søndag den 28. februar 2016

De ting der ikke må siges når man er på barsel

De ting der ikke må siges når man er på barsel

Jeg læste forleden et meget ærligt blogindlæg om at det skulle være ok at sige når det havde været en dårlig dag og det synes jeg er fuldstændig rigtigt. For ikke alle dage er lyserøde, nemme og dejlige. Hånden på hjertet, så har jeg ikke haft en udelukkende dårlig dag (endnu, måske?), men jeg har da haft tidspunkter i løbet af en dag hvor jeg er presset og bestemt ikke synes det hverken er hyggeligt eller sjovt.

Når man har ammet i over en time, begge bryster føles tomme og LillePigen stadig skriger på mere og bliver stadig mere utidig, synes jeg ikke det er sjovt. Forleden aften var jeg nået til bristepunktet da Emil tog over og jeg græd i frustration over at føle mig magtesløs og handlingslammet. Burde jeg ikke selv kunne få mit grædende barn til holde op? Gør jeg det ikke godt nok? Er jeg en dårlig mor? Sådanne tanker kan hurtigt melde sig på banen. Emil fik heldigvis LillePigen til at falde ned og fik givet hende en flaske - selvom hun på det tidspunkt havde spist godt. Må man godt græde og skrige lidt i frustration?

Når man vågner for Gud ved hvilken gang i løbet af natten og føler at man overhovedet ikke har sovet og LillePigen bare ligger og gør tegn til at madpakkerne skal findes frem - igen? Gjorde jeg ikke også det for lidt siden? Selvom LillePigen har et godt sovehjerte, er det hårdt for moren ikke at få den mængde søvn hun plejer. Jeg sover oftere i løbet af dagen når hun også sover, og hvis jeg er heldig får jeg en god lur om aftenen - her snakker vi mellem 20 og 24. Så er batterierne ladet lidt op til at skulle op et par gange i løbet af natten. Hvordan føles det at sove en helt nat? Det har jeg glemt. Må man godt være lidt sur og tvær fordi nattesøvnen bliver frarøvet?

Når man forsøger at skrive blogindlæg, læse en bog eller lave videre i scrapbogen mens hun sover og man lige tror at nu går der en time eller to, og hun så vågner hvert femte minut og vil have den sut, hun i øvrigt selv har skubbet ud af munden, eller bare lige skal tjekke om mor stadig er i nærheden. Så kan jeg godt blive lidt utålmodig, for helt ærligt, hun er pakket lunt og godt ind, er mæt osv og øjnene kæmper for at holde sig åbne - så sov dog bare, barn! Men nej, det er hun engang hyggeligere lige at jage lidt med mor. Jeg synes selv jeg er god til at lade være med at kigge til hende hele tiden eller tage hende op ved det mindste klynk, men øvelse gør vel mester? Må man godt finde det irriterende og frustrerende at man ikke bare kan få en halv time for sig selv?

Jeg er også i den situation af min nedløbsrefleks er meget kraftig - det gør virkelig ondt når mælken løber til. En prikkende, stikkende fornemmelse i brysterne. Jeg ved godt at det er et godt tegn, jeg producere mælk og kan amme (selvom det også gør ondt, dog ikke så meget som i starten og da jeg havde brystbetændelse - det skal I ikke ønske jer!), men gid jeg dog ikke kunne mærke det. I morges, efter hun havde fået mad kl. 04, sov jeg kun en times tid før højre bryst var hårdt som sten. Jeg prøvede med pumpen, men uden held. Det lykkedes mig at få sovet lidt, men da hun meldte sig igen kl. 08, var brystet så spændt at det gjorde så ondt at jeg kunne græde. Jeg forsøgte at massere det og tro mig, de er varme nok med strikkede ammeindlæg og flere lag tøj. Det hjælp dog at hun tog sig en ordentlig mundfuld, men frygter nu for at brystbetændelsen er tilbage. Må man godt forbande sin krop og ønske at man ikke kunne amme og derved slap for smerterne og problemerne?

Misforstå mig ikke, jeg nyder min barsel. Jeg nyder når hun falder i søvn på min mave og bare ligger der og koger et par timer. Jeg nyder at mærke hendes ekstremt bløde hud, jeg kunne ae hende i timevis og når hun en gang i mellem smiler, hvad enten det er fordi hun er mæt eller lige har lavet i den rene ble hun fik for 5 minutter siden, så smelter jeg lidt indeni. Det er en ubeskrivelig følelse at være blevet mor, det kan ikke forklares - jer der er det, ved hvad jeg snakker om, jer der endnu ikke er det, glæd jer! For selvom der er dårlige periode, så opvejes de fuldstændigt og mere til af de gode.

mandag den 22. februar 2016

Cassandra Clare; The Infernal Devices

Cassandra Clare; The Infernal Devices

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er ret betaget af Cassandra Clares fantastiske Shadowhunter univers. Jeg faldt først over "Dødens instrumenter", som introducerede mig for universet. Jeg har læst bøgerne med stor glæde og fornøjelse, jeg har set filmen og været forfærdet over at man har lavet en "Det gyldne kompas"-manøvre (at man vælger at filmatisere en fantastisk serie, men kun laver den første og ikke særlig godt!), og nu ved jeg ikke helt om jeg vil se tv-serien. Jeg frygter at blive skuffet igen.

Halvvejs i min læsning af "Dødens instrumenter" faldt jeg over "Djævelske mekanismer"-serien. Det er samme univers, men 100 år før vi møder Clary og Jace. Det er deres forfædre vi møder og det fandt jeg meget spændende.

Vi har igen et trekantsdrama krydret med vampyrer, troldmænd og onde autobotter som vil, hvis planen lykkedes, ødelægge verden som vores hovedpersoner kender. Vi møder Tessa, en ung pige der ikke kender sit ophav, men som havner på Instituttet i London, hvor hun møder Will og Jem. To unge fyre der er som nat og dag, og alligevel er blevet parabatai (et begreb jeg elsker!). Will frygter at han er blevet forbandet og gør derfor et stort nummer ud af ikke at elske nogen. Jem er forbandet og frygter at han aldrig vil få nok ud af livet. Som I nok kan regne ud bliver Tessa fascineret af begge drenge og sammen kaster de sig ud i kampen om at sikre deres verden.

Som sagt, en virkelig god historie, der foregår i samme tempo som "Dødens instrumenter" og med samme fascinerende beskrivelser af hverdagen i 1800-tallets London. Noget af det andet jeg finder rigtig godt i denne serie, er de tråde der bliver trukket op til historien og personerne i "Dødens instrumenter". Vi får pludselig en meget bedre forståelse af hvorfor nogle skyggejæger familier hader hinanden mere end andre og mange andre ting.

Da jeg så at man kunne få serien som manga tegneserie var jeg solgt! Jeg læser normalt ikke manga, men kan meget godt lide tegnestilen og jeg synes det var fedt at komme til at "se" karakterene. Bøgerne skuffer bestemt ikke. Tegningerne er flotte og bringer virkelig liv til historien. Det er kun de første sider i hver bog der er i farve, og det synes jeg er lidt synd. Jeg ville gerne have læst hele historien i de flotte farvede illustrationer, men vi må nøjes med det der er. Ikke at det gør noget for helhedsindtrykket - det er stadig nogle flotte bøger, jeg vil råde alle Cassandra Clara fans at købe!

Fakta:
Forlag: Little Brown Book Group
Antal sider: #1: 240 sider; #2: 260 sider; #3: 256 sider
Udgivet i: 2012, 2013 og 2014
Samlet: 5 ud af 5 stjerner

onsdag den 17. februar 2016

En lille ny læsehest


En lille ny læsehest er budt velkommen til verden!

Jeg beklager stilheden den sidste halvanden uges tid, men som I nok ved, har jeg gået rundt med en lille ny læsehest inde i maven de sidste 9 måneder. Hun var egentlig blevet bestilt til levering d. 3/2, men der var forsinkelser. Jeg havde frygtet at disse forsinkelser ville være længe og uudholdelige, men heldigvis var disse ikke så længe som jeg havde frygtet.

Allerede lørdag d. 6/2 om morgenen kunne jeg mærke at der var noget under opsejling - det samme kunne vores hund. Han var fuldstændig rundt på gulvet hele dagen. Leveringen af det længeventede produkt lod dog vente på sig, da smerterne gik dog lidt i sig selv igen. Jeg frygtede en falsk alarm, men heldigvis begyndte tegnene på at leveringen nærmede sig igen ud på eftermiddagen. Og så gik det hurtigt. Da jeg ikke kunne holde spændingen ud mere og var ved at klemme Emils hånd af i bare iver med få minutters mellemrum, kørte vi på sygehuset. Leveringen af kom tættere og tættere på.

Kl. 19:30 blev jeg indlagt og 20:45 blev leveringen modtaget! Et lille vidunder på 3340 g. og 52 cm blev lagt op på mit bryst! Fuldstændig vanvittigt, ufatteligt og ubeskriveligt fantastisk!


Vi har nu været hjemme i en halvanden uges tid og produktet lever fuldstændig op til forventningerne. Selvom det dog er hårdt når hun græder og næsten føles utrøstelig, når nætterne forsvinder i en tåge af gråd, bleskift og amning, er tidspunkterne når hun smiler i søvne eller man får øjenkontakt med hende, dog fuldstændig ubeskrivelige. Jeg vil vædde med at jer der er forældre ved hvordan det føles, jer der ikke er, I kan godt glæde jer.

Som I nok kan regne ud, er min tid til at læse blevet en smule indsnævret. Jeg holder ikke pause fra at læse og anmelde, men det bliver nok ikke så hyppigt som det har været. Bloggen bliver ikke invaderet af tanker omkring at være blevet mor, men vil forblive forbeholdt bøger og andre bogrelaterede oplevelser, så jeg håber at I stadig vil følge med også selvom aktiviteten bliver lidt mindre!


Jeg kan desværre ikke fortælle hvad LillePigen skal hedde endnu - for det er stadig uvidst, men mon ikke vi finder på et godt navn før eller siden!

torsdag den 4. februar 2016

Dave Eggers; The Circle

Dave Eggers; The Circle

Bagsidetekst:
Da Mae bliver ansat i firmaet The Circle, det mest magtfulde internetselskab i verden, tror hun, at hun har fået sit livs chance. Hun er mere end begejstret, da hun bliver vist rundt i The Circles imposante kontorlandskaber af glas, campusområdet og kollegieværelser for dem, der ender med aldrig at gå hjem. Hun er fascineret af firmaets dynamik, forført at den ultimative fællesskabsånd og visionen om, at alle er forbundne og online 24/7.

Ikke engang da Maes liv uden for The Circle og forholdet til forældrene og ekskæresten Mercer svinder mere og mere ind, og Maes egen rolle i virksomheden bliver mere og mere ... offentlig, aftager hendes begejstring. 

Det, der begynder som en fængslende historie om en ung idealistisk kvinde med ambitioner, forvandles til en højaktuel og tankevækkende thriller om personlig integritet og demokrati.

Den her bog har stået på min hylde siden efteråret. Jeg har tit kigget på den, både den på min egen hylde og dem der har stået på hylderne på mit arbejde. Nu har jeg endelig læst den og jeg vil sige at jeg er lige dele skræmt og fascineret af den.

I starten af bogen er tingenes tilstand accepterende - man er online, hele tiden, 24/7, hvert like, kommentar og deling betyder noget, men ikke alt. Jeg kunne sagtens relatere til hvordan det er på de sociale medier i dag, dog lidt overgjort, men det fanger og det er interessant. Jo længere ind i bogen og historien vi kommer, jo vildere og mere ekstremt bliver forholdet til de sociale medier. Der skal postes mere, kommenteres mere, deles mere, likes mere - mere, mere, mere! Der er ingen grænser for hvad Mae forventes at dele og efterhånden forsvinder Maes forbehold med hvad hun vil dele. Hun er blevet afhængig af alt det hun opnår.

Men der er en bagside. Mae flytter ind på kollegiet, hun siger sin lejlighed op og hun lader hele sit liv offentliggøre, hvilket medfører at hendes forældre langsomt trækker stikket, hendes ekskæreste - som hun egentlig finder rimelig irriterende - fjerner sig også og snart sover hun mindre og mindre, fordi hun skal kommentere, like og dele så meget som muligt.

