fredag den 25. maj 2018

Amanda Maxlyn; Stille : forbudt kærlighed [Sponsoreret]

Amanda Maxlyn; Stille : forbudt kærlighed [Sponsoreret af Palatium Books]

Bagsidetekst:
Jeg havde ikke regnet med at blive fyret og slet ikke på min fødselsdag. Men det var blot begyndelsen på flere uventede ting. Blandet andet ham.

Det var en aften, der ændrede alt. En aften i maskernes, lysternes og syndige fornøjelsers tegn. Det eneste jeg tænker på er ham, han er det eneste, jeg vil have. Og han er det eneste, jeg på ingen måde kan få.

Det eneste jeg har tilbage nu er stjålne blikke, kortvarige berøringer og en blændende længsel efter mere, mens jeg drukner i mit begær efter ham - manden der er total forbudt. 


Medmindre ... vi ikke siger noget til nogen og er helt, helt stille.

Det er længe siden jeg har læst en decideret erotisk historie og selvom der er en del sex i fx ”Off-Campus og ”Game on”-serierne, er det bare ikke helt det samme – for der er så meget mere i de bøger end bare sex. Humoren og personerne i de to serier er i hvert fald noget af det jeg elsker ved dem. Netop derfor havde jeg taget en lille pause fra erotikken, for nogle gange kan det føles som den samme historie man læser om og om igen, bare med andre personer. Samtidig kan sex-delen også blive alt for meget og fylde for meget i historien. Det er rart nok at vide at der rent faktisk er en handling som også ville kunne fungere ude sex-delen.

Denne historie er dog rigtig fin - selvom den forholdsvis kort, er der lidt kød på historien og selvom der er en del sex deri, er det ikke hele historien. Jeg vil dog sige at jeg synes bagsideteksten ikke er den bedste jeg har læst. Den er faktisk lidt for meget - lidt for plat. Den ligger op til en historie udelukkende om begær og sex og jeg synes faktisk bogen indeholder mere end blot det. Det er en fin lille historie om forelskelse - måske endda den første rigtige forelskelse, i hvert fald for Emma. Samtidig er det historien om at ville have det man ikke må få og Emma og Trey burde virkelig holde sig fra hinanden, for det kan få meget store konsekvenser for dem begge to. Så der er heldigvis mere i bogen end blot sex.

Emma og Treys møde er mere end blot et par lystne blikke og begærlige berøringer. De mødes en aften hvor de begge er iført masker, så de kender ikke hinanden og netop derfor kan man virkelig mærke at de passer godt sammen - for det er ikke det ydre (i hvert fald ikke helt) de falder for, men det de har indeni. De klikker rigtig godt sammen og derfor er det blot endnu værre at de ikke må få hinanden. De må begge to også indse at der skal ske nogle forandringer, som de måske ikke er helt villige til at lave, før de kan få hinanden. At gå på listefødder med deres forhold, holder i hvert fald ikke i længden - jeg havde dog håbet på lidt mere snigen-omkring end vi fik, men det er ok.

Historien er dog ikke stor kunst, men jeg var godt underholdt og fandt historien spændende. Den er fin at læse en varm sommeraften med et koldt glas hvidvin til. Det er helt sikkert en historie der bare skal nydes!

Tak til Palatium Books for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Palatium Books
Original titel: Hush
Udgivet i: 2018 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 168
4 ud af 6 stjerner

onsdag den 23. maj 2018

Iris anbefaler [Sponsoreret]

Iris anbefaler [Sponsoreret af Alvilda]

For lidt tid siden faldt jeg over disse fine nye bøger fra Alvilda på Instagram og tænkte at det lige var noget for Iris, så jeg skrev til Alvilda om hun (og jeg) måtte bede om nogle anmeldereksemplarer så hun kunne læse og anmelde dem - jo, jo, det kan man godt selvom man kun er 2 år og 4 måneder.

Først vil jeg sige at alle bøgerne er et kæmpe hit! Iris elsker bøger (helt sikkert ikke noget hun har fra mig, host host) og disse er bestemt ingen undtagelse. Samtidig er hun ret pjattet med dyr og store maskiner, så den boks kan vi også sætte kryds ved. Hun er også vild med bøger der siger lyde og det gør to af dem - meget spændende lyde! Dog vil jeg sige, at i modsætning til de andre bøger med lyde som vi har fra Alvilda, hvor man skal trykke på en knap, kan disse godt være lidt svære at få til at sige noget. For sensoren der afspiller lyden er lysfølsom og der skal faktisk ret meget lys til. Så nogle aftener når vi har læst i dem, skal de lige vinkles rigtigt før de siger noget. Det skal man lige vænne sig til, men det er bare en mindre detajle.

I "Titte-bøh"-bøgerne er der mange dyr og lyde man kan snakke om. Ikke bare de dyr der rent faktisk kan afspille en lyd, men mange flere og det er rigtig fint. Det gør at der er meget at snakke om og gætte sig til. Samtidig er der flapper og flapper er altid godt - man skal bare lige huske at passe lidt på med at ikke at rive for hårdt, men det arbejder vi på.

I "Følg stregen"-bøgerne er der fine streger med forskellige farver og tekstur. Hvilket er sjovt, for så er der også noget for føle-sansen. Iris har dog ikke helt fanget endnu at man skal lade fingeren følge stregen, men det kommer nok. Det er sjovt at læse i maskine-bogen, for hun er helt med på hvad der er lastbil, skraldebil (krape-bil), gravko og brandbil - i det hele taget er maskiner et hit.


I "Barnets første bogsamling" er der hele 10 små bøger med dyr. Og "lill' bitte bog" er bare et hit! Især når de kan lægges som puslespil inde i en stor bog. Hver lille bog har sit eget tema med fx modsætninger, farver og antal og de er rigtig fine. Iris er i hvert fald glad for at læse og dyr og snakke om dem - og hvad de siger, hvor store de er og så videre.

Iris vil klart anbefale bøgerne til andre læseglade, køretøjsbegejstrede og dyreglade børn - som elsker bøger! Bøgerne er gode at sidde med alene, men også sammen med en man kan snakke med om hvad der er på billederne. Ydermere er det smart at siderne er i hårdt pap, så går de ikke så nemt i stykker (måske bortset fra flapperne, men de kan tapes).

Tak til Alvilda for bøgerne!

mandag den 21. maj 2018

Kerry Drewery; Dag 7 [Sponsoreret]

Kerry Drewery; Dag 7 [Sponsoreret af Gyldendal]

Bagsidetekst:
Isaac har reddet Marthas liv. Martha Honeydew er blevet løsladt fra Celle 7. Men hun bliver stadigvæk overvåget døgnet rundt. Isaac, hendes eneste ven, er nu fængslet i den samme dødscelle, hvor Martha var. Nu er det ok til Martha at redde Isaac. Regeringens korruption når ud i alle afkroge, og måske er det umuligt at kæmpe mod noget så magtfuldt. Kan hun nå det, inden det er for sent?

Jeg må krybe til korset og indrømme at jeg ikke er ligeså vild med denne efterfølger som jeg var med ”Celle 7”. Det er stadig en utrolig spændende historie, fordi den foregår i et samfund der måske ikke er så fjernt fra vores, som jeg gerne ville tro. Ligesom med samfundet i ”Flosset”-serien heller ikke er utænkeligt, hvor man ikke må hjælpe flossede mennesker, er samfundet i den pågældende serie, korrupt og styret af magtliderlige mænd, der ikke kan lide at blive sagt imod. For at vinde bruges der beskidte tricks for at få sin vilje. Premiereministeren overvåger og afpresser hvor det passer ham for at få sin vilje – og dette indebærer også at spærre uskyldige folk inde. Desværre er det også sådan et samfund hvor ingen tør sige noget. Dem der har penge tør ikke åbne munden af frygt for at miste hvad de har og dem der ingen penge har, ja, dem er der ingen der vil lytte til. Et samfund i ubalance og med oprør undervejs – for ikke alle har tænkt sig at tie stille og nogle er endda villige til at tage kampen op!

Martha er pigen der undslap, og nu er hun på flugt, samtidig med at hun skal forsøge at redde Isaac. Hun kæmper meget med usikkerhed og med at føle sig utilstrækkelig og nogle gange bliver det lidt for meget ynken. Det ødelægger lidt hendes del af fortællingen, fordi jeg ikke rigtig synes hun kæmper, og når hun gør, så bliver det noget halvhjertet noget. Hun har masser af folk der tilbyder at hjælpe hende, men hun tør ikke takke ja, af frygt for hvad der vil ske med dem. De hjælper dog alligevel og selvfølelig ender alle med at have problemer. Der er ikke sparet på drama i denne bog, og nogle gange bliver det lidt for meget. Samtidig følger vi en del personer ud over Martha og Isaac og det kan, blandet med de meget korte kapitler, gøre at bogen føles lidt forhastet og som noget der bare skal overstås.

Jeg havde troet at dette egentlig var en duologi, men jeg har så fundet ud af at der kommer en tredje bog og det er jeg glad for. Jeg håber Martha og de andre bringer bål og brand til premiereminiseren! Selvom den her skuffede, er jeg stadig meget glad for serien. Den er spændende, medrivende og interessant. For ikke alene giver det et billede af et samfund i ubalance og hvor enkelte har magten, og misbruger den. Den giver også indblik i hvordan folk reagere hvis de pludselig får magten over andres liv. Nogle vil lytte til fornuften, andre lader sig føre med strømmen og andre begynder endda at tro at de er bedre end andre. Når et samfund er korrupt, kan man ikke vide sig sikker på sandheden af oplysninger man får fra dem der har magten og hvis man ikke selv tør sætte spørgsmålstegn og undre sig, så ender man i et samfund hvor ingen er kritiske og dem der er, bliver nedstemt eller holdt ude.

Det er dog helt klart en serie der er værd at læse og hvis du trænger til en god omgang fremtids dystopi med korrupte politikere og ung spirende kærlighed i et samfund der er skræmmende, så er det her lige serien for dig. Læs eventuelt også "Flosset"-serien.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Day 7
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 450
4 ud af 6 stjerner

fredag den 18. maj 2018

Melissa Albert; Hazel Wood [Sponsoreret]

Melissa Albert; Hazel Wood [Sponsoreret af CarlsenPuls]

Bagsidetekst:
Alice og hendes mor har været på farten det meste af livet i et forsøg på at holde sig et skridt foran det kulsorte uheld, som altid har forfulgt dem. Alice mormor er enspænder og kultforfatter til en samling dystre eventyr. Da hun pludselig dør på sit gods, Hazel Wood, går det for alvor op for Alice, hvor uheldig man kan være. Hendes mor bliver bortført af et væsen, som hævder at være fra den grusomme, overnaturlige eventyrverden, som Alices mormor har skabt, og det eneste spor, Alice har, er en seddel med beskeden: "Hold dig væk fra Hazel Wood."

Uha, den her bog var slet slet ikke som jeg havde forestillet mig og det er bestemt ment på en positiv måde. Jeg havde forventet en dyster fortælling om skumle eventyr og jeg fik så meget mere end det. Jeg fik historien om en pige der slet er ikke er hvad hun giver sig ud for at være - og hun er ikke engang selv klar over det. Jeg fik historien om et liv på flugt. På flugt fra noget fra et andet sted. Et sted med grusomme eventyr og skæbner der ikke kan ændres, medmindre man vil betale prisen. Det er også historien om venskab og kærlighed, som bare ikke helt er nok. Om at turde sætte sig selv fri, for at finde sig selv.

Jeg blev spundet ind i de uhyggelige eventyrs verden på jagt efter sandheden om Alice og hendes mor, der efter et helt liv på flugt ikke kan flygte længere. Alice må se sandheden i øjnene, heldigvis gør hun det ikke alene, men får hjælp undervejs - for sådan er det jo i et eventyr. Der er også noget med tre prøvelser og genstande hun skal bruge. Jovist, for det er jo et eventyr. Det er dog ikke noget lystigt og lykkeligt eventyr - langt fra. Der er både brutale mord og andre bestaltiske begivenheder. Det er ikke eventyr for sarte sjæle. Samtidig skal man være vågen, for undervejs får man små bidder til den store sandhed. Sproget kan godt virke lidt knudret ind i mellem, lidt ligesom "Kragens kald", men selvom det kan være tungt at læse, passer det bare rigtig godt til historien. For historien er tung og ikke let at forstå - og hvis sproget ikke afspejlede dette, så ville det ikke gå op i den højere mening som det gør. Jeg er i hvert fald fan og jeg ville faktisk ønske at der kom flere bind, for jeg har lyst til at vende tilbage, også selvom det måske ikke er helt ufarligt.

I stemning kan det også minde lidt om "Skyggernes dronning" af R. J. Redwine, men selvom der er mørke og ondskab her, så ender det lykkeligt - prinsen får prinsessen og et lykkeligt liv. Det er jeg ikke helt sikker på sker i "Hazel Wood". Og sådan skal det også være. Det er faktisk forfriskende at alt ikke er som det ser ud til at være. At de gode måske ikke vinder så stor en sejr som de plejer, men at de rent faktisk også taber lidt. Det passer til denne historie og så er det fedt at forfatteren har ladet historien få sin vilje.

Jeg nyder at læse de lidt mørkere fantasy historier en gang i mellem og det her er helt klart en af de bedste jeg har læst. Det er en mega fed og spændende læseoplevelse - mørk og dyster, den perfekte bog til at putte sig under tæppet med en mørk aften hvor det regner og blæser udenfor.

Tak til CarlsenPuls for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Original titel: Hazel Wood
Udgivet i: 2018 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 400
5 ud af 6 stjerner

onsdag den 16. maj 2018

Interview med Julie M. Day (og konkurrence!)

Interview med Julie M. Day (og konkurrence!)

I forbindelse med at Julie M. Day har skiftet til forlaget Leatherbound og første del af serien bliver genudgivet (det bliver spændende!), har jeg fået lov til at stille Julie nogle spørgsmål. Jeg var ret glad for bogen og jeg glæder mig til at læse mere, så jeg sprang til og fik udtænkt nogle spørgsmål, som både handler om Julies egen læstlyst, om hvordan det er skrive bøger og ikke mindst, hvordan det er at modtage anmeldelser. Ydermere fik jeg lov til at udlove et eksemplar af "Grænsen til Trafallas" til en heldig læser - konkurrencen kan ses i slutningen af indlægget!


Læste du meget som barn og havde du en yndlingsbog som du har læst mange gange eller som betyder noget særligt for dig?
Jeg læste en del som barn. Egentligt ved jeg ikke, om jeg var indbegrebet af ”læsehest”, men jeg kunne rigtig godt lide at læse. Jeg voksede også op i et hjem, hvor både mor og far læste meget.
Det var Harry Potter bøgerne, der lærte mig at elske fantasy. Den første bog i serien udkom, da jeg var omkring 9 år, så jeg er vokset op med Harry Potter. Inden J.K. Rowling fortryllede mig, læste jeg Frække Frida bøgerne af Lykke Nielsen, og jeg mindes, at jeg elskede dem. I skolen lavede jeg også et projekt om dem, hvor jeg faktisk var så heldig at få lov til at lave et interview med Lykke. Hun var helt enormt sød, og jeg var (eller er) kæmpe fan. Bøgerne mindede mig lidt om Pippi Langstrømpe, bare på dansk.
Generelt er jeg desværre ikke så godt til at få genlæst bøger. Der er mange bøger, jeg rigtig godt kunne tænke mig at besøge igen, men nye læseoplevelser og mine egne skriveri kommer ofte lidt i vejen.

Har du altid gerne ville være forfatter og hvordan besluttede du dig for at tage springet ud som forfatter?
Det enkle svar må være nej. Nej, jeg har ikke altid ville være forfatter, selvom jeg altid har elsket at fortælle historier, enten som små bøger eller i form af tegninger. Delen hvor, man digter, fascinerer mig dybt, og det har den altid gjort. Derfor kan man vel godt sige, at jeg altid gerne har ville forfatte, men jeg gjorde mig ingen tanker om, at andre skulle læse det.
Det var først, da jeg skrev Trafallas, at jeg vidste, at jeg gerne ville dele en historie med andre. Historien har fulgt mig i mange år, og jeg var sikker på, at der måtte være andre, der også ville kunne lide den. Det var, hvad der fik mig til at tage springet. Jeg havde skabt noget, som, jeg mente, var værd at læse. Noget, der også kunne fascinere andre. Derudover blev historien ved med at vokse, og det tog jeg som et godt tegn. Indimellem kan man godt komme på en ide, som aldrig bliver til andet end det - en ide. Hvis den ikke rigtig kan fylde eller bære at blive til en bog, mister man lidt troen på det.
Jeg har aldrig gjort i noveller. Hvis historierne, jeg kommer på, ikke kan vokse, forlader jeg dem ret hurtigt igen. Det skal dog siges, at det sagtens kan tage mange år, før man er i stand til at skrive historien ned. Det kræver øvelse. Hvis bare historien er der, så tror jeg, og så skriver jeg.

Mit eget billede

Hvad giver det dig, personligt, følelsesmæssigt eller udviklingsmæssigt, at skrive bøger?
Jeg tror, især med fantasy, at det giver muligheden for at slippe lidt væk fra hverdagen. Faktisk er det vel sådan med al litteratur.
Men det mest fabelagtige ved fantasy er jo netop, at alt kan lade sig gøre. Du kan rejse, hvorhen det skal være. På det personlige plan giver det mig luft. Det giver mig et frirum, hvor jeg er mere end bare mor, hustru, nogens datter etc. Det er lidt ligesom at være barn igen. Ligesom at lege med dukker. Man har lov til at være lidt barnlig, at opdigte imaginære venner og fjender. Jeg tror helt bestemt, at vi alle har fantasien, men at vi meget nemt mister den, når vi bliver voksne. Desværre. Det er jo nærmest ingen grænser for et barns fantasi, og den del arbejder jeg for at beholde, men med et tvist af voksnes problemer og livets realiteter. Følelsesmæssigt kan det fra tid til anden være lidt svært at hoppe rundt i mine fiktive verdener. Jeg fortaber mig tit i dem. Jeg har tit lyst til at blive hængende længere, end jeg måske lige kan få lov til. På det udviklingsmæssige plan bliver mine skriveegenskaber stærkere. Jeg udvikler mig hele tiden som forfatter. Jo mere jeg skriver, jo bedre bliver jeg, og jo flere ideer får jeg. Det at skrive er for mig et essentielt behov, og er jeg væk fra min computer mere end et par dage, begynder jeg at fylde min telefon op med noter.

Der er jo tonsvis af genre at vælge i mellem, hvorfor så lige fantasy?
Fantasy er for mig den allermest frie genre. Det er den genre, hvor alting kan lade sig gøre. I begyndelsen, da jeg skrev det allerførste, var det faktisk svært at skrive fantasy. Det var svært, fordi jeg havde den her barriere: ”Nej, det kan jo ikke lade sig gøre, Julie. Den vil folk aldrig hoppe på.” Men det kan det jo faktisk godt. Hvis jeg beslutter det, så kan alt lade sig gøre, og det er det smukke, som fantasy kan. Derudover tror jeg, at fantasy har lidt lettere ved at bringe forskellige tabuer på banen. Det bliver mindre udskældt, hvis det er forklædt som fantasy. Man bliver oftere stillet til ansvar for sine bøger og deres indhold, hvis det er realisme. Det, føler jeg ikke, man gør i samme grad med fantasy.

Hvad mener du der er fantasygenrens stærkeste egenskab? Hvad gør fantasygenren speciel for dig?
Jeg mener, at fantasygenren har to fundamentale egenskaber, som gør, at den er en sand vinder.
Et, evnen til at få formidlet et budskab der måske ellers er tabubelagt. To, evnen til at lade folk drømme sig væk. Fantasy giver farve i en grå hverdag. Personligt kan jeg også godt lide YA. Måske vil jeg endda en dag kaste mig ud i det, men for nu bliver jeg på fantasyhylden. Det gør jeg primært, fordi jeg føler mig virkelig godt tilpas her. Måske er jeg eskapist. Det kan jeg godt leve med, for hvem er i virkeligheden ikke det? Hvordan kunne J.K. Rowling tryllebinde hele verden med sit magiske univers? Mennesket har altid haft hang til overtro. Haft brug for at forklare ting ved hjælp af magiske elementer. Det er religion et glimrende eksempel på.
Jeg tror virkelig, at der er mange derude, som går rundt med et hemmeligt ønske om, at de måske er troldmænd uden at vide det. At der måske, bare måske, faktisk er lidt mere spænding til hverdagen. Selvfølgelig ved jeg også godt, at der findes skæbner og historier derude, som ikke engang den mest fantasifulde forfatter kunne opdigte, men jeg kan nu virkelig godt lide, når der er et lille drys af magi indover.

