mandag den 30. juli 2018

Simona Ahrnstedt; Alt eller intet [Reklame]

Simona Ahrnstedt; Alt eller intet [Sponsoreret af Flamingo]

Bagsidetekst:
Lexia Vikander er tekstforfatter på et reklamebureau, og hun elsker sit arbejde - selvom hun ikke altid føler sig godt tilpas ved siden af sine åleslanke og sundhedsfikserede kollegaer. Derudover er kontoret i oprør, for en ny ejer har taget over, og rygtet siger, at der er en kæmpe fyringsrunde på vej.

En aften sidder Lexia på en bar og forsøger at drukne sine bekymringer i alt for mange lyserøde drinks. Ingen flirter med hende, og hun føler sig helt igennem mislykket. Men pludselig sidder han ved siden af hende. Den smukkeste mand, hun nogensinde har set.

Adam Nylund er forstadslømlen, der blev administrerende direktør, og er kendt for sin hensynsløshed. Nu er han kommet til Stockholm for at rydde op i selskabets nye reklamebureau. Egentlig har han ikke tid til andet end sit arbejde, men kvinden på barstolen ved siden af er svær at stå for. I hvert fald indtil hun giver ham et fordrukkent kys og kaster op på hans sko.

Mandag morgen mødes de igen. Lexia og hendes nye chef: Adam.

Hånden på hjertet, Simona Ahrnstedt har gjort det igen! Jeg var vild med hendes tidligere bøger (Arvingen, Løftet, Vovestykket) og den her er ligeså gennemført. Den er underholdende, fængslende og en løftet pegefinger om hvordan vi ser på kvinder i forretningslivet - og generelt. Det er en hed kærlighedsroman om to der ikke burde være sammen, men ikke kan lade være og så er det historien om at føle sig godt tilpas som den vi nu engang er.

"Alt eller intet" er underholdende og fængslende læsning, fordi sproget og historien har et godt flow. Vi skifter vinkel fra Lexia og Adam og det fungerer rigtig godt - især fordi vi får et godt indblik i dem begge to. Hvor de har været og hvor de gerne vil hen. Lexia har altid være den lidt buttede pige, der blev mobbet og det kæmper hun stadig med. Adam er den fattige dreng med en voldelig far, der er blevet finansgeni og nu direktør i Lexias firma. Der er noget ved Adam der tiltrækker Lexia og omvendt - ingen af dem vil indrømme det, men som læser er vi ikke i tvivl. De skal nok ende i seng sammen, men om det bliver til mere, det er lidt mere usikkert. Det er underholdende at læse historien fra begge sider, og se hvordan de hver især reagerer på de ting den anden gør - om det så gør dem glade eller rasende. Der er et godt spil mellem Lexia og Adam, hvilket skinner tydeligt igennem. Som i de andre bøger, er beskrivelserne af personerne så gode at det er nemt at danne sig et billede af hvordan de ser ud. Samtidig er beskrivelserne af sexscenerne nok til at give lidt farve i kinderne. Det bliver aldrig perverst eller for meget, men er mere ærbødigt og smukt - det passer godt til historien.

Da firmaet får en ny opgave, vil Lexia gerne gøre noget for at gøre opmærksom på at vi ikke altid skal bruge hvide og tynde modeller, men at der finders kvinder i alle størrelser, former og farver - det bliver hendes projekt og hun kæmper. Mest for at vise mændene i firmaet at en buttet kvinde godt kan være sexet. Men også for at vise at hun kan sit job og at hun er god til det - også selvom hun er en plus-pige. Gennem sit arbejde opdager hun at det er de rige og dem der er født ind i overklassen luksusliv, der er har den dårligste moral. I den her historie er det i hvert fald dem, der tror de har det hele, der faktisk ingenting har - i hvert fald ikke nogen af de ting der har egentlig værdi: at nogen elsker en som man er, at man er tilfreds med sig selv og at man har et godt liv.

Selvom Lexia er tilfreds, bliver hun konstant i tvivl. Hun bliver prikket til dagligt at sine kollegaer, sin mor og nu hvor hun får følelser for Adam, tvivler hun på, om han synes hun er smuk. For hans eks er en gudesmuk modeltype - meget langt fra alt det Lexia er. Heldigvis bliver hun klogere. Hun bliver også klogere på sin mor, og deres forhold ændrer sig meget undervejs i historien. Hendes usikkerhed forsvinder og til slut står vi med en sprudlende, selvsikker og smuk Lexia, der ved hvad hun vil.

Hvis du trænger til en kærlighedsroman med stærke kvinder, hotte mænd, en god handling og lidt hede sexscener, så kan Simonas bøger varmt anbefales. Det er ikke bare hjernedødt chick litt der skal fortæres hurtigt, men derimod er det historier der kan nydes på terrassen med et koldt glas hvidvin eller under et varmt tæppe mens det regner udenfor. Hun har noget på hjerte og jeg er vild med hendes bøger. Keep them coming!

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original title: Allt eller inget
Udgivet i: 2017 (på svensk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 411
6 ud af 6 stjerner

1 kommentar: