fredag den 25. september 2020

Suzanne Collins; Hunger Games [Anmeldereksemplar]

Suzanne Collins; Hunger Games [Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Bagsidetekst fra "Dødsspillet":
Vinderen bliver rig og berømt. Taberen dør. Lad Dødsspillet begynde.

I landet Panem er magthaverne nådesløse over for befolkningen og tvinger dem hvert år til at udvælge én pige og én dreng fra hvert af Panems tolv distrikter, som skal deltage i Dødsspillet  en kamp om liv og død på direkte tv.

Da 16-årige Katniss frivilligt tager sin lillesøsters plads i Dødsspillet, betragter hun det som en dødsdom. Men Katniss har før haft døden tæt på.

Så skete det endelig! Jeg har fået læst "Hunger Games"-bøgerne. Jeg har haft dem stående i min bogreol virkelig længe, men da jeg modtog "En fortælling om sangfugle og slanger", blev jeg tilbudt bøgerne i den nye udgave og jeg sagde ja tak. Jeg frygtede at de bare ville strande, men nej, jeg var fire dage om at læse dem! Og wow - hvilken læseoplevelse det var!

Jeg har set filmene flere gange - bl.a. lige efter jeg havde læst historien om Snow, så jeg havde handlingen frisk i erindring og selvom jeg synes filmene er gode, så er der ingen tvivl om at bøgerne er bedre. Meget bedre! Dog synes jeg at filmene lægger sig rigtig meget op af bøgerne og det er jeg glad for. Der er ikke noget værre end når der bliver lavet alt for meget om fra bog til film. Der er selvfølgelig ting der er lavet om og udeladt, men jeg synes alligevel at filmene matcher bøgerne godt. 

Jeg var dog overrasket hvor langt ude Katniss er i bøgerne, i modsætning til filmene. Jo bevares, hun er ked af det, rasende, gal, såret, fortvivlet og meget mere i filmene, men i bøgerne ender hun jo med at være helt til rotterne flere gange. Hun er med andre ord; fuldstændig knust. Hun har haft et skrækkeligt liv og er bare nedbrudt. Det bliver ikke bedre af at skulle deltage to gange i Hunger Games og hvad hun ellers bliver udsat for. 

Da jeg mødtes med min bogklub snakkede vi om, om Katniss og Peeta mon egentlig er lykkelige sammen. Jeg tror ikke nødvendigvis at de har et lykkeligt liv, men jeg tror at de støtter hinanden. Elsker hinanden - på deres egen måde. De har oplevet forfærdelige ting sammen, og jeg tror at det er en af hoved årsagerne til at de er sammen. Der er ingen andre der kan forstå det de har været igennem. 

Selvom bøgerne efterhånden har en del år på bagen, den første bog kom i 2008, så er de stadig værd at læse. Jeg var - selvom jeg kender historien - fuldstændig opslugt af alle de små detaljer der ikke er med i filmene. Jeg har opslugt af historien og skildringen af personerne. Der er så meget mere dybde i bøgerne. Jeg strøg igennem dem og jeg nød virkelig at læse Katniss' historie og lære hende bedre at kende.

Jeg er virkelig glad for at jeg har fået dem læst og jeg synes bestemt at de er alle roserne værd. De er utrolig medrivende, nervepirrende og spændende. Som læser sidder man helt ude på kanten af stolen, og ja, selvom jeg kendte fortællingen fra filmene, er det altså noget andet at læse om alle de prøvelser som Katniss skal igennem. Det er ikke småting og jeg forstår godt hendes kvaler og nedbrudte sind.

Hvis du, som mig, endnu ikke har fået dem læst, kan jeg kun opfordre dig til at gøre det. Det er en suveræn læseoplevelse, som bliver siddende hos dig længe efter du har vendt sidste side.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: "The Hunger Games", "Catching Fire" og "Mockingjay"
Samlet bedømmelse: 6 ud af 6 stjerner

tirsdag den 22. september 2020

Julie M. Day; Af blod og støv [Anmeldereksemplar]

 
Julie M. Day; Af blod og støv (Sagakvartetten, #1) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Yara skal indvies i heksenes kreds, men noget går grueligt galt under ritualet. Zola står til at blive sin stammes overhoved, men hendes landsby bliver brutalt overfaldet af fremmede mænd på jagt efter slaver. Imens fører Philip og Taran en rolig tilværelse i en lille landsby, men snart vender beslutninger truffet i hovedstadens hjerte op og ned på alting. Kongen af Kalos forhandler sig til en aftale med dværgenes konge og sender sin eneste søn, Kronprins Cassius, over Salthavet til en skæbne, han ikke selv har valgt. Imens finder den fordrukne eksløjtnant Rulf et nyt formål med sin eksistens, da han får et tilbud fra kongen selv, som han ikke kan sige nej til ...

Vi har læst denne bog i min bogklub og det er altid dejligt at have nogen at snakke bøgerne igennem med. Den her delte vandene og det gør bare snakken endnu mere spændende.

Lad mig starte med at sige at jeg rigtig godt kunne lide den. Julie formår - ligesom i Trafallas-serien - at skabe et spændende og anderledes fantasy univers. Der er både dværge, magikere, onde troldmænd (eller hvad skurken nu er) og måske også nogle drager! For mig spiller det hele rigtig godt.

Der er ret mange personer at holde styr på. Heldigvis står der ved hvert kapitel hvem vi følger og det hjælper på det. Jeg synes dog - ligesom nogen fra bogklubben - at Philip og Tarans historie var lidt kedelig og måske endda unødvendig, men måske kommer det til at give mere mening i næste bog. I det hele taget føles det som mange små historier, der godt nok er sideløbende med hinanden, men indtil videre har de ikke noget med hinanden at gøre. Forhåbentlig sætter Julie bare scenen og fletter alle personerne sammen senere.

Julie er god til at beskrive de forskellige personer. Der er de tre heksesøstre, der bare forsøger at leve et stille liv - uden at lave for meget larm. Der er Zolamijan (Zola) der, for at slippe for at blive slave, stikker af. Hun passer på sin sårede og retarderede bror. Hun udviser mod og styrke for at passe på ham, men hun samtidig kan hun ikke undgå at få følelser for Bogani - eller hvad? Det er lidt forvirrende hvad hun føler, hvilket nok skyldes deres meget forskellige opvækst og syn på kvinders rolle i samfundet.

En forkælet prins må tage en for holdet (eller tronen), hvilket han bestemt ikke er meget for. Han er forkælet og vant til at gøre hvad der passer ham. En slavejæger med et vansiret ansigt, som jeg egentlig godt kunne lide til at starte med - indtil han viser en ret utiltalende side af sig selv. Jeg hepper dog stadig på ham og kunne godt forestille mig at han bliver en ret central spiller. Og vores skurk? En mystisk magtfuld person, der opererer fra skyggerne og helt klart ikke har rent mel i posen.

Der er ikke sparet på personer og som sagt før, kan det være lidt forvirrende, men jeg kan nu godt lide det alligevel. Det holder læseren på tæerne og tempoet i historien oppe. Sproget er tilpas detaljeret uden at det bliver for langtrukken, og vi får beskrevet flere forskellige områder af samme rige, gennem de forskellige hovedpersoner.

Jeg glæder mig til at se hvad der er i vente for dem alle og som sagt, håber jeg også at deres veje krydses. Det vil gøre historien lidt mere sammenhængende. Det er dansk fantasy som kun Julie kan skrive det og hvis man har læst Trafallas, skal man ikke snyde sig for denne!

Tak til Turbine for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Turbine
Udgivet i: 2020
Antal sider: 433
5 ud af 6 stjerner

tirsdag den 15. september 2020

Stephenie Meyer; Midnatssol [Anmeldereksemplar]


Stephenie Meyer; Midnatssol (Twilight, #5)
[Anmeldereksemplar fra Carlsen Puls]

Bagsidetekst:
"Jeg kan ikke sove," mumler jeg.
Hun er tavs i et øjeblik.
"Slet ikke?" spurgte hun.
"Aldrig," hviskede jeg.

Ved synet af hendes gennemtrængende blik, fuldt af overraskelse og medfølelse, fik jeg straks lyst til at sove. Ikke for at glemme, som tidligere, eller for at slippe for kedsomheden, men fordi jeg gerne ville drømme. Hvis jeg kunne være bevidstløs, hvis jeg kunne drømme, kunne jeg måske leve et par timer i en verden, hvor hun og jeg kunne være sammen. Hun drømte om mig. Jeg ville også gerne drømme om hende.

Hun stirrede på mig med et forundret udtryk. Jeg var nødt til at se væk. Jeg kunne ikke drømme om hende. Hun burde ikke drømme om mig.

Ok, hånden på hjertet - jeg har faktisk aldrig læst den første "Twilight"-bog, men jeg har læst resten af serien og jeg elskede den! Jeg hørte af omveje at den første bog gik meget ud på at Bella sukkede over Edward, og for at være helt ærlig, så magtede jeg ikke at læse det. Jeg beklager, men jeg er Team Jacob - og det er jeg stadig, selv efter jeg har læst "Midnatssol", men den snak skal vi ikke tage her. 

