Bagsidetekst:
Når du er blevet udvalgt til at miste alt, du elsker, hvad er der så tilbage at kæmpe for?
Da solen står op over Panem på dagen for det 50. Dødsspil, bliver alle indbyggere mødt af en gruopvækkende nyhed. Det er nemlig blevet besluttet, at man for at fejre jubilæet vil udvælge dobbelt så mange deltagere fra hvert distrikt til Spillet.
I Distrikt 12 forsøger Haymitch Abernathy ikke at ænke for meget over dagens udfald. Han vil helst bare passe sit arbejde og glæde sig til at mødes med sin kæreste.
Så da Haymitch' navn bliver udtrukket, mærker han alle sine drømme smuldre. Han bliver flået væk fra sin familie og sin kæreste og sammen med de tre andre deltagere fra Distrikt 12 fragtet til Capitol, og langsomt indser han, at det er meningen at han skal tabe.
Men der er noget i ahm, der ønsker at kæmpe imod ... og at den kamp skal kunne mærkes langt uden for dødsarenaens mure.
Jeg må med skam indrømme at jeg kom meget for sent til "Hunger Games"-festen. Mit første møde var med filmene og dem så jeg mange gange, inden jeg kom til at læse bøgerne - og jeg synes faktisk at begge er rigtig gode.
Så kom bogen om Snow - og her har jeg stadig filmen til gode. Jeg er en af dem der godt kunne lide bogen (don't shoot me), så jeg er spændt på filmen.
Da jeg så læste af Haymitch skulle have bog vidste jeg at det ville blive barsk læsning. Især fordi den udgave af Haymitch som vi møder i historien om Katniss og Peeta er et plaget menneske. Vi er klar over at han er blevet udsat for voldsomme ting, men jeg havde ikke forestille mig at det ville være så voldsomt.
Når man har læst de andre bøger er der mange glædelige gensyn - IKKE med Snow - med andre personer, som også spiller en større eller mindre rolle her. Det er altid interessant at møde tidligere udgaver af personer man ved kommer til at gøre enten gode eller onde ting.
Det er også endnu en tur i Spillet og det er ligeså uhyrligt at læse om, som i de andre bøger. At tilfældige mennesker udvælges for at slå hinanden ihjel i et grusomt spil, er så ubehageligt at tænke på som det næsten kan blive.
Og det er ikke småting Haymitch bliver udsat for. Både før, under og efter spillet. Jeg sad og forventede det værste hver gang jeg bladrede og det blev mødt hver gang. Det er så grufuldt, at selv nu hvor jeg tænker på det, giver det mig ondt i maven og en klump i halsen.
Men det er det Hunger Games-bøgerne kan. De kan provokere os. De kan skræmme os og vise os et billede af en verden hvor ingen kan føle sig sikre. Hvor håb er en som en fugl der enten kan plejes og passes, eller knuses med et knips med fingrene.
Det er hård og brutal læsning - præcis som jeg havde forventet det skulle være.
Tak til forlaget for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Gyldendal
På dansk ved: Sarah Louise Pedersen
Original titel: Sunrise on the Reaping
Udgivet i: 2025 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 420
6 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar