onsdag den 10. september 2025
Kjersti Synneva Moen; Selma gør det, så godt hun kan [Anmeldereksemplar]
Bagsidetekst:
Selma elsker udeskole, YouTube-challenges og Oskar fra klassen. Ingeborg er ekspert i øjenvippeserum, flydigt hår og kærlighed. Hun udfordrer Selma til den største challenge ever: At vinde Oskars hjerte.
Lykkes det Selma at overvinde alt det, hun er bange for, og logge på kærligheden?
Da jeg læste den her tegneserie, havde jeg ikke forventet at den ville ramme så hårdt som den gjorde. Jeg blev ført direkte tilbage til folkeskolen hvor jeg forsøgte alt for at være "one of the cool kids", selvom jeg overhovedet ikke var det.
Hvor jeg følte mig udenfor og alene, fordi jeg ikke interesserede mig for drenge på samme måde som nogle af min klassekammerater. Ej heller gik jeg synderligt meget op i tøj, hår og make up. Samtidig var jeg måske også en lille smule bange for at prøve nye ting.
Alt det er Selma også - også selvom jeg faktisk synes hun er pænt cool. Nok er hun en smule intimideret af Ingeborg, men hun formår alligevel at opretholde en vis integritet, ved ikke bare at være en medløber, men rent faktisk have en samvittighed og indse når noget er over hendes grænse.
Udover at historien skabte genklang hos mig, skabte den også en vis frygt for når Iris når den alder. Jeg synes det er virkelig tidligt at gå op i tøj, hår og drenge - at lege "sandhed eller konsekvens" og udfordre hinanden til at gøre ting man måske ikke har lyst til. Sker det allerede når ungerne er 11 år?! Hjælp, siger jeg bare...
Jeg håber at jeg er sådan en mor hun har lyst til at komme og snakke med hvis (når?) den tid kommer, men det kan jeg jo kun håbe på og stræbe efter, om det bliver en realitet ved jeg først når jeg står i det.
Historien fortæller os også at der er en grund til at man opfører sig som gør - nogle for opmærksomhed, andre som en reaktion på noget de ikke selv kan styre og så videre. Det giver en dybere forståelse af hvorfor Ingeborg gør som hun gør - selvom det ikke retfærdiggøre hendes valg - og det giver et dybere lag til historien, at vi får det at vide om hende, fremfor hvis vi ikke gjorde.
Der er altid to sider af samme sag og det bliver også håndteret rigtig fint heri.
Alt i alt er det virkelig en rørende, tankevækkende og smuk tegneserie om at være tween, på vej til at være teen. På vej ind i nogle vigtige år af vores liv og år hvor vi skal lære at stå på vores egne ben og stole på at de holder.
Det er en historie om venskab og tilgivelse. For alle venner dummer sig, det er en del af det at være menneske, vi skal bare kunne være store nok til at tilgive og komme videre.
Tak til forlaget for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Straarup & Co.
Original titel: Selma gjør så godt hun kan
På dansk ved: Lisette Agerbo Holm
Antal sider: 269
6 ud af 6 stjerner
onsdag den 12. marts 2025
Jordi Lafebre; En dag - altid
Bagsidetekst:
En smuk fortælling om det platoniske, men evigt lidenskabelige forhold mellem Ana og Zeno. Hun, karismatisk og nyligt pensioneret borgmester, hustru, mor, mormor og højt respekteret figther med et stort hjerte og styr på tingene. Han, hærdet ungkarl, boghandler, sømand og globetrotter med en doktorgrad i fysisk, som har taget ham 40 år at færdiggøre. En fri og flyvsk, men yderst attraktiv fugl.
I årernes løb er de to blevet vævet sammen i en umulig og uudtømmelig kærlighed, som aldrig har fået lov til at folde sig helt ud. Historien fører os med poesi og ømhed tilbage til Ana og Zenos første og afgørende møde og samler det komplekse kærlighedspuslespil om to uadskillelige sjæle, som har måttet vente det meste af livet på hinanden.
Én tilfældig dag, der varer ved for altid.
Jordi Lafebre er en spansk illustrator og tegneserieskaber. Sammen med Zidrou har han lavet ”Lydie” og ”Sommerminder”, mens ”En dag – altid” er hans eget soloprojekt.
Tegneserien har vundet flere internationale priser og jeg kan kun tilslutte mig heppekoret.
Lafebre har en ret karakteristisk streg. I ”En dag – altid” er farvetemaet lidt afdæmpet, men stadig fuld af detaljer. Alt fra den lille franske by hvor meget af handlingen foregår til Zenos mange skibsrejser og oplevelser i udlandet. Det giver historien en helt særlig vibe eller stemning.
Illustrationerne er ret virkelighedstro og giver hver enkelt person sin egen stil. Jeg er især vild med hans måde at tegne øjne på. De er virkelig udtryksfulde og rummer mange følelser.
Og følelser er netop noget vi kommer igennem i den her tegneserie.
Og hvad handler tegneserien så om? Jo, den handler om kærlighed. En storslået kærlighed der overlever trods mange prøvelser og mange år.
Det er en lidt speciel læseoplevelse. Det er nemlig en tegneserie der kan læses både forfra og bagfra. Hvis man læser den forfra, starter man med kapitel 20, hvori møder man de to ældre mennesker, Ana og Zeno. De mødes og snakker om fortiden, spiser småkager og kysser… måske?
Efter kapitel 20, kommer kapitel 19, der foregår før kapitel 20 og sådan fortsætter hele bogen. Vi går altså fra nutiden til fortiden. Læser man den derimod bagfra, starter vi med kapitel 1. Heri er Ana og Zeno unge mennesker der skal ombord på en færge. De deler et følelsesladet første øjekast, og da Zeno forsøger at slippe ombord uden billet, er det Ana der hjælper med at skjule ham. De deler en lidenskabelig nat sammen, men da Zeno bliver smidt overbord, er håbet om en fremtid sammen minimal.
Efter kapitel 1, kommer så kapitel 2, hvor Ana og Zeno er blevet lidt ældre og stadig ikke helt kan glemme hinanden, men stadig ikke har fundet hinanden. Herefter fortælles historien om hvordan de skriver breve til hinanden, som de ikke modtager.
På et tidspunkt mødes de så igen og de optager kontakten med sporadiske telefonopkald når Zeno kan komme til det på sine mange rejser. Ana er blevet borgmester i en lille by og kæmper med politik og bureaukrati.
Når man har læst bogen bagfra og er nået til nutiden, er Ana gået på pension og Zeno har solgt sin boghandel, og måske er det nu de skal leve deres liv sammen?
Ligegyldigt hvilken vej du vælger at læse historien, er det en skøn historie fuld af drømme, håb og ikke mindst en kærlighed, der ikke bliver mindre selvom der går 40 år fra den starter, til den bliver til virkelighed.
Jeg nød at læse den i 2021 og jeg nød at læse den op til denne bogcafe, og jeg tænker at jeg helt sikkert vil nyde at læse den igen. For det er virkelig en skøn historie.
Fakta:
Forlag: Fahrenheit
Original titel: Malgré tout
Udgivet i: 2021 (på dansk)
Antal sider: 150
6 ud af 6 stjerner
onsdag den 7. august 2024
Laurie Halse Anderson; Sig det!
Laurie Halse Anderson; Sig det!
Bagsidetekst:
Jeg
sagde
nej.
Melinda begynder på high school, men en hændelse til en fest i sommerferien har sat så dybe spor i hende, at hun ikke tør tale om, hvad der skete den aften. Tavsheden viser sig dog at være endnu værre. Tør hun bryde den?
"Sig det!" er en grafisk udgave af romanen "Tavs tale", der udkom i 2001 på dansk. Det er en historie forfatteren skrev for at håndtere en depression og den efterfølgende angst, efter selv at være blevet voldtaget.
Jeg har ikke læst den oprindelig bog, så jeg har ikke noget at sammenligne med, men jeg kan med hånden på hjertet sige, at det er en virkelig både stærk og sårbar historie, som bestemt er værd at læse.
Historien om Melinda der ikke tør stå frem og fortælle sandheden om en voldtægt, der har sat dybe spor i hende, er utrolig rørende at læse og jeg sad flere gange med en klump i halsen og frygtede for hvor historien tog mig hen.
For de få gange hun rent faktisk prøver at sige noget, bliver hun ikke taget alvorligt og hun pakker igen følelserne væk og gemmer sig, men det at gemme sig er ikke vejen frem og hun må langsomt indse at hun bliver nødt til at stå frem. Ikke kun for hendes egen skyld, men også for andres.
Det er ikke en grafisk roman der er hurtig læst, men derimod en der både tager tid under læsningen og efterfølgende. For der sidder unge mennesker derude der har det som Melinda og når jeg læser sådan en historie, har jeg lyst til at hjælpe dem. Derfor er "Sig det!" en vigtig udgivelse, for den giver dem der står i samme situation, noget at spejle sig og viser dem at de ikke er alene.
Emily Carroll har stået for illustrationerne og de sort-hvide billeder danner en fin ramme for historien og jeg synes hun har ramt stemningen ret godt. Det er helt tydeligt at der har været både et godt samarbejde og en stor forståelse for det udtryk der skulle frem. Det er en bog der ville kunne bruges til skolearbejde og lystlæsning. Stor ros herfra.
"Sig det!" er et helstøbt værk og jeg er glad for at tegneseriebølgen også bringer den her slags udgivelser med sig.
Bogen er modtaget i forbindelse med udarbejdelse af lektørudtalelsen.
Fakta:
Gyldendal
Original titel: Speak
Udgivet i: 1999 (på engelsk), 2001 (på dansk) og 2018 (på engelsk - grafisk udgave) og 2024 (på dansk - grafisk udgave)
På dansk ved: Betty Frank Simonsen
Antal sider: 375
6 ud af 6 stjerner
onsdag den 10. januar 2024
Cecilie Maintz Thorsen & Heidi Nat Holmeå; Ude af kurs (Wayfinders, #1) [Anmeldereksemplar]
Bagsidetekst:
Lani, Sally og Hr. Malakait aner ikke, at deres liv er få øjeblikke fra at smelte sammen. Om bord på et af de fredsskibe, der skal sikre, at den store krig ikke bryder ud igen, har de hver deres grund til at krydse verdenshavet.
Men skæbnen kan ingen undslippe, og skæbnen har valgt, at de tre skal være heltene i denne magiske historie.
Da jeg først læste den her, i april 2022, var jeg ret begejstret. Jeg havde set den på Instagram og lånt den på biblioteket – dengang på engelsk – og jeg var fascineret af historien og ikke mindst de utrolig stemningsfulde illustrationer.
Det lidt pudsige er at forfatterne/illustratorerne er danske, men har valgt at udgive den på engelsk først og så på dansk. Nok fordi den er udkommet som webtoon først, men ja, lidt pudsigt.
Nu er ”Ude af kurs” eller ”Off Course”, som den hedder på engelsk, så ude på dansk og jeg må sige, at selvom formatet er en smule mindre, så er historien stadig ligeså storslået og smuk som før. Faktisk tror jeg at jeg forstod den endnu bedre nu, end da jeg læste den på engelsk. Selvom der stadig er ting der er forvirrende, men forhåbentlig kastes der lys på det i de kommende bøger (for der kommer vel flere, ikke?)
Historien om de tre meget forskellige Lani, Sally og Hr. Malakait, der bliver bundet sammen gennem et magisk kompas, er interessant og fyldt med dilemmaer. Hvor langt skal man gå for egen vinding skyld? Skal man efterlade det svageste led? Hvor rummelig skal man være? Kan man være loyal overfor nogen man kun lige har mødt og i virkeligheden ikke aner noget som helst om?
Som læser guides man igennem historien – med et par kække sidebemærkninger hist og her (hvilket jeg normalt synes er virkelig irriterende, men her gjorde det ikke noget). Vi bliver en smule klogere på personerne, deres tanker og hvorfor de er med ombord på skibet, men jeg håber at der kommer mere kød på senere hen.
Sally, pigen der er syet sammen af flere dele og kan underlig magi, er virkelig herlig og har en skøn tilgang til tingene, mens Hr. Malakait er mere tilbagetrukken og forsigtig med hvad han både siger og gør. Lani har også magi og forsøger at hjælpe så godt hun kan. De er et underligt trekløver, men jeg spår at de nok skal finde ud af det … forhåbentligt.
Illustrationerne er fulde af detaljer, fulde af liv og fulde af fantasi. Jeg er vild med dem og de giver virkelig deres helt eget feel til tegneserien.
Læs den på dansk – eller engelsk, men i hvert fald, læs den.
Tak til forfatterne for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Cobolt
Original titel: Wayfinders: Off Course
Udgivet i: 2021 (på engelsk) og 2023 (på dansk)
Antal sider: 208
5 ud af 6 stjerner
onsdag den 6. december 2023
Nagabe; The Girl from the Other Side, vol. 12
Nagabe; The Girl from the Other Side, vol. 12
Bagsidetekst:
It was inevitable that the road walked by Teacher and Shiva would be sorrowful, but nok all fo their times together were bleak. Many of their days held quiet, shimmering joy; comfortable days of sunlight and soft breezes where nothing of significance happened. Days that remained unseen … until now. These are the side stories of two people – ond human, one inhuman – who linger in the hazy twilight that separates night from day.
Jeg kan ikke huske hvor jeg faldt over denne serie henne, da det efterhånden er en del år siden. Siden jeg opdagede den er det blevet til 11 bøger og nu denne tolvte bog, som indeholder en håndfuld noveller.
"The Girl fom the Other Side" er en manga om den unge pige Shiva der bor hos Teacher. Teacher er bare ikke en lærer for Shiva, men også en Outsider - og dermed bærer af en skrækkelig sygdom, der kan slå et menneske ihejl, ved en enkelt berøring. Af en eller anden grund er Shiva dog immun og lever trygt sammen med Teacher.
Tegneserien er utrolig smuk historie. Jeg er vild med den enkle streg, de simple, men alligevel utrolig stemningsfulde illustrationer og ikke mindst med historien - selvom den er barsk og gør ondt at læse. Som læser er vi godt klar over at det ikke kan ende godt for hverken Shiva eller Teacher, men hvordan det rent faktisk ender, vil jeg ikke afsløre - læs hellere serien selv.
Denne tolvte bog i serien spoiler ikke noget af handlingen i de andre bøger. Det er noveller der viser, at selvom hovedhistorien med Shiva og Teacher er tragisk, så havde de gode stunder sammen.
Shiva skal bl.a. lære Teacher at tegne og bage æblekage, mens han forsøger at lære hende tålmodighed og at ting ikke altid sker i det tempo man gerne vil have det til at ske. Samtidig får man et indblik i hvor meget de to holder af hinanden. Der er en særlig ømhed i tegningerne som vises i både Shivas ansigt og i Teachers kropsprog. Det er en samling meget rørende noveller og jeg sad flere gange med en klump i halsen.
Hvis du er fan af serien, skal du bestemt ikke snyde dig selv for denne lille ekstra bog og hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med denne fine manga, så gør det endelig.
Fakta:
Udgivet i: 2022
Forlag: Seven Seas Entertaiment
6 ud af 6 stjerner
onsdag den 25. oktober 2023
Sophie Souid og Thomas Hjorthaab; Møgmis: En rædsom rolling og en kattepine af dimensioner [Anmeldereksemplar]
Sophie Souid og Thomas Hjorthaab; Møgmis: En rædsom rolling og en kattepine af dimensioner [Anmeldereksemplar]
Bagsidetekst:
Siverts lille kusine Marie kommer på besøg. Og pludselig bliver Møgmis leget med. Og kaldt sukkermås og prutfis og får seriøs kamp til sin pels, for kusine Marie er noget af en potefuld. Og en rædsom rolling, hvis du spørger Møgmis (og Sivert). Møgmis indstiller derfor sine onde planer om at gøre det af med Sivert og beslutter at give kusine Marie en lærestreg. Men det går ikke som forventet. Slet ikke, faktisk.
Da jeg første gang læste bogen om Møgmis, må jeg indrømme at jeg var lige dele fascineret og en smule skræmt over at man kunne skrive sådan noget voldeligt og blodigt noget til børn. Nu har jeg efterhånden læst dem en del gange og nu er jeg hooked. Så hooked at jeg anbefaler den til alt og alle der vil lytte – kollegaer, gæster på biblioteket og nu også dig der læser med her.
I første bind møder vi ”Puttegøj-Ronaldo” aka Møgmis. Møgmis er Siverts kat og Sivert troede i sin barnlige naivitet at en kat ville være det nemmeste og bedste legetøj, men bare ærgerligt. Møgmis får skylden for alt, måske især det som den aldrig kunne have gjort. Møgmis hader Sivert og Sivert hader Møgmis. Møgmis elsker at udtænke måder hvorpå han kan slå Sivert ihjel.
Pssst, inderst inde kan Møgmis jo godt lide Sivert, men han vil dælme ikke stå ved det!
Nu er vi så kommet til bog nummer tre i rækken – ”En rædsom rolling og en kattepine af dimensioner” og Møgmis må indstille sit ellers glimrende og gennemtænkte hævntogt mod Sivert for at tage sig kærligt at kusine Marie der skal bo hos Sivert i en uge.
Kusine Marie er bare ikke lige sådan at hamle op med og Møgmis får brug for al sin snuhed, al sin opfindsomhed og muligvis al sin grusomhed for at få kusine Marie ned med nakken.
Som i de to foregående bind er der ikke sparet på de fuldstændig syret ting Møgmis gør. Der er ikke sparet på vold, blod, snot og grædende børn. Ej heller er der sparet på fuldstændig vanvittige ideer – som folk med små børn på en eller anden måde sagtens kan sætte sig ind … og måske finde en smule fristende …
Hvis du endnu ikke har læst bøgerne om Møgmis, kan jeg kun sige ”KOM I GANG” – ligegyldigt om du er barn, ung eller voksen. De er hylende morsomme, vanvittige og elskelige deres helt egen unikke måde. Jeg glæder mig til at læse flere.
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fakta:
Forlag: Gads Forlag
Udgivet i: 2023
Antal sider: 72
5 ud af 6 stjerner
onsdag den 11. oktober 2023
StineStregen; Voksenværk [Anmeldereksemplar]
Beskrivelsen af bogen på Saxo:
En stribebog om livet som kvinde set gennem StineStregens sårbare, sjove og skarpe pen. Hvad sker der, når man begynder at få styr på sin uddannelse og sit arbejdsliv - og alle omkring en kaster sig ud i parforhold og børn? Og hvordan reagerer omverdenen, hvis man faktisk ikke vil have børn?
Det er ingen hemmelighed at jeg er stor fan af Stine og hendes tegneserier. Jeg er pjattet med hendes enkle og alligevel detaljerede streg. Hun formår med meget få streger at gøre det helt klart hvordan hendes karakterer har det. Hvilket gør dem utrolig troværdige.
”Voksenværk” er tredje del af Stines ”opvækst”-serie, eller hvad man nu kan kalde det. De to første ”Det bliver et langt liv” og ”Forklædt som voksen”, handler henholdsvis om de svære teenageår og årene som ung voksen. Og der er masser af ting at tage fat på!
I ”Voksenværk” tager Stine fat på en ny problematik: at være voksen uden at have lyst til at få børn.
Som en med børn, kan netop den tankegang være svær at sætte sig ind i – og så alligevel ikke. For det hele kommer ned til om man har lyst til at få børn. Den lyst kan være svær at sætte ord på og endnu svære at forstå, hvis man netop har den.
Stine forklarer – som kun hun kan – hvordan det er at blive konfronteret med netop dette fravalg af børn. Hvordan hun føler samfundet og hendes omgangskreds ser hende. Hvordan det får hele til at føle, når hun gang på gang skal forsvare sin manglende lyst til at få børn.
For er det nødvendigt at få børn, hvis man ikke har lyst? Som en af striberne i bogen viser, er man – ifølge en artikel i Politiken – først fuldendt som kvinde, når man har fundet den mand, man vil have børn med. Og helt ærligt, det er da noget fis.
Hvis du har læst de to foregående bøger i serien, skal du ikke snyde dig for denne. Den er stærk, ærlig, tankevækkende og smuk og Stine slår igen hovedet på sømmet og rammer virkelig mange med sin historie.
Tak til forlaget for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Gads Forlag
Udgivet i: 2023
Antal sider: 144
5 ud af 6 stjerner
onsdag den 9. august 2023
Engelske tegneserier til børn og unge
Engelske tegneserier til børn og unge
Herunder giver jeg seks gode bud på fede tegneserier - på engelsk - til børn og unge. Bøgerne kan alle lånes på biblioteket.
“The Dam Keeper” af Robert Kondo
Vi følger den lille gris Pig, der skal varetage Sunrise Valleys dæmning og mølle. Dæmningen og møllen er uundværlige for byen. Den forsvarer byen imod den farlige sorte tåge – en tåge der gør folk sindssyge. Pigs far er forsvundet ud i tågen og da møllen en dag går i stykker, beslutter Pig sig for at finde sin far og få svar på hvad tågen egentlig er. Det bliver en farefuld rejse.
“The Dam Keeper” er en virkelig rørende tegneserie om at tro på sig selv, om loyalitet og venskab. Det er den slags historie der giver en klump i halsen og det er lige før man skal finde Kleenex frem når man kommer til sidste bind. Illustrationerne enkle, og til tider egentlig lidt sjuskede, men utrolig stemningsfulde.
Den findes også som kortfilm fra 2014 med bl.a. Lars Mikkelsen som fortæller. I 2015 var den nomineret til en Oscar for bedste animerede kortfilm.
Kan læses fra 8 år.
“The Moth Keeper” af Katie O’Neill
I ”The Moth Keeper” fortæller Katie historien om den unge pige Anya, der endelig er voksen nok til at påtage sig rollens om Moth Keeper, beskytteren af månemål, der gør det muligt for blomsten Night-Lily at blomstre én gang om året. Den landsby hvor Anya bor i, er afhængige af blomsten og Anya er opsat på at bevise sit værd.
”The Moth Keeper” er en flot og stemningsfuld tegneserie om magi, håb og venskab. Illustrationerne er i Katies vanlige stil, og har man læst ”The Tea Dragon Society” kan man trække mange paralleller.
Kan læses fra 11 år.
”Scurry” af Mac Smith
I ”Scurry” er menneskene flygtet fra byen og har efterladt huse ødelagt og overladt til naturens luner. En langvarig vinter er i gang og har presset dyrene til det yderste. I den musekoloni historien handler om, bliver spejdere sendt ud efter mad og ingen er bedre end Wix. Det er dog ikke alle mus der mener de skal blive i kolonien, men i stedet rejse til byen. Dette medfører magtkampe, forræderi og ikke mindst en rejse ud i det ukendte for Wix og Pict.
”Scurry” er læsning i den tungere ende og kræver sin læser. Der er meget tale på siderne, samtidig med at man skal holde øje med detaljerne på illustrationerne. Hvis man kan holde koncentrationen, får man til gengæld også en rigtig fed læseoplevelse.
Kan læses fra 12 år.
“Wingbearer” af Marjorie Liu
Marjorie Liu er også skaberen af ”Monstress” – en ret mørk og dyster tegneserie, som jeg desværre er gået lidt død i. Heldigvis kan man så kaste sig over ”Wingbearer” i stedet, der er lidt lettere læsning.
Historien handler om pigen Zuli, der har levet hele sin barndom beskyttet sammen med sjæle i form af fugle i et stort magisk træ, men der begynder at ske mystiske ting med sjælene og Zuli må tage ud på en farefuld færd for at finde sandheden. Sammen med hendes vogter, uglen Frowly, må hun finde ud af hvad der sker med sjælene – og undervejs må hun også finde ud af sandheden om hende selv.
Det er en meget flot og stemningsfuld tegneserie. Der er smæk på både farver og detaljer og selvom den også er lidt teksttung at læse, er det ikke noget man lægger mærke til for alvor, for historien er så spændende.
Kan læses fra 12 år.
“Realm of the blue mist” af Amy Kim Kibuishi
Virker efternavnet bekendt? Så er det fordi Amy Kim er gift med Kazu Kibuishi, skaberen af ”Amulet” – en tegneserie som alle bør læse!
Men Amy kan også selv og har givet liv til serien om Tabby Simon og det magiske univers, Rema. Tabby er fast besluttet på at finde ud af hvad der er sket med hendes far og da hun, mere eller mindre tilfældigt falder over en portal til et magisk rige, er hun ikke sen til at tage af sted. Hun håber at kunne finde svar om sin far og måske er den blåhårede dreng, Philip, den der kan hjælpe hende på vej.
”Realm of the Blue Mist” er første del i ”The Rema Chronicles” og en vellykket debut. Det er både spændende og magisk læsning.
Kan læses fra 12 år.
“Ligthfall – the girl & the Galdurian” af Tim Probert
Dybt inde i en skov, på planeten Irpa, bor den vise troldmand Pig Wizard og hans adoptivdatter Bea. Sammen vogter de over ”The Endless Flame” og lever et stille og roligt liv. Men en dag møder Bea et mærkeligt væsen i skoven. Et væsen som alle antog var uddød. Bea møder Cad, en Galdurian og Pig bliver foruroliget over hvad det har af betydning for hele deres samfund. En morgen vågner Bea og Pig er væk – sammen med Cad sætter hun ud for at finde ham, men det er ikke nogen simpel rejse for en der ikke kender til verden og en der først skal til at lære den at kende igen.
”Lightfall” er en meget smuk og stemningsfuld tegneserie. Jeg er virkelig betaget af den måde den er tegnet på. Der er meget liv og detaljer i illustrationerne, samtidig med at der er en stor opfindsomhed i hvordan de mange forskellige skabninger ser ud.
Indtil videre er der udkommet to bind på engelsk og de kan læses 9 år.
onsdag den 7. juni 2023
Trine Bundsgaard; Himmeløjne [Anmeldereksemplar]
Trine Bundsgaard; Himmeløjne [Anmeldereksemplar]
Bagsidetekst:
”Da jeg skal sove, fortæller du historien om den dag, jeg blev født. Som du plejer: Hvor lille jeg var, hvor rød og rynket, så sød og så grim. Jeg vil have dig til at stoppe og blive ved. Det her kan vi jo godt finde ud af, siger du og synger sangen om lærken og reden og ungerne.”
”Himmeløjne” er en billedfortælling om svigt og længsel og om at vokse op med en alkoholiseret far. Det er også en historie om kærlighed om at få nok.
Der er bøger og så er der bøger.
Det her er af den slags i sidste kategori. Vigtig, smuk og rørende. En bog som alle burde læse.
Der hvor historien starter, skal vores hovedperson, en lille pige, på besøg hjemme hos sin far første gang efter skilsmissen. Det går egentlig ok med de besøg og de hygger sig sammen, men langsomt forsvinder faren ind i alkoholens verden og pigen får sværere og sværere ved at have et forhold til sin far. Langsomt vokser de fra hinanden og længe opgiver hun ikke håbet, men samtidig er hun så sur, så sur på sin far og til sidst får hun nok. Hun cutter forbindelsen til sin far.
Som en der selv har boet med alkoholiseret far, kan jeg nikke genkendende til rigtig mange af de følelser og tanker som hovedpersonen har. Frygten for hvad man kommer hjem til og ja, hvor mange tomme flasker der stod. Hvordan humøret var og om man egentlig skulle være blevet væk.
Vi kom igennem det, og det er jeg glad for. Men som med mig og hovedpersonen er der mange børn der oplever sådan en hverdag. Og det er ikke alle, der som mig og min far, kommer igennem det. Men det er langt oftere at man mister kontakten. Hvilket hvert sjette skilsmissebarn gør. Ofte til faren.
”Himmeløjne” giver et indblik i en hvordan en hverdag med en alkoholiseret far kan se ud, med den frygt og skam der følger med. Men samtidig giver den også et indblik i håb og det mod det kræver at sige fra. Jeg sagde også fra overfor min far og jeg ved nu, at det var et vendepunkt – og at det nok havde set helt anderledes ud hvis jeg ikke havde gjort det.
Sprogligt er den fuld af modsætninger – som det også ses ud fra bagsideteksten. Hovedpersonen vil have faren til at stoppe, men samtidig blive ved med at fortælle. Sådanne steder er der flere steder undervejs og igen underbygger det den følelse af usikkerhed, utryghed og kærlighed som der i historien. Alt dette underbygges virkelig flot af illustrator Signe Kjær (der også har illustreret ”Gulduret”), der med både rå og sårbare illustrationer giver historien liv.
Det er bestemt en fortælling der er værd at læse.
Tak til forlaget for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i: 2023
Antal sider: 112
6 ud af 6 stjerner
onsdag den 10. maj 2023
Huda Fahmy; "Huda F er du?" og "Det kan arrangeres" [Uopfordret anmeldereksemplar]
Huda Fahmy; "Huda F er du?" og "Det kan arrangeres" [Uopfordret anmeldereksemplar]
Bagsidetekst til "Huda F er du?":
Det er en almindelig udbredt kliché, at et muslimsk barn på et eller andet tidspunkt oplever en identitetskrise …
Huda og hendes familie er lige flyttet. I sin gamle by vidste Huda præcis, hvem hun var: Hun var hende med hijabben. Men her bærer alle de andre også hijab, og Huda står pludselig midt i en kæmpe identitetskrise, for hvem er hun egentlig, når hijabben ikke længere adskiller hende fra flokken?
Huda må i hvert fald konstatere, at hun hverken interesserer sig for mode eller sport – og hun er heller ikke den, der ved alt om religion, eller den, som alle drengene kan lide.
Så hvem er Huda F egentlig?
Da jeg modtog ”Huda F er du?” troede jeg ikke at det ville være en tegneserie for mig. Den begrundelse havde jeg udelukkende truffet ud fra forsiden og illustrationerne – den streg er ikke lige mig. Jeg ved ikke helt hvad der er med den, men den er lidt for karikeret til min smag, og dog. For efter at have læst både ”Huda F er du?” og ”Det kan arrangeres” er jeg blevet mere begejstret.
Stregen passer til mediet som bogen er lavet til – hvilket slet ikke er en bog, men derimod opslag på hendes profiler på sociale medier. Og her tror jeg det er fint med de karikerede og ”enkle” illustrationer. Det er lidt Maren Uthaug, men med mere kød på, hvis det giver mening.
Historien er troværdig og der er helt sikker mange unge – ikke kun nogen med tørklæde – der kan spejle sig i de tanker som Huda går og tumler med. Er hun god nok, hvem er hun, hvem vil du gerne blive og så videre.
I ”Det kan arrangeres” er det kampen eller jagten på kærlighed der er i fokus – hvilket ikke er ligetil når ens far skal godkende hvem man skal på date med og ens mor skal med som chaperone – det kan godt dræbe stemningen lidt. Men igen er der tanker og overvejelser som mange kan genkende. Hvem vil være et godt match for mig? Hvor meget skal man ændre sig selv for at få nogen til at elske en og meget mere.
I det hele taget er begge bøger meget underholdende, troværdige og oplysende. Begge bøger giver også stof til eftertanke og giver et indblik i en muslimsk piges liv – på godt og ondt, og med et glimt i øjet.
Begge bøger er modtaget uopfordret af forlagt, mens ”Huda F er du” også er modtaget til udarbejdelse af lektørudtalelsen.
Fakta:
Forlag: Gutkind
Udgivet i: 2023 (på dansk)
Antal sider:
”Huda F er du” = 208 sider
”Det kan arrangeres” = 192
Antal stjerner:
”Huda F er du” = 5 ud af 6 stjerner
”Det kan arrangeres” = 5 ud af 6 stjerner
onsdag den 19. april 2023
Nora Dåsnes; Ubesvaret opkald
Nora Dåsnes; Ubesvaret opkald
Bagsidetekst:
Oslo, efteråret 2011.
En måned efter terrorangrebene i Norge d. 22. juli begynder Rebekka og Fariba i gymnasiet. Fraiba melder sig ind i AUF, mens Rebekka prøver at engagere sig i revyen, i Daniel med det krøllede hår, i fester, skole og venner. Problemet er bare, at Rebekka hele tiden tænker på det, der er sket.
Nora Dåsnes har gjort det igen!
Jeg stiftede første gang bekendtskab med Nora da ”Ti knive i hjertet” udkom tilbage i 2020 – en utrolig hjertevarm og smuk tegneserie om identitet, venskab og familie. Om det at blive teenager, men føle sig alene med sine følelser og tanker og om at finde ud af hvem man gerne vil være.
Nu er Nora Dåsnes aktuel igen. Ikke med en hjertevarm fortælling, men en fortælling der bestemt giver stof til eftertanke. Det er denne gang en graphic novel om terrorangrebene i Oslo og på Utøya tilbage i 2011 (tænk at det er så mange år siden!).
Jeg havde ikke forventet at jeg ville blive så rørt af den her historie, men det gjorde jeg. Den gik lige i hjertet og jeg sad og snøftede til sidst. Som bagsideteksten indikerer, har Rebekka svært ved at glemme angrebene – hun var ikke selv involveret i nogen af dem, men alligevel sidder der en frygt og uforståenhed i hende. Hun søger efter svar på nettet og er måske en smule besat. Men hun vil vide hvordan det kunne ske – og hvorfor andre lader til at være kommet videre.
Det er en historie om venskaber, familiesammenhold, spirende kærlighed og nok det vigtigste af alt: kampen for at komme videre, men ikke glemme hvad der er sket. For vi må aldrig glemme det. Vi skal i stedet lære af det, snakke om det og gøre verden til et bedre sted.
