mandag den 16. oktober 2017

Juan Díaz Canales; Fraternity 1-2

Juan Díaz Canales; Fraternity 1-2

Bagsidetekst på bind 1:
Siden tidernes morgen har mennesket forgæves søgt efter den perfekte samfundsmodel. I midten af 1800-tallet mener den amerikanske rigmand Robert McCorman endelig at have fundet den. 

Med hjælp fra en blandet gruppe idealistiske mænd og kvinder grundlægger han kolonien New Fraternity, som repræsenterer en revolutionerende ide i den nye verden. Men med den unge nations syndefald i borgerkrigens systematiske brodermord bliver gamle dæmoner vagt til live. 

I skoven nær kolonien finder man det vilde barn Emile, som ligestillingsforkæmperen Fany Zoetrope tager til sig. Emile bliver det tavse vidne til de dramatiske begivenheder, som en gruppe desertører forårsager, da de søger tilflugt i kolonien. Samtidig strejfer et mærkeligt og foruroligende væsen omkring ved landsbyen, hvor det bringer tvivl og konflikter med sig. 

Hvad er forbindelsen mellem væsnet og Emlie? Kan New Fraternity overleve denne nye trussel?

Jeg forsøger at blive bedre til at læse tegneserier. Ikke af nogen speciel grund, men mest fordi jeg overhørte et par lærer der var på besøg på min arbejdsplads, snakke om at deres elever havde svært ved at læse tegneserier, fordi de ikke gjorde det i deres fritid. Jeg vil give dem ret. Jeg har ikke holdt det ved lige, og jeg kan mærke at jeg har svært ved at finde ud af det, især hvilken rækkefølge felterne skal læses i. Det vil jeg, som sagt, forsøge at lave om på.

Og hvad kan være bedre end en ny tegneserie af manden bag Blacksad? En tegneserie jeg har læst for noget tid siden, men netop genlæst. Jeg er helt vild med den, så jeg tænkte at "Fraternity" også måtte være godt. Det er det bestemt også! Selvom der er visse ting jeg stadig er lidt i tvivl om, og ikke helt forstår, men jeg kan lide den alligevel.

90 % af min grund for at jeg kan lide den, handler om illustrationerne! De er virkelig smutte. De kan godt være barske, bizarre og ikke særlig rare, men det passer til den bizarre historie der fortælles og giver virkelig et ekstra lag på fortællingen.


Der er flere steder hvor illustrationerne står alene eller hvor der er minimal med tekst og det giver en helt speciel læseoplevelse. Læseren skal nemlig selv regne tingene ud, og det gør at man er lidt på detektivarbejde. Samtidig er de meget stemningsfulde og holdt i meget neutrale farver, hvilket igen underbygger den helt specielle stemning der er i bogen.

Som sagt er jeg stadig lidt i tvivl om fx monstrets rolle i bogen, udover at den er helt central, ville jeg faktisk gerne have set mere til den. Desværre kommer der nok ikke flere bind, så måske skal der en genlæsning til, før jeg forstår budskabet. Lige meget hvad, så er det en virkelig flot læseoplevelse, som jeg havde svært ved at ryste fra mig da jeg var færdig!

Fakta:
Forlag: Shadow Zone
Original titel: Fraternity
Udgivet i: 2011 (på fransk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 56 (bind 1) og 55 (bind 2)
5 ud af 5 stjerner

fredag den 13. oktober 2017

Emil Blichfeldt; Roboys 1-3 [Sponsoreret]

Emil Blichfeldt; Roboys 1-3 [Sponsoreret indlæg af Calibat]

Bagsidetekst fra "Kobbernøglen"
Slam! Lærerens hånd landede tungt på bordet foran Benjamin, så han næsten tabte sin mobil. "Ok, Benjamin, så det er ud! Du kan forklare nede på kontoret, at du igen sidder og spiller i timen."

