
Harry Potter og Fangen fra Azkaban
Harry Potter og Flammernes pokal
Harry Potter og Fønixordenen
Harry Potter og Halvblodsprinsen
Harry Potter og Dødsregalierne