onsdag den 23. august 2017

Erin Watt; Papirprinsessen

Erin Watt; Papirprinsessen (Royals, #1)

Bagsidetekst:
Mød 17-årige Ella Harper, high school-studerende om dagen, stripper om natten.

Ella er en overlever. Hendes mor er død, og hun har aldrig mødt sin far. En dag dukker den stenrige Callum Royal op og præsenterer sig som hendes afdøde fars bedste ven. Han tilbyder hende et hjem penge og muligheden for at tage en uddannelse på en prestigefyldt skole.

Det er ikke et svært valg. Så selvfølgelig lader hun sig ikke stoppe af, at Callums fem teenagesønner nægter at acceptere hende som en del af familien og gør deres bedste for at gøre livet surt for hende. Ella må lære at navigere i en guldindfattet verden af magtspil, sex og hævn, hvor grænser er til for at overskrides, og prestige og penge er alt.

Men Reed Royal kryber langsomt ind under huden på hende. Enhver kan se, at han har hemmeligheder, der ikke tåler dagens lys. Og at det er en dårlig ide at få følelser for en Royal, ved Ella godt. Selvfølgelig ved hun det ...

Da en af mine kollegaer havde fortalt at hun elskede den her bog og slet ikke kunne lægge den fra sig. At den var både spændende, underholdende og neglebidende. Da vidste jeg at jeg måtte læse den. Da jeg fandt ud af at Erin Watt egentlig er Jen Frederick og Elle Kennedy, blev mine forventninger yderligere skruet i vejret. Jeg elsker Kennedy's Off-Campus serie - den er sjov, fængslende og spændende. Jeg håbede at "Papirprinssen" var lige så.

Det er den! Og mere til!

Noget af det jeg elsker ved Off-Campus-serien er humoren! De bøger er - selvom de også er tragiske, tårerknibende og fyldt med kærlighed - så underholdende. Det er længe siden jeg har læst en serie hvor jeg så mange gange har siddet og grint for mig selv. Den humor kan jeg godt se i "Papirprinsessen" - de rappe bemærkninger, kvikke svar og kommentarer som karaktererne kaster om sig med, er helt i tråd med humoren i Off-Campus og den fungerer ligeså fint her.

"Papirprinsessen" er dog en hel del mere dunkel, mørk og farlig en Off-Campus er. Der er problemer og ødelagte personer i Off-Campus, men det er det rene vand i forhold til både Ella, Reed og de andre Royals. Ella har kæmpet hele livet. Ikke blot for at overleve, men også for at få en uddannelse, så hun ikke ender som sin mor. Hun er - på trods af alle sine prøvelser - stadig en usikker ung pige, der trænger til kærlighed og opmærksomhed. At hun får det, fra den ødelagte og hemmelighedsfulde Reed, burde måske hjælpe - men det gør det ikke.

Jeg kan godt lide Royals-familien. For selvom brødrene har det godt sammen på overfladen, kan man tydeligt mærke at der stikker noget under. De har fået lov til at køre så langt ud af sporet, at det er svært at se endestationen - og hvor de kom fra, for den sags skyld. Jeg tror egentlig gerne de vil tilbage og være en familie igen, men hemmeligheder og usagte sandheder hænger mellem dem og gør det svært for dem alle at navigere. Da Ella kommer ind i deres liv, er det som om, de finder en ny mening med at være en familie: at beskytte Ella. For selvom drengene lader til at hade hende, tør de dog op og begynder at opfører sig helt menneskeligt overfor hende.

Jeg har ikke tidligere læst noget af Jen Frederick, så jeg kan ikke sige om hun har gjort det igen, men det kan jeg sige for Elle Kennedy. De to har begået noget af det bedste new adult jeg har læst i år. Jeg læste den på et par timer. Jeg kom alt for sent i seng, for jeg måtte læse de sidste sider, hvilket efterlod mig hungrende efter mere og forfærdet over den drejning det hele tager.

Jeg vil varmt anbefale den til alle der elsker new adult, smukke piger, ubeskriveligt flotte fyre, hotte scener, loyalitet, hemmeligheder, bedrag og drama, tilsat en masse humor. Det holder og jeg kan slet ikke vente til næste bind!


Tak til Bog&Ide for anmeldereksemplar
Læs mere om serien her

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: Paper Princess
Udgivet i: 2016 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 325
5 ud af 5 stjerner

mandag den 21. august 2017

Krystal Sutherland; Vores kemiske hjerter

Krystal Sutherland; Vores kemiske hjerter

Bagsidetekst:
Henry har aldrig været forelsket, men en dag starter Grace i klassen. Hun ligner langt fra Henrys drømmepige, og det er tydeligt, at hun har det svært. Alligevel falder Henry for Graces uperfekte og ægte væsen, men kan håndtere, at hun bærer på en stor sorg?

Den her bog er svær for mig at anmelde. Jeg plejer ellers ikke at have noget problem med young adult bøger og egentlig burde anmeldelsen være ligetil. For jeg kan godt lide historien, men samtidig kan jeg ikke lide den. Lad mig forklare.

"At være mærkelig er en nødvendig ingrediens i skønhed"

Den første grund til at jeg kan lide historien er sproget. For den er virkelig godt skrevet! Som i, virkelig godt! Sproget er let og flydende, men Henry og Grace er bare på bølgelængde og deres samtaler er som at se Lorelai og Rory (i Gilmore Girls) - de passer bare sammen. De har samme humor. Deres referencer, sammenligninger og jokes er perfekte. Som bognørd smeltede mit hjerte!

"Jeg hader at bruge en Twilight-reference, men jeg kunne pludselig godt forstå, 
hvorfor Edward fandt sådan en torsk interessant 
(ikke at Grace var nogen torsk - 
hun var skarp og vittig med en humor så sort, 
at den kunne have spillet Batman)"

Den anden grund til at jeg kan lide historien er kærligheden deri - eller mangel på samme faktisk. For selvom Henry og Grace forelsker sig, bliver det aldrig helt virkeligt. Henry tror han kan fikse Grace - som sine kintsukuroi-skåle - at guldtråd vil gøre det hele bedre. Han aner bare ikke hvor meget guldtråd der skal til - mere end han nogensinde kan skaffe. For den tredje grund til at jeg kan lide denne historie er netop hvor ødelagt Grace er og hvor meget hun - på den ene side - ødelægger Henry, men også lærer ham en vigtig lektie om livet.

Jeg fløj lige igennem bogen. Jeg var helt sikkert underholdt, men for mig mistede den lidt pusten til sidst. Da jeg nåede slutningen, var jeg derfor ikke helt tilfreds. Det var som om det var for hurtigt overstået. Jeg ved ikke hvad jeg vil have i stedet - for på sin vis, passer slutningen godt til historien, der for én gangs skyld ikke ender "lykkeligt" - i hvert fald ikke som young adult plejer. Det i sig selv er forfriskende, men der er dog bare et eller andet ved den, der irriterer mig. Det er svært at sætte fingeren på.

Det er dog ikke sådan at jeg ikke vil anbefale den. For det vil jeg - alene på grund af sproget og humoren deri. Alene af den grund ville jeg også selv læse den en gang til på et tidspunkt.

"Fordi du er intet mindre end stjernestøv værd, men jeg kan kun give dig jord."
 
Fakta:
Forlag: Lovebooks
Original titel: Our Chemical Hearts
Udgivet i: 2017 (på dansk)
Antal sider: 320
4 ud af 5 stjerner

lørdag den 19. august 2017

Simona Ahrnstedt; Vovestykket


Simona Ahrnstedt; Vovestykket

Bagsidetekst:
Ambra Vinter er journalist på Sveriges største nyhedsavis. Kort før jul bliver hun sent til Kiruna i det allernordligste, snedækkede Sverige på en opgave, ingen andre vil have. Samtidig har Ambra sine helt egne grunde til at ville undgå Kiruna.

På hotellet møder hun Tom Lexington, en tidligere elitesoldat, der slikker sårene oven på et helikopterstyrt og en tilfangetagning. På trods af deres åbenlyse tiltrækning er Tom ikke kommet sig over sin ekskæreste, der forlod ham for en anden, og efter en svidende afvisning beslutter Ambra sig for, at hun er bedre tjent uden ham.

Da hun, på grund af et aflyst fly, må blive i Kiruna, mødes de igen, og mod begges forventning vender tiltrækningen tilbage. Men for Tom er fortiden svær at ryste af sig. Og da Ambra opdager hvad der skete, dengang han blev taget til fange i Tchad, må hun gøre op med sig selv, hvor meget hun tør stole på ham. 

Dette sidste bind i serien (de kan godt læses uafhængigt af hinanden, men jeg fraråder det) - er, efter mit synspunkt, den bedste i serien! Selvom jeg var vild med de andre bøger også, er den her bare bedre. Jeg ved ikke helt præcist hvorfor, men denne rørte mig mere end de foregående. Måske fordi Ambras opvækst har været så forfærdelig og hun har virkelig kæmpet (og kæmper stadig) for at blive et helt menneske. Måske fordi den er mere rå og følelsesmæssig brutal end de andre. Jovist, de var rørende, men ikke på samme måde.

Samtidig er der en sårbarhed i denne bog som jeg rigtig godt kunne lide. Både Ambra og Tom er, selvom de forsøger ikke at vise, utrolig sårbare og usikre. Dette skyldes de ting de er blevet udsat for. De skal begge to forsøge at finde frem til en version af dem selv som de kan leve med. De er også begge to meget usikre på hvordan det med kærlighed egentlig foregår. Selvom Tom har haft et længere forhold og Ambra også har haft enkelte kærester, er de begge to faktisk rimelig uerfarne - ikke når det kommer til sex, men derimod når det kommer til at snakke om og forstå deres følelser. Ambra giver sin opvækst skylden, Tom, sit arbejde, der har krævet alt for meget ham.

En af grundene til jeg virkelig holder af denne serie er den virkelighed som den portrætterer. En virkelig hvor man ikke behøver bekymre sig om penge. Hvor man har det flotteste tøj, smukkeste lejligheder og hurtigste biler. De smukkeste og sensuelle kvinder. De lækre og attråværdige mænd. Kvinder der har magt og som kan tage vare på sig selv. Mænd der vil beskytte deres kvinder for alt i verden.

Denne serie har givet mig overdådige fester. Smukke udsigter og imponerende natur. Forhold, der trods modstand, kun er vokset sig stærkere. Denne serie har taget mig med til en virkelighed, jeg sagtens kunne forestille mig var derude et sted. En virkelig der, er meget langt fra min egen, men ikke desto mindre, en virkelighed der fascinerer mig. En virkelig jeg aldrig bliver en del af. Det er ikke en fantasy virkelig, men en reel en - som måske ikke er så lang fra min egen trods alt. De er jo også kun mennesker. Og mennesker fejler - lige gyldigt hvor rige, fattige, smukke eller grimme de er. Det er hvad der gør os til mennesker. Og slutteligt i denne bog, får vi et indblik i, at selv de smukke og rige kæmper med virkelige problemer, som jeg kender fra min egen virkelighed.

Jeg giver serien mine varmeste anbefaler - for jeg var underholdt hele vejen igennem alle tre bøger. Jeg har grint med karaktererne. Lidt med dem og oplevet nydelse med dem. Det har været en fantastisk læseoplevelse!

Tak til Flamingo for boggave!

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: En enda risk
Udgivet i: 2017 (på dansk)
Antal sider: 564
5 ud af 5 stjerner

onsdag den 16. august 2017

Michael Kousgaard; Blåskæg 1-2

Michael Kousgaard; Blåskæg 1-2

Beskrivelse:
Jakob er en dreng på 10 år. Men han er en dreng med et problem, altså ifølge hans mor. Han er skaldet. Som en vandmelon. Morens iver efter hår på hans hoved fører dem direkte i armene på den onde, menneskehadende heks Tusmeralda. Desværre har Tusmeralda aftalt med sin bror, sørøverkaptajn Grumme, at hun skal kidnappe et barn til ham. Det er nemlig kun et barn, som har adgang til de to barnespøgelser i Tutturrinitårnet. Og det er kun de to barnespøgelser, som kan opfylde det ønske, som Grummes gulddukat giver ham. Hvem ender med at få ønsket opfyldt? Sørøverkaptajnen Grumme eller Jakob? Eller måske Tusmeralda...?

Hvis du er til sørøverhistorier, hekse og forbandelser, fart og spænding kan disse bøger varmt anbefales. De er for børn i alderen 5-10 og kan læses selv fra anden klasse.

Historierne er ikke kedelige - snarer tværtimod og man skal holde tungen lige i munden. Der er fart over feltet, og alle personerne i historien har deres egen stemme vi skal høre og dagsordener der kun har fokus på dem selv. Jakob vil egentlig bare gerne være sig selv, men han er klogere end han lige tror og ender med at trække det længste strå i flere af de situationer han ender i. Grumme er en lidt tumpet pirat, der måske er for klog for hans eget bedste - han kommer i hvert fald tit i fedtefadet. Og heksen? Jo, hun tror også at hun er smart.

Der er fin humor i historierne - for mig, lidt for plat, men jeg er heller ikke just målgruppen - som jeg tror vil underholde både drenge og piger som læser historien. Selvom en dreng er hovedperson, kan den sagtens læses af piger. Sproget er fint og flydende og passer godt i stil med andet der er udgivet for målgruppen. Jeg forestiller mig at læsere af Peter Gotthardts bøger også vil falde for "Blåskæg".

Grunden til at denne bog ikke for 5 stjerner er en blanding af flere små ting. Som sagt før, humoren er lidt for plat og karaktererne forsøger tit at være sjove, uden at det - for mig - lykkedes, og derved bliver jeg irriteret på dem i stedet. Selvom historien er god og holdbar, er letlæsningsbøger jo ikke min primære genre og derfor kan jeg godt føle at personerne er lidt for "tynde", handlingen lidt for simpel eller beskrivelserne kortfattede. Jeg ved godt at det er fordi det er det, der fungerer for bogens målgruppe - og det er rigtig fint.

Jeg giver bogen 4 stjerner fordi jeg synes det er god historie der vil fange målgruppen og som vil fungerer som både en historie de kan læse selv og få læst højt.

Tak til Michael Kousgaard for e-bøgerne.

Fakta:
Forlag: Kousgaarden
Udgivet i: 2017
Antal sider: Blåskæg #1: 64, Blåskæg #2: 75
4 ud af 5 stjerner

mandag den 14. august 2017

Kenneth Bøgh Andersen; Skæbnemageren

Kenneth Bøgh Andersen; Skæbnemageren

Bagsidetekst:
Simon har altid følt sig i skyggen af sin tvillingebror Tim, og en aften ønsker han for alvor, at hans bror ikke var blevet født. Dagen efter er det, som om Tim aldrig har eksisteret. Deres forældre kan ikke huske ham, og Simon er også begyndt at glemme. Han fortryder dog det frygtelige, han er skyld i, men for at få sin bror tilbage må han drage ind i en anden verden. En verden, der overgår hans vildeste fantasi - og værste mareridt ...

Kenneth Bøgh Andersen kan noget magisk med ord. Lars Gabel kan noget magisk med illustrationer. Sammen har de skabt noget fantastisk.

Jeg elskede Lars Gabels illustrationer i eventyret "De vilde svaner" - de er så smukke, detaljerede og specielle på deres helt egen måde. De er noget helt for sig. At han har slået sig sammen med en sand ordtroldmand, kan ikke blive andet end godt - og det er det!

Sammen med Lars Gabels stemnings fyldte, enkle og dog stadig detaljerede illustrationer, har Kenneth Bøgh Andersen skabt en historie som både kan læses af børn (+12 år) og voksne. Jeg har læst flere af Kenneths bøger - "De hvide mænd" er stadig min favorit, men "Himmelherren" var et sublimt møde med legen med ord og historiefortælling.

I "Skæbnemageren" møder vi Simon, tvillingen der overraskede og som nok egentlig altid har været lidt overset. Tim forstår ikke sin bror - og Simon er træt af at leve i skyggen, derfor ønsker han en dag, at Tim aldrig blev født! Til Simons store overraskelse går ønsket i opfyldelse, men selvom han burde være glad, kan han mærke at det alligevel er helt forkert. Helt forkert. Simon begiver sig ud på en rejse for at finde sin skæbne og redde sin bror - noget der burde være umuligt, men intet er som man skulle tro.


Selvom det er en graphic novel, er sproget alligevel en meget vigtig aktør i denne bog. Sprog og illustrationer supplerer hinanden virkelig godt - og især til sidst, måtte jeg lige holde tungen lige i munden og læse et par sider to gange for at være helt med, præcis som jeg havde det i "Himmelherren", men det er fedt! Det er virkelig gennemført, så gennemført at det ikke irriterer mig at læse noget to gange for at forstå det.

Det er fedt, fantastisk og fabelagtigt - mine varmeste anbefalinger!


Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Udgivet i: 2017
Antal sider: 176
5 ud af 5 stjerner

fredag den 11. august 2017

Nagabe; The Girl from the Other Side 1

Nagabe; The Girl from the Other Side 1

Bagsidetekst:
In a land far away, there were two kingdoms: the Outside, where twisted beasts roamed that could curse with a touch, and the Inside, where humans lived in safety and peace. The girl and the beast should never have met, but when they do, a quiet fairytale begins. 

This is a story of two people - one human, one inhuman - who linger in the hazy twilight that separates night from day.

Jeg faldt over denne tegneserie på Instagram og uden at vide hvad den handlede om, vidste jeg at jeg måtte eje den. Den stemning som forsiden emmer af, måtte jeg have mere af og opleve.

Jeg har aldrig læst en manga før, så det tog lidt tid inden jeg helt havde fattet hvordan jeg skulle læse den, men da jeg først var inde i rytmen gik det rigtig fint og jeg tænkte faktisk ikke mere over det.

Forsider holder hvad den lover! Jeg blev - selvom jeg som sagt lige skulle vænne mig til læseretningen - hurtigt indfanget af historien, følelsen, stemningen og universet det hele udspiller sig i. Som læser introduceres til en lille pige der bor sammen med en "inhuman" - en som, i teorien, burde kunne smitte hende og derved slå hende ihjel. På en eller anden måde har de to fundet hinanden, og væsenet gør alt hvad den kan for at passe på pigen. Det er dog ikke så nemt, når der er farer der lurer i mørket og vil både pigen og væsenet ondt.


Illustrationerne er ikke så manga-agtige som andre, og det var jeg glad for - jeg synes nogle gange det bliver lidt for meget. I stedet er de simple, men stadig utrolig detaljerede og smukke. Jeg sad flere gange og bare nød tegningerne inden jeg læste videre. Illustrationerne er sort-hvide, men alligevel utroligt farverige.


Da jeg vendte sidste side i bind 1, var jeg virkelig glad for at jeg havde det næste bind liggende - nu må jeg bare vente i spænding til de næste bliver udgivet. Hvis du er til fantasy, mørke og dystre fortællinger om mærkelige væsner og et utroligt univers, blandet med smukke illustrationer - så vil jeg bestemt råde dig til at skaffe denne. Jeg elskede den i hvert fald!

Fakta:
Forlag: Macmillan
Udgivet i: 2016 (på japansk) og 2017 (på engelsk)
Antal sider: 180
5 ud af 5 stjerner 

mandag den 7. august 2017

Line Leonhardt; Jagttegn

Line Leonhardt; Jagttegn

Bagsidetekst:
Johnny er 15 år og statist i alle livets forhold. Både i forhold til vennen Marcus, når han lytter til moderens evige tale om sin sygdom, eller når han agerer figurant for hjemmeværnet i skoven ud fra faderens manuskript. Og selvom Johnny får det fysisk dårligt af at spille død og såret, så fortsætter han.

Men da livet presser sig på, og Johnny står med et gevær i Sverige til "Store Nordiske Terroristtræf", er han fristet til at ændre i faderens manuskript.

Hvis du ikke kan lide at læse realistiske ungdomshistorier der er skrevet i et råt og ucensureret sprog om problemer, undertrykkelse og andre dårligdomme som børn aldrig burde udsættes for - så skal du ikke læse denne bog. For den er alt det.

Jeg fik lidt samme følelse som da jeg læste "Pragtfuldt, pragtfuldt" af Kim Fupz Aakeson og "Supernova" af Andreas Johansen. En knugende fornemmelse i maven. En smerte som gnaver og fortæller mig at det her ikke er rart og at det her sagtens kunne ske i virkeligheden. Den smerte der giver en vished om at der rent faktisk er nogen der har sådan en tilværelse.

En tilværelse med en bestemmende far, man på den ene side ser op til og hader på den anden. En tilværelse med en mor der ikke helt er til stede, kun fysisk, og som ikke kan tage vare på andre end sig selv - og det også kun dårligt nok. En tilværelse med drømme, som man må opgive fordi man jo trods alt nok ikke er god nok alligevel. En tilværelse hvor man - i frygt for hvad udfaldet kan være - bare holder kæft, retter ind til høre og gør hvad man får besked på.

Sådan en tilværelse lever Johnny. Han er statist. Og selv da han endelig får taget sig sammen til at gøre noget ved det - tør han ikke. Han står overfor muligheden for at slippe væk, men fordi han er forkvaklet, fortvivlet og forfærdelig ødelagt, tør han ikke gribe chancen da den endelig byder sig. Bare ærgerligt, Johnny.

Det er en historie der ikke er særlig rar at læse, men det gør den ikke mindre vigtig at læse. Jeg tror både unge og voksne kan lære noget af den.

Tak til Calibat for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Calibat
Udgivet i: 2017
Antal sider: 102
4 ud af 5 stjerner

søndag den 6. august 2017

Livet som mor #17: Sommerferie

Livet som mor #17: Sommerferie

Dette er sidste dag i min tre uger lange sommerferie, men jeg bliver nødt til at krybe til korset og indrømme noget: jeg trænger til ferie! Hvordan kan jeg det når jeg lige har haft tre uger, tænker du nok. Det er der en god grund til: Iris har været hjemmefra dagplejen i tre uger. Hvilket vil sige at jeg (og far) har skulle aktivere en halvanden årig med et abnormt stort aktivitetsniveau. Og vejret har ikke just været til at være ude hele tiden.

Nu sidder du sikkert og tænker at jeg ikke nyder at være sammen med Iris - der tager du fejl. Jeg elsker at være sammen med hende! Men det er hårdt at skulle være så meget på. Samtidig har hun ikke været så god til at sove om eftermiddagen, som hun plejer - måske fordi det alligevel har været varmt i barnevognen, også selvom hun har haft lidt tøj på. Det har så resulteret i at hun har sovet godt om natten og har fået lov til at sove længe - hvilket nok også er en grund til at hun ikke har ville sove længe i løbet af dagen. Hm, måske en dårlig beslutning fra min side af, men det har trods alt givet mig lidt tid om morgenen til at vågne inden jeg skulle tage hende op. Eller en tredje grund kan være at vi simpelthen ikke har lavet nok til at gøre hende træt nok.

Med Iris skal der helst ske noget hele tiden. Hvis hun kunne stå på sengen med mig i hænderne og hoppe hele dagen - så gjorde hun det. (Note to self: køb en trampolin!) Før i tiden tænkte jeg ikke på alt det arbejde der er med små børn. De kan ikke underholde sig selv, som større børn kan. Iris kan godt lege lidt selv, men ikke særlig længe og jeg kan ikke bare sige at hun skal lege på værelset uden at jeg holder øje. Nu ved jeg bedre! Nu ved jeg hvor stort et arbejde det er. Jeg tager hatten af for både pædagoger, dagplejemødre og mødre med mange (små) børn.



Udover alt det, er Iris virkelig begyndt at prøve grænser af. Når vi siger nej, enten smiler hun bare, bliver ved at kigger lidt skævt til siden, som om at hun udmærket godt ved at hun ikke må. Jeg kan godt mærke at mine pædagogiske evner bliver sat på prøve flere gange om dagen nu - hvilket også medfører at dagene kan føles lange. For ikke alene skal vi sørge for at hun er aktiveret, vi skal også være over hende hele tiden, så hun ikke gør ting hun ikke må. Nu skal det ikke lyde som om at hun får skæld ud hele dagen og ikke må noget - sådan er det ikke. Men hun er en pilfinger og en bisse. Og en charmetrold.

Jeg synes vi har forsøgt at lave mange forskellige ting, men med det vejr vi har haft taget i betragtning, har det været svært at lave ting ude. Jo, vi har da flere gange været i regntøjet og gået en tur og hoppet i vandpytter. Men vi har ikke været på stranden fx. Eller hygget med hendes lille badebassin i haven.

Det har været tre hårde uger, men også virkelig hyggelige! Jeg synes godt nok tiden går hurtigt nu. Iris kan flere og flere ting, sige mere og mere og er helt klart begyndt at udvikle personlighed og egne meninger. Det er virkelig fedt! Hun er super dygtig motorisk, og sproget kommer mere og mere.


Så jo, jeg trænger til ferie! Jeg føler lidt at det ferie - og hermed afslapning - som jeg har haft, er når hun har sovet. Men så er der jo også lige en blog der skal holdes opdateret, bøger der skal læses, billeder der skal tages, huslige pligter og måske også en powernap. Suk. Det bliver helt dejligt at komme på arbejde igen!

torsdag den 3. august 2017

Colleen Hoover; Det ender med os

Colleen Hoover; Det ender med os

Bagsidetekst:
Når den, der elsker dig højest, også er den, der gør dig allermest ondt.

Da Lily falder for den flotte neurokirurg Ryle, er det næsten for godt til at være sandt. Lily har ikke altid haft det let, men nu ser alting lyst ud, og Lily er lykkelig. Alligevel er der noget ved Ryle, der giver skår i glæden - og da Lilys ungdomskæreste Atlas en dag dukker op, trues alt, hvad Lily og Ryle har opbygget sammen.

Advarsel: anmeldelsen indeholder spoilers!

Inden jeg afslører for meget af handlingen, vil jeg sige at jeg synes det her er den bedste bog af Colleen Hoover jeg har læst. Jo, hendes andre bøger var gode, men den her rammer bare rigtigt på så mange punkter. Samtidig er jeg så glad for at den ikke endte som jeg først troede! Det var en meget glædelig overraskelse.

Selvom jeg, for ikke så længe siden, skrev et indlæg om at jeg var træt af at læse kærlighedsromaner, kunne jeg ikke undgå at blive fristet af denne. Både forlaget og andre bloggere har rost den skyerne og siden jeg godt kan lide Colleens skrivestil, besluttede jeg mig for at læse den. Mit hjerte brast flere gange undervejs. Jeg både grinte og kneb en tåre et par steder. Humoren i denne bog er super - den er til tider lidt plat, lidt corny, lidt luft tommer-agtig (I ved forhåbentlig hvad jeg mener), men det fungerer bare rigtig godt. Det letter den, til tider, meget tunge stemning der er historien. Mit hjerte blev knust over den barndom både Lily, Atlas og Ryle har haft - en barndom, der på hver sin måde har været forfærdeligt, men den har også været med til at skabe nogle mennesker med en utrolig godhed i sig og et ønske om at ville andre det godt. At hjælpe andre. At gøre andre glade.

Lilys far var voldelig overfor Lilys mor. Et faktum de aldrig talte om. En nøgen sandhed der aldrig blev udtalt. Lily kiggede skævt til sin mor længe - for hvorfor gik hun ikke bare? Nu står Lily i den samme situation - og hun kan endelig se hvorfor moderen ikke bare gik. For hvordan forlader man den mand man elsker mere end alt andet? Det gør man, når ens grænse er nået. Det gør man, når man indser at andre kan komme til skade. Det gør man, når man indser at kærlighed ikke er nok. En lektie Lily lærer på den mest grusomme måde. Jeg har ikke selv været i et decideret voldeligt forhold, men jeg er gået tilbage til en ekskæreste, som var voldelig overfor mig - én gang. Og jeg indrømmer, selvom forholdet blev godt, sad frygten stadig i mig. Så jeg kan godt følge Lily og hendes indre kamp for hvad hun skal gøre.

Noget af det der spiller en stor rolle i denne historie er de "nøgne sandheder" som Lily og Ryle har med hinanden. Det er med til at holde dem ærlige overfor hinanden, men samtidig gør det på en eller anden måde også, at de tvinger hinanden til at sige sandheden, på tidspunkter hvor den måske ikke skulle have været sagt - hvis det giver mening. For sandhederne er både med til at opløse skænderier inden de begynder, men de er også med til at forværre deres situation.

"Der findes ikke dårlige mennesker. 
Vi er alle sammen bare mennesker, 
som undertiden gør noget dårligt."

Det her er på ingen måde en sukkersød, tuttenuttet og fluffy kærlighedshistorie. Det er en kærlighedshistorie der er realistisk. Med virkelige personer, som man både hader og elsker undervejs i bogen. Som læser elsker og hader man Lily. Elsker for hendes godhed, hader for hendes naivitet overfor Ryle. Man elsker og hader Ryle. Elsker fordi han er en fantastisk mand overfor Lily, hader fordi han er en forfærdelig mand overfor Lily. Man elsker og hader Atlas. Elsker fordi han udviser samme godhed som Lily og hader fordi han ikke stod fast og kontaktede hende.

Jeg vil give "Det ender med os" mine varmeste anbefalinger! Jeg elskede den. Læs og nyd den!

Fakta:
Forlag: Lovebooks
Original titel: It Ends With Us
Udgivet i: 2016 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 409
5 ud af 5 stjerner

En lille ting dog, en lille fodnote her til sidst, jeg har hørt det meste af den som lydbog - virkelig god oplæser - men: da Lily spiller poker og hun "folder" - så opgiver hun at spille videre i den runde, hun folder ikke (altså som i folde papir) - som det blev udtalt i lydbogen ...

tirsdag den 1. august 2017

Juli wrap-up

Juli wrap-up

Jeg havde håbet at juli havde budt på lune sommerdage hvor jeg kunne ligge i solen og læse mens Iris tog sin eftermiddagslur. Sådan er det desværre ikke helt gået. For det første fordi det ikke rigtig har været sommer. Der har da været et par ok dage hist og her, men bestemt ikke noget at råbe hurra for - tværtimod. Det har været vådt og blæsende, helt efterårsagtigt. For det andet, så er det meget få dage hvor Iris har sovet mere end en time og så når man altså ikke rigtig at få læst. Jeg har dog fået hørt lidt lydbog mens jeg har klargjort næste måned i min kalender, men det er ikke meget.

Det er dog blevet til lidt. Jeg gik i gang med "En konges vej" i juni, men jeg nåede ikke langt, så derfor er den talt med her. Det er blevet til 17 bøger og 3065 sider - det er vel ok, men tænk på at det kun er et par stykker der er over 100 sider lange, ellers er det korte bøger og billedbøger.

De læste bøger er:

Stephan Lomp; Mamasaurus (lektør)
Brandon Sanderson; En konges vej (læs anmeldelse her)
Brian Vaughn; Saga, vol. 6
Thomas Olsen; Mimesis (læs anmeldelse her)
Michael Kousgaard; Blåskæg (ebog)
Michael Kousgaard; Blåskæg - Den forbandede ø (ebog)
Ane-Marie Kjeldberg; Solbjørgs fortælling (Sommerfolket #1) (ebog)
A. J. Kazinski; Den sidste gode mand (graphic novel)
Colleen Hoover; Det ender med os (læs anmeldelse her)
Katie Daynes; Hvad er lort (lektør)
Julian Gough; Kanin & Bjørn - En plage uden mage (lektør)
Line Leonhardt; Jagttegn
Line Leonhardt; Nelson i Rom
Patricia Fonde; Forbudte ord (lektør)



Månedens bedste bog:
Jeg vil melde mig til koret og skamrose "Det ender med os" - jeg vil ikke sige mere her, for min anmeldelse er ikke lagt op endnu, men det er den bedste bog jeg har læst! 

Månedens længste bog:
Uden tvivl "En konges vej" - 714 sider er svær at slå! 

Månedens korteste bog:
Lektørbogen "Hvad er lort" er med sine 12 sider den korteste bog jeg har læst, men det var 12 meget underholdende sider! 

Månedens mest overraskende bog:
Jeg vil vælge "En konges vej" til denne kategori. Jeg var gået i gang med den i håbet om at læse en god fantasy roman, da jeg blev færdig havde jeg læst ikke blot en fremragende fantasy roman, men en storslået fortælling som jeg var længe om at komme mig over - nok også derfor jeg ikke har læst så meget andet fantasy i juli. Hvis jeg ikke havde læst "Det ender med os", så var "En konges vej" blevet månedens bedste bog. 

Månedens dårligste bog:
Jeg må indrømme at jeg er kørt lidt død i erotiske historier. Jeg har efterhånden læst en del, og nu synes jeg virkelig at de alle sammen ligner hinanden. "Solbjørgs fortælling" er ikke meget anderledes. Jeg blev ikke specielt rørt over historien, personerne eller skrivestilen - heldigvis var den ikke så lang. Beklager, jeg tror jeg må have mig en pause fra det erotiske! 

Hvad vil jeg læse i august?
Nu vil jeg ikke spå om noget som helst - for det er ikke gået så godt på det sidste. Så jeg vil egentlig bare sige at jeg håber at få læst en masse dejlige, spændende, underholdende og fantastiske bøger i august!

lørdag den 29. juli 2017

Plan with me #2: August

Plan with me #2: August

August står allerede for døren. Jeg synes lige vi er startet på juli - hvor blev den sommer lige af? Hm, den har vel i princippet aldrig været der. Jeg kan i hvert ikke huske en juli der har været vådere og mere blæsende end denne. Lidt trist egentlig. Jeg har ikke engang været på stranden i år! Jeg håber august bliver bedre. Typisk når man skal tilbage på arbejde. Næste år vil jeg gerne have en bedre kontakt til vejrguderne, for det her "sommervejr" er godt nok for trist!

Nå, jeg skal jo ikke brokke mig over vejret i dette indlæg, men i stedet vise jer hvordan jeg har sat august op i min kalender - jeg er ikke helt færdig med det endnu, men jeg håber jeg bliver det i næste uge, så jeg er klar når min ferie slutter.

Jeg var lidt i tvivl om hvilket tema jeg skulle vælge i denne måned. Nu har jeg besluttet mig for at forsøge at holde mig til et tema i en hel måned, i stedet for at skifte uge for uge. Det giver en lidt bedre sammenhæng i mine måneder og så synes jeg det er hyggeligt at hver måned har sit eget tema.

Denne måneds tema er - da da da daaamm: luftballoner!


Nok for første gang er jeg virkelig godt tilfreds med en forside til en måned. Jeg synes ikke selv at jeg er specielt god til at tegne, jeg har det også bedst når jeg skal tegne efter noget, men jeg er ret stolt af dette. De er tegnet i frihånd, ud fra inspiration jeg har fundet på Pinterest. Skrifttypen er inspireret af Jennifer Lynne-fonten i Word - den har jeg også brugt tidligere, fx til "Malibu"-verset.


Min månedlige oversigt har jeg valgt at gøre mindre. Jeg følte ikke at jeg brugte pladsen tidligere særlig godt, så nu prøver jeg at se om en mindre plan virker bedre for mig. Dette giver også mere plads til listen med læste bøger, som før var lidt trang. Samtidig har jeg lavet en to-do til september, hvor jeg regner med at skrive de aktiviteter eller events der skal flyttes med til september. Om det kommer til at virke, finder jeg ud af. Selvom jeg har en års oversigt i starten af min kalender, synes jeg nemlig ikke at jeg er god til at gå tilbage dertil og kigge eller føje nye ting til.


Jeg er blevet rigtig glad for min skridttæller! Ikke fordi jeg går synderligt meget op i motion, men fordi det er lidt sjov at se hvor lidt eller hvor meget jeg går. Nogle dage, her i juli, har jeg følt jeg har gået rigtig meget, og når jeg så kigger om aftenen, er det meget mindre end jeg troede.

Inden jeg gik på ferie havde jeg lavet dette layout og jeg kunne rigtig godt lide det. Dog følte jeg at der slet ikke var plads til de private ting jeg skulle på en dag hvor jeg havde mange møder på arbejde. Derfor har jeg valgt at hele venstre side kun skal være arbejdsrelaterede opgaver, møder, aktiviteter osv og "Events"-delen til højre, er til de private ting. Jeg ved ikke om det er for lidt plads, men nu prøver jeg et par uger og ser om det fungerer. Jeg kom så i tanke om bagefter jeg var færdig, at jeg stadig har ferie i den første uge af august - ups! Jeg finder nok på noget at skrive i den uge.




Jeg har kun nået de tre første uger af august indtil videre, men jeg regner med at fortsætte stilen og have plads til en lille luftballon doodle på hver side, således at temaet holder ved. Jeg kan stadig ret godt lide det - jeg synes det er sødt, samtidig med at det meget illustrativt. Alt er farvelagt med mine Faber-Castell Colour Grip farveblyanter og tegnet op med mine nye Staedtler Pigment Liner - som jeg elsker!

Jeg har allerede en ide til hvad jeg vil lave i september, men nu må vi se om det holder stik!

Tak fordi I læste med!

Materialer:
Leuchtturm1917 sort a5 ternet notesbog
Faber-Castell Colour Grip farveblyanter
Staedtler Pigment Liner (0.1, 0.2 og 0.3 mm er brugt)

fredag den 28. juli 2017

Thomas Kampmann Olsen; Mimesis

Thomas Kampmann Olsen; Mimesis

Bagsidetekst:
Hvad hvis spillet blev virkeligt? Eller virkeligheden blev et spil?

"Vil du have noget at drikke?" Sikka har ført ham gennem mængden og hen til scenen, hvor der også er opstillet en lille bar. Hun rækker ham en øl på flaske og tager også selv en. "Tak ... Hvad skal der ske?" Markus tager imod den kolde flaske. "Det er en indvielse. Vi kalder det en forvandling." "En forvandling? Til hvad?" "Til et dyr. Man bliver et dyr og får et liv mere." "Hvad mener du?" Sikka smiler og tager en tår af sin ølflaske. "Du skal ikke bekymre dig ... Der sker ikke noget med dig?"

I 2014  modtager Markus på sin fon et billede af den far, han altid har troet døde tyve år tidligere under 3. verdenskrig. Der er noget der tyder på, at hans far alligevel ikke er død. Markus følger sporet, der optrevler brutale historier fra krigen og fører ham til en fremtidig og drømmeagtig udgave af Berlin, hvor han møder pigen Sikka og vikles ind i noget, der ligner et uskyldigt spil, men måske alligevel ikke er ufarligt. Hvad har Markus' far med "Mimesis" at gøre, et ulovligt og meget realistisk virtual reality spil, der har taget et sidste skridt og gjort døden virkelig?

Den her historie har virkelig meget potentiale. Jeg finder ideen med "Mimesis" virkelig spændende - et spil der tester mennesker i det mest ekstreme. Sætter dem i situationer hvor de kan dø, i en apokalyptisk verden, hvor hver dag er en kamp for overlevelse. Alt dette sker mens man sidder trygt og godt hjemme i en sin sofa. Det mindede mig lidt om Bruce Willis' filmen "Surrogates" - hvor alle har en "dobbeltgænger" der er robot, som lever ens liv, mens man selv sidder derhjemme og syner hen.

Markus' kamp for at finde sin far, kan jeg også godt lide. Hans hverdag er ensformig, kedelig og ret meningsløs. Indtil han får bevis for at faren rent faktisk stadig er live. Dog finder jeg Markus virkelig irriterende. Selvom jeg godt kan sætte mig ind i nogle af de tanke og beslutninger han træffer, synes jeg at han det meste af tiden er vattet og ikke en der tør stå ved sine beslutninger.

Selve historien bliver - for mit vedkommende - lidt for forvirrende til sidst. Der sker rimelig meget, og jeg fangede det ikke helt første gang jeg læste det. Jeg måtte tilbage et par dage efter og læse de sidste sider igen, og jeg er stadig ikke helt sikker på at jeg fangede det 100 %. Jeg ved ikke om det bare er mig.

I det hele taget fangede sproget mig slet ikke i denne historie. Der bliver lavet virkelig mange sammenligninger. Hvis Markus føler noget bestemt, eller der sker noget, så kommer der en sammenligning på flere linjer bagefter og efter at have læst et par stykker, irriterede det mig virkelig meget. Som læser, kan jeg godt regne ud hvordan Markus havde det, uden at få forklaret at han føler sig "som en udspringer der for første gang står på en rigtig klippe og kigger ned i de brusende bølger"  (s. 25) - og sådan fortsætter det. Beklager, de beskrivelser irriterede mig grænseløst. I de samtaler Markus har med sin mor er han beskrevet som "Ma" og hun "Pe" - hvorfor ikke bare skrive hele navnet?

Jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke læser nok science fiction, men jeg blev desværre aldrig rigtig fanget af historien. Det er faktisk lidt øv, for jeg synes den lød rigtig spændende, den formår bare ikke at trykke på de rigtige knapper for mig.

Tak til Science Fiction Cirklen og forfatteren for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Science Fiction Cirklen
Udgivet i: 2017
Antal sider: 288
3 ud af 5 stjerner

onsdag den 26. juli 2017

Adam Silvera; Fortid er alt jeg har

Adam Silvera; Fortid er alt jeg har

Bagsidetekst:
Da Griffins første store kærlighed og ekskæreste, Theo, drukner ved en ulykke, falder Griffins verden sammen. Selvom Theo var taget afsted på college og blevet kæreste med Jackson, var Griffin ikke i tvivl om, at han på et tidspunkt ville komme tilbage til ham.

Oven i det hele er Jackson den eneste, der forstår Griffins hjertesorg. Men uanset hvor meget de to taler sammen og åbner sig for hinanden, bliver Griffin mere og mere deprimeret. Han er ved at miste sig selv til sine tvangstanker og destruktive valg. Og de hemmeligheder, som han har gået og gemt på, er ved at flå ham i stykker.

Hvis Griffin skal have håb om en fremtid, må han først konfrontere sin fortid. 

"Den dag jeg glemmer" var ikke en bog for mig - desværre. Eller jo, noget af den var, men slutningen blev for meget. Derfor var jeg både glad og lidt tvivlende da jeg modtog "Fortid er alt jeg har" for jeg frygtede virkelig at sidde med samme følelse igen: at jeg ikke kunne se det fantastiske i noget mange andre elskede!

Jeg blev heldigvis ikke skuffet denne gang. Faktisk tværtimod. Glædelig overrasket endda også. For selvom handlingen er trist, rørende og følelsesladet, bliver det aldrig for meget. Jeg kunne meget bedre sætte mig ind i Griffins valg, følelser og tanker end jeg kunne med Aaron i "Den dag jeg glemmer". Griffin virker som en langt mere sympatisk, rar og dog knust dreng. En dreng som har et forvirret hjerte og et endnu mere forvirret hoved. Men det gør ham til en person jeg faktisk ville ønske jeg kendte rigtigt. Jeg ville gerne kunne trøste ham. Det gør ham også til en person der træffer nogle valg der kan risikere at ødelægge ham endnu mere, men igen: har vi ikke alle truffet det forkerte valg da vi var yngre og forelskede?

Jeg kan godt lide den lidt mere brutale stemning der i den her bog end den der var i "Den dag jeg glemmer". Griffin bearbejder sin sorg på en måde som jeg godt kan forstå. Han føler sig efterladt af Theo, ikke kun fordi han dør, men også fordi han ikke var en del af hans liv mere. Griffin vil på den ene side gerne have hævn og på den anden, vil han bare gerne have Theo tilbage. Han både elsker og hader ham. Jeg tror at vi alle har prøvet at stå i sådan en situation hvor vi både elsker og hader en ekskæreste. Selvom Griffin er en smule naiv, er han også meget klogere end mange andre.

Hvis jeg skal nævne en dårlig ting, må det være at jeg ikke helt kan se at Griffin får det meget dårligere efterhånden som tiden går. Jo, der bliver mere fokus på hans tvangstanker, men jeg synes ikke at han forsvinder fuldstændig ind i dem, som bagsiden lægger op til. Selvom de fylder en del i historien, er det faktisk ikke så meget som jeg havde troet. Jeg havde måske regnet med at det ville være mere i stil med "Når hr. hund bider".

Det er under alle omstændigheder en bog jeg vil anbefale til alle young adult-fans. Til alle der har fået deres hjerte knust og som stadig "taler" til den person der gjorde det. Til dem der var unge, dumme og forelskede og drog forhastede konklusioner og tog dårlige beslutninger.

"Kærlighed begynder og ender ikke 
med en eller anden onlinestatus."

Tak til Gyldendal for boggaven!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: History Is All You Left Me
Udgivet i: 2017 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 349
4 ud af 5 stjerner

lørdag den 22. juli 2017

Christina Bonde; Sjælevært

Christina Bonde; Sjælevært

Bagsidetekst:
Mit navn er Celina. Jeg var 16 å da jeg for alvor blev forelsket. I et spøgelse ...

Celina er træt af skolen, og da hun bliver røvrendt af kæresten, flytter hun hjemmefra og får job som ung i huset hos en dyrelægefamilie. Men fortiden flytter med. En fortid der rækker langt ud over Celinas eget liv og trækker hende ind i en usædvanlig og farefuld forelskelse. Inden længe må Celina indse at hun har en særlig evne som vil komme til at præge hendes liv for altid.
 
Jeg kan godt lide fantasy, det er vist efterhånden ingen hemmelighed. Jeg kan godt lide historier med elementer af overnaturligheder: guder, vampyrer, engle, dæmoner osv. Jeg har det dog lidt svært med spøgelser. Derfor har jeg det også lidt ambivalent med historien i "Sjælevært".

Jeg kan godt lide den fordi det faktisk er en spændende historie. Der er et par gange hvor jeg synes den bliver lidt tynd, især til sidst. Det virker lidt som om den bare skulle afsluttes, men derudover kan jeg godt lide den. Jeg kan godt lide at Celina har svært ved at sige fra overfor veninden og kæreste der røvrender hende - for jeg kan godt huske hvordan det var. At føle sig alene og derfor tage al den kontakt man kunne som noget godt - også selvom det ikke var det. Celina er, naiv og lidt godtroende, men hun er også loyal, vedholdende og kærlig. Se bare på den måde hun passer på Sally.

Sproget i historien er nemt og let at forstå - og det tog mig en eftermiddag at læse bogen. Ja, jeg læser også hurtigt, men skriften er også stor. Ikke at det et en dårlig ting - for det kan være appellerende til ikke så gode eller hurtige læsere.

Tilbage til det med spøgelserne. Det er faktisk det eneste element jeg her det svært med i bogen. For ja, Celina kan fornemme at Bastian er der. Men hun kan ikke se ham. Hun kan ikke røre ved ham - kun ved særlige tidspunkter - og der er flere hundrede år og verdener mellem dem. Men alligevel forelsker hun sig i ham og tilsidesætter lidt sine egne behov for at bistå ham med hjælp. Jeg forstår godt tanken med at vores sjæle kan leve videre og reinkarnation - men på samme måde forstår jeg det ikke. Det bliver lidt for spirituelt for mit vedkommende og så står jeg desværre lidt af. Jeg tror ikke på det overnaturlige eller et liv i efter døden - hvilket er et stort emne i den her bog, falder lidt til jorden for mig.

Bogen kan dog varmt anbefales hvis du kan lide fantasy, paranormal romantik og hvis du vil læse en god kærlighedshistorie med masser af drama og tempo!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2017
Antal sider: 369
4 ud af 5 stjerner

torsdag den 20. juli 2017

Stephanie Meyer; Kemikeren

Stephanie Meyer; Kemikeren

Bagsidetekst:
Engang arbejdede hun for den amerikanske regering, men det er der kun meget få, der ved. Hun er ekspert inden for sit område på et tophemmeligt egentur, men da man pludselig ser hende som en belastning, går jagten ind på hende. Nu er hun konstant på flugt, og hendes eneste redening er at tage det job, hendes tidligere chef tilbyder hende. Det sidste job. Men opgaven er langt fra enkel, og den bliver kun sværere, da hun falder for en mand, der forringer hendes chancer for at overleve. Nu må hun bruge sit unikke talent på måder, hun aldrig havde drømt om. 
 
Som I ved er det ikke krimier jeg læser flest af. Eller thrillere for den sags skyld. Men altså, jeg gør jo gerne undtagelser. Jeg ved godt at Stephanie Meyers tidligere bøger har delt vandene. Var man til vampyrer, varulve og kærlighed eller var man ikke. Var man til mystiske besættelser af de menneskelige sind og science fiction eller var man ikke. Jeg ved godt at det ikke ligefrem har været store litterære værker hun har skrevet før, men jeg synes bestemt at "Kemikeren" er værd at læse!

For det første, synes jeg den er rigtig godt skrevet. Sproget er tilpas beskrivende og detaljeret uden at det bliver kedeligt, men man kan sagtens forestille sig de forskellige scenarier som vi bevæger os rundt i. Storbyerne med deres hastværk, larm og bilos. Boligen ude midt i ingenting, hundene og Bathulen. Samtidig er beskrivelserne af personerne og deres sindsstemninger gode og meget betydningsfulde for historien. Selvom Alex er en hård negl, er hun relaterbar og man føler med hende, men hun kan tage vare på sig selv - rimelig godt! Jeg ville nødig ende på hendes bord!

En anden ting jeg holdt virkelig meget af, var humoren i bogen. For ja, det er en thriller som fik mig til at holde vejret og gispe efter luft flere gange, men den er også sjov og har en sort form for humor der passer rigtig godt til både handling og personerne. De klikker rigtig godt. Samspillet mellem Alex, Daniel og Kevin fungerer virkelig godt. De driller hinanden. De støtter hinanden og - selvom hverken Alex eller Kevin vil indrømme det - holder de af hinanden!

Så er der hele handlingen. Den spænder over forholdsvis kort tid, så der er tryk på og tempoet er højt. Jeg skulle holde tungen lige i munden flere gange. For du får ikke alle informationer på en gang, men undervejs, så du skal koncentrere dig hele vejen. Det virker dog hverken tungt, tværtimod. Skrivestilen, personerne og sproget er med til at løfte historien.

Hvis du trænger til en god thriller der vil få dig ud på kanten af stolen, men også få dig til at grine og give dig hjertebanken, kan denne varmt anbefales!


Tak til Lindhardt & Ringhof for boggaven!

Fakta:
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Original titel: The Chemist
Udgivet i: 2016 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 592
5 ud af 5 stjerner

onsdag den 19. juli 2017

Teri Terry; Nedtælling

Teri Terry; Nedtælling

Bagsidetekst:
Advarsel! En epidemi hærger landet. Ingen ved, hvordan den er opstået, og den spreder sig med dødsensfarlig hast. Der er ingen kur. Alle de smittede må øjeblikket under karantæne.

Callie er forsvundet.

Hendes storebror Kai er ved at miste håbet om nogensinde at se hende. Men så møder han Shay, som så Callie den dag, hun forsvandt, og pludselig er der igen håb. Men under deres søgen efter Callie udbryder der en frygtelig epidemi, og mens alle andre flygter, er Kai og Shay nødt til at trodse faren for at finde frem til sandheden om Callie. 

Hvis du er til dystre fremtidsfortællinger om en verden der er faldet fra hinanden - eller som er på vej til det - så kan Teri Terrys bøger varmt anbefales! "Slettet"-serien og "Mind games" tager dig med til en fremtid hvor din hjerne, minder og hukommelse ikke er sikkert.

"Nedtælling" giver dig historien om drengen der vil gøre alt for at finde frem til sin søster, om pigen der på mystisk vis overlever, hvor alle andre dør og om barnet der ser sin krop brænde og som vil have hævn. Den fortæller om de drastiske valg man træffer når man ser døden i øjnene. Om en verdensomspændende katastrofe, som godt kunne have været undgået, men som kan være svær at stoppe. Om at indse sandheden, men fortie den for dem der betyder mest for en.

"Nedtælling" tryllebandt mig og holdt mig fanget helt fra første side. Sproget har et godt flow, er beskrivende og stemningsfyldt og man kan ikke undgå at blive rørt over alle de skæbner der så brat får en ende, eller dem der må kæmpe til det sidste. Som læser blev jeg efterladt med flere spørgsmål end jeg havde svar, og det er på samme tid virkelig frustrerende og fedt når en læseoplevelse er sådan. Frustrerende, fordi man nu går en lang ventetid i møde uden at blive klogere, og fedt fordi man kom helt ud på kanten af stolen med bankende hjerte og sved på panden fordi handlingen blev ved med at optrappes.

Jeg var bestemt ikke klar til at stoppe da sidste side var læst. Jeg er hooked og jeg vil have mere. Det er helt klart noget af det bedste jeg har læst i år inden for dystopi-genren. 



Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Contagion
Udgivet i: 2017 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 442
5 ud af 5 stjerner

mandag den 17. juli 2017

Alyson Noël; Blacklistet

Alyson Noël; Blacklistet

Bagsidetekst:
Alle har brug for at være heldige.

Layla Harrison befinder sig endelig midt i en kendisskandale, som er værd at skrive om. Aster Amirpours navn er i alle de kulørte medier, selvom om det ikke var den salgs opmærksomhed hun stræbte efter - og Tommy Phillips har næsten fundet sin drømmepige. Men Layla, Aster og Tommy har aldrig forestillet sig, at det alt sammen skyldes, at de er blevet viklet ind i Madison Brooks forsvinden - en sag som har hele verdens opmærksomhed. Pludselig modtager Layla mystiske beskeder fra en anonym kilde. Asters retssag, hvor hun er sigtet for mord, er så meget ude af proportioner, at selv hendes forældres advokat ikke kan redde hende. Tommy var den sidste, der så Madison i live og han gennemgår sin færden skridt for skridt. Nu må de bevise, at de ikke har noget med sagen at gøre. Men da Layla, Aster og Tommy prøver at finde frem til sandheden og begynder at grave dybere i sagen, indser de snart, at visse hemmeligheder aldrig bør afsløres.

Hvis du er til glamour, sladder, hemmeligheder og kærlighed - så skal du læses denne serie. Den minder mig lidt om Gossip Girl på speed. Her er den store hemmelighed at finde ud af hvem Madison Brooks i virkeligheden er og hvorfor hun er blevet som hun er. Vores tre konkurrenter skal bare lige blive enige om hvilken strategi de vil bruge for at løse dette mysterium.

Samtidig skal de opklare hvem der sender trusselsbreve til Layla, hvad chefens bagtanker er med selve konkurrencen og hvordan de holder Aster ude af fængsel. Layla og Tommy skal finde ud af hvad de føler for hinanden. Alt dette samtidig med at de stadig er konkurrenter på et eller andet plan. Der er nok at holde styr på. Mere end rigeligt faktisk, men det bliver aldrig for meget - lige til kanten, tilpas.

Jeg havde lidt frygtet at jeg ville blive for overvældet. For forvirret. Det er knap et år siden jeg læste "Rivalerne", så den lå langt tilbage i hukommelsen. Heldigvis kom det hurtigt tilbage og jeg blev ikke skuffet over efterfølgeren. "Blacklistet" er en roman hvor handlingen foregår i et ufatteligt højt tempo der efterlader sin læser både gispende efter vejret og med hurtigt slående hjerte - for vi er bestemt ikke blevet meget klogere end da "Rivalerne" sluttede. Javist, der er kommet lidt flere brikker til puslespillet, men det er ikke mange og med hver ny brik synes der også at komme flere huller.

Jeg er meget spændt på næste bind, for hvis det er det sidste, skal der virkelig løses problemer og måske også knuses hjerter!

Hvis du trænger til en sommerbog med masser af tempo, spænding og drama, så kan denne varmt anbefales!


Tak til HarperCollinsNordic for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: HarperCollinsNordic
Original titel: Blacklist
Udgivet i: 2017 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 344
5 ud af 5 stjerner

fredag den 14. juli 2017

Teri Terry; Bedragets bog

Teri Terry; Bedragets bog

Bagsidetekst:
Lyver du, finder mørket dig. Lyver du, vækkes forbandelsen.

Quinn og Piper er tvillinger, men mødes først, da en tragisk hændelse fører dem sammen og hvirvler dem ind i en gammel familieforbandelse.

Den ene tvilling er opdraget til aldrig at lyve, den anden tager let på sandheden. Men hvad gør man, og hvem kan stole på, når løgn bliver til sandhed og sandheden bedrager?

Hvis du har dårlige nerver og ikke bryder dig om at blive spundet ind i et spind af løgne, hvor sandheden er meget svær at finde, så skal du ikke læse denne bog. For den vil forvirre dig, stresse dig og indfange dig i et spændende handling du umulig kan slippe før du har vendt sidste side.

Som læser - i hvert fald mig - bliver du holdt hen i det uvisse stort set hele vejen igennem fortællingen. Først får du en brik til puslespillet, så en til og bedst som du tror at du har regnet det hele ud, bliver brikkerne vendt og pulsespillet er nu et helt andet. Et mørkere, mere bedragerisk et af slagsen. Hvor det før handlede om søskendekærlighed og om at finde sin plads i en ny verden, handler den nu om løgne på løgne, om at manipulere med følelser og om at blive jaget vildt af mystiske hunde.

For mig fungerede bogen. Jeg blev indfanget fra første side og sad hele vejen igennem bogen og vejede for og imod for begge piger. Quinn som er den stille pige, der har haft en forfærdelig opvækst. Piper, klassens populære pige, der lever i sus og dus, og i bund og grund ikke tænker på andre end sig selv. Deres magtkampe og manipulering bærer bogen og fortællingen virkelig godt. Kapitlerne skifter mellem at blive fortalt af Quinn og Piper og det giver et virkelig godt indblik i begge piger, men det er også med til at skærme hemmelighederne og det synes jeg er rigtig fedt.

Intet bliver sagt direkte, i hvert fald ikke rigtig, og som læser, må man tyde hver enkelt stykke information man får serveret - der var også et par gange hvor jeg lige måtte bladre tilbage og læse noget igen. Historien er virkelig fascinerende og det er en pageturner.

Læs den hvis du vil underholdes, forvirres og ende helt ude på kanten af stolen i spænding over hvordan det hele kan ende lykkeligt - for det burde det gøre, ikke?

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Book of Lies
Udgivet i: 2016 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 393
5 ud af 5 stjerner

onsdag den 12. juli 2017

Brandon Sanderson; En konges vej, del 1

Brandon Sanderson; En konges vej, del 1

Bagsidetekst:
Soldaten flåede våbnet fri igen. Cenn tumlede baglæns og tabte både sit spyd og sit skjold. Han faldt om på den stenfyldte jord og lå og plaskede rundt i en andens blod. Hans fjende løftede et spyd højt til vejrs, en silhuet, der tårnede sig op mod den klare, blå himmel og var klar til at hamre det ind i hjertet på Cenn. Og så var han der. Delingsfører. Stormvelsignet. Som ud af intet kom Kalainds spyd og afværgede lige akkurat det stød, der ellers ville have dræbt Cenn. Kaladin stillede sig op foran Cenn, alene, ansigt til ansigt med seks spydkæmpere. Han tøvede ikke. Han angreb.

I en verden, hvor følelser og idéer tager synlig form, og der findes kløftdjævle så store som huse, nærmer verdens undergang sig. Højfyrste Dalinar drømmer om Intetmagerne, monstre fra fortiden, og hører stemmer, der siger: "Foren! Foren Alethkar." Imens står Shallans familie på kanten af ruin, og hun må give sig på en lang rejse for at blive elev hos den mest betydningsfulde forsker i verden - og så bestjæle hende. Og unge Kaladin forrådes af den hærleder, han forguder. Som slave er det meget sværere at leve efter sin ære, for hvad nytter den, når alle ens idealer svigter?

Man skal ikke dømme en bog på dens forside. Først vil jeg lige slå fast at jeg faktisk godt kan lige det minimale design i den her forside, men den giver først mening et godt stykke henne i historien, så for folk der ikke har læst den, frygter jeg lidt, at den er for intetsigende - beklager illustrator! Når det så er sagt, er bogen langt bedre end forsiden. Langt langt bedre.

Jeg vil dog sige, at selvom jeg læser meget fantasy, er det ikke meget high fantasy jeg læser. Det kan godt tage lidt for mig at komme ind i selve historien, fordi der er mange ord, betegnelser og navne jeg ikke kender samtidig med at vi er et fremmed sted - der også hedder noget anderledes. Derfor tog det mig også forholdsvis lang tid at læse den her bog, måske også fordi jeg ikke har haft så god tid. Eller også følte jeg bare ikke det gik hurtigt fordi den er på over 700 sider - der er mange muligheder.

Tilbage til selve anmeldelsen. Da de første 200 sider var læst, begyndte det at gå noget hurtigere - og ja, for mig tog det 200 sider at komme ordentlig ind i historien, men jeg havde på intet tidspunkt lyst til at opgive, for selvom det tog tid at komme ind i historien, var jeg stadig fanget af den. Sproget er - selvom der er mange nye ord - flydende og let at læse og forstå. I sin sædvanelige skrivestil formår Brandon Sanderson at skrive detaljeret, med humor og indlevelse, så man som læser har nemt ved at forestille sig dette nye land og dets indbyggere. Undervejs i bogen er der også virkelig flotte illustration der er med til at forklare begreber for læseren.

Personerne er velopbyggede og fungerer rigtig godt - jeg forventer mig store ting af Kaladin og Shallan. Personernes udvikling er spændende og det kræver blod, sved og tårer for dem alle sammen. De er beskrevet så levende og menneskelige at man ikke kan andet end blive rørt over deres individuelle kampe. De er på ingen måde overdrevne, men nemme at relatere sig til - også selvom de bor i en helt anden verden, kan man godt sætte sig ind i deres tankegang, valg og beslutninger.

Som kirsebærret på toppen af lagkagen har Brandon Sanderson tilføjet et element, af en hidtil - for mig - ukendt form for magi. At stenene er hellige, at et panser kan give næsten overmenneskelig styrke og at diamanter kan gøre forskellige ting. Heldigvis er denne slags magi beskrevet bagerst i bogen og det var dejligt at have den at ty til.

Jeg er fascineret, fortryllet og fanget af denne fantastiske fortælling. Hvis du er til fantasy - episk stor fantasy, vel at mærke - så får denne bog mine varmeste anbefalinger! Og dette er kun første bind! Jeg vil helt klart have mere!

Tak til Ulven & Uglen for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Ulven & Uglen
Original titel: The Way of Kings - Book One of The Stormlight Archive
Udgivet i: 2010 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 714 
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Læsehest med fantasy

mandag den 10. juli 2017

Barbara Taylor Bradford; Fortidens hemmeligheder

Barbara Taylor Bradford; Fortidens hemmeligheder

Bagsidetekst:
Trediveårige Serena Stone er en talentfuld krigsfotograf, der har fulgt i sin berømte fars fodspor. Men da han uventet dør, forlader hun krigszonen for at tage sit liv op til overvejelse.

I søgen efter sandheden om sin far, sin familie og sit eget liv begynder Serena en desperat jagt for at afsløre en årtier gammel sag. Hun flytter fra sine forældres hjem i bjergene over Nice til det romantiske Venedig og strejfer de uroplagede Libyske gader.


Jeg ville virkelig gerne elske denne bog, for den har en hel del elementer som jeg normalt elsker: familiedrama, kærlighed, hemmeligheder der skal afdækkes og løgne der skal optrævles. Jeg elsker den desværre bare ikke. Beklager!

Selve handlingen i bogen er dog god. Jeg kan godt lide ideen om Serena der rydder op sin fars gamle fotografier og pludselig falder over nogen hun aldrig har set, og som fortæller en anden historie om hendes far, end den hun kender. Hendes usikkerhed på sig selv, sin opvækst, sin baggrund er forståelig og godt beskrevet. Venskabet med hendes to storesøstre er varmt, kærligt og fyldt med forståelse, men det bliver også for meget. De er for forstående, hvis man kan sige det? Selvom de godt kan skændes og være sure på hinanden, bliver tingene alligevel pakket ind og aldrig sagt direkte. Hvis de er så tætte, så burde de netop kunne sige det som det er, ikke?

I det hele taget er handlingen pakket ind i det her lyserøde-fluffy-vi-elsker-alle-hinanden-tæppe, der aldrig bliver løftet. Jeg tvivler virkelig på at der er familier der har det sådan som familien Stone har det. Ja, der er da lidt drama, men det er ingenting. Jeg havde forventet den helt store familiehemmelighed, en skjult skat, et eller andet, men jeg blev virkelig skuffet. Alle beskrivelserne af det mad de spiser, af de steder de besøger, af at de er så velhavende, er man hurtig træt af og faktisk er det en smule kedeligt at læse om. Der er også flere gange at der er gentagelser, ja, vi ved godt at de var i familie pga mormor eller hvad det nu var, det fik vi at vide for tyve sider siden. Selv Serenas forhold til ekskæresten er - i mine øjne - utroværdigt. Efter alt det han udsætter hende for, tilgiver hun ham stadig og det efterlader mig hovedrystende og uforstående.

Som sagt, jeg ville gerne elske denne bog, men jeg gør det ikke. Selvom ideen med historien var god, og til tider lidt spændende, så får den mig aldrig helt op at ringe. Den berører mig ikke nok. Personerne er - for mig - lidt vattede, lidt kedelige, uden kant og egentlig personlighed og deres historie er bygget op over den her ufattelige store kærlighed deres forældre havde, at de altid har haft det godt og aldrig manglet noget. Det er en smule kedsommeligt.

Tak til Flamingo for e-bogs anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: Secrets from the Past
Udgivet i: 2013 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 400 (e-bog)
2 ud af 5 stjerner

lørdag den 8. juli 2017

Livet som mor #16: Sommer!

Livet som mor #16: Sommer!

I torsdags fyldte Iris 17 måneder - tænk bare! Tiden går godt nok hurtigt, jeg ved jeg siger det ofte, men jeg tror aldrig helt jeg kommer til at forstår hvor hurtigt tiden går. Facebook minder mig om hvor lille hun var for et år siden. Hvor hun mest kommunikerede i mumlelyde og lå og møffede sig rundt på gulvet.

Nu går og løber hun derud af med sådan en fart at det ikke altid er nemt at fange hende. Hun snakker. Pludrer. Siger næsten mor! Hun ved godt at koen siger muuh og hunden siger vov. At fuglene siger pip pip. Hun siger nej, ja og tak - måske ikke altid på de rigtige tidspunkter og med den rette forståelse, men hun siger det.

Hver dag imponerer hun mig meget hvor meget hun kan. Når jeg henter hende fra dagpleje løber hun mig i møde og råber "heeej" og vinker - frøken evigglad. Jeg vil dog lige tilføje at selvom hun er glad 95% af tiden, kan man også godt mærke at hun er begyndt at få holdninger og sige imod når hun ikke synes det vi skal er en god ide. Fx når vi kommer hjem fra dagpleje og vi skal ind i stedet for at lege ude - det er ikke altid det falder i god jord. Eller hvis hun ikke lige må hapse fars mobil, fjernbetjening eller andet sjovt. Er det ikke lidt tidligt at komme i trodsalderen??! Jeg synes dog det er rigtig fedt at se hende udvikle sig så meget. Hun er modig, frygtløs, men også lidt genert. Hun tør ting og jeg håber af hun bliver ved med det. Jeg håber hun bliver ved med at være livsglad og prøve nye udfordringer.

Nu går vi snart på tre ugers sommerferie og jeg er spændt på hvordan det bliver at have hende hjemme hele tiden. Hvor hårdt det bliver. Hvor hyggeligt det bliver. Jeg håber på godt vejr så vi kan lege i haven, tage på havnen og på legepladsen. Måske endda en tur til stranden. Nogle gode forslag til hvad vi kan lave? Så skriv dem gerne i en kommentar.

fredag den 7. juli 2017

Niklas Birk Lehmann Jensen; Navila - De fire familier

Niklas Birk Lehmann Jensen; Navila - De fire familier

Bagsidetekst:
En konflikt har igennem flere årtusinder splittet fire søskende, og hele konflikten omhandler et mystisk lys, som bliver kaldt Navila. Lyset bliver set som livets og dødens lys, men kun en af de fire søskende er født med kraften til at kontrollere det. Efter personens død forsvinder lyset fra himlen, og der går mange år, før det atter viser sig igen. Dette sker, når vi bliver introduceret for historiens hovedperson. Under hans udnævnelse som portvagt kommer lyst tilbage, og det fører til en masse hændelser over hele landet.

Jeg ville rigtig gerne kunne give denne bog flere end tre stjerner. Tro mig, når jeg siger det. Jeg kan rigtig godt lide historien - selve ideen med det mystiske lys, familierne der ikke alle har lige stor magt over lyset, splittelsen, en glemt krig og monstre der lurer i skyggerne. Det burde være lige mig.

Personerne er som sådan også udmærkede. Der er humor blandt søskende, blandt venner. Der er hjertelige drillerier og småskænderier. Der er en far der har opgivet alt for at redde sin familie, men som alligevel stadig har en magt, som børnene ikke kender til. Selve universet er detaljeret beskrevet (måske lidt for meget på én gang), og man kan fint forestille sig hvordan byen Sau ser ud, med de rige og indflydelsesfulde på toppen og de fattige under.

Dog blev jeg aldrig rigtig fanget af historien. Flere steder er der sætningsfejl, der er manglende kommaer (jeg ved godt at jeg heller ikke er god til det, men jeg kan lidt af reglerne) og sproget er i det hele taget lidt kluntet og tungt at komme igennem. Flere steder sad jeg også og tænkte om der ikke snart skete noget. Jeg ved godt at banen skal ridses op, personerne skal introduceres og vi skal have lidt forhistorie, og det plejer jeg at synes er vildt spændende i fantasyromaner. Det er indflyvningen til den verden vi skal befinde os i. Den her indflyvning var bare bumpy og lidt langsommelig - jeg beklager meget.

Som sagt, jeg ville virkelig gerne give flere stjerner, men jeg kan bare ikke - ikke når jeg ikke blev fanget af samhørigheden mellem universet, personerne og handlingen.

Tak til forfatter og Mellemgaard for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Mellemgaard
Udgivet i: 2016
Antal sider: 212
3 ud af 5 stjerner

onsdag den 5. juli 2017

Carol Matas; Større end engle

Carol Matas; Større end engle

Bagsidetekst:
"Hov, I der!" råber genarmen efter os. Jeg kigger flygtigt tilbage. Det er lykkedes 10-årige Guy at stille sig lige foran genarmen så han ikke kan forfølge os. Heldigvis kan jeg ikke se nogen Gestapoer. Hvis det var dem, havde de allerede skudt os. Et skud suser lige forbi mit øre. Klare skriger og falder. Jeg falder på knæ. 
"Blev du ramt?"
"Nej, men de skyder efter os!"
"Op med dig!" råber jeg til hende. "Vores eneste chance er at løbe. Op med dig!"

Anna og Klara er flugt fra nazisterne. De har fået logi hos en fransk familie som tager sig af dem og beskytter dem. Men nu er de igen i fare, for en af de franske gendarmer der hjælper nazisterne, har opdaget deres skjulested. 

Jeg læser ikke mange bøger der foregår under Anden Verdenskrig, faktisk tror jeg kun at jeg har læst to, "Anne Franks dagbog" og "Bogtyven". Jeg er ikke god til at læse om de forfærdelige begivenheder der fandt sted og være klar over at det rent faktisk skete. Det er noget helt andet at læse om krig og død hvis det er fantasy, hvor jeg ved, at det ikke er virkeligt. Jeg får en stor knude i brystet over at mennesker kan være så onde og grusomme mod andre mennesker.


Denne historie gør ikke den følelse mindre, faktisk tværtimod. For den er fortalt fra et barns synspunkt og det gør det faktisk endnu værre. At skulle forestille at børn bliver fjernet fra deres forældre, gemt væk i en kz-lejr og udsat for alskens dårligdomme, blot fordi de var jøder, smerter mit hjerte. Det er simpelthen ubeskriveligt forfærdeligt.

"Større end engle" fortæller en forfærdelig historie om børn der slipper væk fra krigen, for blot at ende i endnu større fare. Den fortæller om hvad man gør for overlevelse. Den giver et billede af de forfærdelige forhold der var i kz-lejrene og som giver læseren kuldegysninger og ondt i maven. Samtidig fortæller den også om et venskab og om spirende kærlighed, der på trods af krigen, vokser sig større.

Selvom denne bog rørte mig dybt, irriterende den mig også lidt. Det er faktisk lidt svært at sætte en finger på hvad det helt præcist er. Nogle gange er det sproget der bliver lidt for tale-agtigt. Andre gange er det Annas konstante citering af replikker fra skuespil eller hendes jokes. Eller Klaras uvillighed til at gøre noget selv. Samtidig var jeg skuffet over slutningen, som i mine øjne, ikke rigtig er en slutning.

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Tellerup
Original titel: Greater Than Angles
Udgivet i: 1998 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 183
4 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Eva Lucia
Bogrummet
De unges ord

tirsdag den 4. juli 2017

Line Lybecker; Historien om en dreng

Line Lybecker; Historien om en dreng

Bagsidetekst:
"Hvordan indleder man overhovedet et forhold til en person af samme køn? Det var gået let nok med Julie fordi det ligesom naturligt lå i kortene at dreng plus pige er lig kærester. Men dreng plus dreng er et lidt andet regnestykke."

Thobias står ved en skillevej. Om et øjeblik er han atten, efter eksamen venter voksenlivet med uddannelse og forpligtelser, og hans kæreste, Julie, har kortlagt deres fremtid. Thobias er bare ikke sikker på noget af det. Da han på en tur med gutterne til live-rollespil møder David, begynder nye tanker og ideer at spire frem - for måske er det ikke alt her i livet der kan eller skal planlægges på forhånd.

Jeg kan godt lide Thobias udlægning af et forhold: dreng plus pige er lig kærester, men dreng plus dreng er lig problemer. For det må være svært at gå fra at være (semi)forelsket i en pige, til at blive stormende forelsket i dreng - og så endda en man ikke kan snakke om til andre, for hvordan vil gutterne reagere hvis de fik at vide at man er til fyre?

Historien fortæller sit klare sprog om at der stadig er unge der er homofobe - desværre. At ikke alle lige åbne omkring det at være homoseksuel, i Thobias' tilfælde, biseksuel. Det må være forfærdeligt at stå i den situation at skulle springe ud, og frygte for reaktionerne blandt ens nærmeste venner. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være.

Det er ikke den eneste problemstilling Thobias står overfor - for om lidt er han færdig med gymnasiet og skal ud i den virkelige verden. Hvad skal han lave? Skal han læse videre? Han ved det ikke og jeg tror at hans usikkerhed på fremtiden, er et udtryk for hans usikkerhed i forhold til sig selv. Jo bedre han lærer David at kende, jo mere begynder han også at hvile i sig selv og finde en indre ro, der nok skal føre til at han finder ud af hvad han vil.

"Historien om en dreng" er en virkelig skøn historie om at finde og lære at stole på sig selv og om at forelske sig. Det er en historie om venskab der spirer og om nogen der forgår. Det er en historie om liverollespil, middelalder festivaller og kampe - både dem inden i os selv, og dem på slagmarken.

Tak til forfatter og Calibat for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Calibat
Udgivet i: 2017
Antal sider: 227
5 ud af 5 stjerner

søndag den 2. juli 2017

Søndags sandheder #25: At stoppe mens legen er god

Søndags sandheder #25: At stoppe mens legen er god
I denne uge er vi halvvejs igennem året. Tænkt at der allerede er gået et halvt år. Når et nyt år starter synes jeg altid det virker fuldstændig uoverskueligt at nå igennem det. At skulle igennem 12 måneder. 52 uger. 365 dage. Men på en eller anden måde går tiden jo. Når jeg forsøger at stoppe op og nyde det, er der ofte gået længere tid end jeg regner med. Nu er der snart sommerferie. Jeg har snart fødselsdag og så er der kun fem måneder til jul.

26 uger er som sagt gået og jeg har delt en hel del sandheder med jer. Nogle meget personlige, nogle sjove og nogle fyldt med meninger. I starten af dette søndags-projekt tænkte jeg at det ville blive lidt sjovt og at jeg godt kunne holde det kørende. Det må jeg desværre indrømme at jeg ikke kan. Det er ikke fordi der ikke er flere ting jeg kunne fortælle jer, men jeg er efterhånden ved at være der, at jeg føler at sandhederne er forholdsvis ligegyldige eller noget som jeg egentlig ikke har lyst til at dele. Så jeg står lidt ved en skillevej. Jeg har dog besluttet mig. Dette bliver den sidste sandhed i denne omgang: at vide hvornår man skal stoppe - og det skal helst være mens legen stadig er god!

Det kan være svært at sige stop - især når det man skal stoppe med, er noget man hygger sig med og jeg har hygget mig rigtig meget med at skrive disse indlæg, tage billeder osv., men jeg må bare indse at jeg ikke føler jeg har tiden, overskuddet eller lysten til det mere. Jeg har så lidt tid for mig selv efterhånden at der er andre ting jeg prioriterer højere end at komme på sandheder at dele med jer. Jeg har haft et rimelig stresset forår, hvor der har været travlt på arbejde, travlt når jeg kom hjem hvor jeg både skulle holde hus og være mor, blogger og mig selv. Jeg har kæmpet med dårlig samvittighed på mange fronter - bloggen er en af dem - og nu vil jeg faktisk gerne stregen den af listen. Det er nok lidt ego, men det må man godt en gang i mellem.

Jeg vil stadig lave månedlige indlæg med mine tanker om livet som mor og hvis jeg kommer i tanke om noget eller oplever noget som jeg synes i skal vide, så skriver jeg det selvfølgelig. Måske kommer søndags sandheder igen, men for nu: tak fordi I har læst med! Jeg håber I har nydt det bare lidt og føler at I kender mig lidt bedre!