søndag den 25. juni 2017

Søndags sandheder #24: Ikke helt en sandhed

Søndags sandheder #24: Ikke helt en sandhed

Denne søndag vil jeg dele en sandhed, som måske ikke helt er en sandhed, men mere noget jeg bare gerne vil fortælle og vise jer.

For nogle måneder siden stiftede jeg bekendtskab med en ny form for kalender. Der er sikkert mange af jer der har hørt om det og mange som ikke har. Det kaldes en bullet journal. Det er "opfundet" af amerikaneren Ryder Carroll - læs mere om det her - og jeg vil ikke gå i detaljer med hvordan han bruger den, for det er ikke helt sådan jeg bruger den. Jeg har tidligere skrevet om min kærlighed til notesbøger og kalendere, men en bullet journal ligger godt nok på førstepladsen. Jeg har tænkt mig at jeg hver måned omkring den første vil vise jer mit layout for den næste måned og vise lidt af de ting jeg bruger og hvad der fungerer (eller ikke fungerer) for mig.

Jeg vil med dette indlæg vise jer hvad jeg har lavet af titelblade, måneds- og uge oversigter og lister - for det fede ved en bullet journal er, at du kan sætte den op fuldstændig som du selv ønsker det og du kan lave det om fra uge til uge hvis det ikke fungerer for dig. Du kan lave lister med tv-serier, med sange, med bøger eller bruge den som en slags dagbog. En bullet journal har alle mulige tænkelige og utænkelige brugsfunktioner.


Jeg er ikke super kreativ eller særlig god til at tegne, men jeg prøver og heldigvis er der masser af måder at snyde på. Jeg har brugt washi tape i stedet for at tegne og jeg har printet billeder ud fra Pinterest og lagt under siden og derefter tegnet efter - ja, der er snyd, men der er ok! For ikke alle er dygtige til at tegne eller skrive. Mht at skrive, øver jeg mig så ofte jeg kan i at skrive pænt og med forskellige skrifttyper. Jeg er ikke særlig god, men jeg er faktisk ok tilfreds med hvad jeg kan. Jeg vil gerne blive bedre og har købt tuscher og bøger så jeg kan øve mig.






 




Nå, det er det jeg har lavet indtil videre i min bullet journal - jeg glæder mig til at lave flere sider jeg kan dele med jer og jeg håber at I har lyst til at dele jeres erfaringer (hvis I har nogen) med mig. Jeg ved godt at en gennemgang (flip through) fungerer bedre på youtube, men jeg har ingen erfaringer med video, så det kommer ikke til at ske lige foreløbig. I må nøjes med billeder og skrift - hvilket jeg håber går.

fredag den 23. juni 2017

Christina Nordstrøm & Kirsten Nordstrøm Hansen; Sort september

Christina Nordstrøm & Kirsten Nordstrøm Hansen; Sort september

Bagsidetekst:
Sofie, der er 15 år gammel, føler det, som sidder hun pludselig i orkanens øje. Hun har tit drømt om at blive lidt mere synlig, at blive genstand for klassekammeraternes interesse, men slet ikke på den måde, som det sker, da hendes højt beundrede storebror, Nikolaj, en nat ikke kommer hjem fra en gymnasiefest. Hvor er Nikolaj? Er der sket ham noget? Er han stukket af, eller ... I løbet af en uge forandres alting. Sofies mor er ved at bukke under for presset. Lag efter lag skrælles af familiens facade og efterlader dem nøgne og sårbare. Sofie søger hjælp hos Nikolajs bedste ven, Emil, og hos veninden Julie. Sofie må for altid sige farvel til barndommens uskyld, da hun kastes ind i en voksenverden, der er alt for barsk. På forskellige måder forsøger hun at takle situationen, mens hun skiftevis hader og elsker den storebror, der er forsvundet. 

Jeg ved ikke helt præcis hvornår denne bog foregår, men ud fra sproget at dømme, er den ikke nutidig - og det er egentlig det eneste der irriterer mig ved bogen: Sofies og vennerens sprog. Ikke det at det er grimt, for det er det også, men det er det tit i ungdomsbøger, men mere de udtryk de bruger. Herre-noget - det tror jeg ikke unge på 15 siger i dag og den lidt afstumpede måde de også føre samtaler på.

Når det negative så er sagt, vil jeg sige at det er en meget følelsesladet historie. Vi følger Sofies op- og nedture. Hendes vekslende had- og kærlighedsforhold til storebroren der er forsvundet. Hendes frustrationer over at blive overset af moren, der er brudt fuldstændig sammen. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvor forfærdeligt det må være at stå i den situation - i uvished så længe. Den smerte og bekymring der gør det svært at hænge sammen. Jeg bliver helt syg om hjertet ved tanken om noget skulle ske for Iris, men at stå der i virkeligheden? Det må være forfærdeligt. Det er både forfærdeligt for moren, men også for Sofie. For hun står usikkert og med et ben i hadlejren og et i kærlighedslejren. Hun ved ikke hvad hun skal gøre af sig selv.

Hun får også vredesudbrud. Siger ting hun fortryder. Gør ting hun fortryder, men som i det gyldne øjeblik giver hende sjælefred og ro til bare at være Sofie, også selvom hun godt ved at virkeligheden banker på så snart øjeblikket er ovre.

Det korte handlingsforløb gør historien endnu mere intens, fordi Sofie skal igennem så meget på så kort tid. Hvis du fx har læst "Vores død" af Alice Kuipers, og kan lide dramaet om ikke helt at vide hvad der er sket, så kan denne historie varmt anbefales. Den kan også anbefales hvis du trænger til et virkeligt drama, som undervejs kryber under huden på dig og efterlader dig med en bitter smag i munden - på den fede måde.

Tak til forfatterne og Mellemgaard for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Mellemgaard
Udgivet i: 2017
Antal sider: 121
4 ud af 5 stjerner

onsdag den 21. juni 2017

Michella Rasmussen; Silje og kattehjemmet - Den nye kat

Michella Rasmussen; Silje og kattehjemmet - Den nye kat

Bagsidetekst:
Da Siljes farmor brækker hoften, får Silje og Nadja lov til at passe hendes kattehjem. Den nye kat, Kamma, skal snart føde, og pigerne venter spændt på killingerne. De lægger en masse planer for kattehjemmet, og da klassens populære pige, Simone, hører om det, vil hun rigtig gerne være med. Silje synes det er fantastisk, men det gør Nadja absolut ikke ...

Da jeg lige gik i gang med denne, frygtede jeg at det ville være en lidt vattet hestehistorie fra et Wendy-blad eller lignende (beklager meget til Wendy-fans!), men jeg blev meget positivt overrasket, for historien her berører mange flere emner end blot katte - og det er jeg glad for! Det er helt klart en af de bedre bøger til den målgruppe (piger omkring de 10 år) som jeg har læst!

Først er der hele dramaet omkring Siljes bedstemor, der falder og brækker hoften. Silje oplever det og reagerer helt rigtigt at en pige i 5. klasse. Farmoren og Silje er tæt knyttede, så det er godt for historien at Silje viser viljestyrke og forsøger at finde de positive ting. Samtidig får vi et indblik i en skilsmissefamilie, som på trods af skilsmisse, stadig kan tale sammen og opføre sig civiliseret overfor hinanden - det tror jeg må give håb til de børn som står i samme situation.

Så er der det med klikerne i klassen - jeg forundres over at der allerede i 5. klasse er dannet kliker, men sådan er det desværre nok. Silje og Nadja er bedste veninder, men Silje drømmer alligevel om at blive venner med Simone - den populære pige i klassen, med alt det rigtige tøj, mobil og pool. Da det endelig lykkedes Silje at blive venner med Simone, ofre hun næsten sit venskab med Nadja - men kommer heldigvis på bedre tanker og samler også mod til at sige fra overfor Simone, som faktisk viser sig slet ikke at være så slem.

Det er en historie om en pige med ben i næsen, som gerne vil gøre alle glade, også selvom hun ikke altid lige tænker over tingene først, inden hun handler. For mig, virker Silje meget voksen af sin alder og på trods af at hun klokker i det et par gange, lykkedes det hende at finde fodfæste og finde sin egen mening og stemme.

Varme anbefalinger herfra!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2017
Antal sider: 155
5 ud af 5 stjerner

mandag den 19. juni 2017

Jacob Oliver Krarup; Oprøret #2 - Afsløring af Kobranetværket

Jacob Oliver Krarup; Oprøret #2 - Afsløring af Kobranetværket

Bagsidetekst:
Før jeg lukker lågen, tager jeg igen et sidste kig op mod førerhuset. I sidespejlet får jeg øjenkontakt med chaufføren. Han stirre direkte på mig. Jeg håber, han ikke ænsede mig. Men kort efter hører jeg døren smække.

Casper er flygtet fra minien og er nået til byen, Elysium, men han er langt fra i sikkerhed. I Elysium venter det hårde liv på gaden, og som om det ikke var nok, så bliver Casper jagtet af mennesker, der vil gøre alt for at standse ham. De vil for alt i verden forhindre Casper i at finde ud af, hvem han i virkeligheden er, hvor han kommer fra, og hvem der holder på alle hemmelighederne. Hvis du opdagede, at nogen skjuler, hvem du i virkeligheden er, ville du så have modet til at gøre oprør?

Jeg får flashbacks til både "Divergent" og "Matched"-serien da jeg læste andet bind i denne serie. Selvom målgruppen for "Oprøret" er mindre, så omhandler de det samme: en verden der er forandret, hemmeligheder om identiteter der er holdt skjult og kampen for at finde frem til sandheden.

Jeg synes der er meget mere historie i bind to, end der var i bind et. Jeg ved ikke om det er fordi vi nu kender personerne og fordi der sker mere i andet bind. Hvad det end er, så var jeg mere underholdt her, end i etteren.

Jeg kan godt lide Caspers kamp for overlevelse, mod de magthavende. At han er så overbevidst om at han vil finde sin mor, er måske lidt naivt, men han har trods alt været spærret inde i en mine i mange år. Dog opgiver han ikke håbet, og sammen med Laura tror han stadig på at han kan gøre en forskel og gøre oprør.

Sproget er - ligesom i etteren - let forståeligt, og vil passe fint til målgruppen på 10 år og opefter. Der er også fine sorthvide illustrationer her, som underbygger historien fint. Dog ville jeg ønske at det forklarende afsnit der er bagerst i bogen, var inkorporeret i fortællingen på en eller anden måde. Det virker lidt underlidt at læse om Elysium, når historien er slut.

Den kan dog varmt anbefales til unge læsere der er vild med dystopier, drama og kampen for overlevelse.

Tak til Calibat for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Calibat
Udgivet i: 2017
Antal sider: 76
4 ud af 5 stjerner


søndag den 18. juni 2017

Søndags sandheder #23: Bogserier, som nok aldrig bliver færdiglæst

Søndags sandheder #23: Bogserier, som nok aldrig bliver færdiglæst

For lidt tid siden sad jeg og kiggede min liste med læste børne/ungdomsbøger igennem, det tog lidt tid, for der er mange. Jeg faldt dog over en del serier, som jeg er begyndt på, men ikke har færdiggjort endnu. Flere af dem ærgrede mig at jeg ikke var blevet færdig med - for første bind var lovende.

Da jeg var inde i en periode hvor jeg læste rigtig meget fantasy (især noget med engle, dæmoner og vampyrer), tog jeg næsten hver eneste serie eller bog jeg kunne komme i nærheden af. Det resulterede i en masse fede læseoplevelser, men desværre også en del uafsluttede serier. Enten fordi det kun var det ene bind der var udgivet på det tidspunkt, eller fordi jeg simpelthen glemte at få læst de andre. Glemte at læse - kan man det? Ja, det kan man godt. Jeg er ret sikker på at jeg har haft de efterfølgende bøger med hjemme, men hvis der er så er noget andet der har lokket eller jeg har fået mindre tid, er jeg aldrig kommet videre. Øv! For nu hvor jeg kiggede listen igennem, var der faktisk flere af serierne, jeg rigtig gerne ville have læst videre på.

Det er svært for mig nu at sige om jeg nogensinde kommer til at læse dem færdige - nogle af dem, er der udkommet rigtig mange bind i, og det kan godt virke lidt uoverskueligt for mig. Samtidig er der nogen, hvor historien er mere eller mindre glemt, hvilket vil kræve at jeg læser første bind igen - det ved jeg ikke om jeg har lyst til. Så er der det med tiden - min læsetid er jo i forvejen reduceret og jeg har så mange andre bøger jeg skal have læst, så om jeg får en slutning på en serie jeg har læst for tre-fire år siden, virker ikke så vigtigt lige pt.

Nedenfor har jeg listet nogle af de serier, som jeg nok må indse, ikke bliver færdiglæst - i hvert fald ikke foreløbig.

Trinity Feagen; Djævlens pagt - en serie om engle, dæmoner og umulig kærlighed. Jeg mindes at jeg var rigtig godt underholdt, men at der på det tidspunkt kun var udkommet den ene, og jeg havde ikke lyst til at læse videre på engelsk.

Susan Ee; Penryn & The End of Days - dystopisk fortælling om onde engle der overtager verden. Egentlig meget spændende og dyster, men igen, det var kun første bind der var oversat - øv!

Jessica Brody; Unremembered - her har jeg dog læst de to første bøger, og jeg er rimelig sikker på at den har gode chancer for at blive læst færdig. Tredje og sidste bind er udkommet på dansk - dejligt!

Mark Frost; Paladin-profetien - rigtig spændende serie, som jeg ved at jeg bliver nødt til at få slutningen på - den er også endelig kommet på dansk, men ja, tid og lyst, har været en manglende faktor. Jeg håber dog at det kommer.

James Patterson; Maximum Ride - en spædende dystopisk serie om børn der er blevet modificeret på forskellige måder. Jeg fandt egentlig første bind meget interessant, men på en eller anden måde, kom jeg aldrig videre end første bind, og det tror jeg desværre heller ikke at jeg gør.

Lili St. Crow; Sorte Engle - egentlig en serie jeg rigtig godt kunne lide, den minder mig lidt om Demon Trappers: meget rå, mørk og dyster. Det er kun de tre første bind der er oversat, så hvis jeg skal have slutningen, må jeg læse den på engelsk, suk!

James Dashner; Maze Runner - en serie hvor jeg virkelig burde tage mig sammen til at læse resten. Første bind kunne jeg rigtig godt lide, men så så jeg filmen og blev så sur og skuffet, og så mistede jeg lidt lysten til at læse videre, men man skal jo ikke dømme en bog på dens film, så jeg tror den fortjener en chance mere.

Allison Moulton Courtney; Angelfire - igen en serie med engle og dæmoner. Jeg har faktisk læst første bind på engelsk, men så kom jeg aldrig videre og jeg mindes ellers at den var rigtig god. Hvad venter jeg på?

Mark Lawrence; The Broken Empire - igen en bog hvor jeg har læst den første på engelsk og jeg nød den faktisk. Meget spændende, dyster og blodig fantasy. Synes jeg har hørt noget om at den måske skulle komme på dansk, så måske er der håb.

Kristen Painter; House of Comarré - jeg har læst de tre første bind i denne serie og jeg er faktisk ret pjattet med den. Der er sort humor, masser af drama, blod og magtspil - what's not to like? Desværre er det kun de tre første der er oversat, jeg har købt de sidste som e-bog på engelsk, så jeg håber virkelig at jeg kan få taget mig sammen til at læse slutningen.


Kan nogen af jer nikke genkendende til at komme i gang med en serie og aldrig rigtig komme videre end de første bind selvom I har de bedste intentioner om det? Jeg håber ikke at jeg er den eneste med det problem.

So many books, so little time!!

onsdag den 14. juni 2017

Line Leonhardt; Grise i krise

Line Leonhardt; Grise i krise

Bagsidetekst:
I Hørmestrup boede Big Joe, der levede af at slagte grise. Men en dag styrtede hans stald sammen og tog livet af alle de svin, han skulle tjene penge på at slagte. Hvordan skulle han nu få råd til sin drøm om at skabe Big Joe's Dance Studio?

Der var ikke andet for end at bygge en ny stald og bestille nye grise. For ikke at gentage sin fejltagelse besluttede Big Joe sig for, at de skulle bo under bedre forhold. Men så begyndte problemerne først for alvor.

For det første er den her billedbog virkelig underholdende. For det andet er den virkelig mærkelig. For det tredje er den virkelig skræmmende.

Bogen er underholdende fordi forfatteren leger med sproget og fortællingen. Svinene kalder hinanden for svin, "dit fede svin" eller "egoist-svin". Samtidig underbygger de virkelig fine, og simple, illustrationer af Palle Schmidt fortællingen rigtig fint - jo, de er karikerede og for meget, men det passer rigtig godt til historien.

Den er mærkelig, fordi, altså, en bondemand der køber nye grise og begynder at forhandle bedre forhold? At grisende så kommer op at skændes og der nærmest udbryder verdenskrig fordi de ikke kan blive enige. Ingen må spise bacon. Ingen grise må slagtes. Grisene begynder at handle med hinanden på tværs af lande og kontinenter - minder det jer om nogen? Det er lidt "Animal Farm" i en lidt mere uskyldig indpakning, og dog. For selvom fortællingen er mærkelig, er den også skræmmende.


Skræmmende fordi den er uhyre virkelighedstro. Da Big Joe skal rekruttere nye grise, er der en gris som ikke vil sige hvad den vil have, og den er skyld i hele problematikken. Grisene bliver inddelt i racer og får forskellige vilkår - minder det om noget? Der vælges overgrise som skal forhandle på alles vegne - ringer det klokker? I det hele taget, er denne mærkelige og bizare historie, tættere på virkeligheden end man skulle tro. Der er bonusser til de gode, der er rockere, krigsførelse og meget meget mere, som kan sidestilles med ting i den virkelige verden. Grisene er griske og Big Joe er den der prøver at gøre alle tilfredse - kan I nikke genkendende til det?

Det er helt klart en bog der henvender sig til mange aldersgrupper. De små læsere vil synes det er en sjov historie med underholdende tegninger. De lidt større læsere vil begynde at kunne trække paralleller til den virkelige verden - måske den endda kan bruges i skolen? Og de voksne, ja, de vil både klukke lidt over humoren og blive en smule forfærdet over den realisme historien portrættere.

Tak til forlaget Fahrenheit for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Fahrenheit
Udgivet i: 2016
Antal sider: 32
4 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Bogoplevelsen
Eva Lucia
Lunas kaffekrog

Tegneserier

Tegneserier

Jeg havde sagt til mig selv, at jeg skulle læse flere tegneserier og jeg synes det går ok med at efterleve det. Udover "Saga", "Locke & Key" og Yoko Tsuno, følger jeg ikke som sådan med i tegneserie-serier. Jeg ved godt at dem jeg har valgt her, er kortere serier eller enkeltstående bøger, og det kan derfor jeg har læst dem - netop fordi jeg ikke skal sætte mig ind i et univers og en fortælling der har mange bind bag sig. Btw, har I set at der er kommet et nyt bind i Yoko Tsuno? Jeg glæder mig meget til at vi får det på biblioteket!

Kean Soo; Jellaby – The Lost Monster

En sød tegneserie om et lille monster der bliver væk. Om en pige, Portia, der lige er flyttet og derved har mistet sine venner og har svært ved rigtigt at finde sin plads i verden. Hun føler sig meget alene og hendes mor, der arbejder meget, forstår hende ikke. Da Portia en dag finder Jellaby ude i skoven, bliver hun overbevidst om at den er blevet væk. Hun beslutter sig for at hjælpe den hjem. Det bliver starten på en spændende rejse, hvor Portia både får en ny ven og lærer nye ting om sig selv og sin fortid.

Jeg synes det er en fin historie om to personer, der på hver sin måde, er blevet væk, men som med hinandens hjælp, finder vej frem og finder tryghed og venskab.


Jonathan Luna; Alex + Ada

Jeg læste Simones anbefaling af tegneserien ”Alex + Ada” og jeg fik med det samme lyst til at læse den (læs anmeldelsen her). Jeg lånte dem alle tre på biblioteket og jeg er glad for at jeg havde alle tre – for når du først er begyndt, vil du vide hvad der sker! Vi er i en fremtid hvor robotter er blevet alle mands eje, både til huslige opgaver, men også som elskere. De lever efter en lov, som alle robotter skal følge – minder det lidt om ”I, Robot” ? Det synes jeg – og det er i øvrigt, en ganske udmærket film. Alex får, efter at være blevet forladt af sin forlovede, en robot i gave. En robot der ændrer hans liv på måder han aldrig havde kunnet forudse.

Jeg kan godt historien i ”Alex + Ada”-serien, selvom slutningen bliver lidt langtrukken og måske heller ikke helt hvad jeg havde forventet. Tegnestilen er simpel, men alligevel meget beskrivende for handlingen og selve fortællingen.


Noelle Stevenson; Nimona

Jeg læste ”Nimona” med stor begejstring. Tegnestilen er lidt skæv og underlig, men det fungerer rigtig godt til den historie som den fortæller, som også er lidt skæv og underlig. Alligevel rammer den en lige i hjertet. Historien om en lille pige der bliver udsat for noget forfærdeligt og vil have hævn. Om et venskab der er ligger i ruiner, men som kan reddes hvis de stridende parter vil det nok.


Terry Dodson & D-P Filippi; Drømmespil

”Drømmespil” er en foruroligende tegneserie om en lille dreng der har mistet sine forældre og nu har lavet, vha. en steampunk-lignende teknologi, en drømmeverden hvor han aldrig er alene, men altid er omgivet af smukke kvinder. Hans tjenestefolk har søgt efter kvinder der kunne bringe ham tilbage til virkeligheden, og en dag ansætter de Coraline, en meget barmfager kvinde, til at give det et forsøg. Hun bliver dog ved med fejle, indtil hun opdager sandheden. Men lykkedes det nu for hende alligevel?

Det er en meget kryptisk historie, men ikke desto mindre spændende og interessant. Illustrationerne er flotte, om end til tider, meget erotiske, dog uden at det bliver vulgært, selvom Coraline til tider, har meget lidt eller intet tøj på. Det er dog en del af historien og det er netop derfor, at det aldrig bliver grænseoverskridende.



mandag den 12. juni 2017

Fra bog til graphic novel

Fra bog til graphic novel

At transformere en bog til en film kan være svært, især fordi der ofte er mange ting der bliver skåret væk eller ændret. At transformere en bog til en graphic novel er lidt en anden sag. Mest fordi det jo stadig er en skreven historie, formatet er altså det samme som original udgaven. Graphic novels lægger sig - i min erfaring - oftere tættere op ad originalen, selvom nogle ting kan være ændret eller udeladt, så er det ikke noget der ødelægger læseoplevelsen.

Nedenfor har jeg listet nogle graphic novels som jeg synes er rigtig gode, spændende og illustrativt flotte. Alle original udgaver er læst, bortset fra "The Lost Hero".

Marie Lu; Legend

Marie Lu’s dystopiske fortælling om militærpigen June Iparis, der får sandheden at vide om sit elskede militær og den verden hun lever i, og gadedrengen ”Day”, der vil gøre alt for at overleve. Disse to mødes og finder noget fælles at kæmpe for. Det er virkelig en af mine yndlings dystopier og det var en serie jeg var utrolig trist over at skulle sige farvel til. Både på grund af universet som Marie Lu har skabt, men også selve historien og personerne. De er gennemførte og undervejs i historien bliver man suget ind fortællingen og har svært ved at slippe den igen. Jeg ville på den ene side ønske at historien blev filmatiseret, men det er farligt, for det skal gøres ordentligt.

Jeg vil bestemt råde fans af historien til at læse graphic novel udgaven. Den er tro mod bogen og personerne ”ser” ud som jeg havde forestillet mig. De er ikke karikerede eller for meget, men de passer rigtig godt sammen og selvom der selvfølgelig er ting der er skåret væk, så er det væsentligste med – og det er vigtigt.


Gail Carriger; Soulless

Jeg synes denne steampunk-serie er helt fantastisk – jeg mangler stadig at få læst tredje bind, men satser på at det kommer snart. Det er ikke meget i den genre der er oversat, så jeg er glad for at Tellerup har taget chancen med Soulless-serien.

Bogen indeholder en masse drama, teknologi, varulve, vampyrer, sjælløse og kærlighed. Derudover har hver hovedperson sine helt egne meninger og humor, der tydeligt skinner igennem i bogen. Heldigvis er alt dette oversat fint til manga-udgaven, der følger bogen rigtig fint. Jeg ville dog ønske at hele den illustrerede udgave var i farver, men jeg må nøjes med de første par sider.

Der er indtil videre tre bind i manga-serien, men mon ikke de sidste også bliver omskrevet og illustreret. Selvom det er manga læses den fra venstre mod højre og ikke bagfra. Det hjælper lidt sådan en som mig, der aldrig har læst en rigtig manga fordi jeg frygter at det vil være for forvirrende. Tegningerne kan også godt være lidt overdrevne, men jeg synes det passer godt til historien der fortælles.


Cassandra Clare; The Infernal Devices

Det er ingen hemmelighed at jeg er ret vild med Cassandra Clares skyggejæger univers og alle de historier der foregår deri. Jeg synes universet er bygget virkelig godt op, det er gennemført og personerne gennemgår en tydelig udvikling historierne igennem. Samtidig er der et rigtig godt samspil karaktererne imellem, som både er krydret med humor, kærlighed og drama. En fantasyserie lige efter mit hjerte.

Ligesom med ”Soulless” er ”The Infernal Devices” omskrevet til en manga og ligesom ”Soulless” kan den varmt anbefales til alle skyggerjæger fans. Den følger bogen rigtig godt og jeg synes det er en god måde at genlæse historien på – og hurtigere end at læse bogen igen. Igen ville jeg dog have ønsket at hele bogen var farvelagt, da det igen kun er de første par sider der er det. Jeg går lidt og håber på at ”The Mortal Instruments” også vil blive en graphic novel på et tidspunkt – det kunne være et godt modstykke til den dårlige film og den dårlige tv-serie (der slet ikke følger bogen – tsk tsk!)



Rick Riordan; The Lost Hero (The Heroes of Olympus, book 1)

Jeg kryber til korset og indrømmer at det ikke er meget Rick Riordan jeg har læst – faktisk har jeg kun læst første bind i ”Kane-arkivnerne” og denne graphic novel - det er lidt dårligt, jeg ved det godt. Jeg har derfor ingen ”rigtig” bog at sammenligne denne med, men derfor vil jeg alligevel sige lidt om den.

Jeg kan ikke sige om den følger bogen eller om personerne ligner, men jeg kan sige at det er en super graphic novel med masser af tempo og drama. Personerne klikker fint og der lægges i kakkelovnen til mere drama og problemknuseri i de efterfølgende bind. Samtidig er der en god portion humor i bogen, som jeg ved er et af Ricks kendetegn.


Stephanie Meyer; Twilight

Ja, jeg elsker også ”Twilight”. Især bøgerne, filmene er gode, men bøgerne er bedre. Jeg vil ikke sige at graphic novel udgaven er bedre end bøgerne, for det er de ikke, men de bringer alligevel historien til live på en ny og anderledes måde. Der er – så vidt jeg husker – ændret en smule i handlingsforløbet, men ikke noget der gør historien dårligere.

Det er kun ”Tusmørke” der er oversat til dansk. Den er i to meget flotte og smukt illustrerede bøger. Så hvis du trænger til et lille skud Bella og Edward, så kan den varmt anbefales.



søndag den 11. juni 2017

Søndags sandheder #22: Yndlingsgenre

Søndags sandheder #22: Yndlingsgenre

Som lystlæser, bibliotekar og lektør læser jeg mange forskellige genrer. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv og jeg takker nogle gange ja til at læse noget jeg aldrig har prøvet før, fx digtsamlinger. Jeg er dog ikke blevet helt venner med den genre endnu – i hvert fald ikke i bogform, selvom jeg selv har skrevet digte, er det for mig, noget andet pludseligt at skulle læse en hel bog med digte – jeg ved godt at det lyder mærkeligt, men sådan har jeg det.

Jeg kan godt lide bøger der underholder. Bøger der både får mig til at græde og grine. Som får mig helt ud på kanten af stolen i spænding over hvad der sker på næste side. Jeg kan godt lide kærlighedshistorier, familiedramaer og en enkelt mordgåde. Men allerhelst vil jeg faktisk gerne have bøger der indeholder det hele og mere til.

Min yndlingsgenre – og ja, jeg kan godt indsnævre det til én – er uden tvivl, fantasy. For mig kan fantasy noget helt specielt. Kærlighedshistorier, familiedramaer, krimier og digtsamlinger (og med garanti også andre genrer) kan alle findes i fantasy. Der er ofte et kærlighedsdrama, enten romantisk eller rent platonisk. Der kan være familier der ligger i strid med hinanden eller familier der skal reddes. Der kan begås mord og andre brutaliteter. Der er sagn, myter eller vers som ofte rimer eller på anden måde kan anses som digte. Det vil sige at fantasy både kan få mig til at grine og græde. Fantasy kan fastholde min interesse og underholde mig fra første til sidste side.

Udover ovenstående begrundelse, har fantasy også den enestående evne at føre mig væk fra virkeligheden. Jo, bevares, det kan de andre genre også, men fantasy kan tage mig med til ukendte steder. Til steder der ikke findes. Fantasy kan få mig til at glemme verden omkring mig og det er, for mig, noget af det vigtigste en god fortælling kan gøre.

Derfor kan det gøre mig ked af det når debatten raser om, om fantasy er en ”seriøs” genre eller kun en genre for børn og unge. Jeg læste fantasy som barn, som ung og nu som voksen og jeg kan garantere at jeg vil læse det når jeg bliver 80 år også. Jo, der er meget fantasy for børn og unge, men ofte omhandler disse fortællinger også problematikker som voksne kan relatere til. Fantasy kan tage raceproblemer op, den kan rumme politik, sociale problemer, humor, spænding, krig og kærlighed. Som Line Lybecker skriver her – har fantasy den evne at kunne tage os væk fra virkeligheden og give os et andet syn på verden. Samtidig kan vi blive introduceret til nye personer og verdener, som kan hjælpe os med at forstå vores egen virkelighed.

Jeg er helt enig med Line – fantasy er en seriøs genre på linje med den store skønlitterære roman, der fortæller en virkelighedstro fortælling om verden. Fantasy fortæller også fortællinger om virkeligheder, om at mestre livet og meget mere – de fortællinger foregår blot i en verden langt langt borte, som kun kan besøges via det læste ord og det elsker jeg fantasy for.

torsdag den 8. juni 2017

Marjorie Liu; Monstress

Marjorie Liu; Monstress, vol. 1: The Awakening

Bagsidetekst:
Set in an alternate world of art deco beauty and steampunk horror, Monstress tells the epic story of Maika Halfwolf, a teenage survivor of a cataclysmic war between humans and their hated enemies, the Arcanics. In the face of oppression and terrible danger, Maika is both hunter and hunted, searching for answers about her mysterious past as those who seek to use her remain just one step behind … and all the while, the monster within begins to awaken …

Jeg sad på Book Depository en dag og jeg faldt over denne tegneserie. Som jeg har nævnt før er jeg faktisk ikke den store tegneserielæser, men jeg er begyndt at komme efter det. Jeg har altid elsket Yoko Tsuno-serien, og nu Saga samt Locke & Key.

”Monstress” har faktisk lidt af det alt det jeg godt kan lide ved en tegneserie og ved en fantasy fortælling generelt. Jeg kan godt lide det dunkle og lidt dystopiske univers vi befinder os i. Maika er en jaget kvinde, mens hun selv jagter sandheden og en måde at tæmme sit indre monster, der gør forfærdelige ting når det overtager hende. Jeg kan godt lide fortællemåden, selvom det er en tegneserie, som jo er en anderledes læseoplevelse end en almindelig bog. Alligevel er historien skrevet i et godt sprog, med et naturligt flow og selvom den er på engelsk, var jeg faktisk ok med hele vejen igennem. De steder hvor det kan glippe, er hvor der er nævnt navne og andre ord, der er opfundet til historien.

Både Saga og Locke & Key er forholdsvis blodige og makabre, og det passer rigtig godt til de historier – selvom jeg normalt ikke er så vild med splat og blod, så er jeg ret pjattet med det voldlige aspekt i disse to serier. ”Monstress” er også ret voldelig. Især når monstret overtager Maika bliver det vovet. Det samme gør sig gældende i starten, hvor Maika er blevet solgt som slave og der bliver udført videnskabelige forsøg. Igen passer det rigtig godt til historien.


Jeg vil klart anbefale ”Monstress” til fans af Saga og Locke & Key. Til fans af en god fantasy fortælling med masser af drama, et spændende univers og gode karakterer. Jeg er spændt på hvad der sker videre i historien – forhåbentlig kommer der flere bind, for der er masser af problemer, dilemmaer der skal løses og sandheder der skal afdækkes!

Fakta:
Forlag: Image Comics
Udgivet i: 2016
Antal sider: 202
5 ud af 5 stjerner

tirsdag den 6. juni 2017

Livet som mor #15: Hvorfor må man ikke sige det er hårdt?

Livet som mor #15: Hvorfor må man ikke sige det er hårdt?

For noget tid siden læste jeg en artikel fra Information om en mor der forsøgte at bryde med tabuet om at indrømme at det er hårdt at være mor (læs den her). Hun fortalte bl.a. at mange af de aktiviteter man kan lave med sit barn, babysvømning, yoga osv., faktisk egentlig mere stressede hende end gav hende en dejlig oplevelse sammen med sit barn. Det kan jeg kun nikke genkendende. Jeg begyndte først til babysvømning med Iris da hun var seks måneder, for jeg kunne ikke overskue det før. Jeg ved godt at de små pus har bedst af at starte når de er tre måneder, men på det tidspunkt kunne jeg slet ikke have plads til i mit hoved at jeg skulle pakke, køre, gå i bad, amme (før - under - efter, hvem ved?), svømme i en halv time, for at gentage det hele igen. Suk. Nej tak, jeg kunne ikke overskue det.

I artiklen nævner hun også at det kan være svært at bede om hjælp. For har man har jo ligesom sagt a, så skal man også sige b. Så hvis man ikke kan klare en lille baby samtidig med en husholdning osv., så må der jo være noget galt med en? Ikke? Jeg er selv ufattelig dårlig at bede om hjælp. Så hellere gøre det selv, så ved jeg også at det bliver gjort. Det er bare ikke en særlig god måde at leve på. Jeg kan mærke mit stressniveau stiger hvis jeg skal gøre alting selv, men jeg siger jo ikke fra. Jeg bliver faktisk ofte bare ved med at påtage mig opgaver. Jeg tænker både på at gøre ting herhjemme, men også i forhold til mit arbejde og bloggen her. Jeg har et rekordhøjt antal anmeldereksemplarer til at ligge og skule til mig, hver gang jeg går ind på biblioteket. Det stressede mig helt vildt. Det gjorde mig faktisk rimelig deprimeret. For slet ikke at tale om den mega dårlige samvittighed jeg følte. For forfatterne venter jo på min anmeldelse. Hvorfor kunne jeg så ikke bare få det gjort? Fordi, som Malene også skriver her, så er det at læse en bog, skrive og færdiggøre en anmeldelse, altså ikke lige noget man hurtigt gør. Det tager tid. Den tid har jeg bare ikke haft. Jeg er så - endelig - nået dertil, hvor jeg nu tænker: "ja, det er øv at jeg ikke har tiden, men jeg når det, når jeg når det - ikke før" - og det giver mig en smule ro i maven og luft nok i hovedet, til godt at give mig selv lov til at stene tv en eftermiddag i stedet for at læse.

Hvorfor er det så så svært at sige fra? At bede om hjælp? At sige man har brug for en pause. Jeg er godt klar over at Iris har været nem, i forhold til så mange andre babyer, men jeg havde da også søvnløse nætter. Jeg havde også en periode hvor jeg græd hele tiden. Hvor jeg måtte ringe til Emil og få ham til at skynde sig hjem, for jeg kunne bare ikke være i det mere. Jeg havde brug for bare fem minutter på toilettet med hovedet i hænderne og dybe indåndinger. Der var ingen der havde fortalt mig at jeg ville have det sådan! Hvorfor var der ingen der havde fortalt mig det? Selv mine veninder som har børn, har aldrig givet udtryk for at det var SÅ hårdt, jovist, det var hårdt, men ikke SÅ hårdt.

Hvorfor må man ikke sige det er hårdt?

Du har båret et barn i ni måneder. Du har født et menneske. Og nu står du i en ny verden, hvor du absolut ingen kontrol har over noget som helst - heller ikke din egen krop. Hvis du ikke har ammet i et vist stykke tid, beslutter dine bryster sig altså bare for, at nu skal de af med noget mælk, og værsgo, så kommer der altså bare mælk. De tænker ikke lige på at du måske sidder til en familiemiddag, i en ikke ammevenlig kjole med et træt og pylret barn, som egentlig burde ligge i sin seng og sove. Hvorfor er det, som Leila i artiklen skriver, at man ikke bare siger sandheden når man bliver spurgt om hvordan det går? I stedet for at pakke det ind og sige: "tjo, det er da hårdt, men det går jo", så burde man jo sige sandheden. At det er hårdt. At man på fire dage kun har sovet syv timer. At alting føles som om det falder fra hinanden. Hvorfor må man ikke sige det?

Jeg mener, jeg er jo ikke den eneste der har stået i den situation og følt mig alene, fortabt og ensom. I en tid der burde være hyggelig, fyldt med besøg af veninder eller babybio-ture. Jeg er ikke den eneste der ikke har sovet i flere dage, som ikke har været i bag i flere dage, som ikke har tænkt en eneste selvstændig tanke - som ikke omhandler barnet - i flere dage. Jeg vil vove den påstand at alle mødre har haft sådan en periode - ligegyldigt hvor lyserødt de får det til at se ud, så nægter jeg at tro på at alle dage er lige gode. At selv den perfekte mor, ikke har hulket sig i søvn og at hun ikke også har haft lyst til at skrige i frustration.

Misforstå mig ikke - jeg elsker at være mor. Jeg elsker Iris. At se hende smile og vide at det er på grund af mig? Der er da ikke noget mere livsbekræftende end det. Men jeg har til tider også hadet hende. Jeg har til tider ønsket hende hen hvor peberet gror. For det er hårdt. Mega hårdt! Det er også hårdt nu, selvom hun er 16 måneder. Nu er det bare hårdt på en anden måde.

Jeg fortryder intet og jeg håber heller ikke at jeg afskrækker nogen fra at få børn - for selvom der er dage fyldt med regnvejr, er der også dage fyldt med solskin!

søndag den 4. juni 2017

Søndags sandheder #21: Louis Vuitton

Søndags sandhed #21: Louis Vuitton

Jeg vil gerne lige starte med at slå fast at jeg ikke er noget mærkedyr! Jeg har ikke meget tøj i et eller andet fancy (eller dyrt) mærke, hvis jeg har, er det højst sandsynligt noget jeg har fået i gave og noget som jeg har haft længe. Jeg går ikke op i makeup eller hårprodukter. Selvom jeg har mange smykker, er det igen enten noget billigt noget, men som har en stor affektionsværdi, noget jeg har arvet eller fået i gave. Jo, jeg har en iPhone, men selvom jeg ofte drømmer om at skifte den ud med et andet mærke, ved jeg at det ikke kommer til at ske. For jeg gider ikke sætte mig ind i et nyt styresystem osv. Jeg kan lide det jeg kan finde ud af.

Hvis jeg så endelig skal forkæle mig selv, så har jeg en svaghed for Louis Vuitton. Jeg ved ikke helt hvad der appellerer så meget til mig ved det mærke, for det er jo hammer dyrt. Jeg kan bare godt lide kvaliteten. Hvordan det føles. At tasker, punge, kalendere osv er smukke – i hvert fald i den udgave jeg ”samler” på. For jeg køber helst kun én slags, nemlig dem med det klassiske monogram.

Nu skal I ikke tro at jeg køber det hele nyt – for det gør jeg bestemt ikke. Ud af det LV jeg har nu og som jeg bruger til daglig er to af tingene købt brugte på Trendsales. Jeg har også selv solgt en kalender og elastikker derinde.

Til daglig bruger jeg:
- Min Speedy 35 Monogram Canvas, som jeg fik af mine forældre da jeg blev færdiguddannet på universitet
- Min pung, som er en Monogram Canvas Compact Wallet Monogram Etoile - der er købt i Milano
- iPod Classic Case
- Pochette Accessoires Monogram Canvas
- Lille pung til mine nøgler, som er en Mini Pouch Card Case Monogram Cash Coin Key Holder (mega langt navn!)

– og ja, det er sikkert for meget, men jeg kan godt lide det. Ligesom andre sværger ved Mulberry eller Gucci, så holder jeg mig til Louis Vuitton.

Så ok, måske er jeg et mærkedyr, i hvert fald en lille del af mig, er. Men det går vel også?!



fredag den 2. juni 2017

Maj wrap-up

Maj wrap up

Maj var, ligesom april, lidt stressende og presset. Der var igen ikke mange fredage hvor jeg kunne læse hele dagen, og vi har faktisk også haft travlt i weekenderne – der er jo også en have og et hus der skal passes.

Samtidig er min stak af ulæste bøger bare vokset og vokset, hvilket, i de første uger af maj, gav mig virkelig dårlig samvittighed (mere dårlig end den var i forvejen) og stressede mig lidt. For hvornår skal jeg dog nå dem alle sammen? Det er dog som om der har sænket sig en form for ro over mig mht. de ulæste bøger. Jeg når det når jeg når det. Jeg skal – på et eller andet tidspunkt – nok komme i bund. Nu er min prioritering at få læst noget af det, der har ligget længe, så må vi se om det holder.

Jeg fik dog læst noget i maj – 18 bøger, 3239 sider – heraf seks lektørbøger.

Læste bøger:
Marie Gerhardt; Transfervindue
James Frey; Endgame – Spillets regler (lektør)
Line Lybecker; Mere end veninder (læs anmeldelse her)
K. A. Tucker; Ti små åndedrag (læs anmeldelse her)
Leigh Bardugo; Skyggernes trone (læs anmeldelse her)
Nora Roberts; Løgneren (læs anmeldelse her)
Richard Jackson; Have a Look, Says Book
Claire Messer; Grumpy Pants
Filippi; Drømmespil
Jonathan Luna; Alex + Ada, vol. 1, vol. 2, vol. 3
Katharine McGee; Tusinde etager (læs anmeldelse her)
Christina Busk Marner; Hvad vil du være, når du bliver stor (lektør)
5 minutters ballethistorier (lektør)
5 minutters dinosaurhistorier (lektør)
5 minutters prinsessehistorier (lektør)
5 minutters bondegårdshistorier (lektør)

Månedens længste bog:
”Løgneren” med sine 493 sider (det er en e-bog), er den længste bog jeg har læst i maj.

Månedens korteste bog:
Billedbogen ”Grumpy Pants” af Claire Messer er med sine 32 sider den korteste bog jeg har læst. Den kan for resten varmt anbefales – det er en sød historie om en pingvin der er grumpy og hvad han gør for at blive glad.

Månedens mest overraskende bog: 
”Transfervindue” af Marie Gerhardt overraskede mig meget. Jeg havde hørt en del om den, men jeg havde faktisk ikke rigtig lyst til at læse den. Så stod den i Zonen på mit arbejde en dag, og jeg tænkte, tja, hvorfor ikke? Det er en utrolig barsk og nøgtern gengivelse af hvordan vores sundhedsvæsen er sat sammen blandet med hendes personlige kamp mod sygdom. Meget rørende. Meget overraskende.

Månedens bedste bog:
Selvom der er flere der kunne nævnes her, vil jeg kun nævne en: ”Skyggernes trone” af Leigh Bardugo. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Jeg elsker den serie! Derfor er sidste del den bedste bog jeg har læst i maj og noget af det bedste fantasy jeg har læst i det hele taget.

Hvad vil jeg læse i juni?
Som skrevet ovenfor, satser jeg virkelig på at få læst noget af det der har ligget i lang tid. Jeg skal sygemeldes i to uger i juni, så, selvom jeg kommer til at ligge i sengen med smerter, håber jeg at jeg får læst en masse – eller bare stenet en masse Netflix, who knows!

Hvad skal I læse i juni?

onsdag den 31. maj 2017

Katharine McGee; Tusinde etager

Katharine McGee; Tusinde etager

Bagsidetekst:
New York City hundrede år ude i fremtiden: Et tårn på tusinde etager rækker helt op i himlen, som et glitrende fremtidssyn hvor alt er muligt – hvis man ønsker det brændende nok.

Leda Cole har et fejlfrit ydre, men dækker over en afhængighed af et stof, hun aldrig skulle have prøvet. Og af en fyr, hun aldrig skulle have rørt. Eris Dodd-Radson må se sit ubekymrede liv falde fra hinanden, da et knusende bedrag splitter familien ad. Rylin Myers bliver gennem sit job øverst i Tårnet ført ind i en verden – i et kærlighedsforhold – som hun aldrig havde troet muligt. Watt Bakradi er et teknisk geni med en hemmelighed: Han ved alt om alle. Men da en pige fra Tårnets top hyrer ham som spion, vikles han ind i et kompliceres spind af løgne. Og allerøverst – på tusinde etage – bor Avery Fuller, pigen som er genetisk designet til perfektion. Pigen, der ser ud til at have alt, men som lider under at måtte undvære det eneste, hun ikke kan leve uden – og som hun aldrig nogensinde vil kunne få.

En fremtidsudgave af Gossip Girl. Sådan har jeg hørt denne bog omtalt. Det er ikke meget galt. Historien er spækket med drama og intriger. Med hemmeligheder og spind af løgne, der kan være svære at overskue. Den er fyldt med luksus. Hovedpersoner der har alt hvad hjertet begærer og alligevel – somme tider for sjov – ødelægger livet for andre, for at få den ene ting de mangler. Jeg kunne i hvert fald fint trække tråde til Gossip Girl (og jeg mener tv-serien – jeg har ikke læst bøgerne).

Jo længere ind i historien jeg kom, begyndte alle intrigerne dog at irritere mig lidt. Der var konstant noget nyt at skulle tage stilling til. En ny hemmelighed der skulle føjes til listen over hemmeligheder. Jeg synes dog på ingen måde at historien var forudsigelig – jeg kom helt ud på kanten af stolen flere gange, men der måtte gerne have været skruet lidt ned for intrigerne.

En af tingene jeg rigtig godt kunne lide var de skiftende fortællere. Det giver et interessant, men godt flow i historien, og som læser, får man et godt indblik i alle personernes tanker og følelser. Det skinner også tydeligt igennem at ikke alle personerne er født med en sølvske bagi og det giver et forfriskende pust at, det ene øjeblik, mærke frustrationen over ikke at kunne betale endnu en regning og det andet, fornemme den overdådige luksus – jeg ser næsten et hotel for mig, når jeg hører beskrivelsen af de øvre etager. Det er rigtig fedt.

Noget af jeg er vild med er alle de teknologiske gadgets som forfatteren har fundet på. Selve Tårnet selvfølgelig som noget af det første. Hvor vildt ville det ikke være, hvis vi rent faktisk kunne bygge et tårn på tusind etager? Minder det lidt om Babelstårnet i Det Gamle Testamente? Et projekt, der egentligt burde styrke sammenholdet blandt menneskene, men ender med at gøre forskellen endnu større. Ideen med linser til øjnene hvor man styrer alle ens sociale medier? Det er jo en fed ide. At man med et nik eller en ryst på hovedet kan sende en besked, tjekke snaps, insta-tweets osv. Jeg får flashbacks til Svend Åge Madsen historien ”Som skabt for hinanden” – hvor mennesker også har linser for øjnene hvor de ser tv – reality programmer hvor folk rent faktisk dør, så vidt jeg husker. Alt det tekniske i ”Tusinde etager” er noget jeg sagtens kunne forestille mig rent faktisk skete på et tidspunkt – selvom det tidspunkt nok er meget langt ude i fremtiden, men det er dog ikke umuligt!

Alt i alt er ”Tusinde etager” en spændende, tankevækkende og interessant historie. Det er en historie om forbudt og umulig kærlighed. En historie om at ville gøre hvad som helst for at passe ind i en social kreds, man nok i virkeligheden, burde holde sig langt væk fra. En historie om hemmeligheder, løgne og hvad der vil ske hvis nogen afdækkede dem. Det er en historie om hvor koldt der er på toppen af den sociale rangstige (og en bygning) og hvor hurtigt man kan falde ned og miste alt.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: The Thousandth Floor
Udgivet i: 2016 (på engelsk) og 2017 (på dansk)

Antal sider: 465

Andre bogbloggere skriver:
Fullybooked
Janni from the blog

mandag den 29. maj 2017

Nora Roberts; Løgneren

Nora Roberts; Løgneren

Bagsidetekst:
Hvor godt kender man egentlig det menneske, man deler dobbeltseng med?

Da Shelbys mand dør, efterlades hun og hendes datter med en kæmpe gæld - og et bjerg af afsløringer, der vokser sig større og større. Det viser sig, at hendes mand havde en hemmelig bankboks. Og en bunke hemmelige identiteter.

I et forsøg på at få styr på sin tilværelse rejser Shelby hjem til sin familie i Tennessee, men i hælene på hende er en privatdetektiv. Han er overbevidst om, at hun ved noget om de penge, hendes mand snød hans klient for ...

Det er første gang jeg læser noget af Nora Roberts, men det bliver helt sikkert ikke sidste gang! Jeg vidste ikke helt hvad jeg gik ind til, men historien lød spændende og som noget jeg ville finde underholdende - jeg tog ikke fejl! Hvis du blander Kate Morton og Jojo Moyes - så har du Nora Roberts - i hvert fald lige i denne bog.

Først vil jeg lige sige at jeg er vild med persongalleriet! Selvom Shelby nogle gange godt kan virke lidt wimpy, kommer hun efter det og jeg synes virkelig hun flytter sig, mentalt og psykisk, i løbet af historien og det er virkelig fedt at læse. Især fordi det ikke er småting hun er blevet udsat for, men hun formår på en eller anden måde alligevel at holde hovedet (nogenlunde) højt og se fremad - en dag af gangen.

Jeg er pjattet med Griff - han passer bare rigtig godt til Shelby og historien. Han giver historien liv og humor og et drys hotness - I like it! Griff og Shelby fungerer bare rigtig godt sammen, selvom de har sammenstød, formår de at snakke om det og komme stærkere ud på den anden side. Ligeså meget som jeg holder af Griff, lige så lidt holder jeg af Richard, men igen, han er bare lige præcis så modbydelig, så man ikke kan holde af ham. Jeg har virkelig ondt af Shelby for at have været så blind i så lang tid - for fy for den, en led stodder!

Noget andet jeg er helt pjattet med er selve stemningen i bogen. Jeg har ikke selv været i Tennessee, men jeg har set flere andre serier der foregår i sydstaterne og bogen her, indfanger den virkelig godt. Jeg kunne sagtens se den lille by, Rendezvous Ridge, for mit indre blik. Jeg kunne se frisørsalonen, med de mange sladrende kvinder, med højt hår og alt for meget make up. Jeg fik lidt flashback til tv-serien "Good Christian Bitches" (som desværre blev aflyst). Ikke for handlingens skyld, men for stemningen. For i en lille by, kender alle, alle og sladder spredes som en steppebrand. Samtidig er der et helt utroligt sammenhold sådan et sted, og det kommer tydeligt til udtryk i bogen, hvor Shelbys familie og venner, støtter op omkring hende på den mest fantastiske måde. Som læser kan man ikke undgå at føle sig hjemme.

Jeg har kun læst en Kate Morton bog, men flere af Jojo Moyes, og Nora Roberts kan altså lidt af det samme som de kan. Morton formår at lægge spor ud til en skræmmende forbrydelse, mens Moyes forstår sig på personer, følelser og bevæggrunde. Nora Roberts formår at opretholde en spænding lige til sidst, selvom jeg havde det på fornemmelsen, blev det ikke bekræftet før til sidst og det var alligevel ikke helt som jeg havde forestillet mig. Samtidig formår hun at give læseren et persongalleri der virkelig fungerer med relaterbare personer, med virkelige problemer og virkelige følelser. For mig spillede det rigtig godt sammen og jeg var virkelig godt underholdt!

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: The Liar
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 493 (ebog)
5 ud af 5 stjerner

søndag den 28. maj 2017

Søndags sandheder #20: Mobilafhængighed

Søndags sandheder #20: Mobilafhængig

For lidt tid siden så jeg at en af mine veninder havde lagt et billede ud på Instagram, hvor hun beskrev at når hendes lille dreng sov, burde hun også gøre det, men at det ofte var mobilen der vandt over hendes tid i den periode, hvor hun måske også burde sove. Det kan jeg kun nikke alt for genkendende til - for sådan er det også her. Da Iris var helt lille og ikke lavede andet end at spise, sove og få skiftet ble, var min mobil min bedste ven. Jeg læste e-bøger, mens jeg ammede (fordi det tog så lang tid). Når hun lå og sov i mine arme (eller ved siden af mig), burde jeg jo også sove, men det gjorde jeg sjældent, fordi jeg så brugte tiden på at blive opdateret med omverdenen. Og var det virkelig nødvendigt? Helt sikkert ikke!

Jeg tager aldrig sådan nogle mobilafhængighedstest, for jeg tør simpelthen ikke se resultatet. Hvor ofte tjekker du din mobil i løbet af en dag? Alt for mange. Hvor tit er du på Facebook? Faktisk ikke så tit mere, efter de har lavet algoritmen om, så det aldrig er de nyeste ting der kommer først - hvilket jeg synes er vildt irriterende. Hvor tit tjekker du Instagram? Oftere end jeg burde. Hvad med mail? Det er det samme. Pinterest? Disney-spil? Skam-hjemmesiden? Igen, ofte.

Jeg kan sige ja til at jeg tjekker alting alt for ofte. Jeg ved det er dumt, åndssvagt og unødvendigt, men jeg kan ikke lade være. The fear of missing out. Ja, tak. Og i det hele taget bare dårlige vaner. For det er jo på ingen måde nødvendigt at jeg tjekker de ting så mange gange i løbet af dagen. Der er ingen grund til at min mobil er det første jeg kigger på om morgenen. Det er unødvendigt.

For lidt tiden siden var jeg til en litteratur konference i København, og Imran Rashid, der har skrevet bogen "Sluk", var en af oplægsholderne - og de ting han sagde om at være afhængig? Om at give efter for hjernens tiggen om mobilen? Jeg synes det er så skræmmende at høre det fra andre, fordi jeg ved at det er sandt. Jeg ved heldigvis også at jeg ikke er den eneste der har det sådan, men stadigvæk. Jeg kan da godt huske da jeg ingen mobil havde og måtte enten ringe på fastnettelefonen eller gå over til mine veninder hvis jeg ville spørge om de ville lege. Der var ikke noget med at tage billeder og bruge tid på at lægge dem på Instagram, like andres billeder osv. Der var ikke noget med at tage selfies eller udspionere andre på Facebook.

Min telefon er altid med mig. Er altid tændt. Den er ikke engang slukket når jeg skal flyve. Når jeg læser, er jeg blevet bedre til at lægge den fra mig, fordi jeg - især efter Iris - har så lidt læsetid, at jeg vil have så meget ud af den som muligt. Det resulterer jo så bare i, at jeg ofte sidder med min mobil når jeg burde koncentrere mig om Iris. Det er jo ikke godt. Og jeg ved det. Jeg forsøger virkelig også at lægge den fra mig flere gange i løbet af dagen, og jeg synes faktisk jeg er blevet bedre til at stoppe mig selv i at tjekke mobilen. Så giver jeg lige mig selv et mentalt skulderklap. For mobilen er jo ikke alt!

Jeg tænker at jeg ikke er den eneste der burde blive bedre til at lægge den væk. Måske endda lade den ligge i et helt andet værelse en gang i mellem. For at skrue lidt ned for afhængigheden. For rent faktisk at være lidt mere i nuet. At være mere mentalt til stede, for det er man jo ikke hvis man hele tiden lige skal tjekke noget, svare nogen eller se hvor mange likes et billede har fået.

onsdag den 24. maj 2017

Leigh Bardugo; Skyggernes Trone

Leigh Bardugo; Skyggernes Trone (Grisha, #3)

Bagsidetekst:
Mørkningen - den tidligere leder af Ravka - sidder igen på tronen, og landets skæbne hviler nu på skuldrene af en nedbrudt Solopvækker, en vanæret stifinder og de ødelagte rester af den engang så storslåede grisha-hær.

Alina er stærkt svækket og befinder sig dybt nede under jorden i et netværk af huler. Hun må underlægge sig Apparatets beskyttelse, selvom hun ikke stoler på ham. Men hun har ikke opgviet drømmen om at finde Ildfuglen. Og da rygterne om et oprør når hende, ved hun, at det er på tide at møde Mørkningen og hans skabninger igen.

Ildfuglen - den sidste forstærker - er det eneste, der kan forhindre Ravkas tilintetgørelse. Men fuglens magt kan koste Alina den fremtid med Mal, som hun altid har drømt om.

Alina begynder at optrævle Mørkningens hemmeligheder. Og dermed afslører hun noget, der for altid vil ændre hendes forståelse af den magt, hun besidder, og af det bånd, der binder hendes skæbne til hans.

Hvis jeg ikke har sagt det nok gange, så siger jeg det med glæde én gang til: jeg ELSKER den her serie! Som i, virkelig elsker! For mig trykker den på alle de rigtige knapper og den gør det fantastisk. Selvom de andre bøger i serien rørte mig, er det vand ved siden af denne - jeg læste den i toget, og jeg måtte virkelig tage mig sammen flere gange, for ikke at sidde og græde. Flere gange sad jeg med hånden for munden i ren forfærdelse, chok og forundring. Den her afslutning er ventetiden værd!


Denne gang rødmede han ikke, og han vendte sig ikke væk. 
"Det er et højtideligt løfte. Om at jeg vil blive bedre, end jeg har været. 
Et løfte om, at hvis jeg ikke kan være andet for dig, 
så kan jeg i det mindste være et våben i din hånd"


En af de ting jeg virkelig holder meget af ved denne serie er Alina og Mals kærlighed til hinanden. De har kendt hinanden altid og har altid være venner, men på et eller andet tidspunkt er det venskab blevet til kærlighed - og det ved ingen af dem hvordan de skal håndtere. Derfor - og fordi han er som hun er - bliver Alina tiltrukket af Mørkningen, og selv efter hans bedrag, mordforsøg og manipulation, føler hun en form for tryghed ved ham. Fordi han ved hvad hun går igennem, bedre end Mal gør. Samtidig udvikler hun følelser for Nikolai. Ikke fordi han er prins, men fordi han udstråler mod, udholdenhed og fordi han kan få hende til at smile og glemme - bare for et øjeblik - at hun er i problemer. Dog forsvinder hendes kærlighed til Mal ikke og selvom Mal ser på og opfører sig som en idiot, forsvinder hans følelser heller ikke. Han vil vitterligt det bedste for Alina, også selvom det vil kræve at han går sin vej. Årrrh!

"Men jeg er nok lige så egoistisk, som jeg altid har været. 
For uanset hvor meget jeg taler om højtidelige løfter 
og ærefulde motiver, så er det, jeg ønsker mig allermest, 
at gribe fat i dig og trykke dig op mod væggen dér 
og kysse dig, indtil du glemmer,
 at du nogen sinde har hørt en anden mands navn. 
Så sig til mig, at jeg skal gå, Alina. 
For jeg kan ikke give dig en krone, 
jeg kan ikke give dig en hær, 
jeg kan ikke give dig noget som helst af det, du har brug for."

Noget andet jeg virkelig holder af ved den her historie, er faktisk selve historien. Den er mørk, dunkel, spændende, angstpåvirkende, foruroligende, forførende, smuk og fantastisk. Den handler om en krig som kræver alt for mange ofre. Den handler om et land der venter på en helt. Den handler om at gøre det umulige - for at redde førnævnte land. Om at se sin frygt i øjnene og gøre modstand.

Blandet med alt det, er magien som binder Alina og Mørkningen sammen. En magi der kan ødelægge både Alina, Ravka og alt andet hun har kært, hvis hun ikke passer på. Det er simpelthen fantasy af bedste skuffe og jeg er så trist over at have vendt sidste side i denne fortælling. For selvom jeg kan genlæse den, er det ikke det samme. Den vil med garanti stadig efterlade et aftryk, men ikke så stort og eftertrykkeligt som når man læser den for første gang.

Mine varmeste anbefalinger - det er helt klart ikke sidste gang jeg har læst noget af Leigh Bardugo!

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Ruin and Rising
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 406
5 ud af 5 stjerner

mandag den 22. maj 2017

K. A. Tucker; Ti små åndedrag

K. A. Tucker; Ti små åndedrag

Bagsidetekst:
Kaceys liv ligger i ruiner. Hendes forældre, kæreste og bedste ven er fire år tidligere blevet dræbt i et biluheld, og i dag hjemsøger minderne fra ulykken hende stadig. Fast besluttet på at lægge fortiden bag sig flygter Kacey fra Michigang til Miami for at starte på en frisk. I begyndelsen kæmper hun for at få tingene til at hænge sammen, men hun kan klare alt - bortset fra Trent, hendes mystiske nabo i nr. 1D. 

Siden ulykken har Kacey holdt kærligheden på afstand, men den kemi, hun oplever med den sexede Trent, er ikke til at komme udenom. Og Trent er opsat på at finde en vej til hendes forskansede hjerte. Selv hvis det indebærer, at han må afsløre en hemmelighed, der risikerer at knuse dem begge.

Den her historie vil få dig til at græde og grine. Jeg nød at læse den, også selvom jeg hurtigt lugtede lunten (dog ikke 100%, men jeg havde en ide meget hurtigt om hvordan det hang sammen) - det ærgrede mig faktisk lidt, for jeg var ikke helt så spændt på at se hvordan den sluttede, som jeg havde håbet - måske også fordi den her slags historier altid ender godt?

Jeg kan rigtig godt lide personerne og deres samspil. Da den hårde facade som Kacey prøver at opretholde begynder at smuldre, er det virkelig interessant som læser at følge hendes indre kampe. For hun vil gerne være stærk for sin søster, men samtidig er det svært at sige fra overfor Trent som berører hende på en måde, hun ikke har prøvet før - eller i hvert fald har hun glemt hvordan føles at være eftertragtet på en inderlig måde. Hendes badass-stil minder mig lidt om Mia fra "Calendar Girl"-serien. Hun forsøger også at være hård udenpå, selvom hun har et hjerte af guld og vil gøre alt for at passe på dem hun elsker.

Samtidig er det fedt at der er så mange små historier flettet ind i hovedhistorien - historien om Storm og Dan, om klubben, om Trent osv. Det gør læsningen spændende og flowet rigtig godt, fordi Kacey hele tiden skal forholde sig til flere ting, end blot sin egen ulykkelige situation. Det er en historie der er svær at lægge fra sig.

Når de gode ting så er sagt, må jeg også indrømme at jeg desværre ikke blev så rørt at denne historie som jeg kan se at andre blev. Jeg havde faktisk forventet at jeg ville sidde og græde flere gange - for selvom jeg fældede en lille tåre da Kacey finder ud af Trents hemmelighed, blev jeg ikke så rørt som jeg havde håbet. Jeg blev langt mere rørt af "Skrøbelige skønhed" - der sad jeg seriøst og tudbrølede flere gange!

Det er dog helt klart en bog jeg vil anbefale til alle der elsker kærlighedshistorier. Til dem der elsker Colleen Hoovers bøger, vil den her passe perfekt i samlingen. Tag den med i sommerhus og nyd den - enten i solen med en lyserød kølig drink i hånden, eller læs den på en regnvejrsdag hvor du trænger til opmuntring og hygge.

Tak til LoveBooks for boggaven.

Fakta:
Forlag: LoveBooks
Original titel: Ten Tiny Breaths
Udgivet i: 2012 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 366
4 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Wondrous Bibliophile
Lullumut
Sus' bogblog
De unges ord

søndag den 21. maj 2017

Søndags sandheder #19: At råbe

Søndags sandheder #19: At råbe

I forrige uge var jeg på kursus hvor jeg faldt i snak med en af de andre deltagere. Vi kom på et tidspunkt til at snakke om det med at have små børn og hvad det gør ved ens nerver og tålmodighed. Vi snakkede om hvad de små børn egentlig driver forældre til at gøre - som fx at efterlade dem skrigende, hvis de har kolik og har skreget uafbrudt. Vi priste os begge to lykkelige over at vi ikke havde haft børn med kolik. Det tror jeg ikke min psyke ville have holdt til. Iris havde en kort periode på tre uger, da hun var helt lille, hvor hun skreg hver eftermiddag i fire timer i streg og det var lige gyldigt hvad jeg gjorde - det var hårdt! Flere gange brød jeg grædende sammen og måtte bare gå fra hende og holde mig for ørerne. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være hvis det er konstant. Hele tiden. Uafbrudt.

