Viser opslag med etiketten billedbog. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten billedbog. Vis alle opslag

mandag den 4. marts 2019

Ane Bjørn; Omvendt sne [Anmeldereksemplar]

Ane Bjørn; Omvendt sne [Anmeldereksemplar fra Jensen & Dalgaard]

Bagsidetekst:
De har en leg, Sne og Lue, hvor de klæder sig ud som hinanden. 
Så bytter de jakke og hue og navn, Sne bliver Lue og Lue bliver til Sne.  

Ane Bjørn har tidligere udgivet "Da natten blev væk" om drengen Theodor, som skal ud og finde natten. Ham og hans far elsker natten, men en aften kommer den ikke. Theodor begiver sig nu afsted for at forsøge at finde natten. Undervejs får han følge af en stjerne, en ulv og et monster - væsner der også elsker natten. Det er en meget fin fortælling om frygten for det ukendte og at opdage, at det vi frygter, ikke nødvendigvis er farligt. 
 
Jeg er helt vild betaget og vild med Anes meget meget smukke illustrationer. Stregen er den samme i begge hendes bøger og jeg kan især godt lide at personerne er hvide, mens der er masser af farve omkring dem. Selv hvis man ikke læser billedbøger, vil jeg varmt anbefale at læse dem, om ikke andet, så for at kigge på det flotte illustrationer.


"Omvendt sne" handler om døden og om at komme videre. Som bagsideteksten fortæller leger Sne og Lue en leg - en leg der en dag går grueligt galt og Lue dør. Sne har dårlig samvittighed, for hvis de ikke havde leget, så havde Lue overlevet. Hun føler at han er mere værd end hende. Derfor tager hun for at finde ham og bringe ham hjem igen, men man kan ikke bringe de døde tilbage og selvom nogen kommer hjem, føles det helt forkert.


Den eneste måde at få de døde tilbage er ved at ære deres minde, snakke om dem og mindes dem. På den måde dør de aldrig og de vil altid være hos en - i hjertet. Det er den lektie Sne og læseren skal lære af denne fine billedbog.


Jeg kan rigtig godt lide når billedbøger kan noget for både børn og voksne. Jeg har nu læst flere billedbøger om sorg som virkelig skærer mig i hjertet og får mig til at græde, og jeg synes det er virkelig fedt at billedbøger - som er enkle historier (men ikke nødvendigvis små) - kan ramme voksne så hårdt. "Pigen med den sorte kuffert" af Christine Lund Jakobsen og "Stig" af Annica Hedin kan det samme. 

Hvis du endnu ikke har læst "Da natten blev væk" eller "Omvendt sne" vil jeg give dem begge mine varmeste anbefalinger. Læs og nyd dem!


Tak til Jensen & Dalgaard og forfatter for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgivet i: 2018
Antal sider: 44
6 ud af 6 stjerner

torsdag den 6. december 2018

Ryan Higgins; Da Boris blev julebjørn [Anmeldereksemplar]

Ryan Higgins; Da Boris blev julebjørn [Anmeldereksemplar fra Carlsen]

Bagsidetekst:
Boris er mange ting. Han er en bjørn. Han er gnaven. En udmærket kok. Og så er han mor til fire gæs. Men hvis der er noget, han ikke er, så er det julemand! Troede han!

Årh, den stakkels Boris. Han må godt nok gå grueligt meget igennem. I de første bøger om Boris er det klart at han bestemt ikke bryder sig om sine rolle som mor og alt hvad det indebærer, men samtidig vil han jo helst ikke undvære sine kære gæs. Selvom han er grumpy og for det meste meget sur, så banker der alligevel et hjerte af guld indeni - omend der nok er lidt langt deri.


Nu nærmer julen sig og Boris vil allerhelst bare gå i hi og sove vinteren væk, men gæs og mus har en helt anden plan for Boris. En uheldig misforståelse gør at Boris bliver set som julemand og det er dyrene omkring ikke sene til at udnytte. Snart skal han både tage imod ønsker og dele gaver ud - ingen af dele er noget Boris bryder sig særlig meget om.


Om der når at falde julesne og stemning over Boris' lille hjem, vil jeg lade være op til jer. Jeg kan dog roligt sige at det på ingen måde bliver en kedelig og stille jul, som Boris nok havde håbet på!


Hvis du endnu ikke har stiftet bekendskab med Boris, så kan det varmt anbefales. Selvom det er billebøger og derfor nok mest henvendt til børn, er de ligeså sjove for det voksne publikum. Der er humor mellem linjerne som børnene ikke vil fange, men som vil gå rent ind hos de voksne. Mange af Boris' kvaler kan man som forældre nikke genkendende til. Illustrationerne er også med til at gøre dem virkelig skønne. Der er virkelig ikke sparet på detaljer og mimikken i Boris' hoved (ansigt?) er ikke til at tage fejl af - man er ikke tvivl om hvordan han har det.

Jeg kan varmt anbefale de andre bøger i serien og hvis man vil have en julet historie uden at det bliver alt for tutte-nuttet, så er den her et must!

Tak til Carlsen for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: Santa Bruce
Udgivet i: 2018 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 44
6 ud af 6 stjerner

mandag den 5. november 2018

Christine Lund Jakobsen; Hermans have [Anmeldereksemplar]

Christine Lund Jakobsen; Hermans have [Anmeldereksemplar fra Vild Maksine]

Bagsidetekst:
Herman bor helt alene i sin have, og sådan vil han gerne have, at det skal fortsætte. Men en dag begynder ubudne gæster at trænge sig på ...

Jeg har tidligere læst og skrevet lektørudtalelse på Christines billedbog "Pigen med den sorte kuffert" - og selvom det er en utrolig barsk historie om sorg, tab og om at komme videre, er den stadigvæk meget flot i sit udtryk. Jeg synes illustrationerne er virkelig flotte og de underbygger rigtig godt stemningen i bogen.

De samme ting kan jeg sige om denne. Selvom den ikke er trist på samme måde som historien om pigen, er der alligevel noget tragisk over Herman. Herman elsker sin have. Han passer og plejer den efter alle kunstens regler. Han holder så meget af den at han har lukket sig inde i haven. Han bygger et stort hegn rundt om hele haven, og selv ikke engang da der bliver banket på og råbt om hjælp, vil han lukke folk ind.

Herman bliver dog nød til at indse at han har brug for at lukke folk ind. For en nat rumler og brager det udenfor og da han vågner næste morgen, svæver han rundt i rummet - helt alene. Herman må nu åbne sin have og arbejde sammen med hans medmennesker om at bygge jorden op igen.

Som i "Pigen med den sorte kuffert" er der i den pæne indpakning et stærkt budskab. I "Hermans have" er budskabet at turde lukke det ind i vi ikke kender. Vi skal også lære at acceptere hinandens forskelligheder, og indse at netop forskelligheder også kan være en styrke når der skal løses store problemer - som fx det at svæve rundt i universet uden særlig meget fast grund under fødderne.

"Hermans have" er endnu en smuk perle fra Christines hånd og hun forstår på fineste vis at få formildet et vigtigt budskab. Selvom mange børn måske vil have svært ved at se budskabet, men i stedet opfatte historien som fantasifuld, kan samtalerne man kan have om historien være med at skabe forståelse for budskabet og hvad Christine håber at opnå.

Tak til Vild Maskine for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Vild Maskine
Udgivet i: 2018
Antal sider: 40
5 ud af 6 stjerner

tirsdag den 30. oktober 2018

Line Leonhardt; Skildpadden der ville bestige Mount Everest [Anmeldereksemplar]

Line Leonhardt; Skildpadden der ville bestige Mount Everest [Anmeldereksemplar modtaget af Calibat]

Bagsidetekst:
Det kan godt være, Sebastian bare er en lille skildpadde med korte ben, men han vil bestige verdens højeste bjerg alligevel! 

Han kæmper sig op ad det stejle bjerg, og bag hvert sving lurer skræmmende dyr. Sure yakokser, sultne sneleoparder og bidske, røde pandaer.

Men hvorfor skal han egentlig bestige Mount Everest? Er det for sin egen skyld eller til ære for Bedstefar?

Sebastians bedstefar er lige død. Inden han døde fortalte han Sebastian at der var én ting han fortrød, han aldrig fik gjort: at bestige Mount Everest. Nu tænker du sikkert, at det kan skildpadder da slet ikke. Og netop den tanke får Sebastian også, men han lytter også til sin bedstefars gode råd: man kan, hvad man vil!

Sebastian beslutter sig selvfølgelig for at prøve det råd af i praksis, og hvilken bedre måde, end at bestige Mount Everest - både for sin bedstefar og for at vise at skildpadder altså godt kan bestige bjerge, når blot de sætter den ene fod foran den anden. Undervejs må Sebastian klare forskellige prøvelser og skræmmende dyr. Heldigvis er han en sej skildpadde og han giver ikke sådan op.

Historien har et eventyrligt præg, med sin hjem-ude-hjem-tematik og hele betragtningen af at kunne klare alt hvad man sætter sig for, hvis blot man vil. Teksten passer fint til illustrationerne, der er flotte og farverige. Måske er jeg for pragmatisk, men jeg synes historien falder lidt til jorden med den bjergbestigende skildpadde. Selve tanken er god nok og pointen med at tage ét skridt af gangen er også veludført.

Hvis du trænger til en hyggelig billedbog, der giver stof til samtale og eftertanke - for hvor meget kan vi egentlig selv som mennesker? - så er det her et godt bud på en bog du kan læse. Hvis du bliver hooked på Lines skrivestil, har hun heldigvis skrevet meget mere man kan give sig i kast med!

Tak til Calibat for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Calibat
Udgivet i: 2018
Antal sider: 36
4 ud af 6 stjerner

fredag den 7. september 2018

Oliver Jeffers; Her er vi [Sponsoreret]

Oliver Jeffers; Her er vi [Sponsoreret]

Bagsidetekst:
Vores verden kan være et uoverskueligt sted, især hvis du lige er ankommet. Dit hoved er garanteret fyldt med spørgsmål om den nye verden, så lad os gå på opdagelse i den ...

Det er ingen hemmelighed at jeg er en stor fan af Oliver Jeffers. Jeg er vild med hans streg og fortællemåde. Han formår på fineste vis både at skrive sjovt og med et glimt i øjet, og sårbart og hjerteknusende. Illustrationerne passer til historierne, og det er som om de får et ekstra liv når man læser det hele sammen. Jeg har tidligere anmeldt "Drengen i den stribede pyjamas", med illustrationer og i netop den historie, gør tegningerne en enorm forskel. Det er faktisk som om, at bogen rammer hårdere nu hvor der er illustrationer. Jeg har ikke læst bogen før, og selvom jeg er ikke er tvivl om at den var hård at komme igennem uden illustrationer, er jeg sikker på at med tegninger, er den meget værre! Den er simpelthen et mesterværk.


Men det er ikke den vi skal snakke om nu. Derimod skal vi til noget mere opløftende og hyggeligt. Nemlig en fars historie til sin søn. "Her er vi" er en historie fra Oliver Jeffers til sin egen søn. I bogen forsøger han at forklarer hvad Jorden, Månen og stjernerne er. Han forsøger at forklare hvad havet er, hvad vi mennesker er og hvad vi har brug for. Han forklarer at en lille børnehjerne nok har svært ved at forstå alt det han forsøger at forklarer, men at forståelsen nok skal komme. Hvis ikke den gør, så giver han det råd at man altid kan spørge - for vi er ikke alene.


Illustrationerne er som vi kender dem fra forfatterens tidligere bøger. Simple streger der alligevel er utrolig smukke og indeholder mange detaljer. Der er ikke meget tekst på de enkelte sider, men det gør ikke noget, for illustrationerne underbygger fint teksten og giver stof til samtale undervejs i læsningen.

Af alle forfatterens billedbøger (i hvert fald dem jeg har læst) vil "Barn af bøger" altid have en særlig plads i mit hjerte, men "Her er vi" er lige i hælene på den og jeg glæder mig til at jeg kan sætte mig ned med Iris og læse bogen med hende og snakke om livet på jord - i hvert fald så meget af det, som jeg nu kender til. Jeg giver bogen (og hans tidligere) mine varmeste anbefalinger - jeg er stor fan!


Tak til Carlsen for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: Here we are
Udgivet i: 2018 (på dansk)
Antal sider:
6 ud af 6 stjerner

fredag den 24. august 2018

Ryan Higgins; Boris flytter [Reklame]

Ryan Higgins; Boris flytter [Reklame]

Bagsidetekst:
Bjørnen Boris bor ikke (længere) alene. Faktisk er der SÅ mange andre i huset nu, at Boris beslutter sig for at flytte. Langt væk!

Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med Boris, så skynd dig på biblioteket og lån de tidligere bøger, eller gå i en boghandel og køb dem! Du vil elske ham!

Jeg er i hvert fald glad for at have mødt ham, selvom han er et rimelig gnavent bekendtskab. Der er ikke meget han er tilfreds med. Faktisk meget meget lidt. Det er ikke blevet bedre efter han blev mor til gæslinger (yep, læs den første bog) eller da han kom hjem og fandt sit hus lavet om til hotel af tre mus (læs bog nummer to).

Problemet er nu at gæslingerne og musene har det rigtig godt sammen - de bader, spiller pandminton (det er en ting, ja) og alt muligt andet der irriterer Boris grænseløst. Han vil egentlig bare gerne have fred og ro.


Og hvordan får Boris så det? Han flytter væk med sine gæslinger. Langt væk! Huset skal dog lige bygges først og det bliver selvfølgelig udsat, for vi kender jo alle til håndværkere og deres deadlines - jeg forestiller mig at de skildpadder som bygger Boris' hus ikke er de hurtigste i byggebranchen. De får dog huset færdigt og Boris og gæslingerne kan flytte ind og det bedste? Her er ingen mus og ingen larm ... Så Boris var glad!


Hvad Boris dog ikke havde medregnet var, hvor glad gæslingerne var blevet for musene. Og selvom Boris er gnaven og helst ikke vil vise at han bekymrer sig, bliver han dog bekymret for gæslingerne og prøver alt muligt. Måske, inderst inde savner han også musene - bare en lille smule. En meget lille smule ...

Noget af det jeg virkelig elsker ved de her billedbøger er, at både børn og voksne vil finde dem underholdende. Børnene fordi tegningerne er geniale og historien virkelig underholdende. De voksne fordi der er så meget mellem linjerne at de næsten kunne være for voksne. Boris der bliver mor ved et uheld og nu må tage konsekvensen af det og selvom han er sur og gnaven, ved vi godt at han holder af de gæslinger. Det er simpelthen nogle geniale bøger. Selv nu hvor jeg skriver anmeldelsen trækker jeg på smilebåndet af de ting der sker.

Det er helt virkelig godt bud på årets billedbog!

Tak til Carlsen for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: Bruce's Big Move
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 48
6 ud af 6 stjener

tirsdag den 8. maj 2018

Oliver Jeffers; Træet / Hjertet og flasken [Sponsoreret]

Oliver Jeffers; Træet / Hjertet og flasken [Sponsoreret af Carlsen]

Bagsidetekst: Træet
Da Fredes drage sætter sig fast i et træ, er han fast besluttet på at få den ned igen. Men hvordan? Jo, han kan skyde den ned med sin sko. Men den sætter sig bare også fast. Og det gør den næste sko også. Hvad kan mon få dragen ned med? En orangutang? En båd? En hoveddør? Og det er kun begyndelsen ...

Træet er - i forhold til andre af Olivers bøger som jeg har læst - noget mere underholdende. Det er fortællingen om den stædige dreng Frede og dennes kamp for at få sin drage ned fra et træ. Og hvordan griber Frede så det an? Jo, han kaster den ene ting efter den anden op i træet for at få dragen ned. Sine sko, dyr, hoveddøren, skibe, brandbiler og meget andet - lyder det grotekst? Det er det også, men det er samtidig virkelig underholdende. Og lykkes det så Frede at få dragen ned? Det gør det skam, og han leger med den resten af dagen, til han ligger i sin seng og kommer i tanke om, at der vist er noget han har glemt ... og vi ser en af brandmændene få en god ide til hvordan de kommer ned fra træet.

Oliver har med sit utrolig fine og lette sprog skrevet en finurlig billedbog om stædighed og opfindsomhed når man står over for et stort problem. Tekst og billede passer smukt sammen og som hans andre billedbøger er de simple, men flotte illustrationer små kunstværker i sig selv.

Det er helt klart et en billedbog der vil underholde både store og små læsere og som der kan drages mange samtaler ud fra. Hvordan har han mon kræfter til at kaste alle de ting op i træet? Hvor meget plads mon der er i træets krone? Hvorfor kravlede han ikke bare op efter dragen? (Fordi det er der ingen sport i...!)



Bagsidetekst: Hjertet og flasken
Der var engang en pige, hvis hoved var fyldt med alverdens forunderligheder. Men en dag skete der noget, der fik pigen til at gemme sit hjerte væk på et sikkert sted. Og herefter virkede alt mere tomt end før. Kan hun mon finde sit hjerte igen?

Oliver Jeffers kan altså virkelig noget magisk med hans billedbøger. "Hjertet og flasken" er endnu et eksempel på hans sublime fortælleevne og måde at håndtere nogle af livets store spørgsmål på. I denne bog tages der fat i nogle af tunge emner som sorg, tab og kærlighed. Vi møder en pige der til at starte med forundres over alt hvad der er i verden, men så oplever hun noget der får hende til at gemme sit hjerte væk i en flaske. Dette medfører at hun ikke længere forundres over verden. Hun tager ikke længere del i livets små mirakler og livet føles derfor tomt. Det store spørgsmål er som, om hun tør og kan få sit hjerte tilbage og igen opleve den forunderlige verden.

Som med "Barn af bøger" kan denne næsten kategoriseres som en voksenbog, da de indeholder så mange facetter, at det er lige før det bliver for meget for børn. Olivers utrolig smukke illustrationer er hjerteskærende ærlige og giver historien et ekstra lag af både stemning og følsomhed. Det gør at man nemt sidder med hjertet oppe i halsen mens man læser. Samtidig giver de et fint indblik i verdens forunderligheder og der er dyr, planter og meget andet man kan forundres over.

"Hjertet og flasken" er en billedbog der rammer både de store og små læsere. Historien rammer de små læsere i sin enkel- og lethed og på den fine måde den får beskrevet nogle af livets store spørgsmål. Den rammer de voksne læsere fordi den netop tager fat på tunge emner og giver plads til samtale og dialog om netop de emner.

Jeg er stor fan af Oliver Jeffers og hans arbejde. Hans skrivestil og de flotte illustrationer. Det er billedbøger der går op i en højere enhed og som jeg helt sikkert vil genlæse igen og igen.

Tak til Carlsen for begge bøger!

Fakta:
Forlag: Carlsen
Udgivet i: 2018 (på dansk)
5 ud af 6 stjerner (til begge bøger)

onsdag den 13. december 2017

Ellen Holmboe; Og de onde lo [Sponsoreret]

Ellen Holmboe; Og de onde lo [Sponsoreret indlæg af Alvilda]

Bagsidetekst:
Glæd dig til en samling amoralske dyrefabler, hvor de onde ler, og de gode bli'r ædt ...

Amoralsk og umoralsk
Amoralsk er den, der ikke har nogen moral og ikke kan kende godt fra ondt.

Umoralsk er den, der kender forskel på godt og ondt, men som alligevel bryder de vedtagne regler, bevidst eller udbevidst. 

Først vil jeg sige: wow!! For denne billedbog er - på trods af indholdet - noget af det smukkeste jeg har set længe! Selve bogen er stor og den flotte illustration på forsiden lover dystre og makabre historier - og det holder den.

Så vil jeg så sige, at hvis man ikke kan lide amoralske og umoralske personer og historier, så skal man ikke læse videre. Jeg vil dog mene at alle - både børn og voksne - ville kunne finde bogen både spændende og lærerig og bestemt også underholdende. Nogle af historierne er så makabre at man må ryste på hovedet for at komme videre i bogen. Bogen indeholder 12 meget forskellige og dog rimelig ens groteske historier. Forskellige fordi de omhandler meget forskellige personer, måske nærmere dyr, ens fordi de alle tager det at være amoralsk op. Der er bl.a. historien om børnene der spiser deres far og sætter jagten ind på deres mor. Der er historien om pingvinerne der slår isbjørne ihjel og spiser dem - hvilket også forklarer hvorfor der ingen isbjørne er på Sydpolen, så lærte jeg også det. Der er historien om løvinderne, der spiser den utilfredse og meget dovne hanløve.




Selvom bogen kun er på 32 sider, vil det tage dig meget lang tid at læse den. Historierne er også forholdsvis korte - ingen er mere end én side lang - men indholdet af disse fabler og illustrationer vil fastholde dig lige lidt længere på hver side. For der er leget med sproget i teksten. Selvom handlingerne er mørke og dyster, er sproget let og levende og det er virkelig fedt at læse. Illustrationerne er virkelig en klasse for sig. Sjældent har jeg set så mange detaljer på hver side. Samtidig passer de til de enkelte historier og jeg kan kun forestille mig det kæmpe arbejde det har været at lave dem. For ikke alene passer de til hver enkelt historie, de er også meget naturtro og store. Ikke alene er der en helsides illustration til hver historie, der er også en ramme til hvert tekststykke, som igen passer til historien. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på biologilokalet der hvor jeg gik i gymnasiet hvor der stod kranier, udstoppede dyr og dyr i glas. Det er meget gennemført!



Hvis dette var en lektørudtalelse ville jeg skrive noget i stil med at det må være den smukkeste og mørkeste billedbog jeg har læst i år og at den helt klart skal anskaffes. Dette er dog ikke en lektør, men anbefalingen står stadig ved magt. Det er virkelig noget af det flotteste jeg har læst i år - helt klart det mest makabre, men det er på ingen måde en dårlig ting i denne sammenhæng. Jeg vil med glæde kaste mig over flere fabler fra denne forfatter og illustrators hånd en anden gang.

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Alvilda
Udgivet i: 2017
Antal sider: 32
5 ud af 5 stjerner

onsdag den 14. juni 2017

Line Leonhardt; Grise i krise

Line Leonhardt; Grise i krise

Bagsidetekst:
I Hørmestrup boede Big Joe, der levede af at slagte grise. Men en dag styrtede hans stald sammen og tog livet af alle de svin, han skulle tjene penge på at slagte. Hvordan skulle han nu få råd til sin drøm om at skabe Big Joe's Dance Studio?

Der var ikke andet for end at bygge en ny stald og bestille nye grise. For ikke at gentage sin fejltagelse besluttede Big Joe sig for, at de skulle bo under bedre forhold. Men så begyndte problemerne først for alvor.

For det første er den her billedbog virkelig underholdende. For det andet er den virkelig mærkelig. For det tredje er den virkelig skræmmende.

Bogen er underholdende fordi forfatteren leger med sproget og fortællingen. Svinene kalder hinanden for svin, "dit fede svin" eller "egoist-svin". Samtidig underbygger de virkelig fine, og simple, illustrationer af Palle Schmidt fortællingen rigtig fint - jo, de er karikerede og for meget, men det passer rigtig godt til historien.

Den er mærkelig, fordi, altså, en bondemand der køber nye grise og begynder at forhandle bedre forhold? At grisende så kommer op at skændes og der nærmest udbryder verdenskrig fordi de ikke kan blive enige. Ingen må spise bacon. Ingen grise må slagtes. Grisene begynder at handle med hinanden på tværs af lande og kontinenter - minder det jer om nogen? Det er lidt "Animal Farm" i en lidt mere uskyldig indpakning, og dog. For selvom fortællingen er mærkelig, er den også skræmmende.


Skræmmende fordi den er uhyre virkelighedstro. Da Big Joe skal rekruttere nye grise, er der en gris som ikke vil sige hvad den vil have, og den er skyld i hele problematikken. Grisene bliver inddelt i racer og får forskellige vilkår - minder det om noget? Der vælges overgrise som skal forhandle på alles vegne - ringer det klokker? I det hele taget, er denne mærkelige og bizare historie, tættere på virkeligheden end man skulle tro. Der er bonusser til de gode, der er rockere, krigsførelse og meget meget mere, som kan sidestilles med ting i den virkelige verden. Grisene er griske og Big Joe er den der prøver at gøre alle tilfredse - kan I nikke genkendende til det?

Det er helt klart en bog der henvender sig til mange aldersgrupper. De små læsere vil synes det er en sjov historie med underholdende tegninger. De lidt større læsere vil begynde at kunne trække paralleller til den virkelige verden - måske den endda kan bruges i skolen? Og de voksne, ja, de vil både klukke lidt over humoren og blive en smule forfærdet over den realisme historien portrættere.

Tak til forlaget Fahrenheit for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Fahrenheit
Udgivet i: 2016
Antal sider: 32
4 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Bogoplevelsen
Eva Lucia
Lunas kaffekrog

mandag den 17. april 2017

Oliver Jefffers; Barn af bøger

Oliver Jeffers; Barn af bøger

Bagsidetekst:
Et barn af bøger sætter sejl og begiver sig af sted gennem bogstavlandskabet skabt af klassiske børnebøger og vuggeviser.

... og ja, nogle bøger er nødvendige at have i flere eksemplarer! Dette er en af dem!

Jeg faldt over "A Child of Books" en dag jeg var på arbejde. Den stod på hylden med nye bøger og jeg blev straks draget af den utrolig flotte og simple forside samt titlen - for er alle læseheste ikke børn af bøger?

Historien er lige så fin som forsiden lover den er. Det er historien om et barn af bøger, der inviterer et andet barn med på rejse. På rejse gennem fantasiens verden. Gennem det skrevne ord. Over bjerge, ind i skove. Ud af borge, ind i mørke grotter. På flugt fra monstre, op blandt stjernerne på himlen.


Det er den løftede pegefingre til de voksne der har glemt alle de fantastiske eventyr fantasien kan give en. Det er moralen om at i et hus med ord, bøger og fortælling, er alle velkomne - for fantasien er gratis og til for os alle.


Det er en smuk, smuk, smuk billedbog der indbyder til læsning, genlæsning, genlæsning. Det er en af de smukkeste billedbøger jeg har læst. Det er en billedbog der ikke kan roses nok. Det er en historie der inviterer sin læser til at se potentialet i at læse, i at fordybe sig i en god historie, i at slippe fantasien fri og se hvad der sker.

Hvis du elsker at læse, hvis dit barn elsker at læse, hvis du kender en der elsker at læse - så giv dem denne bog. De vil elske at læse endnu mere når de har læst "Barn af bøger".

Jeg er et barn af bøger! Er du?


tirsdag den 31. januar 2017

Kobi Yamada; What do you do with a problem?

Kobi Yamada; What do you do with a problem?

Bagsidetekst:
What are problems for? They challenge us, shape us, push us, and help ud to discover just how strong and brave and capable we really are. Even though we don't always want them, problems have a way of changing us in unexpected ways.

So, what will you do with your problems? Now that's up to you.

Jeg faldt over den her bog på mit arbejde, på hylden over nye bøger. Normalt er jeg ikke så meget til mangategneserier, selvom jeg er ret vild med "Soulless" og "The Infernal Devices" som manga, er det vist også det.

Så jeg håber ikke jeg træder nogen over tæerne når jeg siger at den her billedbog er mangainspireret - jeg har ikke meget at bygge denne udtalelse på, udover tegnestilen.

Det er en utrolig smuk billedbog. Illustrationerne er simple, holdt i mørke farver, meget blyantagtige. Meget flotte. Både billeder og tekst fortæller historien om en lille dreng der pludselig opdager han har et problem. Et problem der til at starte med bare er en lille sky. Til slut er den dog meget større, mere skræmmende. Sky-problemet vokser fordi han ignorerer den. Forsøger at løbe væk fra den. Gemme sig for den.

Det ved vi vist alle sammen at man ikke kan når det gælder ens problemer. Han finder dog også en måde at bekæmpe, forcere og se sit problem i øjnene. Det kræver hårdt arbejde og mod at møde sine problemer face-to-face. Drengen opdager at problemet, selvom det på ydersiden er mørkt og dystert, indeholder noget smukt: en mulighed. En mulighed for at lære noget og vokse. Og så begynder illustrationerne at komme til deres ret - for de viser på fineste vis hvordan det mørke problem, pludselig er en lysende mulighed.

Hvis du har lyst til en kort, men flot og kærlig historie - så kan jeg varmt anbefale denne!

Fakta:
Forlag: Compendium, Inc.
Udgivet i: 2016
Antal sider: 40
5 ud af 5 stjerner