Når der skal spilles i skoletiden, kan det give problemer at være hardcore gamer. Det erfarer Benjamin og Nadim, der stilles over for valget mellem en ubehagelig skole-hjem samtale eller at deltage i et forsøg med et helt nyt spil. Valget er nemt, men drengene opdager hurtigt, at det ikke er et helt normalt spil, de er gået i gang med.

Tænk hvis du, som straf for at spille computer i skolen, bliver sendt afsted for at teste et nyt computerspil? Et spil der viser sig at være meget mere end et spil. Hvordan ville du have det med det?

Først synes Benjamin og Nadim at det er mega fedt! De er begge to meget habile computerspils spillere og går op i det med liv og sjæl, men dette spil er lidt mere skræmmende end hvad de havde forventet. For pludselig befinder de sig i et spil, hvor de rent faktisk kan gå hen og komme slemt til skade ... måske endda dø!

Historien er skrevet i et nemt forståeligt sprog - den kan både bruges som selv læs og som højtlæsning. Der er illustrationer undervejs, som passer rigtig godt til handlingen - dog synes jeg det er lidt ærgerligt at flere af dem er de samme hele vejen igennem historien. Der kunne godt være lidt variation. Illustrationer og tekst er, på trods af gentagelserne, rigtig gode sammen.

Samtidig tager historien nogle ret vigtige emner op. Hvor langt vil vi, som mennesker, gå for at redde dem vi holder af fra sygdom? Vil vi ofre andre? Hvor langt kan vi gå før det er etisk ukorrekt? Hvilke konsekvenser har al for meget computerspil for os som personer? Mister vi nogle sociale kompetencer? Får vi andre?

Selvom historien godt kan være lidt uhyggelig til tider, er den ikke som sådan skræmmende. Hvis du er til computerspil, action og spænding så er denne serie lige noget for dig. Historien er fortalt i et hæsblæsende sprog, der ikke efterlader meget tid til eftertanke - ligesom hvis du spillede computerspil.

Tak til Calibat for boggaven.

Fakta:
Forlag: Calibat
Udgivet i: 2017
Antal sider: "Kobbernøglen": 79; "Sølvnøglen": 77 og "Guldnøglen": 79
4 ud af 5 stjerner

onsdag den 11. oktober 2017

Litterære trends jeg aldrig kom med på

Litterære trends jeg aldrig kom med på

Dette indlæg har været længe undervejs. Jeg ville egentlig have udgivet det mens jeg skrev mine søndags sandheder, men jeg stoppede mens legen var god. Dette indlæg handler nemlig om nogle af de litterære trends jeg aldrig kom med på dengang de var in, hippe og med på moden. Flere af dem er jeg flov over, men jeg håber I vil bære over med mig og ikke dømme mig for hårdt. Der er jo trods alt kun 24 timer i døgnet, og jeg kan ikke læse i dem alle sammen - selvom jeg gerne ville!

Så, here goes!


Jeg har Hunger Games-bøgerne til at stå på min reol, men jeg har endnu ikke læst dem! Jeg har ville læse dem siden jeg fik dem, men på en eller anden måde blev jeg bare ved med at glemme dem - eller gemme dem. Jeg har dog set filmene, men uden at have læst bøgerne, er det ikke helt det samme. Jeg kunne godt lide filmene, selvom jeg savnede den baggrundsviden som bøgerne nok havde givet mig. Er det for sent at læse dem nu?

Mange i min omgangskreds af enten kollegaer eller boglæsere elsker Rick Riordan og hans mytologiske bøger. Jeg har kun læst første bind i Kane-arkiverne og den første The Lost Hero (graphic novel) og jeg kan ligeså godt indrømme, at jeg ikke kommer til at læse flere af ham, i hvert fald ikke lige nu. Jo, jeg synes han skriver rigtig godt og historierne er spændende, men så mange serier? Med flere tykke bind? Det kan jeg ikke overskue lige nu at skulle sætte mig ind i. Jeg beklager Rick!

Af klassikere må jeg indrømme at jeg aldrig har læst noget af Jane Austen. Ja, shame on me, og endda selvom jeg har hendes samlede værker på engelsk i en utrolig fin udgave. Jeg ved dog ikke om jeg nogensinde kommer til at læse dem. For jeg tror ikke at den første bog jeg skal læse af hende, skal være på engelsk - så bliver jeg nok aldrig bliver færdig med den så. Har I et godt råd til hvor jeg kan starte?

Jeg har faktisk ikke læst særlig mange klassikere. Jeg har ikke læst "Moby Dick". Har ikke læst "Anna Karenina" eller andet af Tolstoy. Jeg har heller aldrig læst noget af Charles Dickens. Eller alle H. C. Andersens eventyr. Eller Shakespear, Dostojevskij, Mark Twain eller Hemmingway. "Troldmanden fra Oz", "Vinden i piletræerne" og "Momo" heller ikke. Jeg har dog læst "The Great Gatsby" - det må da tælle lidt, ikke?

Noget jeg heller aldrig helt kom med på, hvilket ærgrer mig meget i dag, er Tamora Pierces forfatterskab. Jeg har kun læst serien om Alanna, som jeg også først læste for nogle år siden, og - med hånden på hjertet - må jeg indrømme at det virker total uoverskueligt for mig at skulle læse mere. Jeg ved godt at serierne er forholdsvis korte, men der er bare så mange af dem! Jeg elsker dog hendes skrivestil og måske, engang, vil jeg vende tilbage.


Jeg tror det var dem jeg ville dele i denne omgang, det kunne være sjovt at høre om I også har nogle litterære trends som I heller aldrig nåede at blive en del af! Smid gerne en kommentar!

mandag den 9. oktober 2017

Arwen Elys-Dayton; De døde grotter [Sponsoreret]

Arwen Elys-Dayton; De døde grotter [Sponsoreret indlæg af Alvilda]

Bagsidetekst:
Quin er Søger. Det er et ældgammelt, ærefuldt hverv, som er gået i arv i generationer. Men hun har opdaget en sandhed, der har vendt op og ned på hendes verden: Søgerne i hendes familie står bag en række grusomme mord. Sammen med sin bedste ven, Shinobu, kaster hun sig over sporene i en gådefuld dagbog, hun har stjålet fra sin far. Samtidig fortsætter John, Quins ekskæreste, hårdnakket sin Søger-træning. Også han kender til dagbogen og forfølger sporene med blodig hævn for øje. Men jo dybere de hver især graver i fortiden, jo mørkere bliver den. Der er fordrevne Søger-familier, hemmelige allicaner og en brutal plan sat i værk for flere generationer siden, der kan ødelægge Søgerne én gang for alle ...

Endnu en serie jeg ikke føler har fået samme omtale som den fortjener. Den her lidt steampunk-fantasy-agtige stemning der er i bogen er helt fantastisk og jeg er virkelig vild med den. Den slags er der for lidt af (i hvert fald på dansk).

Noget af det jeg virkelig godt kan lide ved serien er at den ikke minder om noget andet fantasy jeg har læst. Jo, bevares, der er da ting man godt kan nikke genkendende til, men det er sat sammen på nye og spændende måder. Det her med at rejse i Intetheden, at kunne blive væk der eller gemme ting der, er en fascinerede tanke. Både interessant og skræmmende. For hvad kan man så ikke gemme væk der? Og det er netop problematikken i "De døde grotter" - hvad er der gemt i Intetheden?

Samtidig kan jeg godt lide de skiftende fortællervinkler. Det giver et rigtig godt indblik i hvad der foregår i Quin, John, Maud, Nott og Shinobus hoveder - og det er ikke småting. De tumler alle med deres, og alle har de et mål. Disse mål er dog langt fra de samme og selvom Quin og Shinobu burde være på samme side, er de det så?

