mandag den 30. november 2020

John August; Arlo Finch i skyggernes rige [Anmeldereksemplar]

John August; Arlo Finch i skyggernes rige (Arlo Finch, #3) [Anmeldereksemplar fra Alvilda]

Bagsidetekst:
Efter en udfordrende sommerlejr er Arlo Finch tilbage i Pine Mountain, hvor han forbereder sig på at starte i en ny skole og møde to ny medlemmer af Blå Patrulje. Udover det har han sat sig det farligste mål overhovedet: Han vil samle sin familie igen. Det bringer ham på en farefuld færd helt om på den anden side af kloden, men heldigvis står hans gode venner klar til at hjælpe ham. Da de gådefulde hinsidige afslører deres planer, må Arlo dog tage et afgørende valg: Skal han redde sine venner og sin familie eller De Lange Skove?

Det her var en serie jeg lige skulle vænne mig til. Jeg var ikke helt solgt i første bog, men kunne slet ikke slippe den anden og det var derfor meget ambivalent at gå i gang med den tredje og sidste bog i serien. Arlo og hans venner har været så grueligt meget igennem, men det er ingenting i forhold til hvad der venter dem i ”Skyggernes rige”. 

Som der står i bagsideteksten vil Arlo samle sin familie igen, men det koster og snart befinder Arlo sig i den ene livstruende situation efter den anden. Han må sætte sin lid til sine venner og til sine egne evner, hvis han vil overleve dette der venter ham i skyggernes rige. 

Selvom dette er en børnebog, er den i den lidt tungere og mørkere end af fantasyskalaen. Det er ikke småting Arlo og de andre bliver udsat for, hvilket måske kan virke voldsomt på nogle børn. Det er ikke så slemt i den første bog, bliver det bliver gradvist mere og mere voldsomt - lidt ligesom i Harry Potter. Det når dog aldrig at blive så mørkt som i de sidste Potter-bøger, men alligevel. Arlo og vennerne testes - både fysisk og mentalt og de valg de står overfor er ikke nemme at tage. 

Efter at have læst de to første bøger i serien har jeg vænnet mig til skrivestilen. Det er ikke den nemmeste eller den med det bedste flow, men af en eller anden grund passer det bare rigtig godt til den historie der fortælles. 

Der er rigtig mange ting der fungerer virkelig godt i den her serie. Jeg kan godt lide karaktererne - selvom Arlo ikke lige var min kop te i første bog, er vi blevet venner nu. Jeg kan godt lide humoren og sammenholdet blandt medlemmerne af Blå Patrulje. For mig fungerer universet rigtig godt. Beskrivelserne er levende og jeg kunne fint se både Pine Mountain og "De Lange Skove" for mit indre blik mens jeg læste. 

Du skal læse Arlo Finch-bøgerne hvis du er til en helstøbt fantasyoplevelse. Hvis du fx godt kunne lide "Nevermoor" og "De ualmindelige" og hvis du bare trænger til en rigtig god læseoplevelse! Og nu vil jeg græde lidt over at der ikke er flere historier om Arlo, Blå Patrulje og "De Lange Skove"!

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Arlo Finch in the Kingdom of Shadows
Oversat af: John Lysmand
Udgivet i: 2020 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 298
5 ud af 6 stjerner

fredag den 27. november 2020

Holly Black; Dronningen af Intet [Anmeldereksemplar]

Holly Black; Dronningen af Intet (Folk of the Air, #3) [Anmeldereksemplar fra Carlsen Puls]

Bagsidetekst:
To veje ligger foran mig, men kun én af dem fører til sejr.

Jude er landsforvist fra Faerie af storkongen. Af Cardan. Hun er ulykkelig og skuffet, men mest af alt rasende på sig selv over, at hun kunne være så naiv at tro, at Cardan elskede hende. Hun har indstillet sig på at leve blandt de andre landsforviste udskud fra Faerie i de dødeliges verden, da en uventet gæst møder op og trygler om Judes hjælp. I Faerie. Turen tilbage til feverdenen vil betyde den sikre død for Jude, hvis hun bliver opdaget, men hun er nødt til at tage tilbage og hjælpe, for det gælder liv eller død. Og da Jude endnu en gang betræder Faeries jord, sætter hun uvidende gang i en profeti om en gammel forbandelse, der vil tilintetgøre Faerie.

I starten havde jeg det lidt stramt med den her serie. Jeg følte at der var alt for mange tråde, alt for mange intriger og hemmeligheder, der gjorde historien tung at læse. Hermed ikke sagt at jeg ikke nød de to første bøger i serien – for det gjorde jeg. Jeg kan godt lide det mere dystre fantasy. Det hvor der ikke nødvendigvis er rendyrkede gode og onde personer, men hvor der er gråzoner og det kan være svært at finde ud af hvem man skal holde med. Sådan en historie er denne.

I de to første bøger brød jeg mig ikke særlig meget om Jude – hun forsøger med næb og klør at holde fast i en umulig position og så er hun ligeglad med hvem hun sårer undervejs. Selv hendes familie er hun villig til at ofre – og så alligevel ikke helt. Hendes følelser for Cardan er mildest talt forvirrende – de hader hinanden, de elsker hinanden, de vil slå hinanden ihjel, de kysser osv. Og selvom han tager røven på hende i slutningen af andet bind, kan hun ikke slippe sine følelser for ham. Jeg brød mig egentlig heller ikke så meget om Cardan – han er en forkælet prins, der er vant til at få hvad han vil have og selvom han har en ond spådom hængende over hovedet, gør han ikke noget for at forhindre den i at gå i opfyldelse.

Jeg var derfor meget spændt på at gå i gang med det afsluttende bind i serien, men min frygte viste sig at være ubegrundet. Jeg kunne langt bedre lide ”Dronningen af Intet” end de to foregående bind. Måske har Jude og Cardan sneget sig ind under huden på mig. Måske er det fordi jeg har vænnet mig til skrivestilen, hemmelighederne og universet. Jeg følte i hvert fald at dette bind var mere helstøbt end de tidligere og jeg nød meget at læse bogen.

Jeg var hooked fra start af og denne gang nød jeg hemmelighederne og brødkrummerne jeg skulle følge for at forstå det større billede. Kemien mellem Jude og Cardan er også bedre – måske fordi vi lærer Cardan lidt bedre at kende i denne. Han er ikke blot en forkælet prins og han har faktisk et hjerte bag den hårde facade.

Hvis man er til det mørkere og mere dystre fantasy, skal man ikke snyde sig for denne serie. Den er bestemt værd at kaste sig over – også selvom de to første bind havde visse irritationsmomenter, opvejes de i ”Dronningen af Intet”. 

Tak til Carlsen Puls for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Carlsen Puls
Original titel: The Queen of Nothing
Oversat af: Randi Bjerre Høfring
Udgivet i: 2019 (på engelsk) og 2020 (på dansk)
Antal sider: 378
5 ud af 6 stjerner

mandag den 23. november 2020

Cassandra Clare; The Queen of Air and Darkness

Cassandra Clare; The Queen of Air and Darkness (The Dark Artifices, #3)

Bagsidetekst:
What if damnation is the price of true love?

Innocent blood has been spilled on the steps of the Council Hall, the sacred stronghold of the Shadowhunters. In the wake of the tragic death of Livia Blackthorn, the Clave teeters on the brink of civil war. One fragment of the Blackthorn family flees to Los Angeles, seeking to discover the source of the disease that is destroying the race of warlocks.

Meanwhile, Julian and Emma take desperate measures to put their forbidden love aside and undertake a perilous mission to Faerie to retrieve the Black Volume of the Dead. What they find in the Courts is a secret that may tear the Shadow World asunder and open a dark path into a future they could never have imagined.

Caught in a race against time, Emma and Julian must save the world of Shadowhunters before the deadly power of the parabatai curse destroys them and everyone they love.

Så fik jeg endelig læst denne moppedreng færdig! Jeg har været i gang med den i flere måneder, men fordi den er på engelsk har jeg kæmpet lidt med at få den læst færdigt – det går bare ikke nær så hurtigt for mig. Men hvor er jeg glad for at jeg endelig fik taget sammen.

Jeg elsker Cassandra Clares bøger og hendes univers med Skyggejægere, dæmoner, warlocks og meget andet, er virkelig et af mine yndlings. Samtidig synes jeg det er fedt at hun bliver ved med at bygge på og komme med flere fortællinger. Det er lidt som om at hun heller ikke helt kan slippe Herondale, Carstairs, Lightwood og alle de andre – hvilket bare er til glæde for os læsere.

Jeg har læst de to første bøger i serien på dansk, men desværre lader det ikke til at afslutningen bliver oversat – øv! Det er ærgerligt, for det er ellers en meget spændende historie. Noget af det, der fascinerer mig mest ved Cassandras fortællinger er, at hun formår at skrive en historie med mange fortællere og selvom der er mange tråde at holde styr på, for hun altid flettet det hele rigtig godt sammen. Jeg er vild med at vi følger næsten alle de væsentlige karakterer. For mig, giver det en helt særlig dybde i historien og det medfører at de er svære at slippe igen.

Udover at være forrygende fantasy med magi, dæmoner og hæsblæsende kampscener, er det – nok mest af alt – en historie om kærlighed og loyalitet. Ikke kun kærlighed til ens udkårne, men også mellem venner og familie. Familiebånd er stærke i dette univers og jeg elsker at alle hører sammen på en eller anden måde. Karaktererne beskytter indædt hinanden. De kæmper for hinanden. Selvom der er mange slag undervejs, ved man at loyaliteten er stærk og at det nok skal gå – selvom Cassandra ikke er bleg for at slå folk ihjel undervejs. Men jeg fornemmer at alting har en mening – også selvom det kan være uforståeligt undervejs.

Jeg glæder mig meget til at se hvad Cassandra har oppe i ærmet for hendes næste fortællinger – jeg fornemmer at det hele spidser til og selvom jeg ser frem til endnu flere historier, frygter jeg også samtidig for at hun vil rive mit hjerte ud og trampe på det. For jeg er næsten sikker på, at selvom alt ånder fred lige nu, så vil det ikke fortsætte – selvfølgelig vil det ikke det! Men jeg tager glædeligt imod alt hvad hun kaster efter hendes elskede Skyggejægere.

Og ja, jeg tudede til sidst – meget! Og ja, jeg nød det i fulde drag!

Fakta:
Forlag: Simon & Schuster Children's UK
Udgivet i: 2018
Antal sider: 912 sider
6 ud af 6 stjerner

fredag den 20. november 2020

Rick Riordan; Percy Jackson og olymperne

Rick Riordan; Percy Jackson og olymperne

Bagsidetekst på "Lyntyven":
Tolvårige Percy Jackson er på vej til at blive smidt ud af endnu en skole – der er et lille problem med, at han har pulveriseret sin matematiklærer. Præcis hvad der skete, kan han ikke helt forklare, men det er heller ikke første gang, at besynderlige ting sker omkring ham.

Det begynder dog at give noget mere mening, da Percy efter en dramatisk flugt ender i den noget anderledes feriekoloni, Halvblodslejren. Her møder han til sin forbløffelse væsner, der kun burde optræde i bøger om græsk mytologi, og i de højere luftlag er de gamle guder endog særdeles levende. Og vrede. Overguden Zeuz‘ lyn er nemlig blevet stjålet, og Percy er den hovedmistænkte.

Han har nu ti dage til at bevise sin uskyld, og sammen med to venner sætter han af sted tværs over USA i jagten på tordenkilen. Men mange har interesse i at stoppe ham, og farer lurer de mest uventede steder. Oven i det har Oraklet advaret ham om forræderi fra allernærmeste hold … fra hans far, der har forladt ham, fra en af hans venner, eller …?

Okay, indrømmet, jeg har været alt for længe om at læse den her serie. Når jeg stod med den på arbejde, har jeg tit tænkt at jeg snart måtte tage mig sammen og få den læst. Jeg har kun hørt gode ting om serien: at den skulle være underholdende og rigtig spændende. Jeg har læst Rick Riordans serie om Magnus Chase og de nordiske guder og jeg nød den i fulde drag! Jeg hørte den som lydbog og Laus Høybye er en fantastisk fortæller.

Nu fik jeg så endelig taget mig sammen til at læse historien om Percy og jeg var på ingen måde skuffet. Jeg har tidligere set filmene (dem snakker vi dog ikke om) og læst tegneserien, men ingen af dele er ligeså gode som bøgerne. Percy er fantastisk – selvom han er en ulykkesmagnet, er han, nok den mest loyale person jeg har mødt – eller læst om. Selvom det kan ødelægge alle planer, beskytter han sine venner og vil gøre alt for dem. Det er ret prisværdigt. Især når man tænker på hvor mange gange han kommer i fedtefadet.

Ligesom jeg altid har fundet den nordiske mytologi fascinerende, har jeg også haft en forkærlighed for den græske. Jeg hørte ”Maia og Alexander” (radiospil om den græske mytologi) rigtig mange gange som barn og jeg nød det. Percy møder de græske guder på godt og ondt. Han lærer at ikke alle er lige begejstrede for halvguderne, at guderne er egoistiske, selvoptagne og mere optaget af deres eget image, end at redde verden. De vil hellere bekrige hinanden, end hjælpe og når de endelig hjælper, er det aldrig gratis eller let. Men Percy mister ikke modet. Han trodser alverdens monstre, uhyrer og andre ondskabsfulde væsner, på sin færd mod at redde Olympen. Det er dog ikke uden tab og selvom Percy bliver beriget med mange nye venner, mister han også nogle undervejs. Det er ikke nemt at være en helt og have spådomme hængende over sig.

Noget af det jeg virkelig elsker ved Rick Riordans bøger, er hans humor. Som i Magnus Chase-bøgerne, har hvert kapitel i disse bøger, de mest geniale overskrifter – og jeg har hørt at det skulle blive endnu bedre i Apollon-serien (jeg glæder mig!). Percy og hans venner har godt sammenhold, hvor de sagtens kan tage pis på hinanden, give hinanden modspil og komme med kække kommentarer. Jeg elsker det! Ligeså meget som jeg sad og bed negle, når det var spændende, grinte jeg også når det var sjovt – og det er det.

Selvom serien ikke er helt ny mere, kan jeg kun give den mine varmeste anbefalinger. Jeg var enormt godt underholdt hele vejen igennem og kunne slet ikke slippe bøgerne da jeg først var gået i gang – hvilket også resulterede i at jeg læste dem alle sammen ret hurtigt.

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titler:
1. The Lightning Theif (udgivet: 2005 på engelsk)
2. The Sea of Monsters (udgivet: 2006 på engelsk)
3. The Titan's Curse (udgivet: 2007 på engelsk)
4. The Battle of the Labyrinth (udgivet: 2008 på engelsk)
5. The Last Olympian (udgivet: 2009 på engelsk)
Samlet bedømmelse: 6 ud af 6 stjerner

mandag den 16. november 2020

Julie Midtgaard; Elementkrigen [Anmeldereksemplar]

Julie Midtgaard; Elementkrigen (Sprækken til Luscuro, #3) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
"Hold den stille!" Norell maner den gyngende medaljon til ro, men når knap at slippe før den igen sætter i bevægelse. "Den svinger mod Notio. Den vil indenfor!" Reynir knytter hænderne. "Der er lokkerkræfter bag." Medaljonen flakker som glider en tågebanke forbi. "Mørkemagi!" gisper jeg. "Den er indhygget i mørkemagi!"

Usikkerheden hersker i Notio. Hævngerrige lokkere venter uden for borgmuren, Reynirs overlevelse kræver en siksters livsenergi - og onde, ukendte kræfter sniger sig ubemærket indenfor. Krigen der hærger siksterbyerne, stormer nærmere, og i et brev sender Akela en gådefuld advarsel fra dronning Soras gemakker. Men hvad betyder den? Der er brug for hjælp udefra, og Gry og hendes venner må bevæge sig direkte i fjendens arme for at skaffe den. Ét er sikkert: Indhenter krigen dem, vil alle i Luscuro lide ubærlige tab ... 

Det er ingen hemmelighed at jeg synes Julie har skrevet en fabelagtig fantasyfortælling. Jeg har haft glæden af at møde Julie flere gange og høre hende snakke om Luscuro og jeg er dybt imponeret over hendes iderigdom og evne til at skabe et smukt og skræmmende univers. 

Efter et kapløb mod tiden i "Elementsygen", hvor Gry og hendes venner skulle forsøge at finde en kur mod den frygtede sygdom, er der lidt mere ro på i starten af dette bind. Reynir er flyttet ind i Notio, selvom det ikke er alle der er lige begejstrede for det. Han skal suge livskraft til sig for at overleve og det "mætter" mest hvis det er fra et menneske - så hvor længe kan han overleve på dyr? Samtidig bliver han nødt til at vende hjem til lokkernes by i eftersøgningen på en magisk bog.

Gry og hendes venner må i det hele taget tage nogle svære valg og ofte indebærer det en del risiko - men de vil gøre alt for at redde Notio fra Sora. Det betyder også at de må rejse tilbage i tiden for at få svar på hvordan de kan sikre Notios fremtid, men det er ikke uden farer og Gry indser at det ikke er alle hun elsker der vil overleve et sammenstød med Sora.

Selvom der sker rigtig mange ting i denne bog, har fortællingen et godt flow og den er svær at lægge fra sig når først man er gået i gang. Sproget er let og flydende, der er tilpas med beskrivelser og detaljer til at det indre billede af Luscuro ses tydeligt. Samtidig er samspillet mellem karaktererne stadig godt - omend de stadig bliver presset og testet. De holder stadig sammen og der er plads til at de både kan være uenige og skændes, og være gode venner. Ingen af dem er perfekte og det er rart at se personer med fejl og mangler. 

Og så er der lige slutningen, men ja, hm, den tror jeg ikke vi snakke om. For altså, det er ikke pænt gjort! Jeg glæder mig til næste bind og håber at det snart udkommer!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2020
Antal sider: 413
5 ud af 6 stjerner