Iben Mondrup; Ild - En fortælling om at finde hjem [Anmeldereksemplar]
Bagsidetekst:
En dag dukker en mærkelig pige op i Ravns landsby. Hun har ingen ord, men Ravn kan mærke at hun vil ham noget. Han kan mærke at hun ligesom han har mistet noget. Og han kan mærke at han bliver nødt til at hjælpe hende.
Sammen drager de to børn af sted på en spændende og forunderlig rejse ud i sneen for at finde ud af hvor pigen hører til. Vinterskoven er fuld af farer og uforklarlige ting, og de to får brug for hinandens hjælp og fremmedes venlighed hvis det skal lykkes dem at finde hjem.
Store bøger der er smukt illustreret kan altså bare noget. Ikke helt en tegneserie, og ikke helt en almindelig roman. En kombination og alligevel ikke.
For der er fokus på det skrevne sprog. Der er leget med ord og måden at skrive på. Jeg tør godt indrømme at det nok ikke er en bog for alle. Man skal være en stærk læser og kunne leve med den lidt gammeldags tone der er i historien, men kan man det, så får man også en storslået historie.
Det er en historie der langsomt suger læseren ind. Jeg havde en forventning om mere magi, men det magiske er på en eller anden måde underspillet. Det ligger og lurer lige under overfladen - vi ved det er der, men vi oplever det som sådan ikke.
Som læser ved vi godt at der er sket noget forfærdeligt, vi ved bare ikke helt hvad før til aller sidst og jeg kan egentlig godt lide at blive holdt hen i uvished.
Børnene får hjælp fra forskellige sider på deres færd, samtidig med at de lærer hinandens styrker og svaghed. Et venskab blomstrer i den kolde sne, men hvad sker der når de finder frem til sandheden?
I fx "Snesøsteren" og "Vindmageren" er illustrationerne fantasifulde og fulde af liv. I "Ild" er de naturtro, men ikke detso mindre også magiske på deres egen måde. Der er en stor grad af detaljer og især i ild og i hår er der meget at kigge på.
Det er den første bog jeg læser af Iben Mondrup - og også hendes første børnebog - og hvis hun formår at lave en setting og et univers som i denne, forstår jeg godt hvorfor folk er vilde med hendes bøger.
Det er en historie om venskab og om hvor meget børn kan overkomme, hvis de virkelig vil det. Det er en historie om sammenhold og om at passe ind. Om kærlighed til familien og ensomhed. Det er en bog der indbyder til samtale og som er god at læse sammen.
Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet i: 2024
Antal sider: 227
5 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar