fredag den 20. april 2018

Michael Kousgaard; Turturrinitårnet [Sponsoreret]

Michael Kousgaard; Turturrinitårnet (Blåskæg, #3) [Sponsoreret]

Bagsidetekst:
I denne bog nummer 3 om Blåskæg, heksen Tusmeralda og Sørøverkaptajnen Grumme er Blåskæg sluppet væk fra Euzzz’ forbandede ø. På den ensomme tur over havet i Grummes forladte skib, støder han pludselig på det mystiske Turturrinitårn.

Blåskæg, der starter turen med at skulle dele skatte ud til de fattige og folk i nød og bare gerne vil hjem til sin familie, bliver i denne bog hvirvlet endnu mere ind i Tusmeralda og Grummes jagt på gulddukaterne, der kan opfylde et ønske. Barnespøgelser, fængsel, en (ond/god?) ånd, en forladt kvinde og Nummer 7 er ingredienser i denne næstsidste bog i serien om Blåskæg.

Dette er en god efterfølger på en spændende serie - hvordan mon det hele skal ende? Jeg synes Blåskæg bliver ved med at komme i problemer, og han er endnu længere væk hjemmefra end tidligere og han bliver stadig jagtet af Tusmeralda og piraterne. Historien i denne bog er mere udførlig end i de to første. Jeg synes handlingen flyder bedre og der bliver mere tid til de forskellige ting der sker - der er stadig fart over feltet, men det er som om forfatteren har taget sig lidt bedre tid til at forklare og beskrive hvad Blåskæg oplever og det synes jeg bestemt er et plus.

Jeg skrev i min anmeldelse af de to første bøger i serien (læs den her) at selvom historien var god, var den til tider lidt for plat og lidt for tynd. Det kan sagtens hænge sammen med at jeg ikke lige er i den primære målgruppe, og derfor ikke nødvendigvis deler mening om hvad der er sjovt med en 10-årig. Jeg synes til gengæld at niveauet er bedre i denne. Selvom humoren stadig er lidt plat til tider - det passer nok fint til målgruppen - er det ikke så meget som i de to første, og jeg kan godt mærke at forfatteren har lagt mere vægt på handlingen og fordybelse med denne. Det er fedt at se en udvikling i skrivestilen og historien, og jeg håber da at sidste bind holder niveauet højt.

Hvis man er til bøger af Peter Gotthardt og har alderen omkring de 10 år kan denne serie sagtens læses alene, ellers fungerer den fint som højtlæsning. Det er i hvert en serie der indeholder masser af drama, aktion og humor og den kan læses af både drenge og piger.

Tak til forfatteren for e-bogen.

Fakta:
Forlag: Kousgaarden
Udgivet i: 2018
Antal sider: 62
4 ud af 5 stjerner

onsdag den 18. april 2018

Jessica Townsend; Morrigan Crows magiske prøvelser [Sponsoreret]

Jessica Townsend; Morrigan Crows magiske prøvelser (Nevermoor, #1) [Sponsoreret af Gyldendal]

Bagsidetekst:
Kære miss Crow.

Tillykke! Du er blevet udvalgt af et af vores medlemmer som kandidat til Det Forunderlige Selskab. Vær venligst opmærksom på, at du ikke er sikret en plads. Medlemsskab af Selskabet er ekstremt eftertragtet, og hvert år konkurrerer flere hundrede håbefulde kandidater om et stipendiat. Hvis du vil være en del af Selskabet, bedes du underskrive den vedlagte kontrakt og returnere den til din læremester senest den sidste dag i Ellevte Vinter. Adgangsprøverne vil finde sted i foråret. Vi ønsker dig held og lykke.

Med venlig hilsen
Ældste G. Quinn
Mesterbygningen
Nevermoor

Vær parat - J.N.

Jeg synes virkelig det er fedt at der kommer så meget fantasy til de yngre læsere - jeg mener dem som jeg synes er for små til at læse Harry Potter. For jo, man kan godt være for ung til at læse Harry Potter - også selvom man godt kan læse den. En anden serie jeg vil anbefale til denne aldersgruppe er "De Ualmindelige".

"Nevermoor" er dog lidt i en anden boldgade. For hvor Harry Potter og "De Ualmindelige" foregår både i vores verden og i en magisk parallellverden, er alt nyt i "Nevermoor". Vi har dog stadig en semi-almindelig virkelighed og en parallellvirkelighed med magi, talende dyr og drager. Disse to virkeligheder hænger dog sammen og overlapper. Dog vil den semi-almindelige - jeg kalder den det, fordi det er der hvor Morrigan vokser op, men den virkelighed er ikke ligesom vores, som den er i Harry Potter og "De Ualmindelige" - ikke kendes ved Nevermoor og derfor har Morrigan aldrig hørt om det. Folkene i Nevermoor kender dog godt til Morrigans virkelighed, og kan rejse frem og tilbage. Samtidig er denne historie noget mere dyster fra start af en "De Ualmindelige". Jeg tror sagtens at aldersgruppen (10+) kan læse det uden besvær, men det skal man som læser bare være lidt opmærksom på.

Noget andet jeg virkelig godt kan lide ved denne serier er den steam punk-agtige stemning der er i bogen. Det er en genre jeg synes der er alt for lidt af på dansk - desværre. Eller så er jeg bare utrolig dårlig til at finde det. Det er fedt at der er blandet det steam punkede (fx Jupiters gående edderkoppe-bil-skibs-ting) med det magiske (enhjørninger, drager og talende katte). Mine erfaringer med steam punk fortæller mig også at de fortællinger ofte er lidt mørkere end fantasy, hvilket også passer fint med at den her historie er lidt mere dyster. Selvom der er gode oplevelser for Morrigan, kan hun ikke lade være med at føle sig udenfor - selvom hun nu er et sted hvor hun er værdsat, og den dystre stemning ligger hele tiden og lurer i baggrunden gennem hele historien.

Hvis du er til "De Ualmindelige" er det her et klart must read! Det er spændende og medrivende læsning, for dem der endnu ikke er klar til Harry Potter. Der er magi og mystik i lange baner, store, talende katte og hoteller der ændrer udseende fra dag til dag, drager og et mærkeligt selskab, som alle vil være medlem af. What's not to like? Jeg er i hvert fald fan og jeg glæder mig til at læse mere!

Tak til Gyldendal for boggaven.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: The Trails of Morrigan Crow
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 444
5 ud af 5 stjerner

mandag den 16. april 2018

Amie Kaufman; Illuminae

Amie Kaufman; Illuminae (Illumineafilerne, #1)

Bagsidetekst:
Da Kady slår op med Ezra, tror hun, det er det hårdeste, hun nogensinde skal igennem. Samme dag bliver hendes planet invaderet.

Året er 2575, og to rivaliserende megakoncerner er i krig om planeten Kerenza, der er lige mere end bare en is-dækket plet i udkanten af universet. Den ene koncern, Beitech, angriber Kerenza, hvor den anden koncern udfører illegalt minearbejde på Beitechs område. Det er hensigten, at angrebet skal dræbe alle civile på planeten, men det lykkes en række mennesker at evakuere til andre planeter - heriblandt historiens to hovedpersoner, Kady og Ezra, hvis kærlighedshistorie vi får fortalt, mens de prøver at finde rundt i konflikten mellem megakoncernerne og redde både sig selv og fremtiden for deres medborgere fra Keneza. Deres problemer er dog kun lige begyndt - en dødbringende best er brudt ud og muterer med skrækindjagende resultater. Flåden, der skulle beskytte dem, viser sig at være deres fjende, og ingen ved magten vil afsløre, hvad der reelt foregår.

Kady må hacke sig ind i et fintmasket net af informationer for at finde frem til sandheden, og det står hurtigt klart, at der kun er en, der kan hjælpe hende: Ezra, som hun havde svoret aldrig at tale til igen. 

Jeg købte denne bog for flere år siden med henblik på at læse den med det samme, og ja, så har den egentlig bare stået på min hylde ligesiden. Jeg løb så tør for læsestof da vi var på skiferie og begyndte på den som ebog og på engelsk. Da vi kom hjem gik jeg straks i gang med at læse videre i mit fysiske eksemplar og det er jeg glad for - for alle de lækre detaljer der er kræset ved, ved historien, kommer slet ikke til sin ret i ebogen. For er du vimmer, det er en vild læseoplevelse.

For det første er hele historien bygget op på chatlogs, mailkorrespondancer mellem historiens forskellige personer, renskrivninger af videoovervågning og ikke mindst hvad den kunstige inteligens AIDEN "tænker" og "oplever" - lyder det spacey? Det er det også - og det foregår også i rummet, så mere spacey bliver det vist ikke. Men selvom det er en sindssyg måde at bygge en bog op på og sikkert har taget ufattelig lang tid, så fungerer det bare virkelig godt. Det er utrolig gennemført. For det andet er der virkelig mange lækre detaljer og skriftlige finurligheder i bogen. Der er tegninger over rumskibenes opbygning og hver gang det er AIDEN der fortæller, er siderne sorte. Samtidig skal bogen fleres gange drejes mens man læser og skriften står i bølger, i cirkler og hvad ved jeg. Det er pisse fedt! At læse en historie hvor der ikke rigtig er noget direkte tale eller dialog, er meget underligt, og til at starte med også lidt anstrengende. For det kræver at man konstant har tungen lige i munden i forhold til hvor vi er henne, hvem der skriver og hvornår det foregår. Efterhånden vænner man sig til det. Og hvis I føler at den er for tyk til at gå i gang med (599) så tøv ej - de er forholdsvist hurtigt læst, netop pga. skrivestilen og at der er flere steder hvor der ikke står særlig meget på siderne. Det er ærgerligt at de næste bind ikke er oversat, men jeg kan godt forstå det - for det må være et kæmpe og omfattende arbejde at oversætte sådan en bog, hvor der er gjort så meget ud af udformningen.

Samtidig er det bare en ekstremt medrivende historie. Kady og Ezras forhold går fra at være helt til hundene, til at blomstre på ny - eller gør den? Jeg er vild med deres kærlighedshistorie, og det er tydeligt, gennem deres chatbeskeder, at de holder meget af hinanden. Det er også tydeligt at de skriver som de ville snakke med hinanden. Jeg har også et helt tydeligt billede af hvordan de ser ud, selvom det aldrig rigtig bliver beskrevet i detaljer. Det er også klart at de begge to er presset undervejs - de har begge mistet stort set alle de elsker, og har nu kun hinanden - selvom de befinder sig i hvert sit rumskib. De må begge to træffe umulige valg for at overleve. Undervejs må de også kæmpe mod AIDEN der lader til at være alvidende, og lidt for menneskelig, hvis I spørger mig. En computer skal ikke føle eller have en mening, men det har AIDEN og han (jeg mener den) er ikke bare for at handle udfra hvad han (jeg mener den), er bedst. Hvem det så er bedst for, kan diskuteres. Jeg tror heller ikke AIDEN helt er klar over det. Det er i hvert fald klart at han (jeg mener den) også tumler med nogle ting, han/den ikke helt forstår.

Det er en historie om hvor langt man er villig til at gå for at overleve. Hvad der er værd at kæmpe for, når alt ellers synes umuligt og det overlevelses instinkt der ligger i den menneskelige natur. For selvom Kady er ved at give op flere gange og føler håbet svigte, giver hun ikke op. Hun kæmper videre for det hun mener der er rigtigt, for det der er vigtig for hende og for hendes egen overlevelse. Hun indgår kompromisser og aftaler, for at sikre sin egen og forhåbentlig andres overlevelse. Hun gør ikke noget halvt, hun kæmper med næb og klør. Hun mindede mig om Cassie i "Den 5. bølge" - hun er også alene og sammen med fjenden, men hun kæmper stadig for dem hun holder af - også selvom det måske kan betyde at hun ikke overlever.

Hvis I har læst den, er I forhåbentlig ligeså begejstrede som jeg er, hvis I ikke har læst den - så gør det! Det er uden sammenligningen den vildeste læseoplevelse jeg har haft meget længe.

Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Original titel: Illuminae
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 608
6 ud af 6 stjerner

fredag den 13. april 2018

Iris og læsning

Iris og læsning 

Iris har altid være glad for bøger - og det er helt sikkert ikke min skyld ... eller jo, det er det jo nok, men det er jeg ganske godt tilfreds med. Jeg håber da at hun bliver ved med at synes bøger er sjove og hyggelige. Når vi har haft en dag hjemme har vi altid læst lidt. Det er typisk Malle-bøger der bliver læst igen og igen, til lige stor glæde hver gang. Eller de fine "Larm med dyreunger" eller maskiner eller dinosaurer. Der er også gået et par stykker til undervejs, fordi Iris lige blev lidt for glad for dem og ikke helt kunne finde ud af det med at passe på. Hun er blevet bedre til at passe på bøgerne, men det er dog stadig mest bøger med tykke sider der er et hit - og så kan hun bedre selv styre det også.