Jeg ved derfor ikke hvor mange af scenerne der er præcis som i "Tusmørke", men jeg håber da at Stephenie har bibeholdt dem som de er og det samme med dialogen. For selvom historien nu fortælles fra Edwards synspunkt, er handlingen stadig den samme.

For at være ærlig, synes jeg at bogen var ret tung at læse. Jeg kunne ikke holde ud til at læse mere end 100-200 sider af gangen - og så er der altså lang vej til side 824. Men jeg kom dog igennem. 

Det var bestemt ikke fordi historien ikke var spændende eller dårlig skrevet, men Edward er faktisk ikke særlig rar at læse om. Han kæmper rigtig meget med sig selv, sine valg, sine følelser for Bella, tanker om familien og frygten for om ham og Bella har en fremtid. Når man nu kender resten af serien, ved man jo godt hvordan det ender, men alligevel. Det er ikke særlig optimistisk at læse om. Det hele er meget dystert og en smule deprimerende. 

Dog må jeg indrømme at det også var interessant at følge hans tanker. Vi kommer meget tættere ind på livet af ham og nogle af de handlinger han begår i de senere bøger, giver pludselig meget mere mening. Samtidig oplever vi også familien Cullens utrolige familiebånd. De er meget tætte alle sammen og de har en helt særlig dynamik. Nu er det efterhånden mange år siden jeg har læst bøgerne, så jeg kan ikke huske hvor meget af det Edward tænker om sin familie, som vi rent faktisk får at vide senere hen i bøgerne. Jeg nød i hvert fald at læse om Edward og Alices forhold. Alice er - som også i de andre bøger - helt fantastisk. 

Jeg har hørt rygter om at Stephenie vil til at skrive flere bøger i universet, som foregår efter "Daggry" og det kunne jeg virkelig godt tænke mig blev til noget. Jeg har ofte spekuleret over hvad der sker med Edward, Bella, Jacob, Renesmee og alle de andre - måske får jeg endelig lov til at finde ud af det! Det kunne være fedt.

Hvis man er "Twilight"-fan skal man bestemt ikke snyde sig selv for "Midnatssol" - også selvom man er Team Jacob. Jeg har ikke skiftet hold, men jeg kan nok bedre sætte mig i Edwards sted end jeg kunne før. Det må vel også tælle lidt, ikke?

Tak til Carlsen Puls for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Carlsen Puls
Original titel: Midnight Sun
På dansk ved:
Udgivet i: 2020 (på engelsk og på dansk)
Antal sider: 768
5 ud af 6 stjerner

fredag den 11. september 2020

Rikke Lindgaard; Hvorfor skal skoletasken være så tung?

Rikke Lindgaard; Hvorfor skal skoletasken være så tung?

Bagsidetekst:
Hvor er Vincents gummistøvle blevet af? Hvor meget giver tandfeen i bytte for en tand? Hvilken ugedag er det bedst at kæmme for lus? Og er det virkelig rigtigt, at pesto oftere bliver spist op end hummus?

Disse og mange andre helt essentielle spørgsmål får du som læser ikke endegyldigt svar på i denne bog. Til gengæld får du et satirisk indblik i indskolingsforældres digitale kommunikation med hinanden og personale på deres børns skole - en privatskole i Kongernes Nordsjælland.

Hvorfor skal skoletasken være så tung? er en underholdende samling beskeder, der giver mulighed for at reflektere over aspekter som forældreskab, værdier og kommunikation. 

Jeg faldt over denne bog på Instagram. Jeg troede først det var en fagbog og havde faktisk ikke tænkt at det var noget for mig. Men så så jeg at flere anbefalede den og roste den for at være ualmindelig underholdende og tåkrummende. Jeg lånte den på biblioteket og jeg er bestemt ikke blevet skuffet.

Der går ikke mange år, før jeg også får den tvivlsomme ære at stifte bekendtskab med ForældreIntra/Aula og jeg må indrømme at jeg lidt frygter det. Især efter at have læst den her bog. For oh my God - jeg håber ikke at det er sådan i virkeligheden.

Sjældent har jeg læst noget så underholdende, men samtidig også utrolig pinagtigt. Hvis jeg var forælder til et barn i en af de klasser bogen omhandler, havde jeg fået et sammenbrud - eller udøvet vold mod de forældre der kan finde på at gå op i sådanne ting. Det er hovedrystende. Det er grotekst. Desværre er det nok virkelig for rigtig mange forældre. Jeg kvæler lige i et suk. 

Tænk sig at gå op i sådanne ting? At børnene skal se den samme julekalender, men fordi den så sendes så sent, opfordres der til total afslapning i første time dagen efter? At pigefødselsdag skal koste 6.000 kr., og at der på ønskelisten er dyrt make-up. At man beskylder hinanden for ikke at have styr på børnenes ting og så videre og så videre. 

Det er virkelig en bog der skal opleves. Om man så er forælder eller ej. Jeg er sikker på at der er rigtig mange der kan nikke genkendende til flere af de typer mennesker der portrætteres. Dem der er lidt for frisindede, dem der vil overtage en hver festlig lejlighed, dem der ikke har noget filter, dem der vil fremstå perfekte osv. 

Jeg sad hovedrystende tilbage og var på samme tid godt underholdt og virkelig skræmt. Jeg kan forestille mig at forældre med skolebørn kan forstå den endnu bedre end jeg og jeg frygter for mit mentale helbred når det bliver tur. 

Hvis du trænger til et godt grin og et satirisk indblik i samtaler forældre i mellem på internettet, så skynd dig at låne den her bog!

Fakta:
Forlag: Byens Forlag
Udgivet i: 2020
Antal sider: 200
6 ud af 6 stjerner

tirsdag den 8. september 2020

Melanie Harlow; Fra dette øjeblik [Anmeldereksemplar]

Melanie Harlow; Fra dette øjeblik [Anmeldereksemplar] 

Bagsidetekst:
Da min afdøde mands tvillingebror flytter tilbage til vores lille by, vil jeg allerhelst undgå ham. Alt ved Wes minder mig om den mand, jeg har mistet og det liv, vi havde planlagt. Nu er jeg endelig nået til et sted, hvor jeg har det okay igen. Jeg har et nyt job, søde mennesker omkring mig og en skøn lille datter.

Men jeg er også tiltrukket af Wes. Han forstår min sorg, vrede og skyldfølelse bedre end nogen anden - og jeg forstår hans følelser. Der går ikke længe, før den forståelse forvandler sig til begær, og før begæret ikke er til at styre.

Han siger, at det ikke betyder noget for ham, hvad andre mennesker tænker, og at kærlighed aldrig kan være forkert. Men hvis der er noget, jeg har lært, så er det at kærligheden ikke altid sejrer ...

Eller gør den?


Jeg skulle lige sluge en kamel inden jeg gik i gang med denne fortælling. For jeg synes det var lidt bizart at Hannah kunne forelske sig i sin afdøde mands tvillingebror. Jeg havde nok de samme betænkeligheder som hun selv kæmper med: vil folk omkring synes det er for mærkeligt? Vil de dømme hende for først at have den ene bror og så den anden?

Heldigvis blev mine tanker gjort til skamme da man lærer både Hannah og Wes at kende. For der er mere end bare tiltrækning mellem dem - der er også en forhistorie, som måske kunne have været med til at tingene var endt meget anderledes. 

Karaktererne fra de to forrige bøger, "Hvis du var min" og "Da jeg faldt", spiller også en rolle heri, men ikke så stor som jeg havde håbet. Jeg kunne godt lide de karakterer og jeg ville gerne have set mere til dem. Man behøver ikke at have læst "Hvis du var min" og "Da jeg faldt" inden man går i gang med den her, men stemningen fra de forrige bøger går igen og historie om den altopslugende kærlighed, man vil gøre alt for, er den samme.

Som sagt, kæmper Hannah og Wes med både deres følelser for hinanden, men også med tankerne om hvad omverdenen vil sige til deres spirende forhold. Jeg synes deres overvejelser er virkelighedstro og meget plausible. De forhaster sig ikke, men tænker meget over hvordan de skal agere overfor hinanden - især når de er sammen med Wes' familie. Det ender i et par pinlige situationer, men ikke noget der bliver for meget. Jeg kan også godt lide problematikken med Wes' mor, der tager alting meget tungt og som har svært ved at give slip på sine drenge. 

Alt i alt er det en god kærlighedshistorie, der er lidt utraditionel. Den er underholdende og jeg var fanget fra første side, selvom jeg godt vidste at det nok skulle ende godt - det gør den slags historier stort set altid. De bump på vejen som de oplever, er ikke blæst ud af proportioner, men føles meget som problemer der kunne opstå i den virkelige verden.

Hvis man er til romantik, skal man hverken snyde sig selv for de to første bøger eller for denne.

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Flamingo
På dansk ved:
Original titel: From this moment
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2020 (på dansk)
Antal sider: 330
5 ud af 6 stjerner