Interview med Jakob Brodersen om "Næsten"Jeg har fået lov til at stille Jakob nogle spørgsmål i forbindelse med udgivelsen af "Næsten" - en bog der er barsk, skrøbelig og sætter spørgsmålstegn ved hvor godt vi mennesker egentlig passer på hinanden.
Stor tak til Jakob for at tage sig tid til at svare på mine spørgsmål.
Hvordan fik du ideen til “Næsten”?Jeg blev - ligesom mange andre - dybt påvirket af de begivenheder, der skete i verden omkring 2015-2016. Billederne af syriske flygtninge, der kom vandrende ad motorvejen, af døde børn, der skyllede i land på strandene i Grækenland og Tyrkiet, af forladte kølevogne med ligene af kvalte unge mænd, af spytklatter udover motorvejsbroer på flygtende småbørnsfamilier. Det var rystende. Virkelig rystende. Og det syntes jeg også at debatten meget hurtigt blev. Både på europæisk plan, men i allerhøjeste grad også i Danmark.
I den populistiske diskussion blev det legitimt at afskrive enhver form for empati med flygtningene under parolen: vi kan jo ikke redde hele verden. Hele den folkelige samtale om, hvordan man kunne løse den enorme udfordring, som vi stod (og stadig står) overfor blev en afstumpet og fordummende retorisk slagudveksling, hvor man enten skulle være klar til at lade flygtningefamilier flytte ind i sin dagligstuen eller omvendt til at synes at det var okay at åbne ild mod gummibåde på vej over Middelhavet. Fløjene fik hurtigt dæmoniseret hinanden, og resultatet var, at der ikke rigtig skete noget. Vi fandt ikke nogen løsninger, og i stedet stod vi blot og blev mere og mere følelsesløse.
Bogen er mit forsøg på at finde ud af, hvordan verden er kommet dertil. At døde børn, der skyller op på Europas kyster, fører til en diskussion mellem civiliserede mennesker om, hvorvidt vi skal sætte pigtråd op langs grænsen. ’Næsten' er et forsøg på at tegne et nuanceret billede af de mennesker - os alle sammen -, som uden at ville det bliver trukket ind i hele flygtningekrisens centrifuge. Det var min oprindelige tanke - den opgave, jeg stillede for mig selv tilbage i det tidlige forår 2016. Et forsøg på at forstå og på at forholde mig til de voldsomme begivenheder - til at finde en form for mening i dem og forstå, hvorfor vi som art kan lade verden komme dertil.
Hvad er din hensigt med bogen?Som forfatter forsøger jeg altid at finde en form for forståelse af verden: hvorfor er det her sådan? Hvorfor sker det her? Hvad tænker et menneske, der udsættes for det her? Hvordan kan man komme til konklusioner omkring tilværelsen, som er så langt fra det, jeg selv ræsonnerer mig frem til? Jeg vil ikke påstå, at jeg er i nærheden af at have opnået nogen egentlig for forståelse, men til gengæld arbejder jeg intensivt på at træne mine empatiske muskler. Det gør jeg blandt andet ved at skrive, og det oplever andre forhåbentlig også ved at læse mine bøger.
Mit mål var, at man skulle kunne læse ‘Næsten’ og finde en person, man kunne føle en form for identifikation med uanset hvad ens baggrund måtte være - men også den persons modstykke - og at man på den måde ville åbne sit sind for et mere nuanceret syn på verden. Det er meget nemt og tillokkende at dele verden ind i kasser og dogmer og ‘os og dem’. Det er en bekvem måde at forstå verden på og har været det gennem tusindvis af år, men den går ikke længere. Det bliver vores undergang. Vi bliver nødt til at hæve blikket, hæve vores empatiske niveau og opføre os mindre egoistisk, mindre snævertsynet og med mere ydmyghed overfor hvor meget skade vi gør på hinanden og vores omgivelser. Hvis jeg kunne få mine læsere til at føle forståelse og medfølelse med karakterer, de som udgangspunkt har antipati overfor, ville jeg være en lykkelig forfatter.
Du har tidligere udgivet billedbøger, hvad fik dig til at skrive en voksenroman?Jeg skriver både til børn og voksne. Jeg debuterede som romanforfatter i 2015 og har skrevet fire voksenromaner siden da (‘Næsten’ er nummer fem). Børnebøgerne har jeg skrevet sammen med min skrivemakker, journalist Pernille Engsig. Den første udkom i 2018, så jeg var egentlig voksenforfatter først, hvis vi skal tage det strengt kronologisk.
Børnebøgerne er faktaformidling, omend vi forsøger at gøre det så poetisk og eventyrligt som muligt. Det er en stor glæde og fornøjelse - både menneskeligt og fagligt (jeg er uddannet journalist) og et par af bøgerne er udgivet på flere sprog rundt omkring i verden.
Romanerne er også baseret på virkelighed, men er alligevel noget helt andet. Det at skrive dem er noget personligt, jeg vil nærmest kalde det for en drift - jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal beskrive det. Det er resultatet af årelange tanke- og skabelsesprocesser. En forståelse (eller i hvert fald forsøg på det) af verden, som skal nedfældes på skrift og fastholdes og kommunikeres. En dialog med ukendt partner. Værker, som forhåbentlig kan vække tanker og følelser i de, der læser dem. Det skal børnebøgerne selvfølgelig også gerne - og de skal helst fungere for både børn og voksne. Romanerne tager ikke hensyn til læserens alder eller sarte system. De stiller krav til læseren på samme måde som man ville stille krav til en fortrolig samtalepartner i romanernes tilfælde helt klart en voksen læser. Jeg kan ikke tale med et barn om de ting, jeg er nødt til at tale om i ’Næsten’. Det ville tangere et overgreb.
Jeg kan vist godt tillade mig at sige, at du ikke har oplevet nogle af de rædsler som personerne i din bog har, så hvordan har du researchet de historier der udspiller sig?
Nej, jeg har gudskelov ikke oplevet de rædselsfulde ting, som hovedpersonerne i ‘Næsten’ har. Karaktererne er baseret på mennesker, jeg har mødt. Jeg var i 10 år tilknyttet en organisation, der arbejdede med udviklingsarbejde i Afrika, og jeg har derfor tilbragt en del tid i fattige landsbyer, slum og flygtningelejre i Uganda og Kenya. Der har jeg mødt og talt med personer, der har - eller kunne have - oplevet nogle af de ting, som visse af hovedkaraktererne i ‘Næsten’ går igennem. Andre har jeg fundet inspiration til gennem folk, jeg har skrevet om, interviewet eller blot talt med gennem årene - privat eller professionelt som journalist. Handlingsforløb er inspireret af rapporter fra Amnesty, af bekendtes oplevelser som flygtninge eller som udsendte soldater i fredsbevarende styrker, af artikler og reportager fra forskellige medier. I skriveprocessen bliver det hele kogt sammen, tilsat min egen fantasi og empati, kondenseret og konstrueret i handlingsforløb, som lægger sig meget tæt op af virkelige hændelser og begivenheder.
Hvorfor var det netop de historier du valgte at skrive?Det var vigtigt for mig at få så mange aspekter af flygtningekrisen som muligt med, derfor har jeg forsøgt at skabe karakterer, der befinder sig på vidt forskellige steder, med helt forskellige baggrunde, geografi og indgangsvinkler, hvis skæbner alligevel ender med at krydses i den store hvirvelstrøm. Jeg vil gerne ind i hovedet på familiefaren fra Aleppo, der forsøger at redde sin familie, på slagteriarbejderen i Sønderjylland, der ender med at råbe og skrige ad de fremmede, af den unge mand fra Nordafrika, der søger lykken i Europa, af lastbilschaufføren, der ender med at blive medvirkende til en forfærdelig forbrydelse, af forskeren, der ser på det hele gennem naturvidenskabelige og rationelt undersøgende briller, på den unge pige fra Jylland, der optændt af harme drager ud for at gøre noget godt i verden. Alle deres øjne vil jeg gerne se verden gennem. Alle dem vil jeg gerne forsøge at forstå og give en stemme. Og den enlige mor, der flygter gennem ørkenen med sit spædbarn, selvfølgelig. Måske hende mest af alt.
Hvilken af historierne gjorde indtryk på dig?De gjorde allesammen indtryk. Der er personer med, som jeg kender bedre end andre, og som det har været lettere for mig at skrive, det er klart. Og de har allesammen noget Jakob i sig. Det tror jeg ikke, man kan undgå. Når man skriver sig ind i hovedet på en karakter, må man bruge sin fantasi og dermed også sig selv. Det er i hvert fald sådan jeg arbejder. Man må forestille sig at man er i deres virkelighed, at man oplever det, de gør og reflekterer over, hvordan de vil reagere - og så skrive uden forbehold.
Karaktererne må meget ondt igennem, og det var især følelsesmæssigt udfordrende at sende Grace ud på sin vandring gennem Sydsudans savanne sammen med Blessing. Den gjorde ondt at skrive, men det gjorde historierne om Khaled, om Samer og hans familie og om alle de andre også. På den måde var det en meget hård bog at skrive. Der var ikke mange følelsesmæssige pusterum undervejs - det synes jeg også at bogen bærer præg af, men heldigvis også, at der er lidt lys, lidt håb og noget rå skønhed i al gruen. Det er ikke alle historierne, der ender i død og fortabelse. Der er en menneskelighed, der trods alt sejrer visse steder.
Hvordan var din skriveproces? Havde du alle historierne klar fra start af, eller udviklede de sig undervejs?
Processen med ‘Næsten’ var sådan, at jeg fra starten vidste, at jeg ville have et stort persongalleri og at det skulle være karakterer, der var meget forskellige, befandt sig på meget forskellige steder og kunne spejle sig op mod hinanden for at bogen skulle kunne fungere som helhed og ikke blot som enkeltstående noveller. Så jeg begyndte at skitsere, hvem jeg ville have med, hvilke handlingsforløb, de (i store træk) skulle opleve og hvem, det kunne være interessant at lade dem krydse med. Alt det havde jeg i baghovedet de følgende år - bl.a. mens jeg rejste rundt i Afrika på forskellige opgaver og talte med folk i andre sammenhænge - og skrev en anden roman om udviklingsarbejde undervejs.
Researchen foregik løbende på den måde at jeg blev meget inspireret af at tale med folk, der havde været i situationer som dem, jeg gerne ville beskrive og som uden nødvendigvis at vide det - gav mig værdifulde detaljer til at forstå, hvordan det er, når man pludselig må pakke sine fornødenheder og flygte fra sin landsby midt om natten, fordi skuddene, der før kun har lydt i det fjerne, nu pludselig begynder at komme alt for tæt på - eller hvordan det er at være i en sundhedsklinik i en flygtningelejr, den konkrete fysiske oplevelse af, hvordan det er at sidde i en skrumplende firehjulstrækker på vej til Bidibidi, hvordan man taler sammen i en Røde Kors-compound eller hvordan man som forsker ville gå til et et forsøg med smertetolerancer og hvilke overvejelser man ville gøre sig.
Til sidst havde jeg så meget baggrund og så meget stof at skrive ud fra, at jeg var nødt til at gå i gang. Derfra var den første gennemskrivning ret lineær. Sådan plejer den at være for mig. Jeg har en nogenlunde ide om, hvad der i store træk skal ske, men undervejs er jeg heller ikke bange for at lade mig føre ad andre veje, hvis det viser sig, at karaktererne eller tilfældighederne vil tage nogle sving undervejs. Der er altid plads til at de kan udvikle sig organisk. Det er i den proces, bogen får kød og blod og bliver sanselig og taktil. Fra første gennemskrivning til det endelige resultat er der dog lang vej. Det manus, jeg sendte ind til forlaget i begyndelsen af 2023 var væsentligt mere dystert end det, der endte med at blive den færdige bog.
Selv titlen var langt mere lukket og deterministisk. Jeg var så heldig at få tilknyttet Silja Henderson som redaktør. Udover at være en virkelig dygtig forfatter og et meget empatisk menneske, er hun uddannet krisepsykolog, hvilket var en kæmpe hjælp for mig for at forstå mine karakterer bedre (og måske også mig selv, hvis jeg skal være helt ærlig). Hendes gode og skarpe spørgsmål og den virkelig konstruktive dialog, vi har haft omkring færdiggørelsen af bogen, har gjort en stor forskel for det færdige værk.
Hvad arbejder du på nu?Jeg har flere andre ting i støbeskeen. Min næste roman bliver meget anderledes i både struktur og tone. Den kommer til at handle om kunst og ytringsfrihed og skulle gerne være klar til udgivelse en gang næste år. Samtidig arbejder Pernille Engsig og jeg sammen med illustrator Kamilla Wichmann på tredje bind i vores børnebogsserie om evolution, og derudover har jeg flere andre spændende projekter i gang, som jeg desværre ikke kan løfte sløret for endnu.
