tirsdag den 19. januar 2021

Søren Juhler; Tidens fange [Anmeldereksemplar]

Søren Juhler; Tidens fange (Xanas bog, #1) [Anmeldereksemplar fra Byens Forlag]

Bagsidetekst:
"Husk at verden er én stor fantasi. Den er bare blevet malet med et tyndt lag virkelighed."

Dante på 14 ved næsten alt om universet og flyvende fortidsvæsener. Til gengæld har han ingen venner. Men et uforklarligt nordlys tvinger ham til at overtale Lucy og Storm til at hjælpe med at løse mysteriet. De deler absolut ikke hans nørdede interesser, indtil det går op for dem, at det blå lys måske indeholder et signal fra fortiden. Men er det et råb om hjælp fra en pige, der levede for tusind år siden? Eller et varsel om, at de næste terrorister kommer fra middelalderen?


Jeg har kæmpet virkelig længe med den her anmeldelse. Jeg læste bog i efteråret, men fik aldrig skrevet noget ned til den. Den er blevet rost af rigtig mange, men desværre blev jeg slet ikke fanget af historien. Jeg måtte virkelig kæmpe mig igennem den og jeg var også nødt til at læse andet undervejs, for ellers ville jeg være kørt helt død i den. Den har ellers kimen til at være rigtig god: magi, drager, venskaber der skal dannes og onde skurke der skal nedkæmpes.

Jeg kan ellers godt lide præmissen og selve historien fungerer egentlig også okay, men jeg kunne slet ikke identificere mig selv med personerne. Måske fordi jeg ikke barn, men jeg klikkede i hvert fald slet ikke med dem. Lucy, den nye pige, der udadtil spiller hård og smart, brød jeg mig ikke om. Dante er bedrevidende og ret irriterende og Storm er, ja, han er der bare. Fortidsbørnene er ikke meget bedre. De er ret naive og jeg følte heller ikke den store samhørighed med dem.

Samtidig synes jeg ikke at universet – både fortid og nutid – er særlig godt bygget op. Der er en del huller og det forvirrer min læsning. Der er nogle ting der bliver kælet meget for og andre der bliver sprunget meget let henover. Derudover brød jeg mig virkelig ikke om illustrationerne der er undervejs. For mit vedkommende, giver de ikke noget ekstra til historien – jeg ville hellere have været foruden.

Måske læste jeg den på et dårligt tidspunkt. Måske er det fordi jeg ikke er i målgruppen. Men for mig var det ikke en særlig god læseoplevelse og jeg ved ærlig talt ikke om jeg skal læse videre. Jeg tænker dog, at hvis man er barn på 11-12 år og opefter, der godt kan lide fantasy, så kan man give den et forsøg. Måske er de mindre kritiske end jeg er.

Tak til Byens Forlag for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Byens Forlag
Udgivet i: 2020
Antal sider: 363
2 ud af 6 stjerner

tirsdag den 12. januar 2021

Karen Inge Nielsen; Færgemanden [Anmeldereksemplar]

Karen Inge Nielsen; Færgemanden
[Anmeldereksemplar fra DreamLitt]

Bagsidetekst:
Et lig findes en tidlig morgen på kysten nord for Nieby i Tyskland. Liget viser sig muligvis at være en savnet dansk statsborger, og efterforsker Mads Lindstrøm sendes til Kiel, hvor retspatolog Verner Still har forestået obduktionen.
Det viser sig hurtigt, at der ligger en forbrydelse bag - en forbrydelse, der trækker tråde på begge sider af den dansk-tyske grænse. Snart må betjente fra både Danmark og Tyskland arbejde med og mod hinanden i jagten på en bestialsk morder.


Det er ikke så tit jeg læser krimier, men en gang i mellem kommer lysten til det over mig. Måske er det fordi jeg ikke er så god til uhyggelige ting, som fx når politimanden/kvinden lister rundt i et hus hvor man bare ved at morderen gemmer sig – eller noget i den stil. Heldigvis er der ikke så meget af det i ”Færgemanden”, til gengæld er der ikke sparet på blod og vold og jeg sad flere gange med en dårlig smag i munden.

Fra forfatterens tidligere bøger om ”Djævlepassagen” vidste jeg godt at hun kunne skrive både uhyggeligt og ulækkert. I de bøger er der heller ikke sparet på blod, knækkede knogler og vold, så jeg havde regnet med at ”Færgemanden” ikke ville være rar læsning og jeg fik ganske ret. Det er egentlig ret sjovt, at jeg ikke bryder mig om at læse uhyggelige ting, men klamme beskrivelser har jeg ikke noget problem med. Heldigvis er der ikke sparet på den slags detaljer om torturmetoder i bogen.

Som i "Djævlepassagen" er der heller ikke sparet på beskrivelser af omgivelser og stemning og det er med til at gøre det til en forrygende læseoplevelse. Det gør at historien kryber under huden på læseren, lige præcis som en god krimi skal gøre! Den skal efterlade en med gåsehud og følelsen af, at selvom det måske ender godt, så er det ikke sikkert at trygheden varer ved. 

Selvom jeg ikke læser så mange krimier, har dem jeg læst en hovedperson der tumler med en masse problemer i sit privatliv. Det gør efterforsker Mads Lindstrøm også. Han er dog ikke derude, hvor problemerne bliver urealistiske og han virker egentlig som en ret reel person. Han er ikke god til at passe på sig selv, men det tænker jeg ofte kommer med jobbet som efterforsker. Jeg kan godt lide samspillet mellem ham og Verner - de har en indforstået og tør humor, jeg fandt ret underholdende.

Det er kommet mig for øre at der kommer en bog mere og jeg glæder mig til at se hvad forfatteren kan finde på af modbydligheder der nu skal opklares - jeg er i hvert fald klar på endnu en sag!

Tak til DreamLitt for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: DreamLitt
Udgivet i: 2020
Antal sider: 292
5 ud af 6 stjerner

mandag den 4. januar 2021

StineStregen; Corona - 13. marts - 11. juli

StineStregen; Corona - 13. marts - 11. juli

Bagsidetekst:
Vi glemmer den aldrig, coronatiden. Men vi kommer heller ikke til at huske den uden at omskrive lidt. Den her dagbog er, fra mens det stod på, dag for dag. Ingen bagklogskab. Bare rå angst, vild forvirring og "nå" fra de fire første måneder efter lockdown - fortalt med al den humor, en pandemi kunne ønske sig.

Det er ingen hemmelighed at jeg er kæmpe fan af StineStregen og hendes finurlige og ærlige humor. Jeg elsker ”Myntes dagbog”-bøgerne og ”Det bliver et langt liv” er formidabel læsning. Samtidig har jeg nydt at følge med i Stines små corona-tegninger, som hun startede med da Danmark lukkede ned sidste år. Tænk sig, vi har snart været lukket mere eller mindre ned i et helt år!

I denne fine røde sag (som selvfølgelig matcher covid-19-virussen), er striberne fra de første fire måneder af nedlukningen samlet. Jeg har læst dem før på Stines Instagram-profil, men de kan sagtens læses igen og igen.

Selvom det er trist at tænke på at vi har været ramt så længe, så var det faktisk ret terapeutisk at læse om den første tid. Fordi jeg stod med et hjemsendt barn, en baby i maven og en hjemmearbejdende mand, tror jeg ikke at jeg nåede helt at komme igennem de følelser som Stine viser i sine striber. Jeg tror i hvert fald ikke at jeg fik mærket ordentligt nok efter hvordan jeg havde det med nedlukningen, frygten for sygdom og tanker om hvordan fremtiden ville se ud.

”Corona” er en bog man både kan grine og græde over. Aldrig i nyere tid har vi stået over for en sygdom som denne. Vi har aldrig før haft så meget brug for hinanden – på afstand. Vi har nok aldrig skulle forholde os til så mange restriktioner og regler for, hvor mange vi må ses, hvornår og hvor vi må ses – eller ikke ses med hinanden. Det er en første gang på rigtig mange måder – uheldigvis. Tænk hvor godt 2020 ville have været uden covid-19!

Jeg tror det er ret sundt at se tilbage og omfavne de turbulente første måneder af pandemiens indtog i Danmark. Samtidig tror jeg at rigtig mange kan nikke genkendende til Stines striber, der både rummer sorg, glæde, vin, frygt og håb.

Lad os blive enige om at 2020 er et år der ikke behøver gentagelser. Vi vil gerne have friheden tilbage, men lad os lige stå sammen – hver for sig – lidt endnu, så vi kan komme helskindet igennem!

Fakta:
Forlag: Gorilla Forlag
Antal sider: 132
Udgivet i: 2020
6 ud af 6 stjerner