Charlotte Fischer; Diali [Sponsoreret]

Charlotte Fischer; Diali (Sjælevandrer, #1) [Sponsoreret af Facet]

Bagsidetekst:
Roneoak er navnet på det samfund, Cawi og Dahlia kender, og lever i. Roneoak ligger ved kysten. Det sidste sted for mennesket. I Roneoak forsøger Cawi og Dahlia at opretholde en tilværelse. Der er mangel på alt. Og fremtiden er usikker. Cawi fornemmer, at en altødelæggende trussel mod Roneoak er nært forestående. Cawi er overbevidst om, at der findes mennesker på den anden side af bjergene. Derfor begiver Cawi og Dahlia sig ud på en rejse, som ændrer deres liv for altid.

Verden som vi kender den er gået under: Moder Jord har gjort oprør mod mennesket ved at spille med musklerne og ødelægge al civilisation som vi kender den i dag. Udover Jorden som vi kender den, er der også det sted hvor de døde vandrer inden de går til enten Helvede eller Himlen: Diali. Det sted som Cawi kan rejse til når han er tæt på at dø og muligvis også når han selv vil. Cawi og Dhalia må, efter deres fødested er blevet oversvømmet af en tsunami, klatre op i bjergene for at finde andre mennesker og forhåbentlig et sted at bygge en fremtid. Det de finder overstiger deres vildeste forventninger, samtidig med at det truer med at ødelægge det de har fuldstændig.

Jeg er ret vild med ideen om det her vadested mellem liv og død, som alle skal igennem før de går videre - op det bliver op eller ned (eller tilbage). Jeg synes dog ikke der bliver gjort nok ud af den verden i bogen. Vi snuser kun til den meget få gange, så lidt at det faktisk er lidt forvirrende når Cawi kommer dertil. Hvor er han? Hvad skal han der? Det er virkelig synd, for det lyder interessant og som om Cawi spiller en stor rolle der - sådan hintes det i hvert fald til sidst ... shh ... Men ja, det er lidt øv at vi ikke lærer mere om Diali, men det håber jeg da vi kommer til.

Af at bogen er solgt som en dystopisk fortælling eller som fantasy, bliver lidt udvandet af Cawi og Dahlias kærlighedshistorie. Jeg synes den overtager føringen alt for meget, og bliver det totale fokus, i stedet for netop det med den parallelle verden og måske endda også de underlige elektriske storme over bjergene. Jeg er med på at der godt må være en god kærligheds historie - det fungerer også rigtig godt i starten, men så bliver det bare de to og deres kvaler. Samtidig bryder jeg mig vitterligt ikke særlig meget om Cawi. Jeg ved godt at han kæmper med en indre kamp mod sig selv og at han måske (måske ikke) er helt rask - sådan efter nutidige standarter, men det skal ikke gå ud over Dahlia og da han slår hende, mistede jeg virkelig meget for ham. Jeg ved godt de er sjælevenner og ikke kan leve uden hinanden, men det overtrådte han bare min grænse - og Dahlia også, for hun blev. At han også udnytter hende seksuelt - på ingen måde, uden at hun giver samtykke - men alligevel, det hjælper heller ikke. Jeg ved han elsker hende, men alligevel.

I starten af bogen irriterede det sproglige mig også helt vildt. Der var mange korte sætninger, som gjorde læseflowet underligt opbrudt og stakato-agtigt. Samtidig bliver der startet mange sætninger med "jeg" eller der står Cawi mange gange efter hinanden, i stedet for han. Det var dog som om, jo længere forfatteren var kommet med at skrive, jo bedre flød historien. Er det mon fordi Cawi og Dahlia kommer til et mere civiliseret sted? Før boede de et sted uden stor fokus på uddannelse og opdragelse, men over bjergene kommer de til et velopbygget samfund og derfor afspejler skrivestilen det. Hm, det var lige en ny tanke der lige kom mens jeg skrev anmeldelsen ... Et godt stykke inde i bogen tænkte jeg ikke mere over sproget eller sætningerne, fordi historien flød rigtig godt og var spændende - selvom det blev en kærlighedshistorie mere end en dystopisk fortælling. Jeg ville have ønsket at der var mere vægt på den del, men som skrevet længere oppe, så håber jeg at det kommer i efterfølgeren. Jeg føler virkelig at dette var introen. Præsentationen til vores personer. Hvordan de er, hvad deres fejl og mangler af. Hvad de har af styrker. Så nu bliver det spændende at se hvordan disse skal bruges.

Fundamentet støbt til et ordentlig brag af en fortælling, med lyn, torden, mystiske væsner og sværdkamp - det takker jeg gerne ja til.

Tak til Forlaget Facet for boggaven.

Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2017
Antal sider: 316
4 ud af 5 stjerner

Karen Inge Nielsen; Natspindlerens dødsmærke [Sponsoreret]

Karen Inge Nielsen; Natspindlerens dødsmærke [Sponsoreret]

Bagsidetekst:
Tiden efter De Sorte og Tigrils fald har været hård. Landet lå i ruiner - brændt til ukendelighed, og de menneskelige tab har været store. Sammen med hertug Castor har Sia gjort sit bedste for at genopbygge livet i Karstel. Men sårene fra De Sortes tid er svære at hele. Selvom blomsterne står farvestrålende op af husmurene i Karstels gader, kan de ikke fortrænge de mørke kræfter, der lurer i skyggerne. Sia kæmper med sorgen over og savnet af sin far, og samtidig er en ukendt, hviskende stemme begyndt at hjemsøge hende om natten. Langsomt går det op for Sia, at det, hun troede var afsluttet, da Tigril faldt, langtfra er slut endnu. Legenderne spøger. Det onde lever stadig - og Natspindleren er kommet for at sætte sit dødsmærke.

Efterfølgeren til "Ravneskrig" er bestemt værd at læse. Som i "Ravneskrig" er der malet et virkelighedstro billede af en ukendt verden, som emmer af middelalder og vikinger. Myterne er i højsædet nu og der spares ikke på mystik og overnaturlige væsner i denne historie - dog ikke på samme måde som i andre fantasyhistorier, hvor personerne rent faktisk møder disse mystiske væsner, men mere som i at de hele tiden lurer i udkanten af bevidstheden, klar til at kradse og bide når du mindst venter det. Det er rigtig fedt at læse mere om historierne bag Karstel, hvilke sagn de har og hvilken rolle Sia spiller i det hele. Sia må igen kæmpe mod det onde og igen sætter hun livet på spil for dem hun elsker og holder af. Igen er der dog ikke meget tju-bang over handlingen, men på en eller anden måde føles det som om der sker mere i denne alligevel. Der er hele den sideløbende historie om "rotten" der vil have hævn, og det er utrolig spændende og angstprovokerende at man ikke ved hvem det er eller hvem han mødes med. Det er virkelig spændende at følge med i den historie, og at brikker først falder på plads til sidst, er endnu bedre.

Jeg kunne godt lide Sias kamp for at redde dem hun elsker - og at hun er villig til at ofre sig selv i det gode sags tjeneste er en nobel ting at gøre, om end lidt naivt. For hun lærte jo i "Ravneskrig" at alting går meget bedre når man er omkranset af venner der vil hjælpe en. Det lader hun dog til at have glemt nu, og i forsøget på at redde dem alle, risikerer hun faktisk at ingen af dem vil nå at komme frem til hende før det er for sent. Heldigvis har hun nogle kloge venner, der vil gøre alt hvad de kan for at redde hende.

Persongalleriet i denne fortælling er meget tydelige: Sia der vil gøre alt for at redde dem hun elsker, hun er dog usikker på om hun er i stand til at regere Karstel når den tid kommer, men den usikkerhed er med til at gøre hende relaterbar for læseren. Liam kæmper med at have været en af De Sorte, han føler ikke han passer ind mere og at folk sender ham blikke og dømmer ham. Han er egentlig sin egen værste fjende, og ved at lukke sig inde i sig selv skubber han alle væk som gerne vil hjælpe ham. Men mon ikke han bliver klogere? Dog havde jeg flere gange lyst til at give Tore et par på siden af hovedet. Han er meget wimpy og klæbende (måske for klæbende). Han er en pleaser og han er bange for at være alene - han har dog lidt utrolig store tab, så selvom han irriterer mig, kan jeg godt forstå ham.

Dette er god efterfølger, der sprogligt og historiemæssigt er bedre og mere gennemarbejdet (sådan føles det i hvert fald) end etteren. Det er bestemt en historie jeg vil anbefale til yngre fantasylæsere, som mangler læsestof. Jeg kunne godt forestille mig at der var flere historier at hente i Karstel, men om forfatteren vil forfølge disse, er ikke til at vide. I så fald, vil jeg glæde mig til at vende tilbage og læse mere!

Tak til Mellemgaard for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Mellemgaard
Udgivet i: 2017
Antal sider: 351
4 ud af 5 stjerner

Gena Showalter; Førstelivet [Sponsoreret]

Gena Showalter; Førstelivet (Evigt liv, #1) [Sponsoreret af HarperCollinsNordic]

Bagsidetekst:
Slutningen på livet er kun begyndelsen.

Man siger, at historien skrives af dem, der overlever. Men jeg ved, det ikke er sandt. Mit navn er Tenley Lockwood, og snart er jeg død. Dette er min historie ...

Tenley "Ten" Lockwood er en helt almindelig 17 årig pige - bortset fra én ting. Hun har tilbragt de sidste tretten måneder låst inde på en anstalt. Hvorfor? Fordi hun nægter at lade sine forældre bestemme, hvor hun skal bo - efter hun er død.

I den virkelighed, hvor Tenley Lockwood bor, kender alle sandheden: Førstelivet er kun en generalprøve, og det virkelige liv begynder efter døden.

I Det evige liv findes der to virkeligheder: Trojka og Myriaderne - livslange fjender og dødelige rivaler. Begge vil gøre hvad som helst for at rekruttere Ten. Snart er hun på flugt, fanget i en styrkeprøve mellem to virkeligheder, som begge vil have hendes ånd. Hvem kan hun stole på? Og hvad sker der, hvis den virkelighed, hun havner i, ikke er det sted hendes livs kærlighed bor? Hun må ganske enkelt holde sig i live længe nok til, at hun kan træffe beslutningen selv ...

Så blev det endelig tid. Eller jeg tog mig bare endelig sammen til at læse denne utrolig smukke bog! Jeg blev fuldstændig fanget af forsiden første gang jeg så den og bagsideteksten lovede mig et vildt eventyr og en dystopisk-science ficktion-agtig virkelighed - eller flere virkeligheder - med krig, drama, venskab og kærlighed. Heldigvis kunne bogen indfri de løfter!

Jeg vil dog lige starte med at sige at alt det her død, evigt liv og de forskellige virkeligheder lige krævede lidt tilvænning. Er de virkelige steder? Hvor er de så i forhold til hvor handlingen udspiller sig, nemlig i Høstens Land? De Mange Slutninger er et fysisk sted, som Ten ender i et par gange, men bliver hendes krop hvor den er? Archer og Killian - begge agenter, begge med "skaller" for at sløre deres virkelige jeg, hvor er de så fysisk? Der var virkelig mange spørgsmål, men jo længere ind jeg kom i fortællingen, jo mere fanget jeg blev af handlingen, jo mindre betød disse spørgsmål for mig. Jeg måtte dog lige holde tungen lige i munden flere gange, og jeg blev også nødt til at bladre tilbage og lige læse en ekstra gang, for historien er lidt kryptisk - også fordi den ikke minder om noget jeg tidligere har læst. Jeg har læst om parallelle verdener før, men et sted hvor du kan dø flere gange og leve videre? Det tror jeg ikke jeg er stødt på før. Det er en interessant ide. For så kan du leve fuldt ud flere gange - måske endda få to meget forskellige liv.  Og så er der det med ens sjæl som der er to "virkeligheder" der gerne vil have - igen, hold tungen lige i munden. Jeg forestiller mig disse virkeligheder lidt som byerne i "Rød Dronning": smukke, indbydende, imponerende og farlige, hvis man er på fjendens side.

Undervejs får vi, via mails, et indblik i hvem Archer og Killian er og hvad deres status er på deres respektive sider af virkelighederne. For de er fjender, men må nu lære at stå sammen for at beskytte Ten. Ten som er utrolig vigtig for begge virkeligheder, uden at hun selv vil være det. Hun vil egentlig bare gerne elskes af sine forældre og have en normal hverdag. Det kommer dog på ingen måde til at ske da hun hele vejen igennem historien skal kæmpe for overlevelse. Hvis det ikke er i det fængsel hun er anbragt, så er det i vildmarken eller i Mange Slutninger. Hun er konstant på flugt og ved ikke hvem hun kan stole på - selv drengene skuffer hende flere gange. Ten er hårdfør og giver sig ikke så let, alligevel er hun blød som smør når hun bliver behandlet ordentligt og under overfladen er jeg sikker på at der gemmer sig en loyal og trofast ven for livet, hvis man gør sig fortjent til hendes tillid.

Sproget i historien er hårdt og lige på - alt fra de forskellige måder Ten er blevet tortureret på, til hvordan "skallerne" dør, til Mange Slutninger, er beskrevet ned til mindste detalje. Jeg kan uden besvær forestille mig Tens smerter efter alle de slåskampe hun har været i. Alle de gange hun er blevet mishandlet. Jeg kan forestille mig både hendes fysiske og psykiske smerte, og det bliver ikke for meget. For historien kan bære det. Jeg ville være faktisk være ked af det, hvis hårdheden går af historien. Sproget minder mig igen lidt om "Rød Dronning" hvor der heller ikke er lagt fingre imellem og hvor jeg nemt kunne se de forskellige scenarier for mit indre blik. Især beskrivelser af følelser er godt beskrevet og forklaret - uden at det bliver for meget. Der er en hårfin balance mellem hvor meget man kan beskrive uden det bliver for meget - sådan har jeg det i hvert fald. Det skal lige tilpas til den enkelte historie.

Der er et godt flow i hele bogen, og jeg var virkelig fanget fra første side. Jeg ville vide mere og havde undervejs tusinde spørgsmål - halvdelen stadig ubesvaret, men bog to ligger og venter og det kribler i mig for at begynde, for jeg sikker på at Ten kommer til at løbe og flygte endnu mere - og sikkert også stå fast og kæmpe!

Tak til HarperCollinsNordic for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: HarperCollinsNordic
Original titel: Firstlife
Udgivet i: 2016 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 430
5 ud af 5 stjerner

Cecelia Ahern; Perfekt (Flosset, #2)

Cecelia Ahern; Perfekt (Flosset, #2)

Bagsidetekst:
Celestine North lever i et samfund, der kræver perfektion. Efter at være blevet mærket som FLOSSET af den moralske domstol, har Celestine mistet sin frihed. Dommer Crevan har erklæret at hun er samfundets største trussel, og hun lever nu under jorden - konstant på flugt fra myndighederne. Med sig har hun den indadvendte, men attraktive Carrick, som er det eneste menneske hun kan stole på - og sammen udvikler de en plan, der kan få hele det PERFEKTE samfund til at smuldre. Men tiden er ved at løbe ud for Celestine, der er nødt til at trække en stor beslutning: Skal hun redde sig selv eller sættet livet på spil for at redde alle de andre FLOSSEDE?

