tirsdag den 31. maj 2022

Carsten Bossen; Dødedans [Anmeldereksemplar]

Carsten Bossen; Dødedans (Vogternes fald, #1) [Anmeldereksemplar fra Krabat]

Bagsidetekst:
Den erfarne dødedanser Raya har lagt sin tid i Alliancens stærkeste eliteenhed, Kandraen, bag sig, men da hendes gamle soldaterkammerater, det godmodige muskelbundt Lynch, opsøger hende forflugt af ansigtsløse, uhyggelige mænd, tvinges de to ud på en farefuld færd for at finde svar. Hvem er den mystiske troldkvinde, der ledte Kandraen i et blodigt baghold og lader til at kunne kontrollere de ansigtsløse uden et ord? Og kan Raya blive ved med at undslippe sin fortid, som drev hende bort fra hæren i første omgang?

”Dødedans” er første bind i trilogien ”Vogternes Fald” og jeg kan vel bedst beskrive det som en dansk udgave af ”En konges vej” af Brandon Sanderson, selvom ”Dødedans” er helt sin egen. Jeg drager udelukkende den parallel fordi der er kælet utrolig meget for detaljer og finurlige fortællevirkemidler. Vi møder mange forskellige personer og de får lov til at give deres besyv med til hovedhistorien, hvilket giver en utrolig dybde.

Nogle gange kan for mange detaljer godt give en tung og langsommelig læsning, men det er ikke tilfældet her, selvom det tager lidt tid at få handlingen løbet ordentligt i gang. Vi skal lige have persongalleriet på plads og kridtet banen op, men da jeg først var kommet i gang, blev jeg også fanget. Samspillet mellem Raya, Lynch, Aein og Hannah er virkelig godt – og trods deres uenigheder, fremstår de som en stærk enhed.

Persongalleriet er godt sammensat og hver karakter indeholder forskellige styrker og svagheder. Der er ingen af dem der er perfekte og de har alle hemmeligheder de værner om – og vi har endnu ikke fået afsløret dem alle sammen. De føles troværdige og det var med til at gøre mig investeret i historien.

”Dødedans” er high fantasy og efter min mening, high fantasy når det er bedst. Der foreligger et helstøbt univers med egen mytologi, guder og regler for magi. Samfundet er veldefineret og de forskellige folkefærd har deres egne karakteristika. Korrupte kaptajner og kujonagtige konger der vil gøre alt for at redde dem selv, findes også og de største krigere er ikke nødvendigvis de stærkeste mænd.

Det er en historie om venskab der møder modstand, om svære valg, der har katastrofale konsekvenser, om stolte krigere og synder begået i fortiden, men som stadig spøger i nutiden. Det er en meget stemningsfuld historie med både lyspunkter og steder der knuste mit hjerte. Samtidig er forsiden indbydende og indkapsler fint stemningen i bogen.

Der er bestemt lagt i støbeskeen til en storslået fortælling og jeg glæder mig til at læse mere – og der behøver ikke gå flere år inden næste bind kommer!

Tak til forlaget Krabat for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Krabat
Udgivet i: 2022
Antal sider: 446
5 ud af 6 stjerner

tirsdag den 24. maj 2022

Veronica Henry; Sommeren ved havet [Uopfordret anmeldereksemplar]

Veronica Henry; Sommeren ved havet [Uopfordret anmeldereksemplar fra Cicero]

Bagsidetekst:
Tag med på den dejligste strandtur i denne hjertevarme roman om tre kvinder, tre somre og et bryllup, der ændrer alt.

Sommeren nærmer sig, og Robyn og Jake er i færd med at planlægge deres bryllup. Den nærmeste familie er inviteret, og brylluppet skal afholdes i familiens lille strandhus – med frokost i vandkanten, dans i sandet og masser af rosé.

Men Robyn er bekymret snarere end forventningsfuld. Hun kan nemlig ikke lade være med at tænke på æsken, hun fik til sin attenårs fødselsdag. Hvilke hemmeligheder indeholder den, og bør hun overhovedet åbne den, hvis hun skal gøre sig håb om en lys og lykkelig fremtid?

Efterhånden som bryllupsdagen nærmer sig, begynder sandheden at gå op for Robyn, og hun indser, at selv den største sorg kan rumme håb – og at kærligheden altid sejrer til sidst.


Jeg er helt pjattet med historier der har et spor i både nutid og fortid – og sådan en historie havde jeg troet ”Sommeren ved havet” var. Det er det til dels også, men ikke helt som jeg havde håbet. Jeg havde håbet at den var mere som "Villa Måneskin", men desværre ikke.

Udover at historiens form ikke helt var som jeg havde håbet, er der også virkelig mange personer med i den her og de har alle sammen en stemme og noget at sige. Det kan godt blive en smule rodet og forvirrende. Dog har de alle en historie at fortælle og især Gwen, Robyns veninde, synes jeg var et herligt bekendtskab. Hende ville jeg gerne have til at arrangere en fest for mig en gang.

Og den sidste negative ting, jeg brød mig ikke særlig meget om hovedpersonen Robyn. Hun skal giftes med sin drømmemand, har et godt firma og er gravid – så nu vil hun åbne den æske som hendes biologiske mor gav hende da hun blev bortadopteret. Det sætter en masse tanker i gang – forståeligt nok, men jeg synes Robyn er for vattet. For undskyldende overfor sin familie. For nølende omkring at træffe valg. Og det synes jeg ikke helt stemmer overens med den Robyn der bliver beskrevet når det kommer til hendes firma.

Fortidsporet i historien er den fortælling om hvordan Robyns mor og far mødte hinanden og hvad der førte til at hun blev bortadopteret. Den historie er rigtig god og går lige i hjertet.

Hvis man dog kan se bort fra de ting - og det kan også være at man ikke finder dem irriterende, så er det en rigtig dejlig sommerbog. Den er fyldt med lækker mad, drinks og sjove stunder. Der er sand mellem tæerne, solnedgange og varme knus. 

Fakta:
Forlag: Cicero
Original titel: A Wedding at the Beach Hut
På dansk ved: Ulla Oxvig og Elisabeth Bang-Nielsen
Udgivet i: 2020 (på engelsk) og 2022 (på dansk)
Antal sider: 384
4 ud af 6 stjerner

tirsdag den 17. maj 2022

Brandon Sanderson; "Alcatraz mod de onde bibliotekarer" og "Notarens knogler" [Anmeldereksemplar]

Brandon Sanderson; "Alcatraz mod de onde bibliotekarer" og "Notarens knogler" [Anmeldereksemplar fra Superlux]

Bagsidetekst på ”Alcatraz mod de onde bibliotekarer”:
På sin 13-års fødselsdag får plejebarnet Alcatraz Smedry tilsendt en pose med sand med posten. Det er en arv fra hans forsvundne forældre. Sandet bliver stjålet med det samme. Derfor finder han ud af, at det ikke var en helt almindelig pose med sand. Med sandet kan de onde bibliotekarer, der i hemmelighed hersker over Tyslandene – lande som USA, England og Danmark – overtage de frie kongeriger. Alcatraz og en gruppe af frihedskæmpere må stoppe bibliotekarerne en gang for alle.

Kan bibliotekarer være onde? Lever vi i et univers, hvor onde kræfter er skjult blandt os og er vi bare blinde for sandheden? Det er i hvert fald den virkelighed Alcatraz Smedry opdager at han lever i, da han bliver introduceret for sin bedstefar og hele sin families arv.

Alcatraz har et særligt Talent. Han kan ødelægge alting. Hans bedstefar kommer tit for sent, selv til at blive skudt. Andre Talenter kan være at fare vild, så man alligevel altid ender det rigtige sted. Lyder det mærkeligt? Så bare vent, det bliver endnu mere mærkeligt.

I første bind er der både drager, agenter og briller der kan give bæreren forskellige evner. Alcatraz og hans ny fundne venner skal finde sandet der er godt gemt i et bibliotek og det er ikke en helt ufarlig mission. De møder bl.a. dinosaurer – yep, indespærrede dinosaurer.

I andet bind skal Alcatraz finde det hemmelige bibliotek i Alexandria – og se om han kan slippe levende ud af det. Han opdager også et par hemmeligheder om sine forældre, bl.a. at hans far måske havde en plan for at sende det magiske sand til Alcatraz. Selvom jeg normalt ikke bryder mig om at blive talt til i de bøger jeg læser, fungerer det faktisk udmærket i de her.

Bøgerne om Alcatraz og de onde bibliotekarer kan gives til alle der trænger til en humoristisk, spændende og total-langt-ude-fantasyserie. Humormæssigt kan den minde lidt om Percy Jackson og Alcatraz har måske samme evne som Percy til altid at komme galt afsted.

Bøgerne kan læses af børn på 12+ og jeg hepper selv på flere i serien – også selvom bibliotekarerne er de onde!

Bøgerne er modtaget som ebøger til lektørudtalelse og efterfølgende som frieksemplar af forlaget.

Fakta:
Forlag: Superlux
Original titel: "Alcatraz vs. the evil librarians" og "The Scriveners Bones"
Udgivet i: 2021 (på dansk) og 2022 (på dansk)
Antal sider: 244 og 262
5 ud af 6 stjerner til begge bøger. 

tirsdag den 10. maj 2022

Karen Inge Nielsen; Dødedansen [Anmeldereksemplar]

Karen Inge Nielsen; Dødedansen (En grænselandkrimi, #2) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
En præst findes bestialsk myrdet i sin kirke i Bylderup. Mordet virker rituelt, da offeret er bundet, som var hun korsfæstet, med hænderne skåret af. Politiets teorier trækker hurtigt i én retning, men alle spor ender snart i blindgyder. Samtidig er en tysk medicinaldirektør forsvundet, og Tomas Beckmann fra Flensburg Kriminalpolizei ønsker hjælp fra dansk politi. På sidelinjen står efterforsker Mads Lindstrøm, tvunget på afspadsering efter sin egenrådige handlinge i sagen om Færgemanden, overladt til sig selv, sit tomme barndomshjem og sin tvivl om, hvor han hører til. Da hans søster melder sin ankomst, begynder de sammen at rode op i familiens dystre fortid, og Dødedansens mottot "Hvad I er, var vi engang; hvad vi er, skal I blive" truer med at blive sandhed for både morderens ofre og Mads Lindstrøm selv. 

Mads Lindstrøm må på den igen – og det er ikke helt ufarligt!

Som I ved, er det ikke krimier jeg læst flest af, men nogle gange er det nu meget godt med lidt spænding, bestialske mord og spor der skal tydes. Og heldigvis ved jeg at Karen Inge Nielsen er et godt sted at gå hen når jeg får lyst til det.

Hendes historier om først ”Færgemanden” og nu ”Dødedansen” foregår både i Danmark og Tyskland. Det er tydeligt at der ligger en god del research og viden om fremgangsmåder hos både politiet og retsmedicinere i historierne og de føles meget troværdige. Jeg kan rigtig godt lide at der er kælet så meget for detaljerne og som læser er man man hele vejen. Vi følger Mads' tanker og forestillinger om "hvem", "hvorfor" og "hvordan" og vi er selv med til at lægge alle brikkerne til puslespillet. 

I denne kommer vi tættere på Mads’ egen historie og ikke mindst hans tanker omkring farens formodede selvmord og jeg håber der kommer endnu flere brikker til puslespillet i næste bog. Jeg havde håbet at der var lidt mere samspil mellem Mads og søsteren, men de få gange Mads er hjemme, mens hun er der, er han fjern og fraværende. De har et par øjeblikke, men ville godt have haft lidt mere. 

Mads minder mig om en ung Inspektor Morse med en næse for de små, men vigtige detaljer, samtidig med at han ikke er en der åbner op omkring sig selv. Han vil også helst gøre alting selv og selvom han står fast på at han ikke tager jobbet med hjem, ved vi jo godt at han lyver for sig selv.

Jeg glæder mig til at læse videre i serien og se hvad forfatteren har i støbeskeen for Mads og de andre – jeg er sikker på at det ikke kommer til at gå stille for sig.

Tak til DreamLitt for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: DreamLitt
Udgivet i: 2021
Antal sider: 349
5 ud af 6 stjerner

tirsdag den 3. maj 2022

Andreas Boeskov; De glemte vogtere [Uopfordret anmeldereksemplar]

Andreas Boeskov; De glemte vogtere [Uopfordret anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Bagsidetekst:
Menneskene er begrænsede. De vader rundt som blinde mellem farer, som de er fuldstændig uvidende om.

Asger elsker at tegne. Han forstår bare ikke, hvordan de uhyggelige væsner kommer ud af spidsen på hans blyant. En dag står han ansigt til ansigt med et af væsnerne fra tegningerne, og da det angriber, dukker en mystisk flok børn op for at redde ham.

Det bliver starten på et vildt eventyr, der åbner Asgers øjne for en fantastisk verden. Han opdager kræfter, han ikke anede, han havde, men som han i høj grad får brug for. Sammen med sine nye venner - og fjender ...


Anderledes og helt særlig på sin egen måde – sådan vil jeg beskrive ”De glemte vogtere”.

Det er dansk fantasy for mellemtrinnet (10+) der både berører emner som ensomhed, loyalitet, kreativitet og meget mere, på fineste vis. Samtidig er det ret dyster læsning og det kan jeg godt lide. Der ligger hele tiden en fornemmelse af at der er noget vi som læser ikke ved. Noget vi overser. Noget vigtigt. Og lad mig blot afsløre - ganske kort - at det er der!

Dette er historien om Asger, der godt kan lide at tegne, men som føler sig overset og alene både i skolen og derhjemme. Han føler ikke at forældrene eller klassekammeraterne ser ham. Han har kun sine tegninger. Tegninger af underlige monstre, som han ikke ved hvorfra han får inspirationen til. En dag får han et tilbud han ikke kan sige nej til. Et tilbud der vil ændre hans liv – og ikke nødvendigvis til det bedre, hvis jeg skal være helt ærlig, men jeg vil ikke sige mere end det.

Jeg kan rigtig godt lide den her historie, den er meget anderledes, den er mørk og så piller den også lidt ved ens moral og hvor langt man vil gå for det man tror, er det rigtige. Forfatteren har skabt et gennemført univers, et persongalleri der spiller godt sammen og en historie der fanger fra første side.

Vær beredt på, at du ikke kan slippe den når, først du er gået i gang. Og så må forfatteren godt komme i gang med en 2’er, for helt ærlig, den slutning? Det er ikke fair!

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i: 2022
Antal sider: 272
6 ud af 6 stjerner