Billedet er lånt fra Julies Facebook-profil (og jeg har fået lov)

Outliner du hele plottet for bogen først inden du går i gang med at skrive eller udvikler historien sig meget undervejs? Føler du at personerne får deres egne stemmer og selv vil bestemme hvad der skal ske, selvom det måske ikke var det du havde planlagt?
For mit vedkommende udvikler historierne sig undervejs. Til at begynde med har jeg som regel en ret god ide om, hvor jeg vil hen. Men som handlingen skrider frem, og jo bedre jeg lærer karaktererne at kende, jo mere lader jeg mig forføre. Indimellem bliver jeg virkelig taget på sengekanten, og jeg elsker, når det sker. Når jeg er så dybt i historien, at der åbner sig andre veje. Veje, man ikke vidste fandtes. Dét er magien. Det tror jeg også, at man kan mærke som læser. Det er det, der giver de fantastiske tvist. De finurlige krøller. Nogen gange bliver jeg også sur eller ked af det, når historien vil én vej, og jeg havde forestillet mig en anden. Det kan faktisk godt være svært at give slip, og jeg øver mig stadig på det.
Jeg føler uden tvivl, at personerne, som bliver skabt, har deres egne stemmer. De går deres egne veje. Nogle råber højere end andre, men de har alle en rolle at spille. Som forfatter er det ikke altid en selvfølge, at man til at begynde med kender deres roller. Derfor kan det være ligeså interessant for mig at følge karaktererne, som det kan være for en læser.

Der er nogle forfattere der ikke har kvaler med at skulle slå personer ihjel - hvordan har du det med det?
Jeg har faktisk en person eller to, som jeg ser frem til at ”slå ihjel” - hvor lyder det brutalt. Det er både i Trafallas-universet, men også i nogle af de andre historier, jeg brygger på. Jeg går stærkt ind for ”kill your darlings”. De må gerne genopstå, man må gerne blive narret til, at de genopstår, eller de må forblive døde. Uanset hvad kan jeg godt lide, at det hele ikke er rosenrødt og forudsigeligt. Jeg kan godt lide, når de onde er tæt på at vinde, og de gode virkelig har deres kvaler. Så sidder man helt ude på kanten af stolen.

Har du en yndlingsperson i din historie om Trafallas, hvis ja, hvem og hvorfor?
Ja. Det har jeg. Jeg elsker Geíwel. Hun fascinerer mig, og jeg kan ikke blive helt klog på hende. Samtidigt med at jeg har ondt af hende, så føler jeg også, at hun rummer enormt meget styrke. En styrke, som vi kommer til at se meget mere af. (Men Julie, døde hun ikke i bog 1?) Hmm, stod der faktisk nogen steder, at hun døde? Wink-wink.

Er det skræmmende, nu hvor du har skrevet og fået udgivet noget, at få og læse anmeldelser af det du har skrevet? Og hvordan ville du håndtere en eventuel dårlig anmeldelse?
Er du vimmer, det er mega-tisse-i-bukserne-jeg-tør-ikke-læse-dem-angstprovokerende at få anmeldelser. Alligevel er det jo også lidt derfor, man vil udgive noget - for at få det læst. Det hører med, og man kan ikke kun få gode anmeldelser, selvom det ville være det sjoveste. Nogen kan lide det, man har lavet, andre kan ikke. Sådan er det bare! Jeg forsøger at takle de mindre positive anmeldelser med mine ”professionelle briller”. Det lykkes ikke altid, men jeg bliver bedre. Jeg prøver at tage kritikken til mig, og så sorterer jeg i det, jeg føler, jeg kan bruge til noget. Resten glemmer jeg. Jeg ved jo også godt, at jeg ikke lærer af evige roser. Man skal også indimellem mærke tornene.

Tak til Julie M. Day for at svare på mine spørgsmål, og Leatherbound for at give mig lov!

Konkurrence!
Ved at svare på nedenstående spørgsmål er du med i konkurrencen om et eksemplar af første bind i serien "Grænsen til Trafallas"! Skriv dit svar i en kommentar her eller på Facebook hvor konkurrencen også kører. Vinderen vil blive udtrukket fredag d. 25. maj kl. 12.

Spørgsmål: Hvilken serie lærte Julie M. Day at elske fantasy?