Da jeg første gang hørte om "Flosset" havde jeg troet det var en enkeltstående historie - derfor blev jeg positivt overrasket da jeg fandt ud af at der kom en efterfølger, og endnu mere positivt overrasket over hvor gode bøgerne er! Der er hæsblæsende aktion på samtlige sider og jeg er imponeret over at forfatteren har kunne holde standarten så høj som hun har gjort. Jeg synes ikke der er nogen steder hvor historien falder i kvalitet. Det er spændende og medrivende fra første side.

I "Flosset" bliver Celestine brændemærket for at have hjulet en ældre flosset mand og det burde have givet hende en fængselsstraf. I stedet blev hun nationens mest brændemærkede og dermed flossede person - noget der har gjort hende eftersøgt og har medført at hun ikke tør stole på nogen. Selvom hun stoler på Carrick, er der tidspunkter, hvor selv deres forhold kommer under pres og det er ikke helt til at sige om de kommer sig over det - jeg havde faktisk ikke forestillet mig den slutning vi fik. Hendes tillid til mennesker bliver gang på gang brudt, men den bliver også genopbygget. Undervejs på sin flugt møder hun andre mennesker der også lider under samfundet. Lider under den måde man skal leve på når man er flosset. Og det er ikke noget liv! Det er blot en anden form for slaveri og det er den skræmmende virkelighed som Celestine lever i. En virkelighed hun for alt i verden ønsker at ændre - både for sig selv og sin familie, men også de familier hun lærer at kende undervejs: dem der har kæmpet meget længere end hende selv. Dem der ikke vil opgive håbet om en bedre fremtid.

Det er skræmmende læsning. For selvom vores samfund ikke ser sådan ud, er vi ikke helt uskyldige. Vi brændemærker ikke, men vi mærker alligevel dem der gør noget forkert, dem der handler egoistisk og dem der bryder ens tillid. Vores mærker er bare usynlige, men de er der stadig. Det er en historie om hvad der sker når ét menneske får for meget magt. Når et menneske begynder at blive flosset, selvom han ikke burde være det. Han burde sætte standarten og gå i spidsen, ikke blive korrupt og gøre tingene efter sit eget hoved. Ikke sætte alt over styr fordi han har begået en fejl. Er alle mennesker ikke flossede? Jeg tvivler på at nogen ærligt og med hånden på hjertet, kan sige at de aldrig har begået en fejl. Aldrig har misbrugt andres tillid eller handlet egoistisk. For det er menneskeligt at fejle. Det er af vores fejl vi lærer de vigtigste lektioner vi som mennesker kan lære. Hvad ville der ikke ske med samfundet hvis muligheden for fejl blev gjort til skamme? Blev gjort strafbare? Så vil vi leve i et samfund, hvor ingen handler efter logik og medfølelse. Hvor ingen vil forsøge at stræbe efter mere end de har fortjent. Og sådan et samfund burde ingen leve i!

Selvom det er dyster læsning, er der alligevel lyspunkter undervejs. Jeg synes samspillet mellem Celestine og Carrick er rigtig godt - de har deres egne meninger og det giver knuder på tråden, ligesom i et helt almindeligt forhold, selvom deres forhold langt fra er almindeligt. Det er blomstret i et fængsel og under konstant pres - hvad sker der når det pres forsvinder? Jeg kan også godt lidt at Celestine bliver ved med at stå ved sine meninger og holdninger. Hun kan godt snuble, falde og være i tvivl, men inderst inde ved hun hvad hun kæmper for: Logik og medfølelse!

Fakta:
Forlag: Politiken
Original titel: Perfect
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 368
5 ud af 5 stjerner

Katharine McGee; Blændende højder [Sponsoreret]

Katharine McGee; Blændende højder [Sponsoreret af Gyldendal]

Bagsidetekst:
New York, 2118. En glitrende vision af en fremtid, hvor alt er muligt - hvis man ønsker det brændende nok.