Dengang kunne jeg godt finde på at råbe af hende. At hun skulle holde op. At hun drev mig til vanvid. At hun skulle tie stille. Jeg kunne også tigge og bede hende på mine grædende knæ. Det at råbe af hende er på ingen måde særlig pædagogisk, det ved jeg godt, men når man når et vist punkt, er man så langt ude at bare de par sekunder hvor hun var chokeret var det værd. Og ja, total onde mor her! Selvfølgelig holdt det ikke ved og så snart jeg havde råbt af hende ramte den dårlige samvittighed også: Åh gud, jeg råbte af mit barn!

Sådan kan jeg stadig godt have det - frustrationen over at hun ikke vil lytte. Nu er det mere fordi min tålmodighed ikke er høj nok til at blive ved med at være pædagogisk og fordi Iris ofte bliver ved - lige pt tester vi grænser for ting hun ikke må. Fx at rykke rundt i Miffy-gulvlampen eller åbne skabslågerne og hive alt tøjet ud. Eller river sider ud af sine bøger. Eller ikke vil sidde på sin røv når vi spiser aftensmad, men absolut vil op og stå eller forsøge at kravle ud af højstolen. Når jeg siger nej, står hun bare smilende og bliver ved. Jeg forsøger selvfølgelig den pædagogiske vej først - så ond er jeg altså heller ikke! - men på et eller andet punkt har jeg ikke tålmodighed til det mere og kan godt finde på at sige det meget hårdere end jeg egentlig mener, til hende, at hun skal stoppe. Det virker også - hun holder (ofte!) op. Jeg vinder - i hvert fald den runde. Men jeg får med det samme dårlig samvittighed. For åh nej, jeg råbte af mit barn - igen!



Men for h#¤%*+" hun er en ballademager og hun nyder det. Det gavtyvs smil hun sender når hun gør noget hun ikke må - det er charmerende. Jeg ved også godt at hun jo ikke er så gammel, men hvis hun er sådan nu - hvad kan jeg så ikke se frem til?

Forhåbentlig opfatter hun mig ikke som en dårlig mor fordi jeg kan finde på at hæve stemmen overfor hende. Til mit eget forsvar skal det siges at det altså ikke er hver dag det sker! Tænker vel også at det er godt for hende at vide at der er grænser for hvor langt hendes charmerende smil kan nå. At lære hende at der er altså grænser for hvad man må og ikke må.

Forhåbentlig ...

fredag den 19. maj 2017

10 spørgsmål #25: Peter Dirksen

10 spørgsmål #25: Peter Dirksen

Hvilken bog elskede du at få læst højt som barn?
Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren, fordi Jonathan Løve mindede mig om min kærlige og omsorgsfulde storebror, der også kaldte mig for søde navne - ligesom Jonathan kalder sin lillebror for Tvebak, fordi han elsker tvebakker ligeså meget som sin lillebror 😊

Hvad er den første bog du selv læste?
Jeg husker ikke den første bog, jeg læste, men jeg husker, at jeg læste hele serien af ”De 5” bøger af Enid Blyton i en tidlig alder, hvorefter jeg skrev min egen De 5 bog ”De 5 i Danmark”. Manuskriptet ligger på loftet 😊.

Din yndlingsbog som barn/ung?
Både som barn og ung var Bjarne Reuter en af mine yndlingsforfattere og min yndlingsbog som ung var ”Når snerlen blomstrer”.

Din yndlingsbog som voksen?
Min yndlingsbog som voksen er ”Christiane F”, fordi Christiane F’s personprofil både dengang, i dag er lever inde i unge piger, der har det svært på den ene eller anden måde.

En bog du aldrig er blevet færdig med at læse og hvorfor.
”Galgernes by” fordi jeg ”døde” under de mange beskrivelser…

En bog du har på din tbr-liste, men som du godt ved at du aldrig får læst.
”Galgernes by”

Når du skal vælge hvad du vil læse, hvordan gør du så?
Jeg vælger de bøger, der bedst hjælper mig i relation til mit eget forfatterskab. Da jeg skrev ”Cutter”, læste jeg ”Eleanor og Park”, ”Christiane F.” og ”The Outsiders” for at hente inspiration.

En bog der minder dig om et særligt tidspunkt i dit liv.
”Christiane F.” minder mig både om mit ungdomsliv i 80’erne med stoffer – og om mit voksenliv, hvor vi var pårørende til en ung selvskadende pige. Da jeg læste bogen igen, var det som at læse om den unge pige, vi var pårørende til, og jeg forstod alting meget bedre.

Jeg hørte Michael Jacksons "History"-album mens jeg læste Harry Potter og når jeg hører sange derfra, minder det mig om specielle scener i bogen. Har du det også sådan med noget musik?
Nej, det har jeg. Musikken minder mig mere om scener fra film, jeg har set.

Hvis du skulle anbefale mig en bog, hvilken skulle det så være?
”Christian F.” hvis ikke, du allerede har læst den.

onsdag den 17. maj 2017

Line Lybecker; Mere end veninder

Line Lybecker; Mere end veninder

Bagsidetekst:
Det er ikke nemt at starte på et nyt kapitel i sit liv når man sidder fast i det gamle. Anja på 16 har svært ved at give slip på Nicoline, men da vennen Markus præsenterer hende for hans kusine Catherine, slår det straks gnister. Problemet er bare at Catherine bor i USA, og at Anjas mor er alt andet end begejstret for at have en lesbisk datter.

"Jeg tænkte på Catherine. Hvis bare jeg kunne ringe til hende og høre hendes stemme ... Hvis bare hun ville holde om mig og sige at vi var sammen om det her ... Men det var vi ikke."

Den her fortælling handler om meget mere end om at være lesbisk. Det er en historie om forræderi, om familie, om misbrug, om usikkerhed, om at turde stå ved den man er og om kærlighed. Det er en fin og rørende historie, og jeg er virkelig glad for at jeg endelig har fået den læst.

Jeg kunne godt lide personerne i bogen. Anja, den lesbiske pige, med drengevennen Markus, som hendes mor ønsker så højt bliver mere end bare en ven. Både Anja og Markus virker som realistiske personer, jeg godt kunne relatere til. De støtter og hjælper hinanden gennem svære tider, samtidig med at de stadig kan joke og have det sjovt.

Under kærlighedshistorien mellem Anja og Catherine, er Anjas usikkerhed om at fortælle sandheden til sin mor, frygten for at hendes forældre skal gå fra hinanden, savnet til Nicoline, som bliver til savnet af Catherine, rigtig godt afdækket og som læser glider du nemt igennem bogen. Historien er fortalt i et godt flow, hverdags-agtigt, uden at blive kedeligt. Jeg kunne rigtig godt lide at historien blev mere mørk til sidst, hvor Anja for alvor skal sige fra over for sin mor, og hvor hendes misbrug for alvor bliver et tema. De følelser Anja har vedrørende misbruget, er følelser jeg kan nikke genkendende til, og jeg ved hvor svært det er at sige fra og gøre det rigtige, selvom det i øjeblikket kan føles forkert.

Det er dejligt at have læst en bog der behandler flere emner på samme tid, men uden at gøre noget ekstraordinært ud af dem - de er som de er: virkelige. De er ikke blæst ud af proportioner, og Anja agerer som mange andre ville gøre. Hun bliver glad, sur og ked af det og alle følelserne føles virkelige - det kan jeg godt lide!

Tak til forfatter og forlaget Calibat for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Calibat
Udgivet i: 2016
Antal sider: 274
5 ud af 5 stjerner

tirsdag den 16. maj 2017

Anja Duna; Solsortens kald

Anja Duna; Solsortens kald

Beretning fra en fugl...

Og så tænker du nok: "Whaaaa?", men jo, den er god nok. Denne historie er beretningen om Solsorten, der flyver fra reden for at udføre en mission.

Denne mission skal dog vise sig at være både farlig og langtrukken. Først er solsorten ikke helt sikker på hvad missionen går ud på, men da den kommer til skade og bliver reddet af et menneske, kommer missionen langsomt til at stå tydeligere og tydeligere.

Solsorten skal ændre et liv. Få et andet væsen til at blive en bedre udgave af ham selv. Til at blive klogere på hvad det vil sige at være menneske - et godhjertet menneske der hjælper andre. For solsorten har brug for hjælp og mennesket træder til. Selvom andre ville være gået forbi og efterladt fuglen, påtager dette menneske sig ansvaret for en healingsprocess der kommer til at knytte fugl og menneske sammen, på trods af sproglige barriere forstår de to alligevel på en eller anden måde hinanden.

Det er med et tungt hjerte at solsorten en dag, endnu engang, flyver fra reden. Denne gang en menneskeskabt rede, men alligevel ligeså tryg som den dens mor havde bygget i træets grønne krone på en kraftig gren. Solsortens mission er fuldført og nu vender den hjem, klogere, visere og med mod på endnu en.

Tak til forfatteren for en interessant, anderledes og kærlig historie om at knytte bånd på tværs af verdener.

Fakta:
Forlag: Forlaget Skrivetid
Udgivet i: 2015
Antal sider: ca. 25 bogsider (læst som ebog)
4 ud af 5 stjerner