Der er dog ikke meget humor i denne bog og den dyster stemning er svær at løfte, men for mig, gør det faktisk ikke noget. Selvom fantasygenren giver plads til det hele, er det passende for denne bog ikke at efterlade sin læser med et smil på læben. Tværtimod, så efterlades man måbende og uforstående. Jeg havde godt lugtet lunten, men alligevel ikke troet det. Måske er jeg for godtroende, men jeg var virkelig i chok. Måtte lige læse det sidste igen og ryste på hovedet. "Gjorde han godt nok det?" Og ja, det gjorde han!

Nu er jeg efterladt hungrende efter mere. Bogen kunne sagtens være længere - men heldigvis er det jo ikke sidste bind. Nu sidder jeg så og mangler svar på en masse spørgsmål. De spørgsmål der blev stillet i "Den mørke sandhed" er kun blevet til endnu flere spørgsmål. Vi får nogle svar, men langt fra nok. Og der er såååå lang tid til næste bind? Shame on you, Alvilda!

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Traveler
Udgivet i: 2017 (på dansk)
Antal sider: 397
5 ud af 5 stjerner

fredag den 6. oktober 2017

Readathon på biblioteket

Readathon på biblioteket

Sidste år mens jeg var på barsel blev der for første gang afholdt readathon på min arbejdsplads. Det startede torsdag i efterårsferien og sluttede fredag - altså læsning på biblioteket i 24 timer! Selvom der ikke var så mange deltagere havde det været en fest! De havde læst (doh!), taget seje billeder, lavet konkurrencer og været på nattur rundt på biblioteket. Hvor sejt (og hyggeligt) lød det ikke lige? Jeg ville gerne have været med, men ja, var som sagt stadig på barsel, så det kunne jeg ikke. Jeg besluttede mig dog for at jeg rigtig gerne ville hjælpe til, hvis det skulle holdes igen i år.

Det endte dog med at jeg overtog arrangementet. Min første reaktion var, ærlig talt, "Åh, hvad har jeg dog kastet mig ud i? Mon der kommer nogen i år?" Jeg fik dog pulsen lidt ned igen og fik, i samarbejde med vores super seje og dygtige PR-afdeling lavet en plakat, som jeg fik sendt til kommunens skoler og en kollega lagde det på forældreintra. Jeg forventede at der var god tid til at jeg skulle lægge arrangementet på hjemmesiden, hvor man også skulle kunne "købe" billetter.

Der gik dog ikke længe, før jeg måtte offentliggøre det, og efter lige knap to uger var de 20 pladser jeg havde besluttet der skulle være, udsolgt. Jeg allierede mig med en anden kollega, som gerne ville hjælpe og vi besluttede os for at sætte yderligere 20 billetter til salg.

Ja. Du har regnet rigtigt 40 billetter. Som nu er væk! Der har altså tilmeldt sig 40 børn i alderen 10-16 år til at komme - frivilligt, håber jeg - og læse i 24 timer på et bibliotek i deres ferie! Det synes jeg er mega sejt! (og jeg er en smule stolt!)

Nu er tankerne - "Åh, hvad har jeg kastet mig ud i?" - dog kommet igen! For nu skal jeg (forhåbentlig) ikke bekymre mig om, om der kommer nogen! Vi er heldigvis flere end bare mig på, til at tage sig af ungerne. Jeg har en masse ideer til hvad vi skal lave, udover at læse og jeg håber at det bliver virkelig hyggeligt! Jeg ved at andre af landets biblioteket også er med og jeg håber da også vi kan dyste lidt mod hinanden i antal læste sider og andet sjov. Jeg er selv i gang med at finde de bøger jeg skal læse frem - det er jo ikke sådan lige til at vælge.

Nu er næste problem så bare om jeg rent faktisk kan holde mig vågen i 24 timer! Det kommer vist til at kræve store mængder slik og RedBulls (jeg er ikke voksen nok til kaffe). Jeg glæder mig dog helt vildt!!

Yay - for læsning og for biblioteker!