onsdag den 10. juli 2024

Frida Skybäck; Boghandlen ved Themsens bred

Frida Skybäck; Boghandlen ved Themsens bred

Bagsidetekst:
Charlotte bor i Stockholm og har pludseligt mistet sin elskede. Men midt i sorgen får hun en uventet nyhed om, at hun har arvet et hus i London efter en nærmest ukendt moster. Huset rummer også en gammel boghandel, der dog er faldefærdig og tæt på konkurs. Charlotte ved ikke, hvordan man driver en boghandel, men et spirende venskab med de lettere excentriske medarbejdere giver hende mod og håb. Sammen kan de måske få det til at lykkes? Mens Charlotte kæmper for at redde boghandlen, går det langsomt op for hende, at der er noget, der ikke stemmer. Hvorfor har Charlotte aldrig mødt sin moster? Og hvad er det for en mørk hemmelighed, huset gemmer på?

Bedre sent end aldrig har jeg læst den første af Fridas bøger der blev oversat til dansk – og nu har jeg læst alt det hun har skrevet som er oversat.

Og den her? Det er helt klart den bedste af dem.

Jo, ”Bogklubben ved verdens ende” og ”Dagbogens hemmelighed” var gode, men den her er bare bedre. Fridas krimier er også gode, men de er gode på en anden måde – og ”Familiens hemmeligheder”? Den snakker vi ikke om…

”Boghandlen ved Themsens bred” er til dig der elsker feel good historier der har en fortælling i både fortiden og nutiden. Den er til dig der elsker bøger der handler om bøger – og du får virkelig mange titler smidt i hovedet i den her. Samtidig har den et skønt persongalleri der virkelig bringer historien op på et andet niveau.

Udover at være fuld af kærlighed til bøger, er det også en historie om at turde starte på en frisk. På at lægge fortiden bag sig og komme videre – også selvom det kan være svært. Det er en historie om misforståelser og hemmeligheder og ja, om at finde kærligheden, når du mindst venter det.

Jeg kan se personerne klart for mit indre blik, og jeg ville virkelig ønske at jeg kunne besøge boghandlen, den lyder virkelig skøn.

Historien fik mig til at tænke på ”Læserne i Broken Wheel anbefaler” – en bog jeg slet ikke synes har fået nok anerkendelse, for den fine historie og kærlighedserklæring til bøger, som den er.

Frida er en mesterlig fortæller og jeg er glad for at jeg er ”sluttet” af med ”Boghandlen ved Themsens bred”, for nu fik de andre udgivelser en chance. De ville have haft svært ved at hamle op med denne, hvis det havde været den første jeg havde læst. Lidt a la resten af Jojo Moyes’ forfatterskab – når først man har læst ”Mig før dig”, blegner alle de andre lidt.

Fakta:
Forlag: Cicero
Original titel: Bokhandeln på Riverside Drive
Udgivet i: 2021 (på svensk og dansk)
Antal sider: 501
6 ud af 6 stjerner

onsdag den 3. juli 2024

Ane Gudrun; Hengemt på flasker [Anmeldereksemplar]

Ane Gudrun; Hengemt på flasker [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Elisabeth presses af sin mands utroskab til at flytte ind i sin afdøde, alkoholiserede fars nedslidte sommerhus på øen Fæls, der virker lige så fjendtlig, som navnet antyder. Øens brogede personskare blander sig i Elisabeths liv, og hun hvirvles ind i en mordsag, som synes at trække tråde helt ind i det faldefærdige sommerhus.

Dygtige Ane Gudrun, der har et hav af billedbøger i bagagen, har kastet sig over en roman for voksen. Og endda en med et strejf af krimi. Ikke noget man bare lige gør, tænker jeg – uden at vide det.

Men Ane skriver godt og har valgt en historie, som jeg tror flere kan sætte sig ind i – i hvert fald dele af den. Hovedpersonen Elisabeth befinder sig pludselig i sin afdøde fars hus, uden helt at vide hvad hun skal med sit liv. Hun er skredet fra sin utro mand og skal nu finde ud af at stå på egne ben og klare sig for egne penge.

Måske var det bare nemmere at tilgive og flytte tilbage til det flotte hus, med den gode seng, vinkøleskabet og alle restaurantbesøgene?

Men der er noget ved huset på Fæls hvor hendes far boede der trækker hende. Billederne på væggene og minderne der bliver ved med at trænge sig på. Men det er jo mærkeligt når moren siger at hun aldrig har været der…

Langsomt går det op for Elisabeth at ikke alene kan hun meget mere end hun giver sig selv kredit for, men der er også ting der er holdt skjult for hende. Da Elisabeth finder sin nabo død på stranden, begynder den store efterforskning og Elisabeth ved ikke at fjenden er tættere på end hun bryder sig om.

Historien er velskrevet og folder sig langsomt ud jo længere ind i den man kommer. Når man har været i sommerhus i et udkantsområde kan man sagtens forestille sig hvordan Fæls ser ud og hvordan Elisabeth må føle det. Hvis jeg skulle sige noget negativt om Elisabeth, er det at hun er noget langsom til at komme frem til sine indsigter og kan fremstå naiv fra tid til anden.

Men historien er hjertevarm, har humor og på en underspillet måde fortæller om at udvikle sig, om at tro på fremskridt og om at man faktisk kan mere end man troede. Samtidig er persongalleriet skønt og jeg trak flere gange på smilebåndet.

Og så vil jeg gerne rose den virkelig fine forside med broderiet af mågen og flasken. Begge dele, især mågen spiller en ret stor rolle i Elisabeths historie og jeg synes forsiden virkelig komplimenterer fortællingen.

Bogen fungerer godt som lydbog og er ret hurtigt læst, men ikke hurtigt glemt.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren. 

Fakta:
Forlag: Selvudgivet
Udgivet i: 2024
Antal sider: 288
5 ud af 6 stjerner

onsdag den 26. juni 2024

H. D. Carlton; Does it hurt?

H. D. Carlton; Does it hurt?

Bagsidetekst:
Who am I?

I've forgotten the answer to that question long ago. Ever since I ran from that house, so desperate to escape, I left with only the clothes on my back and socks on my feet. After that day, I've only ever walked in stolen shoes.

Could I be a girl who is searching for the meaning of life in faceless men? They were all so forgettable. Until he came along. He took me under a waterfall and made me forget my name, and in return, I took his instead.

Enzo Vitale.

An enigmatic man that will only ever love the deep sea. Or rather the predators that inhabit it. Turns out, he's not so different than the monsters he feeds. He lured me onto his boat like a fish in the ocean, seeking vengeance for my crime. Had I realized his intentions, and that a massive storm would leave us shipwrecked, I would've ran.

Now, I'm a girl who's seeking refuge in a decrepit lighthouse with a man who loathes me almost as much as he craves me. He wants to hurt me, but the old caretaker of the abandoned island may have intentions far more sinister.

It's no longer a question of who I am, but rather, will I survive?


Jeg stødte første gang på H. D. Carlton da jeg så ”Haunting Adeline” overalt i mit TikTok- og Instagramfeed og sidenhen har jeg opdaget at hun gør sig meget i den ”mørke romance” aka ”dark romance”. ”Haunting Adeline” er i hvert fald noget af det mørkeste jeg har læst og den går stadig sin sejrsgang på sociale medier.

”Does it hurt” er i en noget anden liga, men bestemt stadig i den mørke ende af skalaen.

Sawyer er på flugt. Fra hvad er vi som læsere ikke helt klar over, men i hvert fald på flugt. Hun befinder sig pt i Australien hvor hun finder naive mænd, hvis identitet hun kan snuppe og hæve penge fra. En dag møder hun Enzo Vitale og har nok det bedste segs hun har haft.

Det er med til at gøre det tyveri endnu værre – fordi hun rent faktisk føler at de kunne have noget reelt sammen. Men da Enzo opdager tyveriet vil han have hævn og truer med at fodre Sawyer til hvide hajer. Ingen af dem har dog opdaget det voldsomme uvejr der kommer rullende og snart er de skibbrudne på en afsondret ø. Med et fyrtårn og en mystisk forpagter.

Nu begynder en voldsom kamp mod døden og for overlevelse. Mens Enzo og Sawyer bliver klogere på hinanden, opstår der en forbindelse mellem dem, som ingen af dem vil eller kan bekæmpe, og selvom uhyggen siver ud af siderne på bogen, er der også hede øjeblikke, der giver Zade og Adeline kamp til stregen.

Det er "she falls first, but he falls harder"-historie og jeg kan virkelig godt lide kemien mellem Enzo og Sawyer. Ligedele hårdtslående og skadende, som helende og sårbar. 

Det er næsten en horror historie og der er så mange tvists undervejs at man bliver næsten helt forvirret, men samtidig er man nysgerrig og vil vide hvad det er for uhyrligheder der er sket på øen og om Enzo og Sawyer kan komme derfra med livet i behold.

Er man til de mørke romancer med masser af drama, hemmeligheder og steamy scener, så kan jeg klart anbefale ”Does it hurt?” og som bonustip kan man finde bogens playliste på Spotify – hvilket er ret sejt og slår fint tonen an for hvordan bogen er.

Fakta:
Forlag: Selvudgivet
Udgivet i: 2022
Antal sider: 430
5 ud af 6 stjerner

onsdag den 19. juni 2024

Ann-Helén Laestadius; straf [Uopfordret anmeldereksemplar]

Ann-Helén Laestadius; Straf [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
NORDSVERIGE, 1950’ERNE: Fem samiske børn bliver tvunget væk fra deres familier for at gå i nomadeskole. Her er samiske sange og traditioner er forbudt, og eleverne får pisk af den strenge forstanderinde, der går under navnet husmor. Overgrebene finder sted, uden at magthaverne griber ind, og forældrene er for bange til at protestere. 30 år senere har de fem tidligere elever – Jon-Ante, Else-Maj, Nilsa, Marge og Anne-Risten – bevæget sig i vidt forskellige retninger i et forsøg på at tackle deres traumatiske barndom. Men så en dag vender husmor tilbage. Hun kommer gående ned ad gaden, som om intet var hændt. Da står det klart, at ingen af de fem tidligere elever har glemt fortidens fortrædeligheder og tilgivet deres tidligere bøddel.

STRAF er baseret på virkelige begivenheder og omhandler et af de største overgreb mod det samiske mindretal i Sverige – nomadeskolen, som ødelagde tusindvis af børn og familier og ledte til sprogtab og skam.


Jeg læste med lige dele fascination og ubehag Laestadius’ første bog, ”bytte”, da den udkom i 2022 – og selvom det er en virkelig barsk historie, var den tæt på at blive årets bog for mig det år.

Nu er Laestadius tilbage med endnu en skrækkelig same-historie. Og den er virkelig skrækkelig. De ting de børn oplever på nomadeskolen er forrykte og gav mig virkelig ondt i maven og lyst til at hylde det danske skolevæsen.

De få gange børnene prøver at gøre opmærksom på uhørlighederne bliver de endnu en gang slået ned og trampet på. Den ene voksen der forsøger at hjælpe, bliver truet ud af skolen og til at forlade byen – men hun glemmer aldrig nomadebørnene og det er med hendes hjælp at de får trukket plastret af og tør tage snakken om hvad der egentlig skete.

For selvom de fem tidligere elever vi følger, lever et ”normalt” liv, så har deres oplevelser på skolen trukket lange og dybe spor i deres voksenliv. Det har gjort dem usikre. Det har gjort at de ikke vil stå ved at have samiske rødder – ja, endda at de ikke har, turde få børn.

Men selvom opvæksten har været urimelig, er der stadig lyspunkter i deres voksenliv. Personer der finder hinanden og måske endda tør håbe på en lysere og mere kærlig fremtid.

Men alt det kræver at man tør snakke om det der skete. Det der blev gjort og måske endda det man selv gjorde ved andre børn, for at fjerne opmærksomheden fra en selv. Og i et samfund hvor man helst skal være stærk og ikke vise svaghed, er det netop en svaghed at indrømme de utilgivelige ting der skete på skolen.

Jeg kan godt forstå at de har lyst til hævne sig, da de opdager at ”husmor” stadig lever – og så endda i deres nærsamfund. At hun er blevet en gammel dame, der stadig ikke angrer hvad hun gjorde og måske endda ikke kan se at hun handlede forkert.

Om de rent faktisk får deres hævn vil jeg ikke afsløre. Men jeg tør godt garantere at det er en læseoplevelse der kryber under huden på en. Man rystes og forfærdes. Og det er ikke en bog man bare lige sådan glemmer. 

Tak til forlaget for det uopfordrede anmeldereksemplar.

Fakta: 
Forlag: Alpha
Original titel: Straff
På dansk ved: Louise Ardenfelt Ravnild
Udgivet i: 2023 (på svensk) og 2024 (på dansk)
Antal sider: 461
6 ud af 6 stjerner

onsdag den 12. juni 2024

Interview med Jakob Brodersen om "Næsten"


Interview med Jakob Brodersen om "Næsten"

Jeg har fået lov til at stille Jakob nogle spørgsmål i forbindelse med udgivelsen af "Næsten" - en bog der er barsk, skrøbelig og sætter spørgsmålstegn ved hvor godt vi mennesker egentlig passer på hinanden.

Stor tak til Jakob for at tage sig tid til at svare på mine spørgsmål.

Hvordan fik du ideen til “Næsten”?
Jeg blev - ligesom mange andre - dybt påvirket af de begivenheder, der skete i verden omkring 2015-2016. Billederne af syriske flygtninge, der kom vandrende ad motorvejen, af døde børn, der skyllede i land på strandene i Grækenland og Tyrkiet, af forladte kølevogne med ligene af kvalte unge mænd, af spytklatter udover motorvejsbroer på flygtende småbørnsfamilier. Det var rystende. Virkelig rystende. Og det syntes jeg også at debatten meget hurtigt blev. Både på europæisk plan, men i allerhøjeste grad også i Danmark.

I den populistiske diskussion blev det legitimt at afskrive enhver form for empati med flygtningene under parolen: vi kan jo ikke redde hele verden. Hele den folkelige samtale om, hvordan man kunne løse den enorme udfordring, som vi stod (og stadig står) overfor blev en afstumpet og fordummende retorisk slagudveksling, hvor man enten skulle være klar til at lade flygtningefamilier flytte ind i sin dagligstuen eller omvendt til at synes at det var okay at åbne ild mod gummibåde på vej over Middelhavet. Fløjene fik hurtigt dæmoniseret hinanden, og resultatet var, at der ikke rigtig skete noget. Vi fandt ikke nogen løsninger, og i stedet stod vi blot og blev mere og mere følelsesløse.

Bogen er mit forsøg på at finde ud af, hvordan verden er kommet dertil. At døde børn, der skyller op på Europas kyster, fører til en diskussion mellem civiliserede mennesker om, hvorvidt vi skal sætte pigtråd op langs grænsen. ’Næsten' er et forsøg på at tegne et nuanceret billede af de mennesker - os alle sammen -, som uden at ville det bliver trukket ind i hele flygtningekrisens centrifuge. Det var min oprindelige tanke - den opgave, jeg stillede for mig selv tilbage i det tidlige forår 2016. Et forsøg på at forstå og på at forholde mig til de voldsomme begivenheder - til at finde en form for mening i dem og forstå, hvorfor vi som art kan lade verden komme dertil.

Hvad er din hensigt med bogen?
Som forfatter forsøger jeg altid at finde en form for forståelse af verden: hvorfor er det her sådan? Hvorfor sker det her? Hvad tænker et menneske, der udsættes for det her? Hvordan kan man komme til konklusioner omkring tilværelsen, som er så langt fra det, jeg selv ræsonnerer mig frem til? Jeg vil ikke påstå, at jeg er i nærheden af at have opnået nogen egentlig for forståelse, men til gengæld arbejder jeg intensivt på at træne mine empatiske muskler. Det gør jeg blandt andet ved at skrive, og det oplever andre forhåbentlig også ved at læse mine bøger.

Mit mål var, at man skulle kunne læse ‘Næsten’ og finde en person, man kunne føle en form for identifikation med uanset hvad ens baggrund måtte være - men også den persons modstykke - og at man på den måde ville åbne sit sind for et mere nuanceret syn på verden. Det er meget nemt og tillokkende at dele verden ind i kasser og dogmer og ‘os og dem’. Det er en bekvem måde at forstå verden på og har været det gennem tusindvis af år, men den går ikke længere. Det bliver vores undergang. Vi bliver nødt til at hæve blikket, hæve vores empatiske niveau og opføre os mindre egoistisk, mindre snævertsynet og med mere ydmyghed overfor hvor meget skade vi gør på hinanden og vores omgivelser. Hvis jeg kunne få mine læsere til at føle forståelse og medfølelse med karakterer, de som udgangspunkt har antipati overfor, ville jeg være en lykkelig forfatter.

Du har tidligere udgivet billedbøger, hvad fik dig til at skrive en voksenroman?
Jeg skriver både til børn og voksne. Jeg debuterede som romanforfatter i 2015 og har skrevet fire voksenromaner siden da (‘Næsten’ er nummer fem). Børnebøgerne har jeg skrevet sammen med min skrivemakker, journalist Pernille Engsig. Den første udkom i 2018, så jeg var egentlig voksenforfatter først, hvis vi skal tage det strengt kronologisk.

Børnebøgerne er faktaformidling, omend vi forsøger at gøre det så poetisk og eventyrligt som muligt. Det er en stor glæde og fornøjelse - både menneskeligt og fagligt (jeg er uddannet journalist) og et par af bøgerne er udgivet på flere sprog rundt omkring i verden.

Romanerne er også baseret på virkelighed, men er alligevel noget helt andet. Det at skrive dem er noget personligt, jeg vil nærmest kalde det for en drift - jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal beskrive det. Det er resultatet af årelange tanke- og skabelsesprocesser. En forståelse (eller i hvert fald forsøg på det) af verden, som skal nedfældes på skrift og fastholdes og kommunikeres. En dialog med ukendt partner. Værker, som forhåbentlig kan vække tanker og følelser i de, der læser dem. Det skal børnebøgerne selvfølgelig også gerne - og de skal helst fungere for både børn og voksne. Romanerne tager ikke hensyn til læserens alder eller sarte system. De stiller krav til læseren på samme måde som man ville stille krav til en fortrolig samtalepartner i romanernes tilfælde helt klart en voksen læser. Jeg kan ikke tale med et barn om de ting, jeg er nødt til at tale om i ’Næsten’. Det ville tangere et overgreb.

Jeg kan vist godt tillade mig at sige, at du ikke har oplevet nogle af de rædsler som personerne i din bog har, så hvordan har du researchet de historier der udspiller sig?
Nej, jeg har gudskelov ikke oplevet de rædselsfulde ting, som hovedpersonerne i ‘Næsten’ har. Karaktererne er baseret på mennesker, jeg har mødt. Jeg var i 10 år tilknyttet en organisation, der arbejdede med udviklingsarbejde i Afrika, og jeg har derfor tilbragt en del tid i fattige landsbyer, slum og flygtningelejre i Uganda og Kenya. Der har jeg mødt og talt med personer, der har - eller kunne have - oplevet nogle af de ting, som visse af hovedkaraktererne i ‘Næsten’ går igennem. Andre har jeg fundet inspiration til gennem folk, jeg har skrevet om, interviewet eller blot talt med gennem årene - privat eller professionelt som journalist. Handlingsforløb er inspireret af rapporter fra Amnesty, af bekendtes oplevelser som flygtninge eller som udsendte soldater i fredsbevarende styrker, af artikler og reportager fra forskellige medier. I skriveprocessen bliver det hele kogt sammen, tilsat min egen fantasi og empati, kondenseret og konstrueret i handlingsforløb, som lægger sig meget tæt op af virkelige hændelser og begivenheder.

Hvorfor var det netop de historier du valgte at skrive?
Det var vigtigt for mig at få så mange aspekter af flygtningekrisen som muligt med, derfor har jeg forsøgt at skabe karakterer, der befinder sig på vidt forskellige steder, med helt forskellige baggrunde, geografi og indgangsvinkler, hvis skæbner alligevel ender med at krydses i den store hvirvelstrøm. Jeg vil gerne ind i hovedet på familiefaren fra Aleppo, der forsøger at redde sin familie, på slagteriarbejderen i Sønderjylland, der ender med at råbe og skrige ad de fremmede, af den unge mand fra Nordafrika, der søger lykken i Europa, af lastbilschaufføren, der ender med at blive medvirkende til en forfærdelig forbrydelse, af forskeren, der ser på det hele gennem naturvidenskabelige og rationelt undersøgende briller, på den unge pige fra Jylland, der optændt af harme drager ud for at gøre noget godt i verden. Alle deres øjne vil jeg gerne se verden gennem. Alle dem vil jeg gerne forsøge at forstå og give en stemme. Og den enlige mor, der flygter gennem ørkenen med sit spædbarn, selvfølgelig. Måske hende mest af alt.

Hvilken af historierne gjorde indtryk på dig?
De gjorde allesammen indtryk. Der er personer med, som jeg kender bedre end andre, og som det har været lettere for mig at skrive, det er klart. Og de har allesammen noget Jakob i sig. Det tror jeg ikke, man kan undgå. Når man skriver sig ind i hovedet på en karakter, må man bruge sin fantasi og dermed også sig selv. Det er i hvert fald sådan jeg arbejder. Man må forestille sig at man er i deres virkelighed, at man oplever det, de gør og reflekterer over, hvordan de vil reagere - og så skrive uden forbehold.

Karaktererne må meget ondt igennem, og det var især følelsesmæssigt udfordrende at sende Grace ud på sin vandring gennem Sydsudans savanne sammen med Blessing. Den gjorde ondt at skrive, men det gjorde historierne om Khaled, om Samer og hans familie og om alle de andre også. På den måde var det en meget hård bog at skrive. Der var ikke mange følelsesmæssige pusterum undervejs - det synes jeg også at bogen bærer præg af, men heldigvis også, at der er lidt lys, lidt håb og noget rå skønhed i al gruen. Det er ikke alle historierne, der ender i død og fortabelse. Der er en menneskelighed, der trods alt sejrer visse steder.

Hvordan var din skriveproces? Havde du alle historierne klar fra start af, eller udviklede de sig undervejs?
Processen med ‘Næsten’ var sådan, at jeg fra starten vidste, at jeg ville have et stort persongalleri og at det skulle være karakterer, der var meget forskellige, befandt sig på meget forskellige steder og kunne spejle sig op mod hinanden for at bogen skulle kunne fungere som helhed og ikke blot som enkeltstående noveller. Så jeg begyndte at skitsere, hvem jeg ville have med, hvilke handlingsforløb, de (i store træk) skulle opleve og hvem, det kunne være interessant at lade dem krydse med. Alt det havde jeg i baghovedet de følgende år - bl.a. mens jeg rejste rundt i Afrika på forskellige opgaver og talte med folk i andre sammenhænge - og skrev en anden roman om udviklingsarbejde undervejs.

Researchen foregik løbende på den måde at jeg blev meget inspireret af at tale med folk, der havde været i situationer som dem, jeg gerne ville beskrive og som uden nødvendigvis at vide det - gav mig værdifulde detaljer til at forstå, hvordan det er, når man pludselig må pakke sine fornødenheder og flygte fra sin landsby midt om natten, fordi skuddene, der før kun har lydt i det fjerne, nu pludselig begynder at komme alt for tæt på - eller hvordan det er at være i en sundhedsklinik i en flygtningelejr, den konkrete fysiske oplevelse af, hvordan det er at sidde i en skrumplende firehjulstrækker på vej til Bidibidi, hvordan man taler sammen i en Røde Kors-compound eller hvordan man som forsker ville gå til et et forsøg med smertetolerancer og hvilke overvejelser man ville gøre sig.

Til sidst havde jeg så meget baggrund og så meget stof at skrive ud fra, at jeg var nødt til at gå i gang. Derfra var den første gennemskrivning ret lineær. Sådan plejer den at være for mig. Jeg har en nogenlunde ide om, hvad der i store træk skal ske, men undervejs er jeg heller ikke bange for at lade mig føre ad andre veje, hvis det viser sig, at karaktererne eller tilfældighederne vil tage nogle sving undervejs. Der er altid plads til at de kan udvikle sig organisk. Det er i den proces, bogen får kød og blod og bliver sanselig og taktil. Fra første gennemskrivning til det endelige resultat er der dog lang vej. Det manus, jeg sendte ind til forlaget i begyndelsen af 2023 var væsentligt mere dystert end det, der endte med at blive den færdige bog.

Selv titlen var langt mere lukket og deterministisk. Jeg var så heldig at få tilknyttet Silja Henderson som redaktør. Udover at være en virkelig dygtig forfatter og et meget empatisk menneske, er hun uddannet krisepsykolog, hvilket var en kæmpe hjælp for mig for at forstå mine karakterer bedre (og måske også mig selv, hvis jeg skal være helt ærlig). Hendes gode og skarpe spørgsmål og den virkelig konstruktive dialog, vi har haft omkring færdiggørelsen af bogen, har gjort en stor forskel for det færdige værk.

Hvad arbejder du på nu?
Jeg har flere andre ting i støbeskeen. Min næste roman bliver meget anderledes i både struktur og tone. Den kommer til at handle om kunst og ytringsfrihed og skulle gerne være klar til udgivelse en gang næste år. Samtidig arbejder Pernille Engsig og jeg sammen med illustrator Kamilla Wichmann på tredje bind i vores børnebogsserie om evolution, og derudover har jeg flere andre spændende projekter i gang, som jeg desværre ikke kan løfte sløret for endnu.