fredag den 17. november 2017

Bent Haller; Grænsebørn

Bent Haller; Grænsebørn

Bagsidetekst:
Det var spændende, helt vildt spændende, her kunne hverken fodbold, ishockey eller Ringenes Herre være med. Det var virkelig noget, der kildede i maven og fik hjertet til at slå. Det var så specielt, at når man havde prøvet det, så ville man prøve det igen og igen, man kunne ligesom ikke få nok. Selvfølgelig var det farligt. 

Jeg kendte ikke denne novellesamling før jeg hørte om den på en konference jeg var på. Jeg har heller ikke læst så forfærdeligt meget af Bent Haller, så jeg tænkte at jeg ville prøve denne også fordi skrivestil, opsætning og tematik lød spændende.

Skrivestilen heri er meget speciel. I bogen er 41 små noveller, ikke længere end 1 side. Det er utroligt hvad Bent Haller kan fortælle på blot én side. Alle historierne starter in medias res (midt i handlingen) og det gør at man som læser ikke kender noget som helst til personerne i historien, hvordan de er endt hvor de er, hvem de er, hvor gamle de er osv. Samtidig forlader vi historien lige så brat som vi kom ind i den og det giver en helt speciel læseoplevelse. Du får selv muligheden for at digte videre på handlingen, og flere af novellerne er svære at slippe. Især den med pigen der finder sin lillebror efterladt uden for en cafe af sine alkoholiserede forældre - årh gys og ondt i maven.

At historierne kun fylder én siden gør også at sproget er hårdt, kontant og stramt. Det er dog stadig meget billedrigt og som læser står oplevelserne og personerne knivskarpt. Til trods for dette meget kontante sprog, bliver problemerne ikke nævnt ved navn. De ligger truende i skyggerne og mellem linjerne, men aldrig udtalt højt. Det gør historierne endnu mere rørende og rammende at læse.

Jeg fik ondt i maven over næsten dem alle sammen. For det er forfærdelige problemer de 41 historier gemmer på. Det værste er, at størstedelen af de problemer, er de skjulte problemer. Dem som ingen ser og som er svært at gøre noget ved. Tematik som alkohol, fraværende forældre, vanrøgt, misbrug og andet tages op og jeg synes ikke det er for sarte sjæle.

Dog er der også et par stykker der fik mig til at smile. Den med bison/hamsterkødet, var god og viser også at selvom børnene i historierne er kuede, så kan de godt sige fra - i hvert fald en lille smule, og det er vel bedre end ingenting.

Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Udgivet i: 2008
Antal sider: 58
4 ud af 5 stjerner

onsdag den 15. november 2017

BogForum 2017

BogForum 2017

I weekenden var jeg med til BogForum for tredje gang - de første to gange har jeg kun været der om fredagen, men i år havde jeg lørdag med. Det er jeg glad for, for denne gang følte jeg at jeg havde rigtig god tid til at komme rundt og se en masse stande og snakke med en masse dejlige mennesker! Jeg fulgtes med tre kollegaer og det var en skøn weekend i bøgernes tegn! Jeg synes dog ikke programmet var så spændende som sidste år, men der var da et par ting som jeg bare ville se, bl.a. Adam Silvera og Siri Pettersen - og de var begge to fantastiske!



Fredag var der luft i programmet, så der blev tullet en del rundt og kigget på stande. Min kollega fik signeret bøger af Benni Bødker og John Kenn Mortensen, vi fik hørt Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel fortælle om "Skæbnemageren" - som var virkelig spændende og inspirerende. Jeg har hørt Kenneth før og han er altid god! Jeg fik signeret "Ilttyv" af Nicole Boyle Rødtnes, vi hørte Anders Johansen fortælle om "Krigshemmeligheder", som i stemning lader til at minde meget om de andre bøger jeg har læst af ham. Vi hørte Maren Uthaug fortælle om sine striber og romaner. Det var virkelig underholdende og jeg fik lyst til både at læse flere af hendes striber og andre romaner. Vi hørte også min kollega Michelé der interviewede Nanna Storr-Hansen om debutdigtsamlingen "Spetakel".



 


Lørdag stod den på Adam Silvera og Siri Pettersen og meget mere. Jeg fik signeret et eksemplar af "Vildheks" af Lene Kaaberbøl, hvor der var mega lang kø. Jeg hørte Sissel-Jo Gazan fortælle om sin nye bog, "Blækhat". Derefter gik vi over for at få pladser til Siri Pettersen der skulle fortælle om sin serie "Ravneringene" som jeg er ret betaget af. Jeg var bange for at jeg ikke ville kunne forstå hvad hun sagde, men det var faktisk ikke så slemt. Hun fortalte om hvad fantasygenren gør for os og hvor meget vi kan trække ud af de historier og bruge i vores hverdag. Samtidig fortalte hun om hvor beæret hun var over at vi alle elsker hendes bøger og om hendes store drøm om at få Mads Mikkelsen til at spille med i filmatiseringen af bøgerne. Hun fortalte med stor indlevelse og jeg forstod det meste - bare ikke når det gik for hurtigt. Efterfølgende var jeg heldig at få en autograf i sidste bind i serien. Herefter var der lidt tid til næste store punkt, nemlig Adam Silvera. Der var godt fyldt foran Tranescenen, men fik heldigvis en plads. Han fortalte om temaerne i sine bøger, om at han skrev om det han gerne ville have læst om da han var ung og om hvor stor en rolle teknologi har i vores hverdag og måde at binde os mennesker sammen på. Det var virkelig spændende at høre. Bagefter signerede han bøger og jeg stod i kø i over 45 minutter! Men det var det hele værd! Jeg nåede lige at smutte forbi Alvilda og ønske Nicole Boyle Rødtnes tillykke med de 50 bøger, efter jeg havde stået i kø.


Så kunne jeg godt være kørt hjem, men det gjorde jeg ikke. I stedet tog mine to kollegaer og jeg Metroen ind til midtbyen og gik på bar. Vi var nemlig inviteret med til et lille VIP arrangement med Nicole Boyle Rødtnes, hvor vi fik drinks og mulighed for at snakke og stille hende spørgsmål. Samtidig blev vi forkælet med bog nr. 50, "Udstillet" og nr. 51, "Genfærd" - som endnu ikke er udkommet!! Det var virkelig hyggeligt og jeg føler jeg kender Nicole meget bedre end før - i hvert fald når det kommer til hendes måde at skrive bøger på.



Da vi var færdige her, tog vi metroen tilbage til hotellet hvor bilen stadig stod. Bagagen blev omrokeret så der blev plads til den lange køretur hjem. GPS'en sagde at jeg var hjemme 01:51 og da jeg lidt over 02 lå i min seng, var jeg meget træt og kørte faktisk stadig en smule bil, men jeg var glad, for det havde været en skøn weekend!

mandag den 13. november 2017

Jenn Bennett; Alias Alex

Jenn Bennett; Alias Alex

Bagsidetekst:
Bailey har fundet sin drømmefyr. Alex er filmnørd som hun, og de kan snakke sammen i timevis. Han er intet mindre end perfekt ... de har bare aldrig mødt hinanden i virkeligheden.

Da Bailey flytter til Californien for at bo hos sin far, beslutter hun sig for at finde Alex, som bor i samme by. Men det viser sig at være sværere end som så, og da den karismatiske surfer Porter med tiden får hende på andre tanker, begynder hun at tvivle: Vil hun nogensinde møde den mystiske Alex?

Selvom denne bog godt kan blive lidt for klichefyldt er det alligevel en kærkommen kærlighedshistorie, der fik mig til at tænke på en film jeg har set et utal af gange, "You've got mail". Jeg ved der er andre der også har nævnt dette, og nu hvor jeg har læst den, er det endnu tydeligere. Jeg ved godt at filmen måske ikke er det der kan betegnes som stor kunst, men jeg husker den følelse den gav mig. At finde den der ene person, man kan betro alt til, bortset fra sit navn. Den ene person der lytter og forstår. Samtidig viste filmen hvor stor en betydning bøger og læsning kan have hos folk, og det sætter jeg stor pris på - nok mere nu, end da jeg var yngre.