Billedsiden er, som i ”Ti knive i hjertet” i en klasse for sig. Farverne er holdt i blå og hvide nuancer, bortset fra når Rebekka tænker tilbage på den skæbnesvangre dag en måned tidligere. Når hun gør det, bliver farverne røde. Det er en ret stærk effekt og når man lige har regnet det ud, giver det virkelig noget til historien.
Det er en helt igennem fantastisk graphic novel – snyd ikke jer selv for den, børn som voksne.
Fakta:
Forlag: Turbine
Original titel: Ubesvart anrop
På dansk ved: Anne Krogh Hørning
Udgivet i: 2021 (på norsk) og 2023 (på dansk)
Antal sider: 284
6 ud af 6 stjerner
tirsdag den 22. marts 2022
Jenny Jordahl; Hvad skete der egentlig med dig?
Jenny Jordahl; Hvad skete der egentlig med dig?
Bagsidetekst:
Emma ligner ikke resten af sine familie. De andre er slanke, mens Emma er kraftig. Hvad skete der egentlig med hende?
Emma vil allerhelst være usynlig, men alle ser hende, især mobberne på skolen. Så foreslår hendes mor en løsning på problemet: hun får 100 kroner for hvert kilo, hun taber sig. Emma går med på aftalen, og langsomt men sikkert bliver hun mindre. Men bliver hun lykkeligere? Og løser det egentlig hendes problemer?
Børn, der lider af en spiseforstyrrelse, opfordres til at læse bogen sammen med en voksen.
Den her tegneserie gjorde ondt at læse – sådan virkelig helt ind i sjælen ondt, men præcis derfor, burde alle læse den. Børn, unge, deres forældre, deres lærer – alle bør læse den.
Den gør ondt fordi den sætter fokus på et svært emne: at være et overvægtigt barn. Emma er tyk. Hendes mor, far og bror er ikke tykke. I skolen bliver Emma mobbet og hun er meget alene. Derfor spiser Emma lidt ekstra til aftensmad og gerne en (eller flere) kager på vej hjem fra skole.
Emma vil gerne tabe sig. Det vil hun virkelig gerne, men det er svært. Indtil forældrene foreslår at hun kan få 100 kr. for hvert kilo hun taber. Og tabe sig, det gør hun. Men undervejs taber hun også sig selv.
Det gør ondt at læse at Emma vil gøre så meget for at tabe sig. Fordi hun tror at hun bliver lykkeligere af at være tyndere. At hendes forældre vil elske hende mere, hvis der er mindre af hende at elske. Det gør ondt fordi forældrene er så længe om at indse at de har tabt sutten fuldstændig og har skadet mere end gavnet.
Den gør ondt at læse fordi jeg ved at der er mange børn, unge og voksne der kæmper med vægten. Kæmper med at leve sundt og være tilpasse i deres egen krop. Jeg ved hvor ondt det gør at blive mobbet og så tror jeg endda at det jeg har oplevet er i den ”milde” ende af skalaen. Børn og unge kan være nogle modbydelige nogen, hvis der er nogen de synes skiller sig ud.
”Hvad skete der egentlig med dig” skal læses. Den skal snakkes om. Så, læs den!
Fakta:
Forlag: Turbine
Original titel: Hva skjedde egentlig med deg?
På dansk ved:
Udgivet i: 2021 (på norsk og dansk)
Antal sider: 220
6 ud af 6 stjerner
tirsdag den 18. januar 2022
Rachel Smythe; Lore Olympus
Rachel Smythe; Lore Olympus
Bagsidetekst:
Scandalous gossip, wild parties, and forbidden love ...
Witness what the gods do after dark in this stylish and contemporary reimagining of one of mythology's best-known stories, from creator Rachel Smythe.
Persephone, young goddess of spring, is new to Olympus. Her mother, Demeter, has raised her in the mortal realm, but after Persephone promises to train as a sacred virgin, she's allowd to live in the fast-moving, glamorous world of the gods. When her room-mate, Artemis, takes her to a party, her entire life changes: she ends up meeting Hades and feels an immediate spark with the charming yet misunderstood ruler of the Underworld. Now Persephone must navigate the confusing politics and relationships that rule Olympus, while also figuring out her own place - and her own power.
I blame Kristine for at få mig hooked på denne fantastiske tegneserie. Jeg har læst noget af den (er ved episode 63 ud af 186 – suk!) på WebToon, så da jeg så af Illumicrate lavede en samlet udgave af de første episoder, vidste jeg, at jeg måtte eje den!
”Lore Olympus” er historien om guden Hades og Persefone sat i en nutidig ”verden” med biler, mobiltelefoner og andre teknologiske bekvemmeligheder. Siden jeg ikke er helt up-to date med historien på WebToon, vil jeg kun snakke om hvad der sker i den del af historien der fortælles i denne bog.
Hades og Persefone mødes under lidt mærkelig omstændigheder, men falder for hinanden – også selvom de har svært ved at indrømme det, både for dem selv og andre. Hades, gud af underverdenen, er ikke kendt for sine varme følelser for nogen som helst, men Persefones melankoli, skønhed og uskyldighed drager ham. Persefone er en smule naiv, fordi hendes mor, Demeter, er meget beskyttende overfor hende, men finder den usikre, nervøse og betænksomme side af Hades tiltrækkende.
Persefone bor sammen med Artemis, som bekendt er bror til Apollon og Apollon er ikke vant til at blive afvist. Så da Persefone, efter at have tilbragt en nat i underverdenen, afviser Apollon, tyr han til skrappere midler og får Persefone til at gøre hvad han vil – stakkels Persefone … og Hades.
Her slutter første del af historien og jeg håber virkelig at resten af serien også kommer som fysisk tegneserie. Illustrationerne er så fine. Det er tydeligt at læse hvordan Hades, Persefone og de guder har det. Deres følelser er meget tydelige i ansigtsmimikken og jeg elsker det. Farverne er simple, Hades er sort/blå, Persefone lyserød, Eros er rød og så videre.
Samtidig er historien virkelig smuk. Jeg elsker at se hvor meget både Hades og Persefone kløjes i det de vil sige. At de er usikre og nervøse omkring hinanden. At de misforstår signaler og træffer dumme beslutninger. Der er også en del manipulation og psykisk vold i historien, da guderne jo er kendt for at gøre alt i deres magt for at få deres vilje – og det kommer også til udtryk heri.
Jeg får helt lyst til at lukke mig inde og læse de mange mange afsnit jeg mangler på WebToon, for det er altså en helt fantastisk historie.
Fakta:
Forlag: Del Rey
Udgivet i: 2021
Antal sider: 384
6 ud af 6 stjerner
tirsdag den 11. januar 2022
Robert Kondo; The Dam Keeper
Bagsidetekst:
Life in Sunrise Valley is tranquil, but beyond its borders lies certain death. A dangerous black fog looms outside the village, but its inhabitants are kept safe by an ingenious machine known as the dam. Pig’s father built the dam and taught him how to maintain it. And then this brilliant inventor did the unthinkable: he walked into the fog and was never seen again.
Now Pig is the dam keeper. Except for his best friend, Fox, and the town bully, Hippo, few are aware of his tireless efforts. But a new threat is on the horizon—a tidal wave of black fog is descending on Sunrise Valley. Now Pig, Fox, and Hippo must face the greatest danger imaginable: the world on the other side of the dam.
Jeg er glad for at jeg er blevet så glad for at læse tegneserier igen, for der findes virkelig mange gode derude. ”The Dam Keeper” er endnu en titel jeg har set anbefalet af Julie på Instagram og jeg bestilte den fluks hjem. Nu har jeg læst alle tre bind og jeg må indrømme at jeg var meget berørt til sidst – det er sjældent at en tegneserie kan få mig til at græde!
Serien omhandler den lille Pig, der er blevet vogter af byens dæmning efter hans far. Faren gik en nat ud af den forbudte dør – ud til tågen der bringer død og ødelæggelse med sig. Han ville finde en kur, men efterlod Pig alene tilbage. Nu går Gris i skole, passer dæmningen og holder sig for sig selv. Han har kun en ven, Fox.
En dag begynder der at ske noget med tågen. Den slår hårdere og hårdere og til sidst går dæmningen i stykker. Pig, Fox og Fox’s ven, Hippo, befinder sig pludselig på den forkerte side af dæmningen og her opdager de at de ikke er alene. De begiver sig ud på et storslået eventyr, med mange farer, mange hemmeligheder og et spirende håb om, at de kan redde byen.
”The Dam Keeper” er med sine simple, men stemningsfulde illustrationer, en virkelig rørende fortælling om at blive efterladt, om ensomhed og om hvor meget man vil ofre for at opnå storhed. Samtidig er det en hjertevarm historie om venskab, om at tro på sig selv, om håb og drømme. Der er så meget liv og så mange følelser at læse i personernes ansigtsmimik og det gik lige i hjertet på mig, mens jeg læste. Der er en vis melankoli og desperation i historien og som læser bliver man virkelig investeret i personerne og især i Pigs kvaler og sorg.
Det er en smuk og meget anderledes tegneserie, men helt bestemt værd at læse. Teksten er ikke svær og historien er nem at forstå, så jeg vil tro at store børn, der er god til engelsk, sagtens kan være med her – ellers kan forældrene læse højt.
Fakta:
Forlag: First Second
Udgivet i: 2017 (bind 1)
Antal sider: 160
5 ud af 6 stjerner
torsdag den 30. december 2021
Årets bedste bøger
Årets bedste bøger
Så er det igen blevet tid til at kigge tilbage på et år i bøger. Jeg har nået meget mere end jeg troede jeg ville. Året startede godt ud med barsel og ferie, samt en ugentlig fridag da jeg kom tilbage på arbejde. Det er blevet til en del lydbøger på daglige gåture, mens vi var hjemsendt fordi biblioteket var lukket. Da jeg endelig måtte møde ind fysisk igen, kunne jeg høre lydbog på den daglige køretur.
Det er derfor blevet til 415 bøger. Fordelt på 86.838 antal sider. Det er helt vildt at tænke på. Det sjove er, at der er langt flere voksenromaner end der plejer at være og jeg har sat mig for at jeg skal holde det ved lige i 2022. Jeg har også fået læst en hel del tegneserier, hvilket jeg også synes er dejligt. Derudover er det blevet til et hav af børnebøger og fantasy.
Som jeg plejer, vil jeg forsøge at finde den bedste bog, indenfor en række forskellige kategorier samt hele 2021 bedste bog. Der er nogle kategorier jeg har haft sværere ved at finde ”vindere” til end andre, men det må jo sige sig at være et luksusproblem. Bøgerne er ikke nødvendigvis udkommet i 2021, men jeg har læst dem i år.
Her er de titler jeg har valgt:
Årets bedste billedbog
Jeg har virkelig læst mange fine, rørende, smukke og underholdende billedbøger. Som en del af mit lektørjob læser jeg rigtig mange billedbøger og jeg synes det er herligt. Valget er dog ikke faldet på en jeg har læst i forbindelse med at jeg skulle skrive lektør, men en jeg modtog uopfordret fra Gutkind. Årets bedste billedbog er ”Trylleblik” af Ane Bjørn. Valget faldt på den fordi den rørte mig virkelig meget. Det er en historie på få ord, men med en utrolig stærk billedside – og jeg elsker Anes illustrationer. Samtidig sætter den ord på en hverdag som mange tusinde mennesker oplever hver dag, nemlig en hverdag på flugt. Den bør simpelthen læses af alle.
Bedste danske børnebog
Som jeg skrev i min anmeldelse af denne bog, er dette et storslået eventyr som alle – både unge og voksne burde læse. Forfatter, Benni Bødker og illustrator, John Kenn Mortensen, har arbejdet sammen før, men med ”Grimyrk” har de virkelig begået et mesterværk. Den er både lækker og indbydende udenpå, som historien indeni er medrivende og spændende. Historien om den lille nisse Ketil, der må ud på det helt store eventyr, i bedste Hobbittenstil, er fyldt med nærhed, varme og loyalitet. Samtidig med at der jo også lige skal være plads til at par monstre og andre uhyggelige skabninger. Læs den – du vil ikke fortryde det.
Årets bedste udenlandske børnebog
I denne kategori har der været mange om buddet, og det har faktisk været lidt svært at vælge. Jeg jonglerede mellem Rowlings nye, ”Julegrisen”, B. B. Alstons ”Amari og Nattens Brødre” og Oskar Källners ”Imperiets arvinger”. Mit valg faldt på den sidstnævnte titel. ”Imperiets arvinger” er en serie, på indtil videre tre oversatte danske bind, og det er en hæsblæsende og spændende sci-fi serie. Udover at have en virkelig god historie, er den krydret med de flotteste illustrationer fra Karl Johnssons kyndige hånd (ham der også har illustreret ”Vei”). Det er virkelig et godt match og jeg glæder mig til at læse videre i serien.
Bedste danske ya-bog
Overraskende nok er det faktisk ikke blevet til så meget ya i år – selvom jeg elsker ya, og det kom faktisk lidt bag på mig. Jeg må lige stramme mig an på det punkt til næste år. Mit valg af årets bedste danske ya-bog er faldet på Sofie Riis Endahls ”Pixie lever stadig”. Jeg er virkelig imponeret over Sofie. Hun er ganske ung, men har allerede udgivet en hel del ya-bøger og hun forstår virkelig at ramme kimen og tonen i de unges liv. Med ”Pixie lever stadig” sætter hun fokus på hvad der sker med en vennegruppe efter huerne er kommet på, efter studenterfesterne, efter tømmermændene. Det var interessant læsning og selv jeg, som blev student for mange år siden, kunne spejle mig i nogle af de følelser som Pixie også tumler med.
Årets bedste udenlandske ya-bog
Som jeg skrev ovenfor er det ikke blevet til så meget ya, som jeg plejer at læse, men der har nu sneget sig et par titler med på listen alligevel. ”Sådan lærer du at danse” af Nicola Yoon er blevet mit valg til årets bedste udenlandske ya-bog. Nicola Yoon skriver medrivende og hjertevarme ya-bøger og ”Sådan lærer du at danse” er også i den kategori. Det er en historie om at tro på sig selv, om at kærlighed finder en når man mindst venter det og at den er værd at kæmpe for. Det er en virkelig skøn historie.
Årets bedste danske fantasy
Uh det var svært at vælge her. Der er virkelig udgivet meget godt dansk fantasy i år. Altså, ”Kaldet fra fortiden” af Nathali og Bettina Liane, ”Skyggespil” af Julie Midtgaard, ”Genkendelsen" af Pernille Neergaard og mange flere. Men jeg må kun vælge én og det har jeg gjort. Mit valg er faldet på ”Natskygge” af Gry Kappel Jensen. Jeg har valgt den fordi den tog mig igennem hele følelsesregisteret. Jeg grinte og jeg græd. Jeg kunne slet ikke slippe den igen da jeg først var gået i gang og det er i sandhed en storslået finale. Snyd ikke dig selv for Grys ”Rosenholm”-trilogi – det er virkelig godt. Bare ja, virkelig godt.
Årets bedste udenlandske fantasy
Som med Grys ”Natskygge” tog mit valg af årets bedste udenlandske fantasy mig også igennem hele følelsesregisteret. Jeg ved efterhånden at Sarah J. Maas er en formidabel historiefortæller og det slår hun igen fast med ”House of Earth and Blood” (første del i ”Crescent City”-serien). Jeg grinte, jeg rødmede og jeg tudbrølede til den her bog. Det er virkelig sjældent at jeg græder så meget til en bog, men for filan da. Jeg glæder mig til at genlæse den i forbindelse med at bind to udkommer til februar, og jeg forventer at blive ligeså rørt anden gang som jeg blev første gang. Jeg elsker den – også selvom den knuste mig flere gange.
Årets bedste danske roman (voksen)
”Vølvens vej – Snehild” af Anne-Marie Vedsø Olesen er mit valg til årets bedste danske roman for voksne. Selvom det også er fantasy, har jeg valgt den til denne kategori, for det er en voksenroman. Det er en storslået historie om Snehild, der er på vej til at blive vølve, men må gå så grueligt mange ting igennem på vejen dertil. Det er en historie om hvor langt mennesker vil gå for magt. Udover at være en spændende historie, er den skrevet i et sprog hvor der er kælet for alle detaljer og sanseindtryk. Det er sjældent at jeg har haft så intens en læseoplevelse. Jeg glæder mig meget til at læse mere om Snehild.
Årets bedste udenlandske roman (voksen)
Jeg vil lige slå fast at jeg først ville have valgt Anthony Doerrs ”Byen i skyerne” her, men så skiftede jeg mening. Ikke fordi ”Byen i skyerne” ikke var titlen værd, for det er den, men jeg synes faktisk at ”Highfire” fortjener den mere. Jeg var vild med ”Highfire” fra første side, hvor ”Byen i skyerne” lige skulle løbes i gang. Samtidig elskede jeg humoren og karaktererne i ”Highfire” mere. Jeg glæder mig til at se filmatiseringen og jeg håber at den kan leve op til bogen.
Årets bedste tegneserie
Som jeg startede med at skrive har jeg fået læst mange tegneserier i år, derfor var det også svært at vælge en til årets bedste. Jeg har dog besluttet mig og selvom der var mange kandidater, er mit valg faldet på Cyril Lierons ”I hovedet på Sherlock Holmes – Den skandaløse billet, del 1”. Jeg tror ikke jeg har nogensinde har læst en så gennemført, detaljeret og spændende tegneserie. Alting går virkelig op i en højere enhed og det hele spiller. Jeg er vild med illustrationerne og at der er så mange spor og detaljer i dem, som bidrager til historien. Det er virkelig et mesterværk.
Årets bedste bog
Nå, hvordan kan jeg så finde en bog ud af de 415 bøger, som bare er den bedste? Det har bestemt heller ikke været nemt, vil jeg indrømme.
Jeg har valgt en bog som har været utrolig spændende at læse. Som jeg på den ene side ikke rigtig orkede at gå i gang med, men på den side var jeg alt for nysgerrig til at lade være. Jeg har valgt en bog, som fik mig til at grine og som i den grad også fik mig til at tude. En som, selv nu, giver mig en klump i halsen.
For mig er årets bedste bog ”Kingdom of Ash” af Sarah J. Maas. Jeg nød virkelig at læse ”Throne of Glass”-serien sammen med Michelle og mange af jer andre i år, og da vi nåede til ”Kingdom of Ash” var jeg på den ene side virkelig træt af serien, samtidig med at jeg ikke var klar til at sige farvel til de fantastiske karakterer som jeg var kommet til at holde så meget af. Som jeg skrev ved ”HOEAB” formår SJM at skrive så man kommer alle følelser igennem. Hun er en fænomenal historiefortæller og jeg er imponeret over hendes iderigdom. ”Throne of Glass” er en serie jeg længe har villet læse og nu har jeg gjort det. Endda på engelsk og det er jeg stolt af.
Læseåret 2022
Hvad kommer jeg så til at læse i 2022? Forhåbentlig får jeg tygget mig igennem de anmeldereksemplarer der har hobet sig op henover efteråret og vinteren. Det kunne være dejligt at komme af med den dårlige samvittighed, men nu må vi se hvad verden byder på. Jeg er dog sikker på at 2022 nok skal blive fyldt med en masse fantastiske og spændende læseoplevelser.
Tak for i år!
tirsdag den 7. december 2021
Juan Díaz Canales; Blacksad - Det store samlebind [Anmeldereksemplar]
Bagsidetekst:
Privatdetektiven John Blacksad er en god kat, der forsøger at gøre det rette i en ond verden, hvad enten sagen handler om en myrdet filmstjerne, en kidnappet lille pige eller stjålne atomhemmeligheder.
Ikke overraskende mener mange, at han stikker snuden i ting, han burde være klog nok til at holde sig fra. Én ting er dog sikker: Blacksad får brug for alle sine ni liv i jagten på sandheden.
Blacksads verden er efterkrigstidens USA i en film noir-miljø befolket af mennesker i dyreskikkelser, hvis art afspejler deres personligheder og roller i historien. Racisme, politikorruoption og politiske rævekager hører til dagens orden.
Åh John Blacksad, hvor ville jeg ønske at jeg levede i din verden. Altså ikke fordi jeg vil være en del af din portefølje at sager, men fordi du har en fed humor, en storslået beskyttertrang og så er du ikke værst at se på … altså af en kat at være …
Nåh, øhm, jo. Jeg har læst historierne om detektiven John Blacksad mange gange og nu er de første fem (der er flere på tegnebrættet – jubii!) udgivet i dette lækre samlebind. Udover de fem kendte historier, er der også nogle små 1-sides historier samt skitser bagerst i bogen.
Blacksad-historierne er kriminalhistorier sat i et univers hvor alle er dyr – både med menneskelige og dyre karaktertræk. Blacksad er en kat: snu, kløgtig, god hørelse, vil kæmpe for overlevelse og muligvis med 9 liv. Kommissær Smirnov er en schæferhund med næse for hvem man kan stole på og et stort retfærdighedskompas. Tingene harmonerer og passer sammen, det kan jeg godt lide.
Derudover er alle historierne virkelig spændende. Lige fra Blacksad ex-kæreste der bliver myrdet, til de hemmelige atomkoder der skal sendes til fjenden. I alle historier pilles der ved moral og etik. Er det en god handling, hvis den gør folk ondt? Også selvom det er de onde den rammer? Hvor langt ud kan ”almindelige dyr” komme, blot for indse at de undervejs har krydset en etisk grænse?
Historierne er sublime. De er spændende, medrivende og troværdige – selvom det er dyr og ikke mennesker. Jeg elsker Blacksad og jeg glæder mig meget til at læse de næste kapitler i hans liv.
Tak til Cobolt for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Cobolt
Original titel: Blacksad - LÍntégrale
Udgivet i: 2021 (på fransk og dansk)
Antal sider: 308
6 ud 6 stjerner
mandag den 9. august 2021
Thomas Day; Wika og Pans storhed [Anmeldereksemplar]
Thomas Day; Wika og Pans storhed (Wika, #3) [Anmeldereksemplar]
Bagsidetekst:
Under de sorte feers protektion og efter en lang læretid er Wika Grimm blevet en af de store feer. Oplæringen har imidlertid ikke været smertefri, for Wika har opdaget sandheden om sin herkomst: Hun er barnebarn af kong Wotan, sm blev myrdet af sin frafaldne søn, Oberon.
Den machiavellistiske hersker Oberon udfører sammen med Den Hvide Dame et dystert ødelæggelsesarbejde og ender med at give den unge fe et dødbringende slag.
Men mens vinteren sænker sig over verden, forener mange kræfter sig til den afgørende kamp mod den vanvittige konge. De overlevende fra Fristedet samler sig, de udøde fra Sidh vrider sig ud af magtens iskolde greb, gamle fjender bliver allierede, troldkvinden fra øst træder ind på scenen, og hertugdømmet Grimms sidste trofaste støtter bliver kaldt til undsætning.
Pan, den store hornede gud, har ikke sagt sit sidste ord …
Altså, hvor ”I hovedet på Sherlock Holmes”-tegneserien var fabelagtig, detaljeret og spændende, er serien om ”Wika” i en liga for sig selv. Tredje og afsluttende bind er på lidt over 100 sider – og det er altså meget for en tegneserie, der er så rigt udsmykket som ”Wika” er. Jeg tør slet ikke tænke på hvor lang tid det har taget!
Jeg kunne bruge timer på bare at sidde og kigge på illustrationerne. Finde øjne, blomster, vinger, feer og meget mere i det yderst kunstfærdige og ekstravagante billeder. Nogle vil helt sikkert finde dem usmagelige, da kvinderne er meget pin-up-agtige med store dådyrøjne, store bryster og nedringede kjoler. Mens mændene er dækkede af rustninger, kåber og kroner. Men sådan tror jeg faktisk at fe-verdenen er.
Det er en indviklet og til tider lidt forvirrende historie. Forvirrende fordi der sker så meget på siderne, at det nogle gange kan være svært at finde ud af i hvilken rækkefølge taleboblerne skal læses, men hvis man sætter sig godt til rette og giver sig god tid, gør det alligevel ikke noget, at man skal læse den samme side flere gange. For så får man bare endnu mere ud af historien – giver det mening?
Historien om Wika er en historie om krig, om magt – og magtmisbrug. Om hævn og loyalitet. Om familieforhold. Om kærlighed. Om skæbnen og hvad der skal til for at man kan ændre den – eller i hvert fald udskyde den.
Det er virkelig en storslået historie. Nu skal tredje bind lige bundfælde sig. Jeg skal komme mig og tage det hele ind, men så er jeg også klar til at genlæse serien. Jeg skal nyde historien. Jeg skal nyde gensynet med Wika. Jeg skal forhåbentlig finde detaljer jeg overså første gang og så skal jeg virkelig nyde illustrationerne – og være misundelig over at nogen er så dygtige til at tegne!
Tak til Forlaget Cobolt for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Cobolt
Udgivet i: 2021 (på dansk)
Original titel: Wika et la gloire de Pan
Antal sider: 104
6 ud af 6 stjerner
mandag den 14. juni 2021
Cyril Lieron; I hovedet på Sherlock Holmes - Den skandaløse billet, bind 1 [Anmeldereksemplar]
Cyril Lieron; I hovedet på Sherlock Holmes - Den skandaløse billet, bind 1 [Anmeldereksemplar fra Cobolt]
Bagsidektest:
Da Doktor Watson stiller en simpel medicinsk diagnose, viser den sig hurtigt at være alt andet end det … et mystisk pulver på patientens tøj og en billet til en højst usædvanlig varietéforestilling overbeviser Sherlock Holmes om, at manden er offer for et spektakulært komplot. Detektivens mistanke styrkes af flere menneskers mystiske forsvinden og endnu flere sære billetter, der dukker op rundtomkring i London.
Doktor Watson beskrev ofte, hvad han forestiller sig, der foregik inde i Sherlock Holmes’ hoved, men han havde kun ord til rådighed. Her gennembores Sherlock Holmes’ hjerne visuelt, og vi følger sporerne af den store detektivs ræsonnementer på tværs gennem hans forbudte verdens arkitektur.
Okay, jeg har aldrig læst en Sherlock Holmes historie, men jeg har set dem som film – dem med Robert Downey Jr. – og selvfølgelig hørt ham omtalt i andre henseender, så jeg ved at han var en mesterdetektiv. En der kunne se forbindelser mellem spor, som ingen anden kunne se.
Lige præcis det er kommet til udtryk i denne storslåede tegneserie. Sjældent har jeg læst noget der er så formstøbt, fuldendt og detaljeret. Det kræver virkelig sin læser at læse denne tegneserie, men hvis man har god tid, er det en fabelagtig læseoplevelse.
Der er virkelig kælet for alle detaljer: det udskårne hoved i forsiden af bogen, som giver indblik i det ”bibliotek” som Sherlock Holmes har inde i sit hoved. Den røde tråd der forbinder ledetrådene – samtidig med at de virker som en guide i hvilken rækkefølge rubrikkerne skal læses i. Den fører også læseren med rundt til de steder som Holmes og Watson besøger undervejs i historien.
Detaljerigdommen i illustrationerne er en anden ting. De små snirkler i røg, farvespil i personerne, Holmes’ rynker når han tænker, uddrag af kort over London, tegningerne af, hvordan Holmes sammensætter ledetrådene i sit hoved. Selvom der ikke er knald på farverne (de er holdt i meget jordagtige nuancer – bortset fra enkelte farvedryp hist og her), er de alligevel virkelig stemningsfulde og på sin vis også smukke.
Jeg havde faktisk ikke troet at jeg ville blive grebet så meget af denne historie som jeg blev. Normalt forbinder jeg tegneserier med noget der er hurtig læst, men sådan var denne på ingen måde. Den sugede mig ind og jeg nød at følge med i Holmes kringlede tankegang.
Hvis man er til detektivhistorier og sublim tegnekunst, skal man bestemt ikke snyde sig selv for denne. Jeg glæder mig meget til afslutningen!
Tak til Cobolt for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Cobolt
Original titel: Dans la tête de Sherlock Holmes - I'affaire du ticket scandaleux
Udgivet i: 2019 (på fransk) og 2021 (på dansk)
Antal sider: 50
6 ud af 6 stjerner
fredag den 30. april 2021
Karoline Stjernfelt; I morgen bliver bedre
Karoline Stjernfelt; I morgen bliver bedre - "Kongen" og "Dronningen"
Bagsidetekst på "Kongen":
I oktober 1766 bliver den kun syttenårige Christian 7. viet til sin engelske kusine, prinsesse Caroline Mathilde. En purung konge med et skrøbeligt sind - og hans importerede barnebrud. Hver for sig lever de en skyggetilværelse på Christiansborg: han som forvirret kransekagefigur i et såkaldt enevælde, hun som kongelig fødemaskine. Samtidig kæmper stadsfysikus Johann Friedrich Struensee i Altona en stille kamp for det anstændige liv, for sig selv og for samfundets svageste. Alle tre drømmer de om, at i morgen bliver bedre.
Jeg har længe haft kig på denne tegneserie og da jeg skulle skrive om forfatteren i forbindelse med mit arbejde, besluttede jeg mig for, at nu skulle det være. Jeg lånte bøgerne af en kollega og jeg nød hver en side af de to flotte tegneserier – bind to, mere end bind et.
Det er den kendte historie om Christian d. 7, Caroline Mathilde og Struensee i nye, moderne, ærlige, skrøbelige og flotte klæder. Karolines streg er helt utrolig. Bind et, ”Kongen”, er ikke helt på niveau med bind to, ”Dronningen”. Der er noget med farvespillet, jeg synes er bedre i toeren. Måske Karoline lige skulle løbes lidt i gang eller måske er det for at illustrere fortællerens personlighed og følelser. Jeg er ikke helt sikker, men jeg synes dog at ”Dronningen” er flottere end ”Kongen”.
Historierne i begge bind er dog interessante og medrivende. Selvom jeg kendte historien sådan perifert, er det anderledes at læse den som tegneserie og jeg må sige at det fungerer ganske glimrende. Det er tydeligt at se personernes følelser, ubehag, glæde, sorg og meget mere i Karolines streg.
Netop følelser fylder rigtig meget i begge bøger. Christian der kæmper med kronens vægt, sit eget sind og modstridende følelser for Caroline Mathilde. Dronningen kæmper med at føle sig værdig, set og forstået - ikke kun af kongen, men af alle dem hun omgiver sig med. Denne forståelse finder hun i Struensee og det er nok derfor hun indleder et forhold til ham.
Jeg er meget spændt på at se og læse tredje bind. Hvis jeg skal komme med et kvalificeret gæt, vil jeg gætte på at det er Struensee der pryder den forside. Hvordan stregen og farvevalget bliver, ved jeg ikke, men jeg er ikke i tvivl om at det nok skal blive en storslået afslutning på "I morgen bliver bedre".
Fakta:
Forlag: Cobolt
Udgivet i: "Kongen" (2015) og "Dronningen" (2020)
Antal sider: "Kongen" - 157 og "Dronningen" - 229
"Kongen" - 5 ud af 6 stjerner
"Dronningen" - 6 ud af 6 stjerner
tirsdag den 26. januar 2021
Sara B. Elfgren og Karl Johnsson; Vei - bog 2 [Anmeldereksemplar]
Bagsidetekst:
Vei har gjort sine guder stolte. Hun er deres ubesjerede forkæmper i meistarileikir. Men det brutale gladiatorspil er langtfra ovre, og det bliver hele tiden vanskeligere at skelne ven fra fjende. Til sidst står Vei over for afgørende valg. Hvad er værd at kæmpe for? Og hvor meget er hun parat til at ofre?
Sikke en storslået slutning på historien om Vei – og sikke en moppedreng af en tegneserie! Andet bind i serien om Vei er på ikke mindre end 220 sider! Men hvilke 220 sider! Sjældent har jeg læst noget så gennemført.
Vi fortsætter hvor bind et slutter, nemlig med at Vei kæmper mod asernes forkæmpere i meistarileikir – hvilket hun gør meget godt. Hun er indtil videre uovervindelig – selvfølgelig med Lokes hjælp, men guderne spiller på ingen måde fair og snart står hun overfor en modstander som knuser hendes hjerte.
Der er langt mere politik, rænkespil og intriger i dette bind og det klæder historien rigtig godt. Alle personerne har bagtanker og hemmelige agendaer som de vil have ført ud i livet. Hvem kan Vei stole på – hvis der overhovedet er nogen?
Det er ikke en tegneserie man bare så læser på en time. Det er en tegneserie hvor man som læser bruger lang tid på både at læse teksten og illustrationerne. De to dele fungerer rigtig godt sammen og selvom historien er spændende, og sikkert godt kunne fungere uden illustrationer, er illustrationerne netop det der bærer fortællingen. De er detaljerede, flotte og utrolig stemningsfulde. Vi kan mærke Veis fortvivlelse, hendes håb, hendes kærlighed. Vi kan fornemme Lokes utilregnelige personlighed. Guder og jætternes had til hinanden. Følelser står virkelig tydeligt frem og jeg sad flere gange med en klump i halsen.
Jeg roste første bind, og jeg fortsætter mine roser til andet bind. Det er virkelig en læseoplevelse i særklasse og det er helt sikkert en historie jeg vil vende tilbage til. Den er fabelagtig – læs den!
Tak til Cobolt for anmeldereksemplar!
Fakta:
Forlag: Cobolt
Udgivet i: 2020
Antal sider: 220
6 ud af 6 stjerner















