Rebecca Yarros; Onyx Storm

Rebecca Yarros; Onyx Storm (The Empyrean Series, #3)

Bagsidetekst:
After nearly eighteen months at Basgiath War College, Violet Sorrengail knows there’s no more time for lessons. No more time for uncertainty. Because the battle has truly begun, and with enemies closing in from outside their walls and within their ranks, it’s impossible to know who to trust.

Now Violet must journey beyond the failing Aretian wards to seek allies from unfamiliar lands to stand with Navarre. The trip will test every bit of her wit, luck, and strength, but she will do anything to save what she loves—her dragons, her family, her home, and him.

Even if it means keeping a secret so big, it could destroy everything. They need an army. They need power. They need magic. And they need the one thing only Violet can find—the truth. But a storm is coming...and not everyone can survive its wrath.

Okay, okay - først, "Onyx Storm" er ikke ligeså god som "Fourth Wing", men den er bedre end "Iron Flame" - hvis du spørger mig.

I "Iron Flame" var jeg ved at brække mig over miskommunikationen mellem Violet og Xaden og hele deres "jeg har hemmeligheder"-ting. Det var skrækkeligt. Det er der heldigvis skruet gevaldigt ned for i "Onyx Storm".

Og ikke fordi der ikke er hemmeligheder mellem Violet og Xaden - eller de andre for den sags skyld, for det er der. Det er ikke overdramatiseret. Til gengæld må jeg indrømme at jeg synes det var virkelig irriterende at Violet, hver kan hun så Xaden, skulle gøre opmærksom på hvor perfekt, lækker - indsæt selv flere tillægsord - han er. 

Det bliver bare for meget. Vi ved det godt. Xaden er lækker. Kom videre med handlingen.

Derudover er det ikke den skarpeste dialog der er beskrevet, og nogle steder er vi næsten nede på "Iron Flame"-niveau, men heldigvis er der et par drager og en Ridoc der kan tilføje nogle hårdslående comebacks så du griner højt. Det er faktisk lige før jeg elsker Ridoc mere i den her end jeg elsker Xaden og det siger ikke så lidt...

Der er i det hele taget meget jeg elsker den her bog for. Jeg elsker at den har et væsentligt hastigere tempo end "Iron Flame", alle kampene, dragerne, universet, ja, selv det at vi går udenfor kortet og skal "opdage" noget nyt. For universet dækker ikke kun "The Continent", men også en masse øer, der ikke nødvendigvis lever på samme måde som Violet og de andre er vant til. De møder nye stikke og står overfor svære prøvelser i jagten på de svar de søger. 

Jeg er vild med at der er mange kapløb, fx for at finde en kur til Xaden og for at finde Andarnas familie. Samtidig tikker uret før fjenden angriber med fuld styrke.

Sprogligt synes jeg den er væsentlig bedre end "Iron Flame", vi fornemmer meget mere hvor meget der er på spil. Ikke bare for Violet og Xaden, men bestemt også for de andre. Der er kælet for beskrivelserne af de nye steder vi oplever og det er med til at forme ens billede af universet. 

Lever bogen op til mine forventninger? Ja, det synes jeg faktisk den gør. Er jeg klar til at vente et år på næste bog? Overhovedet ikke. Slutningen er en voldsom cliffhanger - og en jeg slet ikke havde set komme. Jeg har SÅ mange spørgsmål. Er jeg klar til at nørde teorier? Det kan du tro!

Fakta:
Forlag: Piaktus
Udgivet i: 2025
Antal sider: 527
5 ud af 6 stjerner

Jakob Brodersen; Næsten [Anmeldereksemplar]

Jakob Brodersen; Næsten [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Mens bomberne falder, forsøger en kræftsyg far at redde sin familie ud af Aleppo. En sønderjysk slagteriarbejder mister grebet om tilværelsen, da han mister sit job og møder sin fortid. En ung marokkaner søger mod lykken på den anden side af Middelhavets bølger, og i en flygtningelejr i Østafrika forsøger en engelsk smerteforsker at kortlægge sammenhængen mellem fysisk og psykisk smerte.

Jeg må ærligt indrømme at jeg takkede ja til den her bog, uden helt at vide hvad jeg gik ind til. Da jeg så læste bagsideteksten, var jeg ikke i tvivl om det her ville blive en historie der kom til at gøre ondt. Derfor tog det mig også lige lidt tid at finde modet frem. Så opdagede jeg den som lydbog, endda indtil af forfatteren selv, og jeg trykkede på afspil.

Først kunne jeg ikke helt finde hoved og hale i alle de personer vi blev præsenteret for, men jo længere jeg kom ind i historien, jo mere krøb den under huden på mig og jo mere kunne jeg se de mange forskellige menneskers vigtighed for bogens historie.

Det er en rørende historie om skæbner i Europa, Afrika og Mellemøsten der hver især udsættes for konsekvenserne af krig. Der er unge og voksne, kvinder og mænd, alle sammen nogen hvis liv og tilværelse bliver påvirket.

Især en af historierne gjorde et meget stort indtryk på mig og efterlod mig grædende i bilen.

Det er i det hele taget en bog der sætter sig dybt i en. Den viser brutaliteten af krig. Af hvor langt nogle mennesker vil gå. Ikke kun for at få dem de holder af i sikkerhed, men også hvor langt ”fjenden” vil gå for at skræmme, terrorisere og fastholde en magt, de nok ikke skulle have haft i første omgang.

Den viser at selv om krig ofte er langt fra fx os i Danmark, har den alligevel konsekvenser. Arbejdspladser der bliver nedlagt, fødevarer der bliver dyrere, flygtninge der kommer til landet og har svært ved at finde fodfæste i et fremmet land og fremmede mennesker, der måske ikke altid tager så pænt imod som vi burde.

Men udover at være en historie der gør ondt, er det også en historie om håb. Mange af de skæbner vi møder har ikke opgivet håbet, selvom de har været igennem skrækkelig mange prøvelser.

Det er historier der sætter livet i perspektiv. For selvom jeg kan synes livet er hårdt fra tid til anden, er det jo på ingen måde hård i forhold til de skæbner vi møder i bogen. Jeg må ærligt indrømme at jeg har krammet mine børn lidt ekstra og husket mig selv på, at vi har det godt og at vi ikke lider nogen form for nød.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Svane & Bilgrav
Udgivet i: 2024
Antal sider: 304
6 ud af 6 stjerner

Pernille Neergård; Afslutningen [Anmeldereksemplar]

Pernille Neergård; Afslutningen (Verdensherrerne, #4)

Bagsidetekst:
Verdenskrigen er brudt ud. Alexander og Anna tvinges til at begrave stridsøksen, da truslen fra Killian rykker tættere på. Nye venskaber og alliancer opstår på tværs af verdensgrænserne, men da et uventet forræderi slår dybe skår i alliancen, bringes ny viden om, præcis hvad der skete med Annas familie, frem i lyset.

Vil det endelig lykkes Alexander, Anna og deres venner at samle verdnerne og vinde Verdenskrigen?

Eller må de bøje sig i støvet for en Verdensherre fra Alamantia?

Der er bøger man glæder sig til at begynde på, og så er der bøger man frygter at begynde på. Det her er lidt begge dele – og jo, sådanne bøger findes også.

Pernille Neergård har skabt en helt fantastisk serie, med et univers der bare bliver ved med at vokse. Med et persongalleri man både elsker og hader. Med en masse stærke stemmer og venskaber der opstår og forgår. Med en handling der er så hæsblæsende at man skal holde tungen lige i munden rigtig mange gange undervejs.

I det hele taget er det en storslået serie og derfor var det også med en vis nervøsitet at jeg gik i gang med fjerde og sidste bind i serien. For kunne den leve op til de andre? Hvordan ville det hele slutte? Kunne Pernille slå sløjfe på alle trådene?

Svaret er ja, det kunne hun godt. ”Afslutningen” er virkelig en værdig afslutning på dette episke værk.

Den er velskrevet, spændende og medrivende. Den formår at fastholde læseren, samtidig med at man lige må stoppe og trække vejret undervejs, pga. det høje tempo og de mange personer og handlinger der skal holdes styr på. Hvilket, for at være ærlig, kan være lidt forvirrende. Jeg måtte også lige bruge lidt tid på at komme tilbage i universet og hvad der var sket i de forrige bøger, men så snart tonen er fundet, spiller musikken smukt.

Jeg vil ikke komme så meget ind på handlingen, for den forklarer bagsideteksten egentlig rigtig godt – og jeg vil nødig spoile nogen der endnu ikke har læst serien, eller kun har læst den første.

Der er egentlig heller ikke så meget at sige andet end: læs ”Verdensherrerne”! Det er dansk fantasy i utrolig høj klasse.

Tak for historien, Pernille – jeg håber du skriver mere! Du ved i hvert fald godt hvilken historie jeg gerne vil læse …

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: DreamLitt
Udgivet i: 2023
Antal sider: 416
6 ud af 6 stjerner

Siri Pettersen; Sølvstruben [Anmeldereksemplar]

Siri Pettersen; Sølvstruben (Vardari, #2) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:

Forestil dig at have stjålet djævlen fra verdens mægtigste. Berøvet dem kilden til evigt liv. Og at du har startet en krig så næret af frygt og foragt, at du tvinges til selv at blive dét, du jager.

Juva er mærket for livet af den mand, hun satte fri. Djævlen selv, som holdt liv i vardari med sit blod. Nu sidder hun tilbage med et knust hjerte og et hav af problemer: en strøm af ulvesyge, et vaklende byråd og ikke mindst vardari, der kæmper desperat for at få fat i de sidste dråber. Opslugt af sorg og raseri tvinges Juva til at åbne dørene for de fanatiske mørke kræfter, der breder sig i byen, og det går op for hende, at hun har startet en krig, som hun ikke kan overskue konsekvenserne af.

Siri Pettersen er en eminent historiefortæller. Så enkelt kan det siges. 

Jeg slugte hendes serie ”Ravneringene” med stor fornøjelse og det er sådan en serie der virkelig har sat spor i mig. Det er high fantasy, mytologisk, fanatisk, med masser af drama, gråzoner og en historie der kryber under huden på læseren.

Med ”Vardari”-serien er Siri tilbage i topform. I første bog, ”Jernulven”, kridtes banen op. Spørgsmål bliver stillet, hemmeligheder afsløres og de første skridt mod undergang tages.

Nu tænker du nok, at det lyder rimelig deprimerende og ja, det er det til dels også. Vores hovedperson Juva, har det bestemt ikke nemt og må gang på gang træffe næsten umulige valg, for at beskytte dem hun holder af. Og selvom Juva har overbevist sig selv om, at hun ikke kan elske, er man ikke i tvivl om at hun holder af rigtig mange mennesker – måske endda elsker hun dem. 

Men Juva har også en by at redde. Og det kræver at hun stiller de svære spørgsmål og endda også at hun arbejder med fjende. Langsomt viskes de linjer ud som Juva tænkte hun kendte. Hun må tage mange ting op til genovervejelse. 

Noget at det jeg virkelig finder fascinerende ved Siris skrivestil er måden hun formår at spinde sine tråde. Jeg sad flere gange og tænkte at jeg havde regnet det hele ud, men så kommer der et plottvist og ødelægger det hele. Det er herligt og holder læseren på dupperne. Samtidig kan det dystre fantasy virkelig noget og nogle gange har man brug for at læse noget der emmer af dysterhed. 

”Vardari”-serien – og ”Ravneringene” – er begge to virkelig fede fantasytitler og jeg glæder mig til både at læse videre og genlæse. 

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:

Forlag: Gyldendal

Udgivet i: 2023

Antal sider: 391

6 ud af 6 stjerner

Heather Morris; Tatovøren fra Auschwitz [Anmeldereksemplar]

Heather Morris; Tatovøren fra Auschwitz [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Denne stærke fortælling om håb og mod er baseret på den sande historie om Lale Sokolov. Den viser os, at under de allervæste omstændigheder findes også den smukkeste menneskelighed og en furglemmelig kærlighedshistorie.

I april 1942 bliver den slovakiske jøde Lale Sokolov taget til fange og transporteret til Auschwitz-Birkenau koncentrationslejren. Da hans fangevogter finder ud af, at han taler flere sprog, bliver han sat til at tatovere sine medfanger.

Lale er vidne til barbariske og umenneskelige forbrydelser, men også et utroligt mod og sammenhold. Han risikerer sig eget liv ved at bytte smykker og penge for mad til at holde sine medfanger i live.

En dag i juli 1942 står en skrækslagen ung kvinde i køen og venter på at blive tatoveret. Hendes navn er Gita, og ved dette første møde beslutter Lale sig for, at han vil overleve lejren og gifte sig med hende.

Jeg ved ikke om det er alderen der trykker, men jeg synes jeg får læst flere romaner end tidligere – og af de romaner er der rigtig mange der foregår under 2. Verdenskrig. Jovist det er også på mode lige nu, men alligevel.

”Tatovøren i Auschwitz” er dog i særklasse og en af de mest gribende historier jeg har læst. Måske fordi hele historien udspiller sig under krigen – i en koncentrationslejr, hvor vi virkelig på nærmeste hold oplever hvor brutal og altødelæggende det var. Alle de liv der er gået tabt der. Det er ikke til at holde ud at tænke på. De ting Lale fortæller om skærer læseren i hjertet og når vi lige tror at der er en pause i uhyrlighederne, bliver det bare værre. Her, nu hvor jeg har læst bogen, er jeg ret stolt af mig selv for at komme igennem den. Det er virkelig skrækkelig læsning.

En af de ting jeg er mest imponeret over, er fangernes ukuelighed. Jeg er imponeret over, at selv med al den elendighed de er vidne til, har de stadig håb og drømme om en fremtid hvor de er frie. De oplevelser Lale beskriver, er hjerteskærende og jeg sad flere gange og rystede på hovedet og havde lyst til at lukke bogen.

Hans iderigdom, opfindsomhed, venlighed og held har reddet en del og været med til at gøre opholdet i lejren mere tåleligt – så meget som det nu kunne lade sig gøre. Hvad han ikke gør for sine medfanger, med sit eget liv som indsats, er storslået.

Kærligheden til Gita bliver hans drivkraft og hvis han var besluttet på at overleve før deres møde, er han i hvert fald endnu mere stålsat på at de begge to skal overleve. Kærlighed kan blomstre selv de mest trøsteløse steder.

Husk Kleenex og vid, at den jo trods alt ender godt, siden Lale har kunnet fortælle sin historie til en journalist.

Fakta:
Forlag: Aronsen
Original titel: The Tattooist of Auschwitz
På dansk ved: Brian Christensen
Udgivet i: 2018 (på engelsk) og 2022 (på dansk)
Antal sider:
6 ud af 6 stjerner

Kelly Rimmer; Hvad hjertet aldrig glemmer [Uopfordret anmeldereksemplar]

Kelly Rimmer; Hvad hjertet aldrig glemmer [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Hvor meget vil vi ofre for kærligheden?

Polen, 1939. Allerede fra barnsben vidste Alina Dziak, at hun en dag ville gifte sig med sin bedste ven, Tomasz. Nu er de unge og forelskede, og trods rygter om nazister ved den polske grænse nærer Alina stadig håb om en fælles fremtid. Men den nazistiske besættelse kaster skygger over hverdagen, landsbyen er splittet af frygt og had, og en dag forsvinder Tomasz.

Florida, 2019. Alices mormor ligger på sit dødsleje. Hendes sidste ønske er, at Alice tager tilbage til Polen for at finde sin morfar. Den morfar, som Alice troede var død … Men tør hun efterlade sin egen lille familie for at grave i slægtens mørke fortid?

Frem med Kleenex og læs ikke slutningen af den her i det offentlige rum.

Selvom det ikke lige lå i kortene, er jeg faktisk blevet ret glad for den her slags historier. Jeg læste en håndfuld af dem sidste år og jeg satser bestemt på at holde det ved lige i år. Det er den slags historier der kombinere en fortidsfortælling med en nutidig. De fleste af de bøger jeg læste sidste udspillede fortidsfortællingen sig under 2. Verdenskrig – det samme gør den her.

”Hvad hjertet aldrig glemmer” er en storslået historie om en ukuelig tro på håb og kærlighed. Jeg blev virkelig opslugt af historien. Både historien i nutiden hvor Alice skal afdække bedstemorens historie, så hun kan nå at få opfyldt et sidste ønske og sporet hvor vi følger Alina, der må gå så grueligt meget igennem under 2. Verdenskrig.

Begge historier er hjerteskærende på hver deres måde og man føler med dem begge. For selvom Alice ikke skal overleve en krig, skal hun alligevel være i et liv, der er fuld af problemer. Hendes søn er stærkt udfordret og har intet sprog, udover den app han har på sin iPad og hendes datter er klog – måske for klog for en 10-årig. Hendes mand arbejder alt for meget og Alice føler at hun må klare alt derhjemme. Derfor er det også en ekstra udfordring at rejse fra dem alle. Men gennem prøvelser sejrer man og måske Alice også lærer noget af sin familie mens hun er væk.

Samtidig er der historien om Alina, der på nærmeste hånd oplever nazisternes indtog. Først kan hun ikke begribe det sker og jeg kan godt lide den naivitet hun er beskrevet med. Fx tanken om hvad de store skorstene er til, som hun kan se i horisonten. Som læser ved vi godt hvad de er til og det gør hele Alinas hverdag meget mere uhyggelig. Men i uhyggen er der også håb og spirende kærlighed og netop den kærlighed er altafgørende for hendes videre valg.

Det er smuk, barsk og gribende historie. Faktisk så meget at jeg tænkte på den flere aftener i træk inden jeg lagde mig til at sove. Den satte min egen virkelighed i perspektiv. Nogle gange når jeg synes jeg har det hårdt, må jeg indse at jeg på ingen måder har det hårdt. Når litteraturen kan give grobund for den slags refleksioner, så er det noget ved at læse.

Tak til forlaget for uopfordret anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Cicero
Original titel: The Things We Cannot Say
På dansk ved: Birgitte Brix
Udgivet i: 2019 (på engelsk) og 2022 (på dansk)
Antal sider: 478
6 ud af 6 stjerner

Rachael Lucas; Det lille bibliotek [Uopfordret anmeldereksemplar]

Rachael Lucas; Det lille bibliotek [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Besøg det lille bibliotek, hvor du både kan finde bøger, vin og hemmeligheder …

Little Maudley er det perfekte tilflugtssted for Lucy. I den idylliske landsby finder hun et lille hus og får endda nedsættelse i huslejen, hvis bare hun vil holde lidt øje med den halvsure nogle-og-90-årige nabo, Bunty.

Lucy har to mål: at slappe af og fordybe sig i historie om Bletchley park, der spillede en central rolle i modstandskampen under Anden Verdenskrig. Men lokalbefolkningen har andre planer, og før Lucy ved af det, er hun dybt engageret i at forvandle bytorvets gamle telefonboks til et lille bibliotek.

Imens spirer venskabet mellem den lokale snedker, Sam, og det viser sig endda, at Bunty har en særlig forbindelse til Bletchley Park og den gamle telefonboks. Noget, hun har holdt hemmeligt i årtier, og som nu endelig kommer op til overfladen …

”Det lille bibliotek” er et must read hvis du er til feel good, engelsk landidyl og tråde til top secret missioner under 2. Verdenskrig.

Lucy er historielærer, med en forkærlighed for 2. Verdenskrig. Hun er også en meget presset lærer og da hun en dag besvimer i skolen, beslutter hun sig for at tage orlov og flytte til den idylliske by Little Maudley. Her kan hun forhåbentlig slappe af og ikke mindst læse en masse om Bletchley Park. Dette sted spillede en afgørende rolle under 2. Verdenskrig, da det var et af de vigtigste centre for dekryptering af fjendtlige meddelelser – se evt. ”The Imitation Game”, så er man med.

Udover at slappe af og læse, skal Lucy også, som det fremgår af bagsideteksten, holde øje med nabokonen, Bunty. Til at starte med kommer de skævt ind på hinanden og Lucy har svært ved at få Bunty til at åbne for sin egen fortælling. Men Bunty er fra en anden tid, en tid, hvor det at fortælle sandheden kunne være meget farligt og derfor har hun svært ved at lukke nogen ind. Samtidig frygter Bunty hvad der vil ske hvis hun rent faktisk fortæller sandheden. 

Lidt mod sin vilje bliver Lucy inddraget i flere projekter i den lille by og snart har hun nok at se til. Hun skal både hjælpe med at redde telefonboksen, der også gemmer på indtil flere hemmeligheder og gode historier, hun skal agere mellemled for den søde nabo, Sam og hans teenagedatter og meget mere. 

”Det lille bibliotek” er virkelig hyggelig læsning. Så enkelt kan det siges. Der er ikke så meget drama, som der måske ellers er i de her feel good-romaner, men det gør ikke noget. Det er en god historie og jeg er vild med personerne der er med. De bliver beskrevet detaljeret, uden at det bliver alt for meget. Jeg kan sagtens se steder og personerne for mit indre blik.

Jeg kan godt lide Lucy, der selvom hun virker stille, alligevel har ben i næsen og ikke helt tager nej for et svar. Sam, der har opfostret en teenagepige helt alene, samtidig med at han har et selvstændigt firma er også herlig. Selvom Lucy og Sam danser lige lovlig længe om den varme grød, er deres historie også fin. 

Hvis du skal have en bog med i strandtasken, eller med ud på terrassen til sommer – er denne et ganske godt bud på perfekt sommerlæsning.

Tak til forlaget Cicero for uopfordret anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Cicero
Original titel: The Telephone Box Library
På dansk ved Lisbeth Kjær Johansen
Udgivet i: 2020 (på engelsk) og 2022 (på dansk)
Antal sider: 382
5 ud af 6 stjerner

Carsten Bossen; Dødedans [Anmeldereksemplar]

Carsten Bossen; Dødedans (Vogternes fald, #1) [Anmeldereksemplar fra Krabat]

Bagsidetekst:
Den erfarne dødedanser Raya har lagt sin tid i Alliancens stærkeste eliteenhed, Kandraen, bag sig, men da hendes gamle soldaterkammerater, det godmodige muskelbundt Lynch, opsøger hende forflugt af ansigtsløse, uhyggelige mænd, tvinges de to ud på en farefuld færd for at finde svar. Hvem er den mystiske troldkvinde, der ledte Kandraen i et blodigt baghold og lader til at kunne kontrollere de ansigtsløse uden et ord? Og kan Raya blive ved med at undslippe sin fortid, som drev hende bort fra hæren i første omgang?

”Dødedans” er første bind i trilogien ”Vogternes Fald” og jeg kan vel bedst beskrive det som en dansk udgave af ”En konges vej” af Brandon Sanderson, selvom ”Dødedans” er helt sin egen. Jeg drager udelukkende den parallel fordi der er kælet utrolig meget for detaljer og finurlige fortællevirkemidler. Vi møder mange forskellige personer og de får lov til at give deres besyv med til hovedhistorien, hvilket giver en utrolig dybde.

Nogle gange kan for mange detaljer godt give en tung og langsommelig læsning, men det er ikke tilfældet her, selvom det tager lidt tid at få handlingen løbet ordentligt i gang. Vi skal lige have persongalleriet på plads og kridtet banen op, men da jeg først var kommet i gang, blev jeg også fanget. Samspillet mellem Raya, Lynch, Aein og Hannah er virkelig godt – og trods deres uenigheder, fremstår de som en stærk enhed.

Persongalleriet er godt sammensat og hver karakter indeholder forskellige styrker og svagheder. Der er ingen af dem der er perfekte og de har alle hemmeligheder de værner om – og vi har endnu ikke fået afsløret dem alle sammen. De føles troværdige og det var med til at gøre mig investeret i historien.

”Dødedans” er high fantasy og efter min mening, high fantasy når det er bedst. Der foreligger et helstøbt univers med egen mytologi, guder og regler for magi. Samfundet er veldefineret og de forskellige folkefærd har deres egne karakteristika. Korrupte kaptajner og kujonagtige konger der vil gøre alt for at redde dem selv, findes også og de største krigere er ikke nødvendigvis de stærkeste mænd.

Det er en historie om venskab der møder modstand, om svære valg, der har katastrofale konsekvenser, om stolte krigere og synder begået i fortiden, men som stadig spøger i nutiden. Det er en meget stemningsfuld historie med både lyspunkter og steder der knuste mit hjerte. Samtidig er forsiden indbydende og indkapsler fint stemningen i bogen.

Der er bestemt lagt i støbeskeen til en storslået fortælling og jeg glæder mig til at læse mere – og der behøver ikke gå flere år inden næste bind kommer!

Tak til forlaget Krabat for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Krabat
Udgivet i: 2022
Antal sider: 446
5 ud af 6 stjerner

R. F. Kuang; Opiumskrigen [Anmeldereksemplar]

R. F. Kuang; Opiumskrigen (Poppy War, #1) [Anmeldereksemplar fra Falco]

Bagsidetekst:
Rin har alle odds mod sig, da hun går op til en landsdækkende prøve med ønsket om at komme ind på det trestigefyldte militærakademi Sinegard, men det skal vise sig, at optagelsesprøven er det mindste onde, hun kommer til at stå overfor ...

På Sinegard bliver Rin mødt med foragt på grund af sin sydlandske dialekt, mørke hudfarve og fattige baggrund. I sin kamp for at bevise sit værd opdager Rin, at hun besidder shamanske kræfter, og hun allierer sig med den finurlige, opiumsrygende læremester Jiang. Rin erkender inden længe, at hun nok er den eneste, der kan redde Imperiet i krigen mod Mugen, og at prisen for hendes magiske evner er højere end først antaget.

En fantastisk fortælling om magiske guder, hævngerrig krigsførelse og en kvindes brændende viljestyrke.

Først en lille advarsel: det her er ikke læsning for sarte sjæle! Der er ikke sparet på blod og vold og der var et par gange hvor jeg lige måtte lukke øjnene og trække vejret dybt ned i maven, inden jeg læste videre.

Jeg har hørt en masse om denne serie og dermed også rigtig glad for at høre at den blev oversat. ”The Poppy War” har fået meget omtale – både for indhold og ikke mindst for de flotte originale forsider. Hånden på hjertet må jeg indrømme at jeg er lidt skuffet over at de ikke er fulgt med til det danske marked, men den danske udgave er også flot.

Dette er ikke fantasy for børn. Nok lægger vi ud med en 16-årig Rin, men det er langt fra en historie for børn. Rin starter på traditionsrige militærakademi, Sinegard og det er ikke småting hun bliver udsat for der. Ikke alene kommer hun fra en fattig provins, hun udviser ikke den nødvendige respekt og så opdager hun at hun har evner, som de andre elever ikke har.

Snart angriber fjenden og Rin må bruge alt hvad hun har lært for at overleve – men det er ikke nok og hun befinder sig pludselig i en milits, en gruppe af udskud som hende selv. Stadig ikke accepteret, stadig ikke velset, men nu, fuld af mystiske kræfter og et hjerte der brænder efter hævn.

"Opiumskrigen” er noget af det mest mørke og dystre fantasy jeg har læst. Hvor ”Den som hvisker” også var mørk, var der trods alt kemien mellem Shiroin og Kiel der blødte det lidt op. Det er der ikke meget af i ”Opiumskrigen” – til gengæld er der masser af lemlæstede lig, blod og krig. Det tjener det formål at vise at det ikke er en krig for de svage. Det er ikke en krig der vindes let. Fjenden er snedig og tålmodig. Der er ingen lette valg i denne krig og alle valg kræver ofre.

Det er en velskrevet og spændende historie – vel og mærke, hvis man er til fantasy med en detaljeret world building, hvor det nogle gange bliver lidt for forklarende, men hvor alting har en betydning. Jeg er glad for at have læst den på dansk, da jeg tror jeg ville have misset for meget af historien ved at læse den på engelsk. Nu håber jeg bare at forlaget oversætter resten – for jeg er nysgerrig og har alt for mange spørgsmål. 

Tak til Falco for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Falco
Original titel: The Poppy War
På dansk vedd: Camilla Engkjær Laursen
Udgivet i: 2018 (på engelsk) og 2022 (på dansk)
Antal sider: 557
5 ud af 6 stjerner

Silja Okking; Jeg er Saga [Uopfordret anmeldereksemplar]

Silja Okking; Jeg er Saga [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
I en ukendt verden må Saga finde sig selv, før hun kan finde hjem.

Saga elsker fantasy og rollespil. Sammen med sin ven, Marcus, forsvinder hun ofte ind i en verden af elvere, dværge og magi, hvor tanker om skilsmisseforældre og usikkerhed drukner i lyden af brølende orker. Men under et slag ved rollespilsstævnet ude ved bautastenene bliver Saga slået omkuld af en lidt for ivrig fyr med en skumgummiøkse.

Saga kommer til sig selv, men noget er anderledes. Hun ligger ganske vist stadig ved bautastenene, men hendes spise elverører føles ... ægte?

Saga vikles nu ind i et fantasydrama i landet Assuldúr, hvor orkernes våben ikke er lavet af gummi, og hvor magi ikke er noget, man nøjes med at læse om i tykke bøger. Saga må se i øjnene, at hun spiller en større rolle i et magtspil mellem livsfarlige fjender. Og hun må finde sit eget ståsted i en verden, der hele tiden forandrer sig omkring hende, hvis hun vil overleve længe nok til at finde hjem.

”Jeg er Saga” er Silja Okkings debut på den danske fantasy scene. Hun er tv-vært og er kendt fra børne-tv, og kan nu også skrive forfatter på sit CV. Forfatter til en ganske udmærket fantasyfortælling.

Jeg tror der er rigtig mange der kan sætte sig ind i Sagas tanker og drømme. Hun er en læsehest og elsker fantasy og udlever drømmen om at være elver, sammen med sin ven Magnus, ved at gå til rollespil. Men under et stort slag, slår Saga hovedet og vågner med virkelige elverører, med øjne der kan se meget længere end normalt og frem for alt, så befinder hun sig et helt fremmed sted. Et sted i krig – en krig, som Saga måske kan afværge.

Det er en virkelig god historie. Universet som Saga kommer til, er godt bygget op. Der er både elvere, troldmænd, dværge og meget mere. Der er gode mennesker og mennesker der vil manipulere alt og alle for at få mere magt. Saga er en troværdig person og jeg kan godt lide hendes indre kampe om både at ville hjem, men også føle et ansvar for det sted hun er kommet hen. Hun vil gerne hjælpe også selvom det betyder at hun ikke nødvendigvis ved hvornår og hvordan hun kommer hjem.

Jeg hørte det meste af bogen som lydbog, og her har jeg en enkelt ting. Sagas tanker, som er med kursiv i bogen, er indtalt på en anden måde i lydbogen og det brød jeg mig virkelig ikke om. Til at starte med, troede jeg det var en fejl, indtil jeg sammenlignede teksten i bogen, med hvad der bliver sagt i lydbogen. Jeg er sikker på at andre vil synes det er en fed gimmick, men for mig ødelagde det lidt læseflowet - især de steder hvor der er meget med kursiv.

Alt i alt er det en virkelig god debut. Det er et helstøbt fantasyunivers, med troværdige karakterer og en spændende historie. Jeg håber at det ikke er sidste gang jeg skal ud og rejse med Saga.

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet i: 2021
Antal sider: 219
5 ud af 6 stjerner

Pernille Neergård; Genkendelsen (Verdensherrerne, #3) [Anmeldereksemplar]

Pernille Neergård; Genkendelsen (Verdensherrerne, #3) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Det er ti år siden, Anna ofrede sig for sine venner og det land, der lænkede hende. Ti år siden, Alexander traf et valg, hvis tyngde brænder ham op. Ti år siden, Ildens eleent blev slukket for altid og efterlod Elementa i forfald og kongen til at dø.

Dødekatheon ved, at noget altødelæggende er på vej - for Jörmungandr har forladt sin plads for første gang, siden verdnerne blev skabt.

Kan Alexander og hans venner stå overfor faren uden Befrieren? 

Når Anna at finde hjem, inden det er for sent?

Jeg har før skrevet om min kærlighed til bøger om nordisk mytologi og da jeg læste første bind af Pernilles serie, ”Verdensherrerne”, var jeg imponeret over hendes inkorporering af netop den nordiske og mange andre mytologier. Det har jeg ikke set før. Samtidig har Pernille skabt et helt vildt gennemført univers med parallelle verdener, forskellige tidslinjer, teknologi og meget mere. Jeg er dybt imponeret.

Vi siger farvel i ”Afsløringen” med et stort slag, store tab og store hemmeligheder der afsløres – og som læser sad jeg hungrende efter mere og var slet ikke klar til at sige farvel til Anne, Alex og alle de andre. Nu er der gået 10 år (eller mere?!) og verden er stadig ikke reddet. Alex kæmper en ulige kamp for at finde spor efter Anna og for at holde styr på verden, så den ikke falder fuldstændig fra hinanden. Anna forsøger at finde sig selv og finde hjem. Men det er ikke kun de to der har dagsordener … og faktisk har de måske ikke så meget at skulle have sagt som de gerne ville.

Jeg måtte flere gange lige stoppe op og tænke tilbage. Læse siderne langsomt og dvæle mere ved detaljerne. For der sker virkelig meget i den her bog. Som i virkelig meget! Ligesom i de foregående bind følger vi flere fortællere: Alex, Anna og Kamon. Alex og Kamon i den nutid vi forlod i ”Afsløringen”, Anna, ja, det er ikke helt til at sige hvornår. Netop det med tidsparadokset fylder meget, især i den sidste del af bogen hvor der bindes knude på alle vinklerne, sådan nogenlunde i hvert fald. Jeg glæder mig meget til at se hvad der sker i næste bind – der er helt klart lagt op til store ting.

Der er om noget endnu mindre humor i den her og jeg savner meget samspillet mellem Anna, Alex, Casper, Michael og Ramon. Der gives stadig stikpiller, men ikke med samme glimt i øjnene som i ”Opvågningen”. Historien er dog også blevet mere dyster, så det er klart at der ikke er plads til alt for meget spas og lir. Samtidig er personerne blevet ældre og det kan også mærkes. Alex tynges af vægten af kronen, af tabet af Anna og mange flere. Han kæmper med samvittighedskvaler og omfanget af disse, går først op for læseren til allersidst og, altså! Helt ærligt, Pernille – det var bare ikke i orden!

Jeg elsker når bøger får mig helt ud på kanten af stolen. Når man kommer alle følelser igennem: chok, over hvad karakterner udsættes for; fortvivlelse, når det ikke lykkes; sorg; når karaktererne mister dem de kæmper for; glæde, håb og meget mere. Pernille forstår at skrive med indlevelse og en troværdighed, der gør at man både hepper på, elsker og hader personerne – ofte på samme tid, forvirrende? Ja, lidt, men det fungerer overraskende godt.

Nu vil jeg så sætte mig tilbage og vente utålmodigt på at Pernille får skrevet næste bind! Måske de tre foregående skal læses inden nr. fire? Så man har historien i frisk erindring. Genlæses skal de i hvert fald på et tidspunkt. Det er virkelig gennemført, pisse spændende og medrivende – jeg vil have mere! 

Tak til forfatter for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: DreamLitt
Udgivet i: 2021
Antal sider: 426
6 ud af 6 stjerner

Anthony Doerr; Byen i skyerne [Anmeldereksemplar]

Anthony Doerr; Byen i skyerne [Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag]

Bagsidetekst:
I det femtende århundredes Konstantinopel vokser forældreløse Anna op i et hus befolket af kvinder, der alle ernærer sig ved at brodere kåber til byens præster. Da Anna ved et tilfælde får fingre i et antikt manuskript, fortrylles hun af fortællingen om Aithon, drengen der drømmer om at flyve op til Byen i skyerne. Men Konstantinopel er under fjendtligt angreb udefra, og Annas søster er dødeligt syg. 
På den anden side af de høje bymure står bondedrengen, Omeir, milevidt hjemmefra. Han er tvunget i krig af den invaderende hær, og ved Konstantionpels mure krydes hans veje med Annas.

Fem hundrede år senere, på et bibliotek i Idaho, er den tidligere krigsfange Zeno i færd med at instruere fem skolebørn i et skuespil baseret på Aithons historie. Blandt hyldernes mange bøger har den forstyrrende klimaaktivist Seymor plantet en bombe.

Og i en ikke så fjern fremtid skriver Konstance fortællingen om Aithon ned fra erindringen, som hendes far fortalte hende den. Hun har aldrig set Jorden, kun hørt historier om den, om bord på fartøjet Argos.

Jeg har ikke læst noget af Anthony Doerr før, men ”Byen i skyerne” lød virkelig interessant – også selvom jeg var lidt skræmt af de 666 sider historien fyldte, men på en eller anden måde forsvandt de mellem fingrene på mig og jeg blev uventet grebet af fortællingen.

Jeg skiftevis læste den fysiske bog og lyttede til lydbogen og det fungerede overraskende godt. Selvom der er mange tråde at holde styr på, en del personer og forskellige tidsaldre, blev de alle sammen, på fineste vis, kædet sammen til sidst. Jeg vil dog indrømme at bogen lige skulle løbes i gang, før jeg blev rigtig fanget, men da jeg blev det, havde jeg svært ved at slippe den igen.

De mange tråde har hver sin rolle i en større fortælling om os mennesker, om vores brug og misbrug af vor kære planet, om overlevelse, håb og bedste venner. Om at selv det største eventyr, ikke er nok til at mætte den sultne.

Det er på mange måder en episk historie og jeg er glad for at jeg har læst den. Anthony Doerr skriver malende, beskrivende og med stor indlevelse. Personerne i historien fremstår som virkelig mennesker. Jeg kunne sætte mig ind i deres tanker og følelser. Jeg følte deres smerte, deres sorg, men også deres glæde og håb.

Jeg er dog ikke i tvivl om at det her ikke er en bog for alle. Man skal kunne leve med de mange detaljer, at der dvæles ved tingene og at historien spænder over mange år – ja, århundrede. Man skal kunne holde at fortællersynsvinklen skifter og at der går lang tid inden historierne flettes sammen. Men, kan man det. Ja, så er det en fantastisk og storslået historie.

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Original titel: Cloud Cuckoo Land
På dansk ved: Nete Harsberg
Udgivet i: 2021 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 666
5 ud af 6 stjerner

Leigh Bardugo; Når ulve hersker [Anmeldereksemplar]

Leigh Bardugo; Når ulve hersker (King of Scars, #2) [Anmeldereksemplar fra Carlsen Puls]

Bagsidetekst:
Dæmonen i Nikolai tørster efter at slippe fri og gå amok på Ravkas fjender. Det kan ændre krigens gang, men Nikolai ved, at prisen for at afsløre sin dystre skygge for omverdenen kan blive for høj.

Dragen i Zoya længes efter, at hun åbner "døren" for den, så hun kan forenes med dens kræfter og evner. Men Zoya ved, at når først hun finder nøglen til denne "dør", vil intet være som før!

Døden er Ninas faste følgesvend, og de er ligefrem på god fod med hinanden. Den bliver i hvert fald en afgørende partner i en strategi, der kan blive Ravkas sidste chance.

Det er tre magtfulde spillere, der gør klar til det endelige opgør med fjenden i Fjerda, da et uforklarligt mørke pludselig hærger og dræber alt på sin vej. Hvem står bag? Og hvordan overvinder man en uovervindelig kraft i et splittet rige?

Den store finale! … og så alligevel ikke, for slutningen lægger bestemt op til mere Grishaverse og jeg er SÅ klar!

Jeg havde høje forventninger til ”Når ulve hersker” og de blev på sin vis indfriet. Jeg havde forventet et finmasket net af hemmeligheder og skjulte dagsordener. At brødkrummer, jeg som læser, skulle følge og plottvist der fik mig til at vende siderne hurtigt. Alt det fik jeg også. Men alligevel manglede jeg lige det ekstra.

Jeg nød virkelig gensynet med Nikolai, Zoya og Nina. Jeg nød deres indre og ydre kampe. Deres kvaler, tab og sejre. Der er en virkelig god kemi mellem Nikolai og Zoya, og selvom Ninas historie udspiller sig sideløbende med deres, fornemmer vi alligevel tilhørsforholdet. Nina vil gøre alt for grishaerne – og hun har allerede givet mere end rigeligt. Selvom hun er knust, kan hun ikke lade være med at håbe på en bedre fremtid. En fremtid hvor hun kan tillade sig at være lykkelig. Det samme gælder for Nikolai og Zoya. De vil det samme, og så alligevel ikke – for helligere midlet målet?

Leigh Bardugo har skabt et fantastisk univers med et gennemført samfund, med magi, med sagn og myter og ikke mindst et persongalleri hvor ingen er rigtig gode og ingen rigtig onde. Selvom vi hader Mørkningen, kommer vi også til at forstå ham bedre. Selvom vi hader general Jarl Brum forstår vi også at han handler fordi han ikke ved bedre. Der er gråzoner alle steder og jeg synes det er fedt at alle, på en eller anden måde, må lide for deres sejre.

Jeg elsker dette univers og jeg håber at dette ikke var sidste gang jeg får lov til at besøge det. Om ikke andet kan jeg glæde mig til sæson to af ”Shadow and Bone” på Netflix, også selvom det ikke helt er det samme. 

Tak til Carlsen Puls for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Carlsen Puls
Original titel: Rule of Wolves
På dansk ved: Elisabeth Kiertzner
Udgivet i: 2021 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 512
5 ud af 6 stjerner

Sabaa Tahir; En himmel bag stormen [Anmeldereksemplar]

Sabaa Tahir; En himmel bag stormen (Det ulmende oprør, #4) [Anmeldereksemplar fra Alvilda]

Bagsidetekst:
Hvem overlever stormen?

De nyligt løsladte djinn skaber rædsel og kaos omkring sig. Men for Nattemageren er hævnen over hans menneskelige fjender kun begyndelsen. Ved hans side udnævner kommandant Keris Venturia sig selv til kejserinde og kræver død over alle, der vover at gå imod hende. Øverst på dødslisten er blodtornskaden og det sidste af hendes familie.

Laia af Serra har allieret sig med blodtornskaden, men sørger stadig over tabet af de to vigtigste personer i sit liv. Laia kaster sig ind i kampen for at stoppe Nattemageren og forhindre undergangen. Undervejs får hun vækket en urkraft, som kan føre hende til sejr – eller til et afgrundsdybt nederlag.

I Ventestedet forsøger Sjælefangeren Elias af glemme sit tidligere liv. Men hvis han gør det, må han også lukke øjnene for den død og ødelæggelse, som Nattemageren og hans djinn spreder omkring sig. For at holde sit løfte om at beskytte menneskenes verden må Sjælefangeren drage på en mission, der kan redde – eller ødelægge – alt, hvad han kender.

Endelig! Endelig kom sidste bind i Sabaa Tahirs storslåede fantasyhistorie om Elias, Laia og Helene. Jeg har fulgt meget med på forfatterens Instagram og set alle de kvaler som denne historie har voldt hende og det var med skælvende hænder og tilbageholdt åndedrag at jeg gik i gang med ”En himmel bag stormen”.

Det er længe siden jeg har læst ”Døden bag portene” og jeg frygtede at jeg havde glemt hvad det hele handlede om. Overordnet kom det hele ret hurtigt tilbage, men der var alligevel en del jeg lige skulle have genopfrisket og det tog lidt tid at komme ind i historien igen. Nu hvor alle bindene er udkommet, skal de helt sikkert genlæses på et tidspunkt - så man ikke behøver vente flere år på næste bind.

Jeg elsker virkelig den her serie. Jeg elsker den fordi den er så kompleks som den er. Den har så mange forskellige spor og tematikker at det næsten bliver for meget. Især "Det ulmende oprør" (bind 1) er fænomenal. Jeg kan også godt lide de andre bind, men etteren er i særklasse. Desværre synes jeg ikke at forfatteren formår at holde niveauet helt i top i dette afsluttende bind. Der er nogle ting jeg undres over - nogle valg, jeg ikke synes var nødvendige at træffe og jeg var faktisk lidt skuffet til sidst. Øv!

"En himmel bag stormen" får stadig 5 stjerner - også selvom slutningen ikke lige var som jeg havde forestillet mig den. Det er nemlig stadig en gedigen og veludført fantasyfortælling. Den er virkelig medrivende og man kæmper med alle de valg som personerne skal træffe. For der er intet der er gratis - alting har en pris, og ofte er det en ret høj pris. 

Sabaa Tahir har skabt en hel unik og særlig verden. Hun har skabt et persongalleri, der ikke udelukkende er godt og ondt - selvom visse personer er virkelig nederen. Men alle personerne er bygget op omkring de valg de har truffet og ofte har de truffet dem ud af kærlighed og med tanke på hvad der var bedst.

Det er en underligt ting at sige at jeg har nydt at lide med Laia, Elias og Helene. Jeg har fulgt med i deres sorger og i deres glæder. Jeg har heppet på dem og haft lyst til at slå dem. De har været et interessant trekløver at følge og jeg takker for eventyret. 

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: A Sky Beyond the Storm
På dansk ved: Randi Bjerre Høfring
Udgivet i: 2020 (på engelsk) og 2021 (på dansk)
Antal sider: 568
5 ud af 6 stjerner

Sarah J. Maas; Kingdom of Ash

Sarah J. Maas; Kingdom of Ash (Throne of Glass, #7)

Bagsidetekst:
The final battle is here.

Aelin Galathynius has risked everything to save her people . but at a tremendous cost. Locked in an iron coffin by the Queen of the Fae, Aelin must use all her fiery will to endure the torture inflicted upon her. If she yields to Maeve she will doom everyone she loves, but her resolve is beginning to unravel ...

With Aelin imprisoned, her friends must go on without her. Some bonds will deepen, while others will be severed forever. But as destinies weave together at last, all must unite as Aelin fights to save herself - and the promise of a better world.

Den store finale! Åh hvor har jeg været ambivalent ved at gå i gang med den her bog. Jeg frygtede at sige farvel til alle disse fantastiske karakterer, som jeg er kommet til at elske ufattelig højt, men samtidig kunne jeg også mærke at nu trængte jeg til at få en afslutning på Aelin og de andres mange prøvelser.

Jeg har været bagud i læseplanen hele august, men i fredags havde jeg en hel dag hvor jeg kunne få indhentet en del. Jeg havde ikke regnet med at få den læst færdig, men jeg kunne bare ikke slippe den igen. Det er sjældent jeg læser en bog, hvor jeg har følelserne siddende så meget udenpå tøjet. Jeg tror ikke jeg har tudet så mange gange siden jeg læste ”Cresent City”. Jeg har virkelig stortudet. Jeg har grint og mit hjerte har banket hårdt. Sarah J. Maas er en eminent skribent og forstår virkelig at skrive de helt store følelser.

Hvor ”Tower of Dawn” lidt var en ørkenvandring, var det her hæsblæsende læsning. Det er dog irriterende at der flyttes fortællervinkel så ofte – jeg ville gerne bare være blevet ved Aelin eller Dorian og Manon. Men samtidig er det med til at man bare vil læse et kapitel mere og et mere og et mere og …

Jeg frygtede for det store slag mod Maeve og Erawan og det gik slet ikke som jeg havde forventet. SJM forstår virkelig at opbygge spænding til aller sidste åndedrag og gemme hemmeligheder der først afsløres til sidst. Det er fedt.

Jeg er imponeret over at SJM kan holde tungen lige i munden med alle de tråde der skal bindes sammen til sidst, alle de skæbner der skal flettes sammen og alle de små brikker der skal blive til det store puslespil. Personer og informationer vi mødte og hørte om i de første bøger, bliver vigtige nu og det er virkelig et vildt projekt.

Sarah J. Maas er en gudsbenådet forfatter. Hun kan skrive så man både græder, griner og krummer tæer. Hun kan skrive karakterer som man elsker af hele sit hjerte og som man indædt hader. Hun har givet liv til Rhysand, Feyre, Cassian, Nesta og mange andre fantastiske personer i ”A Court of Tornes and Roses” og hun har gjort det samme med Aelin, Rowan, Dorian, Manon, Chaol og alle de andre. Tak for endnu et storslået eventyr!

Fakta: 
Forlag: Bloomsbury
Udgivet i: 2018
Antal sider: 980
6 ud af 6 stjerner

Pernille Eybye og Carina Evytt; Kongernes opgør [Anmeldereksemplar]

Pernille Eybye og Carina Evytt; Kongernes opgør (Dragernes konge, #4) [Anmeldereksemplar]

[Indeholder spoilere]

Bagsidetekst:
I tyve år har riget Perina lidt under den tyranniske konge Tarodan. Nu ulmer oprøret ...

Taysin ønsker sig et liv i fred med Lill, og Lill øsnker det samme, men hvordan skal de opnå det med Tarodan på tronen?

Kiri spekulerer ikke videre over freden, men vil gerne hjælpe Waris med at dræbe Tarodan. Det samme vil Josvai, Svart og mange andre.

Ude i fremtiden venter Tarodan med sine soldater, Drakkar og drager, men ... lige nu har folkene i minen problemer med de underjordiske.

Jeg føler jeg har ventet meget længe på dette afsluttende bind i en fantastisk serie - og da det endelig er her, ved jeg faktisk ikke helt hvordan jeg har det. De foregående bind i serien var glimrende. De var spændende, medrivende og jeg elskede at vi hørte fra så mange af personerne. Der er et kæmpe persongalleri og vi lærte virkelig dem alle sammen at kende rigtig godt. "Dragernes konge" er high fantasy når det er bedst.

Derfor var mine forventninger til fjerde og afsluttende bind meget høje. Måske for høje. For de blev i hvert fald ikke indfriet - øv! Lad mig starte med det positive først. Jeg synes stadig historien holder et langt stykke hen af vejen og at personerne kommer til deres ret. At være tilbage i Perina var en fornøjelse - også selvom landet ligger i krig. Jeg nød gensynet med Taysin, Lill, Kiri, Waris og alle de andre. Jeg nød dramaet og spændingen for hvordan det hele nu skulle ende - jeg havde bestemt ikke forudset det der skete, vil jeg gerne afsløre. 

Men! Jeg synes handlingen har et underligt tempo i den her - der er nogle ting der er dvælet rigtig meget med, mens andre ting sker hurtigt. Jeg havde troet at bogen sluttede med at Tarodan blev slået ihjel - det sker så meget tidligere end jeg havde forventet. Hvilket efterlod mig lidt med følelsen og tankerne om "Hvad skal resten af bogen så bruges på?" - og jeg synes lidt det blev noget rod.

Igennem de andre bøger elskede jeg Svart og Josvai. De havde virkelig en genial dynamik og selvom de kunne være rivende uenige, var man ikke i tvivl om at de elskede hinanden. Jeg havde håbet at de fik en lykkelig slutning sammen - en fremtid, hvor de kunne leve sammen. Derfor var jeg noget i chok da det åbenbart ikke lå i kortene. Jeg kan godt se hvorfor de skulle dø - det gav Waris det skub, han havde brug. Men alligevel? Jeg synes virkelig det var ærgerligt. 

Når det så er sagt, er det stadig en rigtig god bog - jeg nød at være tilbage i Parina, at være sammen med den store venneflok igen og opleve deres tanker og prøvelser. Ville jeg gerne have at historien var anderledes? Ja, det ville jeg - men det er der ikke noget at gøre ved.

Tak til forfatterne for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2021
Antal sider: 599
4 ud af 6 stjerner 

Pierce Brown; Rød opstand 1-3 [Anmeldereksemplar]

Pierce Brown; Rød opstand 1-3 [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst til "Rød opstand":
"Jeg lever for drømmen om, at mine børn fødes i frihed," siger hun. "At de kan være dem, de vil være. At de kan eje den jord, deres far gav dem."
"Jeg lever for dig," siger jeg sørgmodigt.
Hun kysser mig på kinden.
"Du må leve for mere."

Jorden er død, og Jordens befolkning forsøger nu at gøre Mars beboelig. Darrow er minearbejder og Rød - den laveste kaste i et samfund, hvor befolkningen er delt op i farver. Ligesom de andre minearbejdere har Darrow aldrig set himlen. De arbejder hver eneste dag dybt nede i Mars' undergrund for at skaffe det grundstod, som skal gøre overfladen beboelig for mennesker.

Men en dag går det op for Darrow, at det hele er en løgn. På Mars' overflade har de Gyldne i århundreder nydt livet, mens de har holdt de Røde som slaver i undergrunden. Det får Darrow til at slute sig til en gruppe af oprørere.

Tiden er inde til Rød opstand.

Jeg læste den her serie første gang da de udkom i henholdsvis 2015, 2016 og 2017. Jeg elskede dem dengang. Jeg elskede dem for volden, for krigene og for de forliste venskaber. Jeg elskede dem for håbet de gav, for kærligheden og de venskaber der holdt på trods af forskellige farver. Nu hvor jeg har læst dem igen - elsker jeg dem stadig.

Det er sjældent jeg genlæser bøger, selvom der er flere serier jeg gerne vil genlæse, er det ikke altid jeg føler jeg har tiden til det. Men nu har jeg besluttet mig for at læse videre på serien - og det krævede en genopfriskning af handlingen i de tre første bind. Jeg kunne huske meget, men der var bestemt også mange ting jeg havde glemt.

Så jeg tog mig tid til at læse Darrows historie langsomt og grundigt. Til at dvæle ved alle de små spor som jeg vidste ville give mening senere hen. Til at give mig hen til spændingen der langsomt stiger. Vil han blive afsløret? Hvad vil Servo, Mustang og alle de andre sige til sandheden? Hvilke venner vil vende ham ryggen og hvilke vil støtte ham? Jeg nød det hele - også selvom Darrow stadig klynker lidt for meget en gang i mellem, er han rimelig bad ass alligevel. Servo er stadig min helt. Hylerne er mine riddere og Mustang er prinsessen, der kan redde sig selv. Persongalleriet er fantastisk.

Men samtidig er der intriger og drama. Der er samfundskritik der viser hvor galt det kan gå når dem der har magten bliver høje af det. Bliver for magtfulde for deres eget bedste. Bliver hævngerrige og modbydelige. Mon det viser en karikatur af det samfund vi lever i dag?

Da jeg læste den første gang synes jeg at det var fedt at der endelig var noget fantasy/sci-fi med substans til drengene. Desværre tror jeg aldrig helt den blev den succes som forlaget havde ønsket - de næste bind i serien (som vist mest er en spin-off, der foregår en del år efter sidste bind) er i hvert fald ikke oversat. Det er synd, synes jeg. For det er altså en virkelig fed serie. Den er både spændende og uhyre medrivende. Den er underholdende og der er virkelig gode guldkorn flere steder. Den er voldelig - der er ikke sparet på blod og slåskampe - og så foregår den i rummet. Beskrivelserne af rumskibe, -havne og -byer er detaljerede og man ser det nærmest som en indre film.

Nu har jeg købt de to næste bøger i serien på engelsk og jeg håber at jeg kan komme videre. For jeg er nysgerrig. Jeg vil se hvordan det går med dem alle sammen. Jeg håber det går godt ... men kender jeg Darrow ret, er en lykkelig slutning ikke uden konsekvenser.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar (i 2015, 2016 og 2017)

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Red Rising, Golden Son og Morning Star
Udgivet i: 2015, 2016 og 2017
Antal sider: Rød opstand (413), Gylden søn (487) og Morgenstjernen (566)
Samlet bedømmelse: 6 ud af 6 stjerner

Paul Anthony Sørensen; De III Udvalgte - Mogthunheims forbandelse [Anmeldereksemplar]

Paul Anthony Sørensen; De III Udvalgte - Mogthunheims forbandelse [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
De tre venner, Seb, Eliot og Bjørn, finder et skrin på bunden af Øresund. Skrinet er en portal, og mod deres vilje er drengene pludselig De Tre Udvalgte.

Mission: Vend den dystre skæbne for landet Mogthunheim. Og det er med livet som indsats. Hver gang de falder i søvn, vågner de op i Mogthunheim. Men dør de i Mogthunheim, dør de også i deres egen verden.

De tre drenge får heldigvis deres helt egen skytsengel. Uheldigvis er han ikke altid lige kvik og giver nogle virkelig dårlige råd. Og hvad gør man så, når man står over for væsner, man end ikke turde drømme om eksisterede?

I deres egen verden skal de kæmpe mod skole-hjem-samtaler, eftersidninger og en ny megasnobbet pige i klassen. Og så findes der også et mørkets skrin. Hvem som helst kan være deres fjende og uhindret bevæge sig mellem de to dimensioner.

Garanti for mor, gennemført ondskab ... og virkelig akavede øjeblikke.

Det er ikke en drøm. Det er virkelighed. Det er et mareridt.

Din søvn vil ALDRIG blive den samme.

Lad mig lige så fast først, at man normalt ikke skal dømme en bog på dens cover, men altså – det her cover er for vildt. Jeg synes virkelig det er fedt og det passer rigtig godt til historien indeni. Jeg har ikke spillet ”Assassin’s Creed”, men jeg fik associationer til det. Coveret emmer af mystik, action og hemmeligheder. Og det må man sige at der også er i historien!

Ideen med at drengene drager til et andet land mens de sover er virkelig spændende og jeg synes forfatteren kommer ret godt rundt om eventuelle problematikker ved det. Tiden forløber anderledes i Mogthunheim end den gør her hjemme. Skader de pådrager sig i drømmene, følger med ind i vores verden, men ikke omvendt. Især det med at kunne lagre viden i underbevidstheden for så at få den fulde glæde af det når de drømmer, synes jeg er vildt sej.

Jeg kunne også rigtig godt lide samspillet med Seb, Eliot og Bjørn. De er tre meget forskellige drenge, men sammen er de stærke og de er loyale overfor hinanden. De kan godt være uenige, men samtidig kan de også ræsonnere sig frem til brugbare løsninger. Deres humor er fed og jeg ville ikke have noget imod at være venner med dem i virkeligheden. 

Worldbuilding med Mogthunheim er også god - den er detaljeret, uden at det bliver for langtrukket og jeg kunne sagtens forestille mig slottet, Ulvehoved, Jervs grotte og de andre steder de befinder sig. Universet henledte mine tanker til John Flanagans serie om "Skyggens Lærling" - og det er bestemt ikke en dårlig ting. 

Hvis jeg skal sige to ting der irriterede mig under læsningen, så er det er der er mange opremsninger. Altså steder hvor personer siger at der er tre grunde til noget, tre ting der skal overvejes osv. Det bliver sagt ret mange gange og da jeg først havde lagt mærke til det, var det svært at se bort fra. Samtidig virker det ikke som noget man normalt ville sige. Samtidig har jeg svært ved at regne ud hvor gamle drengene er i virkeligheden - jeg menes ikke at der bliver nævnt noget klassetrin, i så fald, har jeg misset den. Lige præcis det med alder og det detaljerede sprog, kan gøre det svært at placere bogen hos en bestemt målgruppe. Jeg synes egentlig ikke at det er en børnebog, men derimod er det nok nærmere en ungdomsbog - eller i hvert fald til de mere voksne fantasy læsere.

Jeg var dog mægtig godt underholdt hele vejen igennem. Vi skifter synsvinkel mellem en del af karakterne, men det er gjort på en flydende måde, så man ikke tænker så meget over det, men mere nyder at der er flere stemmer og flere detaljer. Undervejs samler vi brikker til puslespillet og jeg kunne godt lide de plottvists der var. Hvis du trænger til den fed, medrivende og underholdende fantasyfortælling, kan jeg varmt anbefale denne!

Tak til forfatteren for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: HoneyBadger
Udgivet i: 2020
Antal sider: 340
5 ud af 6 stjerner

Louise Haiberg; Dæmondræberen 1-3 [Anmeldereksemplar]

Louise Haiberg; Dæmondræberen 1-3 [Anmeldereksemplar fra Tellerup]

Bagsidetekst på "Oprører":
Navnet er Dominic.

Enhver dæmon kender mit ansigt og drømmer om at aflevere mit hoved til Lucifer. Jeg har vandret på jorden i årtusinder. Boet i Helvede og ledt dæmoniske horder i krigen mod englene. Ikke ligefrem min glansperiode, men ingen er perfekt. Jeg gjorde oprør - årsagen til at jeg i dag er hadet af min egen race og lever skjult blandt menneskene. 

Før blev jeg kaldt Dominic Engledræber. I dag går jeg under navnet Dominic Dæmondræber. 

Dette er min historie ...

Jeg har læst bøgerne om Dominic før, men det er flere år siden - faktisk helt tilbage i 2013 (what?!), da den første, "Oprører", udkom. Tænk, at det er så længe siden. Jeg har flere gange haft lyst til at genlæse dem og især efter at have læst "Låsen & Vogteren" var lysten stor. Så opdagede jeg heldigvis at to af mine med-bookstagrammere lavede en readalong på hele serien og så greb jeg chancen og læste med. 

Det var en meget anderledes oplevelse at læse bøgerne anden gang. Det er sjovt at der er nogle ting der stod meget klart i min erindring, mens andre var helt væk. Det er helt klart "Oprører" jeg husker bedst. I "Udvalgt" og "Revolution" var det kun enkelte steder jeg kunne huske, så det var næsten som at læse dem for første gang.

Jeg nød virkelig gensynet med Dominic, Syranthia, Benjamin, Michael og alle de andre. Det er vist ingen hemmelighed at Dominic er en af mine helt store litterære forelskelser (jeg nyder virkelig min plakat med ham!). Selvom han er rapkæftet og utilregnelig, har han et hjerte af guld, en fed humor og jeg ville ikke tøve med at gå i krig, hvis han stod ved min side. Syranthia, åh, den faldne engel, der har opgivet så meget for kærlighed. Benjamin, der pissede mig af første gang jeg læste den, var stadig en pain in the ass - så intet nyt under solen der.

Jeg var spændt på om historien stadig holdt - her 8 år efter den udkom - og jeg blev glædeligt overrasket over at det gør den. Det er stadig en spændende, medrivende og følelsesladet læseoplevelse. Jeg tror jeg blev mere rørt denne gang end første gang jeg læste den. Jeg er glad for at jeg besluttede mig for at læse dem igen og jeg er sikker på at det ikke bliver sidste gang jeg genlæser dem. Det er ikke lige sådan at slippe Dominic igen!

Tak til Tellerup og Louise Haiberg for anmeldereksemplarer (dengang de var nye)!

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: "Oprører" - 2013, "Udvalgt" - 2014, "Revolution" - 2015
Antal sider: "Oprører" - 482 sider, "Udvalgt" - 414 sider, "Revolution" - 481 sider
Samlet antal stjerner: 6 ud af 6 stjerner

Christopher Paolini; To Sleep In a Sea of Stars

Christopher Paolini; To Sleep In a Sea of Stars

Bagsidetekst:
Space holds countless secrets. She just found the deadliest one.

During a routine survey mission on an uncolonized planet, Kira finds an alien relic. At first she's delighted, but elation turns to terror when the ancient dust around her begins to move. 

As war erupts amon the stars, Kira is launched into a galaxy-spanning odyssey of discovery and transformation. First contact isn't at all what she imagined, and events push her to the very limits of what it means to be human.

While Kira faces her own horrors, Earth and its colonies stand upon the brink of annihilation. Now, Kira might be humanity's greatest and final hope ...

Jeg ville nok aldrig været gå i gang med denne mursten af en sci-fi roman, hvis ikke det var fordi havde vundet prisen for bedste sci-fi på Goodreads sidste år, og at jeg derfor skulle læse den sammen med Goodreads-gutterne. Jeg kan egentlig godt lide at læse sci-fi, men 800+ sider? Og så endda på engelsk. Men jeg er en stædig læser og jeg kom igennem - selvom det holdt hårdt.

Det er egentlig ikke fordi det er en dårlig historie. Tværtimod, er den faktisk ret interessant, men der er bare virkelig mange lange scener med meget lidt handling og det trækker altså virkelig læseoplevelsen i langdrag. Efter de første sider havde jeg fornemmelsen af at den ville være meget Extant-agtig (en sci-fi tv-serie), men hvor tog jeg dog fejl. Det er derimod en historie om overlevelse, om magtmisbrug og vold. Men samtidig også en historie om tilgivelse og håb. Hvis altså man er villig til at ofre alt for at få det.

Hovedpersonen Kira bliver gang på gang sat i situationer hvor hendes dømmekraft testes. Hun står overfor livsomvæltende beslutninger og jeg ved faktisk ikke helt om hun træffer de rigtige valg. Der er ret mange andre karakterer at holde styr på - nogle mere underholdende end andre, Gregorovich, er helt klart en favorit, men jeg kunne nu også godt lide Falconi og resten af besætningen på Wallfish. Det er dog Kira der er fortælleren og det bliver en kende ensformigt efter så mange sider - især fordi hun danser meget om den varme grød og alting tager lang tid.

Som sagt, følte jeg at det var en meget lang historie. Jeg mistede fokus flere gange undervejs og der er helt sikkert detaljer jeg har misset fordi jeg lige var uopmærksom. Det er faktisk sådan en slags historie jeg tror ville gøre sig meget bedre som fx tv-serie eller film.

Jeg tænker dog at hvis man er sci-fi-fan og ikke har noget imod en ret langstrakt historie, med et komplekst persongalleri og handling, så kunne dette godt være et bud på en bog man skulle kaste sig over. Til os andre dødelige, vil jeg nok sige at vi godt kan springe over i denne omgang. 

Fakta:
Forlag: Tom Doherty Associates
Udgivet i: 2020
Antal sider: 878
4 ud af 6 stjerner