"Alias Alex" er ligesom "You've got mail", to personer snakker sammen over internettet og forelsker sig, men da Bailey flytter til Californien, hvor Alex bor, bliver hun først frastødt, derefter tiltrukket af Porter, som viser sig være god til at få Bailey til at åbne sig og fortælle om begivenheder hun ikke har fortalt andre - heller ikke "Alex".

Nu håber jeg ikke at jeg spoiler for meget, men jeg kunne rimelig hurtigt lugte lunten, det ødelagde dog på ingen måde min læseoplevelse og jeg nød virkelig bogen. Selvom jeg har læst flere kærlighedshistorier siden "Anna og det franske kys", minder den her om den. Både i sprog, i stemning og i naivitet. Det er dejligt med en uskyldig kærlighedshistorie med unge personer - har lige læst "Kollision" og det er jo nogle helt andre oplevelser og følelser sådan en historie sætter i gang. Det var faktisk dejligt at læse læse en "simpel" kærlighedshistorie - giver det mening? Det håber jeg.

Denne bog har fået mange rosende ord med på vejen og det er fuld fortjent! Jeg nød hvert kapitel, som har overskriften af forskellige filmcitater. Jeg nød den følelse bogen gav mig. Jeg nød at kunne mærke sand mellem tæerne (jo, det kunne jeg faktisk) og dufte hav og kanel. Jeg nød de følelse Porter vækker i Bailey og omvendt. Jeg nød at se dem blive fortrolige og hygge sig sammen. Selvom historien ikke er stor kunst eller nyskabende, er det en sød og dejlig historie, der holder hvad den lover: nemlig at gøre sin læser varm om hjertet!

Fakta:
Forlag: Lovebooks
Original titel: Alex, Approximately
Udgivet i: 2017 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 364
5 ud af 5 stjerner

torsdag den 9. november 2017

Livet som mor #19: Frustrationer

Livet som mor #19: Frustrationer

Jeg ved godt at jeg er sprunget en måned med mine tanker om at være mor over, men der har virkelig bare været så meget andet, og så havde jeg ikke lige noget klogt at skrive. Det ved jeg som sådan heller ikke om jeg har nu, men jeg har i hvert fald noget jeg bliver nødt til at komme af med - så bær over med mig.

Som jeg skrev i det sidste indlæg er Iris begyndt at have meninger, og disse meninger er der ikke blevet færre af. Hun er begyndt at sige meget nej til ting, også selvom hun nok egentlig gerne vil. Samtidig er hun begyndt ikke at ville spise bestemte ting, som hun før spiste med stor fornøjelse. Rugbrød og andet slags brød fx. Det skal helst slikkes fri for pålæg og smør og så vil hun ikke røre brødet. Ofte kan jeg tydeligt se på hende at hun selv synes det er mega sjovt, hvilket bare gør det endnu mere frustrerende for mig - for jeg ved jo godt at hun godt kan lide det. Hun er også begyndt ikke altid at ville spise aftensmad, hun er meget tøvende når hun skal smage på noget, selvom jeg godt ved at hun kan lide det. Så vil hun hellere "skabe" sig og blive ked af det. Hvilket igen bare gør mig frustreret, for hun er jo ikke ked.

Den anden aften - både Emil og jeg var syge - bagte vi boller, vi kunne få til aftensmad. Hun ville enten kun spise smørret på bollerne eller pålægget ovenpå, men ikke selve bollen. Da vi på diplomatisk vis havde prøvet flere gange at overtale hende, endte det med at hun stort set ikke fik noget aftensmad. Vi er begge af den holdning at man ikke kan få de søde ting, før man har spist det man skal - i dette tilfælde, hun kunne ikke bare spise pålæg, men hun skulle og spise bollerne. Igen er det også en ting hun godt kan lide.


Er vi bare onde? Utålmodige? Strenge?

Jeg føler det ikke sådan. Jeg føler virkelig at vi prøver. Det nytter jo heller ikke noget at hun, så snart hun begynder at pive det mindste, får sin vilje og derved kun de søde ting - sådan fungerer livet jo bare ikke. Er det for tidligt at lære det når man ikke engang er fyldt to? Jeg frygter bare, at hvis vi giver efter nu, så vænner hun sig til at vi giver efter og så vil det fortsætte sådan - alt for længe endnu. Det ved jeg ikke om jeg orker.

Det er lidt det samme når vi er ude og gå. På et tidspunkt gider hun bare ikke mere, og vil hellere bare stoppe og glo ud i luften, end gå videre. Når jeg så holder hende i hånden, holder hendes ben på magisk vis op med at virke. Og jeg nægter at bære hende - for igen, så vænner hun sig bare til det. Og jeg gider ikke bære rundt på hende når hun bliver 3 år og vejer betydeligt mere end hun gør nu.

På den anden side kan jeg så også godt føle mig som verdens dårligste forældre når hun er begynder at græde. Jeg ved jo inderst inde godt at hun ikke er ked af det, men det gør jo alligevel ondt. Jeg forsøger at bevare min mening, for nok får hun lov til meget nu, men hvis hun ender med at kunne sno mig fuldstændig om sin lillefinger, så bliver det da utåleligt til sidst. 

onsdag den 8. november 2017

Gail McHugh; Puls [Sponsoreret]

Gail McHugh; Puls [Sponsoreret boggave af Flamingo]

Bagsidetekst:
"Ved du, hvor skræmmende det er at ønske sig noget så meget, at man er villig til at ændre hele sit liv for det?"

Emily har forladt sin første kærlighed, aflyst deres bryllup og den fremtid, de havde sammen, for at vinde den mand tilbage, hun har indset, hun ikke kan leve uden.

Men i håb om at glemme hende er Gavin rejst til Mexico, og Emily må følge efter for at overbevise ham om, at deres kærlighed er værd at give en chance til - og at kæmpe for.

Jeg kan ligeså godt sige det fra start af: jeg var virkelig skuffet over denne bog. Ej, skuffet er faktisk ikke ordet, men jeg brød mig ikke om den - jo starten, men så blev det for meget.

Først vil jeg dog sige at jeg er virkelig vild med første del, "Kollision" - jeg synes den havde det hele. Humor, drama, kærlighed, venskab og karakterer jeg kunne forstå og relatere til. En handlingen der var spændende og som holdt mig fanget næsten fra første side. Desværre er anden del ikke nær så god. Selvom "Puls" er skrevet i samme stil som "Kollision". Vi skifter mellem at høre fra Emily og Gavin og det fungerer rigtig godt. Deres venner er stadig med og bringer god humor ind i historien, men så slutter det gode også. 

Bagsideteksten lægger op til at det meste af handlingen skal foregå i Mexico hvor Emily skal forsøge at vinde Gavin tilbage, niks. Det gør den ikke. De første 90 sider gør, og så er kampen afgjort. Der er mere drama i historien, men jeg vil ikke spoile for meget, så jeg vil ikke sige mere om det her. Jeg synes dog at bagsiden ikke passer til historien. Jeg havde forventet en større kamp, flere "slåskampe" mellem Emily og Gavin, men de kom bare aldrig rigtig.

Jeg er med på at det er en kærlighedshistorie om den altopslugende kærlighed, som man ikke kan glemme, ignorere eller leve uden. Men helt ærligt. Til sidst i bogen var jeg virkelig ved at brække mig over alle de søde ord Emily og Gavin sagde til hinanden. De kunne jo nærmest ikke sige goddag uden at skulle komme med den ene store kærlighedserklæring efter den anden. Det blev simpelthen for meget for mig. Jeg tvivler stærkt på at der er nogen forhold der er sådan. For mig var det i hvert fald meget urealistisk og alt for overdrevet. Ja, vi ved godt at I elsker hinanden og ikke kan leve uden hinanden, men det behøver ikke blive udpenslet på hver side. Beklager meget, Gail. Det er en ommer.

"Flyt sammen med mig, Emily. Bliv ved med at være vanvittig, 
farlig, hensynsløs og berusende sammen med mig. 
Bare gør det, og vågn op ved min side 
hver eneste morgen resten af dit liv."

Bogen er fyldt med fantasiske citater om kærlighed - og jo, jeg elsker en god kærlighedshistorie. Jeg elsker kærlighed. Jeg elsker når man viser hinanden hvor meget man holder af hinanden. Det bliver bare overgjort i den her bog.

Tak til Flamingo for boggaven!

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: Pulse
Udgivet i: 2017 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 372
3 ud af 5 stjerner