mandag den 11. februar 2019

Pernille L. Stenby; Inkarnation [Anmeldereksemplar]

Pernille L. Stenby; Inkarnation [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Jeg er ... levende.

Det er det, der er galt. Det er det, der er sket. Jeg er levende. Jeg bryder mig ikke om følelsen af blodet i mine årer, men jeg kan lide lyden af mit åndedræt. Der er en ro over den lyd. På samme tid gør den mig bange.

Der er kun tågen og Hans stemme, indtil et lys vækker Mestenes til live. Men kroppen er fremmed, og dens minder vil ikke give slip.

Jeg vil starte med hvad jeg godt kan lide i denne historie - for selvom jeg har givet den 3 stjerner, er der dog nogle ting der fungerer. Først kan jeg rigtig godt lide forsiden - døm ikke en bog på dens forside, det ved jeg godt, men her er der mystisk stemning, guld og en svævende blå kugle, der har stor betydning for personerne i historien.

For det andet kan jeg egentlig godt lide personerne. Jeg kan godt lide at man kan mærke deres - især Mes og Ades' frustrationer over de følelser de har. Deres forvirring og fortvivlelse over ikke helt at vide hvilket ben de skal stå på. Disse følelser bliver underbygget af deres handlingerne og det virker meget troværdigt det de gennemgår. Selve universet virker rigtig spændende, men jeg har på fornemmelsen at vi kun skraber en lille smule i overfladen, og at det har meget mere at byde på. Jeg siger ikke at jeg vil have det hele serveret i første bog, men jeg ville godt have haft flere informationer.

Vi følger Mes/Desron og siden han/hun ikke ved hvad og hvor hun er, ved vi som læser det heller ikke. Vi er ligeså forvirrede og frustrerede som han/hun er og det er faktisk ikke særlig fedt. Da jeg var færdig med bogen, sad jeg med følelsen af stadig ikke at vide hvad der var sket på de lidt over 400 sider. Det er helt sikkert brugt som skriftligt virkemiddel, men for mig var det bare virkelig irriterende ikke at vide noget som helst.

Historien starter "in medias res" og i nogle bøger fungerer det rigtig godt, men fordi vi hverken er blevet klogere af at læse bagsideteksten eller kigge på forsiden, så aner vi ikke hvad vi går ind til. Sproget gør det ikke nemmere, da omgivelserne ikke er beskrevet særlig godt - vi er med på at det foregår på en institution af en art, men så ikke mere end det. At vi er så uvidende som læsere irriterede mig.

Tak til forfatter og Ulven og Uglen for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Ulven og Uglen
Udgivet i: 2018
Antal sider: 428
3 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar