Nicole Boyle Rødtnes; Drageskjoldene [Anmeldereksemplar]

Nicole Boyle Rødtnes; Drageskjoldene (Magiens Alfabeter, #1) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
I landet Asindra bliver spædbørn ofret til dragens flammer...

Magiens hof tager imod de spædbørn, der overlever ilden, og oplærer dem som magikere.

Friyas nyfødte søster skal ofres, men Friya har allerede set for mange børn dø, og hun nægter at følge reglerne.

Azack er den dygtigste unge magiker i årtier. Alligevel bliver han fravalgt af Magiens hof. Azack vil gøre alt for at ændre sin skæbne, så han lægger en farlig plan.

Er Nicole tilbage?

Altså, ikke at hun har været væk fra at skrive, for det har hun bestemt, men det er længe siden hun har skrevet fantasy - og nu er hun tilbage med en fremragende fantasy fortælling.

Jeg har stor respekt for Nicole. Hun formår både at skrive letlæsnings-, børne- og ungdomsbøger. Både realisme, dystopier og fantasy. Hun spænder bredt og hun gør det hele rigtig godt.

Nu er hun tilbage i det magiske element igen og med "Magiens alfabeter" slår hun tonen an til endnu en storslået serie der bare bliver bedre og bedre for hver bog hun skriver. 

Nicole har vist tidligere - både med "Ilttyv" og "Rød og Blå" - at hun mestrer det at have flere fortællere og det har hun også i "Drageskjoldene". Jeg synes det giver rigtig god mening i den her fortælling fordi hovedpersonerne er to forskellige steder og fra to forskellige "samfundslag". Derfor får vi to meget forskellige synsvinkler på det samfund vi befinder os i.

Samtidig er det fedt at se at hun mestrer at skrive to meget forskellige personligheder frem. Hvor Friya vil gøre alt for sin familie - i hvert fald noget af det, er Azack mere "jeg er mig selv nærmest" og selvom han måske holder af sine venner, er det stadig ham selv der kommer i første række. 

Hele magisystemet med perlerne er godt fundet på. Det er nytænkende og gør historien interessant. Derudover glæder jeg mig til at studere dragerne nærmere og jeg håber vi får mere at se af dem i den næste bog.

Hvis du er til high fantasy - og dansk fantasy - så synes jeg bestemt ikke du skal snyde dig selv for denne perle. Tempoet er højt, worldbuildingen er i top og det er bare en fremragende bog.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Udgivet i: 2024
Antal sider: 432
6 ud af 6 stjerner

Rebecca Yarros; Onyx Storm

Rebecca Yarros; Onyx Storm (The Empyrean Series, #3)

Bagsidetekst:
After nearly eighteen months at Basgiath War College, Violet Sorrengail knows there’s no more time for lessons. No more time for uncertainty. Because the battle has truly begun, and with enemies closing in from outside their walls and within their ranks, it’s impossible to know who to trust.

Now Violet must journey beyond the failing Aretian wards to seek allies from unfamiliar lands to stand with Navarre. The trip will test every bit of her wit, luck, and strength, but she will do anything to save what she loves—her dragons, her family, her home, and him.

Even if it means keeping a secret so big, it could destroy everything. They need an army. They need power. They need magic. And they need the one thing only Violet can find—the truth. But a storm is coming...and not everyone can survive its wrath.

Okay, okay - først, "Onyx Storm" er ikke ligeså god som "Fourth Wing", men den er bedre end "Iron Flame" - hvis du spørger mig.

I "Iron Flame" var jeg ved at brække mig over miskommunikationen mellem Violet og Xaden og hele deres "jeg har hemmeligheder"-ting. Det var skrækkeligt. Det er der heldigvis skruet gevaldigt ned for i "Onyx Storm".

Og ikke fordi der ikke er hemmeligheder mellem Violet og Xaden - eller de andre for den sags skyld, for det er der. Det er ikke overdramatiseret. Til gengæld må jeg indrømme at jeg synes det var virkelig irriterende at Violet, hver kan hun så Xaden, skulle gøre opmærksom på hvor perfekt, lækker - indsæt selv flere tillægsord - han er. 

Det bliver bare for meget. Vi ved det godt. Xaden er lækker. Kom videre med handlingen.

Derudover er det ikke den skarpeste dialog der er beskrevet, og nogle steder er vi næsten nede på "Iron Flame"-niveau, men heldigvis er der et par drager og en Ridoc der kan tilføje nogle hårdslående comebacks så du griner højt. Det er faktisk lige før jeg elsker Ridoc mere i den her end jeg elsker Xaden og det siger ikke så lidt...

Der er i det hele taget meget jeg elsker den her bog for. Jeg elsker at den har et væsentligt hastigere tempo end "Iron Flame", alle kampene, dragerne, universet, ja, selv det at vi går udenfor kortet og skal "opdage" noget nyt. For universet dækker ikke kun "The Continent", men også en masse øer, der ikke nødvendigvis lever på samme måde som Violet og de andre er vant til. De møder nye stikke og står overfor svære prøvelser i jagten på de svar de søger. 

Jeg er vild med at der er mange kapløb, fx for at finde en kur til Xaden og for at finde Andarnas familie. Samtidig tikker uret før fjenden angriber med fuld styrke.

Sprogligt synes jeg den er væsentlig bedre end "Iron Flame", vi fornemmer meget mere hvor meget der er på spil. Ikke bare for Violet og Xaden, men bestemt også for de andre. Der er kælet for beskrivelserne af de nye steder vi oplever og det er med til at forme ens billede af universet. 

Lever bogen op til mine forventninger? Ja, det synes jeg faktisk den gør. Er jeg klar til at vente et år på næste bog? Overhovedet ikke. Slutningen er en voldsom cliffhanger - og en jeg slet ikke havde set komme. Jeg har SÅ mange spørgsmål. Er jeg klar til at nørde teorier? Det kan du tro!

Fakta:
Forlag: Piaktus
Udgivet i: 2025
Antal sider: 527
5 ud af 6 stjerner

Rachel Gillig; Two Twisted Crowns (The Shepherd King, #2)

Rachel Gillig; Two Twisted Crowns (The Shepherd King, #2)

Bagsidetekst:
In the dark, spellbinding sequel to One Dark Window, Elspeth must confront the weight of her actions as she and Ravyn embark on a perilous quest to save the kingdom—perfect for readers of Hannah Whitten's For the Wolf and Alexis Henderson's The Year of the Witching.

Gripped by a tyrant king and in the thrall of dark magic, the kingdom is in peril. Elspeth and Ravyn have gathered most of the twelve Providence Cards, but the last—and most important—one remains to be the Twin Alders. If they’re going to find the card before Solstice and set free the kingdom, they will need to journey through the dangerous mist-cloaked forest. The only one who can lead them through is the monster that shares Elspeth’s head: the Nightmare.

And he’s not eager to share any longer.

Jeg læste "One Dark Window" i juni, efter at have set den alle steder både på Instagram og TikTok og jeg fortrød bittert at jeg ikke havde købt to'eren med det samme, for jeg var da slet ikke klar til at skulle forlade det univers.

"The Shepherd King"-serien er en utrolig velskrevet og mørk fantasyhistorie om magiske kort, en mystisk tåge, en ondskabsfuld konge og kronprins og en næsten umulig kamp for at redde dem man holder af.

Hvor man kun hører fra Elspeth i første bind, får vi i "Two Twisted Crowns" historien fra flere personer. Både Ravyn og Elm får lov til at give deres besyv med og det gør at man får et meget bedre indblik i deres tanker og bevæggrunde. Samtidig får vi et indblik i de ting som kronprisen, Hauth, har udsat Elm og ikke mindst Ione for... og det er ikke småting!

Gennem en tilfangetagen Elspeth får vi også et bedre kendskab til hvorfor The Nightmare er blevet som han er og ikke mindst, hvem han var før og hvem han måske kan gå hen og blive...

Der er mange brikker der skal lægges, men jeg synes virkelig at forfatteren gør et glimrende stykke arbejde, med at holde niveauet fra den første bog. Jeg strøg igennem den langt hurtigere end jeg troede og jeg var virkelig opslugt. 

Jeg er stadig ret vild med præmissen om at det er kortene og "feberen" der afgør om du har magiske kræfter og at kortene tager noget fra den der anvender kortet, hver gang kortet bruges. Intet er gratis - slet ikke magi. Det er en ret fascinerende tanke - for det gør også at man må gøre op med sig selv, hvor langt man vil gå. 

Selvom det er en dark romantasy, er der ikke så meget romance i den her - men spændingerne ligger hele tiden under overfladen og simrer og der er tidspunkter hvor det er ved at koge over.

Jeg kan godt forstå at den har fået så meget hype og rosende ord med på vejen. Det er virkelig en god serie, som både fanger, fascinerer, forvirrer, frastøder og fortryller læseren. Jeg er klar på at læse mere fra forfatterens hånd - jeg tror ikke at det kan skuffe!

Fakta:
Forlag: Orbit
Udgivet i: 2023
Antal sider: 430
6 ud af 6 stjerner

Angie Thomas; Nic Blake og de Usædvanlige - Mesterprofetien [Anmeldereksemplar]

Angie Thomas; Nic Blake og de Usædvanlige - Mesterprofetien [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Det er ikke nemt at være 12-årige Usædvanlig i en Sædvanlig verden. Ja okay, det er da sejt nok at få en helvedeshund i fødselsdagsgave – til gengæld er det ret så irriterende, at man ikke må bruge sine magiske evner, når man selv synes, man er gammel nok.

Nic Blake vil bare være en stærk Mester ligesom sin far. Men før hun kan nå at overtale ham til at lære hende at bruge Gaven, bliver hendes far anholdt, og Nic og hendes to venner bliver kastet ud i en vild jagt på et farligt magisk våben, hun aldrig har hørt om.

Rygterne svirrer, og tiden er ved at løbe ud. Men er det virkelig Nics far, der har stjålet det våben? Og hvem er det egentlig, den mystiske Mesterprofeti handler om?

Angie Thomas har tidligere skrevet ungdomsbøger - jeg var vild med "The Hate U Give", og nu er hun tilbage med en ny bog. Denne gang i helt anden genre og for en helt anden målgruppe.

Tænk på en herlig blanding af Harry Potter, ”De ualmindelige” og ”Percy Jackson” – så har du mere eller mindre historien om Nic Blake.

Der er mange paralleller til andre bøger, men alligevel får Angie Thomas at gøre historien om Nic Blake til sin egen. Det gør ikke noget at finde inspiration, hvis bare man kan sætte sit eget præg på historien og det synes jeg bestemt at Thomas gør.

Historien om Nic Blake er både underholdende, spændende og velskrevet. Der er en tilpas mængde drama deri, uden at det bliver for meget eller for tamt. Der er flere overraskelser undervejs – og uden at afsløre for meget, kan jeg godt sige at den slutter med en cliffhanger, så man har bare lyst til at snuppe næste bog og læse videre.

Jeg kan rigtig godt lide humoren i bogen og ikke mindst den usikkerhed Nic har. Selvom hun prøver at være sej udadtil, tvivler hun på sig selv, sit venskab med JP og om JP bedre kan lide Alex end hende. I og med at Nic har levet en beskyttet tilværelse med sin far, er der en hel del ting som hun ikke ved – som måske burde have været fortalt.

Samtidig er det en skøn historie med mange metalag og en historie indeni en historie der også har stor betydning for både Nic og hendes må at løse de prøvelser hun bliver stillet på.

Det er en fin mellemtrinshistorie og er man omkring de 10 år og ikke er kommet i gang med Harry Potter – eller holder pause indtil man er lidt ældre - kan man roligt kaste sig over den her. Der er masser af magi, magiske væsner (læs: sej drage og cute helvedeshund), action og selvfølgelig en alt for stram deadline og alt for mange valg der skal træffes.

Jeg er klar til mere og jeg glæder mig til at se hvad Nic skal stå overfor næste gang.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: Nic Blake and the Remarkables: The Manifestor Prophecy
På dansk ved: Charlotte A. E. Glahn
Udgivet i: 2023 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 370
5 ud af 6 stjerner

Rebecca Yarros; Iron Flame

Rebecca Yarros; Iron flame

Bagsidetekst:
”The first year is when some of us lose our lives. The second year is when the rest of us lose our humanity.” – Xaden Riorson

Everyone expected Violet Sorrengail to die during her first year at Basgiath War College—Violet included. But Threshing was only the first impossible test meant to weed out the weak-willed, the unworthy, and the unlucky.

Now the real training begins, and Violet’s already wondering how she’ll get through. It’s not just that it’s grueling and maliciously brutal, or even that it’s designed to stretch the riders’ capacity for pain beyond endurance. It’s the new vice commandant, who’s made it his personal mission to teach Violet exactly how powerless she is–unless she betrays the man she loves.

Although Violet’s body might be weaker and frailer than everyone else’s, she still has her wits—and a will of iron. And leadership is forgetting the most important lesson Basgiath has taught her: Dragon riders make their own rules.

But a determination to survive won’t be enough this year.

Because Violet knows the real secret hidden for centuries at Basgiath War College—and nothing, not even dragon fire, may be enough to save them in the end.

Jeg havde besluttet at min ferie skulle gå med at læse ”Iron Flame” – jeg har også lavet mange andre ting, men læsning har været et af mine fokuspunkter. Og netop ”Iron Flame”, fordi jeg ville have tid, overskud og ro til at nyde bogen. Til at bruge tid på at sætte tabs ind og ja, bare nyde fortællingen.

Jeg er godt klar over at ”Iron Flame” har delt vandene. Der var mange der elskede ”Fourth Wing” – mig selv inklusiv, men jeg har lidt fornemmelsen af at enten så elsker man ”Iron Flame” eller også gør man ikke.

Det kritikerne siger, er bl.a. at historien er for langtrukken. At hele dramaet omkring at sige sandheden mellem Violet og Xaden bliver for meget. Der er ikke nok aktion og de personer man holdt af i ”Fourth Wing” er ikke ligeså gode i ”Iron Flame”. Og så videre.

Når man har læst fx Sarah J. Maas, Jennifer Armentrout eller sågar Pierce Brown, så ved man at worldbuilding er vigtig. ”Crescent City” af SJM får også hug for at være for langtrukken og ja, ligefrem kedelig i sin introduktion til universet. Men jeg elsker det. Jeg føler på ingen måde at det er langtrukket, tværtimod. For mange af informationerne, er vigtig senere hen i historien.

Derfor synes jeg ikke ”Iron Flame” er langtrukken. Nok nærmere tværtimod. Der er virkelig mange små hints og ledetråde der giver mening senere hen. Jeg sad med flere ideer til hvad der kunne ske undervejs, men ikke meget af det holdt stik. Samtidig synes jeg at Rebecca Yarros skriver virkelig godt. Det hele står levende foran mig og jeg kan se scenarierne for mit indre øje meget tydeligt.

Jeg vil dog sige at der var lige et par steder til sidst hvor jeg blev lidt træt af Violet og Xadens konstante skænderier om at holde ting skjult for hinanden. For de gør det begge to, for at beskytte hinanden. De ville nok få mere ud af deres beskyttelse hvis de vidste alting, men det er nok bare mig. Men indtil da, så gjorde det mig ikke noget.

Det viste mig derimod at, både Violet og Xaden ikke er perfekte. At de har ting de skal kæmpe med og blive bedre til, før de kan få det forhold som de gerne vil have: et der varer resten af deres liv. Det viser mig at de er villige – om end ikke så gode – til at arbejde med dem selv. Men ja, der er enkelte steder hvor det bliver lidt for meget.

Så er der spørgsmålet om aktion – både i og udenfor soveværelset … Og selvom vi skal vente ret længe på det første hede øjeblik, så synes jeg ikke at der er for få af dem. Det er trods alt en helt anden situation end i ”Fourth Wing”, hvor de ikke længere går på samme skole, og der er mange der forsøger at holde dem fra hinanden.

Jeg synes også nok at der er kampscener og aktion, måske mest i sidste halvdel af bogen, men det er der.

Dragerne er et kapitel helt for sig. Jeg elsker virker Tairn og Andarna. Deres ping-pong og humor er virkelig noget af det der letter stemningen i bogen. De mange overlegne kommentarer fra Tairn er spot on. Samtidig er deres loyalitet overfor Violet virkelig rørende og selvom de ender i mange livstruende situationer, beskytter de hinanden med alt hvad de har.

Det er lidt en tom følelse jeg sidder tilbage med. ”Fourth Wing” slog benene væk under mig og jeg synes virkelig det er en helt igennem fantastisk bog. Den er også lige en my bedre end ”Iron Flame”.

Men selvom jeg kan godt kan nikke genkendende til det kritikerne siger, så vil jeg bare sige at jeg elsker bogen alligevel. Med fejl og mangler. Det er en virkelig fremragende historie. Jeg elsker personerne, dragerne, handlingen og skrivestilen.

Og nu kan jeg så vente til december på næste bog … suk …

Fakta:
Forlag: Red Tower Books
Udgivet i: 2023
Antal sider: 623
6 ud af 6 stjerner

Cecilie Maintz Thorsen & Heidi Nat Holmeå; Ude af kurs (Wayfinders, #1) [Anmeldereksemplar]

Cecilie Maintz Thorsen & Heidi Nat Holmeå; Ude af kurs (Wayfinders, #1) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Lani, Sally og Hr. Malakait aner ikke, at deres liv er få øjeblikke fra at smelte sammen. Om bord på et af de fredsskibe, der skal sikre, at den store krig ikke bryder ud igen, har de hver deres grund til at krydse verdenshavet.

Men skæbnen kan ingen undslippe, og skæbnen har valgt, at de tre skal være heltene i denne magiske historie.

Da jeg først læste den her, i april 2022, var jeg ret begejstret. Jeg havde set den på Instagram og lånt den på biblioteket – dengang på engelsk – og jeg var fascineret af historien og ikke mindst de utrolig stemningsfulde illustrationer.

Det lidt pudsige er at forfatterne/illustratorerne er danske, men har valgt at udgive den på engelsk først og så på dansk. Nok fordi den er udkommet som webtoon først, men ja, lidt pudsigt.

Nu er ”Ude af kurs” eller ”Off Course”, som den hedder på engelsk, så ude på dansk og jeg må sige, at selvom formatet er en smule mindre, så er historien stadig ligeså storslået og smuk som før. Faktisk tror jeg at jeg forstod den endnu bedre nu, end da jeg læste den på engelsk. Selvom der stadig er ting der er forvirrende, men forhåbentlig kastes der lys på det i de kommende bøger (for der kommer vel flere, ikke?)

Historien om de tre meget forskellige Lani, Sally og Hr. Malakait, der bliver bundet sammen gennem et magisk kompas, er interessant og fyldt med dilemmaer. Hvor langt skal man gå for egen vinding skyld? Skal man efterlade det svageste led? Hvor rummelig skal man være? Kan man være loyal overfor nogen man kun lige har mødt og i virkeligheden ikke aner noget som helst om?

Som læser guides man igennem historien – med et par kække sidebemærkninger hist og her (hvilket jeg normalt synes er virkelig irriterende, men her gjorde det ikke noget). Vi bliver en smule klogere på personerne, deres tanker og hvorfor de er med ombord på skibet, men jeg håber at der kommer mere kød på senere hen.

Sally, pigen der er syet sammen af flere dele og kan underlig magi, er virkelig herlig og har en skøn tilgang til tingene, mens Hr. Malakait er mere tilbagetrukken og forsigtig med hvad han både siger og gør. Lani har også magi og forsøger at hjælpe så godt hun kan. De er et underligt trekløver, men jeg spår at de nok skal finde ud af det … forhåbentligt.

Illustrationerne er fulde af detaljer, fulde af liv og fulde af fantasi. Jeg er vild med dem og de giver virkelig deres helt eget feel til tegneserien.

Læs den på dansk – eller engelsk, men i hvert fald, læs den.

Tak til forfatterne for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Cobolt
Original titel: Wayfinders: Off Course
Udgivet i: 2021 (på engelsk) og 2023 (på dansk)
Antal sider: 208
5 ud af 6 stjerner

Pernille Neergård; Afslutningen [Anmeldereksemplar]

Pernille Neergård; Afslutningen (Verdensherrerne, #4)

Bagsidetekst:
Verdenskrigen er brudt ud. Alexander og Anna tvinges til at begrave stridsøksen, da truslen fra Killian rykker tættere på. Nye venskaber og alliancer opstår på tværs af verdensgrænserne, men da et uventet forræderi slår dybe skår i alliancen, bringes ny viden om, præcis hvad der skete med Annas familie, frem i lyset.

Vil det endelig lykkes Alexander, Anna og deres venner at samle verdnerne og vinde Verdenskrigen?

Eller må de bøje sig i støvet for en Verdensherre fra Alamantia?

Der er bøger man glæder sig til at begynde på, og så er der bøger man frygter at begynde på. Det her er lidt begge dele – og jo, sådanne bøger findes også.

Pernille Neergård har skabt en helt fantastisk serie, med et univers der bare bliver ved med at vokse. Med et persongalleri man både elsker og hader. Med en masse stærke stemmer og venskaber der opstår og forgår. Med en handling der er så hæsblæsende at man skal holde tungen lige i munden rigtig mange gange undervejs.

I det hele taget er det en storslået serie og derfor var det også med en vis nervøsitet at jeg gik i gang med fjerde og sidste bind i serien. For kunne den leve op til de andre? Hvordan ville det hele slutte? Kunne Pernille slå sløjfe på alle trådene?

Svaret er ja, det kunne hun godt. ”Afslutningen” er virkelig en værdig afslutning på dette episke værk.

Den er velskrevet, spændende og medrivende. Den formår at fastholde læseren, samtidig med at man lige må stoppe og trække vejret undervejs, pga. det høje tempo og de mange personer og handlinger der skal holdes styr på. Hvilket, for at være ærlig, kan være lidt forvirrende. Jeg måtte også lige bruge lidt tid på at komme tilbage i universet og hvad der var sket i de forrige bøger, men så snart tonen er fundet, spiller musikken smukt.

Jeg vil ikke komme så meget ind på handlingen, for den forklarer bagsideteksten egentlig rigtig godt – og jeg vil nødig spoile nogen der endnu ikke har læst serien, eller kun har læst den første.

Der er egentlig heller ikke så meget at sige andet end: læs ”Verdensherrerne”! Det er dansk fantasy i utrolig høj klasse.

Tak for historien, Pernille – jeg håber du skriver mere! Du ved i hvert fald godt hvilken historie jeg gerne vil læse …

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: DreamLitt
Udgivet i: 2023
Antal sider: 416
6 ud af 6 stjerner

Josefine Ottesen; Drømmemesteren, Del 1 og 2

Josefine Ottesen; Drømmemesteren, Del 1 og 2

Bagsidetekst:
Tuva fra Højlandet drømmer om en forfærdelig katastrofe, der vil ramme landet langs den store flod. Drømmen er en advarsel fra guderne, siger hendes bedstefar. De er vrede over menneskenes hæmningsløse udnyttelse af naturen. Tuva bliver nødt til at drage ned til den store by ved flodmundingen for at skaffe sig adgang til Drømmemesteren og fortælle ham om drømmen. Men hvordan skal en rensdyrhyrde fra Højlandet trænge igennem til magtens grådige cirkler i en by, der har glemt alt om den gamle pagt mellem guder og mennesker?

Når man er Danmarks ukronede fantasydronning og har 40-års forfatterjubilæum, så skal det fejres med maner. Og hvilken bedre måde at gøre det på, end ved at selvudgive en virkelig flot, gennemført og spændende bog? Eller bøger, for der er nemlig to.

Man kunne være med til at støtte udgivelsen ved hjælp af en crowdfunding og det gjorde jeg – for selvom jeg faktisk aldrig har læst noget af Josefine, så kender jeg til hende og har hørt mange andre rose hendes bøger. I forbindelse med udgivelsen, kom Josefine endda også et smut til Aalborg og besøgte biblioteket hvor hun fortalte om ”Drømmemesteren”, om tankerne bag og hvordan hun skrev bøger. Der var også spørgsmål fra de andre gæster og det var i det hele taget en hyggelig aften.

Den aften fik jeg mine eksemplarer af bøgerne med hjem – og de er i sandhed smukke. Der er kælet for både det ydre og det indre med guldprint, genbrugspapir og et flot persongalleri bagerst i bøgerne.

Historien er high fantasy med en stærk heltinde, der skal gå grueligt meget igennem. Der er magi, drama og politiske intriger. Der er korrupte magtindehavere, slaver der vil gøre oprør og mange forskellige dagsordener der skal holdes styr på. Og netop det med at holde styr på, er måske den eneste anke jeg har.

Der er rigtig mange personer at holde styr på og en gang i mellem bliver det en smule rodet og lidt langhåret. Selvom Josefine selv siger at den er for 12- til 100-årige læsere, skal man være en ret stærk læser for både at følge med i historien og få det hele ud af den.

Hvis man ser bort fra det, er det en virkelig storslået historie og jeg er glad for at mit første møde med Josefine blev den her.

”Vi kan ødelægge i vrede, men kun bygge op med håb.”

Fakta:
Forlag: Selvudgivet
Udgivet i: 2023
Antal sider: Del 1: 333 og Del 2: 393
5 ud af 6 stjerner

Adam Silvera; Evighedsdøden [Anmeldereksemplar]

Adam Silvera; Evighedsdøden [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Den ene bror ønsker at ende krigen. Den anden bror ønsker at vinde krigen.

Det er lykkedes brødrene Emil og Brighton at besejre Blodstøberne med livet i behold. Tror de. Brighton har drukket den sidste dråbe Høsteblod, og det burde gøre ham uovervindelig. Men i stedet er giften ved at slå ham ihjel.

I Emils jagt på den modgift, som vil kunne redde hans bror, får han mere end nogensinde brug for Spell Walkernes hjælp. Men Spell Walkerne er dybt splittede, og sammenholdet er truet.

Efterhånden går det op for Emil, at han måske har kæmpet mod den forkerte fjende hele tiden.

Endelig! Endelig blev jeg færdig!

Nu har jeg også kun været fire måneder om at få den her læst. Det var bestemt ikke min mening at der skulle gå så lang tid, men jeg kunne desværre slet ikke med historien. Jeg synes ellers at ”Evighedssønnen” var rigtig god.

Det er urban fantasy – med både drager, magi og politik. Alt sammen i en stor blanding om magt, håb og frihed. Det burde være rigtig godt – og det var første bog også. Desværre synes jeg virkelig at bog to er langsom og faktisk ret kedelig. Indtil vi når den sidste fjerdedel, men det er for langt henne i bogen. Nu er jeg en stædig læser, men der er nok andre der ville give op undervejs.

Der er rigtig meget snak frem og tilbage. Parlementeren frem og tilbage. Først skal de det, så ikke alligevel. Så vil de det, så ikke alligevel.  Så går den plan i vasken, det gør den næste også og den næste … Det bliver for langtrukkent. Alt for langtrukkent.

Derudover irriterer flere af personerne mig. Både Emil og Brighton, men også de andre Spell Walkeres. Emil og Brighton har deres egne kamp – både med dem selv og hinanden, og det er ikke engang sikkert at de ser hinanden som brødre når bogen er slut. Så er det bare lidt irriterende at have brugt rigtig lang tid på at opbygge forholdsvis gode relationer til dem, for så bare at få dem ødelagt. Nu håber jeg ikke at jeg siger for meget …

Samtidig synes jeg at sproget er for kluntet. Der er alt for mange lange passager der ikke rigtig fører til noget – eller som er nødvendige. Flere steder kunne det i hvert fald godt være skrevet kortere.

Jeg synes virkelig det er ærgerligt at den ikke lever op til mine forventninger. Jeg ville virkelig gerne kunne lide den, men ak. Jeg er dog ikke parat til at opgive serien, så håber at næste bind bliver bedre.

Jeg giver ikke op. Både fordi jeg er stædig, men også fordi jeg – trods denne ikke så gode læseoplevelse – er nysgerrig efter at se hvad der sker. Hvad ender det med? Det kan virkelig gå begge veje, og det er interessant.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Original titel: Infinity Reaper
På dansk ved: Tina Sakura
Udgivet i: 2021 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 474
3 ud af 6 stjerner 

Olivie Blake; Atlas Six - Initiativet [Anmeldereksemplar]

Olivie Blake; Atlas Six - Initiativet [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Det Alexandrinske Selskab er en berygtet, ældgammel orden af verdens mest magtfulde magikere, der har svoret at beskytte antikke hemmeligheder. Hvert tiende år rekrutteres seks potentielle medlemmer, men kun fem vil få optag, mens én vil blive elimineret. De seks udvalgte må kæmpe for adgangen til kostbar viden – og samtidig forsøge at undgå et blodbad.

”Altas Six – Initiativet” er første forrygende bind i Olivie Blakes stort anlagte trilogi som seks elitemaikere, som træder ind i en verden af hemmeligheder, hvor forræderi, forførelse, magt og uovertruffen magi lurer overtalt.

Holder hypen om ”Atlas Six”? Hvis du spørger mig, så ja!

Jeg vidste faktisk ikke helt hvad jeg gik ind til, da jeg begyndte på den her. Ikke andet end den har været overalt i mit TikTok-feed og at det var en ordentlig moppedreng.

Hvis du forventer en hæsblæsende fantasyfortælling, med masser af action, må jeg nok skuffe dig. Det er langt mere en fortælling om hvordan mennesker agerer, tænker og handler når de sættes under pres, end det er en historie om magi.

Jovist, der er et ret avanceret magisystem – som jeg håber at jeg bliver klogere på i næste bind. Der er forskellige typer af magikere, dem der kan kontrollere de fysiske love, dem der kan noget med natur og tankelæsere og manipulatorer. Kort sagt, der er enhver slags magi. Men magien kommer ikke gratis og alle de udvalgte har deres egne problemer at slås med.

Hver person skiftes til at fortælle og jo længere ind i historien vi kommer, jo mere kendskab får vi til dem og deres bevæggrunden for at have takket ja til invitationen om at blive medlem af ”Det Alexandrinske Selskab”. En gruppe højtstående magikere der beskytter antikkens hemmeligheder.

Men jo dybere ind i historien vi kommer, jo flere hemmeligheder og mørke sider kommer der frem. Hvor langt er de seks personer villige til at gå for både at overleve, men også blive en del af selskabet? For der er kun plads til fem af dem.

Udover at være utrolig velskrevet, er der kælet ved rigtig mange detaljer og jo flere sider man læser, jo mindre har man lyst til at bogen slutter. Krydret med flotte hel sides sort/hvid illustrationer til hvert kapitel og en utrolig smuk forside, er det bare en bog der indbyder til læsning.

Jeg glæder mig til at læse videre i serien – jeg kan afsløre at jeg har høje forventninger!

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Original titel: The Atlas Six
På dansk ved: Sarah Feddersen Thomsen
Udgivet i: 2022 på engelsk og dansk
Antal sider: 521
6 ud af 6 stjerner

Aisling Fowler; Ildfødt - Twelve og sneskoven [Uopfordret anmeldereksemplar]

Aisling Fowler; Ildfødt - Twelve og sneskoven [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Twelve har aflagt troskabseden og er blevet jægerlærling. Hun har afgivet sit navn til gengæld for at lære den ædle kunst at besejre uhyrer, men det er ikke nemt at falde til i jægerlejren, når man selv bærer på hemmeligheder.

Da lejren bliver invaderet, og en ung pige bortføres, drager Twelve ud for at finde hende. Twelve befinder sig pludselig på en farefuld færd, der vil ændre hendes liv – og hele verden.

Den her bog har en snert af storhed i sig - det kunne blive rigtig, rigtig godt!

Ikke alene er jeg helt forelsket i forsiden, for se lige - den emmer da bare fantasy, action og magi, men selve historien har virkelig mange detaljer og facetter.

Twelve er i lære som jægerlærlig - men selvom hun er den bedste til at slås, er hun den værste til at få venner. Hun gemmer nemlig på en skrækkelig hemmelighed og et ønske om hævn. Da Twelve sætter sig for at finde en forsvunden elev, må hun sætte sine egne behov på pause og ud på en farefuld mission - som selvfølgelig kræver alliancer, tillid og en god del held.

Det er ikke kun en historie om at se ens værste frygt i øjnene, men også en historie om at man ikke kan skære alle over samme kam. Selvom Twelve nærer et indædt had til skovklanen, er det måske ikke alle fra den klan der er lige slemme? Kan hun blive venner med sin fjende?

Samtidig er det historien om at det ikke altid er de stærkeste der vinder. De snu og kloge kan også noget – især når man danner alliancer. Det er også historien om venskaber og noget mere – for kan man være venner, hvis den ene part føler mere end den anden?

”Ildfødt” er en fabelagtig første del i en serie, jeg spår en stor fremtid. Der er kun lige skrabet i overfladen og jeg forventer endnu mere action, mere magi og flere slag i de næste bind.

Tak til forlaget for uopfordret anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Straarup & Co.
Original titel: Fireborn – Twelve
På dansk ved: Mette Stepnicka
Udgivet i: 2021 (på engelsk) og 2022 (på dansk)
Antal sider: 370
6 ud af 6 stjerner

Mads Schack-Lindhardt; Kalanthas hjerte [Anmeldereksemplar]

Mads Schack-Lindhardt; Kalanthas hjerte (Stjernekrønikerne, #6) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Ulva mærker livet rinde ud og vækker et urgammelt ritual til live.

Sammen med en gammel fjende tvinges Sebastian til at undergå en test, der kan besegle Tir-Nâzrals fremtid. Tør han skubbe gammelt nag til side og stole på en, der før har forrådt ham, når det gælder det majestætiske træs overlevelse?

Samtidig er forholdet til De Unavngivne nået til punkt, hvor et opgør er uundgåeligt. Men hvad kan Sebastian gøre alene mod de maskerede ledere af portalernes verden?

Vil Tir-Nâzral lide samme skæbne som Naesala, sin skabelsesverden, og bukke under i kampen mellem Evendale og Tazkaran?

Sidste bind i Mads’ storslåede historie om Sebastian og Storm (trist emoji) og hvilket bind!

Jeg føler jeg har været med helt fra den spæde start af denne historie. Jeg har stadig den første bog i den gamle udgave, fra Mellemgaard og med en anden forside. Jeg var så heldig at få lov til at være betalæser på bog to og tre og har læst alle bøgerne med stor fornøjelse.

Derfor var det også ambivalent at gå i gang med sidste bog. For kunne den leve op til mine forventninger? Og hvordan ville Mads få bundet knude på alle de tråde han har spundet i gennem de foregående fem bøger?

Lad mig lige slå fast: det er en virkelig god bog! Som i virkelig god.

Noget af det jeg elsker mest ved denne serie er humoren og Sebastians forhold til hans medkarakterer – især Storm. Godt nok bliver der mindre humor jo længere ind i serien vi er kommet, men den er der stadig og er med til at lette en, til tider ret dyster stemning.

Derudover er jeg virkelig fascineret af Mads’ måde at skrive en historie på. Iderigdommen og world building er helt i top. Han formår, selv med en kompliceret historie, at skabe et godt flow og en historie der er svær at slippe.

I dette sidste bind må Sebastian og Storm ud på den sidste prøve fra Ulva. En prøve som mange før ham har været igennem – men som ingen har klaret. Igen bliver Sebastian presset til det yderste og nu er det hele Tir-Nâzral der afhænger af ham – og en fjende, som han nu skal lære at stole på.

Jeg synes Mads får slået knude på de mange tråde på en rigtig god måde. Det er en stor historie at holde styr på, men Mads gør det rigtig godt … og så vil jeg ikke snakke yderligere om slutningen … (!!!)

”Stjernekrønikerne” er dansk fantasy i absolut topklasse. Jeg er stor fan – og selvom Mads har sagt at han ikke vil skrive mere, så håber jeg at han skifter mening!

Tak til Mads for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: DreamLitt
Udgivet i: 2022
Antal sider: 445
6 ud af 6 stjerner

A. F. Steadman; Skandar og enhjørningetyven [Uopfordret anmeldereksempar]

A. F. Steadman; Skandar og enhjørningetyven [Uopfordret anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Bagsidetekst:
Skandar Smight har altid drømt om at blive enhjørningerytter: en af de udvalgte, som får lov at tage ud til Øen, udklække en enhjørning, forbindes med den for livet, træne med den og måske en dag vinde den prestigefulde Kaos Cup.

Hans drøm er netop ved at gå i opfyldelse, da en uhyggelig og mystisk fjende stjæler Øens stærkeste enhjørning og lader til at have onde hensiger med den. Mens truslen kommer nærmere, opdager Skandar en hemmelighed, som kan smadre hans verden for evigt …

En slags Percy Jackson med enhjørninger, gammel magi og kampen mod det onde – sådan kan man godt beskrive ”Skandar og enhjørningetyven”.

Jeg er stor fan af bl.a. Percy Jackson-bøgerne, og derfor er det lidt trist at læse en bog, der minder så meget om Percy og er så meget dårligere. Ej, så dårlig er historien om Skandar ikke, men jeg synes inspirationen fra både Percy Jackson og Harry Potter er alt for åbenlys.

Lad mig forklare: Vi har en hovedperson der drømmer om at blive enhjørningerytter. Han må ikke tage den prøve der skal til for at blive det, men samme aften bliver han hentet af en mystisk person, der tager ham med til Øen, hvor han deltager i prøven alligevel. Her får han mystiske, gamle og forbudte magiske kræfter, en enhjørning med en forbudt blis i panden og en gruppe venner, der nok er mærkelige, men loyale. Rundt om dem sker der mærkelige ting og sager og snart skal de i kamp mod ondskaben der truer med at ødelægge alting.

Så, magiske kræfter, mytiske væsner, en storslået ondskab, venskaber udover det sædvanelige og dårlig humor. Lyder det bekendt? Altså bortset fra at humoren i fx Percy Jackson, er genial!

Jeg læste en anden anmeldelse af den, og her stod der at det var virkelig irriterende at hver gang der skete noget spændende, var Skandar og vennerne, langt væk og kunne kun se røgen – det var først til sidst at der rent faktisk skete noget. Det kan jeg godt følge. Det føles lidt som om at Skandar står på sidelinjen en god del af tiden. Udover at han skal skjule sine kræfter, skal han samtidig gå i skole og lære at mestre de andre grene af magien.

Et langt stykke hen af vejen kan jeg faktisk rigtig godt lide historien. Universet er interessant, hele ideen med at enhjørninger ikke er søde væsner, men derimod blodtørstige og med en jernhård vilje, er spændende og grenene af magi, som skal læres, er også god. Personerne irriterer mig bare. Humoren irriterer mig. At jeg kan se for meget af andre bøger i den, irriterer mig. Måske er det bare mig?

Bogen kan bruges til dem der endnu ikke er store nok til Harry Potter, men gerne vil læse om magi, venskab og kampen mod det onde. Jeg har dog ikke afskrevet den endnu og vil gerne læse videre – der bliver nemlig lagt op til en kamp af de helt store! Så håber jeg bare at Skandar får lov til at være med. 

Tak til Gyldendal for det uopfordrede anmeldereksemplar.

Fakta: 
Forlag: Gyldendal
Original titel: Skandar and the Unicorn Thief
På dansk ved: Elisabeth Kiertzner
Udgivet i: 2022 (på engelsk og på dansk)
Antal sider: 410
4 ud af 6 stjerner

Ross Mackenzie; Det evige mørke [Anmeldereksemplar]

Ross Mackenzie; Det evige mørke (Evernight, #1) [Anmeldereksemplar fra Bolden]

Bagsidektekst:
Det Evige Mørke er sluppet fri …

Så langt tilbage forældreløse Larabelle Fox kan huske, har hun overlevet ved at gå på skattejagt i kloakkerne. I byen, hvor de følelseskolde, hvide hekse marcherer gennem gaderne, og angsten for mirakelmagernes magi ligger tungt over beboerne, holder Lara sig under radaren. Men da hun falder over en mystisk, lille æske nede i kanalerne under byen, bliver hun slynget ind i en verden af vild magi.

Og hun står med ét over for eventyr, dødbringende farer – og manden uden skygge.

Hold nu op - den er bog altså. Jeg var slet ikke klar til den rustjebanetur den var at læse. Jeg var fuldstændig opslugt af historien og ikke mindst det fede univers som forfatteren har bygget op. 

Jeg har læst rigtig meget fantasy (doh!) og jeg elsker når jeg læser noget, som ikke ligner noget jeg har læst før. "Det evige mørke" er sat i et dystert og mørkt univers, hvor De Hvide Hekse er nogle lede nogen, mirakelmagerne er nogen man frygter og dem der ingen penge har, må lede efter rester fra de riges bord i kloakkerne - i frygt for bander og hvad der ellers findes dernede. 

Lara falder en dag over en æske - og dette fund bliver startskuddet på en vild rejse, som hun nok på ingen måde havde forestillet sig at hun skulle ud på. Ikke alene bliver hun klogere på sin egen fortid og familie, hun indser at magi ikke nødvendigvis er så slemt, som det bliver fremlagt for befolkningen og at der er visse ting der er værd at tage kampen op for. 

Selvom historien er mørk, er der lyspunkter. Jeg synes samspillet med Lara, hendes bedsteven Joe Littlefoot og Dobbelt Otte er troværdigt og bringer lidt varme ind i den ellers dystre historie. De tre hører til de gode i bogen, mens de onde er rigtig onde og ikke skyr nogen midler for at nå det de gerne vil. 

Det er en utrolig velskrevet og spændende historie. Det er en historie med venskab, mod og loyalitet i højsædet. Kampen mellem det gode og det onde. Den er fyldt med eventyrlige finurligheder og magi. Hvis man har læst "De Ualmindelige" kan man sagtens kaste sig over "Det evige mørke" - jeg glæder mig i hvert meget til at læse videre i serien. 

Tak til Forlaget Bolden for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Bolden
Original titel: Evernight
På dansk ved: Louise Urth Olsen
Udgivet i: 2020 (på engelsk) og 2021 (på dansk)
Antal sider: 335
6 ud af 6 stjerner

Carsten Bossen; Dødedans [Anmeldereksemplar]

Carsten Bossen; Dødedans (Vogternes fald, #1) [Anmeldereksemplar fra Krabat]

Bagsidetekst:
Den erfarne dødedanser Raya har lagt sin tid i Alliancens stærkeste eliteenhed, Kandraen, bag sig, men da hendes gamle soldaterkammerater, det godmodige muskelbundt Lynch, opsøger hende forflugt af ansigtsløse, uhyggelige mænd, tvinges de to ud på en farefuld færd for at finde svar. Hvem er den mystiske troldkvinde, der ledte Kandraen i et blodigt baghold og lader til at kunne kontrollere de ansigtsløse uden et ord? Og kan Raya blive ved med at undslippe sin fortid, som drev hende bort fra hæren i første omgang?

”Dødedans” er første bind i trilogien ”Vogternes Fald” og jeg kan vel bedst beskrive det som en dansk udgave af ”En konges vej” af Brandon Sanderson, selvom ”Dødedans” er helt sin egen. Jeg drager udelukkende den parallel fordi der er kælet utrolig meget for detaljer og finurlige fortællevirkemidler. Vi møder mange forskellige personer og de får lov til at give deres besyv med til hovedhistorien, hvilket giver en utrolig dybde.

Nogle gange kan for mange detaljer godt give en tung og langsommelig læsning, men det er ikke tilfældet her, selvom det tager lidt tid at få handlingen løbet ordentligt i gang. Vi skal lige have persongalleriet på plads og kridtet banen op, men da jeg først var kommet i gang, blev jeg også fanget. Samspillet mellem Raya, Lynch, Aein og Hannah er virkelig godt – og trods deres uenigheder, fremstår de som en stærk enhed.

Persongalleriet er godt sammensat og hver karakter indeholder forskellige styrker og svagheder. Der er ingen af dem der er perfekte og de har alle hemmeligheder de værner om – og vi har endnu ikke fået afsløret dem alle sammen. De føles troværdige og det var med til at gøre mig investeret i historien.

”Dødedans” er high fantasy og efter min mening, high fantasy når det er bedst. Der foreligger et helstøbt univers med egen mytologi, guder og regler for magi. Samfundet er veldefineret og de forskellige folkefærd har deres egne karakteristika. Korrupte kaptajner og kujonagtige konger der vil gøre alt for at redde dem selv, findes også og de største krigere er ikke nødvendigvis de stærkeste mænd.

Det er en historie om venskab der møder modstand, om svære valg, der har katastrofale konsekvenser, om stolte krigere og synder begået i fortiden, men som stadig spøger i nutiden. Det er en meget stemningsfuld historie med både lyspunkter og steder der knuste mit hjerte. Samtidig er forsiden indbydende og indkapsler fint stemningen i bogen.

Der er bestemt lagt i støbeskeen til en storslået fortælling og jeg glæder mig til at læse mere – og der behøver ikke gå flere år inden næste bind kommer!

Tak til forlaget Krabat for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Krabat
Udgivet i: 2022
Antal sider: 446
5 ud af 6 stjerner

Andreas Boeskov; De glemte vogtere [Uopfordret anmeldereksemplar]

Andreas Boeskov; De glemte vogtere [Uopfordret anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Bagsidetekst:
Menneskene er begrænsede. De vader rundt som blinde mellem farer, som de er fuldstændig uvidende om.

Asger elsker at tegne. Han forstår bare ikke, hvordan de uhyggelige væsner kommer ud af spidsen på hans blyant. En dag står han ansigt til ansigt med et af væsnerne fra tegningerne, og da det angriber, dukker en mystisk flok børn op for at redde ham.

Det bliver starten på et vildt eventyr, der åbner Asgers øjne for en fantastisk verden. Han opdager kræfter, han ikke anede, han havde, men som han i høj grad får brug for. Sammen med sine nye venner - og fjender ...

Anderledes og helt særlig på sin egen måde – sådan vil jeg beskrive ”De glemte vogtere”.

Det er dansk fantasy for mellemtrinnet (10+) der både berører emner som ensomhed, loyalitet, kreativitet og meget mere, på fineste vis. Samtidig er det ret dyster læsning og det kan jeg godt lide. Der ligger hele tiden en fornemmelse af at der er noget vi som læser ikke ved. Noget vi overser. Noget vigtigt. Og lad mig blot afsløre - ganske kort - at det er der!

Dette er historien om Asger, der godt kan lide at tegne, men som føler sig overset og alene både i skolen og derhjemme. Han føler ikke at forældrene eller klassekammeraterne ser ham. Han har kun sine tegninger. Tegninger af underlige monstre, som han ikke ved hvorfra han får inspirationen til. En dag får han et tilbud han ikke kan sige nej til. Et tilbud der vil ændre hans liv – og ikke nødvendigvis til det bedre, hvis jeg skal være helt ærlig, men jeg vil ikke sige mere end det.

Jeg kan rigtig godt lide den her historie, den er meget anderledes, den er mørk og så piller den også lidt ved ens moral og hvor langt man vil gå for det man tror, er det rigtige. Forfatteren har skabt et gennemført univers, et persongalleri der spiller godt sammen og en historie der fanger fra første side.

Vær beredt på, at du ikke kan slippe den når, først du er gået i gang. Og så må forfatteren godt komme i gang med en 2’er, for helt ærlig, den slutning? Det er ikke fair!

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i: 2022
Antal sider: 272
6 ud af 6 stjerner

R. F. Kuang; Opiumskrigen [Anmeldereksemplar]

R. F. Kuang; Opiumskrigen (Poppy War, #1) [Anmeldereksemplar fra Falco]

Bagsidetekst:
Rin har alle odds mod sig, da hun går op til en landsdækkende prøve med ønsket om at komme ind på det trestigefyldte militærakademi Sinegard, men det skal vise sig, at optagelsesprøven er det mindste onde, hun kommer til at stå overfor ...

På Sinegard bliver Rin mødt med foragt på grund af sin sydlandske dialekt, mørke hudfarve og fattige baggrund. I sin kamp for at bevise sit værd opdager Rin, at hun besidder shamanske kræfter, og hun allierer sig med den finurlige, opiumsrygende læremester Jiang. Rin erkender inden længe, at hun nok er den eneste, der kan redde Imperiet i krigen mod Mugen, og at prisen for hendes magiske evner er højere end først antaget.

En fantastisk fortælling om magiske guder, hævngerrig krigsførelse og en kvindes brændende viljestyrke.

Først en lille advarsel: det her er ikke læsning for sarte sjæle! Der er ikke sparet på blod og vold og der var et par gange hvor jeg lige måtte lukke øjnene og trække vejret dybt ned i maven, inden jeg læste videre.

Jeg har hørt en masse om denne serie og dermed også rigtig glad for at høre at den blev oversat. ”The Poppy War” har fået meget omtale – både for indhold og ikke mindst for de flotte originale forsider. Hånden på hjertet må jeg indrømme at jeg er lidt skuffet over at de ikke er fulgt med til det danske marked, men den danske udgave er også flot.

Dette er ikke fantasy for børn. Nok lægger vi ud med en 16-årig Rin, men det er langt fra en historie for børn. Rin starter på traditionsrige militærakademi, Sinegard og det er ikke småting hun bliver udsat for der. Ikke alene kommer hun fra en fattig provins, hun udviser ikke den nødvendige respekt og så opdager hun at hun har evner, som de andre elever ikke har.

Snart angriber fjenden og Rin må bruge alt hvad hun har lært for at overleve – men det er ikke nok og hun befinder sig pludselig i en milits, en gruppe af udskud som hende selv. Stadig ikke accepteret, stadig ikke velset, men nu, fuld af mystiske kræfter og et hjerte der brænder efter hævn.

"Opiumskrigen” er noget af det mest mørke og dystre fantasy jeg har læst. Hvor ”Den som hvisker” også var mørk, var der trods alt kemien mellem Shiroin og Kiel der blødte det lidt op. Det er der ikke meget af i ”Opiumskrigen” – til gengæld er der masser af lemlæstede lig, blod og krig. Det tjener det formål at vise at det ikke er en krig for de svage. Det er ikke en krig der vindes let. Fjenden er snedig og tålmodig. Der er ingen lette valg i denne krig og alle valg kræver ofre.

Det er en velskrevet og spændende historie – vel og mærke, hvis man er til fantasy med en detaljeret world building, hvor det nogle gange bliver lidt for forklarende, men hvor alting har en betydning. Jeg er glad for at have læst den på dansk, da jeg tror jeg ville have misset for meget af historien ved at læse den på engelsk. Nu håber jeg bare at forlaget oversætter resten – for jeg er nysgerrig og har alt for mange spørgsmål. 

Tak til Falco for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Falco
Original titel: The Poppy War
På dansk vedd: Camilla Engkjær Laursen
Udgivet i: 2018 (på engelsk) og 2022 (på dansk)
Antal sider: 557
5 ud af 6 stjerner

Rikke Havner Alrø; Stormtid [Anmeldereksemplar]

Rikke Havner Alrø; Stormtid [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
"I samme sekund jeg rører ved hans hud, suser jeg ned i en hvirvlende malstrøm, hvis midtpunkt er et par sorte øjne, der ser intenst på mig. Er det sådan, det føles at røre ved en underjordisk mand? For det er lige, hvad han er."

Maren er 32 år og bor i Odense. Det lyder måske meget normalt, men Maren er ikke et menneske. Hun er en ellekvinde. Det har hun altid vidst, men hun ved ikke, hvad det betyder. Hun er også ligeglad.

Hendes magiske ophav har givet hende et job hos det mystiske firma, Urtid, der laver lommeure og smykker. Hendes titel er projektleder, men det er kun et dække. I virkeligheden er hun hemmelig agent, og på alle hendes missioner rejser hun i tiden.

På en rejse til 1920 går noget galt, og det bliver startskuddet på en række begivenheder, der vender op og ned på alt. For hvem er Maren egentlig? Hvem er hendes mor og far? Og hvem er de magiske skabninger, der nu begynder at trænge ind i hendes liv?

”Stormtid” er fantasy, magi og tidsrejser for voksne og det er rigtig fedt at der også er fantasy for det voksne publikum, men hvis det ikke var fordi personerne var voksne (af alder), kunne det sagtens have været en ungdomsbog. Faktisk synes jeg ikke at hovedpersonen, Maren, opfører sig som en på 32, men nærmere en på 22. Hun er ikke umiddelbart en karakter jeg kommer til at holde af. Der er alt for meget drama omkring hendes personlighed. Hun snakker irriterende, er opfarende og egoistisk.

Derudover blev Maren og Esbens forhold udpenslet hele tiden og så igen. Det havde – for mit vedkommende – ikke være nødvendigt konstant at blive mindet om at de er vilde med hinanden og at de vil rive hovedet af enhver der stiller sig i vejen. Det mindede mig lidt om Edward og Bella i ”Twiligth” – deres sværmeri og ”åh-han-er-perfekt”-beskrivelser.

Hvilket leder mig hen til den sproglige del af bogen. Bogen er lang. Næsten 500 sider. Den kunne godt have stået skarpere, fx kunne jeg godt have undværet de små historier fra bipersonernes synsvinkel. Jeg kan på sin vis godt forstå at de er med, men historien havde også fungeret godt uden dem. De mange engelske udtryk var heller ikke lige min kop the.

Når det så er sagt så var jeg alligevel revet med af historien. Jeg forstod godt Marens frustrationer over at være blevet holdt hen med løgne og skjulte dagsordener hele sit liv. Tidsrejse-delen fungerede også godt, det ville jeg gerne have set meget mere til og så synes jeg det med duftene var rigtig fedt. At hver person har en signaturduft der også stemmer overens med hvordan de er som person. Og så er bogen bare smuk – både med og uden dust jacket. Jeg er vild med detaljerne og den stemning forsiden skaber.

Jeg har dog ikke afskrevet serien og jeg vil meget gerne læse videre om Maren og alle de andre – for der er virkelig lagt op til at faren lagt fra er drevet over. 

Tak til forlaget Superlux for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Superlux
Udgivet i: 2021
Antal sider: 494
3 ud af 6 stjerner

Silja Okking; Jeg er Saga [Uopfordret anmeldereksemplar]

Silja Okking; Jeg er Saga [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
I en ukendt verden må Saga finde sig selv, før hun kan finde hjem.

Saga elsker fantasy og rollespil. Sammen med sin ven, Marcus, forsvinder hun ofte ind i en verden af elvere, dværge og magi, hvor tanker om skilsmisseforældre og usikkerhed drukner i lyden af brølende orker. Men under et slag ved rollespilsstævnet ude ved bautastenene bliver Saga slået omkuld af en lidt for ivrig fyr med en skumgummiøkse.

Saga kommer til sig selv, men noget er anderledes. Hun ligger ganske vist stadig ved bautastenene, men hendes spise elverører føles ... ægte?

Saga vikles nu ind i et fantasydrama i landet Assuldúr, hvor orkernes våben ikke er lavet af gummi, og hvor magi ikke er noget, man nøjes med at læse om i tykke bøger. Saga må se i øjnene, at hun spiller en større rolle i et magtspil mellem livsfarlige fjender. Og hun må finde sit eget ståsted i en verden, der hele tiden forandrer sig omkring hende, hvis hun vil overleve længe nok til at finde hjem.

”Jeg er Saga” er Silja Okkings debut på den danske fantasy scene. Hun er tv-vært og er kendt fra børne-tv, og kan nu også skrive forfatter på sit CV. Forfatter til en ganske udmærket fantasyfortælling.

Jeg tror der er rigtig mange der kan sætte sig ind i Sagas tanker og drømme. Hun er en læsehest og elsker fantasy og udlever drømmen om at være elver, sammen med sin ven Magnus, ved at gå til rollespil. Men under et stort slag, slår Saga hovedet og vågner med virkelige elverører, med øjne der kan se meget længere end normalt og frem for alt, så befinder hun sig et helt fremmed sted. Et sted i krig – en krig, som Saga måske kan afværge.

Det er en virkelig god historie. Universet som Saga kommer til, er godt bygget op. Der er både elvere, troldmænd, dværge og meget mere. Der er gode mennesker og mennesker der vil manipulere alt og alle for at få mere magt. Saga er en troværdig person og jeg kan godt lide hendes indre kampe om både at ville hjem, men også føle et ansvar for det sted hun er kommet hen. Hun vil gerne hjælpe også selvom det betyder at hun ikke nødvendigvis ved hvornår og hvordan hun kommer hjem.

Jeg hørte det meste af bogen som lydbog, og her har jeg en enkelt ting. Sagas tanker, som er med kursiv i bogen, er indtalt på en anden måde i lydbogen og det brød jeg mig virkelig ikke om. Til at starte med, troede jeg det var en fejl, indtil jeg sammenlignede teksten i bogen, med hvad der bliver sagt i lydbogen. Jeg er sikker på at andre vil synes det er en fed gimmick, men for mig ødelagde det lidt læseflowet - især de steder hvor der er meget med kursiv.

Alt i alt er det en virkelig god debut. Det er et helstøbt fantasyunivers, med troværdige karakterer og en spændende historie. Jeg håber at det ikke er sidste gang jeg skal ud og rejse med Saga.

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet i: 2021
Antal sider: 219
5 ud af 6 stjerner

Pernille Neergård; Genkendelsen (Verdensherrerne, #3) [Anmeldereksemplar]

Pernille Neergård; Genkendelsen (Verdensherrerne, #3) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Det er ti år siden, Anna ofrede sig for sine venner og det land, der lænkede hende. Ti år siden, Alexander traf et valg, hvis tyngde brænder ham op. Ti år siden, Ildens eleent blev slukket for altid og efterlod Elementa i forfald og kongen til at dø.

Dødekatheon ved, at noget altødelæggende er på vej - for Jörmungandr har forladt sin plads for første gang, siden verdnerne blev skabt.

Kan Alexander og hans venner stå overfor faren uden Befrieren? 

Når Anna at finde hjem, inden det er for sent?

Jeg har før skrevet om min kærlighed til bøger om nordisk mytologi og da jeg læste første bind af Pernilles serie, ”Verdensherrerne”, var jeg imponeret over hendes inkorporering af netop den nordiske og mange andre mytologier. Det har jeg ikke set før. Samtidig har Pernille skabt et helt vildt gennemført univers med parallelle verdener, forskellige tidslinjer, teknologi og meget mere. Jeg er dybt imponeret.

Vi siger farvel i ”Afsløringen” med et stort slag, store tab og store hemmeligheder der afsløres – og som læser sad jeg hungrende efter mere og var slet ikke klar til at sige farvel til Anne, Alex og alle de andre. Nu er der gået 10 år (eller mere?!) og verden er stadig ikke reddet. Alex kæmper en ulige kamp for at finde spor efter Anna og for at holde styr på verden, så den ikke falder fuldstændig fra hinanden. Anna forsøger at finde sig selv og finde hjem. Men det er ikke kun de to der har dagsordener … og faktisk har de måske ikke så meget at skulle have sagt som de gerne ville.

Jeg måtte flere gange lige stoppe op og tænke tilbage. Læse siderne langsomt og dvæle mere ved detaljerne. For der sker virkelig meget i den her bog. Som i virkelig meget! Ligesom i de foregående bind følger vi flere fortællere: Alex, Anna og Kamon. Alex og Kamon i den nutid vi forlod i ”Afsløringen”, Anna, ja, det er ikke helt til at sige hvornår. Netop det med tidsparadokset fylder meget, især i den sidste del af bogen hvor der bindes knude på alle vinklerne, sådan nogenlunde i hvert fald. Jeg glæder mig meget til at se hvad der sker i næste bind – der er helt klart lagt op til store ting.

Der er om noget endnu mindre humor i den her og jeg savner meget samspillet mellem Anna, Alex, Casper, Michael og Ramon. Der gives stadig stikpiller, men ikke med samme glimt i øjnene som i ”Opvågningen”. Historien er dog også blevet mere dyster, så det er klart at der ikke er plads til alt for meget spas og lir. Samtidig er personerne blevet ældre og det kan også mærkes. Alex tynges af vægten af kronen, af tabet af Anna og mange flere. Han kæmper med samvittighedskvaler og omfanget af disse, går først op for læseren til allersidst og, altså! Helt ærligt, Pernille – det var bare ikke i orden!

Jeg elsker når bøger får mig helt ud på kanten af stolen. Når man kommer alle følelser igennem: chok, over hvad karakterner udsættes for; fortvivlelse, når det ikke lykkes; sorg; når karaktererne mister dem de kæmper for; glæde, håb og meget mere. Pernille forstår at skrive med indlevelse og en troværdighed, der gør at man både hepper på, elsker og hader personerne – ofte på samme tid, forvirrende? Ja, lidt, men det fungerer overraskende godt.

Nu vil jeg så sætte mig tilbage og vente utålmodigt på at Pernille får skrevet næste bind! Måske de tre foregående skal læses inden nr. fire? Så man har historien i frisk erindring. Genlæses skal de i hvert fald på et tidspunkt. Det er virkelig gennemført, pisse spændende og medrivende – jeg vil have mere! 

Tak til forfatter for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: DreamLitt
Udgivet i: 2021
Antal sider: 426
6 ud af 6 stjerner