Viser opslag med etiketten cutter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten cutter. Vis alle opslag

torsdag den 30. marts 2017

Peter Solberg Dirksen; Cutter

Peter Solberg Dirksen; Cutter

Bagsidetekst:
Mila hader sig selv og sin krop. Ofte låser hun sig inde på sit værelse og lever sin smerte ud ved at græde, skære i sig selv og skrive triste sange. Da Marty kommer på udveksling, bliver hun skræmt ved tanken om, at der skal bo en dreng på hendes storesøsters værelse. Men også lidt nysgerrig.

Marty har sine egne dæmoner at slås med. Han er flygtet fra sine forældre og sit barndomshjem ved det forbandede gadekær. Med sig i bagagen medbringer han et skateboard, en ganske særlig æske af træ og et ønske om at finde den ægte kærlighed.

I de søvnløse nætter mødes Mila og Marty i tv-stuen og ser musikvideoer på MTV fra hvert deres hjørne af sofaen. Men snart begynder de at betro hinanden dystre hemmeligheder, de hver især længe har gemt på.

Jeg var ikke helt klar over hvad jeg skulle forvente af den her bog, men jeg havde dog ikke forventet at den ville være så rå og tankevækkende som den er. Selvom jeg var hurtig til at læse den, sidder historien stadig i mig, og jeg kan få helt ondt i maven, af at tænke på hvad både Mila og Marty bliver udsat for - både af dem selv, men især også af andre.

Der er ingen børn der burde blive udsat for den slags. Især ikke af dem der burde beskytte og elske dem højere end noget andet. Samtidig er der ingen unge mennesker der burde tumle med så mørke dæmoner, der truer med at ødelægge liv og sjæle. Man burde kunne snakke om det. Hjælpe og støtte hinanden, når tankerne bliver for dunkle og dyster. Mila og Marty finder - efter en del skepsis - tryghed i hinanden og en enorm støtte, der medfører at de faktisk kommer ud på den anden side. Godt nok med ar - fysisk og psykiske - men dog i live, og måske endda stærkere end før?

Selvom handlingen foregår i slut 80'erne, er emnet stadig aktuelt og vigtigt at italesætte. Jeg synes bestemt ikke at historien led af at foregå for efterhånden en del år siden, for jeg er sikker på at mange af tingene ikke ændret sig. Når man som ung er kommet ud på det forkerte spor, er det stadig de mørke gyder, alkoholen og stofferne der trækker. 

Som "Er du okay, Fie?" og "Hjertet er 1 organ" fortæller denne historien på en rå, brutal og skræmmende præcis måde hvordan det er at kæmpe en, tilsyneladende umulig kamp, mod indre dæmoner. Samtidig sporer man også håb, forståelse og endda kærlighed i de mørke stunder i livet, og historien viser, at hvis man har de rette mennesker til at støtte en, er der lys for enden af tunnellen og en chance for et godt liv.

Tak til EgoLibris for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: EgoLibris
Udgivet i: 2017
Antal sider: 292
5 ud af 5 stjerner

tirsdag den 14. marts 2017

Anika Eibe; Er du okay, Fie?

Anika Eibe; Er du okay, Fie?

Bagsidetekst:
Jeg ved godt hvordan folk opfatter mig. Jeg ved godt de tror de ved alt om mig. Alene på grund af mit udseende. Men ved I hvad ... det gør de ikke.

Fie har det hele. Hun er smuk, dygtig i skolen, og drengene er vilde med hende. Udadtil er hendes liv fantastisk. Men ikke alt er så perfekt som det ser ud til.

"Er du okay, Fie?" er den selvstændige efterfølger til "Er du okay, Marie?". Handlingen foregår samme sted som i "Er du okay, Marie?", vi følger bare en anden af Maries klassekammerater. En klassekammerat der også bærer på en hemmelighed.

I "Er du okay, Marie?" var det mobning der var temaet. Hvor ondt det gør på mobbeofret og hvor langt ud det kan drive en. I denne bog er det, det at være cutter der er temaet. Et ligeså tabubelagt og følsomt emne som mobning og i ligeså høj grad et emne der bliver tiet ihjel. For hvordan kan udefrastående forstå, hvordan en, der lader til at have alt, skære i sig selv?

På overfladen lader det til at Fie har det hele, men indeni kæmper hun med dårlig selvtillid, en ringe opfattelse af sin egen verden, alt for store krav fra forældre, der ikke kan forstå hendes problemer. Hun kan ikke sige fra eller nej. For så skuffer hun dem endnu mere. Hun kan dog holde det hele på afstand ved at sætte en kniv til huden og nyde roen den intense smerte giver hende. En indre ro og fred, der kun kommer når kroppen fokusere på smerten ved at blive skåret i.

Som i "Er du okay, Marie?" er sproget nøgternt, uforsødet og beskrivende. Som læser er man ikke i tvivl om Fies indre kamp mod dæmoner, tanker og drømme. Som læser forstår man hendes bevæggrunde for det hun gør, og man sidder og råber af de andre personer, at de skal åbne øjnene og se hvor dårligt Fie i virkeligheden har det.

Cutting er et problem ligesom mobning. Et problem der skal i talesættes før der kan gøres noget ved det. Før personerne det indebærer forstår risikoen og konsekvenserne af det. Både børn, unge og forældre burde læse denne serie da det vil være en øjenåbner for hvad børn/unge kæmper med i dag. En øjenåbner og en vej ind til at snakke om problemet.

Tak fordi du har skrevet endnu en bog om et ømtåleligt emne, der dog kræver opmærksomhed og taletid!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2017
Antal sider: 177
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Bibliotekattens bøger
Xenias bogblog
Trolderier