Bogen danner et skræmmende aktuelt og stadig fremtidsagtigt billede af hvad der kan ske hvis (når?) de sociale medier bliver altopslugende. Undervejs kom jeg til at tænke på filmen The Joneses, som handler om en "familie" hyret af et reklamebureau til at gøre reklame for alt og jeg mener simpelthen alt. Målet er få deres omgangskreds til at købe tingene, hvilket selvfølgelig går helt galt. Sådan et aspekt har denne bog også - Mae skal anbefale så mange ting som muligt, jo bedre hun gør det, jo højere status for hun. Samtidig kom jeg også til at tænke på ungdomsbogen "Like me" af Thomas Feibel, som handler om hvad unge vil gøre for likes og kommentarer på de sociale medier og det er ikke så lidt endda!

At kalde det en thriller er måske for meget af det gode. Jeg sad flere gange og ventede på noget ekstra, noget der fik mig ud på kanten af stolen, det kom desværre aldrig. Det ødelægger dog ikke mit helhedsindtryk, der er, at det er en utrolig velskrevet, velovervejet og fascinerende historie.

Tak til People's Press for bogen (udleveret til bogbloggertræf 2016)

Fakta:
Forlag: People's Press
Original titel: The Circle
Udgivet i: 2013 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 459
4 ud af 5 stjerner

tirsdag den 2. februar 2016

Nanna Lundgaard Arbøl; Pulsens Koordinater

Nanna Lundgaard Arbøl; Pulsens Koordinater

Bagsidetekst:
Pulsens Koordinater begynder med en kvindes mistede hjerte, og tager dig med igennem et sanseberusende hav af følelser, tanker og nye erfaringer. En skyggevandring gennem Københavns gader i jagten på hendes indre puls og storbyens vildskab, med hver tekst som koordinat på denne rejse.

Jeg tror det er første gang efter gymnasiet, hvor der ligesom ikke var nogen vej udenom, at jeg har læst en digtsamling. Nu har jeg endda læst en digtsamling, for min egen fornøjelses skyld - det er også en første gang. Jeg har derfor ikke den store erfaring med at anmelde en digtsamling, men en gang skal jo være den første.

Vi er, som bagsideteksten, afslører i København. Hvert af digtene er tilknyttet et bestemt sted i København, hvor vores kvindelige hovedperson oplever en ny følelse. Et nyt sted, en ny følelse. Digtsamlingen kan derfor ses som - ikke kun en rejse gennem København, men også gennem de følelser vores hovedperson oplever i forbindelse med et knust hjerte.

Jeg er ikke helt vildt stedkendt i København, men jeg ved da hvor de fleste af stederne ligger, og jeg kunne nemt genkalde mig beskrivelserne af fx Rådhuspladsen. Som læser fornemmer man vrimlen af mennesker, de mange forskellige sprog der bliver talt, duften fra pølsevogne og larmen fra Metro-byggeriet. Det er meget nærværende beskrevet. Vi følger en kvindelig hovedperson, der har ondt i både krop og sjæl efter hendes hjerte er blevet knust. Hun har svært ved at finde fodfæste i livet og sorgerne druknes i både alkohol. Hvert sted repræsentere en sindstilstand og en beklædningsgenstand der mistes.

Det er utrolig stærkt beskrevet og som læser hvirvles man ind i et hæsblæsende tempo der først sættes ned i sidste digt, hvor vores hovedperson er nøgen - både fysisk og mentalt. Der er ikke mere at give af. Og det er først her at hun kan komme videre og give slip.

Da jeg var yngre skrev jeg mange digte selv, men pakkede det af en eller anden grund væk. Måske det skulle tages op igen, for den her digtsamling har helt klart vækket min lyst til at stifte bekendskab med genren endnu en gang. Måske kommer der endda flere anmeldelser af digtsamlinger, man ved aldrig!

Tak til Copenhagen Storytellers og forfatteren for bogen.

Fakta:
Forlag: Copenhagen Storytellers
Udgivet: 2016
Antal sider: 108
4 ud af 5 stjerner

mandag den 1. februar 2016

Januar wrap-up

Januar wrap-up

Det er endnu en gang blevet tid til at reflektere og bearbejde en hel måneds læseoplevelser. Jeg har brugt januar på at gøre et ordentligt indhug i mine stakke af anmelderbøger og derved få gjort noget ved en stigende dårlig samvittighed. Jeg har haft et par stykker til at ligge alt for længe (og det har jeg stadig - undskyld, jeg skal nok nå jer!), men nu føler jeg at jeg gør fremskridt.

Stakken startede med at se sådan ud:

Nu ser den sådan ud:

Så jeg har fået læst en del, men stakken har det med at vokse - fx ved jeg at der ligger to bøger på posthuset og venter på mig - ikke at jeg klager! Det gør jeg bestemt ikke, jeg synes det er skønt. I og med at jeg går hjemme på barsel har jeg god tid til at læse, hvilket er rigtig dejligt. Det viser tallene fra januar også: jeg har fået læst 18 bøger! I alt 5502 sider - hvilket jo er helt vildt! Af de 18, er der kun fire jeg har købt selv, resten er anmelderbøger.

De læste bøger:
Jennifer Echols; Over stregen (læs anmeldelse her)
Becca Fitzpatrick; Sort is (læs anmeldelse her)
Alyson Noël; Næsten 19 (læs anmeldelse her)
Eve Ainsworth; 7 dage (læs anmeldelse her)
Franca Düwel; Julie og de sorte får (læs anmeldelse her)
Sarah Engell; Du og jeg for evigt (læs anmeldelse her)
Kerstin Gier; Rubinrød (læs anmeldelse her)
Clélie Avit; Jeg er her stadig (læs anmeldelse her)
Ava Dellaria; Kærlighedsbreve til de døde (læs anmeldelse her)
Nanna Foss; Geminiderne (læs anmeldelse her)
Amanda Sun; Regn (læs anmeldelse her)
Kelly Rimmer; Mig uden dig (læs anmeldelse her)
Cassandra Clare; The Clockwork Angel
Cassandra Clare; The Clockwork Prince
Cassandra Clare; The Clockwork Princess
Chad Corrie; Portalen til afgrunden (læs anmeldelse her)
Nanna Lundgaard Arbøl; Pulsens koordinater (læs anmeldelse her)
Dave Eggers; The Circle (læs anmeldelse her)

Tusind tak til Tellerup, Alvilda, Turbine, Lovebooks, Plusbog, People's Press og Nanna for at sende mig bøger - det betyder virkelig meget for mig at jeg bliver så beriget med fantastiske læseoplevelser!


Bedste bog: 
Selvom der har været rigtig mange gode historier, men der er særligt én der skiller sig ud: "Kærlighedsbreve til de døde" - det var simpelthen en fornøjelse fra første side og den vil jeg råde alle til at læse.


Længste bog:
Nanna Foss har det med at skrive tykke bøger, men det gør ikke noget, for tempoet er højt og handlingen er spændende. "Geminiderne" topper med 656 sider.


Tyndeste bog:
Digtsamlingen af Nanna Lundgaard Arbøl, på 108 sider.


Flotteste bog:
Selvom jeg elsker layoutet på "Kærlighedsbreve til de døde", må den her "vindes" af mangaserien "The Infernal Devices". Jeg er vild med den almindelige udgave og jeg synes virkelig at historien får et løft ved at blive illustreret. Jeg synes dog det er synd at det kun er de to første sider i hver bog der er farvelagt.

Bedste overraskelse:
Jeg vil her nævne Kelly Rimmers "Mig uden dig". Jeg vil ikke sige at jeg havde meget høje forventninger til den, men i hvert fald forventede jeg at den var god og det var den bestemt også! Meget bedre end jeg havde håbet på.

Mest chokerende bog:
Det må uden tvivl blive "The Circle" af Dave Eggers. Jeg vidste ikke helt hvad jeg gik ind til og jeg indrømmer at selvom der er nogle ting jeg fandt virkelig irriterende, så er tanken bag bogen virkelig skræmmende og den sidder stadig i mig.


Hvad har I læst af spændende ting i januar?