Som skrevet før har vi nok læst alle de Malle-bøger Iris har, mange mange gange! Der var på et tidspunkt hvor jeg kunne dem udenad, det kan jeg ikke helt mere, men det er tæt på. Jeg har forsøgt at læse lidt længere historier op for hende, men det er ikke altid at fokus lige er til det og så er det godt at gå tilbage til dem hun kender. Mimbo Jimbo er også et stort hit. Det lidt sjove er, er når jeg spørger om hun kan finde fx en fugl på billedet, vil hun helst pege med min pegefinger og ikke sin egen. Lidt pudsigt.

Til gengæld kan hun bruge lang tid på at kigge på lastbiler og flyvere i de nye billedbøger jeg har lånt og det elsker hun. "Fluar op' i himlen" bliver sagt mange gange, eller "stor fluar" og "lil' bit' fluar" - jo, der er da styr på hvilke der er store og små.

Noget af det jeg bedst kan lide ved at læse sammen med Iris er at vi stort set altid sidder på samme måde: mig i skrædderstilling på gulvet eller i en stol og hende ovenpå mig. Sådan har vi siddet med bøger fra hun var helt lille og det er så dejligt at vi kan blive ved med at sidde og læse sammen sådan. Det giver en dejlig form for tryghed og ro, at det altid foregår på samme måde. Samtidig er nærheden ved at vi sidder så tæt virkelig dejlig. Der bliver altid nusset og krammet, mens vi læser.


Det er jo heller ikke fordi Iris ingen bøger har. Hun har altid haft adgang til de bøger hun har - også som helt lille kunne hun kravle hen og tage fat i tykke papbøger eller bøger med bløde sider der knitrede når man bladrer. Flere bøger end jeg har tal på, er blevet spist og revet i stykker. Men hun har altid haft adgang til dem - sågar når hun skal i bad har hun en bog.

Jeg har ikke tidligere holdt styr på hvad Iris læste, selvom jeg skriver ned hvad jeg selv læser, men efter Kathrine har startet #1000bøger har jeg forsøgt at holde lidt mere styr på hvilke bøger vi læser. Jeg synes det er et mega fedt initiativ og som både læsehest og bibliotekar, støtter jeg fuldt op omkring det. Hvis I ikke har hørt om det, vil jeg råde jer til at kigge forbi hendes hjemmeside og læse mere. Jeg vil i hvert fald forsøge mit bedste til at Iris når det mål.


For jeg er tror på at læsning og bøger er vigtigt for børn. Jeg tror på, at det gør noget godt for dem. I forbindelse med mit arbejde har jeg besøgt to børnehaver og læst og leget sproglege med dem. Det er desværre så tydeligt når der er børn med forældre der ikke læser, snakker eller leger med børnene. Der var nogle 4-årige der havde dårligere sprog end Iris - det er altså skræmmende. Og hvordan skal det så ikke gå dem når de skal i skole?

Der skal virkelig så lidt til før at det kan mærkes. Bare lidt læsning hver dag. Lidt samtale om hvad man har oplevet i børnehaven. Når jeg spørger Iris om hun har haft en god dag, nævner hun alle navnene på de andre børn i dagplejen, som symbol på at hun har haft en god dag. Selv når hun ikke har været i dagpleje gør hun det. Hvis vi ikke snakker med vores børn, hvordan skal de så lære det?

Jeg ved godt at hverdagen kan være svær at få til at hænge sammen, men gør læsningen til et ritual. Til noget der ses frem til, noget man hygger sig med og vigtigst: noget man er sammen om! Jeg har tidligere skrevet om at jeg skal forsøge at lægge min telefon væk, og når jeg læser med Iris, er den i lommen (ja, bortset fra når jeg tager billeder), men ellers er den væk. For jeg vil gerne have at hun oplever at hun har hele min opmærksomhed og at min opmærksomhed er på det vi laver sammen.

Min opfordring er: læs med jeres børn og hyg jer med det! For det betaler sig for dem senere i livet.

onsdag den 11. april 2018

Sarah J. Maas; A Court of Wings and Ruin

Sarah J. Maas; A Court of Wings and Ruin (A Court of Thorns and Roses, #3)

Bagsidetekst:
Feyre will bring vengeance.

She has left the Night Court - and her High Lord - and is playing a deadly game of deceit. In the Spring Court, Tamlin is making deals with the invading king threatening to bring Prythian to its knees and Feyre is determined to uncover his plans. But to do so she must weave a web of lies, and one slip may spell doom not only for Feyre, but for her world as well.

As mighty armies grapple for power, Feyre must decide who to trust amongst the dazzling and lethal High Lords - and hunt for allies in unexpected places.

OMG! Den her serie altså. Jeg elsker den! Selvom bind tre her ikke er lige så god som bind to - for det er helt uden for kategori - så er det stadig spændende. Stadig medrivende. Stadig hot! Jeg er virkelig hooked og jeg glæder mig så meget til at bind fire kommer.

Jeg vil forsøge ikke at spoile noget i anmeldelsen, da bogen læst på engelsk, kan der være mange derude der endnu ikke har læst den. Forhåbentlig bliver den oversat til dansk, som de to foregående. I så fald skal den stadig ejes og stå sammen med de andre på hylden - for tal lige om smukke bøger. Forsiderne er virkelig små mesterværker. Lige et lille tip, hvis I ikke kender Charlie Bowater, så tjek hende ud! Hun har lavet nogle fantastiske illustrationer til bl.a. disse bøger. Jeg har bl.a. andet købt et meget fint print med alle hovedpersonerne på og jeg elsker det!

Dette var et lille sidespring, tilbage til snakken om bogen. Jeg ville være blevet imponeret hvis Sarah kunne holde fanen så højt hævet som hun gør i bind to. Jeg er rigtig glad for bind et, men bind to er bare fænomenal på så mange måder - jeg vil ikke komme ind på dem her, men læs den. Mine forventninger til bind tre var høje, men selvom de ikke helt blev indfriet, gør det ikke noget. For bogen holder stadig! Det er også svært helt præcist at sætte fingeren på hvad det er, der gør at den ikke er så god bind to. Måske fordi jeg synes Feyre kommer lidt for nemt til tingene i denne. Misforstå mig ikke, hun kæmper stadig og bliver da truet flere gange, men det kommer aldrig helt derud hvor man tvivler på om hun vil overleve eller om hun nu træffer det rigtige valg. Det er som om der bygges op til det helt store klimaks, for så bare at fade lidt ud igen, og så bygges der op igen og og fades ud osv. (Jeg håber dette giver mening). I så fald, synes jeg ikke helt vi når helt derud hvor vi var i bind to. En anden grund kan være at nu har Feyre og Rhysand fået hinanden - de er sammen, i medgang og modgang. Derfor er dramaet omkring de to ikke så stor en del af historien mere. Deres fælles fortælling fylder selvfølgelig, men nu er der noget andet på dagsordenen: krigen om Prythian. Der er derfor en del mere politik i denne historie, for der skal diskuteres og lægges planer. Det bliver dog på ingen måde kedeligt, for de forskellige High Lords har problemer med hinanden og kun ganske få kan faktisk holde hinanden ud - men mon ikke de finder en brugbar løsning?

Der er en tredje grund kan være at Sarah har lidt svært ved at tage livet af folk. Ikke at folk ikke dør, for der dør en masse folk. Men hun har svært ved "kill your darlings" - altså at slå nogle af de gode eller yndlings personer ihjel. Ikke at det nødvendigvis er en dårlig ting at hun har svært ved det, men det hænger sammen med min opfattelse af at Feyre kommer for nemt til for meget i denne bog. Hun kommer tæt på flere gange, men det bliver aldrig rigtig til noget. Hun mister ikke noget værdifuldt - ikke rigtigt.

Det gør dog bestemt ikke noget ved min mening om serien. Jeg er stadig dybt forelsket i den. Jeg synes det hele spiller virkelig godt: sprog, handling og personer. Humoren deri er virkelig fed og jeg sad flere gange og grinte for mig selv. Det er virkelig en fortælling der har taget mig med storm. Dette er også den første bog jeg har hørt som engelsk lydbog og jeg er meget imponeret over hvor godt det gik. Jeg havde lidt frygtet at jeg ville misse meget af handlingen, men det tror jeg ikke at jeg har (forhåbentlig!). Det er bestemt ikke sidste gang jeg giver mig i kast med det. Og nu er jeg up to date, så kan fjerde bind godt tage at komme så jeg kan få styret mine abstinenser!

Fakta:
Forlag: Bloomsbury
Udgivet i: 2017 (på engelsk)
Antal sider: 699
5 ud af 5 stjerner
(Læst på engelsk)