Leda bliver hjemsøgt af mareridt om det, der skete den værste aften i hendes liv. Hun er bange for, at sandheden skal slippe ud, og derfor hyrer hun Watt, hendes personlige superhacker, til at holde øje med vidnerne fra den aften.

Rylin får et legat til en eliteskole på de øverste etager. Men hvis hun skal gå i skole der, kan hun ikke undgå at møde den fyr, hun er forelsket i; ham, som fik sit hjerte knust af hende, og som knuste hendes som straf.

Avery kæmper for at leve med sin forbudte forelskelse - findes der noget sted i verden, hvor hun og Atlas kan få lov at være sammen?

Og så er der Calliope, den mystiske og frisindede skønhed, som er kommet til New York med ét mål - og flere hemmeligheder, end nogen aner.

Imens er der en, som tørster efter hævn, så de gør klogt i at huske, når man bor i de blændende højder, skal man ikke gå for tæt på kanten ...

I andet bind i denne hæsblæsende serie hvirvles vi dybere og dybere ind i hovedpersonernes liv og hemmeligheder. Vi ved nu hvem der dør i første bind (bare rolig, jeg afslører det ikke), men det betyder ikke at verden ved hvem der slog hende ihjel. Leda truer nemlig alle der var tilstede den skæbnesvangre aften. Hvis de siger sandheden, vil hun afsløre deres inderste hemmeligheder - og det er der ingen af dem der tør risikere. Dog undervejs finder flere og flere personer ud af disse hemmeligheder, så jeg er spændt på hvad der sker i bind tre. Der er allerede lagt i kakkelovnen til den helt store finale. For hvem gør det af med den eneste person, udenfor fællesskabet, der ved alt om dem alle?

Jeg er stadig meget fascineret af denne historie. Det er lidt "Gossip Girl", "Pretty Little Liars" og "Rivalerne" blandet med de vildeste gadgets og teknik. Jeg ved ikke om jeg tør håbe på om vi nogensinde får sådan en fremtid. For det virker på mig kold og kynisk. Alle typer af mennesker "spærret" inde i et højt tårn. Aldrig komme udenfor. At man er så afhængig af teknik at man får det inkorporeret i ens egen krop? Det virker vildt. Som noget der er meget langt ude i fremtiden, og alligevel forholdsvis tæt på. Jeg tænker på Watts computer og på de linser de alle sammen har. At man konstant er koblet sammen - aldrig alene. Og alligevel, sikkert mere alene end nogensinde før. Det er en skræmmende tanke at vi kan nærme os sådan en fremtid.

At vi følger så mange af de forskellige personer, er med til at give historien sit hæsblæsende tempo. Handlingen spænder ikke over mange uger, og der er aldrig tid til at stoppe op, trække vejret og slappe af. De er alle sammen i konstant beredskab og frygter hele tiden det værste. Ingen kan vide sig sikre på noget som helst, og det medfører at ingen rigtig stoler på hinanden - selvom alle gerne vil udnytte alle til deres egne fordele. Jeg kan godt lide at blive holdt hen i uvished og at vi, som læser, heller aldrig rigtig kan vide os sikre på noget. Der bliver stadig lagt små brødkrummer ud til os, det er bare op til os at stykke det hele sammen.

Der er dog et par steder hvor jeg følte handlingen kørte lidt for meget i ring og hvor jeg følte personerne var lidt for konfliktsky. Det ødelægger dog ikke min helheds opfattelse af bogen og historien og jeg kan roligt sige jer, at I er underholdt hele vejen igennem! Der er masser af underspillet humor og gode stikpiller undervejs, som pifter historien godt op. Jeg glæder mig i hvert fald til at se hvad det hele ender med!

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: The Dazzling Heights
Udgivet i: 2017 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 450
5 ud af 5 stjerner